Om bog 1, Monstre, skrev jeg: Bedre sent end aldrig.. Dog kunne jeg godt ønske mig at have læst Død verden tidligere, for det her er virkelig en fantastisk start. Jeg skal indrømme, at der er langt i mellem de fortællinger med zombier i fokus, der for alvor har rørt mig, - men med Monstre er der lagt op til, at den her serie kan sparke benene væk under mig og (forhåbentlig) ændre mit syn på det. Pludselig kan det gå op for én, hvor meget man er gået glip af.
Nera er en stærk hovedperson, der, trods sine uperfektheder, holder hovedet højt. Og det skal netop understreges, at hun ikke er perfekt, men rummer både styrker og svagheder, som alle andre mennesker, - og hun er klar over det. Det er netop noget af det, der gør hende så sej, og til noget af et forbillede. For Nera handler det om overlevelse, - og så er man, i hendes verden, nødt til at benytte sig af det, man har til rådighed. Også sine svagheder.
Vekslen mellem Neras dagbogssider og en personbunden tredje-persons fortæller er absolut en styrke, - det giver både en ekstra dybde til Neras karakter, men giver også et rigtig godt flow til teksten, samtidig med at det har sin charme at se Neras håndskrift og små tegninger i dagbogen; det er én blandt flere ting, der afslører rigtig meget om hendes person, og er med til at gøre hende så menneskelig.
Jeg ser meget frem til at komme i gang med bog 2.
Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.
Bogen er udgivet i 2017, og er 255 sider lang. Den har ISBN 8758828435.
Om bog 2, Utopia, skrev jeg: Udtrykket i Død verden er virkelig gennemført på imponerende vis. Jeg er vild med detaljerne, og hvor gennemtænkt, det virker; især i forhold til Neras håndskrift, som er tydeligt påvirket af hendes humør og følelser i situationen, og hvordan hun tydeligt skifter sin kuglepen ud med den pen, hun får foræret - man kan ligefrem se, hvordan stregtykkelsen ændrer sig, og hun er nødt til at skrive en smule anderledes end ellers, både fordi pennen ligger anderledes i hånden, men også fordi den sandsynligvis føles anderledes på papiret end det, hun er vant til. Her er tale om detaljer, - men hold nu op, hvor er det nogle lækre detaljer, der virkelig gør noget for læseoplevelsen.
Neras person er stadig virkelig gennemført, og hun udvikler sig i takt med, at plottet skrider frem; hun er stadig sit barske, stædige jeg, der kæmper for at overleve, og som gerne vil have styr på tingene. Hun er nysgerrig og stiller spørgsmål som altid, og hun nægter at give op og bare blindt følge strømmen som de andre. Derudover er hun stadig klar over sin skrøbelighed, og at hendes relation til både Bane og Aidan skubbes gradvist; hvor Aidan mere eller mindre har overgivet sig til de nye omstændigheder, og Nera mister noget af den fortrolighed, de havde tidligere, kan Nera selv se, hvordan hendes følelser for Bane ikke kun er det blændværk, hun i første omgang havde mistanke om at det var.
Hvordan det hele skal gå for Nera og de andre er endnu svært at gennemskue.. Men bøgerne er vanskelige at lægge fra sig, så det handler om at afsætte god tid, før man går i gang, - for det næste kapitel skal også lige med, før man kan gå i gang med noget andet.. og så lige ét kapitel til.
Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.
Bogen er udgivet i 2017, og er 256 sider lang. Den har ISBN 9788758828466.
Om bog 3, Håb, skrev jeg: Det her hører til i en klasse for sig. Selvom jeg stadig føler mig en smule grøn i den type fantasy, der har med zombier at gøre, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det her er et mesterværk.
Plottet fungerer. Det er gennemtænkt, og i kombination med et super sprog giver det et fantastisk flow i teksten, så bøgerne er nærmest umulige at lægge fra sig, og man lige er nødt til at få næste kapitel med.
Vekselvirkningen melem dagbogsnotater og den personbundne fortæller er, som nævnt i de andre anmeldelser, også med til at drive historien frem, og gør Nera det mere realistisk; det giver hende en dybde, at vi får indblik i hendes tanker, tvivl og følelsesliv som hun selv ville formulere det, og ikke "kun" af en ydre fortæller. Nera er stærk. Ingen tvivl om det. Hun er beundringsværdig og har potentialet til at blive et forbillede for mange, uanset køn og baggrund. Og hun er det blandt andet i kraft af, at hun også viser svagheder, og at hun formår at kæmpe videre trods den tvivl og de følelser, hun bærer på.
Universets opbygning er interessant, og dets forskellige overnaturlige væsners baggrundshistorie får virkeligt lov til at udfolde sig her i bog 3, og uden at afsløre for meget, kan jeg kun sige, at det har været en øjenåbner at læse disse hemmeligheder og denne vinkel på mytologien bag disse væsner. Det er noget anderledes end hvad jeg har set i andre universer, men det fungerer, og har sine egne styrker, så det er bestemt på den gode måde, at det skiller sig ud.
Overordnet en serie, jeg kun kan anbefale andre at komme i gang med.. Også selvom man normalt ikke er til zombie-fortællinger. Det troede jeg heller ikke jeg var, før jeg kom i gang - men man kan altid blive omvendt.
Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.
Bogen er udgivet i 2017, og er 288 sider lang. Den har ISBN 9788758828473.
Om bog 4, Forenet, skrev jeg:
Årh! Hold nu op, en emotionel rutsjebanetur, det her har været, Louise Haiberg!!!
Som jeg har været inde på i mine anmeldelser af de tidligere bøger i serien, var mit kendskab til zombie-fortællinger ret begrænsede, før jeg kastede mig over Død verden serien, - men jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Det kan virkelig noget, især når der undervejs helt naturligt er indlagt så tilpas meget lore i den almene fortælling, at man som læser kan følge med i, hvad zombierne egentlig er for nogle væsner, og hvordan de er opstået. Selvom de fleste af os nok har et billede af, hvad en zombie er for noget, giver det god mening, at det enkelte overnaturlige væsen defineres i det univers, de optræder i, da hver læsers (eller forfatters) opfattelse af pågældende væsen ikke nødvendigvis stemmer 100% over ens med de andres forestillinger af samme væsen.
Det samme gælder i øvrigt i forhold til vampyr-elverne, som er en finurlig kombination, jeg ikke kan erindre at have set optræde i andre universer (jeg kan selvfølgelig huske forkert) og som derfor er noget helt særligt; vi vil som læsere sidde med hver vores idé om, hvordan de ser ud og hvad de kan, og det er derfor en klar fordel at der bliver kridtet en bane op relativt tidligt, så vi er klar over, hvad der menes. Da vi møder dem i starten, er vi som læsere lige så grønne over for denne kombination af væsner som hovedpersonen Nera selv er det, og lærer dem derfor at kende i samme tempo som hun gør, og det er altså en bonus, at det ikke bare bliver taget for givet, at vi som læsere med det samme sidder med et færdigt billede af, hvad det er vi bliver mødt med.
Bog 3 sluttede med, at Bane kom glat afsted. Nera vil naturligvis gøre alt der står i hendes magt for at hjælpe ham, men det er ikke så nemt, som det lyder, og hun finder det derfor nødvendigt at bryde nogle regler undervejs, - hjulpet på vej af nogle gode forbindelser. Det lader da også til at gå.. Ganske kort. Forenelsen er ikke som hun - eller Bane, for den sags skyld - havde håbet, og der opstår flere udfordringer, som ingen havde forudset. Og hvad gør man så? - Som Nera selv ville have sagt det: Fuck!
Neras dagbog er stadig en trofast følgesvend i denne bog, og vekselvirkningen mellem dagbogsnotater og beskrivelser af handlingen giver et helt fantastisk flow, som driver det hele frem og gør det svært at lægge bogen fra sig; det giver så meget mere, at vi ikke kun får beskrivelserne af Neras oplevelser, men også får serveret hendes egne formuleringer om begivenhederne og hvad hun tænker og føler om dem. Det giver hende en helt anden dybde, og hun bliver automatisk meget lettere at relatere til; selvom hun er en fighter, som en del gerne vil kunne identificere sig i, ligger hendes verden alligevel så langt fra det, vi kender, til at det ind i mellem kan være svært helt at identificere sig med de problematikker hun står over for, men det giver dagbogen heldigvis en løsning på.
Derudover må forsiden komplimenteres; tematisk læner den sig op af de tre forgængere, men det er virkelig gennemført at man kan se og mærke en del af den udvikling, Nera har gennemgået gennem de fire bøger, og at hun har fået et andet syn på både sig selv og verden omkring hende. Hun er ikke længere den samme pige, som hende vi mødte i starten af bog 1.
Det er en KLAR anbefaling herfra.
Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.
Bogen er udgivet i 2020, og er 288 sider lang. Den har ISBN 9788758835242.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar