25 september 2020

Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned?

Forfatter: Jacob Wendt Jensen - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2020 - Sidetal: 368

Om bogen Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned? skrev jeg:

Niels Olsen virker, set udefra, som en sympatisk og behagelig mand, og som værende virkelig godt selskab, skulle man have fornøjelsen deraf.

Denne biografi bekræfter kun min mistanke.

Som læsere får vi indblik i en stor del af Niels' liv, lige fra barndomshjemmet i Århus til den igangværende turné med Ørkenens Sønner. Niels har lavet så tilpas meget i løbet af sit liv, så det er naturligt, at ikke alt kommer med, og at nogle af bogens kapitler får lov til at fylde mere end andre, - som de også har gjort det i det virkelige liv.

Det gives indblik i nogle af de ting, som har betydet rigtig meget fra Niels, og selvom der naturligvis er forskel på det, vi ser i bogen her, og hvad der gemmer sig bag facaden, kan man let komme til at bilde sig ind, at man kender mennesket bag, - i hvert fald en smule bedre, end vi gjorde før.

Vi hører om Niels' rolle i søskendeflokken og hans relation til forældrene.

Vi hører om hans oplevelse af skolegangen fra folkeskolen til teaterskolen.

Vi hører om nogle af de valg, der er taget i karrieren, og hvordan det har påvirket resten, - for alt påvirker hinanden på kryds og tværs. Tilvalg betyder samtidigt fravalg, men et tilvalg betyder også at nye døre kan åbne sig og føre i en ny retning.

Og vi hører en smule om, hvordan privatlivet har været, fra forholdet til ungdomskæresten, som ikke holdt, til det nuværende ægteskab, der både er et ægteskab i traditionel forstand, men også et arbejdsmæssigt ægteskab, selvom især Niels' kone har forsøgt at holde deres karrierer adskilt.

Det er svært at snakke forhold og ægteskab uden at nævne, at Niels har en datter, som også er interviewet til bogen her. Hun figurerer ikke med navn, og selvom årsagen ikke er beskrevet, må ønsket om relativ anonymitet respekteres. Dog vil jeg nævne, at interviewet med datteren netop er noget af det, der gør det lettere at få øje på mennesket bag masken, da det netop viser en blød side af Niels, som man ikke nødvendigvis tænker over, at han også indeholder, når man kun ser ham på scenen eller skærmen, og det er dermed med til at menneskeliggøre ham.

Derudover; forsidebilledet siger utrolig meget om Niels Olsens karakter, og det billede, bogen gerne vil danne af ham. Det siger noget om, hvordan han fungerer i sociale sammenhænge, - at han ikke trækker fokus mod mennesket Niels Olsen, trods det, at han godt kan få folk til at smile eller fokusere på den rolle, han spiller, og at man må skille tingene ad. Det siger noget om hans blik på situationen han befinder sig i, hvor han har det komfortabelt i flere aspekter af livet.

Overordnet er bogen absolut værd at læse, har man blot en smule interesse i mennesket bag facaden.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.






 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

The wrong bachelor

  Forfatter: Alexandra Moody The Wrong Bachelor  er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle ug...