25 september 2020

Hvordan far blev skaldet

 Forfatter: Thomas Arnt Jensen - Illustrator: Lykke Bianca - Udgivet: 2019 - Forlag: Calibat -

ISBN: 9788793728363

Bogen er anmeldt i samarbejde med min datter, der har fået læst bogen højt.

I følge beskrivelsen fra forlaget er bogen her målrettet højtlæsning for børn i alderen 4 til 6 år. Herhjemme har vi læst den med min datter, der først fylder fire år om nogle måneder, - men for hende betød det ikke noget. Hun var tidligt vild af begejstring, og talte med om både handling og billeder, - og da sidste side var vendt, bad hun straks om at få læst ogen højt igen.

Som forælder og lærerstuderende med linjefag i dansk kan jeg have mange holdninger om og idéer til, hvad der er god litteratur, og hvad min datter burde læse, og noget af det kan da også være noget, som min datter er interesseret i. Men faktum er, at selvom vi har været igennem en del bøger efterhånden, enten købt eller lånt på biblioteket, er det langt fra dem alle sammen, som hun er lige vild med. Nogle mister hun interessen for, nærmest inden vi er kommet igang med dem. Andre læser vi om og om igen - og de bliver ved med at holde i lang tid. Den her er en af de bøger, som jeg forudser, vi kommer til at vende tilbage til - mange gange.

Historien er sød og fantasifuld, og den inspirerer til, at vi taler om både handlingen og de ting, vi møder i vores hverdag. Den byder også ind til at tænke selvstændigt og at man ikke skal tage alting for gode varer, men også, at det kan gøre hverdagen mere festlig, at vi laver sjov med hinanden en gang i mellem. Det skal være okay at fjolle lidt, så længe modparten er med på idéen.

Illustrationerne er spot on, og veksler mellem at være en gengivelse af handlingen og at supplere med yderligere information. Teksten alene fortæller for eksempel kun om, hvordan historiens far havde grønt hår som ung, - men min datter var meget optaget af, at han havde hul i bukserne ved knæet, og det kom vi til at snakke meget om. Når vi efterfølgende har snakket om bogen, er det faktisk ikke håret, hun snakker om først, trods det, at det har relevans for plottet, - det er hullet i bukserne, som hun kommenterer på, og som vi snakker om som det allerførste.

I det hele taget har bogen været et stort hit herhjemme, og derfor har den både mine - og min datters - største anbefalinger.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

The wrong bachelor

  Forfatter: Alexandra Moody The Wrong Bachelor  er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle ug...