Viser opslag med etiketten vampyrer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vampyrer. Vis alle opslag

29 august 2024

A Dowry of Blood

 Forfatter: S. T. Gibson

Trigger Warnings for bogen: emotional, verbal and physical intimate partner abuse, gaslighting, war, famine, plague, blood, gore, consensual sexual content, sadomasochism, self-harm, body horror, violence, murder, alcohol use, depression, mania

Allerede på omslaget af A Dowry of Blood støder vi på ordene desire - obsession - control, som også er meget kendetegnene for fortællingen.

Hop med ind i en spicy vampyrromance med både poly og bi-repræsentation, skrevet i form af erindringer eller tilsvarende fra hovedpersonen til hendes skaber.

Skabervampyren er ikke omtalt ved navn, men fremstår i fortællingen om ham dominerende og med hang til det sadistiske.

Stilen er bemærkelsesværdigt anderledes end mange andre nyere vampyrromancer - og romancer i det hele taget, så det kræver lidt at vænne sig til måden det hele bliver fortalt på.

Til gengæld drages der paralleller til den oprindelige Dracula fortælling, som også var stykket sammen af dagbogsnotater, avisartikler og lignende. A Dowry of Blood er heldigvis alligevel helt sin egen, trods den åbenlyse inspirationskilde.

Der er fin variation i typen af relationer i løbet af bogen, og det er særligt interessant at følge med i hovedpersonens skift i mindset afhængigt af om der interageres med skaberen, en ligeværdig eller en nyere vampyr; der skabes kløfter og skel mellem aldersgrupper og status internt mellem karaktererne.

Fortællestilen indsnævrer af naturlige årsager den verden vi træder ind i og befinder os i, så man kan godt komme til at savne noget worldbuilding.

Jeg ELSKER at bogen lægger ud med en liste af Trigger Warnings inden bogen rigtigt går i gang, så man som læser har en chance for at mærke efter, hvad og hvor meget man er klar på, - for en bog som den her er bestemt ikke for sarte sjæle. Derfor er bogen også udelukkende (!!!) til 18+ segmentet!


25 april 2024

Bride

 Forfatter: Ali Hazelwood - Udgivet: 2024

Ali Hazelwood er primært kendt for at skrive romancer, hvor den kvindelige hovedperson har sit daglige virke inden for noget med matematik eller videnskab, - og dét er Ali Hazelwood god til. Bride er den første af forfatterens romaner, der er fantasy-baseret og ikke foregår i den verden vi kender, men det virker altså også.

Hazelwoods romaner er på ingen måde stor litteratur. Det er dog stadig fængende og fængslende på sin egen måde, og romanerne er vanskelige at slippe igen; lige som en god romance skal være. 

Man kan hurtigt ende med øjnene klistret til siderne og fundere over hvad det næste bliver, og hvilken retning historien nu tager. Selvom de har en tendens til at blive en anelse forudsigelige og man derfor nemt kan regne ud hvordan de ender til sidst er det alligevel spændende at gætte med på, hvilke drejninger og twists bogen tager undervejs.

Bride er på ingen måde et mustread, heller ikke for vante romantasy-læsere. Men den er alligevel charmerende på sin egen måde, og kan bestemt bidrage med noget interessant og anderledes, også for dem der har læst meget i genren i forvejen.

Skal noget trække særligt ned virker hele idéen om at have en Alpha inden for varulve-pak efterhånden en smule forældet og outdatet, og derfor lige rigeligt cliché. Personligt er det i hvert fald noget, jeg stejler en smule over når jeg ser det brugt; men kan man se bort fra det, kan resten af bogen stadig noget.

09 januar 2021

*Anmelder-eksemplar* Mystikernes mærke

 Forfatter: William Goshawk - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2020

Sidetal: 190 - ISBN: 9788793927476

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, og er derfor en reklame. Alle udtryk for holdninger til værket er dog helt mine egne.

Om Mystikernes mærke skrev jeg:

Titlen i sig selv, Mystikernes mærke, kombineret med forsideillustrationen, må være nok til at sætte fantasien i selvsving hos de fleste fantasy-fans, uanset hvilket medie, man foretrækker. Der er potentiale til en hel masse, og heldigvis holder plottet.

I betragtning af, at bogen er under 200 sider lang, og derved en del kortere end de fleste andre fantasy-romaner til unge og voksne, er det faktisk imponerende, hvor meget der er kommet med.

De væsentligste karakterer er pænt definerede, og deres historie stemmer overens med deres handlingsmønstre.

Universet virker robust og gennemtænkt, og der er nogle fine detaljer med. Her kunne man have valgt at gå mere i dybden med de forskellige typer af Mystikere, men plottet virker heldigvis, trods de steder, hvor det virker en smule kortfattet, og det er ikke fordi der ellers mangler en hel masse detaljer.

Romanen kan sagtens stå alene, men der er også plads til, at der kan udvides med en to'er, hvis forfatteren ellers er i humør til dét en dag. - Der er i hvert fald nok at tage fat på, og der er flere muligheder for at udvide universet.

Overordnet set er det faktisk en virkelig vellykket fortælling, trods det, at man kunne savne, at der var noget mere af den.

28 september 2020

Blodets bånd-serien

Forfatter: Pernille Eybye - Forlag: Tellerup

Om bind 1, Blodsøstre, skrev jeg:

Serien om Blodets Bånd har i skrivende stund ligget ulæst i min TBR-stak i hen ved et halvt år (investering under corona-nedlukning, og så kom jeg ikke videre, fordi der blev sat gang i lidt for mange projekter på én gang) - så vi er endt der, hvor den dårlige samvittighed er begyndt at banke på, og jeg hellere måtte få serien læst.

Serien har da også talt til mig længe før jeg fik investeret i den - den har stukket lidt til mig, hver eneste gang jeg er stødt på én af bøgerne på biblioteket, og jeg har hørt meget godt om serien.

Men NU skulle det være!

Selvom jeg primært læser fantasy, science ficition og realisme til børn og unge, forsøger jeg at læse bredt inden for de genrer. Nogle gange kan det dog godt ramme mig, at jeg savner at læse om en bestemt tematik eller et bestemt slags væsen. På det sidste har det været vampyrer, og dér slår Twilight-sagaen bare ikke altid helt til hos mig (fair hvis det gør det for andre, dog).

Jeg er gået til Blodets Bånd med åbent sind - og selvom jeg har hørt den skamrost, har de anmeldelser, jeg har læst, ikke fokuseret ret meget på plottet, så jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente her.

Jeg er dog på nuværende tidspunkt virkelig positiv over for serien, - den lader til at have enormt meget at byde på, og selvom jeg til tider kunne frygte, at den ville handle for meget om fx seksualiseringen af vampyrer (ala The Black Dagger Brotherhood serien kan gøre det), er det heldigvis ikke tilfældet.

Kassie er interessant som hovedperson, og selvom vi ikke kender hende ret godt endnu, har hun masser at byde på, der bliver spændende at udforske i løbet af serien. Hendes fortid nager som en form for identitetskrise, og oveni er der problemer i nutiden, som også skal håndteres - og det kan være vanskeligt at finde en balance i de to. Hvordan dét arter sig vil tiden vise.

Leo er mere et wildcard, som vi ved nærmest endnu mindre om, - hvad er han egentlig for en type, og hvad er han i stand til? Han har ikke de samme nutidige problemer at forholde sig til som Kassie, men har mere frirum til at arbejde med sin identitet og sine evner, - og det giver plads til en helt anden form for potentiale.

Lige nu sidder jeg med en følelse af, at jeg har et spændende eventyr i vente, - men også, at jeg kan være ærgelig over ikke at have fundet serien noget før.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2011, og den er 280 sider lang. Den har ISBN 9788758810140.


Om bind 2, Hyænelatter, skrev jeg:

Hyæenelatter fortsætter, hvor Blodsøstre slap. Kassie og Leos relation udvikler sig langsomt, men det er ikke så enkelt at tage skridtet fuldt ud, - for hvordan får man lige fortalt sin flirt, at man er vampyr? Nok er Leo ikke helt almindelig - men bare det at skulle håndtere informationen om, at han er wicca, er vanskelig, så der er ingen garanti for, at han vil kunne håndtere informationen om, at Kassie er vampyr.

Derudover bliver det kun farligere at være vampyr i byen, hvor en gruppe unge mænd bliver mere og mere voldsomme i deres jagt.

Kassie har derfor rigeligt at se til, - både i forhold til relationen til Nick, og i forhold til bare det at holde sig i live.. Og de sidste siders afsløringer gør det ikke mindre kompliceret. Hvad vil dén information mon bringe med sig? Det er ikke fair at slutte bogen sådan.. Godt, man har næste bog liggende klar allerede!

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2011, og den er 254 sider lang. Den har ISBN 9788758810157.


Om bind 3, Kampbrødre, skrev jeg:

Kampbrødre er hård læsning for alle, der har været i nærheden af noget, der ligner et skidt forhold, - hvad enten det handler om psykisk eller fysisk vold.

Det gør ondt, og det er barskt..

Og som offeret i denne relation følger vi med Kassie også nogle af de konsekvenser, den type forhold kan have, alene på den korte bane.

Zan har bogstaveligt taget Kassies stemme, - hvilket indirekte også kan foregå i virkelige forhold af denne art, hvor offeret ikke får talt om hvad der reelt set foregår bag hjemmets fire vægge.

Kassie får heldigvis fortalt om noget af det, hun går igennem, og selvom det stadig lader til at være vanskeligt, anes der dog en mulighed for at hun kan slippe fri af sit fængsel med tiden, - så der er endnu lys for enden af tunnelen.

Jeg ser frem til at se, hvordan det udvikler sig i resten af serien.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2012, og den er 284 sider lang. Den har ISBN 9788758810461.


Om bind 4, Følgesvenden, skrev jeg:

Det er som om, det hele bliver gradvist mere og mere intenst, - og bøgerne gradvist bliver sværere og mere vanskelige at lægge fra sig. Hvilket naturligvis kun er positivt, - især, når der stadig er 5 bøger igen, og serien i sin fulde længde godt kan virke en anelse intimiderende. Det er mange sider at tygge sig i gennem, og selv for hurtig-læsere tager det en del tid.

Det er spændende at følge Kassie i hendes rejse for at lære sig selv og sin fortid endnu bedre at kende, - meget kan man næsten regne ud, før Kassie selv finder ud af det, men der er også meget, der overrasker, og som virker mindre åbenlyst. Hun er en karakter med mange facetter og meget personlighed, - og alligevel er det vist meget godt, at serien ikke kun har hende som omdrejningspunktet, da det ville blive for kedeligt i længden.

Leos kamp er mindst lige så interessant, fordi den er så unik, - jo jo, vi har da hørt om unge mænd, der skulle lære sig selv bedre at kende før, men den type evner, som Leo besidder, er der et stykke i mellem. Og så er det en smule befriende, at han rent faktisk må kæmpe så meget for at kontrollere sine evner, i stedet for at han bare finder ud af det med det samme, - det gør ham mere kompleks og mere virkelig. Det bliver spændende at se ham folde sig helt ud!

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2012, og den er 351 sider lang. Den har ISBN 9788758810478.


Om bind 5, Heksekunst, skrev jeg:

Kassie lærer sit tidligere jeg, Helena, bedre at kende, og det bliver stadigt sværere at finde en balance i tilværelsen, når hun både vil finde tid til at huske sin fortid, bruge tid med Leo, og også må være hos Zan, der udnytter sine alfa-privilegier. Kan hun forene de forskellige sider af sig selv og få gjort op med både Zan og Archer?

Leo får gradvist bedre styr på sine kræfter, - men kan han i virkeligheden styre følgesvenden, eller er det følgesvenden, der styrer ham? Der er perioder, hvor han ikke har styr på, hvad han har lavet, - og selvom han har en del privilegier hjemmefra, kan man undre sig over, at forældrene ikke er mistænksomme, når man overvejer hvor lidt han er hjemme, - nok er han teenager og søger friheden, men hans fortid taget i betragtning, skulle man tro, at de i højere grad forsøgte at have føling med hans gøren og laden.

Hvorfor hjælper Liliana så villigt både Leo og Kassie, tilsyneladende uden at få ret meget igen, - især i betragtning af, hvor kort tid, de har kendt hinanden?

Viking er lidt af en joker, der i noget tid nu har kørt sit eget løb. Han er charmerende på sin egen vis. Han giver os mange svar om Archers fortid, - men hvilken rolle kommer han til at spille på sigt?

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål.. Men heldigvis også fire bøger tilbage i serien! Der er stadig meget, der skal nås.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2013, og den er 391 sider lang. Den har ISBN 9788758812625.


Om bind 6, Forfald, skrev jeg:

Det er som om, der er kommet en smule mere stilstand i begivenhederne, og vi bare venter på, at nogen gør noget udfald i den ene eller anden retning.

Der sker da lidt da én af søstrene bliver overfaldet, - men det har ikke for alvor vidt-rækkende konsekvenser for nogen parter, og det lader til, at de fleste relativt hurtigt er oenpå igen efter dén episode.

Flere af karaktererne virker en anelse opgivende efterhånden, og i denne venten på at NOGEN gør noget, kunne jeg godt savne at nogen gjorde ET ELLER ANDET.

På et eller andet tidspunkt skal der selvfølgelig nok ske noget, - men det er som om, at ventetiden bliver trukket lidt i langdrag.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2013, og den er 388 sider lang. Den har ISBN 9788758813455.


Om bind 7, Fortidssynder, skrev jeg:

Der er så småt ved at komme gang i hjulene, - sådan for alvor.

Kassie husker mere og mere af, hvem hun var før i tiden. Og i samme ombæring lærer vi også mere om Leos fortid. Men der er stadig mange spørgsmål, der trænger sig på om parret.

Det kan dog til tider være svært at mærke hvad der holder dem sammen. Mens Leo har trænet for at kunne styre sin følgesvend, har Kassie haft travlt med at grave i sin fortid, - og deres fælles kæreste-tid er begrænset. De har ikke for alvor haft tid til at dyrke forelskelses-fasen, så hvad der reelt gør, at de stadig danner par, har jeg svært ved at få øje på.

Zan er og bliver en skræmmende figur og er billedet på en manipulerende alfa, der har fået alt for meget magt, - og som nyder hver en del af det. Det er uhyggelig læsning, og han bliver vanskeligere og vanskeligere at sympatisere med, jo længere vi når frem, efterhånden som han fastholder den her rolle.

At hans fjende, Junior, så ikke er meget bedre, er hvad dét er, - men her er forudsætningerne andre. Hvor Zan er kold og beregnende er Junior mere i sine følelsers vold, hvilket gør ham uhyggelig på sin helt egen facon.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2014, og den er 463 sider lang. Den har ISBN 9788758816678.


Om bind 8, Tågeslør, skrev jeg:

Det er til at mærke, at vi nærmer os en afslutning nu.
De sidste linjer er egnet op, og alle fronter forbereder sig på de sidste opgør.

Især Vikings kamp er rørende i denne bog, hvor vi for alvor får en indsigt i hans følelsesliv og hans historie, ikke bare personligt men også i forhold til hans relation til både Zan og Kassie.

Han har længe skiftet mellem at være en charmetrold og at være super-irriterende, men at se denne meget følsomme side af ham er alligevel en smule anderledes, - han er mere skrøbelig end hvad han har vist før, og det gør ham endnu lettere at holde af.
Man kan helt komme til at heppe på ham og shippe ham og Kassie (har de mon et ship-navn?), da de lader til at have en endnu bedre connection end hvad Leo og Kassie har.
Anastasia har tidligere været meget provokerende og grænsesøgende i sin adfærd, men får for en gangs skyld for alvor kamp til stregen, hvilket nok egentlig er meget sundt. Hendes attitude har før hjulpet hende med at håndtere traumerne fra tiden som menneske, men attituden har udviklet sig meget ud over det, så at den bliver slebet lidt af i kanterne er vist ikke helt skidt.
Det bliver spændende at se, hvad afslutningen fører med sig, - i forhold til hvor plottet tager os hen, og hvordan de enkelte karakterers forløb bliver rundet af.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2014, og den er 544 sider lang. Den har ISBN 9788758818160.


Om bind 9, Skæbnebånd, skrev jeg:

Endelig kom seriens klimaks, og en afgørelse på det drama, der har været undevejs i lang tid.
Det blev ikke den perfekte afslutning, - man kan nok ikke altid få det helt som man ønsker sig.
Der er da enkelte ting, jeg godt kunne have ønsket mig svar på her ved seriens afslutning.
Hvad skete der med Bess og jægerne? Blev Bess ved med at være sit gamle jeg, eller fik hun tilbagefald til sine mentale udfordringer? Hvad lavede wiccaerne egentlig?
Det ligger lidt hen i det uvisse, og har ikke umiddelbart haft den højeste piroritet i kampen mod Zan, Archer og Junior. Men det er stadig spørgsmål, der kan gnave lidt.
Zan var geennem hele forløbet meget tæt på den stereotypiske, manipulerende partner, der kun var tilfreds så længe alt gik efter hans hoved, - og selv da skulle han nok finde noget, han kunne straffe andre for. Det gør ham enormt skræmmende som skurk, - fordi det er så irriterende realistisk. Det er ubehageligt at der jo findes folk som ham i den virkelige verden. Godt nok har Zan haft sine vampyrkræfter at trække på også, - men når man ser bort fra det, kunne han være som taget ud af virkeligheden.
Vikings kærlighed til Kassie gør ondt på sin egen måde. Viking er en mand, der har kunnet nedlægge piger på stribe, og langt hen ad vejen stort set få de piger, han drømte om og gerne ville have, - bortset fra den ene, der rent faktisk betød noget for ham. Og at mærke smerten hos ham over, at netop dét ikke kunne lade sig gøre var hjerteskærende.
Kassie og Leos forhold har desværre længe gået en smule på, - og selvom vi med tiden får en kobling på deres relation (no spoilers to find here) sidder jeg stadig tilbage med en følelse af, at deres forhold er en smule skævt og at de ikke har så meget tilfælles, - jeg har svært ved at mærke, hvad der driver dem som par.
Overordnet kan jege egentlig godt lide præmissen for serien, men der er også nogle ting som gør, at jeg absolut ikke er oppe at ringe over den, - heriblandt ovenstående. Derfor også ratingen.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2015, og den er 472 sider lang. Den har ISBN 9788758818474.




26 september 2020

Twilight

 Forfatter: Stephenie Meyer

Om bog 1, Twilight, skrev jeg:

Jeg må være ærlig og indrømme, at selvom jeg på den ene side godt kan se, hvorfor der er rigtig mange, der ikke bryder sig om serien (mere om det senere), kan jeg også SAGTENS forstå, hvorfor andre er helt forgabt i serien. Bøgerne er letlæste, for nogen vil det være nemt at se sig selv i Bella; det er en fantasi for nogle, at man kan blive dybt forelsket i denne her mystiske fremmede, som så kan redde én fra den mere eller mindre miserable tilværelse, man tidligere har levet.

Der kan være dem, der kommer fra vilkår lig Bellas, hvor man ikke rigtigt føler, at man passer ind nogen steder. Det kan være svært at få venner, og den første forelskelse har ikke for alvor meldt sig. Man kan føle sig ensom og fremtiden kan virke usikker. Naturligvis er det dragende at finde nogen, som tager én ind lige som man er, og som accepterer én uden at forvente yderligere. Den her følelse af at høre til er desværre ikke alle forundt, - og selvom man ikke nødvendigvis kan sætte ord på, at det er dét, man mangler, kan det alligevel gøre sig gældende for flere end man umidelbart regner med.

MEN. Og der er selvfølgelig et men. Bellas og Edwards forhold er ikke sundt. Som i, slet ikke. Edward er jaloux og kan ikke håndtere, at Bella snakker med andre end sin egen og hans familie uden at han skal puste hende i nakken hele tiden. Han kan ikke tåle, at Jacob fortæller Bella, hvor godt hun ser ud til prom (come on, Bella har allerede fortalt dig, at det skal være jer to for altid). Han har stalker-tendenser. Og han kan ikke finde ud af, om han vil såre Bella eller ej, - den her vekslen mellem at ignorere hende og tale til hende som om intent er galt, helt ud af det blå, er virkelig mærkeligt, og burde få alle advarselslamper til at blinke.

Til gengæld knus-elsker jeg Bellas far, Charlie. Han er jo fantastisk, og noget af det, der virkelig holder mig oppe, når jeg læser serien. Havde det ikke været for ham og Alice havde jeg næppe læst serien mere end den ene gang. Charlie gør hvad han kan for sin datter, - og selvom man kan betvivle om det er nok, og om det er det rigtige, kan han ikke gøre det anderledes med de værktøjer, han har til rådighed. Han vil sin datter alt det bedste, og forsøger virkelig som far, men der er desværre ikke meget at gøre.

Når nu Midnight Sun er udkommet, hvor vi følger noget af historien fra Edwards synspunkt, og vi har fået en udgave hvor kønnene er bytte om i Life & Death, kunne jeg virkelig ønske mig, at der blev skrevet en alternativ udgave, hvor vi følger Charlie Swan og Billy Blacks venskab og deres kamp mod vampyrerne. Og så kunne man godt undre sig over, at jeg ikke selv skriver den fanfiction, - men det skriver jeg vist ikke godt nok til at føre ud i livet. Har nogen et link til en fanfiction af den type i god kvalitet, må I meget gerne henvende jer!

Jeg gav bogen 2 ud af 5 mulige stjerner.


Om bog 2, New Moon, skrev jeg:

Selvom jeg ikke har valgt hold og derfor ikke er 100 % på hverken Team Edward eller Team Jacob, kan det godt lyde som om jeg hælder til Team Jacob, når jeg fortæller hvilke lettelse det er at læse New Moon, - især fordi Edward ikke har så meget taletid og at han er trukket meget i baggrunden.

For mig handler det dog ikke udelukkende om, at Jacob får lov til at komme til orde, men at jeg som tidligere nævnt er stor fan af især Bellas far, Charlie, der får vist noget mere af sig selv i bogen her. Vi får set lidt af det maskuline, når han til dels befinder sig i selskab med Billy og Harry fra reservatet, og når han skal markere sig over for Edward. Og han får vist en mere blød side af sig selv, når han bliver meget bekymret for Bella, og reagerer både med omsorg og i frustration. Han er meget til stede, og gør sit bedste, - og selvom han ikke nødvendigvis er perfekt i alt hvad han gør, kan man mærke, at han vil gøre alt hvad der står i sin magt for at være der for Bella, uanset hvad.

At jeg så stadig mener, at Edward er dobbeltmoralsk, at han er creepy, for meget og vanskelig at holde ud er hvad det er - og jeg har stadig svært ved at se, hvad Bella ser i ham, for langt hen ad vejen er han for meget. Ud over at Bella mener, at han ser godt ud, og at han som vampyr har særstatus i forhold til de "almindelige" drenge fra hendes high school, har jeg svært ved at få øje på hvad der skulle være drivkraften i deres forhold, for hvad er det egentlig de har til fælles?

Jacob er ikke meget bedre, men viser dog fra dag 1 en interesse i Bellas person, og viser nogle flere humane sider, - der er, no pun intended, mere liv i ham, og han viser et bredere spektrum af følelser. Og selv om hans intense følelsesudbrud ikke altid er hensigstsmæssige for den situation han står i, og til tider risikerer at gøre mere skade en gavn, viser han trods alt en mere passioneret side af sig selv, end hvad vi nogensinde har set fra Edward - Jacob lægger ikke skjul på hvad der betyder noget for ham, og dét er fantastisk at følge.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 3, Eclipse, skrev jeg:

Yay! - Alice-tid! Ser man bort fra Charlie, er Alice min absolut favorit-karakter i serien her, og jeg ELSKER at vå får set meget mere af hende i bogen her. Selvom hun stadig ikke helt har fået sin forløsning og kender hede sit ophav endnu, er hun stadig brilliant, excentrisk, optimistisk, støttende og livlig på de helt rigtige tidspunkter, - man kan regne med hende, og selv Charlie falder tidligt for hende, hvilket naturligvis kun er en bonus i mine øjne.

At der så stadigvæk er en del problematikker i forhold til Jacob / Bella / Edward relationen er hvad dét er.

Jacob viser sig fra en væsentlig mere negativ side end han har gjort tidligere, og kan ikke selv se, at han ikke er så perfekt som han påstår han er, - nok er han fysisk modnet meget gennem bog 2 og 3, men mentalt er han stadig meget umoden, og absolut ikke værd at bruge tid på.

Edward er mere positiv og knapt så creepy som han har været, og han får, i hvert fald i mine øjne, indhetet nogle point i denne bog. Han er mere overbærende, mere tilgivende, og lader til i højere grad at have fået øjnene op for, hvad Bella virkelig har brug for fra ham, - det vil sige plads og noget albuerum til at være sig selv, både når det handler om det, han bryder sig om, og det, han bryder sig knapt så meget om. Han stoler mere på Bella end tidligere og det er en kæmpe bonus, at han har lagt nogle af de mere jaloux træk væk, - selvom han fysisk ikke har ændret sig gennem bøgerne, er han alligevel mentalt modnet og har rykket sig meget gennem bøgerne, hvor han er gået fra et meget konservativt syn på tilværelsen til et mere frit syn på samme, og det klæ'r ham.

Rosalie viser også nogle flere bløde sider i bogen her, og selvom hun og Emmet stadig ikke for alvor får den spalteplads jeg kunne ønske for dem, er deres historier også fantastiske at få lov til at følge på lidt nærmere hold.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 3,5, The Short Second Life of Bree Tanner, skrev jeg:

Historien i sig selv har noget potentiale, - hvem er Bree Tanner? Hvor kommer hun fra, og hvorfor ender hun som hun gør? Vi får en lille flig af det, men det, vi ved om Bree, er trods alt kun en meget lille del af, hvad Bree måtte gå igennem i sin tilværelse som nyfødt vampyr.

Der er forsøgt lagt en stil med et højt tempo, hvor der hele tiden sker noget, og man ikke kommer til at kede sig undervejs, - men det er også kun en meget kort historie. Der er ikke for alvor dybde i histrien, og vi får ikke rigtigt lov til at gå i dybden med Bree, Diego, Fred eller nogle af de andre, - og når det endelig skal være, kunne der sagtens være gjort endnu mere ud af det.

Jeg gav bogen 2 ud af 5 mulige stjerner.


Om bog 4, Breaking Dawn, skrev jeg:

Av, av, av.

Selvom det udefra ligner en lykkelig slutning for flere parter i fortællingen her, virker det alligevel som om det er lidt tamt, og at det er sluppet for nemt.

Jeg har INTET imod lykkelige slutninger overhovedet, men det føles som om det her ikke er helt slut. Det, at Volturierne stadig sidder på magten gør, at truslen stadig vil hænge over hovedet på Cullen-klanen, - og det vil den gøre, in til Volturierne ikke eksisterer længere.

Det betyder, at jeg sidder tilbage med en underlig følelse af tomhed, og at der mangler en hel masse.

Jeg ved godt, at der på det seneste har været snak om, at serien vil fortsætte med en historie, der foregår 4 år efter slutningen på Breaking Dawn, - men længe har Breaking Dawn trods alt været proklameret som værende slutningen på serien, og det virker bare ikke helt godt nok - ikke helt gennemtænkt.

DERUDOVER mangler jeg seriøs Charlie- og Alice-tid! Der er karakterer, som man synes er interessante, og der er karakterer, man ikke kan få nok af. Charlie og Alice hører for mit vedkommende til den sidste kategori, og det er synd og skam, at deres spalteplads er begrænset her. Jo, de har da deres moments, - men der kunne sagtens være mere!

Jeg gav bogen 2 ud af 5 mulige stjerner.

Om Life and death, Twilight re-imagined skrev jeg:

Edythe-Beu forholdet lader til at være sundere end Edward-Bella forholdet på mange måder, og slutningen virker på sin egen måde også mere passende end den originale slutning på Twilight.

Når det er sagt, så mangler jeg noget Archie, - jeg ville have mere, og kan blot tænke på, hvad Charlie ville have tænkt om ham.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 5, Midnight Sun, skrev jeg:

Midnight Sun er, i hvert fald i mine øjne, en del bedre end Twilight var det. Om det så er fordi Stephenie Meyer er blevet mere sikker i sin skrivestil kan sagtens være, - men det giver altså også en helt særlig bonus at man ikke kun får Edwards perspektiv på begivenhederne, men også flere andre karakterers tanker om samme. Det giver mange flere nuancer til historien end hvad vi først fik.

Forholdet mellem Bella og Edward er stadig usundt. Det benægter jeg ikke. Men at få Edwards tanker om, hvorfor han handler som han gør, forklarer meget. Det retfærdiggør ikke, at jeg stadig synes han er creepy, jaloux og overbeskyttende, men det gør en del, at man får hans egne tanker om, hvorfor han handler som han gør, og at der følger en begrundet overvejelse med. Igen - nuancer kan gøre rigtig meget til og fra i en historie som den her.

Derfor får Midnight Sun også fire ud af fem stjerner herfra. Ikke fordi jeg er blevet større fan af relationen mellem Edward og Bella, men fordi den er bedre begrundet her.

Og så naturligvis fordi Alice får endnu mere spalteplads denne gang. ;-)

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.




*Anmeldereksemplar* Sådan bliver du en tjekket...

Forfatter: Thomas Arnt Jensen - Illustrator: Ane Gudrun

Sådan bliver du en tjekket vampyr er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

 

Om Sådan bliver du en tjekket zombie skrev jeg:

Sådan bliver du en tjekket zombie er én af de fagbøger, man lige kan holde til at knokle sig igennem. Sproget er let, flydende og humoristisk, og man kommer derfor ikke til at kede sig undervejs. Tonen rammer plet til elever på mellemtrinnet, hvor niveauet vil være af tilpas sværhedsgrad for den gennemsnitlige 4. klasse, og til den lidt lettere side for 5. og 6. klasse. Dog vil humoren sandsynligvis stadig kunne fange eleverne i 6. klasse, og bogens overskuelige størrelse gør den derfor til et oplagt valg til de elever, som oplever udfordringer med læsningen, men som stadig gerne vil have noget alderssvarende indhold.

Indholdsmæssigt er der både det rent faktuelle om zombier med flere kommentarer om, hvordan zombier er blevet set gennem historien, men også humoristiske kommentarer til, hvordan zombier gebærder sig i det samfund, vi kender. Der er ramt en fin balance mellem de to ting, og det er en fornøjelse at følge med.

Bliver børnene stillet over for at skulle skrive en fagtekst i skolen vil bogen her derfor også være et oplagt valg i forhold til at finde et konkret eksempel på hvordan det gøres; indholdet er anderledes end hvad nogle børn ellers ville være stødt på af fagtekster, og det kan være fint med en afveksling og et blik for, at der er flere måder at gøre tingene på.

Brugen af illustrationer gør kun læsningen mere interessant, i og med de fint komplementerer hinanden, og illustrationerne både er med til at forklare teksten, men også supplerer med yderligere detaler, som man kan bruge lang tid på at fordybe sig i.

Jeg har egentlig kun ét spørgsmål, som endnu er ubesvaret, - kan et spøgelse og en zombie komme fra det samme individ?

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Udgivet: 2018 - Forlag: Calibat - Sidetal: 60 - ISBN 9788793281912


Om Sådan bliver du et tjekket spøgelse skrev jeg:

Endnu en gang er det lykkes Thomas Arnt Jensen og Ane Gudrun at skabe en bog, der både rummer en stor portion humor og en stor portion fakta, - de to ting kan sagtens forenes, hvilket bestemt er en bonus at kunne, når man skriver til mellemtrinnet.

Der er skruet en smule op for sværhedsgraden i forhold til forgængeren, Sådan bliver du en tjekket zombie, men det er ikke værre end at fans af netop den bog stadig burde kunne følge med her, om ikke andet fordi man nu burde være klædt på til måden, bogen er bygget op på, og hvad man kan forvente af både tekst og illustrationer.

Der er rykket lidt på fokus i forhold til de fakta, bogen indeholder, hvor der nu er større opmærksomhed på, hvad forskellige folkefærd gennem tiden har tænkt om spøgelser, og hvordan de har forholdt sig, samt i forhold til hvordan enkelte religioner beskriver spøgelser, - og der er flere referencer til virkelige steder, hvor det siges at man kan støde på spøgelser. Det lægger op til, at man giver sig i kast med yderligere research efter endt læsning, da der er serveret konkrete bud på emner, man kan gå i dybden med, hvis man har fået øjnene op for, hvad spøgelseshistorier kan, - og selvom der ikke er nogen decideret litteraturliste, man kan starte med, er jeg alligevel fan af konceptet her, da der, selv hvis der var en litteraturliste, ikke ville være nogen garanti for, at det var dén, man startede med at lede igennem, i og med der findes flere søgemaskiner, der bliver konstant opdaterede med de nyeste materialer om emnet.

Illustrationerne vedbliver at være på et højt niveau, og det er en fed gimmick, at forfatterne nu også er repræsenteret, ikke med det vanlige portrætfoto, men illustreret helt på linje med resten af bogens illustrationer. De er på én gang en gengivelse af noget af det, teksten fortæller om, og et supplement med en selvstændig fortælling, som man kan få meget ud af.

Jeg er stadig vild med konceptet, men mangler dog stadig svar på en tolkning af, om et spøgelse og en zombie kan komme fra det samme individ, - det må vist være op til den enkelte at vurdere.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Udgivet: 2019 - Forlag: Petunia - Sidetal: 56 - ISBN: 9788793767300

Om Sådan bliver du en tjekket vampyr skrev jeg:

Helt i stil med de to andre bøger i serien er her tale om lidt af et mesterværk fra Thomas Arnt og Ane Gudrun.

Sproget er humoristisk, let og legende på en måde, så man i løbet af kort tid bliver både underholdt og oplyst. Som vanligt er der nemlig både tips og tricks til, hvordan som ny vampyr bliver tjekket med alt hvad det indebærer i forhold til tøj, føde og væremåde, og der er informationer at hente om både myter om vampyrer og hvilke kendte vampyrer, man skal have styr på. Det kan naturligvis give inspiration til både leg, udklædning og videre læsning om vampyrer. Der er nok at gå i gang med, og man bliver præsenteret for tilstrækkeligt mange informationer til, at der er noget at gå videre med, uden at det bliver for tungt undervejs.

Illustrationerne er fabelagtige, og komplimenterer teksten utrolig godt. Selvom min 4-årige vist ikke helt er i målgruppen for bogen endnu, mente hun bestemt at den skulle læses højt, og snakkede ivrigt med om de fine illustrationer, som hun var svært begejstret for. Vi havde da også kun lige vendt sidste side, før hun absolut måtte i gang med at bladre den igennem igen for at finde yndlingsillustrationerne.

Det virker super godt, at hver af bøgerne i serien er skrevet som af én der netop tilhører den art, bogen omhandler, - det gør noget helt særligt ved tonen, og man fornemmer hurtigt en dog lidt stereotypisk vampyrpersonlighed i fortælleren, hvilket især er underholdende, når snakken falder på varulve, som jo ofte er vampyrernes fjender. Selvom der ikke bandes direkte, er det helt tydeligt hvad der tænkes om varulvene, og havde målgruppen for bogen været en anden er der vist heller ikke tvivl om, hvordan formuleringerne havde været.

Herhjemme er vi, som man vel næsten kan fornemme, svært begejstret for både Sådan bliver du en tjekket vampyr og de to andre bøger i serien, og vi kommer garanteret til at genlæse dem ind til flere gange. De har i hvert fald vores varmeste anbefalinger, - både til børn, der er nysgerrige på emnet, og til deres forældre.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Udgivet: 2020 - Forlag: Petunia - Sidetal: 52 - ISBN: 9788794007054








*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...