Viser opslag med etiketten tillid. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tillid. Vis alle opslag

03 juni 2021

*Anmelder-eksemplar* Undergang

 Forfatter: Søren Poder - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021 - Sidetal: 264

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Undergang handler om Niels. Han er i sit livs efterår og har problemer med helbredet, og han er derfor i risikogruppen, da corona-pandemien spreder sig til Europa i foråret 2020.

Undergang handler om den frygt, rigtig mange mennesker sad med, da vi som samfund fik besked om de første nedlukninger. Hvad skulle det dog ikke udvikle sig til? Hvor omfattende ville det her blive? Der var ikke rigtigt nogen, der havde nogle definitive svar - for det hele var stadigvæk så nyt - og selv i dag, over et år senere, er der stadig mange usikkerheder at tage højde for, når vi snakker restriktioner og forholdsregler.

Det er også en roman om frustrationer og magtesløshed i kampen mod systemet - her eksemplificeret med corona, men princippet gør sig for mange gældende uanset. Sundhedsvæsnet er for mange en jungle at finde hoved og hale i, uanset på hvilken måde man har med det at gøre, og hvilken aldersgruppe, man tilhører - og kritikken vil derfor også føles berettiget for en pæn portion af befolkningen.

Undergang står stærkt som en rørende fortælling om en mand, der i bund og grund bare gerne vil have lov til at komme i kontakt med sin kone, - hvilket af flere årsager ikke rigtigt kan lade sig gøre. Og efterhånden som desperationen for at komme til at se konen igen, bliver Niels også mere villig til at tage alternative metoder i brug for at nå hende.

Jeg skal indrømme, at selvom jeg med dén forside nok burde have været forberedt på det værste, blev jeg faktisk positivt overrasket over de drejninger, historien tog. Selvom historien tager afsæt i corona-pandemiens indtog i Danmark, handler det i højere grad om relationen mellem mennesker og det, der holder os sammen som samfund. Det, der gør, at hverdagen er til at holde ud for de fleste af os. De humane og medmenneskelige handlinger der gør, at det er til at være til, side om side, uanset alder, køn, hudfarve og andre nuancer. Og det er vel egentlig en smuk tanke - at det kan lade sig gøre at arbejde sammen på trods af menneskelige forskelle. Trods alt.


26 september 2020

Den Underjordiske Jernbane

 Forfatter: Colson Whitehead - Dansk forlag: Politikens forlag - Udgivet: 2017 

Sidetal: 299 - ISBN: 9788740049305

Originaltitel: The Underground Railroad

Den underjordiske jernbane er intens, nervepirrende og skræmmende - mest af alt fordi den ligger så tæt op af noget, der meget vel kunne have været virkeligt, og desværre uhyrre tæt på nutiden. Og lige så slemt er, at farvede stadig kæmper en kamp for bedre vilkår i det neste af (hvis ikke hele) verden.

Hvis man ikke sidder tilbage med en skidt følelse i maven efter endt læsning, har man ikke læst den grundigt nok, - start forfra!

Selvom jeg til tider havde svært ved at relatere til hovedpersonen og med mellemrum var uenig i hendes valg, kan det næsten ikke undgås at have den dybeste medfølelse med hende. Ønsket om en bedre fremtid for hende er stort, omend det er meget usikkert om det er realistisk, og det er vanskeligt ikke at ønske sig at kunne gøre en forskel for hende og andre i hendes sted.

Pointen er klar, og stadig relevant - det er umenneskelige vilkår, mange farvede lever under, se lv den dag i dag, og vi andre er forpligtede på at gøre vores for at forbedre det. For vores alle sammens skyld, - for en bedre verden for os alle.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



25 september 2020

Kommer du nogensinde tilbage til mig?

 Forfatter: Lise Villadsen - Forlag: Høst & Søn - Udgivet: 2020

Sidetal: 150 - ISBN: 9788763865524

Kommer du nogensinde tilbage til mig? er en stærk roman, der opfordrer sin læser til at sætte ord på de ting, der gør ondt, og at være åben omkring de ting, der fylder i ens liv, over for ens nærmeste. Ingen af os er tankelæsere, og det kan derfor være vanskeligt at hjælpe én, der ikke af sig selv åbner op for, hvad problemet er, selvom man kan se, at vedkommende har ondt.

Den opfordrer samtidig til, at vi er ærlige over for hinanden, hvilket også går ind under det her med, at vi skal få sat ord på de ting, der fylder i tilværelsen. Selvfølgelig kan en lille hvid løgn i visse situationer give mening, men når det kommer til de store ting gavner det situationen mest, at vi er ærlige for hinanden. Konsekvensen ved at skjule sandheden er jo blot at skabe splid og mistillid, når sandheden endelig kommer frem, hvilket den som regel gør.

Nej, det er da ikke super enkelt at forklare et barn, at far har begået selvmord (jeg har med vilje undladt at markere som spoiler, - det dukker op så tilpas tidligt i romanen at det er meningsløst, og det er fundamentet for meget af fortællingen). Afhængigt af alder og modenhed forstår børn ikke nødvendigvis hvad det vil sige at begå selvmord eller hvorfor nogle mennesker kan finde på det. Det kan endda være svært at tale om for mange voksne. Men man er nødt til at forsøge at forklare de her problematikker på barnets niveau. Situationen her, hvor Atlas trækker sig fra venner, kæreste og familie, da han finder ud af, at faderen ikke bare er død ved et uheld, men har begået selvmord, er i den milde ende af, hvad man kan forvente af reaktion fra et menneske, der endelig finder ud af sandheden om en given situation. Det kunne have været meget værre, og Atlas kunne være drevet meget længere ud, hvis ikke der til sidst blev åbnet op for en snak om, hvad der foregår, og kortene kommer på bordet. Det er et skrækeksempel, som vi voksne, der har med børn og unge at gøre i det daglige, må huske på, når vi taler om små og store problemer, der hver især måske virker ubetydelige for os, men som fylder mere end vi regner med for det enkelte barn.

Når det så er sagt, åbnes der op for Atlas' tanker om sin kæreste, der langt hen ad vejen virker uhyre moden og meget indsigtsfuld, hun er intelligent og vil meget gerne snakke om tingene. Jeg har flere gange svært ved at sætte mig ind i, hvorfor hun finder sig i, at Atlas bare nikker og snakker hende efter munden, og at hun ikke presser ham noget mere i forhold til det, hun helt tydeligt har set gør ondt på ham, - hvorfor er det, hun bare børster det af, og ender i en situation, hvor de går fra hinanden, i stedet for at få ham til at sætte ord på, hvad det er, der nager? Det lader til, at hun selv kommer fra en familie, hvor man er vant til at tale om tingene, og hvor man sætter ord på det, der sker i hverdagen, - det er i hvert fald antydet i det at hun er så velformuleret og velovervejet som hun er. Derfor kan det virke underligt at hun ikke forventer det samme af sin kæreste. Det kan der måske være en naturlig forklaring på - jeg så den bare ikke.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



*Anmeldereksemplar* Dragekrigene (Magiens alfabeter, #3)

  Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdni...