Kommer du nogensinde tilbage til mig?

 Forfatter: Lise Villadsen - Forlag: Høst & Søn - Udgivet: 2020

Sidetal: 150 - ISBN: 9788763865524

Kommer du nogensinde tilbage til mig? er en stærk roman, der opfordrer sin læser til at sætte ord på de ting, der gør ondt, og at være åben omkring de ting, der fylder i ens liv, over for ens nærmeste. Ingen af os er tankelæsere, og det kan derfor være vanskeligt at hjælpe én, der ikke af sig selv åbner op for, hvad problemet er, selvom man kan se, at vedkommende har ondt.

Den opfordrer samtidig til, at vi er ærlige over for hinanden, hvilket også går ind under det her med, at vi skal få sat ord på de ting, der fylder i tilværelsen. Selvfølgelig kan en lille hvid løgn i visse situationer give mening, men når det kommer til de store ting gavner det situationen mest, at vi er ærlige for hinanden. Konsekvensen ved at skjule sandheden er jo blot at skabe splid og mistillid, når sandheden endelig kommer frem, hvilket den som regel gør.

Nej, det er da ikke super enkelt at forklare et barn, at far har begået selvmord (jeg har med vilje undladt at markere som spoiler, - det dukker op så tilpas tidligt i romanen at det er meningsløst, og det er fundamentet for meget af fortællingen). Afhængigt af alder og modenhed forstår børn ikke nødvendigvis hvad det vil sige at begå selvmord eller hvorfor nogle mennesker kan finde på det. Det kan endda være svært at tale om for mange voksne. Men man er nødt til at forsøge at forklare de her problematikker på barnets niveau. Situationen her, hvor Atlas trækker sig fra venner, kæreste og familie, da han finder ud af, at faderen ikke bare er død ved et uheld, men har begået selvmord, er i den milde ende af, hvad man kan forvente af reaktion fra et menneske, der endelig finder ud af sandheden om en given situation. Det kunne have været meget værre, og Atlas kunne være drevet meget længere ud, hvis ikke der til sidst blev åbnet op for en snak om, hvad der foregår, og kortene kommer på bordet. Det er et skrækeksempel, som vi voksne, der har med børn og unge at gøre i det daglige, må huske på, når vi taler om små og store problemer, der hver især måske virker ubetydelige for os, men som fylder mere end vi regner med for det enkelte barn.

Når det så er sagt, åbnes der op for Atlas' tanker om sin kæreste, der langt hen ad vejen virker uhyre moden og meget indsigtsfuld, hun er intelligent og vil meget gerne snakke om tingene. Jeg har flere gange svært ved at sætte mig ind i, hvorfor hun finder sig i, at Atlas bare nikker og snakker hende efter munden, og at hun ikke presser ham noget mere i forhold til det, hun helt tydeligt har set gør ondt på ham, - hvorfor er det, hun bare børster det af, og ender i en situation, hvor de går fra hinanden, i stedet for at få ham til at sætte ord på, hvad det er, der nager? Det lader til, at hun selv kommer fra en familie, hvor man er vant til at tale om tingene, og hvor man sætter ord på det, der sker i hverdagen, - det er i hvert fald antydet i det at hun er så velformuleret og velovervejet som hun er. Derfor kan det virke underligt at hun ikke forventer det samme af sin kæreste. Det kan der måske være en naturlig forklaring på - jeg så den bare ikke.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.