25 september 2020

*Anmeldereksemplar* Fis og ballade

 Forfatter: Mette Kjær - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2019

Sidetal: 78 - ISBN: 9788793755253

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Sif er en pige på 11 år med de kvaler, der nu engang hører sig til lige præcis den alder, hvor man ikke længere er rigtigt barn, men heller ikke helt er kommet i puberteten endnu, og derfor ikke er rigtigt "ung" eller teenager. Hun er i et form for limbo, hvor der på den ene side forventes en masse af hende, som hun ikke helt forstår, og som de voksne ikke altid er lige gode til at forklare, og på den anden side bæres der også over med meget, fordi hun jo, trods alt, stadig kun er et barn.

Man får helt lyst til at gentage Krummes succes og synge om, at "Det er svært at være 11 år - Der er så meget som man ikke forstår..."

Problematikkerne er realistiske, velvalgte og relevante for målgruppen, der sandsynligvis vil have let ved at relatere til de ting, Sif går igennem i løbet af bogen, og de tanker, hun gør sig om sine oplevelser. Dog kan det være en fordel, at man som den voksne snakker med barnet om enkelte kapitler, for at svare på nogle af de opklarende spørgsmål, der måtte være; Sif undrer sig over nogle af de ting, vi som voksne kan tage for givet, og der kommer ikke altid en forklaring på, hvad der så ligger til grund for det fænomen, hun undrer sig over, så man må forvente, at hendes undren fortsætter, - hvilket læseren i givet fald også vil gøre ind i mellem. Selvom børnene ikke skal undervurderes, kan det være en fordel, at vi som voksne stiller spørgsmål til det læste på en måde, så vi sikrer os, at de har forstået teksten, på en måde, så børnene ikke føler sig set ned til, men får mulighed for at dykke dybere ned i teksten end hvad de ellers ville have gjort.

Sproget er velskrevet og har et fint flow, og ordvalget passer fint til aldersgruppen. Kapitlerne har en passende længde, så man kan læse lidt ad gangen, uden at det bliver for voldsomt, og der er et kort, afrundet handlingsforløb i hvert kapitel, så man som læser sidder tilbage med en følelse af at have "nået noget" efter hvert kapitel, - og alligevel er der en rød tråd i kapitlerne, og et handlingsforløb der virker naturligt, så bogen som helhed også kan læses i ét stræk af de lidt stærkere læsere.

Illustrationerne er rigtig fine, men en anelse sparsomme, - dem kunne der med fordel være flere af, især til de mere udfordrede læsere, som så ville have lidt ekstra at støtte sig til undervejs.

I det hele taget er her dog tale om en helt udmærket bog, som fint ville kunne gives til et barn i fjerde-femte klasse, næsten uanset deres læse-niveau, da den netop rammer bredt på det punkt, og fordi problematikkerne er så rammende for netop den aldersgruppe.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

The wrong bachelor

  Forfatter: Alexandra Moody The Wrong Bachelor  er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle ug...