*Anmelder-eksemplar* Credokæden

 Forfatter: Lone Sole - Forlag: Krabat - Udgivet: Marts 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Credokæden er nytænkende dansk fantasy, der kan læses fra 12-13 års alderen. Det foregår i et fiktit London, hvor der er forskel på klasser i befolkningen, blandt andet med magi som en af de afgørende faktorer for skellet mellem befolkningsgrupper.

Vi følger Stef og Claes på skift og får gennem dem indblik i en verden rig på begreber og ting, der på én gang virker anderledes end meget andet fantasy, men også helt naturligt i netop dette univers. Samtidig er der brugt begreber, der er til at udtale, og som trods det unikke virker naturlige og helt rigtige for netop de ting de dækker over.

Netop begrebernes naturlighed og ligefremhed gør det en smule lettere at følge med undervejs i et handlingsforløb, hvor der ellers er rigeligt at holde styr på, og hvor det er let at blive forvirret over den rene mængde informationer og twists undervejs. Det er bestemt én af de fortællinger, hvor man er nødt til at holde tungen lige i munden undervejs for at kunne følge med, og for at undgå at blive hægtet af.

Credokæden er en spændende fortælling, hvis største styrke er dens worldbuilding, - og det alene gør det dét værd at kaste sig over bogen. Det er en fornøjelse at se hvor godt det hele fungerer, og så kan resten af fortællingen sådan set godt tåle at man læser den flere gange for at få alle detaljerne med.. Overordnet set er her dermed tale om en udmærket tilføjelse til den danske fantasy-scene, hvor det er en fornøjelse at læse med, - især hvis man interesserer sig for de helt gennemførte verdener, hvor der virkelig er kælet for detaljerne.

*Anmelder-eksemplar* Mørkets tjener

 Forfatter: Anne Elvedal - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: marts 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mørkets tjener er tredje og sidste bog i serien om Dødens spil. De første to bind i serien, Dødens Spil og Den Sorte Brud, har jeg anmeldt her.

Hvis du har læst bare en smule om de to forgængere til Mørkets tjener ved du også, at serien er creepy, spooky, og små-uhyggelig. Det er ikke en serie, der hører til blandt de mest uhyggelige gysere, men den er bestemt stadig læsningen værd, - især, hvis man endnu er grøn i genren og blot er nysggerig på hvad det har at byde på.

Serien om Dødens spil arbejder med Ouija boards - eller på dansk det der hedder et åndebræt. De er relativt almindelige i de gysere, der arbejder med spøgelseshistorier eller på anden måde involverer kommunikation med en anden dimension, og i denne kontekst bevæger Dødens spil sig ikke langt væk fra den sti mange andre historier har betrådt før.

Det, der alligevel gør serien til noget særligt, er til dels at den bliver ved at være spændende, også hele vejen gennem bog tre her. Jovist trækkes der på tematikker, der er brugt før, men det er stadig sin egen selvstændige historie, der kan blive ved at overraske og bevæge.

Individuelt er bøgerne ikke længere end en almindelig ungdomsroman, hvilket derfor er forholdsvist overskueligt, uanset om man er hjemmevant i genren eller ej; serien er tilpas lang til at worldbuildingen fungerer, karaktererne er relaterbare og virkelige, og at både deres personligheder og indbyrdes relationer når at gennemgå en realistisk udvikling.

Til de, der allerede har læst de foregående bind i serien, der der stadig masser af uhygge at se frem til. Spænd selen og forvent en historie, der kan være vanskelig at slippe igen, - fyldt med desperation og frustration, men også en gnist af håb, og den der my af noget større end karaktererne selv.

Til nye læsere.. hvad venter I på?

I forhold til tekstens sværhedsgrad kan bøgerne læses fra 5. klasse, mens det tematiske gør at mange læsere vil nyde godt af at vente til mindst 7. eller 8. klasse før de kaster sig over bøgerne, - for nogle måske endnu længere, baseret på individuelle skøn.

Det er dog en fornøjelse at læse med, og der vil være meget at hente, nærmest uanset læserens alder og foretrukne genre - netop fordi bøgerne har meget forskelligt at byde på.

*Anmelder-eksemplar* Fra sabelkatte til levende drager

 Forfatter: Mikala Rosenkilde - Forlag: 2 Feet Entertainment - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Til at starte med: Bogen er baseret på podcasten De mystiske dyr, som bl.a. ligger på eReolen (her kan man logge ind med samme oplysninger som hos det almindelige bibliotek; CPR- eller lånernummer og selvvalgt fire-cifret kode). Bogen kan dog sagtens læses uden at man behøver lytte til podcasten, - men det er et fint supplement at have.

Fra sabelkatte til levende drager fortæller hvordan en lang række dyr, der ellers normalt anses for uddøde, stadig observeres rundt omkring i verden, - og at man også kan finde beretninger om dyr, som videnskaben endnu ikke har haft succes med at beskrive eller i det hele taget komme tæt på.

Derfor handler bogen i høj grad om de forskellige øjenvidne-beretninger, hvorfor man især kan savne at der bliver dedikeret et afsnit enten først eller sidst i bogen til at udpensle for især de yngste potentielle læsere at det altså er dyr, som folk mener, de har set, men at der i skrivende stund ikke er fundet reelle beviser på dyrenes stadige færden. Det handler ikke om at det behøver fylde en hel masse i bogen, men i betragtning af hvor lette de yngre læsere ofte er at påvirke ville det være en sund påmindelse.

Når det så er sagt er det også en bog, der kommer bredt omkring og ind på mange forskellige spændende dyrearter. Uanset smag inden or dyreverdenen er det svært ikke at blive betaget og nysgerrig på at lære mere om nogle af de fund, der er gjort rundt omkring.

I kraft af at hvert af de omtalte dyr i bogen kun får relativt få siders spalteplads, må bogens primære målgruppe siges at være udskolingselever, men den kan med god vilje sagtens læses fra mellemtrinnet. Den indeholder dog både billeder og beskrivelser, der kan virke voldsomme for den sarte læser. En robust læser vil sagtens kunne læse det på egen hånd, men det kan være en god idé at have en voksen at snakke med om indholdet, i tilfælde af at det bliver for voldsomt.

Til trods for bogens unge målgruppe er der dog også meget at hente for den nysgerrige voksne, der har mod på at åbne sig for hvor meget vi endnu har at lære om den verden, vi lever i, - og hvor store områder der endnu er u-udforskede. Det er en vigtig påmindelse om, at mennesket ikke ved alt, og hvordan vi må forholde os til hvor meget vi ikke ved.

Overordnet er Fra sabelkatte til levende drager velskrevet og tilpas balanceret mellem de fakta, vi kender om de dyr, bogen bearbejder, og spørgsmål til om dyrene mon stadig lever derude et sted.

Noter om at overleve

Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2022

Christian Enkilde kan noget særligt med de her dystopiske fortællinger, hvor klima- og naturforandringer drastisk har forandret den måde vi lever på. Fra samme forfatter er allerede udkommet den afsluttede trilogi om Pandora (Vulkanvinter, Sandstorm, og Jordskælv), som jeg selv har været svært begejstret for.

Noter om at overleve foregår i noget, der ligner vores samtid, og starter i Københavns-området. Helene på 16 bor egentlig hos sin mor, men er på vej hjem til sin far på weekend da det pludselig begynder at regne med meteorer. Snart er byen fuldstændigt ødelagt, og det gælder om hurtigt at finde ud af byen og starte en ny tilværelse - og så vidt muligt undgå at blive overfaldet, berøvet, eller dét der er værre, først..

Det er barske sager, karaktererne kommer ud for, og det er bestemt ikke for sarte sjæle at læse med. Vi støder især på to slags triggere undervejs, som læsere bør være opmærksomme på.

• Allerede i de indledende kapitler, hvor meteornedslag ødelægger København, er angst og panik nogle af de bærende følelser, og det er grafisk beskrevet.
• Efterfølgende er det mødet med ind til flere potentielle overfaldsmænd, der kan frembringe nogle af de samme følelser. 
• Samtidig spiller magtesløsheden en fremtrædende rolle, for uanset hvor meget Helene kæmper for at klare sig, er der hele tiden faktorer der ikke kan styres. Angsten bliver ved at sidde der, og det er svært at stole på nogen, uagtet deres gode intentioner.

Afhængigt af læserens egne erfaringer med lignende hændelser kræver det derfor en smule agtpågivenhed at kaste sig over en bog som denne, - og det må derfor være op til den enkelte om man har mod på at se den salgs i øjnene.

I en tid hvor de fleste tager velfærdssamfundets goder for givet kan handlingen i en bog som Noter om at overleve være en smule skræmmende. Allerede da corona gjorde sit indtog i landet sås tendenser til at flere hamstrede - trods det at der reelt ikke var mangel på dagligvarer - og man var gerne sig selv nærmest. Her, hvor der faktisk er udsigt til mangel på dagligvarer, er kampen om det tilbageværende naturligvis intensiveret, og mange viser sig fra deres allerværste side for at få det, de gerne vil have.

Kampen for basale nødvendigheder virker realistisk. Langt hen ad vejen virker også Helenes reaktion på de enorme omvæltninger også virkelige, omend der findes emner, som med lidt god vilje godt kunne have fyldt bare en lille smule, - for trods faderens mange overvejelser i sin notesbog har den sandsynligvis ikke kunnet rumme alt. Nok er Helene en gæv hovedperson, hvor man kan se noget af faderens kølige overblik begynde at spire, men hun er endnu uerfaren og, må man gå ud fra, til en hvis grad påvirket af normer i samfundet og blandt kammeraterne - hvorfor bekymringer om blandt andet personlig hygiejne må forventes at være en ting. Det er detaljer, det handler om, og kunne sagtens være løst i en sidebemærkning undervejs - eller eventuelt som et kapitel i faderens notesbog, hvor man trods alt kan håbe, han også har haft dén slags med i overvejelserne.

Noter om at overleve minder på visse områder en del om Pandora trilogien. Begge handler om efterspillet af en naturkatastrofe, og begge har en ung, kvindelig hovedperson, der kæmper for at finde sin rette hylde i en verden, der på mange måder er så ulig det, vi er vant til, - men på andre områder desværre også skræmmende ens, fordi der nok bare er visse dele af menneskets egen natur der er vanskelig at ændre på.

Fortællinger som både denne og Pandora kan især to ting. Til dels tør man næsten håbe på en fremtid hvor individet får mulighed for at dyrke lige præcis de ting, som vedkommende er allerbedst til, og at det at sætte folk i bås baseret på overfladiske karakteristiska forhåbentlig kan udfases. Og til dels cementerer de vigtigheden af at mennesker står sammen i stedet for at modarbejde hinanden. Mennesker er og bliver et flokdyr - af mangel på bedre udtryk. Vi er som art afhængig af at alle spæder til med egne spidskompetencer og nicheinteresser for at det hele i sidste ende skal gå op i en højere enhed.. Og uanset ekspertise bør der kunne findes en respekt for dem, der er anderledes en én selv.

Noter om at overleve er velskrevet og virkelig vanskelig at lægge fra sig - og må næsten være et must-read til både de, der savner Pandora, og generelt til dig, der er til dystopiske fortællinger. Den rummer den intensivitet og desperation, som gør genren til noget helt særligt, og trods brutaliteten er det med til at fastholde læseren. Der er nemlig store følelser på spil, som man nemt kan komme til at ville have mere af.

Jeg kunne dog godt ønske mig at Helenes fars notesbog blev udgivet som en slags spin-off. Ikke at den behøver fylde alverdens - det ville netop være naturligt at den var kort og præcis - men den kunne være et fint supplement.

*Anmeldereksemplar* Mira & Mikkel - Jordens sang

 Forfatter: Eva Ehler - Forlag: Himmelheltene - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mira & Mikkel - Jordens sang er fantasy til børn fra 9-års alderen og op. 

Mira skal som vanligt tilbringe sommerferien hos sine bedsteforældre, - og finder ud af at deres nabo også har sit barnebarn, Mikkel, på sommerferie. Da de er ved at lære hinanden at kende bliver de ved et tilfælde transporteret til en anden verden, hvor der venter dem masser af eventyr.

De to hovedperson er vidt forskellige, og vil sandsynligvis tiltale to meget forskellige typer børn. Mira virker umiddelbart inspireret af Pippi Langstrømpe; hun er nysgerrig på naturen, på mennesker og dyr, fuld af gå-på-mod og virker ikke bange for noget. Modsat er Mikkel mere tilbageholdende, og ville helst have brugt sin sommerferie hjemme ved computeren, - men åbner dog gradvist op for Mira især.

Eventyret om Mira og Mikkel er spændende, også for børn fra 9 års alderen og op. Dog kan flere ord og udtryk virke svært tilgængelige for især de yngste læsere, og samtidig er der nogle af bogens emner, der også kan virke komplicerede. Derfor er det også én af de bøger, der fungerer særligt godt til at blive læst op (jo, det kan man også godt med større børn), så man kan tale om handlingen undervejs, - og så tage ét eller to kapitler ad gangen, afhængigt af overskud. Både for at få den grundlæggende forståelse af ordene på plads, men også for at snakke om emner og temaer undervejs.

Der er nemlig lagt op til en fin snak om den måde vi behandler jorden på, hvordan det påvirker naturen og dyrene omkring os, og hvad vi kan gøre anderledes, - og netop for at børnene ikke skal overlades til sig selv med så store spørgsmål kan det være ekstra smart at have en voksen med inde over til at styre, så det ikke kommer til at virke alt for håbløst.

Mira & Mikkel - Jordens sang er eventyrlig, spændende og giver potentielt anledning til masser af leg og interessante tankeeksperimenter. Det er en bog, der lægger op til at børnene selv kan gå på opdagelse og udforske, både hjemme hos dem selv og i deres lokalområde, og få øjnene op for de mange muligheder de fleste trods alt har - og ofte tættere på end hvad man lige regner med.

Der er nogle enkelte bandeord med i bogen, især fra Mikkels kant, hvilket trækker en smule ned for mit vedkommende. Det er ord og udtryk, børnene givetvis har hørt i forvejen i skolen, til fritidsaktiviteter eller med vennerne, - men det er samtidig udtryk, som fortællingen sagtens kunne have været foruden, da det ikke er noget der tilføjer en hel masse ekstra, hverken til karakterer eller handling.

Overordnet set synes jeg dog bogen er rigtig fin til målgruppen, - altså børn fra 9 år og opefter. Dog fungerer den allerbedst i samspil med en voksen, netop på grund af sproget og de lidt tungere sider af bogen. Samtidig fungerer det glimrende at der er lavet en malebog med nogle af de fine illustrationer til bogen, så de børn der måtte have lyst til det, kan farvelægge billederne mens de får læst højt. 

*Anmelder-eksemplar* Tananarive

 Forfattere: Sylvain Vallée og Mark Eacersall - Forlag: Umpff - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Tananarive er en graphic novel, eller på godt dansk - en tegneserie til voksne. Den handler om de to mænd, der er nydeligt illustreret på forsiden. Da den ene dør, begiver den anden sig ud i verden for at finde den søn, vennen har efterladt sig, - men opdager samtidig hemmeligheder om sin kammerat, og lærer også nye sider af sig selv at kende.

Nu det er en graphic novel, skal er naturligvis kommenteres på de fine illustrationer. De taler sit helt eget sprog, og selvom man godt kan se hvornår fantasi og virkelighed smelter sammen undervejs, hvis man ved hvad man skal kigge efter, taler det til fortællingens fordel at man netop skal lede efter det.

Fortællingen rummer nemlig rigtig meget dybde, hvor vi ikke nøjes med en mands jagt på sin kammerats søn, men også får indblik i hvor kompliceret sindet kan være, og hvor meget der foregår bag facaden - hos os selv og dem, vi føler vi er tæt på. Der er ikke meget der er som det først så ud til at være, og man må forundres og tænke.

Tananarive fungerer STRÅLENDE som graphic novel, og det er virkelig en styrke for lige denne fortælling at vi får det grafiske med, fordi det netop giver en række muligheder for noget dybde, som havde været vanskelig at få ordentligt med i en ren tekstbaseret fortælling. Samtidig er det netop i illustrationerne at meget af humoren ligger - i det u-udtalte, mellem linjerne, i de akavade øjeblikke, i ansigtsudtryk og detaljer, som illustrationerne gør så godt.

Tananarive er ikke for børn. Den er humoristisk og underfundig. Den er spændende og virkelig en pageturner. Den er let læst, men har potentiale for at sætte spor hos sin læser og til at sætte tanker i gang. Og så er den proppet med referencer til bl.a. Tintin og fremmedlegionen, så der er især masser at komme efter for de voksne læsere, - mens der givetvis vil være en del, der går hen over hovedet på de helt unge læsere. Ikke at den hverken er voldsom eller har seksuelt indhold, men dens dybde taler primært til de voksne læsere. Afhængigt af modenhed vil visse teenagere muligvis godt kunne få noget ud af at læse med, - men bogen sigter efter et noget mere modent publikum, som dog også får varen leveret.

Tananarive har mine varmeste anbefalinger - til den voksne læser. Underfundigheden og humoren er det hele værd, uanset om man er vant til tegneseriemediet eller ej. Det er bestemt læsningen værd!

*Anmelder-eksemplar* Dragedronningen (Dragernes Æra #3)

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Leitura - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af første bog i serien, Drageægget, kan læses her.
Min anmeldelse af anden bog i serien, Dragesværdet, kan læses her.

I Drageægget fulgte vi primært Julianas færd i en verden meget ulig hendes egen - vores verden. I Dragesværdet fulgte vi hendes datter, Sarina, i samme verden. Her i Dragedronningen er synsvinklen splittet, og vi får både kapitler fra begge kvinder, men vi får også et gensyn med kapitler fra Queridor, som er introduceret i de tidligere bøger. Balancen mellem synsvinklerne og frekvensen mellem hvor ofte og hvor meget de enkelte karakterer kommer til orde virker godt og gennemtænkt. Det er en fornøjelse at flere kapitler ender på en måde, så man gerne vil have mere af den karakter man netop har efterladt et spændende sted, - og at man samtidig gerne vil høre nyt fra den karakter, der så dominerer det næste kapitel. Kombinationen af begejstring og frustration er en helt særlig følelse, især når der indimellem kan gå mange kapitler, hvor vi kun hører fra enten Juliana eller Sarina i kombination med kapitler fra Queriodors synsvinkel. Det er en kunst at fange læseren, så man sidder tilbage med begge følelser og bare gerne vil have mere, - men dét kan C. G. Valentin heldigvis, og det er fabelagigt at få lov at blive revet med endnu en gang.

Der er naturligvis forskel på hvordan drager som væsen bliver fortolket afhængigt af i hvilket univers man møder dem. Det er forventeligt, og sådan skal det jo helst være. Her i Dragernes Æra er de intelligente væsner med egen vilje, men det lader dog ikke til at der er fundet et fodfæste i kommunikation mellem drager og universets andre væsner. Dragerne bliver generelt behandlet mere som ridedyr eller udstyr frem for reelt tænkende væsner. Selvom dragerne i serien her ikke gør det helt vilde i at udnytte deres størrelse og kræfter, ville det ikke være urimeligt at tænke at det kunne være en bekymring på sigt, hvis ikke de blev behandlet med den respekt de som race selv mente de fortjente. I kraft af at Salina lader til at have en spirende evne til at skulle kommunikere med dragerne, kunne man dog godt have ønsket sig en smule mere kommunikation med dragerne - og det at se verden fra dragernes synsvinkel, og det havde givet en ekstra kant til historien at få dragernes vinkel på begivenhederne omkring dem. Det er dog samtidig noget, der ville komme til at fylde en del hvis det skulle gennemføres ordentligt, så det er fuldt forståeligt det ikke er kommet med, - og så må man jo nøjes med ønsketænkning på dét område i stedet.

"Sarina kunne ikke lade være med at smile, og i stedet for at svare faldt hun ind i armene på sin mor endnu en gang. Det var, som om det gav et usynligt klik indeni. Alting faldt på plads. Det var den manglende brik, der havde givet hende fornemmelsen af rodløshed så længe." - s. 243 (kap. 22)

- For én gangs skyld bringer jeg min egen baggrund som adopteret i spil i en anmeldelse. Måden Sarina og Julianas første møde beskrives er konkret og præcis. Selvom afsnittet måske nok godt kunne have fyldt endnu mere, koger den netop de virkelige følelser ned til noget der er til at tage og føle på, og kunne være taget ud af en virkelig situation. Det er (eller kan i hvert fald sagtens være) sådan det føles at finde én eller begge sine forældre efter mange års manglende kontakt. Selvom nogle måske vil påstå at tv-programmer, der genforener adopterede med deres biologiske familier, kan male for tykt på for seernes skyld (og jeg skal ikke benægte det kan være tilfældet i nogle eksempler), så vil det for mange også netop være en afspejling af den levede virkelighed. Det er følelsesladet. Det er vildt. Det er at genfinde de puslespilsbrikker, man ikke nødvendigvis viste man manglede. Og det er så vigtigt at der bliver sat ord på det. Uanset hvor god ens adoptivfamilie er for en, vil den adopterede altid risikere at stå med en følelse af at være udenfor og mangle noget - også selvom de ikke nødvendigvis selv fortæller det. 

Det ses også i Sarinas relation til hendes far, Daerín. Sarina ønsker sig brændende en positiv relation til ham, og trods det at det aldrig lykkes at gennemføre det på den måde, Sarina havde ønsket, gør det alligevel ondt. Det kan virke mærkeligt at sørge over tabet af noget, man aldrig har haft. Men ønsket kan for individer som Sarina fylde så meget, bevidst eller ubevidst, at det griber om sig, især hvis det ikke bliver bearbejdet. Underbevidstheden kan være en b*tch, der spiller spil med vores psyke, og dét skal ikke undervurderes.

"Alligevel var der stadig et stykke af hende, som drømte om en familie. En del af hende, der nu var knust og for evigt falmet." - s. 294 (kap. 34)

De to verdener vi bliver introduceret for, er linket sammen, og ikke blot af en portal. Uroligheder i den ene verden betyder uroligheder i den anden. Selvom der er forskel på hvordan disse uroligheder kommer til udtryk, er der dog ikke den store tvivl om at de har med hinanden at gøre. Det forklarer en hel masse, og kan afhængigt af standpunkt enten virke beroligende eller urovækkende at hvad end der sker, så kan skylden ikke nødvendigvis være placeret et bestemt sted, da det er et resultat af noget større.

Her i årene efter corona kom til har der været en del litteratur, der legede med tanken om, hvad der kunne være sket. Selvom den del af Dragernes Æra, der foregår i vores verden, også udspiller sig fra 2020 og frem, er det dog ikke corona, men naturen, der spiller med musklerne. Og selvom dét også er skræmmende, og budskabet om at passe på miljøet er helt på sin plads, er det alligevel rart at serien beskæftiger sig med andet end corona, - trods det at det nok kunne have været en let udvej.

Klimalitteratur som genre er også på vej frem, og der er mange måder at fortolke det på. Udførelsen her, hvor klimaforandringerne har en konkret, om end overnaturlig årsag takket være genren, er gennemført, og det er en fornøjelse at se de mange måder klimaproblematikken kan vendes og drejes på. Tolkningen er ny og kreativ, men den hører bestemt med blandt de bedste af sin slags.

I Dragernes Æra 2: Dragesværdet var en vekslen mellem reguler brødtekst og breve fra Salina en gennemgående ting, og også her i Dragedronningen bliver vi præsenteret for andre tekstformer. Denne gang er det uddrag fra Julianas dagbog, - eller, i hvert fald notater om Julianas dagligdag nedfældet på de stykker papir, Juliana nu har kunnet komme til. Det fungerer glimrende, da noget af det man godt kan mangle ved fortællinger der er skrevet i tredjeperson, netop er hovedpersonernes indre følelsesliv. Her får Juliana lov til selv at fortælle om sine oplevelser, og selvom reglen ved dagbogsoptegnelser er at skriveren selv vælger hvad der nedfældes, giver det alligevel et fint indtryk af hvordan Juliana håndterer situationen.

For sprognørder er det også interessant at se, at Juliana og Salina har nogle af de samme "misbrugsord", - altså ord eller udtryk, som går igen mange gange i et stykke tekst. Det kommer især til udtryk, når de starter en del sætninger med "men" eller "Nå, men". Det er tilnærmelsesvist talesprogs-agtigt at starte sætninger på den måde og ikke nær så brugt i skriftsprog. I kraft af at det går igen i både de tekster, Salina skriver i Dragesværdet og dem, Juliana skriver her i Dragedronningen, må man gå ud fra at der er tale om en fælles mor-datter-ting, også selvom mængden af dem gradvist mindskes, især for Juliana efterhånden som årene går og hun bliver ældre. 

Her kan måske tolke at det i mindre gad handler om hendes udvikling som skribent og i højere grad om hendes udvikling som menneske. I fortællinger, hvor man følger nogle af de samme karakterer over en længere årrække, er det kun et kvalitetstegn at det ikke kun er deres personlighed og væremåde der gradvist ændrer sig i takt med at de bliver ældre, men at det også gælder deres måde at formulere sig på i tanker, tale og på skrift. 

Samlet set er jeg virkelig imponeret af Dragernes Æra som serie. Selvom jeg vel nok kunne have ønsket mig lidt her og der, er serien gennemført og gennemtænkt. Det er dog især her i Dragedronningen at serien får lov at vise sig fra sin bedste side. Selvom de to første bind også var rigtig gode, gør kombinationen af Julianas og Sarinas historie noget helt særligt for bogen. Der sker ting og sager, når tingene får lov at gå op i en højere enhed. Selvom det altid er lidt vemodigt at sige farvel til en serie, får Dragernes Æra lov til at afslutte med et brag - og jeg kan garantere, at det er magisk! De forskellige plottråde bliver samlet op på bedste vis og rundet fornemt af. Og selvom der nok altid er ting man godt kunne ønske sig mere af i de bøger, man holder af, sidder jeg på ingen måde tilbage med en følelse af at der mangler noget.

*Anmelder-eksemplar* Ur

 Forfatter: Rasmus Hastrup - Forlag: Screaming Books - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Ur er en historie. Det er en type bog, der er nærmest umulig at sætte i bås. Det ligner en novelle-samling med flere kortere stykker tekst med hver sin hovedperson, i forskellige stilarter, og med meget forskellige måder at gå til sproget på. Men der er også en rød tråd, der binder karaktererne sammen og giver dem noget fælles, selvom det kan være svært at finde ud af nøjagtigt hvad det er.

Ur er ikke lineær, og man skal lede efter systemet i bogen. Det kan virke uoverskueligt og mærkeligt, - og det er i hvert fald anderledes end det meste andet litteratur.

Ur bryder på mange måder med normerne for hvad litteratur er for noget, og man skal som læser derfor ikke være bange for at kaste sig ud i noget nyt, - for det her er sandynligvis meget langt fra noget andet, man tidligere har læst.

Ur fortæller en historie om mennesker, om relationer og om samfundsstruktur. Den stiller spørgsmål og undres, og beder indirekte læseren forholde sig. Ikke bare til nutiden, men også til både fortid og fremtid. Hvad er det, vi kommer af, og hvordan skal det se ud på sigt?

Ur er grænsesøgende, både i sin udtryksform, der varierer en del over kapitlerne, men også overordnet set. Også på indholdssiden skubbes der til læserens forforståelse af hvordan verden hænger sammen, og der er afsnit, der kan virke decideret provokerende.

Ur er muligvis den bog, jeg har haft sværest ved at anmelde, - for den ligner simpelthen ikke noget som helst andet. Men det er også en bog, der skaber stof til eftertanke, og som efterlader brødkrummer at fundere over længe efter, - netop fordi den er så anderledes.

Ur er en helt særlig bog, og selvom den bestemt ikke er for alle og enhver, er den god til de læsere, der tør prøve kræfter med det absurde, med det anderledes, og det som skubber til normerne og forsøger at gøre noget andet end det, vi plejer. Den er tydeligvis helt sin egen, - men den gør det godt!

*Anmelder-eksemplar* Forstyrrelsen

 Forfatter: Steinar Bragi - Forlag: Screaming Books - Dansk udgivelse: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Forstyrrelsen er en science fiction roman, der foregår nogle år ude i fremtiden. Det handler om en parallelverden til vores egen og om kunstig intelligens, - men det er også en thriller, som virkelig kan få læseren til at tænke og undres.

Selve thriller-delen af bogen er i sig selv velskrevet og har et højt niveau. Det er langt hen ad vejen dét, der bærer bogen, - mens det, der fylder i efterbearbejdningen af bogen er de filosofiske og etiske spørgsmål om vores brug af teknologi, som forstyrrelsen også stiller. Det er spændende og virkelig interessant, hvis man går op i den slags, men det kan også blive meget teknisk, og det er en diskussion læseren skal orke.

Forstyrrelsen er en type bog, man skal vente med til overskuddet er der. Det er en bog, der kræver noget af sin læser, og beder én tage stilling og forholde sig, ikke bare til det, der foregår i bogen, men også til eget liv, eget forbrug af teknologi, og hvordan kunstig intelligens bliver brugt ude i den virkelige verden.

Det er også en bog, der fortjener at man har energi og overskud til den. For selvom de spørgsmål den stiller kan være krævende og meget, så er de virkelige og reelle, og de er vigtige både for den måde vi forbruger på i dag, men også i forhold til de beslutninger, vi tager på sigt, - både som individer og som samfund.

Samtidig skal man dog også have en smule tålmodighed til Forstyrrelsen, netop fordi den bliver så filosofisk og teknisk i sine overvejelser om kunstig intelligens. Vi bliver præsenteret for en række tekniske fagbegreber, som kan virke fremmede, hvis man ikke har megen kendskab til området i forvejen, og det kan måske få nogen læsere til at falde fra. Samtidig betyder mængden af tekniske begreber og etiske overvejelser at tempoet er trukket en del ud af bogen, så man skal ikke forvente masser af action, - tværtimod.

Forstyrrelsen er en på mange områder virkelig interessant bog, der har masser af potentiale til at sætte varige spor hos sin læser. Forstyrrelsen er sådan en bog, man husker, og som sagtens kan tåle at blive diskuteret og snakket om - for den giver så mange ting at forholde sig til og at tænke over.

Det betyder dog også at det langt fra er en bog for alle. Man skal ville den her type diskussioner, og det kræver både energi og mentalt overskud. Har man det, er det dog bestemt læsningen værd.

Sonetrilogien 1 - Sortørnens Øje

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: HiReader - Udgivet: 2022

Sortørnens Øje er Simon Zanders anden bogudgivelse, men selvom den som forgængeren er fantasy, lægger den sig alligevel et godt stykke fra Inden det blå lys falmer. Tiden, omgangstonen, og relationen mellem karaktererne - og det, de enkelte karakterer forventer af omverdenen - er en hel anden. Derfor er det også en fornøjelse at se hvor gennemført det er.

World building i universet her sidder lige i skabet, og jeg er især vild med de små sproglige finesser der fortæller noget om køn, slægtskab og evner. Selvfølgelig er universet ikke en afspejling af en ideel verden (så havde der heller ikke været grundlag for en fortælling), - men det gør en kæmpe forskel at man kan mærke, der er tænkt over de små ting, og at sproget som så meget andet naturligvis også er nuanceret. Selvom det kan virke som en mindre detalje, er det, at karakterer vokset op forskellige steder i universet bruger forskellige ord og bøjninger om de samme ting, og at det skaber misforståelser og uenigheder undervejs når disse karakterer så mødes, en kæmpe styrke for fortællingen.

Her i første bog i serien følger vi fire meget forskellige hovedpersoner - Jafiel, Emba, Romilon og Benjah. Deres baggrunde er vidt forskellige, og det samme for deres personligheder, hvilket naturligvis også udmunder i hver deres tydelige fortællerstemmer med nogle helt specielle kendetegn og motivationer for at handle på en given udfordring. Deres temperamenter er helt deres egne, og det er en fornøjelse at følge dem alle fire, både når de er hver for sig og når deres veje mødes. Der er store følelser på spil, og blandt andet på grund af karakterernes temperamenter kan det være svært at vide, hvem man kan stole på undervejs, - og netop tillid til karaktererne kan ændre sig undervejs!

Denne verden er nemlig delt op i to, Zarnera og Tochoran,  med hver deres meget forskellige styreformer, - og dét danner naturligvis grundlag for nogle uenigheder (det kommer vel ikke bag på nogen). Et værdifuldt smykke med særlige kræfter er stjålet fra Zarneras regent, og modsat er den forlovede til Tochorans kongesøn bortført, - og i begge lande findes der naturligvis karakterer, der vil gøre hvad som helst for at få det stjålne tilbage. Men hvor langt når man, før følelserne overtager og kører missionen ud på et sidespor? Hvem formår at holde fokus?

Ingen af de to styreformer i Zarnera og Tochoran er perfekte - overhovedet, og der er meget at kritisere. I takt med at karakterer fra de to lande besøger det andet og oplever anderledes skikke end de er vant til går det da også op for flere, at der er flere måder at leve på, og at hverken deres egen eller de andres måde nødvendigvis er den bedste for alle parter, selvom hver styreform naturligvis har nogle fordele den anden ikke har. Med flere bøger på vej i serien - og konflikter under opsejling på begge sider af grænsen - kan man måske have lov at håbe at regeringsformerne også får en kærlig medfart, efterhånden som serien skrider frem.

Der er lagt op til drama og masser af intriger, - og det er slet ikke slut endnu. Der er nemlig flere bind på vej i det her univers, og med de cliffhangers bogen her endte på har jeg ærligt en smule svært ved at vente! Sortørnens Øje er spændende og velskrevet. Godt nok blev den overhalet inden om af Inden det blå lys falmer i forhold til udgivelsesdato, det har bestemt været den ekstra ventetid værd. Det er en fest at læse med, og jeg glæder mig til at se hvilke eventyr vi bliver taget med på i de kommende bind i serien!