*Anmeldereksemplar* De Glemte Vogtere

 Forfatter: Andreas Boeskov - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

De Glemte Vogere er fantasy primært skrevet til store børn på 11-12 år og opefter, men kan også sagtens læses af voksne.

Vi følger hovedpersonen Asger, som ofte er overladt til sig selv, både i skolen og hjemme. Han elsker at tegne, men det er som om tegningerne flyder fra hans hænder uden at han tænker over det, - og det kommer der som regel overnaturlige væsner ud af. Han tror i hvert fald de er overnaturlige - ind til én af dem viser sig i levende live, og han får lov at se nogle børn bekæmpe det. Snart er Asger blevet en del af en verden, han slet ikke havde troet mulig.

Asger er en introvert dreng, der ofte tvivler meget på sig selv og kæmper med selvtillid og selvværd. Han er forsigtig og usikker, og det er en kamp for ham at se sine egne styrker, - og undervejs bliver vi som læsere også præsenteret for eksempler på, hvad årsagen er, for ros sidder bestemt ikke på træerne, hverken hjemme i den "gamle" verden eller i den nye, Asger får lov at gå på opdagelse i.

Asger er en uhyre interessant person at dykke ned i, for mens de karakterer vi støder på andre steder i fiktionen med lignende mentale kampe ofte finder en særlig fortrolig at støtte sig til, har Asger endnu ikke fundet dén person, der er der for ham, uanset hvad. Der er også noget usagt mellem Asgers nyfundne kammerater der gør, at Asger langt hen ad vejen føler sig overflødig og tilovers, - og det er svært at rykke det helt vilde ved fra Asgers banehalvdel.

Worldbuildingen i universet her virker gennemtænkt og velovervejet, og der er mange finde detaljer med, herunder en stor mængde referencer til bøgerne om Peter Pan, som også har indflydelse på bogens plot. Det kan heldigvis sagtens lade sig gøre at være med, selvom man kun kender Peter Pan af omtale eller gennem en filmatisering, så længe man holder sig nysgerrig og er opmærksom på detaljerne.

For mange mennesker, der er introverte og / eller som har oplevet ensomhed tæt inde på kroppen, vil det være lige til at identificere sig med en karakter som Asger, hvor modløsheden og det knækkede selvværd får lov at fylde, og som læser ligger det lige for at håbe på at ensomheden og manglen på venskaber er noget af det, der bliver lavet om på for Asger efterhånden som serien skrider frem, - så længe han stadig får lov at være introvert og eftertænksom, for den slags karakterer har vi stadig brug for.

Omvendt vil mange nok også kunne se sig selv i Asgers vilje til at bruge sin fantasi, men også i hvor svært det kan være efterhånden som man bliver ældre og glemmer at lege på samme måde som da man var lille, - fordi livets alvor kommer snigende, først med skole og uddannelse og senere arbejde. Der er et håb i en verden som denne, hvor magien og fantasien får lov at fylde, og hvor der opfordres til at se det skæve i verden omkring os, til at lege og til at tænke anderledes, - for løsningen på vores udfordringer er ind i mellem mere lige til, hvis blot man giver sig selv lov til at tænke kreativt.

De Glemte Vogtere er en virkelig stærk 1'er i en serie, hvor jeg er spændt på hvordan den kommer til at fortsætte, - og jeg glæder mig til at kunne dele den med min datter om nogle år, når hun er klar til den.

*Anmelder-eksemplar* Radio Popov

Forfatter: Anja Portin - Dansk forlag: Strraarup & Co. - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Radio Popov formår på én gang at være varm, omfavnende og kærlig - OG kold og hjerteskærende.

Det handler om børn, der lever i hjem, hvor de voksne prioriterer andre ting over børnene, og børnene derfor ofte er overladt til sig selv i længere perioder ad gangen langt før man ellers kan forvente at børn ville være i stand til den slags. De skal selv sørge for alle basale nødvendigheder i livet, og selvom børn naturligvis gradvist skal lære at tage vare på sig selv, er disse børn dog i en situation, hvor de ikke kan spørge en voksen om hjælp, hvis og når der er behov for det.

Uanset om man har med børn at gøre til hverdag eller ej, er det her noget, der kan mærkes, og man skal være ualmindeligt kold for ikke at blive en smule påvirket af disse børns helt urimelige skæbner, - fordi faktum desværre er, at denne type børn også findes ude i det virkelige liv. Og trods det at man kunne ønske sig, at de alle sammen blev opdaget og hjulpet, er det desværre langt fra altid sådan virkeligheden ser ud, og selv hvis de bliver opdaget, er det begrænset hvad man så rent faktisk kan gøre for dem. Jeg fik løbende associationer til blandt andet Astrid Lindgrens Mio, min Mio og den ensomhed, som også er beskrevet her, - som ingen børn burde opleve i den ideelle verden.

Det er én af de bøger, som virkelig har mulighed for at røre den voksne læser et ømt sted, - og forhåbentlig få læseren til at standse op og tænke over sin egen måde at omgås andre på. Og for de børn, som er i den primære målgruppe for bogen, kan den forhåbentlig få nogen til at kigge deres kammerater i øjnene en ekstra gang og gøre dem opmærksom på dem, der lever under andre vilkår end dem selv.

Bogen kan sagtens læses af børnene selv fra de er på mellemtrinnet, men vil også fungere fint som en del af et undervisningsforløb eller anden form for fælleslæsning, hvor der bliver diskuteret nogle af de temaer, bogen tager op i forhold til netop ensomhed, men også i forhold til mobning og klasseforskelle. Der er masser at snakke med børnene om, både før, under og efter læsningen af en bog som denne, og som voksen kan det være en god idé netop at spørge ind til barnets oplevelse af bøger som denne, da man kan risikere at især sarte børn godt kan blive påvirkede af bogen.

Lenni og Margots et hundrede år

 Forfatter: Marianne Cronin - Originaltitel: The One Hundred Years of Lenni and Margot

Dansk forlag: alpha - Udgivet: 2021

Læs bogen. Græd over den. Og giv den videre til alle, du kender. Du vil sandsynligvis forstå hvorfor, når du har læst bogen.

Selv har jeg læst bogen på anbefaling fra @bogdoktor, fellow bookstagrammer. Da den stod på hylden med mine andre ulæste bøger, spurgte jeg en dag min 5-årige, hvilken bog jeg nu skulle læse, - og barnet valgte den her, fordi det var den flotteste.

Med udgangspunkt i bogens omslag er det også vanskeligt ikke at blive en smule betaget af den - og fascineret af, hvor meget der kan fortælles med så relativt simpel en forside. Less is more, nogle gange - og i efterklogskabens lys er der virkelig meget at hente om bogen ud fra forsiden alene. Også selvom meget først bliver afsløret hen ad vejen.

Lenni på 17 og Margot på 83 er begge terminalt syge. Men det her er ikke en bog om sygdom. Tværtimod. Det er en bog om livet, og om hvad vi stiller op med det, vi har. Det handler om at vælge til og fra, om at prioritere og sætte pris på det, vi har - for ingen af os ved reelt hvor længe vi kommer til at være her, eller hvor længe vi har dét, vi nyder godt af i øjeblikket. Det handler om hvordan visse relationer mellem mennesker kan være så meningsfulde, at de vil sætte spor i os resten af livet - også selvom dem, vi har en relation til, kun er hos os kortvarigt.

Lenni og Margots et hundrede år er en af de bøger, der for alvor sætter spor hos sin læser. Selvom der efterhånden er mange bøger om terminalt syge (især syge teenagere, for some reason), er den her alligevel noget særligt. Den rør noget særligt ved læseren, og minder os om, hvad livet også kan og er. At det ikke kun er et enkeltstående øjebliksbillede, eller en episode på få uger eller måneder - men et sammensurium og et miskmask af mange af de her øjeblikke. Livet er en collage af øjeblikke og valg, tilvalg som fravalg, der tilsammen gør os til dem vi er. Det er fortællingen om, hvordan vi tænker og hvad vi tror på. Om at turde at sige fra, og lytte til os selv - og om at banke i bordet, når vi ved, at det er det rigtige for os, når vi nogle gange går imod systemet.

Så kort fortalt har Lenni og Margot mine varmeste anbefalinger. Men husk Kleenex!

Hvor ingen ser det (Onshore, #2)

 Forfatter: K. L. Berger - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Hvor ingen ser det er en uafhængig efterfølger til bogen Hvor jeg hører til. Bøgerne foregår i samme fiktive univers og er parallelle i tid, men følger hver sin hovedperson. Selvom bogen her, Taylors historie, godt kan læses uafhængigt af forgængeren om Hannah, kan det dog være en fordel at have læst Hannahs historie først - så er der nogle enkelte plottråde, der giver bedre mening.

Har man læst Hannahs historie, ved man også, at Taylor flyttede hjemmefra relativt tidligt, og det er antydet, at hans liv ind til nu ikke har været en dans på roser. Ellers var han sandsynligvis heller ikke endt som medarbejder på caféen. Taylor bærer på en hemmelighed, som han helst ikke vil ud med, - den har allerede kostet ham dyrt på den sociale front, og den usikkerhed, dét førte med sig nager ham stadig.

Taylors historie er barsk og hjerteskærende - og det kan være svært at forstå, hvad der kan få folk til at behandle mennesker som Taylor sådan som Taylor bliver behandlet. Især at forældre kan behandle deres børn på den både, som Taylor oplever det. Det virker urimeligt og umenneskeligt, - men er desværre skræmmende tæt på virkeligheden i mange tilfælde, og så er Taylors historie endda et mildere eksempel end mange af de skræmmehistorier, man ellers kan finde.

Det er en helt særlig oplevelse at få lov til at opleve en periode af Taylors liv fra hans egen synsvinkel og følge de tanker, der går gennem hans hoved - både i "nutiden" i den periode, hvor Hannahs historie foregår, men også i diverse flashbacks til perioder før det. Taylor er en meget levende karakter, der fremstår virkelig og realistisk, og han er én af de karakterer, man kan få lyst til at hive ud af bogen og give et kram - for han fortjener virkelig, at der er nogen, der passer på ham, bekymrer sig for og tænker på ham.

Bogen er vedkommende og ærlig, og får vist en del af det at være menneske. Det handler om et opgør med forældede strukturer og tankemønstre, og det handler om at finde sig selv og sin egen måde at leve livet på - til trods for hvad man kommer fra. Det handler om at mærke efter, og lytte til sine egne oplevelser, og at finde ud af, at man er god nok som man er - at man ikke skal lave om på sig selv, fordi andre ikke kan håndtere hvad og hvem man er.

Som sin forgænger er Hvor ingen ser det en barsk fortælling, der er uhyre vanskelig at slippe igen, når man først er kommet i gang, - og så kan det anbefales at have Kleenex ved hånden under læsningen. Det gør ondt i hjertet, og måske især fordi jeg selv er forælder, kan jeg virkelig blive forarget over den måde, Taylors forældre behandler ham på, også selvom jeg ved, at det kommer skræmmende tæt på virkelighedens verden for rigtig mange.

Man kan dog tydeligt mærke, at der i arbejdet med romanen her er gjort en masse forarbejde, og at der er foretaget en solid research på Taylors situation. Det forekommer realistisk og ligetil, og der er arbejdet respektfuldt med emnet på en måde, der er nænsom for de, der er i samme situation som Taylor, og som samtidig kan være med til at gøre alle andre bare en smule klogere på det hele.

Samlet set er det her en overordentlig vellykket ungdomsroman, og selvom det efterhånden er lidt siden at forgængeren udkom, har ventetiden været det hele værd. Kan anbefales fra udskolingen og op - og er bestemt egnet til undervisningsbrug, hvor der er rigeligt at tage fat på i forhold til identitet. Men den er bestemt også værd at læse for os, der for længst har forladt folkeskolen. Der er noget at lære, nærmest uanset hvilken årgang man er fra. Altså - skal du kun læse én bog i år, kan jeg sagtens anbefale at det skulle være denne her!

*Anmelder-eksemplarer* Xanas bog 1+2

 Forfatter: Søren Juhler - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2020, 2021

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forfatteren. Alle holdninger er mine egne.

Tidens Fange og Molks Hævn er de første to bøger i serien Xanas Bog, som er en fantasy-serie der henvender sig til især børn og unge fra 5.-6. klasse og op. 

Der er fart over feltet fra start til slut, og det er netop på tempoet, at bøgerne virkelig henter point hjem og står stærkt; man keder sig ikke, og det er konsekvent fristende lige at få det næste kapitel med for at se, hvor vores hovedpersoner føres hen næste gang og se, om de klarer skærende. Det illustreres blandt andet ved, at mange replikker er skrevet I VERSALER, - især i den første bog,  Tidens fange, hvor karaktererne ofte får rodet sig ud i nogle situationer, hvor det hele bliver meget hektisk, og de af gode grunde er fyldt med adrenalin.

Bøgernes bærende karakterer er i 13-14-års alderen, og de er skrevet meget tro mod hvad man kan forvente af unge mennesker i dén aldersgruppe. De er spontane og ofte drevet af deres umiddelbare impulser, og glemmer ofte at standse op og vurdere situationen, før de kaster sig ud i det - og selvom det for en voksen læser kan virke frustrerende, at karaktererne ikke tænker sig om(!), er det noget af det, der gør karaktererne så virkelige. Også voksne kan have tendensen til at reagere umiddelbart, når adrenalinen slår ind, og der er ikke altid tid til at tænke nærmere over konsekvenserne før man står i det.

I løbet af de første to bind kan der nemt opstå en række spørgsmål til universets opbygning, - blandt andet i form af, hvordan tidsrejserne, de blå krystaller og det blå lys reelt virker, og hvad reglerne for magi er i dette univers. Og så kan man naturligt blive nysgerrig på, hvordan der i universet skelnes mellem drager og dinosaurer, - for der er brugt flere forskellige begreber om de store dyr, som karaktererne flyver på undervejs, og som også er afbilledet på begge forsider. Det er ikke alle svar, vi nødvendigvis skal have allerede nu, og det er heller ikke det hele, karaktererne nødvendigvis selv har behov for at få svar på, men som læser kan man sagtens komme til at undre sig, - og så kan man jo håbe, at nogle af mysterierne bliver løst i bog 3, som jeg kan forstå er under udarbejdelse i skrivende stund.

Der er lagt op til at vi følger eventyrernes klassiske hjem-ude-hjem model. Pigen Xana befinder sig i starten af fortællingen i hvad der svarer til middelalderen med sin søster, men finder sig pludseligt i vores tidsalder hos jævnaldrende. Følges eventyrernes model bliver det spændende at se, om hun finder sig til rette blandt sine nye kammerater og falder til i vores verden, eller om hun genfinder sin søster og livet i middelalderen. Uanset hvordan fortællingen drejes, er det spændende at se, hvordan problematikkerne gribes an, for ender hun i middelalderen må det også være med visheden om, hvilke forandringer der vil komme til at ske i verden omkring hende, mens livet i vores tid kan blive på bekostning af relationen til søsteren, som også betyder meget for Xana.

Intet er dog afgjort endnu, og handlingen har endnu mulighed for at tage mange forskellige drejninger, både i forhold til de store plottråde, som endnu ikke føles helt afsluttede, men også i forhold til relationerne mellem karaktererne, hvor der også er rig mulighed for, at der kan udfoldes flere ting.

*Anmelder-eksemplar* Undergang

 Forfatter: Søren Poder - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021 - Sidetal: 264

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Undergang handler om Niels. Han er i sit livs efterår og har problemer med helbredet, og han er derfor i risikogruppen, da corona-pandemien spreder sig til Europa i foråret 2020.

Undergang handler om den frygt, rigtig mange mennesker sad med, da vi som samfund fik besked om de første nedlukninger. Hvad skulle det dog ikke udvikle sig til? Hvor omfattende ville det her blive? Der var ikke rigtigt nogen, der havde nogle definitive svar - for det hele var stadigvæk så nyt - og selv i dag, over et år senere, er der stadig mange usikkerheder at tage højde for, når vi snakker restriktioner og forholdsregler.

Det er også en roman om frustrationer og magtesløshed i kampen mod systemet - her eksemplificeret med corona, men princippet gør sig for mange gældende uanset. Sundhedsvæsnet er for mange en jungle at finde hoved og hale i, uanset på hvilken måde man har med det at gøre, og hvilken aldersgruppe, man tilhører - og kritikken vil derfor også føles berettiget for en pæn portion af befolkningen.

Undergang står stærkt som en rørende fortælling om en mand, der i bund og grund bare gerne vil have lov til at komme i kontakt med sin kone, - hvilket af flere årsager ikke rigtigt kan lade sig gøre. Og efterhånden som desperationen for at komme til at se konen igen, bliver Niels også mere villig til at tage alternative metoder i brug for at nå hende.

Jeg skal indrømme, at selvom jeg med dén forside nok burde have været forberedt på det værste, blev jeg faktisk positivt overrasket over de drejninger, historien tog. Selvom historien tager afsæt i corona-pandemiens indtog i Danmark, handler det i højere grad om relationen mellem mennesker og det, der holder os sammen som samfund. Det, der gør, at hverdagen er til at holde ud for de fleste af os. De humane og medmenneskelige handlinger der gør, at det er til at være til, side om side, uanset alder, køn, hudfarve og andre nuancer. Og det er vel egentlig en smuk tanke - at det kan lade sig gøre at arbejde sammen på trods af menneskelige forskelle. Trods alt.

Rosenholm-trilogien

 Forfatter: Gry Kappel Jensen - Forlag: Turbine - Udgivet: 2019, 2020, 2021

Læserækkefølge:

1. Roser og violer
2. Forglem mig ej
3. Natskygge

Rosenholm - titlen på serien - er navnet på en kostskole. Her går unge mennesker på hvad der svarer til en gymnasial uddannelse, - men de traditionelle gymnasiefag er skiftet ud med undervisning i forskellige typer af magi. Her møder vi fire piger, der skal dele værelse i løbet af deres tid på Rosenholm. Det bliver naturligvis nogle hektiske år, hvor det nærmest føles som om at slottet Rosenholm bider fra sig, - magi er ikke sådan at spøge med, især ikke når spøgelser involveres, og de levende får smag for magt.

Rosenholm-trilogien er velskrevet og umulig at lægge fra sig, når først man er kommet i gang. Især med den tredje bog i serien, Natskygge, er det vanskeligt, og selv skulle jeg i hvert fald liiige have det næste med, - det var egentlig min intention at overholde læseplanen lagt for bogen i forbindelse med et readalong, men da jeg først var kommet i gang, glemte jeg at stoppe igen.. Sådan går det nogle gange.

De fire hovedpersoner - Kirstine, Kamille, Malou og Victoria - er meget forskellige, hvilket naturligvis betyder at det også skulle være lige til at finde én af dem, man kan identificere sig med og spejle sig i. Pigerne har hver deres at slås med, og kommer fra vidt forskellige baggrunde, og fremstår som dybe, realistiske karakterer, som jeg i hvert fald ofte (især i den sidste bog!) havde lyst til tage ud og give et kram.

Hver bog har nogenlunde den samme struktur, hvor vi følger hovedpersonerne i løbet af det, der svarer til et skoleår, cirka, hvor de bliver præsenteret for de udfordringer, de har i vente, og gradvist må udføre noget detektivarbejde for at løse de udfordringer, de møder. Med fire så forskellige hovedpersoner som disse er en del af spændingen også at følge, hvordan deres interne dynamik udvikler sig undervejs og ændrer karakterer efterhånden som pigerne lærer hinanden bedre at kende og formes af de udfordringer der møder dem.

Rosenholm er dystert, magisk, og spændende, - og det er fristende at drømme sig væk til slottets mystik, hvis ellers man kunne være garanteret et noget mere fredeligt ophold end hvad Kirstine, Kamille, Malou og Victoria oplever. Jeg skal blankt indrømme, at jeg er vild med serien her - og at jeg med garanti kommer til at besøge Rosenholm igen på et tidspunkt. - Det her - er dansk fantasy, når det viser sig fra sin bedste side.

Awen, bog 1 og 2 - Kaldet fra Galathea & Arven fra fortiden

 Forfattere: Nathali og Bettina Liane - Forlag: Turbine - Udgivet: 2019, 2021

Kaldet fra Galathea fungerede for mig som noget helt særligt magisk og dragende, som var vanskeligt at slippe igen. Fortællingen om det her sæt tvillinger, som set udefra har haft en privilegeret opvækst hvor de absolut intet har manglet af materielle goder, men som bliver mobbet, hånet og set ned på af deres egen familie, og er blevet det gennem hele deres opvækst, - og nu får de muligheden for at sejle med Galathea og gå en radikalt anden tilværelse i møde.

Livet på Galathea er stadig langt hen ad vejen meget privilegeret, og Aia og Peter mangler stadig ingenting. Tilværelsen er mere behagelig end tidligere, men de er stadig udsatte, og kan ikke for alvor sige sig fri for at møde mennesker, der ikke vil dem godt - hverken blandt klassekammerater eller lærere kan de altid føle sig helt sikre. Det betyder at Aia og Peter må igennem en masse udfordringer og benspænd i kampen for bare at blive accepteret - og respekt må de kigge langt efter.

Eventyret fortsætter i Arven fra fortiden, hvor Aia kæmper med ensomheden. Peter trækker sig og søger ikke hendes selskab, og veninden Suki har også ændret sig. Aia begynder at date én af drengene på Galathea, men heller ikke dette forhold giver hende den nærhed, hun kunne have ønsket sig. Det betyder at Aia i løbet af denne bog står mere på egne ben en tidligere, og at hun gennemlever en særlig form for personlig udvikling. 

Aia har alle dage været stædig og holdt på sit, men det, at hun presses til at skulle klare så mange ting uden nødvendigvis at have sin bror eller vennerne ved sin side hele tiden, betyder at hun bliver mere selvstændig i et hurtigt tempo. Jovist, når det virkelig brænder på, viser vennerne sig da også at bakke op og stå ved hendes side. Men der er ingen tvivl om, at det her er Aias kamp, og at det er hende, det handler om.

Arven fra fortiden er mere hård og væsentlig mere barsk en sin forgænger. Til dels fordi Aias ensomhed skinner så klart igennem, og til dels begivenhederne omkring bogens klimaks, der må kunne få selv den mest hårdføre til at knække. Det gør ondt, og man kan fristes til at hive Aia ud af fortællingen og give hende et stort kram og noget omsorg, - for det mangler hun bestemt efter denne omgang!

Både Kaldet fra Galathea og Arven fra fortiden er uhyre velskrevede og vanskelige at lægge fra sig. Det er svært ikke at blive fuldstændigt opslugt af dette univers, der virkelig formår at sætte barren højt for fantasy til unge.

Så er det bare at vente på bog 3, hvor det bliver spændende at se, om Aia kan få lappet sig lidt sammen efter de hjerteskærende og grusomme begivenheder i Arven fra fortiden.

#bucketlist

 Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021 - Sidetal: 224

#bucketlist er noget af det sødeste og mest livsbekræftende jeg længe har læst! Det er en af de bøger, der virkelig fortjener at blive læst i én sitting, - og den kan sagtens bære det (tro mig, du vil ikke fortryde det!).

Zola er færdig på gymnasiet, og er faktisk lidt usikker på, hvad hun vil fremadrettet. Det er bare svært at sige højt, især når forældrene forventer at hun tager direkte på universitet - og det er selvfølgelig ikke lige meget, hvilken uddannelse man vælger! Zola bruger sommeren på at leve livet og sætter sig som mål at hun hver dag skal krydse en ny ting af på sin #bucketlist, - noget, hun dokumenterer på instagram undervejs.

#bucketlist er en roman om at lære sig selv at kende. Om at finde det, man brænder for, og at leve livet på en måde, som giver mening for én selv. Det handler om ærlighed, over for sig selv og for andre, og det handler om at turde at åbne op og at stole på andre. Også selvom det kan være ubehageligt, skræmmende og grænseoverskridende. Det handler om udvikling, at få det bedste ud af tilværelsen og at finde meningen med det hele.

#bucketlist er en af de bøger, man bliver glad af at læse. For os, der for længst (sorry) har lagt teenage-tilværelsen på hylden til fordel for voksenlivet, mens jeg sagtens kan se hvordan mange unge vil kunne spejle sig i Zolas bekymringer og tanker i forhold til de udfordringer, livet byder hende, i forhold til valg af uddannelse, relationer til familie go venner, og den spæde begyndelse i datinglivet. Bogen leger med sproget på en måde, der føles naturlig og som virker troværdig i forhold til målgruppen, og det samme gør layoutet, som der virkelig er kælet for undervejs med instagram-posts, som man næsten skulle tro var den ægte vare.

#bucketlist fremstår for mig som en utroligt stærk debutroman fra Saynab Farah Dahir. Standarden er sat højt fra start, og jeg ser frem til at læse mere fra hendes hånd! Det her er virkelig vellykket, og jeg glæder mig kun endnu mere til de udgivelser, jeg ved er på vej fra Dahir.

Amari og Nattens Brødre

 Forfatter: B.B. Alston - Dansk forlag: Carlsen - Udgivet: 2021 - Sidetal: 400

Serien er første del i en serie, der på engelsk har fået titlen Supernatural Investigations.

Amari er vokset op med sin mor og bror i et fattigt kvarter i byen. Da hendes storebror forsvinder, kan hun ikke forstå hvorfor det ikke er en større historie i medierne. Ind til hun en dag finder en særlig kuffert i hans klædeskab, - en kuffert, der bliver hendes adgangsbillet til en optagelsesprøve til en særlig skole. Her finder hun ud af, at der er mere til verden end det, hun lige gik og troede.

Amari og Nattens Brødre er Middle-Grade fantasy når det er aller-bedst! Der er fart over feltet og masser af humor, - hvis man keder sig, er det fordi man ikke følger ordentligt med. Opbygningen af universet er vellykket og står stærkt, og magisystemet virker velfunderet. Jeg ser frem til at dykke mere ned i det og lære mere af det at kende i de næste bøger i serien.  

Amari er super-sej, og overvinder mange vanskelige odds i kampen for at finde ud af, hvad der skete  med hendes bror, - hun har ben i næsen, er stædig og vedholdende, og rummer både stolthed over egne præstationer og en sund portion ydmyghed - men også en vilje til at sætte sig i respekt, når intet andet hjælper.

For mig er det virkelig interessant med en farvet pige i hovedrollen, som ikke behøver gemme sig væk på grund af sin hudfarve; hun er, og rummer mange ting, og selvom hendes hudfarve også nævnes som værende én af flere udfordringer i kampen for at klare sig socialt, så er det ikke historien om dét, der er den bærende. Selvom jeg hepper på historierne om racisme og synes, det er et vigtigt emne at sætte fokus på, er det på en sær måde befriende at læse om Amari, der netop er mørk, men hvor historien handler om så meget andet end lige hudfarven, og den del af hendes historie ikke er hovedtemaet, - at vi for alvor får lov til at se hvor meget mere, Amari rummer og kan, og at det ikke er hendes hudfarve, der definerer hvem hun er, nøjagtigt som det ville være tilfældet hvis hovedpersonen havde haft en anden hudfarve. De her historier har vi også brug for at se, og jeg sætter pris på at se at mennesker, uanset hudfarve, har plads som hovedroller i fiktionen - uanset genre.

The Invisible Life of Addie LaRue

 Forfatter: V.E. Schwab - Udgivet: 2020 - Sidetal: 560

Den her bog kan noget helt særligt, - og sætter spor hos sin læser, som har mulighed for at blive længe efter.

Da jeg først hørte om konceptet her, var min første tanke at den ville minde lidt om How To Stop Time af Matt Haig (som også har skrevet The Midnight Library), der handler om en mand, der har det modsatte af progeria, dvs. noget der gør, at han ældes væsentligt langsommere end alle os andre og derfor også lever længere. Han er født i en tid med hekseafbrændinger, og skifter jævnligt identitet af frygt for hvilke konsekvenser det vil have, hvis folk opdager, at han ikke bliver ældre.

I modsætning til hovedpersonen i How To Stop Time har Addie LaRue selv valgt sin tilværelse, - eller, hun har i hvert fald sagt ja til en aftale, men at hun så ikke kendte de fulde konsekvenser af aftalen før den blev indgået er så hvad det er. Kort fortalt er hun ikke tilfreds med sin tilværelse i starten af 1700-tallet, og ønsker sig fri for at andre skal bestemme over hende, - hun vil have sin frihed. Og det får hun, en skæbnesvanger aften.

Men hvad indebærer det egentlig at være fri, og at der ikke er nogen der har noget at skulle have sagt i ens tilværelse? Hvem er vi egentlig, når vi absolut ingen bånd har til andre? Det er et vanskeligt spørgsmål at besvare, især i en globaliseret verden, hvor kontakt med andre kun er få tast på en digital dims væk. Vi efterlader fodspor, både i den virkelige og den digitale verden nærmest hele tiden uden nødvendigvis at tænke videre over det, - det er bare sådan, det er. Det er næsten umuligt ikke at efterlade et eller andet mærke i verden eller helt at forsvinde under radaren. 

Det har dog været hverdagen for Addie i 300 år, - og selvom hendes motivation for at vælge den aftale, hun har indgået, er velbegrundet og fuldt forståelig, især set med feministiske briller, så er hendes tilværelse på sigt ikke nødvendigvis ønskværdig. Hun kan godt kommunikere med folk, men hun kan ikke fortælle dem sit virkelige navn på nogen måde, og de vil glemme hende det sekund, hun er ude af syne. Og hvad gør man så, når man ikke kan beholde et arbejde eller finde en bolig, der er helt ens egen? 

For Addie bliver det en forhutlet tilværelse, hvor hun kommer til at leve fra dag til dag og med sporadiske en-vejs-relationer. Det gør især, at de første år af hendes nye liv er særligt vanskelige, og der går lang tid med at falde til og finde sin plads i en verden, der ikke husker én.

Rent filosofisk tager Addie LaRue fat i nogle interessante problematikker. Hvad vil det egentlig sige at være lykkelig? Hvad skal der til for at vi har det godt og føler os tilpasse i tilværelsen? Handler lykke og det at have det godt om mind-set og indre faktorer, eller er det baseret på ydre faktorer? - Hvis man fik muligheden for at ændre noget, burde man så overhovedet gøre det?

For selvom mange af os sandsynligvis har siddet og dagdrømt om hvad-nu-hvis-tilværelser, og ønsket os væk i scenarier hvor tilværelsen blev så og så meget bedre, hvis bare lige.., så har vi i bund og grund ingen garanti for at vide, om de ønskede ændringer så reelt også ville gøre noget godt. Og man behøver ikke have set eller læst meget fantasy for at vide, at denne typer ønsker nærmest altid har konsekvenser, - og at den, der opfylder ønskerne, ofte vil forsøge at vende dem til deres egen fordel.

Addie LaRue handler om livet og tilværelsen og de store linjer. Hvad er det, der gør det værd at leve? Hvad er det, vi sætter allermest pris på, som gør det hele det værd? Det handler om at finde i en balance mellem at leve i nuet og nyde det, der er - for vi ved ikke, hvor længe vi har det - og at se ud over det. For dét, der den ene dag lyder som en fair aftale, er det ikke nødvendigvis på lang sigt. Man skal naturligvis være åben for nye muligheder og at tænke langsigtet, men ikke uden at overveje konsekvenserne grundigt inden man siger ja. Det er en roman om eksistentielle, universelle spørgsmål. Hvad er det, der gør livet værd at leve? Hvad skal vi egentlig her på jorden, og hvad er formålet med det hele?

Bogen har efterhånden været ude et godt stykke tid, og jeg undrer mig over, at der endnu ikke er noget ude om en eventuel dansk oversættelse. Den kan virkelig noget, - sproget er fantastisk, karaktererne er relaterbare, og det er på én gang en bog, der giver stof til eftertanke, men som også kan sluges i én sitting. Det er en af disse typer low key fantasy bøger, som med lethed kan læses af de, der ikke er vant til at læse genren.

Jeg har selv haft bogen liggende et godt stykke tid efter at have fået den anbefalet via sociale medier gennem en længere periode, og selvom jeg da gerne indrømmer, at jeg havde en del forventninger til bogen før jeg gik i gang, blev det hele indfriet og mere til. Jeg følte mig blæst bagover fra start til slut i forhold til kvaliteten af den her bog. Den er tro mod genren uden at være super hardcore. Karaktererne  er ægte og lette at holde af med virkelige følelser, som man bliver revet med af, og med ægte, virkelige liv med reelle dilemmaer, der er til at tage at føle på. Og plottet er skruet sammen på en måde, så bogen er meget vanskelig at lægge fra sig, og man liiige skal have det næste med.

Anbefales til høj som lav - uanset om man er til fantasy eller ej. Tør du bede til de guder, der svarer efter mørkets frembrud?

*Anmelder-eksemplar* Regnbuefortællingerne

 Forfatter: Ane Azalea Gildberg - Illustrator: Susanne Wermer Boge

Serien er modtaget fra forfatteren som anmeldereksemplarer og er læst i samarbejde med min i skrivende stund fire-årige datter. Alle holdninger er naturligvis mine (og min datters) egne.

Læserækkefølge:

1. Den røde regnbuefortælling om Rod og Rose
2. Den orange regnbuefortælling om Rav og Reje
3. den gule regnbuefortælling om Gnist og Glæde
4. Den grønne regnbuefortælling om Vind og Vinge
5. Den blå regnbuefortælling om Takt og Tone
6. den lilla regnbuefortælling om Vid og Vidne
7. Den hvide regnbuefortælling om Dug og Dråbe

Serien her dukkede op i en fin, farverig indpakning, som min datter modtog med største glæde, - en begejstring, der kun blev større, da hun så de fine bøger, som pakken indeholdt. Vi havde da heller ikke haft åbnet for pakken ret længe, før hun havde bladret flere af bøgerne igennem på egen hånd, og læst de første tre med sin far. 

Nå jah, det var ikke hele serien på én gang, - men i en alder af fire år kan tre bøger i rap også være rigeligt, og så kan man altid tage resten senere. Herhjemme er der i hvert fald grænser for, hvor længe barnet kan sidde stille af gangen.

Bøgerne er hver især bygget nogenlunde ens op. Vi introduceres for to karakterer ved navn, altid en dreng og en pige, og hvordan deres hverdag ser ud. Der opstår en konflikt, som karaktererne så må løse.

Hver enkelt bog fokuserer på noget forskelligt, men grundstenene er venskaber, fællesskab og lykke, - og at finde de ting, der betyder noget for den enkelte.

Forudsætningen for at løse de konflikter, der opstår, er ofte, at begge de to hovedpersoner må gøre en indsats, men at den enkelte også kan gøre meget.

Det er positivt, at bogen selv stiller spørgsmål til, hvad læseren ville stille op i den enkelte situation, og hvad læseren mener, karaktererne kan gøre for at løse den enkelte konflikt. Spørgsmålene er placeret strategiske steder, hvor det er oplagt at tage en samtale med det barn, man læser med, om det der sker, - og tvinger også den voksne læser til at huske, at bogen også skal læses for samtalens skyld, og ikke kun for at få sidste side vendt.

Herhjemme har det været en stor bonus, at bøgerne lægger så meget op til en samtale om det læste. For et nysgerrigt og videbegærligt barn er det guld at få serveret de her bøger, hvor der er noget at tænke over og forholde sig til, i stedet for at hun ofte "bare" får serveret let underholdning fra TV eller nogle af de andre bøger, vi har stående, hvor kvaliteten kan være varierende.

Derudover er illustrationerne virkelig flotte, og både barnet selv og vi voksne har haft meget glæde af dem, - og da de i sig selv også fortæller en historie, giver de også anledning til mange samtaler.

Trods det, at vi endnu ikke har haft bøgerne så længe, er det nærmest helt sikkert, at de kommer til at være blandt favoritterne det næste lange stykke tid. Barnet herhjemme er i hvert fald svært begejstret.

100 timers mørke

 Forfatter: Anna Woltz - Forlag: Turbine - Udgivet på dansk: 2016 - Sidetal: 256

Om 100 timers mørke skrev jeg:

Den her overraskede mig heldigvis positivt. Ikke at jeg tænkte skidt om den, før jeg gik i gang, - men jeg havde ikke hørt om hverken den eller forfatteren før, og var derfor meget uklar i forhold til, hvad jeg havde i vente.

Her har vi at gøre med en teenage-pige fra Holland. Hendes far er involveret i en skandale derhjemme, og hun flygter derfor til New York, hvor hun slår sig sammen med tre andre unge, mens en orkan rammer byen.

Hvor mange har ikke på et tidspunkt haft en konflikt med deres forældre, der har gjort, at de som minimum har haft lyst til at stikke af hjemmefra og lægge det hele bag sig? Jeg kender i hvert fald ikke ret mange, der ikke har haft tanken. Ingen af os er trods alt perfekte.

Men jeg kender ingen, der har taget skridtet i en grad, som vores hovedperson gør det her, - og hun owner det. Trods det, at det er en skræmmende virkelighed, der åbner sig op for hende. Trods det, at det ikke er så gnidningsfrit, som hun måske havde forestillet sig.

Det er en øjenåbner for hovedpersonen selv, at tingene foregår en smule anderledes, end hvad hun oprindeligt havde tænkt, og den udvikling, hun er nødt til at gennemgå for at omstille sig til den nye virkelighed, er super-interessant.

For det er vel en del af det at vokse op og blive voksen - eller, som 14-årig bare det at blive ældre - at vi finder ud af, at ikke alting kan være, som vi ønsker os, at de skal være. Og nogle gange er det også helt okay, for det kan jo være, at vi i stedet får noget, som vi havde mere brug for, end det, vi oprindeligt troede, vi ønskede os. Nogle gange er den nye virkelighed også helt som den skal være, - og passer måske bedre til os, end vi havde troet.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

*Anmelder-eksemplar* Pandora #2 - Sandstorm

 Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2020

Sidetal: 496 - ISBN: 9788793839373

Reklame. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Om Sandstorm skrev jeg:

Her kan man virkelig tale om en værdi efterfølger.

Serien om Pandora foregår i vores verden i en relativt nær fremtid, - men meget er forandret, og det er minimalt hvad man kan genkende fra den verden, vi kender.

I den første bog om Pandora udforskede vi, sammen med Pandora, en del af landskabet omkring det sted, hvor Pandora voksede op, og vi fik mulighed for at lære mennesker at kende, for hvem livsvilkårene i en vis grad mindede om Pandoras egne. I forhold til miljø og persongalleri var der derfor tale om en relativt blød opstart, hvor vi bliver introduceret til meget af det, vores hovedperson allerede er kendt med, - og selvom der var en del ukendte faktorer, var Pandora alligevel langt hen ad vejen godt med.

Det gør sig ikke på samme måde gældende her i bog 2, hvor Pandora og barndomsvennen Alexander er taget videre ud i verden og går på opdagelse i arealer, som er helt fremmede for Pandora. Hun er hjemmevant i bjerglandskabet, og er nu kommet ud, hvor landskabet er mere jævnt, så alene her er det nyt og anderledes for hende. Men også de mennesker, hun støder på undervejs, er meget anderledes end dem, hun kender og er vokset op med. Slummen og storbyerne er fremmede for hende, og det hele er meget fremmed for Pandora.

Hendes utilpashed er til at tage at føle på, og hendes desperation undervejs når ind under huden på læseren; det er svært at stå både med følelsen af ikke at passe ind i alt det fremmede og ikke at slå til i det, hun har sat sig for - ting, de fleste af os sandsynligvis vil kunne sætte sig ind i.

Heldigvis er Pandora STÆDIG (ja, i versaler!), og hun kæmper for at nå sit mål, også selvom der er bump på vejen.

Hvor hun i den første bog langt hen ad vejen virkede utilnærmelig og vanskelig at komme ind på livet af, er hun det også til dels her i bog 2. Men hun er også ved at modnes og åbne op. Hun er ved at lære at omgås andre mennesker på en måde, som hun ikke har været vant til før. Langt hen ad vejen er det med Alexander som drivkraften bag det. Det er ham, der sætter skub i hende og sørger for, at hun udvikler sig som person i stedet for at stå i stampe, hvilket ellers havde passet den Pandora, vi mødte i starten af bog 1, helt fint.

I Pandoras udforskning af landet syd for hendes jævnstavn er det virkelig interessant at se, hvordan forskellige grupper af folk har tilpasset sig den nye verden på meget forskellige måder, og at de har valgt meget forskellige måder at organisere sig på og finde ud af, hvem der skal bestemme - og hvordan netop det skal foregå. I forhold til de psykologiske forhold der er på spil i den nye verden, især blandt den del af befolkningen, der er gamle nok til at kunne huske en verden "før", er der rigtig meget at gå på opdagelse i og undres over. For mange af de her mennesker nåede jo netop at opleve konsekvenserne af de styreformer, de selv praktiserer, før i tiden - ikke nødvendigvis på egen krop, men de må sandsynligvis have lært om det, da de gik i skole, og hørt om det i nyhederne. At de så alligevel tyr til de styreformer kan ved første øjekast måske undre, - men det siger også meget om menneskeheden, vores psykologi, og hvordan vi fungerer i grupper, uanset hvad der er etisk korrekt. For hvem tænker ikke på sig selv først i en så presset situation, folkene i denne verden befinder sig i? Nok har man læst historie, - men man skal også tage det til efterretning, før man for alvor kan lære af det. 

Der er mange interessante ting at tage fat på i serien om Pandora, og derfor er den bestemt anbefalelsesværdig - fra 13-14 års alderen og op. Og dét nærmest uanset om man læser det, fordi man er vild med dystopier, eller om man er mere til relationerne mellem mennesker og hvordan vi udvikler os personligt, som også virkelig er i spil her.

Det siger måske også lidt om min læseoplevelse, at det lykkedes mig at læse bogen, der fylder cirka 500 sider, i løbet af én enkelt dag, og det endda med den 4-årige hjemme.. (Ingen børn har dog lidt overlast i løbet af læsningen 😉)

Pandora #1 - Vulkanvinter

 Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2019

Sidetal: 215 - ISBN: 9788793839076

Jeg har læst denne første bog i serien om Pandora før. Følgende anmeldelse er baseret på min anden gennemlæsning af serien. Anmeldelsen efter første gennemlæsning kan findes her.

Det har taget en smule længere at læse bogen denne gang, end det gjorde første gang, - omstændighederne ændrer sig. Jeg står dog ved, at jeg ville ønske, jeg havde haft tiden og overskuddet til at læse bogen i ét stræk, - for historien om Pandora kan virkelig noget helt særligt, som jeg ikke har set andre steder i lignende bøger.

I mange af de andre dystopier, der er på markedet, kan de ting, der har ledt op til historien, virke langt ude i fremtiden, og det er sjældent noget, der vil være realistisk at forvente inden for vores egen levetid.

Med Pandora er det anderledes.. For uanset hvor skeptisk man end er, er det svært at nægte, at klimaet ændrer sig. Og så kan det være vanskeligt ikke at lade fantasien løbe. For det er ikke alle klimaforandringer, vi kan gøre noget ved.

Ikke nok med det, spilles der også på noget af det, der sker med mennesker, når ressourcerne er sparsomme, og det er svært at klare sig.

I nutiden er de fleste bekvemme og vant til en pæn mængde luksus, - og det er det, mange af de voksne på Pandoras tid er vokset op med. Nu må de kæmpe og vitterligt slide for hvert et måltid, og det er en omvæltning, når man har været vant til noget andet.

Der er allerede skrevet flere romaner om det at klare sig på en øde ø med sparsomme ressourcer, - Robinson Crusoe, Fluernes Herre, Skjult på øen osv., - men fælles for dem er, at her kan man undervejs håbe, det får en ende.

I Pandoras verden er det permanent; der er ikke nogen, der kommer og redder dem, og de må selv kæmpe med at få hverdagen til at fungere under nye vilkår.

Det er barskt, hårdt, og enormt skræmmende at forholde sig til. Og det er måske netop det, der gør at Pandoras historie bliver siddende i kroppen. For hvad nu hvis det var én selv, der kom til at opleve det her?

Selvom Pandora som person kan være vanskelig at komme ind på livet af, er det alligevel svært ikke at komme til at holde af hende undervejs og heppe på hendes mission. Hun har noget at kæmpe for, og vil gøre alt, hvad der står i hendes magt for at nå sit mål. Hendes stædighed kan mange nok nikke genkendende til, når der er noget, man virkelig vil.

Og en del vil også kunne nikke genkendende til den akavede relation, der langt hen ad vejen er mellem Pandora og Alexander, fordi deres individuelle idéer om og ønsker for deres relation i løbet af bogen er så forskellige, netop fordi deres personligheder og deres opvækst stikker i hver sin retning. Det er på én gang tå-krummende akavet og underholdende, og det bliver interessant at se, hvordan deres relation får lov til at udvikle sig.

Jeg ser i øvrigt virkeligt frem til at komme i gang med bog 2, som jeg har været heldig at modtage som anmeldereksemplar fra forlaget, og som naturligvis snarest muligt skal læses. Forhåbentligt på lidt kortere tid en det har været tilfældet med bog 1 i denne omgang..

Ind i det ukendte

 Forfattere: Sørine Amanda Nielsen, Nanna Andersen, Karin B. Danmark, Mathilde N. Rybka, Morten Vestergaard, Laura Holmegaard, Gudrun Østergaard og Mia Louw Håkonsen

Forlag: Ulven og Uglen - Udgivet: 2020 - Sidetal: 278 - ISBN: 9788793349506

Bogen er vundet i en konkurrence på sociale medier i anledningen af at forlaget rundede 1000 følgere på instagram.

Om Ind i det ukendte skrev jeg:

Wauw!

- Som oftest foretrækker jeg romaner, og egentlig allerhelst serier. Min begrundelse er, at man ofte på den måde får mulighed for at komme mere ind under huden på karaktererne, lære dem bedre at kende, plottet får lov til at udfolde sig i højere grad, og der er større mulighed for at gå på opdagelse i universet.

Og alligevel sidder jeg her med en novellesamling, hvor fællestrækket er, at det er fantasy, - hvor man skulle tro, at det blev meget vanskeligt på én gang at opbygge et troværdigt univers, lære karaktererne at kende og gennemføre plottet i løbet af de relativt få sider man har til rådighed for at det stadig kan kaldes en novelle.

Man må dog bestemt sige at det er lykkedes her. Ikke bare én gang, men hele otte gange. Otte noveller i hvert deres unikke univers, med hver deres karakterer, der står over for deres egne helt særlige udfordringer.

Det er gennemført, velskrevet og det VIRKER bare.

Hver enkelt historie rummer sine helt egne quirks, og man kommer til at holde af karaktererne for de træk, der gør dem til noget særligt, - uanset race, køn, og de udfordringer, de står med.

Uanset om man er vant til at læse noveller eller ej (og måske endda er skeptisk over for konceptet, - for indrømmet, det har jeg også haft tendens til at være), så vil jeg klart anbefale novellerne her til fantasyfans. Det er det hele værd, - og så er det til at overskue at tage én novelle ad gangen.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner

Rød og Blå

 Forfatter: Nicole Boye Rødtnes - Forlag: Alvilda

Om bog 1, Den Sorte Enkes By, skrev jeg:

Det her er imponerende.. Virkelig.

Fortællingen er umulig at slippe igen, og nu sidder jeg bare utålmodigt og venter på at finde ud af, hvornår jeg kan læse en fortsættelse.

Rød og Blå er stærkt inspireret af A Handmaid's Tale, hvilket kan mærkes, men Rødtnes gør fortællingen til sin egen, og selvom de to berør nogle af de samme temaer, er Rød og Blå et meget selvstændigt værk, som man ikke må undervurdere.

Styrken hos Rød og Blå er, at vi får et perspektiv fra flere lejre, og ikke kun hører historien fra én side, samt at vi får lov til at høre lidt om, hvilke overvejelser der ligger bag at indrette samfundet anderledes end hvad man har kendt hidtil. Samtidig får vi som læsere indblik i nogle af de udfordringer, det kan have sig, både på et ledelsesplan, men også på et mere personligt plan, hvor individet, uanset køn, synes at situationen er vanskelig.

Den Sorte Enkes By er en stærk start på serien. Nu må bog 2 gerne komme snart.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Den Sorte Enkes By er udgivet i 2019. Den er 440 sider lang, og har ISBN 9788741506074.

Om bog 2, Den hvide enkes død, skrev jeg:

Jeg er ikke okay.

Det skal åbenbart være en ting at slutte bøgerne i serien her med cliffhangere, - hvilket kan være en smule hårdt for læserens mentale helbred.

Generelt kræver bogen, som sin forgænger, en god portion kleenex undervejs, - man skal være ualmindeligt hårdhudet for ikke at blive påvirket at de brutaliteter, der foregår i Viduana. Det er bestemt ikke for sarte sjæle.

Uanset hvordan man har det med enkernes måde at styre byen på, er det svært ikke at få øje på hvor hårdt især den sorte enke, Justina, dømmer folk for lovovertrædelser på Dommens Dag. Hun viger ikke fra sine holdninger, og kan være vanskelig at diskutere med, fordi hun er så stædig som hun er, - og hun har svært ved at se, at tingene kan foregå på andre måder end den, hun selv har besluttet sig for.

Og det er vel i bund og grund derfor, at Viduana ikke er det idyl, som enkerne havde håbet, det kunne være. Der er ikke plads til afvigelser eller forskelligheder, når der bliver slået ned på alt, der ikke går nøjagtigt efter Justinas hoved. Uanset hvor meget hun vil byen og dens indbyggere, er det også hendes stædighed, der er årsagen til den ulmende uvilje mod systemet.

Det er svært ikke at have medfølelse for Clara, Elias, Silas og de andre. Trods det at Viduana ved første øjekast kan synes det trygge og idealistiske valg, er der også en del ting i den måde, byen er bygget op på, der virker bedst på papiret, - og som i virkeligheden er med til at skabe splid og at få folk til at tænke i oprør. 

Bogen er velskrevet, og dét, at vi ser handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne fra kapitel til kapitel, giver en super god vekselvirkning, der nuancerer plottet og tempoet, så bogen er næsten umulig at lægge fra sig igen.

Trods de barske sider af handlingen er det svært ikke at holde af serien. Men det betyder også, at jeg både ser frem til og frygter hvad tredje bind i serien har at byde på. For selvom jeg gerne vil have afslutningen med, kan mængden af brugte kleenex i forbindelsen med læsningen af de første to bøger måske give en idé om, at seriens klimaks bliver vildt.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Den Hvide Enkes Død er udgivet i 2020. Den er 440 sider lang og har ISBN 9788741506111.

*Anmelder-eksemplar* Spektrum-serien

 Forfatter: Nanna Foss

Seriens første fire bind er oprindeligt udgivet hos forlaget Tellerup, men er genudgivet hos Gyldendal.

SpektrumReboot (de nye udgaver af de første fire bind) er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, og er derfor reklame.

Om bog 1, Leoniderne, skrev jeg:

Spektrum-serien er en serie, som man får virkelig meget ud af at læse allerede ved første gennemlæsning.

Men en gennemlæsning åbner virkelig læserens øjne for mange af de små detaljer om foreshadowing der er lagt ind allerede fra bog 1 her.

Det gør så meget for læseoplevelsen, at man i nærmest hvert kapitel får en aha-oplevelse, og kan blive ved med at forundres over den store mængde detaljer, der er kommet med.

Det er "kun" anden gang jeg læser serien (første gang var den gamle udgave fra Tellerup, anden gang den nye udgave fra Gyldendal), og jeg er derfor sikker på, at en tredje gennemlæsning vil gøre, at jeg lægger mærke til endnu flere ting, - især efter vi får de kommende bøger i serien.

Jeg kan allerede mærke, det kommer til at blive en ting at genlæse serien, efterhånden som der kommer mere på, - for jo flere informationer vi får med, jo flere aha-oplevelser kan man også få ud af en genlæsning.

Der er imponerende, hvor gennemtænkt og gennemarbejdet bogen er, og selvom det har kostet masser af energi at nå frem til den nye udgave her, gør det en mærkbar forske, at der er kælet mere for de små ting. De store ting i serien har været helt på plads fra den første bog, - men de detaljer, der er ændret i den nye udgave, gør virkelig en forskel.

Sproget er mere up-to-date og mere inkluderende, - og selvom det ikke er SÅ mange år siden bogen kom, er der sket ret meget på den sproglige front. Heldigvis har Nanna Foss god føling med, hvad der rør sig, og hvad der har været væsentligt at gøre noget ved, - for selvom det ikke er alle kritiske vendinger, der er redigeret væk, kan der sagtens argumenteres for at beholde de, der stadig er at finde i bogen.

Jeg elskede serien allerede ved første gennemlæsning, - og jeg elsker den nye udgave endnu mere. Plottet er fantastisk, og der er kælet ekstra for både omslag og sprog. 

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner, - og gav den gerne flere.

Bogen blev oprindeligt udgivet i 2014 med ISBN 9788758813707 og et sidetal på 541.

Den blev relanceret i 2020 med ISBN 9788702308143 og et sidetal på 387.

Om bog 2, Geminiderne, skrev jeg:

Man skulle tro, at noget af det nervepirrende og spændende ved serien blev dæmpet lidt her ved anden gennemlæsning. Det er ikke tilfældet for mit vedkommende, - jeg sidder stadig helt ude på kanten af stolen af spænding, trods det, at jeg altså godt kan huske hvilken retning historien tager...

Det er de mange detaljer, der gør hele forskellen i genlæsningen. Der er så meget foreshadowing i Spektrum-serien, at det er utroligt Nanna Foss selv kan holde styr på det og holde den røde tråd.

For hold nu op, hvor er der meget, der bliver meget mere klart, nu man får det genlæst, og man begynder at kunne se alle de små tråde, der leder frem til noget senere i serien, og som man nemt kan overse ved første gennemlæsning! Det kommer lidt bag på mig, hvor lidt af det jeg opfangede første gang, og hvor meget mere det hele giver mening nu.

Det er netop det, der er de sjove ved Spektrum-serien, - for uanset hvor god, man TROR man er til at regne plottwists ud, så skal serien nok overraske og komme bag på én. For Nanna Foss gør det fænomenalt godt, og hun har heldigvis en super-snørklet hjerne (og det mener jeg som en kompliment!), der kan kreere en labyrint af sidespring og sideløbende fortællinger, der på magisk vis går op i en højere enhed.. Hvordan hun holder hovedet koldt undervejs fatter jeg ikke!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen blev oprindeligt udgivet i 2015 med ISBN 9788758816302 og et sidetal på 656.

Den blev relanceret i 2020 med ISBN 9788702308150 og et sidetal på 465.

Om bog 3, Ursiderne, skrev jeg:

Nasrin er en type, som kan være vanskelig at komme ind under huden på, - men når man først kommer tæt på hende, er det det hele værd, - hun har mere at byde på, end hvad førstehåndsindtrykket umiddelbart viser.

Her i Ursiderne bliver vi præsenteret for en lidt anden udtryksform i løbet af bogen, som er en helt særlig repræsentation af Nasrins mentale tilstand, - og det er på én gang uhyre veludført og skræmmende læsning. For med disse visuelle udtryk får vi som læsere et helt andet indblik i, hvordan Nasrin har det, og hvorfor hun reagerer som hun gør, end hvad vi havde fået på andre måder. Og selvom jeg har læst bogen før, kom det alligevel bag på mig hvor virkningsfuldt det er, og hvor stærkt det kan påvirke læseren. Man kan ikke undgå at blive revet med og føle en del af den smerte, som Nasrin selv brænder inde med meget af tiden.

Genlæsningen af Spektrum-serien påvirker mig, som jeg ikke før har oplevet at en genlæsning af en serie gør, - for hvor det ofte handler om nostalgi, handler det denne gang også om at finde mange spor og ledetråde, som skal bruges senere i serien, - enten i det, som allerede er udgivet, eller det, som kommer. Og det er imponerende hvor meget mere, man kan samle op og få med her anden gang, som jeg i hvert fald selv missede første gang.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen blev oprindeligt udgivet i 2017 med ISBN 9788758823317 og et sidetal på 547.

Den blev relanceret i 2020 med ISBN 9788702308167 og et sidetal på 443.

Om bog 4, Kvadrantiderne, skrev jeg:

Det er imponerende, hvad Noah STADIG kan gøre ved ens hoved, selvom det er anden gang man læser bogen.. Man skulle tro, jeg var forberedt på, hvad jeg gik ind til, - men jeg bli'r STADIG blæst bagover.

Selvom det er knapt så forvirrende, nu hvor jeg trods alt vidste lidt mere om hvad jeg gik ind til, er det stadig kaotisk og en voldsom oplevelse at få en tur i Noahs hoved, - og uanset hvor hardcore man ellers er, skal man nok nå at blive overrasket.

Førstehåndsindtrykket af Noah i den første bog var da heller ikke udelukkende positivt, - selvom han forsvarer Emilie over for en klassekammerat, er Noah stadig mest sin egen, og har svært ved at rumme andre mennesker.

Derfor hjælper det en hel del på indtrykket af ham, at vi nu får lov at opleve verden gennem hans øjne og høre nogle af årsagerne til, at han er blevet så fjendsk og udadreagerende.

Det er ikke en undskyldning for at være grov, men det forklarer meget. Og det er nok netop det der skal til for at man kan varme lidt op over for ham.

For selv en bad boy som Noah kan også have bløde sider, - og når man giver sig tid til at lære ham at ende, er han god nok på bunden. Han er langt fra perfekt, og har stadig en del udvikling til gode, - men det må være hvad man kan forvente af en teenager med den bagage, Noah bærer rundt på.

Har man først læst om Noah, giver det virkelig stof til eftertanke i forhold til hvordan man møder andre, - og netop derfor står bogen så stærkt. For gennem tre bøger har vi nu mødt den Noah, der handler og taler før han får tænkt tingene igennem, han er grov og svær at komme ind på livet af, - men nu, hvor vi kender ham bedre, er han meget mere end hvad han først viser os. Og sådan er det vel også med så mange andre, - at det, man først ser, ikke er hele personen. De fleste af os gemmer på hemmeligheder, som man skal grave for at få frem og på den måde få det fulde billede af, hvem vi er som mennesker, - så uanset hvem, man møder, handler det vel i bund og grund om at være åben og nysgerrig på, hvad der gemmer sig bag overfladen. Det er dét, der gør Noahs bog til noget helt særligt hos mig. At vi får set, hvor meget ekstra en person kan gemme på bag den hårde overflade.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen blev oprindeligt udgivet i 2019 med ISBN 9788758831060 og et sidetal på 698.

Den blev relanceret i 2020 med ISBN 9788702308174 og et sidetal på 527,

*Anmelder-eksemplar* Ildstenenes Hemmelighed - Mysteriet om Den Virkelige Verden

Forfatter: Tabita Aundal - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2020 

Sidetal: 428 - ISBN: 9788793927667

Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra forlaget.

I bund og grund synes jeg konceptet her er virkelig fascinerende og spændende; at den verden, vi kender, kun er et lille brik i et meget større puslespil, og at vi mennesker i virkeligheden ikke har så meget kontrol over tilværelsen, som vi tror, vi har, - og at der findes væsner, som er langt mere udviklede end vi er, som benytter vores planet i et spil om magten i universet.

Det er store ting, der er på spil, og det er næsten umuligt ikke at blive grebet af den verden, der åbner sig for vores fire hovedpersoner, da Den Virkelige Verden toner frem for dem. Intet bliver igen, som det engang var, - på godt og ondt.

Langt hen ad vejen fungerer sproget godt, - det flyder, og er tilpas legende at det er svært at lægge fra sig. Dog bliver man i løbet af den første tredjedel af bogen bremset lidt af nogle info-dumps, der ødelægger tempoet lidt, hvor det kunne have haft gavn af fortsat at køre noget højere, til fordel for at bogen kunne være indledt med en prolog af en art.

Hårde tal gør desværre heller ikke noget godt for min læseoplevelse, især ikke når de samme tal dukker op gentagne gange (500.000 et eller andet, 200 af noget andet) inden for kort tid; her havde jeg personligt foretrukket et estimat beskrevet med ord i stedet, da det bliver meget tørt og lidt for faktuelt, i den forstand at "så har vi hørt det!". Desuden virker det unaturligt at vores hovedpersoner skulle bide så meget ekstra mærke i de eksakte tal i kampens hede.

Samlet set er det dog detaljer, som ikke skal ødelægge den overordnede læseoplevelse med et univers, der står som noget helt for sig. Det er en interessant start på serien, som jeg selv ser frem til at følge og se, hvad det kan blive til.

*Anmelder-eksemplar* Noah og vennerne - Jagten på julekuren

Forfatter: Kim Linnet - Forlag: :||forandre||: - Udgivet: 2020

Sidetal: 184 - ISBN: 9788797243602

Bogen er modtaget som anmeldereksempar.

Langt hen ad vejen er her tale om nogle helt klassiske træk, både i børnelitteratur, men også i forhold til julekalendre. Vi kender efterhånden mønstret;

- Noget går galt, så den jul, vi kender, er i fare, - noget må gøres, og nogen må redde dagen.

- Det er naturligvis børnene, der må stå i spidsen for missionen.

- De voksne, vi møder undervejs, er enten skurke, eller meget umodne og fjollede, - det er børnene, der fremstår som modne, velovervejede og beslutsomme til sammenligning.

I den her fortælling går historien på, at alle verdens grantræer har fået granpest og er visnet, og dét lige omkring 1. december. Nu kan folk ikke få rigtige træer som juletræer, men må nøjes med dem af plast.

Det er ikke godt nok for Noah og hans venner, som tager ud i for at finde en kur, der kan kurere træerne. Men det er ikke så simpelt, for dem, der laver plast-juletræer er ikke interesserede i, at der findes en kur til grantræerne, - og langt hen ad vejen er Noahs forældre ikke til megen hjælp.

Der er fart over feltet fra start til slut; her er ikke sparet på hverken action eller fjollede indslag.

Sproget er sobert, hvilket betyder at børn kan være med fra omkring 6-7 års alderen. Dog kan teksten være tilpas vanskelig at bogen skal læses højt for de, der endnu ikke er stærke til at læse, - og selv for de stærke læsere optræder der ord, som kan være vanskelige at gå til - heriblandt ord på svensk.

Det kan derfor være en god idé at have en voksen til at læse med over skulderen og hjælpe, når det bliver for svært. Bogen er da heldigvis også fint egnet til, at det er én, man kan læse sammen, - og kapitlerne er af en tilpas længde til, at man sagtens burde kunne overskue ét kapitel hver dag som ved andre julekalendre.

Undervejs støder vi på en række fantastiske elementer, jo længere vi kommer hen i bogen, dog uden at det kommer til at fylde det hele; vi støder på trolde og julemandens sønner, der alle påvirker Noah og vennernes rejse mod målet. Der er ikke tale om væsner, der er decideret uhyggelige, men snarere væsner, der allerhøjst kan finde på at drille lidt, - så det burde ikke blive alt for skræmmende. Til gengæld kan det starte en fin snak om hvad trolde og nisser også kan være, og hvordan vi forstår væsnerne.

Blandt Noah og de to venner, der er med på turen, er der en særlig dynamik. Når det kommer til venskabet mellem dem, vil børn i indskolingen sagtens kunne nikke genkendende til nogle af de påfund, der opstår, og den tone, der er mellem dem. De lidt ældre børn vil oven i dét kunne spejle sig i den begyndende interesse for kærester, som så småt begynder at spire, - og som Noah naturligvis selv oplever, selvom det endnu kan være svært at formulere og få sagt.

Selvom fortællingens kapitler er korte, rummer den alligevel meget, og der er mange ting som man kan snakke om efter hvert kapitel. Hvorfor mon Noahs far er så fjollet? Hvordan mon barnet ville have det med, at deres egen mor eller far var sådan? Hvordan med julestemningen, - kan man undvære et rigtigt træ juleaften, og ville det være okay at de alle sammen var af plast? Osv.. Her kan inddrages både etiske overvejelser og mere personlige ting, afhængigt af det enkelte barn, - der nok at tage fat på.

Illustrationerne undervejs er fine, men kunne med fordel have fået en smule farve og flere detaljer, - og der kunne sagtens have været flere af dem til at supplere historien.

Overordnet set er der dog tale om et fint bud på en julekalender, man kan læse med børnene, - og som lægger op til, at man læser den sammen, og gerne som familie eller andre sammenhænge, hvor man kan snakke om det læste kapitel.