Franz den Almægtige

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2024

Franz fra 2020 har fået sin efterfølger i Franz den Almægtige! Dengang skrev jeg om Franz, at det kunne være en fordel at gå ind til fortællingen med et åbent sind og uden for mange forventninger, - for man skulle nok blive overrasket alligevel. Der var fart over feltet og meget, der skulle nås, - og på dén led er der ikke meget, der har ændret sig i Franz den Almægtige.

Alligevel kan man mærke, at Wendelboe hele tiden vokser som forfatter. Der er kommet en anden ro over fortællingen, trods det at det aldrig bliver helt roligt med Wendelboes eventyr; men den røde tråd står tydeligere og det er klarere hvad fortællingen vil os.

Universet er stadig kaotisk, og man skal endelig ikke have paraderne for højt oppe, når man læser, for så kan man hurtigt blive trådt over tæerne eller en smule fornærmet. Især hvis man holder en smule af sin religion, hvad end dén måtte være. Franz er over alt og blander sig i hvad der passer ham, så ingen og intet er urørligt!

Det er humoristisk og småkaotisk, men også tankevækkende og interessant, trods - eller måske netop takket være - de provokerende undertoner.

Overordnet er Franz den Almægtige ret vellykket. Den kan, som sin forgænger, læses fra 15-16 år og opefter, og er især til dig, der trives i et stort hvirvar af indtryk, og som har mod på fortællinger, hvor man skal holde tungen lige i munden undervejs, - og så skal du ikke være bange for at turde tænke lidt selv også.

*Anmeldereksemplar* Kirkeåret i nye klæder

 Forfattere: Karina Jensen og Lone Maria Lundsgaard - Udgivet: 2024 - Forlag: Hoi forlag

I dag er det første søndag i advent, og dermed også første søndag  i kirkeåret. Derfor er det også helt med vilje, at mine tanker om bogen Kirkeåret i nye klæder kommer i dag.

Bogen følger kirkeårets gang med en kort, men indsigtsfuld tekst fra 62 forskellige præster med refleksioner om deres lokale kirke og præstegerning. Mængden af tekster passer naturligvis til antallet af søn- og helligdage i kirkeåret, så man passende kan tage en tekst til hver, og efterfølgende høre en podcast i dagens anledning via den medfølgende QR-kode, - uden at det koster ekstra.

Bogen er lavet på en måde, så man, afhængigt af sind, kan "nøjes" med podcasten og de visuelle indtryk i bogens billeder, og bogens billeder tilhørende tekst kan også fint stå alene.

De mange præster, der har bidraget til bogen, er naturligvis præget af de kirker, de er tilknyttet, og deres præstevirke og liv generelt, og man får da også lov at opleve  stor diversitet i måden de udtrykker sig på i løbet af bogen. Der bliver reflekteret over stort og småt, menneskelighed, troen i sig selv, klima og meget  mere.

Og så behøver man altså ikke selv være troende for at læse med, men "blot" nysgerrig på kirkeåret og præstegerningen. Man bliver naturligvis mødt med individer, hvor man ikke er et sekund i tvivl om hvad de tror på, men det er ikke en bog, der nødvendigvis skal omvende. Som læser bør man nærmere se det som et bud på, hvilken relevans kirke og religion kan have i dagens Danmark i 2024, samt bud på i hvilke situationer vi kan bruge kirkerummet og præsterne ud over gudstjenester, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, - for præsterne er naturligvis til rådighed for langt mere end blot dét.

Kirkeåret i nye klæder er et fint indblik i mange perspektiver på kirken i dag, og er for de kultur- og religionsinteresserede.

*Anmeldereksemplar* Sami og gudernes gåde (Det som var før, #1)

 Forfatter: Nick Allan - Forlag: Forfatterskabet - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Sami og gudernes gåde er første bind i serien Det som var før. Det er fantasy, stærkt inspireret af en vifte af myter og religioner, - men især referencerne til kristendommen træder frem i både navne på karakterer, pointer og plottråde.

Det er en fortælling hvor vi befinder os på flere plan, og hvor enkelte karakterer løbende skifter mellem hvilket plan de befinder sig på. I kombination af at der med mellemrum også skiftes synsvinkel og fortæller, kan det ind i mellem virke en anelse forvirrende at skulle hitte ud af hvor man er og hvem vi er hos, ind til man finder et system i det.

Sami og gudernes gåder handler om normer og sociale koder og brud med samme. Det handler om identitet og en eventyrlig jagt på at ville finde ud af hvor man kommer fra og i bund og grund at finde et trygt sted at høre til. Og med rødder i religion og mytologi trækkes der naturligt tråde herfra.

Især i første del af bogen er sproget voldsomt og der bliver brugt en del bandeord og hårde fraser, og kombineret med en bipersons generelt hårde attitude og udfordringer i tilværelsen er bogen bestemt ikke for sarte sjæle. Det er dog heldigvis ikke det, der fylder en hel masse i resten af bogen, hvorfor jeg heller ikke nævner det som en decideret trigger warning, da vores hovedpersoner kommer væk fra meget af det ellers giftige miljø.

Sami og gudernes gåde er spændende, omend den er noget indviklet og lidt forvirrende at hitte ud af. Den kan dog sagtens læses fra 14-15 år og op, og også voksne læsere vil kunne få en del ud af fortællingen.

*Anmeldereksemplar* Mindeskoven - 15 noveller om spiritualitet

Forfattere: Pia Gasberg, Eva Botofte, Charlot Roslev, Summer Ema, Martine Cardel Gertsen, Gabriel Alex, Charlotte Jarshøj, Laura Lund-Hansen, Kristoffer Foldager Jørgensen, Britta Klitgaard, Helle Christensen, A. Malmstrøm, Charlotte Haile, Maria Aagaard, Dina Kjøng Sjöblom

Forlag: Magnild - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mindeskoven indeholder 15 meget forskellige noveller, der alle på hver sin måde omhandler spiritualitet. Novellerne er skrevet af hver sin forfatter, hvorfor indgangsvinklen til det overordnede emne også varierer meget undervejs i læsningen, mens der naturligvis er enkelte overlap her og der, og især under-tematikker som religion og døden går igen i flere af fortællingerne.

Med så forskellige tolkninger på et emne vil der åbenlyst være enkelte noveller, der taler mere til læseren end andre, helt afhængigt af hvor den enkelte læser er i sit liv og hvilke erfaringer man selv har med i bagagen. Fælles for novellerne er dog, at de under alle omstændigheder giver stof til eftertanke, og at der er rigtig meget at tage med videre, - uanset om det er fra de noveller man relaterer mest til, eller nogen af de andre.

Bogens bagsidetekst slutter af med sætningen "Det er tid til fordybelse", hvilket er meget sigende om det, man går ind til, når man læser med. Novellesamlinger som denne lægger meget op til, at man giver sig tid til dem, at man tænker over dét man bliver præsenteret for, og ikke bare hurtigt springer videre til det næste. Det har potentiale for meget, og det kræver noget af sin læser.

Derfor er det heller ikke en novellesamling for hvem som helst, men snarere de, der i forvejen er tiltrukket af det filosofiske og de store spørgsmål i livet. Man skal ikke være bange for at blive provokeret eller at der måske bliver prikket lidt til ens grundværdier, - det er det, god skønlitteratur kan og bør, og Mindeskoven er bestemt ikke nogen undtagelse.

Så læs endelig med, hvis du har mod på det.

*Anmeldereksemplar* De sidste mennesker

 Forfatter: Silja Bødker - Forlag: Facet - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

I De sidste mennesker følger vi Thomas på 15 år, der hører til i 2018. En skæbnesvanger aften bliver han fragtet til fremtiden af et glensplejset menneske, der påstår at Thomas skal frelse menneskeheden. Det skal lade sig gøre ved at sende Thomas retur til før kristi fødsel, hvor han skal finde Pagtens Ark, - og det går naturligvis ikke så let som man kunne have håbet.

Bogen er skrevet til udskolingen, og det mærkes tydeligt. Der er fart over feltet og masser af action, og fordi der hele tiden sker noget nyt keder man sig aldrig. Samtidig er bogen af en længde hvor den er til at overskue og rimeligt letlæst, og i kraft af at det er en enkeltestående titel og ikke en del af en serie er der også overskud til at færdiggøre den i ét stræk.

Sproget er præget af en relativt stor mængde bandeord og engelske udtryk som for andre aldersgrupper måske kan virke en smule malplacerede, men til gengæld vil more de unge mennesker den er tilegnet, idet det læner sig op af det sprog de er vant til at bruge mellem hinanden. Det kan for de unge være nemt at relatere til karakterer, der et stykke hen ad vejen smider om sig med forkortelser og engelskre fraser, mens det for andre til gengæld vil virke en smule fjernt og anderledes; det handler om smag og behag.

Med rødder i lærerverdenen kan det undre mig personligt at Thomas ikke ved hvad ordet "hellig" betyder; når nu kristendom er på skoleskemaet allerede fra første klasse er det ét af de udtryk der burde sidde på rygraden når man kommer i de store klasser, og det er noget af det man forventer at børnene bare kan.

Samtidig kan jeg savne reflekteren over de paradokser der hører sig til tidsrejser, og selvom systemet i dette univers fungerer en smule anderledes end typisk for tidsrejsehistorier, kunne der med fordel være flettet en smule tanker ind om forskellige dilemmaer; hvilke muligheder og begrænsninger er der, når man hopper i tid, og hvad kan der gå galt?

Da der dog kan være stor forskel på læseoplevelsen hos den unge og den voksne læser, er min vurdering stadig at bogen har mulighed for at gå rent ind hos den primære målgruppe, og at den bestemt har sine læsere rundt omkring. Den er et interessant og anderledes take på både menneskehedens historie og dens videre færd i løbet af kommende århundreder, og den giver god plads til at filosofere videre efter endt læsning.

Ti kameler for Ameera & Shawarma med persillesovs

 Forfatter: Zahra Pedersen - Udgivet: 2021 og 2023

I Ti kameler for Ameera og Shawarma med persillesovs møder vi Ameera. Hun er muslim, bor i London med sine forældre, og hun føler som 29 årig et pres for snart at blive gift og få børn - og med en anden muslim, at foretrække.

Det går dog ikke helt som planlagt. Ameera tager på dates, hvilket ikke er helt som hendes forældre havde ønsket det skulle foregå. Desværre er der ikke rigtigt nogen af de muslimske mænd hun møder, der for alvor er værd at skrive hjem om. Og så får hun øje på David.. som er kaukasisk, og ikke muslim. Og hun falder naturligvis pladask for det. For hvad er livet, hvis ikke en udfordring en gang i mellem.

Serien om Ameera er spændende læsning, og et interessant indblik i én måde at leve som muslim på. Det kan være en øjenåbner for nogle, hvad end den afkræfter eller bekræfter visse fordomme. Og det kan være en samtalestarter i forhold til hvor forskellige tilgange til livet man kan have, afhængigt af baggrund.

Ameera og David har meget forskellige syn på tilværelsen og de udfordringer, der venter dem, og det er noget helt særligt at se, hvor forskelligt de derved tackler de ting der møder dem. De er naturligvis hver især farvet af det, det er vokset op med, for det er vi alle; men hvor langt er de hver især villige til at gå for at mødes i et kompromis?

Bøgerne er underholdende læsning og er naturligvis ikke et endegyldigt svar på hvad det vil sige at være muslim i en del af verden, hvor muslimer er en minoritet. Det handler om kulturforskelle og mødet mellem mennesker, og dét har på sin egen måde sin charme.

Desværre følte jeg selv at det langt hen ad vejen var utrolig svært at relatere til Ameera, som virkede irriterende, irrationel og ekstremt modvillig mod at møde David et sted på midten; det var ofte hendes måde at gøre tingene på eller ingenting. Det var frustrerende at følge med i, og gjorde ikke en hel masse positivt for læseoplevelsen.

Dog er der stadig rigtig meget materiale i bøgerne, der er værd at læse dem for, og de kan sagtens give stof til eftertanke.

*Anmeldereksemplar* Dødsstriben

 Forfatter: Ulrik Lauritzen - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Dødsstriben er tredje bog i en serie krimier i grænselandet. Jeg har tidligere anmeldt første bog Flod her, og Dæmon her. De tre bøger kan læses uafhængigt af hinanden, og man kan derfor sagtens starte med Dødsstriben.

Dødsstriben foregår som sine forgængere relativt afsides i Udkants-Danmark, hvor de fleste beboere har helt styr på hinandens foretagener - på godt og ondt. To unge mennesker findes dræbt af knivstik, og hvis ikke dét i sig selv skulle kunne ryste efterforskningsholdet, er det kun starten på udfordringerne. Der er stadig meget ondt i vendte..

Dødsstriben veksler mellem den aktuelle efterforskning og hændelsesforløb i Berlin op til murens fald i 1989. Vekslen mellem de to handlignsspor er som altid super interesant og gennemført på en måde, så vi som læsere aldrig er i tvivl om hvor og hvornår vi befinder os. 

Tankerne ledes hurtigt hen på at angrebene kunne bunde i racisme, blandt andet i kraft af bogens åbenlyse referencer til flere evigt aktuelle politiske debatter på udlænginge- og indvandrerområdet i virkelighedens verden. Det kan være hård læsning, uanset læserens egen baggrund, og derfor bør man som sensitiv læser også tage sig i agt før man kaster sig over bogen.

Dødsstriben er virkelig interesant, blandt andet i dens måde at spille forskelige overbevisninger ud mod hinanden på. Det er let at blive revet med og blive sur på visse karakterer og deres overbevisninger, og romanen skal have ros for at forholde sig politisk relativt neutral og undgå at blive farvet af en bestemt politisk dagsorden, - trods det at de fleste af os sandsynligvis har en holdning til hvilken vej man kunne ønske sig det skulle gå.

Trods det, at man ikke nødvendigvis er til krimier, er der alligevel noget dragende ved romaner som denne, der i høj grad taler til vores følelser og medmenneskelighed. Det er nemt at blive revet med og lige skulle have det næste med, - og pludselig er bogen læst. 

Det er en fornøjelse at læse en bog, der er så velafbalanceret og velskrevet, hvor referencerne til realistiske problemstillinger er til at tage og føle på, og som samtidig runder sin serie af på fornemste vis. Det er ikke én af de romaner, der efterlader en hel masse til fantasien efter sidste side er vendt; det er en afrundet fortælling, der står godt som den er, og kan efterlade læseren med en form for ro.

Dødsstriben er til den voksne krimilæser, og uanset om du er erfaren læser inden for genren eller blot er nysgerrig på hvad den har at byde på, er der noget at hente her. Den bør dog stadig læses med omhu, da den blandt andet omhandler problemstillinger der bunder i racisme.

The Sun and the Star

 Forfattere: Rick Riordan og Mark Oshiro - Udgivet: 2023

The Sun and the Star er historien om Nico Di Angelo og Will Solace fra Rick Riordans mytologiske univers, - Nico er kendt som ham Hades' søn, der holder sig mest for sig selv, mens Will, som er Apollo's søn, er udadvendt og har svært ved at undvære sit menneskebad.

Det giver bedst mening at læse bogen her efter serien The Trials of Apollo (Apollos prøvelser), da der er enkelte detaljer fra bogen her der kan spoile dele af både den og serierne om The Heroes of Olympus og Percy Jackson and the Olympians.

The Sun and the Star er en standalone, hvilket hører til sjældenhederne fra Rick Riordans hånd, - men det gør bestemt ingenting, for trods det at historien er afrundet i dette bind, kommer vi pænt rundt om både den aktuelle problemstilling og ikke mindst relationen mellem Nico og Will, der virkelig får lov at blomstre.

Nico har altid været sin helt egen, og der kan være meget delte meninger om hans karakter og hvorvidt man bryder sig om ham. Om man gør det eller ej må være op til den enkelte, men med den her fortælling får vi vist sider af ham, som måske kan skubbe indtrykket af ham i en mere positiv retning. Der gør noget særlig at få lov at rode i hans bevidsthed, hans mørke tanker, hans skyldfølelse og alle de andre ting, der er med til at formørke hans karakter, og for alvor at kunne se hvor stor en forskel Will gør for hans måde at opleve verden på.

Er man en smule nostalgisk om universet, er det svært ikke at blive følelsesladet undervejs på rejsen her, og jeg skal da blankt indrømme at der med mellemrum indfandt sig en tåre i øjenkrogen. Det er ikke nødvendigvis det store mustread, men vi får til dels samlet op på nogle løse plottråde fra tidligere, og gensynet med universet vil for mange nok altid kunne noget helt særligt.

The Sun and the Star er for den erfarne Rick Riordan læser, og der bruger universet som comfort read. Det er en kærlig omfavnelse og en følelse af at være hjemme, og dét er guld være.

*Anmelder-eksemplar* Dæmon

 Forfatter: Ulrik Lauritzen - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Dæmon er en selvstændig fortsættelse til Flod. Min anmeldelse af dén bog kan læses her.

Trigger warnings: Mishandling af børn, vold, mord, salg af mennesker, tvangsoperationer, grafiske beskrivelser af blod

Titlen Dæmon henviser i dette tilfælde til en version af bibelhistorien om Adam og Eva, hvor Lilith var den første kvinde, men som blev forvist for sin selvstændighed, allierede sig med dæmoner og blev skyld i mange børns død.

Fortællingen er da også bygget op over en række børns forsvinden - og andre børns pludselige dødsfald. Sagerne lader til på én gang at være vidt forskellige og at have noget tilfælles, - noget mystisk er der i hvert fald sket, og nu er det op til ordensmagten at udrede hvad der er hoved og hale i det hele.

Der er flere spor igang og mange ledetråde at følge undervejs, så man skal som læser holde tungen lige i munden, - der er meget at holde styr på, både i forhold til plottråde og navne på karakterer. Det er derfor heller ikke en bog, man læser et kapitel eller to af om ugen. Skal man fange det hele, kan det være en fordel at læse så meget som muligt af den i streg, så det er i frisk erindring.

Dæmon er spændende og nervepirrende i en grad, hvor den bliver svær at slippe. Men den er samtidig enormt svær at komme igennem, især hvis man har med børn at gøre i det daglige, - for den er virkelig barsk, og kan efterlade læseren med en rigtig træls fornemmelse efterfølgende. Det er uhyggelig læsning,blandt andet fordi den her slags ting jo netop foregår ude i virkeligheden, og det er svært ikke at give sine børn et ekstra kram efter en bog som den her.

Fordi der stadig mangler et bind i serien, er der af naturlige årsager nogle ting vi stadig mangler at finde ud af om hovedpersonerne i Moritz familien, - og man kan håbe at dét får en del mere fokus i sidste bind, da relationen til dem endnu kan føles en smule distanceret.

Det er ikke de længste krimier på markedet, og det kan derfor være svært at nå i dybden med både plot og karakterer på begrænset sidetal, - men der er en klar forbedring fra forgængeren Flod til bind 2 her. Der er stadig rum at bevæge sig på, og der er stadig ubesvarede spørgsmål, som det skal være, når der endnu mangler et bind. Det giver dog altid noget ekstra til læseoplevelsen, at man får lov at føle noget for de karakterer, man følger, - og at relationen til dem bliver varmere, efterhånden som serien skrider frem.

Dæmon er velfortalt og velskrevet, men er bestemt ikke for sarte sjæle. Det er en barsk læseoplevelse, der forlanger at man ind i mellem tager en dyb indånding eller holder en kort pause, for det er hårde ting, vi læser om. For krimi-læseren er det dog absolut en interessant fortælling at dykke ned i, og bestemt læsningen værd.

*Anmeldereksemplar* Den barske sandhed om Thor + Loke, bind 1 og bind 2, del 1

 Forfattere: Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo - Forlag: Calibat - Udgivet: 2016 & 2022

Reklame: Bøgerne er modtaget som enmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings: Blod, grafiske beskrivelser af overfald

Mon du, som jeg, har læst de danske Valhalla-tegneserier? Jeg lånte dem i hvert fald ivrigt med hjem fra biblioteket hver gang jeg fik chancen det meste af min barndom - og det var gerne dem, jeg stilede efter, når jeg kom på biblioteket.

Måske er du blot facineret af asatroen og de myter, der danner grundlag for mange af de traditioner, der stadig praktiseres i hele norden. Uanset om man selv er asatroene eller ej påvirker troen os stadig i én eller anden grad.

Den barske sandhed om Thor + Loke tager udgangspunkt i et par af de velkendte karakterer fra myterne, og nogle af dem de fleste trods alt har hør en lille smule om, uanset hvor meget man så ellers kender til asatroen.

Vi bliver som læsere præsenteret for nogle meget ungdommelige udgaver af Thor og Loke, der endnu ikke har fået deres gudestatus, og som stadig rummer meget ungdomsvildskab. De handler gerne før de tænker, de er udadreagerende, men har også en rig indre dialog, hvor de løbende reflekterer over både hændelserne omkring dem og deres eget selv.

Det er en fortælling, hvor der er sker noget, men også især en fortælling om to unge og deres komplicerede relation til hinanden. En relation, der allerede er stærk ved fortællingens start, og som vi får lov at dykke ned i og udforske styrken af - og de udfordringer der også kan være i en relation mellem to meget forskellige karakterer.

For Thor og Loke har naturligvis deres egne, vidt forskellige personligheder. De er dem selv, som vi kender dem fra fortællinger og myter, om end i en yngre og mindre poleret udgave. De er mere rå, mere brutale, og mere i deres følelsers vold, - som det hører sig ungdomsårene til.

Det her er de første to bøger i en serie, der fortolker asatroen og dens myter. Den er, så vidt jeg kan fornemme, rimelig loyal over for kildematerialet, og bearbejder det på en ny og spændende måde, som nærmest kun kan fascinere.

Samtidig er illustrationerne i bøgerne flotte og stemningsfulde, og giver fortællingen ekstra dybde og flere lag, - og den minimale brug af farver gør det hele ekstra virkningsfuldt.

Det er en fornøjelse at læse de her bind, og jeg glæder mig virkelig til at læse videre! En stor anbefaling til de, der er interesserede i både asatroen og religiøse fortællinger generelt.

*Anmelder-eksemplar* Blåhjerte (Pigen fra Månehøjen, #3)

 Forfatter: Lene Krog - Forlag: Ulven og Uglen - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Blåhjerte er tredje bog i serien om Pigen fra Månehøjen. De første to bøger i serien, Grå Magi og Heksens Storm, har jeg tidligere anmeldt her.

Som det første må det generelt siges om serien Pigen fra Månehøjen at det er en eventyrlig, fabelagtig serie, som man hurtigt kan komme til at knytte sig til. Universet virker, og der er tænkt over både samfundsstruktur, opbygning af det politiske system, religion, stridigheder mellem forskellige befolkningsgrupper, - og at der naturligt er forskel på karaktererne afhængigt af deres baggrund og opvækst.

Derudover kan forsiderne virkelig noget særligt, - og selvom jeg intet skidt har at sige om den gamle forside til bog 1, Grå Magi, klæ'r det virkelig bøgerne at have fået et løft. Så kan der være delte meninger om hvad man tænker om ansigter på coveret af bøger, men i det her tilfælde giver det ikke bare et billede af vores hovedpersoner, men er i høj grad også med til at skabe den helt rigtige stemning om bøgerne.

Det er en lidt anden virkelighed vi møder her i Blåhjerte i forhold til de to tidligere bøger i serien. Det er de samme karakterer, det samme univers, men der er noget grundlæggende, der har ændret sig, (hvad det er vil jeg dog ikke afsløre her i tilfælde af at nogen endnu mangler at læse bog 2). Man skal altså holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i, hvordan tingene nu hænger sammen, når noget fundamentalt ændrer på historien. Det er dog på ingen måde noget, der ødelægger oplevelsen. Til dels var det noget, man var forberedt på efter slutningen på bog 2, og til dels er det virkelig gennemført, og karaktererne er stadigt grundlæggende de samme, selvom historien har skubbet sig lidt.

At kernen hos vores hovedpersoner ikke ændrer sig væsentligt trods det at mange af grundelementerne i historien har skubbet sig er interessant at dykke ned i. For selvom vores hovedpersoners liv sandsyligvis ikke har ændret sig i årene op til handlingen udspiller sig, er der stadig en diskussion at tage om hvordan arv og miljø påvirker vores personligheder og måde at handle og tænke på. Ville vi stadig være de samme, hvis nogle af de store begivenheder i vores liv havde set anderledes ud? Det kan selvfølgelig være en vanskelig diskussion at have i teksten og svært at udføre uden at man kommer til at miste grebet om karaktererne, - man vil som læser i hvert fald hurtigt kunne få svært ved at kende karaktererne igen. Men det kunne trods alt have været værd at tænke over.

Blåhjerte er i det hele taget dog mindst lige så velskrevet som sine to forgængere. Det er nemt at blive grebet af fortællingen, - og uhyrre vanskeligt ikke at blive rørt i løbet af bogens sidste kapitler. Til dels på grund af hovedpersonernes skæbne (igen, ingen spoilers her!), til dels fordi afskeden med universet her er en anelse vemodig. Det er helt sikkert en serie, jeg kommer til at genlæse på et tidspunkt!

Lenni og Margots et hundrede år

 Forfatter: Marianne Cronin - Originaltitel: The One Hundred Years of Lenni and Margot

Dansk forlag: alpha - Udgivet: 2021

Læs bogen. Græd over den. Og giv den videre til alle, du kender. Du vil sandsynligvis forstå hvorfor, når du har læst bogen.

Selv har jeg læst bogen på anbefaling fra @bogdoktor, fellow bookstagrammer. Da den stod på hylden med mine andre ulæste bøger, spurgte jeg en dag min 5-årige, hvilken bog jeg nu skulle læse, - og barnet valgte den her, fordi det var den flotteste.

Med udgangspunkt i bogens omslag er det også vanskeligt ikke at blive en smule betaget af den - og fascineret af, hvor meget der kan fortælles med så relativt simpel en forside. Less is more, nogle gange - og i efterklogskabens lys er der virkelig meget at hente om bogen ud fra forsiden alene. Også selvom meget først bliver afsløret hen ad vejen.

Lenni på 17 og Margot på 83 er begge terminalt syge. Men det her er ikke en bog om sygdom. Tværtimod. Det er en bog om livet, og om hvad vi stiller op med det, vi har. Det handler om at vælge til og fra, om at prioritere og sætte pris på det, vi har - for ingen af os ved reelt hvor længe vi kommer til at være her, eller hvor længe vi har dét, vi nyder godt af i øjeblikket. Det handler om hvordan visse relationer mellem mennesker kan være så meningsfulde, at de vil sætte spor i os resten af livet - også selvom dem, vi har en relation til, kun er hos os kortvarigt.

Lenni og Margots et hundrede år er en af de bøger, der for alvor sætter spor hos sin læser. Selvom der efterhånden er mange bøger om terminalt syge (især syge teenagere, for some reason), er den her alligevel noget særligt. Den rør noget særligt ved læseren, og minder os om, hvad livet også kan og er. At det ikke kun er et enkeltstående øjebliksbillede, eller en episode på få uger eller måneder - men et sammensurium og et miskmask af mange af de her øjeblikke. Livet er en collage af øjeblikke og valg, tilvalg som fravalg, der tilsammen gør os til dem vi er. Det er fortællingen om, hvordan vi tænker og hvad vi tror på. Om at turde at sige fra, og lytte til os selv - og om at banke i bordet, når vi ved, at det er det rigtige for os, når vi nogle gange går imod systemet.

Så kort fortalt har Lenni og Margot mine varmeste anbefalinger. Men husk Kleenex!

Du gætter aldrig hvad de gjorde ...

 Forfatter: Thomas Arnt - Illustrator: Ane Gudrun - Forlag: Petunia - Udgivet: 2021

Historie fortalt til børn kræver sin forfatter. Det er alt for nemt at falde i og gøre det teksttungt, kedeligt og svært at komme igennem, og det kan gøre, at mange børn giver op, allerede inden de er kommet rigtigt i gang med historien - til trods for, at der er mange interessante ting at finde, hvis man graver lidt efter det.

Det er dog heldigvis lykkedes for Thomas Arnt og Ane Gudrun at lave bøger, der be'r om at blive læst af børn. Det er tydeligt at Thomas Arnt brænder for historien, og at han er gået langt for at finde de helt rigtige nedslag i historien at tage med i bøgerne, og Ane Gudruns streg komplimenterer teksten på allerbedste vis.

Man keder sig ikke, når Thomas Arnt er forfatteren, - heller ikke i bøgerne her. Det bliver klamt og ulækkert, - men også sjovt og virkelig interessant, og selv for mange voksne kan der være noget at lære om de forskellige perioder. Og hvem ved, - måske kan disse bøger netop være det, der for alvor vækker børnenes historie-interesse, og får dem til at dykke endnu længere ned?

Bøgerne anbefales til børn fra 3.-4. klasse, og er tilpas korte til, at de kan sluges i løbet af en eftermiddag for de fleste læsere. Der er masser af stof til både at lade fantasien vandre og sætte gang i leg for de børn, der stadig gider det, men også i forhold til at gå på jagt efter flere informationer om de forskellige tidsaldre - hvis ikke de kan fungere som et supplement til historieundervisningen i folkeskolen, hvor de som minimum vil kunne give nogle lette point over for læreren.

Rosenholm-trilogien

 Forfatter: Gry Kappel Jensen - Forlag: Turbine - Udgivet: 2019, 2020, 2021

Læserækkefølge:

1. Roser og violer
2. Forglem mig ej
3. Natskygge

Rosenholm - titlen på serien - er navnet på en kostskole. Her går unge mennesker på hvad der svarer til en gymnasial uddannelse, - men de traditionelle gymnasiefag er skiftet ud med undervisning i forskellige typer af magi. Her møder vi fire piger, der skal dele værelse i løbet af deres tid på Rosenholm. Det bliver naturligvis nogle hektiske år, hvor det nærmest føles som om at slottet Rosenholm bider fra sig, - magi er ikke sådan at spøge med, især ikke når spøgelser involveres, og de levende får smag for magt.

Rosenholm-trilogien er velskrevet og umulig at lægge fra sig, når først man er kommet i gang. Især med den tredje bog i serien, Natskygge, er det vanskeligt, og selv skulle jeg i hvert fald liiige have det næste med, - det var egentlig min intention at overholde læseplanen lagt for bogen i forbindelse med et readalong, men da jeg først var kommet i gang, glemte jeg at stoppe igen.. Sådan går det nogle gange.

De fire hovedpersoner - Kirstine, Kamille, Malou og Victoria - er meget forskellige, hvilket naturligvis betyder at det også skulle være lige til at finde én af dem, man kan identificere sig med og spejle sig i. Pigerne har hver deres at slås med, og kommer fra vidt forskellige baggrunde, og fremstår som dybe, realistiske karakterer, som jeg i hvert fald ofte (især i den sidste bog!) havde lyst til tage ud og give et kram.

Hver bog har nogenlunde den samme struktur, hvor vi følger hovedpersonerne i løbet af det, der svarer til et skoleår, cirka, hvor de bliver præsenteret for de udfordringer, de har i vente, og gradvist må udføre noget detektivarbejde for at løse de udfordringer, de møder. Med fire så forskellige hovedpersoner som disse er en del af spændingen også at følge, hvordan deres interne dynamik udvikler sig undervejs og ændrer karakterer efterhånden som pigerne lærer hinanden bedre at kende og formes af de udfordringer der møder dem.

Rosenholm er dystert, magisk, og spændende, - og det er fristende at drømme sig væk til slottets mystik, hvis ellers man kunne være garanteret et noget mere fredeligt ophold end hvad Kirstine, Kamille, Malou og Victoria oplever. Jeg skal blankt indrømme, at jeg er vild med serien her - og at jeg med garanti kommer til at besøge Rosenholm igen på et tidspunkt. - Det her - er dansk fantasy, når det viser sig fra sin bedste side.

Vores Skjulte Evner

 Forfatter: Caroline O'Donoghue - Dansk forlag: Carlsen Puls - Udgivet: 2021 - Sidetal: 328

Originaltitel: All Our Hidden Gifts

Vores Skjulte Evner har på bookstagram været sat op til at være noget helt særligt og som en læseoplevelse, mange var virkelig glade for. For mig fremstod det nærmere som lidt en rodet oplevelse, hvor det var svært at finde hoved og hale i, hvilken stil og form, fortællingen skulle have.

Det er ikke første gang, vi ser kombinationen af fantasy, krimi og ungdomskærlighed - langt fra. Det er temaer og genrer, der er krydset på tværs mange gange efterhånden. Men som regel er der én af de tre, der bærer historien, og så træder de andre i baggrunden som et supplement til hovedfortællingen. 

I denne fortælling var det svært at få øje på, for mig i hvert fald, hvad intentionen var i netop den retning. Er det det bærende, at hovedpersonen Maeve kan noget helt særligt med tarotkort, og også har nogle evner ved siden af, som hun skal lære at bruge og kontrollere? Er det bærende, at Maeves tidligere bedste veninde er forsvundet og skal findes igen? Eller er det bærende, at Maeve har et spirende forhold til broren til den veninde der er er blevet væk?

Der er mange retninger og gå i, og der er flere muligheder for at lade fortællingen udvikle sig i en særlig retning. Men fordi det ikke var tydeligt, hvad hoved-fortællingen og det bærende element i historien skulle være, blev det for mig at se meget noget misk-mask, som var svært at finde hoved og hale i. For hvad ville man egentlig fortælle med historien her? Hvad er meningen med galskaben?

Dog skal det siges til bogens fordel, at den har nogle store plusser i forhold til repræsentation af minoriteter i Irland (hvor historien foregår), og også kommer en smule ind på, hvordan forholdende er for disse minoriteter i det daglige - hvilket til tider kan være en kamp, uanset hvor i verden man befinder sig, men som i dette tilfælde er en historie for sig.

Selve tarotkort-delen har jeg kun set meget lidt brugt i fantasy-genren, så det var et interessant twist på genren, og kunne så absolut vække min nysgerrighed på den kunst det er at tolke kortenes betydning - også selvom jeg normalvist er skeptiker.

Den Store Djævlekrig

 Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen - Forlag: Høst og Søn

Læserækkefølge:

1. Djævelens lærling
2. Dødens terning
3. Den forkerte død
4. Ondskabens Engel
5. Den faldne engel
6. Den faldne djævel

Jeg har ventet længe med at komme i gang med Den Store Djævlekrig. Jeg har egentlig ikke nogen god forklaring på, hvorfor jeg først er kommet i gang så sent, - andet, end at da den startede med at udkomme, var jeg allerede aldersmæssigt forbi den primære målgruppe og havde andet at se til.. Det er heldigvis ikke så slemt, at det ikke kunne rettes op på!

Hovedpersonen Filip er for mig at se en utroligt velkomponeret hovedperson med meget dybde. Han rummer både samvittighed og de fristelser, livet fører med sig, - og så går han igennem mange af de typiske teenage-kvaler samtidig med, at han med mellemrum besøger Helvede. Han vil gerne gøre sin mor glad, og balancerer mellem pligt og lyst. Han fremstår med mellemrum en smule naiv, men bliver også ofte undervurderet af karakterer langt ældre end ham selv. Han er ambitiøs og har mod på livet, og han formår at se det bedste i sine medmennesker, - selv bøllen Søren fra 9. klasse. Filip udvikler sig fra i starten at være en artig, pligtopfyldende og god dreng i den første bog i serien, til med tiden at få noget mere kant. Han bliver slebet mere til, og bliver bedre til at finde en balance i tilværelsen og på den måde at finde sig selv, - og den rejse har været virkelig interessant at følge.

Universet er spændende og godt gennemarbejdet. Man tror på det, og det har en helt særlig virkning, at vi skifter mellem de forskellige underverdener undervejs i serien. Nok er det primært det kristne helvede, Filip besøger, men han kigger også forbi både Hel, som er underverdenen i nordisk mytologi, og Hades' område i græsk mytologi. Det betyder godt nok også, at hvor de to første bøger i serien nærmest er ren underholdning på religionsfronten, kan det være en fordel med et grundlæggende kendskab til nordisk og græsk mytologi fra bog 3, og et mere indgående kendskab til kristendommen fra bog 5, hvor fortællingerne fra kristendommen for alvor får lov til at folde sig ud. Det kan virke meget for nogen og meget up front, hvis det primære, man kommer for, er fantasy-delen og underholdningen, men giver også universet en ekstra dybde og nogle flere lag end hvad der ellers havde været muligt.

Jeg var overordnet set vild med serien, men savnede lidt af det tempo og den humor, mange kender fra Rick Riordans bøger. Tematikken er meget derhenad, og har man først været igennem Riordans forfatterskab, kommer serien her desværre til at mangle en smule tempo, - dog er serien stadig læsningen værd, og er man interesseret i religionen bag, rummer Djævlekrigen nogle andre aspekter end hvad Riordans forfatterskab gør.

Til Aretz' Ende 1 og 2 - Sumbaronens Rejse og Bondekongens Rejse

 Forfatter: Christina E. Ebbesen - Forlag: Ulven og Uglen

Sumparonens Rejse er udgivet i 2019. Den er 501 sider lang og har ISBN9788793349414.

Bondekongens Rejse er udgivet i 2021. Den er 509 sider lang og har ISBN 9788793349520.

For mig står de her bøger som noget helt særligt. Det er MAGISK at se at dansk fantasy får lov til at udfolde sig på denne måde, - især, når der er lagt så meget arbejde i worldbuilding som der er med Til Aretz' Ende serien. Det er gennemført og man kan ikke lade være med at blive grebet af det, - man drages ind i fortællingen, og det kommer til at virke nærmest virkeligt. Både i forhold til forskellige måder at få samfundet til at fungere på, varierende tolerance over for de, der er anderledes end én selv, og meget individuelle forhold til religion og moral. Der er en helt særlig dybde over Aretz, og selvom jeg generelt er vild med meget af det fantasy, der er kommet på det danske marked de senere år, hører serien her i mine øjne til blandt noget af det aller-bedste, og det er helt tydeligt, hvor meget energi der er lagt i at kreere denne verden.

Anmeldelsen af de to første bøger i serien kommer her som noget samlet. Ikke, fordi de ikke kan tåle hver deres anmeldelse, for det ville de sagtens kunne bære, men fordi det efter at have vendt sidste side i bog 2 er blevet ret tydeligt at (som Christina E. Ebbesen også selv har pointeret) at der oprindeligt er tænkt på dem som værende én samlet bog. I forhold til gængse træk for genren er det helt tydeligt, at første del af Gavin og Robins eventyr ikke rigtigt var slut, da vi vendte sidste side i bind 1, - selvom den står fint som en afsluttet roman, er det alligevel som om der mangler noget, - og det får vi heldigvis i bind 2, hvor slutningen er mere åben.

Uden den mindste form for spoiler indblandet, kan det vist godt afsløres at Robin og Gavins relation er kompliceret. De kommer fra to meget forskellige baggrunde, fra dele af samfundet hvor vidt forskellige normer hersker, og de kommer derfor ofte til at gå skævt af hinanden, - det bringer en del misforståelser med sig, at de hver især kommer til at gå ud fra, at den anden da selvfølgelig (indsæt selv tanke eller handling) - uden at tage højde for de massive forskelle i opvækst og bagland.

Gavin er vokset op i et klassesamfund, hvor stand har meget at sige, og hvor det at være tiltrukket af det køn, man selv er, er utænkeligt, - i denne del af verden er det blevet prædiket, at det er forkert. I Robins del af verden hersker noget der i højere grad ligner demokrati og frisind. Der er umiddelbart ingen, der tænker anderledes om Robin, fordi han er tiltrukket af mænd. 

Undervejs på deres færd vokser de begge to, om end det er på hver sin måde; hvor Robin har brug for at finde sig selv og komme videre efter flere år i et skidt forhold, bliver der prikket til Gavins måde at tænke om forskellige emner på, og han bliver med tiden mere tolerant over for de, der er anderledes end ham selv. De er endnu ikke helt i mål, nogen af dem, - men der er heldigvis også flere bøger i vente.

Noget af det, som fantasy-genren er virkelig god til, er i mine øjne netop det her med at tage nogle emner op til debat, som i andre former for litteratur kan være vanskeligere at nå i dybden med; i og med at man i fantasy-universer har muligheden for at få tingene mere på afstand, opstår der simultant en mulighed for at få vist nogle aspekter af debatten, som ellers ikke ville være kommet frem. Og i forhold til Gavins langt hen ad vejen meget konservative måde at tænke på, er det fantastisk at se hvordan han bliver udfordret på sine holdninger på en ordentlig måde, så han har mulighed for at vokse og udvide sit mind-set, - og at vi får at se, at der er mange måder at leve og gøre tingene på. Denne verden er, som vores egen, rig på måder at leve på, og indeholder mange forskellige typer karakterer, som der naturligvis alle skal være plads til.

Fordi de to bøger oprindeligt er tænkt som ét samlet værk, er der en smule forskel i strukturen og den måde, de rundes af på. Efter Sumpbaronens Rejse stod jeg i hvert fald selv tilbage med en følelse af, at jeg havde en idé om noget af det, der ventede i Bondekongens Rejse; konkurrencen, som Gavin deltager i, er endnu ikke slut, og der er her noget helt konkret at tage fat på. Slutningen på Bondekongens Rejse er mere åben, og selvom jeg da personligt har nogle forhåbninger i forhold til hvad der skal ske i resten af serien, er der i skrivende stund ikke meget at gætte ud fra, - men jeg glæder mig(!), for selvom det endnu er meget ukonkret, er der lagt op til, at det nok skal blive spændende alligevel!

Det er som om, der i starten af bog 1 lægges op til en nærmest eventyr-lignende struktur med en ung mand, der meget gerne vil vinde prinsessens hånd og det halve kongerige - noget Klods Hans agtigt, i kraft af at Gavin ikke umiddelbart er det mest oplagte valg til at skulle giftes med prinsessen, men forsøger sig i en turnering alligevel i et forsøg på at få muligheden. Langt hen ad vejen ser vi da også nogle eventyrtræk blande sig med fantasy-genren i fortællingens opbygning og de prøvelser, Gavin må gå igennem undervejs. At det så undervejs udvikler sig til at blive andet og mere end bare eventyret, er så hvad det er, - hvilket bestemt også er positivt.

Som tidligere nævnt er det svært ikke at blive grebet af fortællingen. Fordi Gavin og Robins venskab stille og roligt bygges op i løbet af den første bog, får vi masser af muligheder for at følge dem i meget forskellige situationer. Så da handlingen i bog 2 for alvor intensiveres hen mod den sidste tredjedel af bogen, er det store følelser involveret, - man kommer hele følelsesregistret igennem. Det kan derfor også kun anbefales at have god tid til de sidste 150 sider af bogen, - for det bliver uhyre vanskeligt at lægge bogen fra sig, når først man når her til.

Bondekongens Rejse var for mig én af de udgivelser, jeg havde glædet mig mest til her i 2021. Sumpbaronens Rejse er en stærk start på serien, og jeg ville have mere, - og Bondekongens Rejse kan SAGTENS leve op til sin forgænger. Der er mere eventyr i vente, mere bromance, og stærke følelser - sidstnævnte både karaktererne i mellem, efterhånden som historien skrider frem, men så sandelig også hos læseren.

Jeg kan vist roligt sige, at jeg elsker de her bøger, - og jeg GLÆDER mig til at læse videre! Denne verden har tydeligvis masser at byde på - i forhold til væsner, magisystem, og samfundsstruktur, og det er en fornøjelse at få lov til at læse med.

Aurora Cycle

 Forfattere: Amie Kaufman & Jay Kristoff - Forlag: Knopf Books for Young Readers

Bog 1, Aurora Rising, er udgivet i 2019. Den er 473 sider lang, og har ISBN 9781524720964.

Bog 2, Aurora Burning, er udgivet i 2020. Den er 512 sider lang, og har ISBN 9780593302002.

De to første bøger i The Aurora Cycle er alt, hvad jeg ønskede mig af The Illuminae Files, som jeg personligt ikke var den største fan af, og som jeg helst havde set i en film-udgave i stedet for en bog-udgave.

Aurora Rising og Aurora Burning egner sig i mine øjne bedre til bog-mediet, - den er fortalt på en helt anden måde, og fordi vi løbende får lov at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne, hvor en stor del af fortællingen handler om deres indre univers og deres tanker om noget bestemt, er bogmediet ideelt.

Jo, jeg skal da indrømme, at det altid kan være lidt små-forvirrende i starten med den her type bøger, hvor vi skifter mellem ikke bare et par stykker, men relativt mange forskellige karakterer. Man bliver kastet ud i det, og der kan være meget at holde styr på med navne, baggrundshistorier osv., men selv synes jeg også, jeg relativt hurtigt bliver vant til det, - og når man først kommer i gang, synes jeg ikke, det er et problem.

Det havde været enkelt i The Aurora Cycle at tage udgangspunkt i Aurora, der drog fra Jorden som vi kender den, godt nok over 100 år ude i fremtiden i forhold til hvor vi er nu, og så vågner op over 200 år efter hun rejste hjemmefra til en verden, der ser helt anderledes ud end dét hun kendte. Alle dem hun kendte er for længst døde og borte, og hun har ikke længere noget at vende hjem til. Hvordan omstiller man sig lige til dét? De tanker, der må gå gennem hovedet på Aurora er super interessante at forholde sig til, og bøgerne kommer også en smule ind på det.

Men vi får også lov til at opleve så meget mere end det. For selvom Auroras fortælling er interessant, er det også en oplevelse at få lov til at se, hvordan de andre karakterer lever deres liv, og hvordan det er anderledes end det, Aurora kommer med. De reagerer og tænker på en anden måde end Aurora i kraft af at deres opvækst helt naturligt har været så meget anderledes, og de ting, de opfatter som helt almindelige, er det ikke nødvendigvis for Aurora.

Jeg er også helt vild med humoren i bøgerne her, og især Aurora, Finian og Scarlett synes jeg er godt med i forhold til one-liners. Auroras reaktion på Kal og hendes mange øge-navne til ham på baggrund af hans spidse ører gjorde, at jeg måske lidt for ofte sad og grinede højt (jeg har et ømt punkt for den her form for intertekstualitet, og i det hele taget referencer til andre værker, enten direkte fra karaktererne eller mere subtilt).

Tempoet i bøgerne er generelt relativt højt, så man kommer bestemt ikke til at kede sig undervejs. Det fungerer derfor også fint, at de her infosider, der i særdeleshed er at finde i den første bog, kun fylder en enkelt side, før handlingen går videre. Til gengæld kunne infosiderne være trælse at undvære, da de netop er en god støtte og hjælp til at navigere i det her univers, som vi som læsere er lige så grønne i som Aurora er det.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet relativt sent i gang med serien i forhold til så mange andre, - også i betragtning af, at det i skrivende stund er omkring 9 måneder siden jeg fik dem anbefalet (i forbindelse med en livestream med Nanna Foss, - tak for det 😉😅), og lige nu kan det være svært at få øje på grundene til, at jeg ventede så længe med at komme i gang med dem.. Jeg elsker dem jo!

Dog kan cliffhangere dog godt være medvirkende til, at jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke lige ventede lidt længere, så jeg kunne komme i gang med bog 3 med det samme.. 😭😂

Helgi Daner

 Forfatter: Josefine Ottesen - Forlag: Josefine Ottesen - Udgivet: 2014 - Sidetal: 537

Om Helgi Daner skrev jeg:

Trods det, at jeg er uddannet lærer med linjefag i blandt andet historie, er der utrolig langt i mellem, at jeg får læst historier som denne, der er mere eller mindre direkte inspireret af historiske personer eller begivenheder. Jovist, der kan være elementer af andre bøger, der refererer til historien, men her står vi trods alt med en bog, hvor det primære omdrejningspunkt er inspireret af en historisk person. Det er fremmed for mig, - og jeg kan godt mærke med mig selv, at jeg befinder mig i lettere uvante omgivelser.

Det er heller ikke meget, jeg har læst af Josefine Ottesens forfatterskab, hvor utroligt det end kan lyde, så også på dette område er det ukendt land for mig.

Jeg vil dog sige, at Helgi Daner er utroligt godt lavet. Den er gennem-bearbejdet, og den er relativt let at komme igennem trods den intimiderende størrelse (Jo jo, jeg læser meget, - men 500+ sider kan stadig virke intimiderende).

Helgi er relativt nem at identificere sig med. Han er vedkommende, og selvom han det meste af tiden føler sig udenfor og trådt på som et andet sort får, formår han ofte at vende en given situation til egen fordel, - uden selv at være bevidst om, hvad det er han gør, eller hvilken indflydelse han reelt set har på sine omgivelser. Og har mange af os ikke selv været i lignende situationer, - hvor vores selvbillede ikke matcher med andres oplevelse af os?

Fortællingen om Helgi Daner kan under tiden virke voldsom og barsk, men er dog læsbar for en 11-12 årig, - hvis læseren altså har mod på så stor en fortælling. Det handler først og fremmest om, at læseren er interesseret i middelalder-miljøet i tiden omkring den danske overgang fra asatro til kristendom, i en periode, hvor folk stadig aktivt vælger side. Verden er hård, men ikke meget mere end hvad man må forvente, at den gennemsnitlige 11-12 årige er vant til fra andre medier, og det er ikke værre, end at det er til at snakke med barnet om, hvis det går den enkelte på.

100 timers mørke

 Forfatter: Anna Woltz - Forlag: Turbine - Udgivet på dansk: 2016 - Sidetal: 256

Om 100 timers mørke skrev jeg:

Den her overraskede mig heldigvis positivt. Ikke at jeg tænkte skidt om den, før jeg gik i gang, - men jeg havde ikke hørt om hverken den eller forfatteren før, og var derfor meget uklar i forhold til, hvad jeg havde i vente.

Her har vi at gøre med en teenage-pige fra Holland. Hendes far er involveret i en skandale derhjemme, og hun flygter derfor til New York, hvor hun slår sig sammen med tre andre unge, mens en orkan rammer byen.

Hvor mange har ikke på et tidspunkt haft en konflikt med deres forældre, der har gjort, at de som minimum har haft lyst til at stikke af hjemmefra og lægge det hele bag sig? Jeg kender i hvert fald ikke ret mange, der ikke har haft tanken. Ingen af os er trods alt perfekte.

Men jeg kender ingen, der har taget skridtet i en grad, som vores hovedperson gør det her, - og hun owner det. Trods det, at det er en skræmmende virkelighed, der åbner sig op for hende. Trods det, at det ikke er så gnidningsfrit, som hun måske havde forestillet sig.

Det er en øjenåbner for hovedpersonen selv, at tingene foregår en smule anderledes, end hvad hun oprindeligt havde tænkt, og den udvikling, hun er nødt til at gennemgå for at omstille sig til den nye virkelighed, er super-interessant.

For det er vel en del af det at vokse op og blive voksen - eller, som 14-årig bare det at blive ældre - at vi finder ud af, at ikke alting kan være, som vi ønsker os, at de skal være. Og nogle gange er det også helt okay, for det kan jo være, at vi i stedet får noget, som vi havde mere brug for, end det, vi oprindeligt troede, vi ønskede os. Nogle gange er den nye virkelighed også helt som den skal være, - og passer måske bedre til os, end vi havde troet.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.