Forfatter: Henriette Hesselholdt - Forlag: Tellerup
Om bog 1, Gudindens Avatar, skrev jeg:
En solid fortælling, hvor vi følger en gruppe på en eventyrlig rejse gennem et univers, jeg bestemt ser frem til at udforske i kommende bøger i serien.
Flere overnaturlige væsner er kort nævnt og spiller en mindre rolle i denne etter, hvilket umiddelbart lægger op til, at der kan ske mangt og meget fremadrettet, - der er mange muligheder, når der er så mange forskelligartede væsner i spil som der er i denne fortælling, og det medfølgende kort har da endnu også mange hjørner, som vi endnu ikke har udforsket. Det bliver spændende at se, hvad resten af kortet byder på.
Selve handlingen i Gudindens Avatar er meget komprimeret; det går voldsomt stærkt, og der sker noget hele tiden, så man når knapt at lande efter én voldsom oplevelse, før det næste sker. Det gør selvfølgelig, at bogen er vanskelig at slippe igen, da man lige skal have det næste med, - klarer vores helte nu også næste kapitel ud, og hvad kommer de ud for? Der er dog også plads til, at enkelte episoder med fordel kunne være udfoldet mere end hvad de er, så man får et bedre indblik i, hvad der foregår, og her kan relationen mellem karaktererne med fordel ses nærmere på.
Karaktererne er tydelige og deres indbyrdes relationer er interessante; fordi karaktererne er så forskellige, kan man ikke undgå, at der opstår konflikter en gang i mellem. Det kan man med fordel udforske endnu mere. Også de korte bemærkninger om karakterernes personligheder virker undervejs en smule pudsige; det burde ikke være nødvendigt at fortælle, hvordan en karakter er, hvis man kan vise det på andre måder.
-
Ved første gennemlæsning sad jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg tænkte, at det var godt lidt for stærkt, både i forhold til introduktion af holdet af karakterer, som jeg savnede at lære endnu bedre at kende, og som jeg savnede mere definérbare træk hos - ikke alle, da enkelte karakterer sætter sig og er lette at huske efterfølgende, mens andre hurtigere slipper væk i glemslen, men også i forhold til plottet, som jeg følte godt kunne have brugt nogle flere beskrivelser flere steder.
Efter anden gennemlæsning er jeg mere med på, hvad der foregår, og selvom jeg allerede ved første gennemlæsning var begejstret for konceptet og idéen bag serien her, giver mange detaljer bedre mening nu, og jeg har i højere grad nydt denne gennemlæsning, fordi jeg nu havde en idé om, hvem der var hvem, og hvad formålet med deres anstrengelser var; det gav mig ro til at fordybe mig i de detaljer, der jo faktisk er plantet undervejs i bogen, som er med til at definere hver karakter, men som jeg ikke lagde mærke til første gang, fordi det, desværre, stadig går lige hurtigt nok.
Dog vil jeg ikke være historien foruden, og jeg ser stærkt frem til at komme i gang med bog 2!
Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.
Bogen er udgivet i 2019 og har ISBN 9788758832265. Den er 261 sider lang.
Om bog 2, Den Knuste Gud, skrev jeg:
Sammenlignet med bog 1 i serien om Gudernes Krig, Gudindens Avatar, er Den Knuste Gud noget lettere at have med at gøre. Én af de ting, der for alvor drillede mig ved den første bog var, at man lidt for hurtigt fik stiftet bekendtskab med mange forskellige karakterer, der alle var væsentlige for handlingen, og som der derfor skulle holdes godt styr på. For mig personligt blev det en smule energikrævende og tog fokus fra historien at skulle holde styr på, hvem der var hvem.
Det går noget lettere her i bog 2, hvor der nok er tilføjet nogle karakterer, men langt hen ad vejen er det de samme karakterer, vi følger igen, dog et par år efter vi forlod dem i bog 1. Der er sket noget for dem alle sammen, og de fungerer ikke længere som den samlede gruppe, de var i den første bog; vi følger nu vores opsplittede gruppe med forskellige mål, og det er en uvurderlig hjælp at have kortet over universet til hjælp.
Det fungerer dog, og det giver mening, at vi nu følger flere karakterer, der har gang i forskellige ting på det samme tidspunkt; det bliver spændende at se, hvordan de forskellige retninger, handlingen har taget, bliver flettet sammen igen i de næste bøger.
Da vi nu følger forskellige karakterer på hver deres rejse, er det naturligt at synsvinklen skifter undervejs, - det er ikke markeret tydeligt, hvilke øjne vi ser historien igennem på et givent tidspunkt, men karaktererne er heldigvis på dette tidspunkt så godt beskrevet, at man hurtigt kan spore sig ind på, hvem der er hvem og hvor vi befinder os hende, og omstillingen er ikke så vanskelig, som man kunne have frygtet.
Plottet fungerer og virker velgennemtænkt. Eventyret kan stadig tage mange drejninger for flere af karaktererne, og der er stadig mange spørgsmål, som ikke er besvarede. Denne verden lader til at have meget at byde på, både i forhold til overnaturlige væsner og myter, men også i forhold til de relationer, karaktererne kan udvikle til hinanden, og det bliver interessant at følge.
Jeg mangler dog lidt en oversigt over, hvem der er hvem, om ikke andet så bare over de guder og gudinder, vi støder på i løbet af fortællingen. Visse fortællinger har sidst i bogen en oversigt, man kan slå op i, - og det kunne måske have været en fordel her som en ekstra hjælp.
Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.
Bogen er udgivet i 2020 og har ISBN 9788758836713. Den er 334 sider lang.
Om bog 3, Sjæleoffer, skrev jeg:
-
Jeg gav bogen - ud af 5 mulige stjerner.
Bogen er udgivet i 2020 og har ISBN 9788758841083.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar