25 september 2020

Historien om en dreng

 Forfatter: Line Lybecker - Forlag: Calibat - Udgivet: 2016 - Sidetal: 227 - ISBN: 9788793281516

Om Historien om en dreng skrev jeg:

Aww, - mit hjerte smelter næsten!

Bogen her er teknisk set en fortsættelse af Mere end veninder, men kan sagtens læses som et selvstændigt værk, og selvom nogle af karaktererne fra Mere end veninder dukker op i Historien om en dreng er det holdt på et niveau, hvor det er naturligt for handlingen og ikke forstyrrende, så man kan sagtens være med, selvom man ikke har læst den første bog. Det vil jeg dog stadig anbefale at man gør, - det er den absolut værd.

Historien om en dreng handler om Thobias, som i starten af bogen lever et trivielt, gennemsnitligt liv for en tilfældig 17-årig dreng, der går i 3.g, er i tvivl om, hvad han skal, når huen er kommet på, lever lidt fra dag til dag, får en øl med vennerne ind i mellem, forholdet til en pige fra 1.g er en smule tamt, han synes at hans lillesøster er irriterende og relationen til stedfaderen er rusten.

Men så kommer David ind i hans liv, og Thobias ved nærmest ikke, hvad han skal gøre af sig selv. Det er nærmest alt, han kender, der bliver vendt på hovedet, og den "nye" Thobias er næsten ikke til at kende fra den "gamle" Thobias; udviklingen er hurtigt tydelig, og den bliver kun mere markant efterhånden som historien skrider frem, og Thobias begynder at reflektere over tilværelsen - et tankemylder, vi allernådigst får lov til at opleve som læsere, hvilket kun er et kæmpe plus.

Det er en sød, romantisk fortælling, hvor man virkelig kan mærke Thobias og den følelsesmæssige rutsjetur, han har begivet sig ud på, og den tvivl det efterlader ham med, for hvem er han egentlig? Som så mange andre teenagere kæmper han med at ville passe ind, men samtidig vil han også gerne finde sig selv, og det er svært, når det går op for én, at man ikke nødvendigvis passer ind i samme kasse som klassekammeraterne og dem, som man er vant til at spejle sig i. Det er en problematik mange vil kunne genkende fra eget liv, uanset hvad udfordringen har været.

Her er tale om en sød fortælling om to, der finder hinanden, uden at det bliver alt for sukkersødt. Absolut værd at tage op, især i udskolingen, hvor de unge mennesker for alvor begynder at overveje deres identitet, i og med den kan sætte en diskussion om både identitet og hvordan vi definerer den for os selv, men også i forhold til respekten for andre og deres ret til deres identitet, - og hvordan dette bliver italesat uden at træde nogen over tæerne.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

The wrong bachelor

  Forfatter: Alexandra Moody The Wrong Bachelor  er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle ug...