Om bog 1, De Vises Sten (originaltitel: The Philosopher's Stone) skrev jeg:
Et eventyr uden lige. De danske bøgers originale omslag (som er dem, jeg har) er fænomenale, og satte med det samme gang i min fantasi, første gang jeg fik fat i bogen. Hvad disse bøger skulle komme til at betyde for mig rakte ud over min fantasi; og det har været det hele værd. Sikke en rejse, der starter her.
Lille, spinkle, stakkels Harry kan man vel nærmest kun have ondt af, som han bliver behandlet hos sin onkel og tante, - det mareridt er ingen børn forundt, og selvom det kan virke urealistisk at familien er sluppet godt fra ikke at give ham nok mad og lade ham sove i pulterkammeret under trappen, må man (desværre!) tænke på, hvad den virkelige verden har at byde på at skræk-historier om børn, også i Vesteuropa, der lever under endnu værre kår.
Heldigvis kommer Hagrid til undsætning med beskeden om optagelsen på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab, og det bliver umiddelbart Harrys redning. Det er en ny, frisk start, hvor Harry for første gang i sit liv oplever at have et sted, hvor han hører til, hvor han har noget, der ligner en familie, og venner, der bakker ham op og vil støtte ham, uanset hvad han byder både dem og sig selv af grusomheder - man må dog give ham, at han ikke gør det med vilje, men skæbnen og hans nysgerrighed vil, at der sker ham mangt og meget, der ville kvæste almindelige mennesker - eller slå dem ihjel, hvis de er uheldige.
Heldigvis slipper Harry relativt godt fra alt, hvad dette første skoleår på Hogwarts har at byde ham, og han kan gå på sommerferie med god samvittighed - og muligheden for virkelig at tryne sin fætter, der ikke ved, at Harry ikke må bruge magi uden for skolen.
Harry Potter and the Philosopher's Stone udkom første gang i 1997.
Om bog 2, Hemmelighedernes Kammer (originaltitel: The Chamber of Secrets) skrev jeg:
Jeg må erkende, at ét af de citater, der bliver ved med at røre mig, stammer fra denne bog;
What Harry found most unusual about life at Ron's, however, wasn't the talking mirror or the clanking ghoul: it was the fact that everybody there seemed to like him.
Hvis ikke det er sigende om Weasley-familien som helhed, så ved jeg ikke hvad skulle være det. Det burde være alle forundt at føle, at der er nogen, der holder af dem, - og at Harry ikke har oplevet det før han fylder 12 (!!!!!!) når mig hver eneste gang. Det siger ALT om den opvækst han har haft hos familien Dursley, desværre, og selvom her er tale om fiktion, kan man blive imponeret over, hvor hel en person Harry vokser op og bliver, - en opvækst som hans ville kunne knuse mange andre.
Hele misæren med Hemmelighedernes Kammer gør, at Harrys venskab med Ron og Hermione kun styrkes endnu mere - blandt andet fordi Harry for første gang redder én af Weasleyernes liv direkte, og derfor bliver en permanent del af familien, og fordi Harry møder skarp modstand fra store dele af skolen og kommer i stærk modvind, hvorfor han har særligt brug for vennernes opbakning.
Man lærer meget af at være i modgang, både om sig selv, hvor ens styrker ligger, og hvor meget man i virkeligheden er i stand til at udholde, men også om, hvem ens sande venner er, - og Harry har heldigvis fundet sine. Det kan da kun varme.
Harry Potter and the Chamber of Secrets udkom første gang i 1998.
Om bog 3, Fangen fra Azkaban (originaltitel: The Prisoner of Azkaban) skrev jeg:
Det her er muligvis min favorit blandt bøgerne i serien om Harry Potter, og jeg holder kun mere af den, for hver gang jeg genlæser den, men på samme tid flår den også lidt i mig hjerte hver gang, takket være det, at vi nu får introduceret både Remus og Sirius.
Remus er den, der har mest spalteplads i bogen, idet han rent fysisk er mere til stede i Harrys nærvær i denne bog end Sirius er det, og selvom man ikke nødvendigvis tænker så meget over det i løbet af første gennemlæsning, er der undervejs mange små tegn på, at Remus ville ønske at han var tættere på Harry, og kunne få lov til at være den "onkel", som James og Lily sandsynligvis havde tænkt han skulle være for Harry, - undervejs præsenteret som små bidder af en gestus her, en håndsrækning der, og en hånd, der næsten blev placeret omsorgsfuldt på Harrys skulder. Det er næsten smertefuldt at læse, og det rør mig lige dybt hver gang at se, hvor meget det piner Remus. Netop fordi Remus, takket være sin "diagnose", føler sig uden for i mange sociale kontekster, og bare ikke har ret mange, han er tæt med, gør det i særlig grad ondt at se, at da han så endelig havde muligheden for at finde en reserve-familie at være tæt på, så blev det hele revet fra ham på et øjeblik. Av.
Sirius har det ikke meget bedre, men her er følelsen mere dobbeltsiddet i kraft af, at man kunne ønske sig, at han og Harry havde haft hinanden, som James og Lily havde ønsket, at de skulle, hvis alt gik galt, netop fordi Sirius er det nærmeste Harry har på at have én at spejle sig i, som minder meget om James, og som for alvor forstod hvem James var. Jeg anerkender, at Harry undervejs i sit ungdomsliv har andre fader- (og i det hele taget forældre-) figurer i blandt andet Remus, Hagrid, Arthur, Molly, McGonagall osv., men kun Remus var tilnærmelsesvist så tæt på James og Lily, som Sirius var det. For mig gør det ondt at se, at Harry bliver frataget en af de få skikkelser, som for alvor stod hans forældre nær, og omvendt, at Sirius får frataget familien Potter, som valgte at tage ham ind, nu hvor hans egen familie behandlede ham elendigt.
Naturligvis er det også stort at se, at Hagrid får en smule oprejsning i denne bog, at han får vist at han dur til mere end hvad mange har givet ham credit for, og at han får oprejsning oven på miseren med Draco, - i mine øjne falder det dog lidt i baggrunden til fordel for historien om Remus og Sirius, som hører til blandt mine all-time yndlingskarakterer - på tværs af fiktive universer.
Harry Potter and the Prisoner of Azkaban udkom første gang i 1999.
Om bog 4, Flammernes Pokal (originaltitel: The Goblet of Fire) skrev jeg:
Jeg slutter som sædvanligt gennemlæsning af denne bog med tårer i øjnene. Det hjælper ikke det mindste, at jeg læser den for gud ved hvilken gang, og har HELT styr på handlingen, - det gør lige ondt hver gang, at;
1) Cedric dør - kun 17 år, med livet foran sig, og som Hufflepuff'er er flest: med hjertet på det rette sted
2) Harry oplever i en alder af næsten 15 hvad det vil sige at få et kram fra en mor - i dette tilfælde Molly Weasley, der er den der er tættest på at have en moder-lignende relation til Harry.
Her vil jeg indskyde, at jeg respekterer argumentationen for, at McGonagall var som en mor for Harry, men der er væsentlig forskel på Harrys relation til henholdsvist Molly, der fungerer som den omsorgsfulde person, Harry virkelig har manglet, og McGonagall, der er nærværende og rammesættende i hverdagen, - de har hver deres styrker, og jeg er slet ikke i tvivl om, at Mollys kram kan noget helt særligt for hendes børn - INKLUSIVE Harry.
Jeg forelsker mig i Harry Potter-serien på ny hver gang jeg genlæser den, og selvom jeg stadig holder på, at det er Harry Potter og Fangen fra Azkaban, der er min favorit, kan Harry Potter og Flammernes Pokal virkelig også noget helt særligt, og det er altid én af de bøger, jeg ser mest frem til at nå til.
Harry Potter and the Goblet of Fire udkom første gang i 2000.
Om bog 5, Fønixordenen (originaltitel: The Order of the Phoenix) skrev jeg:
Der er et stigende antal bøger, der får mig til at fælde en tåre eller decideret græde - alle af forskellige årsager. Men Harry Potter og Fønixordenen var den første, jeg stor-tudede til. Og jeg græder stadigvæk, når jeg læser den. Både til jul, da Arthur bliver angrebet, og Molly takker Harry for at have reddet ham, og Harry her for alvor bliver en Weasley. og til sidst, da Bellatrix sender Sirius ind gennem hvælvingen.
Første gang jeg læste bogen, var det primært det sidste, der rørte mig. Det er ikke nogen hemmelighed, at Sirius Black hører til blandt mine absolutte favorit-karakterer, på tværs af fiktive universer, og det gjorde frygteligt ondt at skulle miste ham. Det var jeg slet ikke klar til, og lever stadig en smule i fornægtelse her snart 17 år - ikke at jeg kan forstå, at der er gået så lang tid.
Først senere er den første ting kommet på listen over ting, jeg græder til under hver gennemlæsning, - måske også fordi årene har modnet og gjort mig klogere på mig selv og den oplevelse det må være for Harry at blive inkluderet i en familie, taget seriøst og blive lyttet til, som det mest naturlige i hele verden. Det kan overraske, at noget så simpelt ikke er alle forundt.
Harry Potter and the Order of the Phoenix udkom første gang i 2003.
Om bog 6, Halvblodsprinsen (originaltitel: The Half Blood Prince) skrev jeg:
Harry Potter serien har på én gang evnen til at knuse mit hjerte i tusind stykker og samle dem alle sammen igen og tage mig med "hjem", hvor der er en følelse af at høre til.
Misforstå mig ikke, - jeg mangler i princippet ingenting og lever et fint liv, men siden jeg fik den første og i hænderne, har Hogwarts været HJEM. Det er det sted, jeg søger hen, når bekymringerne trænger sig på, og når jeg har det aller-bedst; det kan begge dele.
Og i denne kontekst er Harry Potter og Halvblodsprinsen hverken værre eller bedre end de andre; den fylder mig med varme og et sted at høre til, men flår mig også i stykker, så jeg gang på gang sidder og tuder over selv de mindste detaljer.
Hermione har i lang tid været foran Harry og Ron, både i timerne og rent følelsesmæssigt, men nu når Harry og Ron endelig et stadie, hvor det med pigerne for alvor tager fart, hvilket giver denne del af fortællingen et underholdende præg, og er med til at sætte lidt liv i tingene, nu Fred og George ikke længere er at finde på Hogwarts.
Derudover foretager "de voksne" igen en række lettere tvivlsomme beslutninger, som i alt for høj grad påvirker de unges dagligdag og fremtid, - og så er scenen ligesom sat på samme måde som i så mange andre universer til børn og unge, og sådan skal det nok være. Som sædvanligt er McGonagall undtaget fra dette, og står i mine øjne som én af de mest fornuftige karakterer i dette univers, i og med hun er i stand til at holde hovedet højt, se tingene udefra og have det store overblik, nærmest uanset hvad verden har at byde hende. Jeg har den dybeste respekt for den kvinde.
Harry Potter and the Half Blood Prince udkom første gang i 2005.
Om bog 7, Dødsregalierne (originaltitel: The Deathly Hallows) skrev jeg:
Det er altid lidt en blandet fornemmelse at forlade dette univers efter The Battle of Hogwarts (jeg markerer bevidst IKKE som spoiler, da det burde være logisk at det måtte komme på et tidspunkt).
Jeg knuselsker serien, og vender gang på gang tilbage, da den har en helt særlig plads i mit hjerte. Men det gør også ondt at læse om alle dem, vi mister, og det gør ondt at måtte slutte historien af. Det er en konstant påmindelse om dét, der var, som ikke kommer tilbage, og der vil nok altid være lidt af mig, der længes tilbage til en simplere tid, - i varierende grad. Nogle dage er det ikke mærkbart, men på en dårlig dag kan det være befriende at drømme sig væk til det, der var, - herunder især Harry Potterserien, som jeg nok aldrig kommer til at slippe helt.
Anekdote: Der var engang, da bogen her lige var udkommet. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg en torsdag efter skole hentede bogen i den lokale boghandel, og fik læst lidt om aftenen. Fra vi fik fri fredag eftermiddag til lørdag en gang over middag var jeg til et sleep-over med en gruppe klassekammerater, der vidste, jeg var gået i gang med bogen. Da jeg så mandag morgen fortæller, at jeg har nået at læse bogen færdig, havde de meget svært ved at tro mig.
Harry Potter and the Deathly Hallows udkom første gang i 2007.
Om Fantastiske Skabninger og hvor de findes (originaltitel: Fantastic Beasts & Where to Find Them) skrev jeg:
Længe før filmene om Fantastic Beasts så dagens lys, var der denne; bogen af samme navn, angiveliget skrevet af Newt Scamander, der også figurerer som hovedperson i filmene.
I bogen her kommer vi omkring en lang række magiske væsner; en liste, der bestemt ikke er komplet, og som grundet pladsmangel ikke for alvor når i dybden med de enkelte væsner. Men selvom den ikke tegner et fuldstændigt billede af det magiske dyreliv i Harry Potter universet er det stadig en guide, der kan være med til at brede læserens horisont en smule ud.
Her er der i hvert fald en god mulighed for at gå på opdagelse i alskens magiske væsner og nørde disse dyrs egenskaber og særheder. Og det endda i en udgave, hvor man slipper for at bogen bider fra sig, som Harry Potters eget eksemplar gjorde i sin tid, - hvilket jeg må indrømme at jeg ser som en fordel, trods den charme, Harry Potters behårede, bidske udgave havde, og hvor vild især Hagrid var med, at bogen bed fra sig.
De enkelte magiske væsner er klassificeret efter, hvor farlige de er, - og kommentarsporet fra Harry, Hermione og Ron er fabelagtigt. Netop fordi her angiveligt er tale om en kopi af Harrys skolebog er der noter i marginen - og der er streget over undervejs, hvilket bare argumenterer yderligere for at få læst bogen, fordi det er en genial tilføjelse til det oprindelige univers, og er med til at forstærke de billeder, der allerede er tegnet af Harry, Ron og Hermione; Hermiones kommentarer er, forventeligt, irettesættende, mens Harry og Ron noterer bemærkninger til væsnerne og hvor farlige, de selv mener væsnerne er, og kommenterer yderligere på ting, som slet ikke har noget med undervisningen at gøre - hvilket jo netop er en morsom tilføjelse til deres eksisterende karakterbeskrivelser og en naturlig forlængelse af deres personligheder i den oprindelige serie.
Om Quidditch gennem tiderne (originaltitel: Quidditch Through the Ages) skrev jeg:
Jeg skal blankt indrømme, at jeg til hverdag følger så lidt med i sport, som det overhovedet kan lade sig gøre - sådan da. Jo, jeg følger lidt med, hvis landsholdet i fodbold eller håndbold nærmer sig noget, der ligner medaljer - men ellers ikke. Den ENESTE sport, jeg for alvor orker - det er Quidditch. Intet over, intet ved siden af.
Hele konceptet her er jo genialt. Vi får severet hele baggrunden for, hvoran spillet kom til verden, fra den spæde start med udviklingen af bolde, bane, målringe og regler - herunder fastlæggelsen af, hvad man i hvert fald IKKE må - og ikke mindst hvor mange spillere, der skal være på hvert hold. Det er jo ikke småting, man skal blive enige om, når man sådan står og skal udvikle en sportsgren. Der er mange ting at tage hensyn til, og mange mennesker, der har en holdning, og det er overraskende, så godt så lille en bog kan komme omkring det.
At den så ydermere har fundet plads til en gennemgang af en lang række hold fra Storbritannien, er jo imponerende. Og så er det endda en imponerende grundig gennemgang med masser er fun facts og løjerlig info om de forskellige hold, deres baggrund og historie, og info om, hvordan holdende klarer sig ved bogens udgivelsestidspunkt (senere info kan man dog altid finde på nettet, har jeg ladet mig fortælle).
Under denne gennemgang bider jeg særligt mærke i Chudley Cannons, Rons favoritter, som klarer sig imponerende elendigt i statistikken - hvilket forklarer en del om Rons person i store dele af Harry Potter serien (i hvert fald hvis jeg sammenligner ham med dem i min omgangskreds der går meget op i fodbold og hvordan deres humør skifter afhængigt af, hvordan deres favorit-hold klarer sig).
Om Barden Beedles Eventyr (originaltitel: The Tales of Beedle the Bard) skrev jeg:
Jeg kan stadig tage mig selv i at grine højt over, hvor forarget Ron blev, da han fandt ud af, at Harry og Hermione ikke havde hørt eventyret om de tre brødre og dødsregalierne, og at han blev så overrasket over, at mugglere vokser op med et helt andet sæt eventyr og fortællinger for børn, end hekse og troldmænd gør det.
Blandt eventyrene fra barden Beedle er det kun det ene, vi hører om i de oprindelige syv Harry Potter bøger, men de andre eventyr er mindst lige så gode - hvis ikke bedre - og giver en fornyet indsigt i, hvad det er for nogle historier, familien Weasley og andre magiske famlier vokser op med, og hvilket værdigrundlag mange magiske par opdrager deres børn med.
Nye eventyr er altid spændende. De har meget at sige, også ud over det, der står på linjerne, og man kan få meget tid til at gå med at gå på opdagelse i dem og udforske, hvad de har at byde på.
Det er for mig kun blevet mere interessant at genlæse dem efter jeg er blevet mor og kan holde eventyrene her op i mod de andre fortællinger, min datter får læst højt, bare for at kunne sammenholde de forskellige historier og hvad de giver, både i forhold til hvordan vi som voksne vælger at læse fortællingen højt (det varierer overraskende meget) og på, hvordan børnene reagerer på historien. Det kan jeg kun anbefale, at man forsøger sig med.
Om A History of Magic skrev jeg:
Det er for mig altid en oplevelse at få en dybere indsigt i et unives, man virkelig elsker og holder af, og som har været en stor del af ens liv over en så lang tid, som Harry Potter universet har været det for mig; det er det fiktive univers, der ultimativt fylder mest i mit hjerte (no offense til nogen andre - desværre slår den første kærlighed nok alt på den front).
Bogen her er smukt lavet med billeder og eksempler fra den virkelige verden, og man kan blive helt nysgerrig på at udforske endnu mere. Selv var jeg godt klar over, at der i skabelsen af Harry Potter universet var trukket meget inspiration fra ting, der eksisterer eller har eksisteret i den virkelige verden - genstande, personer, begivenheder - men hvor meget, der kan refereres til noget virkeligt, kan stadig overraske mig. Jeg støder med mellemrum på noget, der minder mig om Harry Potter universet, over tyve år efter jeg læste den første bog - og jeg bliver stadig klogere.
Jeg må indrømme, at jeg hører til blandt dem, der nok aldrig bliver for gamle til Harry Potter universet. Der er altid noget nyt at få øje på og opleve - og Hogwarts vil altid være der til at byde én velkommen hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar