Næslandet

 Forfatter: Eva Egeskjold - Forlag: Mellemgaard

Bog 1 er tilsendt fra forfatteren.

Om bog 1, Legenden om Querqus Skjoldet, skrev jeg:

[Bogen er tilsendt af forfatteren]

Af en eller anden grund har jeg ventet ALT for længe med at komme i gang med serien her, - den har trods alt fået pæne anmeldelser, og den har været dragende gennem en længere periode.

Nu fik jeg endelig taget mig sammen til at låne serien på biblioteket.. For så at finde ud af, at mit lokale bibliotek havde en gammel udgave af den første bog liggende, hvilket jeg heldigvis blev gjort opmærksom på ret hurtigt. Eva Egeskjold tilbød at sende mig den nye udgave, som har fået en ekstra kærlig hånd i forhold til den gamle udgave, og forsideillustrationen er ny.

Takket være de positive anmeldelser kan det være svært at undgå at have visse forventninger til en bog. Legenden om Quergus Skjoldet er heldigvis lige så eventyrligt episk som jeg havde håbet, og det er en fantasifuld rejse ind i et fantastisk univers, der helt sikkert har rigtig meget at byde på.

Oona er en pige med ben i næsen, og som har mere at byde på end hvad omverdenen umiddelbart regner med, - hun kan forsvare sig, når det er nødvendigt, og er ikke bange for at handle, når der er brug for hende. Hun er viljestærk og kan heldigvis selv, - også selvom hun naturligvis bærer rundt på mange af de usikkerheder, som hører hendes unge alder til.

Det gør det ikke lettere, at hun uden megen varsel bliver sendt på en lang og farefuld rejse, som kan have konsekvenser, ikke bare for hende selv og mulighederne for at se familien igen, men også for hele rigets beståen som hun kender det.

Der er meget på spil, og der hviler en stor byrde på den unge Oonas skuldre. Kan hun mon løfte det ansvar, hun er blevet pålagt af en spådom, og som hun ikke selv har hat noget at sige i forhold til? Det vil tiden vise.

Den her balance i den usikre side af Oona og hendes mere viljestærke side er virkelig veludført, og Oona er let at relatere til. Selvom hun med mellemrum kommer i situationer, hvor hun bliver handlingslammet, finder hun alligevel styrken til at gøre noget, uanset om det er hende selv eller andre, hun kæmper for. Retfærdighedssansen står stærkt, og Oona er en helt særlig pige, som jeg ser frem til at følge i de næste bøger i serien.

Selve opbygningen af universet i sig selv står super stærkt. Vi arbejder med to forskellige kort, - ét over hele Næslandet forrest i bogen, og ét over området omkring en af de store byer bagerst i borgen. Selv ét kort havde jo givet bonus-point i sig selv hos diverse fantasy-entusiaster, men TO kort? Fantastisk! Det gør det meget lettere at holde styr på hvad der foregår i et fremmed univers, når man ikke kun får beskrivelserne af, hvor vi er, og i hvilken retning karaktererne rejser, men at der også følger en visuel støtte med ved siden af.

At vi så også bliver præsenteret for mange forskellige typer af karakterer, som man ellers kun sjældent støder på, selv i fantasy-universer, er et ekstra plus, - blandt andet er mødet med mosekonen noget helt særligt, ligesom indikationen af, at drager ikke bare er drager, men at der er forskel på drage-racer. Det giver fortællingen så meget ekstra, at der er gjort noget ud af ikke bare de typer af karakterer, vi så ofte møder i fantasy-universer, men også de, som der er længere i mellem, og som enkelte læsere måske endda støder på for første gang.

Her på falderebet skal Eva Egeskjold naturligvis have tak for ikke blog at gøre mig opmærksom på forskellen mellem den gamle og den nye udgave af denne bog, men også for at sende bogen så hurtigt. Selvom jeg læser relativt hurtigt, er der alligevel grænser for hvor hurtigt det går, - og når nu resten af serien er lånt på biblioteket er der trods alt en grænse for, hvor længe jeg kan blvie ved med at holde på serien.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 2, Vinterkrigens ofre, skrev jeg:

Jeg er stadig lige imponeret over hvor stærkt denne verden står, og hvor meget energi der er langt i opbygningen af den.

De to kort der hører til serien er flotte og hjælpsomme undervejs i løsningen, - og forsideillustrationerne har også et helt særligt udtryk, der virkelig sætter stemningen for bogen.

Det bliver ikke ligefrem meget nemmere at være Oona her i bog 2, - hun har næsten mere at forholde sig til, nu hun for det første er ældet tre år i løbet af en enkelt vinter, med hvad der hører til af fysiske og mentale forandringer, og hun skal samtidig forholde sig til ikke bare den konflikt, der foregår i Næslandet, hvor hun som den udvalgte spiller en væsentlig rolle, men også mændenes øgede interesse i hende. Det er svært at overskue det hele, når der er så meget på én gang.

Men selvom Oona er skrøbelig og viser svage sider, vokser hun også med opgaven, og klarer de udfordringer, hun bliver stillet over for, på imponerende vis. Hun er naturligvis mærket af de voldsomme oplevelser, men vedholder en kontakt til sit "gamle" menneskelige jeg, og kan bibeholde noget af det uskyldige, som hun havde, da vi lærte hende at kende. Også selvom hun går igennem det, der må føles som kaos undervejs, og man må gå ud fra, at selv mange mere voksne ville have svært ved at håndtere de udfordringer, Oona bliver stillet over for.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 3, Snedkerens Hemmelighed, skrev jeg:

Jeg er stadig virkelig opslugt af det her helt vildt imponerende univers, som kan noget særligt. Der er tænkt over rigtig mange detaljer undervejs i opbygningen af universet, og vi er så heldige at få meget af det med - og endda på en måde, så det er naturligt inkorporeret i handlingen, og ikke "bare" er smidt ind som noget info-dump for at informere læseren. Oona lærer sin verden bedre at kende efterhånden som hun kommer på flere og flere eventyr, - og som læsere lærer vi om universet sammen med hende.

Oona modnes gradvist bøgerne igennem og bliver mere og mere voksen, med det, der nu hører med; fysisk og mentalt gennemgik hun naturligvis en stor forandring allerede i bog 2, men også her sker der ting og sager, efterhånden som Oonas kærlighedsliv driller hende, og hun skal finde ud af, hvem af hendes nærmeste hun rent faktisk kan stole på. Og så lærer hun sin fars historie bedre at kende, og finder informationer om ham, som er nye både for hende og de, der troede at de kendte Oonas far, - hvilket naturligvis kan få stor betydning for handlingen i bog fire.

Det bliver mere og mere tydeligt, at der snart kommer en afgørelse i serien, og at der snart kommer en forløsning på alle de ting, Oona og de andre har været igennem. Spørgsmålet er bare, hvordan udkommet bliver, og hvem der ender på magten til sidst, - kan Oona og de andre holde hovedet koldt, når det virkelig gælder, og i sidste ende overvinde deres fjender? Det bliver spændende at finde ud af.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 4, Asaphs Rige, skrev jeg:

Asaphs Rige er mere intens end sine forgængere.. Og samtidigt en fænomenal afslutning på serien om Næslandet, - en verden, man næsten kun kan blive betaget af.

Oona er gået i gennem en stor udvikling fra første gang vi mødte hende, - fra en ung, usikker pige, der først lige skulle til at gennemgå det ritual, der gjorde hende til kvinde, til nu, hvor hun er en selvsikker ung kvinde, der hands-on har bekæmpet flere fjender end mange andre af de hovedpersoner, vi møder - og endda undervejs fundet kærligheden. Det har naturligvis ikke været uden konsekvenser, og Oona har, som mange af hendes nærmeste, fået ar på krop og sjæl, som hun vil være mærket af lang tid fremover, - men med det, hun har vundet undervejs, må det vist være det hele værd.

Der er tab undervejs. Det er en naturlig konsekvens af krig, at man ikke får alle med sig hjem igen. Men overordnet set er tabene på lysfolkets side relativt små, når man tager det store billede i betragtning.

Selvom de afgørende scener før klokkerne ringede for at Radixfolket havde fået som fortjent kan virke en smule tamme, de mange foregående kampe taget i betragtning, er det alligevel uhyrre veludført med noget så listigt. Det er lidt et antiklimaks, - men måske alligevel det klimaks, der var behov for efter mange af de grusomme kampe, som Oona og de andre allerede har været igennem?

Også Ragnars selvmord kan ved første øjekast virke en anelse tamt, - hans opførsel i betragtning kunne man være fristet til at ønske, at Oona fik en eller anden form for hævn, og at Ragnar fik som fortjent. Normalt bryder jeg mig ikke om at tale om selvmord som værende kujon-agtigt, for der ligger ofte rigtig meget bag overvejelserne, og der skal ekstremer til, før mange ender dér, men lige i Ragnars tilfælde er der tale om et kujonagtigt valg, - han flygter fra konsekvenserne af de valg, han har truffet undervejs. Valg, som han har vidst har haft fatale konsekvenser for lysfolket. Den flugt er en kujons værk.

Jeg sidder dog ikke tilbage med en følelse af for alvor at mangle noget her efter endt læsning, - det er en fin, fuldent historie, som virkelig har meget at byde på. Der er endda fin plads til eftertanke i forhold til ideologier og tro, - og hvordan man behandler andre på baggrund af samme. Serien er med Asaphs Rige flot rundet af, og jeg glæder mig til, at jeg en dag får samlet mod til mig til at vende tilbage til universet med serien om Vaals Hær, hvor første bog Genkomsten, i skrivende stund lader til at være et hit rundt omkring.

Jeg gav bogen ud af 5 mulige stjerner.