Viser opslag med etiketten realisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten realisme. Vis alle opslag

25 maj 2022

Yinka, where is your huzband?

 Forfatter: Lizzie Damilola Blackburn - Forlag: Viking (imprint under Penguin Books) - Udgivet: 2022

Yinka, where is your huzband? handler om Yinka, der er i starten af 30'erne, bosat i London og med nigerianske rødder. Hun er single, og hendes familie (og i særdeleshed hendes mor) spørger med jævne mellemrum ind til om hun ikke snart finder sig en mand, - men det er altså ikke bare sådan lige til. Yinka klarer sig egentlig relativt udmærket. Hun hviler i sig selv, hun har en god uddannelse og et godt job, hvor der muligvis venter en forfremmelse. Men moderens konstante kommentarer er svære at ignorere, - snart lider Yinkas selvtillid og hun bliver usikker på sin karakter og sit udseende, og det bliver ikke bedre, da den forventede forfremmelse bliver byttet ud med en fyreseddel.

Det at de unge voksne føler et pres fra deres ældre familiemedlemmer til at slå sig ned, finde en partner, blive gift og få børn er en universel ting, - lige dét kan ikke kun knyttes til en bestemt nationalitet, etnicitet, kultur eller trosretning. Men måden presset bliver ført udi livet på, hvordan og i hvilken grad det bliver italesat, kan variere fra familie til familie. Det i sig selv gør fortællingen relaterbar på tværs af læseres varierende baggrunde.

Samtidig gør Yinkas skiftende sindstilstande indtryk. Hun er blevet voksen, og hendes bekymringer er derfor lidt andre end den typiske hovedperson i en Young Adult / New Adult bog. Hun er for længst ude af uddannelsessystemet og videre på arbejdsmarkedet, så mens hendes kærlighedsliv stadig bekymrer, kan hendes tanker om fremtidige ansættelsesforhold måske især gøre indtryk hos den lidt mere modne læser.

Selv på kærlighedsfronten handler det ikke kun om et crush man gerne vil score lige nu og her, men om at finde en partner man kan se sig selv med på længere sigt, - én, man forhåbentlig vil kunne se sig selv blive gammel sammen med. Der er ikke så meget instant gratification over fortællingen som visse bøger målrettet et lidt yngre segment. Det skal ikke forstås som en kritik af andre romance-bøger, som har deres egne styrker, - men denne her skriver sig på den måde ind i en anden gren af romance-genren.

At bogen er til et lidt mere modent publikum viser sig også i, at Yinka måske ikke er direkte jaloux på dem i hendes omgangskreds der er nået til forlovelser, bryllupper og babyer, - men hun er heller ikke upåvirket, måske især fordi det giver hendes mor ekstra chancer for at presse på i forhold til hendes kærlighedsliv, men også til dels fordi det bliver en lind strøm af små påmindelser om, hvor hun ikke er.

Yinka oplever dog ikke udelukkende udfordringer på kærligheds- og karriere-fronten. Hun er også udfrordret af sin hudfarve, da en del af hendes egen usikkerhed bunder i at hun er meget mørk i huden, også i forhold til flere andre sorte, - og det bliver ikke bedre af, at flere bejlere feticherer hendes hudfarve, eller fortæller hende direkte, at hendes mørke hud er årsagen til at de ikke kan blive til mere. 

Det ville også næsten være mærkeligt hvis ikke der blev sat ord på aspekter af racisme, når nu hovedpersonen er sort og bosat i en del af verden hvor majoriteten er hvide, - desværre. Det er ikke historiens primære omdrejningspunkt, men dog et væsentligt undertema, der bliver bearbejdet på en elegant og subtil måde, - og det er fantastisk at se, at Yinkas eget syn på hendes udseende bliver italesat, da hun starter i terapi.

Yinka, where is your huzband? er til romance-læseren, der ikke viger tilbage for problematikker der knytter sig til slut-20'erne / start-30'erne. Det er til læseren, der vil have en anderledes bog om kærlighed, der ikke har en åbenlys førsteelsker gennem hele romanen. Det er til læseren, der gerne vil gøre op med generations-relaterede traumer, og som kan se det positive i at hvile i sig selv og embrace single-tilværelsen.

07 marts 2022

*Anmelder-eksemplar* At trække vejret under vand

 Forfatter: Anja Mosch Lagoni - Forlag: Mosch Lagoni - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Partnervold (fysisk og psykisk), beskrivelser af mentale og fysiske mén efter samme - ikke for sarte sjæle!

Jeg vil lægge ud med at fortælle, at jeg ikke har redigeret billedet af bogen, - og at det er taget i masser af lys. Bogen er vitterligt i grå og sorte nuancer, hvilket også udmærket reflekterer hovedpersonens mentale tilstand i en stor del af bogen.

At trække vejret under vand handler om Signe, der har haft en voldsom, uforudsigelig opvækst, og nu, hvor huner voksen og mor til to, har hun fundet en kæreste, Martin, der mildest talt er utilregnelig. Signe bliver efter bruddet indlagt på psykiatrisk, hvor hun tænker tilbage på forskellige perioder i sit liv.

Bogen her er én af de titler, jeg har brugt længst tid på at samle mig mod til at takke ja til - og til at få læst, netop på grund af dens barske fortælling. Det gør ondt i maven at læse, og det var svært at komme igennem. Men det er (desværre) en uhyrre realistisk beskrivelse af mange af de ting, der foregår i hovedet på ofre for det, Signe går igennem. Der er mange undskyldninger for, hvorfor man bliver. Hvorfor man byder sig selv det, Signe går igennem. Men i situationen er det helt naturligt at den slags logik ikke giver mening, - at der ikke er andre muligheder end at blive i det, hvor sørgeligt det så end lyder. Og netop den høje grad af realisme er romanens stærkeste kort.

Når man læser bogen, bliver man præsenteret for tekststykker fra forskellige perioder i Signes liv. De beskriver til dels hendes barndom, og til dels tiden lige op til og og tiden i relationen til Martin, og til dels tiden hvor hun er indlagt, - som også er nuet. Det gør noget for fortællingen at vi får de her forskellige indblik i Signes liv, og det fremstår tydeligt, hvordan Signe mentalt er endt et sted, hvor hun kunne blive charmeret af en mand som Martin og blive hos ham.

Dog kunne man som læser ønske sig, at der i forhold til layout, opsætning, skrifttype eller andet var gjort forskel på de forskellige perioder i Signes liv, - om ikke andet så bare med en kort overskrift, der gjorde det klart, hvornår i Signes liv vi befinder os. Som det er, hvor tekststykkerne til forveksling ligner hinanden, kommer man nemt til at bruge uheldigt meget energi på at orientere sig i forhold til konteksten, hvilket er synd, - for det er kræfter, man sagtens kunne have brugt bedre på at bearbejde Signes vanskelige livsvilkår.

Derudover savner jeg virkelig en epilog, der bare kort i højere grad for uddybet, hvordan det hele ender for Signe og hendes børn. Jeg vil ikke spoile slutningen for kommende læsere, men blot pointere at der sagtens kunne være lagt nogle flere sider i slutningen for at få rundet historien mere af.

Samtidig ville det klæde bogen at man dedikerede en side til slut, hvor personer i samme situation som Signe (uanset køn, for det kan ramme alle) bliver forsikret om, at det aldrig er deres skyld, - og med informationer om, hvor og hvordan det er muligt at søge hjælp.

Når det så er sagt, så sætter bogen fokus på noget, som ellers er meget tabubelagt i samfundet. Vi blander os kun sjældent i det, der sker inden for hjemmets fire vægge hos andre end hos selv, trods klare beviser på, at der er noget, der ikke er som det bør være. Det gør ondt at snakke om. Mange ofre får ikke åbnet op og gjort noget i tide, - enten på grund af en følelse af, at det er deres egen skyld, eller fordi de ikke kan se nogen udvej. Og i forbindelse med diverse nedlukninger fra 2020 og frem, er antallet af ofre desværre kun gået én vej.

Der er behov for, at vi snakker om emner som det her. Også selvom det gør ondt. Også selvom det betyder, at vi får åbnet op for noget ubehageligt. For alles skyld, både de direkte ofre som Signe, men også for de mere indirekte ofre som Signes børn og øvrige pårørende, - og eventuelt kommende partnere til de, der udfører disse handlinger.

At trække vejret under vand er ubehagelig læsning. Det er barskt, gør ondt, og kan være svært at komme igennem. Men det er også en fortælling, der fortjener at blive fortalt og for alvor lyttet til.

10 oktober 2021

*Anmelder-eksemplar* Indenfor - 24 noveller

 Forfattere: Massoud Kadkhodaee, Kasper Grandetoft, Charlotte T. Frobenius, Stine Højris, Gudrun Marie Jensen, Anne-Kirsten Brønserud, Bine Herold, A. Silvestri, Birgit Erup, Viveca Tallgren, Mette Hammeken Buch, Helle Kaare Lindberg, Lars Ahn Pedersen, Bjørn Isak, Ulla Bruhn, Keld Vorup Sørensen, Sten Jacobsen, Alfred Jensen, Niels Christian Larsen, Ane Gudrun, Mathias Ravnholt, Barbara Beatrice Davidsen, Wenche Thinnesen Vogtmann, Anne Klein

Forlag: Brændpunkt - Udgivelsesdato: 15. oktober 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Indenfor er en samling af noveller, der alle har det tilfælles, at de helt grundlæggende beskæftiger sig med et menneskes indre verden i nøje udvalgte situationer. Vi er med dér, hvor hovedpersonerne bliver pressede, står i uvante situationer, eller tingene spidser til. Vi er med, når mennesket oplever noget ud over det sædvanlige, hvad enten det skyldes noget fra omverdenen, eller det kommer indefra.

Det er en blanding af forskellige scenarier. Nogle scenarier kan mange af os nok kende fra vores egen hverdag. Enten har vi oplevet lignende på egen krop, - og vi har måske enten selv reageret som hovedpersonen, eller haft lyst til at gøre det. Andre scenarier virker mere fjerne fra det, mange af os (heldigvis) kommer til at opleve.

Novellerne kan alle, hver for sig og som en del af en helhed, være øjenåbnere for, hvordan den menneskelige psyke fungerer. Vi er som mennesker forskellige, og reagerer tilsvarende forskelligt i de situationer, vi møder, - og netop derfor kan det være virkelig gavnligt at få indblik i tankeprocessen, der danner grundlag for at andre mennesker reagerer på en bestemt måde. Især, når vi er uenige.

Det er vel netop dét, skønlitteratur kan, når det er bedst. At give et indblik i andre virkeligheder, oplevelser af og syn på verden end vores egen. At give os muligheden for at reflektere over forskellige mulige tolkninger af en given situation eller kontekst, både for at forstå os selv og lære os selv bedre at kende, men også for bedre at forstå verden og de mennesker, vi møder til hverdag. 

Novellerne i Indenfor er spiselige, og sproget er til at gå til. De er hver især helstøbte og gode, realistiske, reelle bud på det menneskelige sind i forskellige situationer. Om man så er enig med hovedpersonernes måde at tackle de givne situationer på er en anden sag, - det må være op til læseren selv at bedømme. Der er i hvert fald rig mulighed for indsigter i andres tilgang til tilværelsen - og i en form, så det burde være til at overskue for de fleste.

27 april 2021

#bucketlist

 Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021 - Sidetal: 224

#bucketlist er noget af det sødeste og mest livsbekræftende jeg længe har læst! Det er en af de bøger, der virkelig fortjener at blive læst i én sitting, - og den kan sagtens bære det (tro mig, du vil ikke fortryde det!).

Zola er færdig på gymnasiet, og er faktisk lidt usikker på, hvad hun vil fremadrettet. Det er bare svært at sige højt, især når forældrene forventer at hun tager direkte på universitet - og det er selvfølgelig ikke lige meget, hvilken uddannelse man vælger! Zola bruger sommeren på at leve livet og sætter sig som mål at hun hver dag skal krydse en ny ting af på sin #bucketlist, - noget, hun dokumenterer på instagram undervejs.

#bucketlist er en roman om at lære sig selv at kende. Om at finde det, man brænder for, og at leve livet på en måde, som giver mening for én selv. Det handler om ærlighed, over for sig selv og for andre, og det handler om at turde at åbne op og at stole på andre. Også selvom det kan være ubehageligt, skræmmende og grænseoverskridende. Det handler om udvikling, at få det bedste ud af tilværelsen og at finde meningen med det hele.

#bucketlist er en af de bøger, man bliver glad af at læse. For os, der for længst (sorry) har lagt teenage-tilværelsen på hylden til fordel for voksenlivet, mens jeg sagtens kan se hvordan mange unge vil kunne spejle sig i Zolas bekymringer og tanker i forhold til de udfordringer, livet byder hende, i forhold til valg af uddannelse, relationer til familie go venner, og den spæde begyndelse i datinglivet. Bogen leger med sproget på en måde, der føles naturlig og som virker troværdig i forhold til målgruppen, og det samme gør layoutet, som der virkelig er kælet for undervejs med instagram-posts, som man næsten skulle tro var den ægte vare.

#bucketlist fremstår for mig som en utroligt stærk debutroman fra Saynab Farah Dahir. Standarden er sat højt fra start, og jeg ser frem til at læse mere fra hendes hånd! Det her er virkelig vellykket, og jeg glæder mig kun endnu mere til de udgivelser, jeg ved er på vej fra Dahir.

15 april 2021

*Anmelder-eksemplar* Nannas rejse

 Forfatter: Bente Hahne - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2021

Sidetal: 308 - ISBN: 9788794049832

- Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra forfatteren. -

Helt kort handler Nannas rejse om en kvinde i 50'erne, der tager orlov fra sit arbejde for at rejse og finde tid til at male. Undervejs får hun mulighed for at arbejde med sig selv, - blandt andet i mødet med den mand, hun i første omgang rejser til Sydafrika med.

I princippet synes jeg konceptet er rigtig godt. Der er noget ved idéen om, at sætte hverdagens trummerum på pause, at se verden og få muligheden for virkelig at få gjort noget ved dét, man brænder for. Det er spændende at lege med tanken om, hvad man ville gøre, hvis midlerne til det og muligheden for det var til stede, - uanset hvad ens passion nu måtte være.

Desværre blev, hvad der potentielt kunne have været en fantastisk læseoplevelse om at udleve sine drømme, ødelagt for mig af, at Nanna virkede uhyrre irriterende. Hun havde ærligt en del at slås med, og det meste af bogen kom hun til at fremstå usympatisk, selvoptaget, og uden reel selvindsigt.

Allerede i starten får vi et indblik i Nannas karakter, da hun til dels virker ked af, at hun ikke har et bedre og mere konsistent forhold til sine veninder, - hvilket kan være en reel problematik for mange voksne, ind til vi finder ud af at det skyldes, at Nanna ikke selv er særligt god til at initiere kontakten, hvorfor relationerne naturligvis lige så stille forsvinder af sig selv.

Da Nanna i planlægningen af sin rejse leder efter en rejsepartner, følger vi hendes overvejelser omkring de ting, hun vil fortælle om sig selv. Måske særligt fordi jeg selv er nonbinær og panseksuel virkede det påtalt at Nanna tog stærkt afstand fra at formulere sig på en måde, så folk kunne tro, at hun måske - måske ikke var biseksuel. Og selvom man godt kan forstå dilemmaet i forhold til at finde en rejsemakker, hvor rejsen ikke behøver have romantisk eller seksuel karakter, virkede hendes reaktion alligevel slående.

Omkring halvvejs i bogen er Nanna tilbage til Danmark på ubestemt tid efter at datteren har slået hovedet, og Nanna virker frustreret og ved siden af sig selv. Hun har nu været i Danmark i noget tid, og der spørges ind til, om hun skal tilbage til Afrika, nu hvor familien kan klare sig selv, - 

Det har de sgu kunnet hele tiden. Nanna sagde det ikke højt, men indædt for sig selv.

Få sider senere snakker Nanna med en venindes teenage-datter, Gina, der altså er jævnaldrende med Nannas egen datter, Emilie. Her udtaler Nanna, - 

Du er så fornuftig, Gina. Du skulle høre Emilie. Det er sgu en anden snak! 

Som udenforstående kan jeg ikke lade være med at sammenligne de to citater, der vel at mærke stammer direkte fra bogen, for så at overveje hvorvidt det er en generel ting, at Nanna omtaler sine børn på denne måde, eller om det er et enkeltstående tilfælde. Er det en generel ting, ser jeg det i hvert fald selv som værende helt forståeligt, at hendes familie trækker sig, og at hendes søn, der på det her tidspunkt i handlingen for nyligt er blevet far, tilvælger sin svigermor oftere end Nanna selv.

Når det så er sagt skal vi ret langt hen i fortællingen før vi overhovedet finder ud af, at Nanna skal være farmor, og der findes endnu et argument for, at sønnen har trukket sig, i, at Nanna har planlagt en længere udenlandsrejse i den periode, hvor sønnens partner forventes at have terminsdato. Nanna ved sandsynligvis at svigerdatteren er gravid med termin i november/december, da hun planlægger sin rejse i løbet af sommeren, og det undrer i hvert fald mig en del, at hun ikke har planer om at være hjemme til at opleve det at skulle være bedsteforælder for første gang - at hun overhovedet er hjemme i den periode sker kun på baggrund af at Nannas datter er faldet og har slået hovedet, hvorfor Nanna er rejst hjem til Danmark. Det lugter af, at Nanna ikke tænker på andre end sig selv, at hun knapt værdsætter sin søn, og at hun har svært ved at prioritere hvad der for alvor betyder noget. Det er først, da barnebarnet er kommet til verden at Nanna giver udtryk for bitterheden over, at barnets mormor prioriteres anderledes - hvilket måske er forståeligt nok, hvis den nybagte mormor i højere grad har været til stede, tilgængelig og engageret i løbet af graviditeten.

Senere sidder Nanna i Rom og observerer en gruppe unge mennesker. Nanna konkluderer, at de unge er meget optagede af deres mobiltelefoner og at selviscenesætte sig selv for likes. I betragtning af at Nanna kun observerer dem udefra og derudover ikke selv har styr på hverken sit liv eller sin situation - hun har på dette tidspunkt knapt et sted, hun kan kalde sit eget, fordi hendes lejlighed i Danmark er lejet ud mens hun rejser - virker det arrogant at dømme de unge ud fra et øjebliksbillede, og afspejler måske i bund og grund Nannas egen usikkerhed omkring sig selv og det hun gerne vil.

Nanna står lidt senere og kigger sig selv i spejlet, hvor hun tænker følgende;

I modsætning til så mange kvinder havde hun aldrig været utilfreds med sin krop.

 Det er naturligvis hende selv, der er i fokus, og vi får som læsere indblik i, at hun nok sammenligner sig selv med andre mere end hvad hun vil vide af, - at hun overhovedet kigger på sin krop på dén måde og gør sig tanker om hvordan andre vil tænke om deres kroppe, siger mere om Nannas reelle selvbillede og selvværd end det gør om resten af befolkningen, hvis indre univers vi af gode grunde ikke kan nå rundt om i bogen.

Generelt fremstår Nanna som én, der er nået til et sted i livet, hvor hun må gøre op med sig selv hvilke konsekvenser hendes valg i livet har haft, hvilket nok meget naturligt følger med i Nannas stadie i livet. Sønnen har startet sin egen familie og datteren er gammel nok til også snart at skulle hjemmefra, og Nanna begynder så småt at være usikker på, hvad hun så skal fylde livet ud med, hvorfor tilværelsen må tages op til overvejelse. Det er en proces at finde et nyt ståsted i tilværelsen og at finde meningen med livet på ny, og det er bestemt ikke lige nemt for alle. 

Generelt oplever jeg Nanna som en kvinde, der er meget impulsiv og styret af lyst og pludselige idéer. Hun er typen, der er lidt over det hele, og som måske nok egentlig har behov for at blive holdt i kort snor og få fortalt hvor jorden er, så hun kan finde ud af hvad der er op og ned. Det betyder også, at når hun føler, så bliver det ufatteligt intenst, og logik kan være svær at finde, - det er i hvert fald ikke altid, tingene bliver tænkt over mere end den ene gang, de dukker op, før Nanna kaster sig ud i det som var det det eneste rigtige at gøre.

Nannas rejse var, trods det lovende koncept, en roman, jeg havde ret svært ved at færdiggøre, netop fordi jeg slet ikke kunne snuppe Nanna og hendes væremåde. Derudover var der nogle små sproglige ting, der generede mig, som i kapitel 15, der er skrevet i nutid i stedet for datid som resten af bogen, hvilket bliver forvirrende og træls at læse.

Det er en bog, der giver stof til eftertanke i forhold til, hvad vi vælger at bruge vores liv på, og hvad der betyder noget i tilværelsen, - så derfor kan bogen sandsynligvis være god til den rette læser, som forhåbentlig ikke synes at Nanna er lige så irriterende som jeg syntes hun var.

18 marts 2021

*Anmelder-eksemplar* Trip

 Forfatter: Helle Kaare Lindberg - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Sidetal: 244 - ISBN: 9788793456853

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trip handler om Julie, der egentlig bor med sin mor og lillebror, men ikke kommer så godt ud af det med sin mor, så da chancen byder sig for at være hos onklen i en periode, slår Julie til. For en pige i 9. klasse er det udadtil en luksustilværelse med flere friheder og færre regler, end hun har været vant til tidligere, - det er som om, snoren er længere hos onklen, og Julie nyder det i fulde drag. Der er ikke længere nogen, der skælder ud, når hun kommer for sent hjem, og hun har frie tøjler til at tage til fest og stort set gøre det, hun har lyst til.

For Julie, der nærmest ikke kan vente på at blive voksen og gøre sig fri af moderens regler, som Julie i hvert fald synes er alt for strikse, er det fantastisk at kunne bestemme mere selv, end hun har kunne før og at få lov til at smage på friheden.

Men man må også lære, at friheden har en pris, og at det ikke altid er så fantastisk som det ser ud at kunne slå sig løs uden at tænke over konsekvenserne. Det er hårdere end Julie regner med stort set at skulle stå på egne ben allerede, og der er mange ting, der ikke helt fungerer, som hun havde regnet med.

Mange kan nok nikke genkendende til en del af de følelser, Julie står med, - frustrationerne i de perioder, hvor ens forældre ikke forstår én, og fornemmelsen af at blive behandlet som et barn uden mulighed for at bevise, hvor meget man kan, og at det hele nok skal gå - hvis man ellers bare får chancen. Mange oplever én eller anden form for konflikt med forældrene, når man rammer Julies alder, hvor man, som de synger i Bølle-Bob, ikke er rigtigt voksen og ikke er rigtigt barn, men lidt noget midt i mellem. Det er vanskeligt at afstemme forventningerne og det kræver kompromisser fra både den unge og dennes forældre.

Det er gribende og medrivende, - og den her selvsikkerhed og følelse af nærmest at eje verden og at være helt sikker på, at man har styr på det hele, som mange af romanens unge mennesker giver udtryk for, vil nok virke bekendt for mange. De unges måde at argumentere og tænke på er helt på linje med virkeligheden - og bogen er også godt med i forhold til et ungdommeligt sprogbrug. Der er et par af de trends, som de unge i bogen går op i, som man kan være bekymret for vil blive ved med at være relevante, og hvor langtidssigtet det er at sætte navn på populære sange og tv-serier, men i nuet vil en del nok alligevel kunne se sig selv i det.

Jeg manglede lidt i relationen mellem Julie og hendes mor. Romanen indledes med flere konflikter mellem dem, hvilket også er hovedårsagen til, at Julie flytter ind hos sin onkel. Julies mor må til dels som minimum have en mistanke om, hvilke typer der færdes her, hvilket gør det mærkeligt at hun vil lade Julie bo der, når moderen har været så meget imod at Julie skulle eksperimentere med stoffer.

Derudover er det underligt, at selvom Julies mor af naturlige årsager er meget optaget af Julies lillebror, går fra, mens Julie bor hjemme at have et stort behov for at holde styr på Julies gøren og laden, til nærmest ikke at holde kontakt til Julie mens Julie bor hos sin onkel. Jeg er med på, at moderen mentalt er prøvet, men det virker som et voldsomt skift i mentalitet, som også Julie må bemærke.

Overordnet set er der dog tale om en god, realistisk ungdomsroman, som mange - både unge og voksne - vil kunne spejle sig i, da den omhandler nogle dilemmaer og problematikker, som har været gældende gennem flere generationer.

04 oktober 2020

Det øjeblik du tvivler

 Forfatter: Sarah Engell - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2020

Sidetal: 368 - ISBN: 9788711983386

Oh, my..!!! Hold nu fast, en roman.

Det skærer i hjertet at læse Viggas historie, - det er virkelig hård kost, og der er ingen, der fortjener at have så meget at slås med, som hun har det.

Vigga er meget alene, - hendes far har fået ny familie, og hendes mor er flyttet til New York. Selv hører hun til blandt få piger i det mandsdominerede skater-miljø, og det passer hende egentlig fint.

Ind til hun møder William, som tager hende med storm, samtidig med at hun modtager nogle ubehagelige beskeder via sociale medier.

Snart mister Vigga fokus fra både træning og venskaber.

Men William er ikke så god, som han ser ud til at være. For er der egentlig plads til VIGGA i deres relation? Altså, den rigtige Vigga, og ikke bare den Vigga, som William gerne vil se?

Det er ubehageligt, og det gør ondt, - men det er så vigtigt, at vi får snakket om grænser, - hvad er i orden, og hvad er ikke i orden, når man er i et forhold - og hvilke "red flags" skal man være opmærksom på?

Vigga er ung og alene i verden, og som så mange andre i hendes sted meget sårbar, - og derfor desværre også et let, oplagt mål. Det er farligt, og det kan have konsekvenser. Det skal der laves om på. For det er IKKE okay at opføre sig som William gør det. Den magt er det ikke i orden at have over andre, - det er ikke det værd.

Det understreger vigtigheden af at have nogen, man kan stole på, og nogen, som man kan læsse af overfor, uanset hvad det er, man kommer med, - nogen, som lytter og ser én, for det man er værd, og som husker på at minde én om det, når livet gør ondt og er svært.

Bogen er interessant og væsentlig læsning for unge - og alle, der har med unge at gøre. For hinandens skyld. For de unge, der gerne skulle undgå at ende sammen med typer som William. For de voksne, der gerne skulle kunne støtte de unge i situationer som Viggas, og hjælpe dem med at komme på benene igen.



01 oktober 2020

Før vi forsvinder

 Forfattere: Astrid Bakkegaard Lindbjerg, Julie Midtgaard, Anna Line Søgaard, Laura H.P. da Silva, James Vinter, Saynab Farah Dahir, Signe Buhl Andersen, Lea Holm Jensen, Mette Høppner Jakobsen, og Cecilie Birkshøj

Forlag: Calibat - Udgivet: 2018 - Sidetal: 148

Trods det, at jeg ellers kun yderst sjældent læser noveller, er jeg imponeret og rørt efter denne samling.

Fortællingerne er vedkommende og helt i touch med ungdomslivet, - hvad der rør sig, hvordan stemningen er, og hvordan sanserne tages i brug, - hvordan ting opleves som værende noget ekstra, noget særligt, og hvordan det tager plads og får lov at fylde til det bliver altopslugende.

Det er essensen af dét at være ung, - hvordan mange af de ting, som andre aldersgrupper slår hen som værende ubetydelige eller en del af en fase, i en periode får lov til at fylde det hele, så der ikke er mentalt overskud til andet.

Det kan, i situationen, føles som tunnelsyn, - man oplever kun det ene, og man oplever det meget intenst, - det kan være svært at få øje på andre muligheder, andre syn på sagen, andre vinkler, andre tilgange.

Derfor er samlingen også vigtig. Unge mennesker får ofte at vide, at de ældre generationer ønsker sig tilbage til deres ungdomsår, at de unge har det "nemt" i forhold til tidligere, at det aldrig bliver lettere end den situation man er i nu.

Det er bare ikke nødvendigvis sandheden for alle. For med alderen får vi også værktøjer til at håndtere de kriser, som livet byder os, - og vi bliver bedre til at håndtere konflikter, udfordringer og modgang. Det er der desværre bare mange, der glemmer.

Novellerne er gode til de unge, der har brug for at se sig selv - og føle, at de ikke er de eneste, der står med de udfordringer, der er aktuelle hos den enkelte. Og de er gode til de ældre generationer, der har glemt hvilke udfordringer, der reelt hører sig ungdommen til, og hvor hårdt det kan påvirke det enkelte individ.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



26 september 2020

XY

 Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2015 - Sidetal: 240

Årh.. Hvordan har jeg på mystisk vis fået fat i så stor en stak bøger, der får mig til at tude? Og så fra første kapitel, allerede! Det er nærmest ikke til at arbejde med, og det er da utroligt hvad små, sorte kruseduller på hvidt papir kan gøre ved tårekanalerne.

Uanset læserens kønsidentitet må XY her kunne sætte tanker i gang hos modtageren i forhold til vedkommendes indstilling til køn, og hvorvidt man opfatter det som en social konstruktion eller som noget mere biologisk - eller hvor man nu befinder sig rent holdningsmæssigt. For hvilke betingelser skal der egentlig opfyldes for, at man er det ene eller det andet? Er det det, man har mellem benene, eller de kromosomer, man er født med - eller det det, man føler sig som, der bør gælde? Debatten raserer ivrigt rundt omkring, og det er nok for meget at håbe på, at alle får en forståelse for, hvad det egentlig drejer sig om, og hvordan det kan føles at være fanget i en forkert krop, og / elller ikke turde dele sine tanker om køn og seksualitet af frygt for, hvordan omverdenen vil tage imod det. Men bogen her kan forhåbentlig sætte skub i nogle ting, og udbrede i hvert fald en smule forståelse for, hvordan det kan være at være inde i hovedet på én, der ikke er som de fleste andre på dette punkt.

Romanen er velskrevet, og karkatererne har masser af dybde, - trods det, at det hele er fiktion, kunne man sagtens møde Christoffer eller Asta ude i den virkelige verden. Og man må sige, at står man med de problematikker, som Christoffer og Asta står med, eller noget lignende, har man rigeligt at se til - uden også at skulle forholde sig til andres fordomme og idéer om, hvordan det hele hænger sammen. Derfor er det gavnlig læsning at forsøge at bevæge sig ind bag facaden og få et indblik i, hvordan andre mennesker tænker, og forsøge at sætte sig ind i, hvorfor og hvordan man overhovedet kan komme i tvivl om noget så omfattende som kønsidentitet, hvilket mange, der ikke har oplevet det på egen krop, kan tænke må være mærkeligt og forvirrende.

Overordnet en velskrevet bog med nogle uhyre vigtige problemstillinger, som vi som samfund er nødt til at få italesat for at udbrede kendskabet til de minoriteter, der er særligt udsat. Det gavner os alle på den lange bane, at der også er plads til de skæve eksistenser og dem, der ikke passer ind i de traditionelle kasser - der skal være plads til os alle sammen.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Den Underjordiske Jernbane

 Forfatter: Colson Whitehead - Dansk forlag: Politikens forlag - Udgivet: 2017 

Sidetal: 299 - ISBN: 9788740049305

Originaltitel: The Underground Railroad

Den underjordiske jernbane er intens, nervepirrende og skræmmende - mest af alt fordi den ligger så tæt op af noget, der meget vel kunne have været virkeligt, og desværre uhyrre tæt på nutiden. Og lige så slemt er, at farvede stadig kæmper en kamp for bedre vilkår i det neste af (hvis ikke hele) verden.

Hvis man ikke sidder tilbage med en skidt følelse i maven efter endt læsning, har man ikke læst den grundigt nok, - start forfra!

Selvom jeg til tider havde svært ved at relatere til hovedpersonen og med mellemrum var uenig i hendes valg, kan det næsten ikke undgås at have den dybeste medfølelse med hende. Ønsket om en bedre fremtid for hende er stort, omend det er meget usikkert om det er realistisk, og det er vanskeligt ikke at ønske sig at kunne gøre en forskel for hende og andre i hendes sted.

Pointen er klar, og stadig relevant - det er umenneskelige vilkår, mange farvede lever under, se lv den dag i dag, og vi andre er forpligtede på at gøre vores for at forbedre det. For vores alle sammens skyld, - for en bedre verden for os alle.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Two Can Keep a Secret

 Forfatter: Karen M. McManus - Udgivet: 2019 - Forlag: Penguin 

Sidetal: 327 - ISBN: 9780141375656

Selvom jeg egntlig havde rigeligt med planer den weekend, jeg satte mig for at læse bogen her, kunne jeg nærmest ikke lægge den fra mig.

Plottet er velgennemtænkt og velkonstrueret. Karaktererne er lette at relatere til.

Som så mange andre lignende historier er der undervejs en del små spor og ledetråde, der peger i retning af flere forskellige mulige gerningsmænd, og den snu læser vil muligvis være i stand til at samle trådene, der leder frem til den rigtige gerningsmand.

Til den negative side virker relationen både internt mellem hovedpersonerne, tvillingerne Ellery og Ezra, og relationen mellem tvillingerne og deres bedstemor ubeskrevet og relativt u-udforsket, og det kunne med lethed have fyldt mere. Når Ellery beskriver hendes relation til sin bror, men det ikke vises i beskrivelsen af hans handlinger, virker det kun som tomme ord.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.




Turtles all the way down

 Forfatter: John Green - Udgivet: 2017 - Forlag: Penguin

Sidetal: 304 - ISBN: 9780241335437

Den her er vidunderlig og smukt skrevet. Den er rørende, og ufatteligt let at relatere til, selv hvis man ikke nødvendigvis går igennem de samme ting som hovedpersonerne gennemgår.

John Green fremstiller tankemylderet som den eneste mulige måde at reagere på i flere situationer, så man selv uden OCD kan komme i tvivl om, hvor vidt det nu også bare er sådan, det er naturligt at tænke, og man kan begynde at undre sig over, om det ikke er ens egne tanker, der er de særlige.

Selvom det forståeligt kan være op ad bakke og vanskeligt at have OCD i samme grad som hovedpersonen Aza (og John Green selv), formår John Green at vise hvordan man kan få hverdagen til at hænge sammen alligevel. Det er ikke let, men det kan lade sig gøre at fungere til trods for de vanskeligheder, det nu fører med sig.

Mentale sygdomme og udfordringer er stadig et tabu mange steder. Det er ikke noget man taler om eller beskæftiger sig med, og har man problemer med sit mentale helbred (og det kan ske for selv den bedste af os), kan det være svært at finde nogen at spejle sig i. Det er her, John Green kommer til undsætning - nok engang. Manden tryller med ordene, og kan få folk til at føle sig set, hørt og forstået. Tak for det!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 stjerner.




Tigerhjerte

 Forfatter: Lise Villadsen - Udgivet: 2018 - Forlag: Høst & Søn

Sidetal: 280 - ISBN: 9788763857673

Av, av, av. Kikis forældre er blevet skilt, og mor har fundet en ny mand. Da Kikis tvillingebror har valgt at bo hos deres far, føler Kiki sig forpligtet til at bo hos deres mor; men det betyder også den nye mand og dennes søn, Jonathan, som er lidt ældre en Kiki, og både er mystisk og interessant. Han er svær at komme ind på livet af, men endnu sværere at holde sig fra. Og det bliver kun mere kompliceret, da Kikis mor bliver gravid med Jonathans far.

Fortællingen rejser nogle interessante dilemmaer, som der ikke er en entydig løsning på, men som mange vil kunne relatere til. Kikis vanskeligheder med samvittighed og kærlighedskvaler er til at tage og føle på, og er beskrevet meget realistisk. Det samme kan man sige om Kikis personlighed, idet hun som 16 årig stadig ikke helt har sluppet barndommens naivitet, men alligevel er i stand til at forholde sig til en del voksne og modne problematikker på en moden og velovervejet måde.

Tempoet og sproget flyder, og hastigheden virker helt rigtig; der er et godt flow i teksten, der gør, at man fristes til lige at få et kapitel mere..

Generelt et vellykket værk, der, trods det ligner andre fortællinger på markedet, bestemt er anbefalelsesværdigt.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



The Sun is Also a Star

 Forfatter: Nicola Yoon - Udgivet: 2016 - Forlag: Delacorte Press

Sidetal: 384 - ISBN: 9780553496680

Det her er en smukt skrevet pageurner - den er næsten umulig at lægge fra sig.

Det er nemt at engagere sig i og relatere sig til karaktererne, og deres tanker og handlingsmønstre virker naturlige og ægte. Personerne er derfor lige til at tage ud og føle på.

Fortællingen virker ægte, og den er en anderledes version af typiske kærlighedsromaner og fortællinger om ungdomskærlighed, idet forelskelsen ikke kommer naturligt; der skal arbejdes for det, og selv da virker den spirende forelskelse ikke som noget, man ønsker, der skal ske.

For er der virkelig håb for det unge par? Det virker ikke umiddelbart sådan.

Man kan blive helt i tvivl om sit eget ståsted i forhold til det spørgsmål, romanen stiller, - tror man på videnskaben, og at ting sker tilfældigt, eller er det skæbnen, at ting sker, og er der en højere mening med tilværelsen og de ting, der kommer i vores retning?

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.




Standby

 Forfatter: Bjarke Schjødt Larsen - Forlag: Turbine forlaget - Udgivet: 2017 - Sidetal: 214

Hold nu fast, en tur.. Er man til de meget følelsesladede bøger, kan man næsten ikke komme uden om den her. Og her må jeg indskyde, at det er at STORT plus, at der er sat en ung mand i hovedrollen, og at det bliver vist, at drenge også godt må vise følelser og græde, når livet gør ondt.

Vi oplever alle op- og nedture, og det er en del af livet. Ofte ser jeg dog i hvert fald selv en tendens til, at hvor piger kan være gode til at bakke hinanden op i forhold til at få talt ud om de svære ting og få grædt, når der er brug for det, er det ikke en del af det at opretholde et maskulint selvbillede, at man taler om eller giver udtryk for den slags. Trods det, at det er en helt naturlig reaktion på, at ens bror er i den tilstand, som Nicklas' bror er det her.

Nicklas går i 1.g, og vil egentlig gerne have lov til at nyde ungdomslivet, men det bliver besværliggjort af, at hans lillebror er kronisk syg med ikke bare én, men to diagnoser, faderen er fysisk fraværende og moderen det samme mentalt. Ergo er der læsset et kæmpe ansvar over på Nicklas' skuldre, hvilket er mere, end hvad man bør kunne forvente af en ung mand i gymnasiealderen; nok er han "stor", men han skal også have lov til at leve sit eget liv og opleve det at være ung.

Udover at det kan være til stor gavn for unge hvis søskende har alvorlige diagnoser at læse bogen her, kan det også give pårørende til disse unge et indblik i, hvad der foregår i hovedet på disse unge mennesker, og det kan være en hjælpende påmindelse om at huske at bakke op om dem og være opmærksom på deres behov - for det er ikke sikkert, at det bliver set eller taget hensyn til derhjemme, når meget af forældrenes energi bliver brugt på de diagnoseramte søskende.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.



Stalker

 Forfatter: Michella Rasmussen - Udgivet: 2016 - Forlag: Tellerup

Sidetal: 214 - ISBN: 9788758820101

Et godt råd herfra må være, at man IKKE skal gå i gang med den her kort før sengetid. Den kommer til at ødelægge ens søvn.

Den er skræmmende, uimodståelig og spændende, og trods småfejl har den været fuldstændig umulig at læge fra sig.

Rent fysisk er bogen kort og hurtigt læst, men eftervirkningerne af bogen bliver siddende i bogen efter endt læsning, og jeg sad med kuldegysninger, og måtte tvinge mig selv til at trække vejret til sidst.

Anbefalelsesværdig, - den er genialt konstrueret.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.




*Anmeldereksemplar* Smukke dreng

 Forfatter: Charlotte Fischer - Forlag: Tellerup - Udgivet i 2019

Sidetal: 376 - ISBN 9788758836096

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren.

Smukke dreng er barsk og ubarmhjertig. Allerede i løbet af de første få kapitler blødte mit hjerte for November, og nødvendigheden af, at han skulle gå så meget igennem, og det var svært at holde tårene tilbage, - en klar anbefaling herfra må være at huske at have lomeletter eller lignende i nærheden, inden man går igang.

Nok mangler November ingenting materialistisk, og med adgang til fars kreditkort kan han stadig købe, hvad han ønsker sig, men hans opvækst har været unødvendigt hård og kold. Han savner voksenkontakt og at der er én, der ser ham for den han er bag den fascade han har brugt så lang tid på at stille op, og som han bruger mange kræfter på kunstigt at opretholde. Det er svært, og det gør ondt inden i, for hvordan spørger man om hjælp til de store og svære ting, når man aldrig har fået hjælp til selv de små ting? Når det forventes, at man mander sig op, og at man ikke viser tegn på svaghed?

November portrætteres som en ung mand med hjertet på det rette sted, og som har så meget at byde på. Ud over sit gode udseende er han intelligent og klarer sig godt i skolen, og han er en stjerne på fodboldbanen. Men selvom han er 17 år og bruger mange kræfter på at leve op til de forventninger, der følger med fra samfundet, fra vennerne og ikke mindst faderen, har han brug for at kunne være nogens barn; at nogen holder om ham og vejleder ham igennem de kriser, der også hører ungdommen til. November har i sin opvækst kun kendt sin strenge fars hårde opdragelsesmetoder, og mangler én, der kan give ham kærlig omsorg, holde om ham, og lære ham om de mere bløde værdier.

Sproget i romanen ændrer sig en smule undervejs. I starten føltes det en smule kantet, og med tiden bløder det stille og roligt op, hvilket stemmer godt overens med den udvikling, vi ser November gå igennem; efterhånden som han oplever forskellige dele af tilværelsen og vokser personligt, ændres sproget i romanen også gradvist. Det bruges som værktøj til at vise en del af Novembers sindstilstand, og det virker. Dertil hører den klare udvikling i både Novembers egen måde at tale på, og hvordan hans mindset og tankegang også gennemgår en mindre rejse.

Der er et godt flow i romanen, og den er næsten umulig at slippe igen. De næsten 400 sider var hos mig læst i løbet af en enkelt aften, - jeg måtte lige have det næste med, og vide, hvordan det ville gå for November. Mit hjerte bløder i øvrigt stadig for ham - hvordan kommer det til at gå ham, nu hvor vi har forladt ham? Kan han holde til det hele?

Personligt er jeg vild med, at kapitlerne ikke er nummererede, men indledes med et hashtag, der er sigende om det kapitel, vi går i møde. Det går godt i spil med handlingen, og de brugte hashtags er velvalgte, humoristiske, og heldigvis holdt i tone med resten af romanen. Det samme gør sig gældende for den ungdomsslang, der bruges undervejs; det virker naturligt, og det er tydeligt, at der er lagt arbejde i at få det til at lyde rigtigt.

Jeg gav Smukke Dreng 4 ud af 5 mulige stjerner.



Sindstequila

 Forfatter: Sofie Riis Endahl - Forlag: Byens Forlag - Udgivet: 2017

Sidetal: 268 - ISBN: 9788793628151

Hold nu fast, en imponerende debut-roman! Det er alligevel imponerende.

Historien står virkelig stærkt, og det er en kæmpe fordel, at Sofie Riis Endahl selv er så ung, - hun har en finger på pulsen med, hvad der rør sig i målgruppen og tonen blandt dem på en måde, så det føles ægte.

Man er ikke i tvivl om, at det kommer fra hjertet, - og at det er en vigtig roman at få ud allerede til folkeskolens ældste klasser.

Her tales der om de ting, der virkelig betyder noget, når man er ung, - identitetskriser rammer høj som lav, og man skal kæmpe for at finde sit fodfæste og finde ud af, hvem man gerne vil være.

Det betyder også, at man skal finde ud af, hvem i ens omgangskreds der for alvor betyder noget, og hvem man kan stole på, og ind i mellem må man skifte ud i indercirklen, - men det kan være en udfordring! For hvilke konsekvenser har det, hvis man siger fra? Og hvilke har det, hvis man lader være?

Det er, og har altid været, vanskeligt at navigere i et ungdomsliv, hvor man skal finde sin rette hylde.

Jeg er vild med, hvor ærligt det bliver portrætteret her, og at fokus ikke KUN er på kærester og romantik, men også de venskaber, man må vælge til og fra i, efterhånden som årene går, - det hører desværre til sjældenhederne i litteraturen, og det er kun godt, at der bliver sat en smule fokus på det.

Og så skal Sofie Riis Endahl naturligvis roses for i så ung en alder selv at springe ind i debatten SIDELØBENDE med sin egen skolegang, i stedet for bare passivt at vente på, at der bliver skrevet noget af det, hun gerne vil se på hylderne. Det er dælme modigt, - men også virkelig vellykket!

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Simon vs the Homo Sapiens Agenda

 Forfatter: Becky Albertally - Udgivet: 2015 - Forlag: Balzer + Bay

Sidetal: 303 - ISBN: 9780062348678 

Simon går i high school, og klarer sig udadtil godt. Han har gode venner, der bakker ham op, og hans familie er, også efter dansk standard, helt almindelige. Simon er dog nået frem til, at han er homoseksuel, men han er ikke ude af skabet endnu. Det er der én af hans skolekammerater, der finder ud af ved et uheld, og nu forsøger han at afpresse Simon og true med at fortælle alle, at Simon er homoseksuel.

Romanen er sød, sjov, romantisk, og en smule dramatisk.

Simon føles virkelig og ægte, som kunne han være en gennemsnitlig fyr på gaden - det gør ham relaterbar og vanskelig ikke at elske.

Hans venner elsker ham for den han er, og bakker ham op fuldt ud. Kunne man dog blot ønske sig, at alle, også i den virkelige verden, ville være så støttende som Simons venner - så ville verden da være et bedre sted.

Fortællingen vil flere unge kunne spejle sig i, da flere af Simons kvaler er universelle, og gælder, uanset køn eller seksualitet.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.




Ship it

 Forfatter: Britta Lundin - Udgivet: 2018 - Forlag: Freeform - Sidetal: 384 - ISBN: 9781368003131 

Jeg elskede den her bog, så snart jeg blev vant til, hvordan Claires fanfiction var implementeret i fortællingen. Det virker egentlig super godt, men jeg skulle lige have min trætte hjerne til først at forstå, hvordan det hang sammen, og hvad der skete (totalt min egen fejl - jeg har brug for søvn og kaffe!).

Forbered dig selv på en følelsesmæssig rutsjebanetur - på den gode måde. Som en stor nørd selv følte jeg mig hørt, som om Britta Lundin var i stand til at åbne op og se, hvordan jeg havde det i majoriteten af min skolegang som et slags social outcast, fordi jeg ikke gik op i reality TV, mode eller sport, men foretrak at bruge min fritid på at dyrke den nyeste bog eller tv-serie i min samling.

Britta Lundin viser på imponerende vis, hvordan minoriteter mangler at blive repræsenteret i moderne populær kultur, hvordan de har brug for at føle sig set og at mærke, at de ikke er alene med det, de går igennem. Alle fortjener at føle sig hørt, uanset ens baggrund.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.





*Anmeldereksemplar* Cluster Z - Vinterland

  Forfatter: Jannie Uhre Kongsgaard - Forlag:   Facet - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som et uopfordret anmeldereksemplar. Alle u...