*Anmeldereksemplar* Den barske sandhed om Thor + Loke, bind 1 og bind 2, del 1

 Forfattere: Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo - Forlag: Calibat - Udgivet: 2016 & 2022

Reklame: Bøgerne er modtaget som enmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings: Blod, grafiske beskrivelser af overfald

Mon du, som jeg, har læst de danske Valhalla-tegneserier? Jeg lånte dem i hvert fald ivrigt med hjem fra biblioteket hver gang jeg fik chancen det meste af min barndom - og det var gerne dem, jeg stilede efter, når jeg kom på biblioteket.

Måske er du blot facineret af asatroen og de myter, der danner grundlag for mange af de traditioner, der stadig praktiseres i hele norden. Uanset om man selv er asatroene eller ej påvirker troen os stadig i én eller anden grad.

Den barske sandhed om Thor + Loke tager udgangspunkt i et par af de velkendte karakterer fra myterne, og nogle af dem de fleste trods alt har hør en lille smule om, uanset hvor meget man så ellers kender til asatroen.

Vi bliver som læsere præsenteret for nogle meget ungdommelige udgaver af Thor og Loke, der endnu ikke har fået deres gudestatus, og som stadig rummer meget ungdomsvildskab. De handler gerne før de tænker, de er udadreagerende, men har også en rig indre dialog, hvor de løbende reflekterer over både hændelserne omkring dem og deres eget selv.

Det er en fortælling, hvor der er sker noget, men også især en fortælling om to unge og deres komplicerede relation til hinanden. En relation, der allerede er stærk ved fortællingens start, og som vi får lov at dykke ned i og udforske styrken af - og de udfordringer der også kan være i en relation mellem to meget forskellige karakterer.

For Thor og Loke har naturligvis deres egne, vidt forskellige personligheder. De er dem selv, som vi kender dem fra fortællinger og myter, om end i en yngre og mindre poleret udgave. De er mere rå, mere brutale, og mere i deres følelsers vold, - som det hører sig ungdomsårene til.

Det her er de første to bøger i en serie, der fortolker asatroen og dens myter. Den er, så vidt jeg kan fornemme, rimelig loyal over for kildematerialet, og bearbejder det på en ny og spændende måde, som nærmest kun kan fascinere.

Samtidig er illustrationerne i bøgerne flotte og stemningsfulde, og giver fortællingen ekstra dybde og flere lag, - og den minimale brug af farver gør det hele ekstra virkningsfuldt.

Det er en fornøjelse at læse de her bind, og jeg glæder mig virkelig til at læse videre! En stor anbefaling til de, der er interesserede i både asatroen og religiøse fortællinger generelt.

*Anmelder-eksemplar* Blåhjerte (Pigen fra Månehøjen, #3)

 Forfatter: Lene Krog - Forlag: Ulven og Uglen - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Blåhjerte er tredje bog i serien om Pigen fra Månehøjen. De første to bøger i serien, Grå Magi og Heksens Storm, har jeg tidligere anmeldt her.

Som det første må det generelt siges om serien Pigen fra Månehøjen at det er en eventyrlig, fabelagtig serie, som man hurtigt kan komme til at knytte sig til. Universet virker, og der er tænkt over både samfundsstruktur, opbygning af det politiske system, religion, stridigheder mellem forskellige befolkningsgrupper, - og at der naturligt er forskel på karaktererne afhængigt af deres baggrund og opvækst.

Derudover kan forsiderne virkelig noget særligt, - og selvom jeg intet skidt har at sige om den gamle forside til bog 1, Grå Magi, klæ'r det virkelig bøgerne at have fået et løft. Så kan der være delte meninger om hvad man tænker om ansigter på coveret af bøger, men i det her tilfælde giver det ikke bare et billede af vores hovedpersoner, men er i høj grad også med til at skabe den helt rigtige stemning om bøgerne.

Det er en lidt anden virkelighed vi møder her i Blåhjerte i forhold til de to tidligere bøger i serien. Det er de samme karakterer, det samme univers, men der er noget grundlæggende, der har ændret sig, (hvad det er vil jeg dog ikke afsløre her i tilfælde af at nogen endnu mangler at læse bog 2). Man skal altså holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i, hvordan tingene nu hænger sammen, når noget fundamentalt ændrer på historien. Det er dog på ingen måde noget, der ødelægger oplevelsen. Til dels var det noget, man var forberedt på efter slutningen på bog 2, og til dels er det virkelig gennemført, og karaktererne er stadigt grundlæggende de samme, selvom historien har skubbet sig lidt.

At kernen hos vores hovedpersoner ikke ændrer sig væsentligt trods det at mange af grundelementerne i historien har skubbet sig er interessant at dykke ned i. For selvom vores hovedpersoners liv sandsyligvis ikke har ændret sig i årene op til handlingen udspiller sig, er der stadig en diskussion at tage om hvordan arv og miljø påvirker vores personligheder og måde at handle og tænke på. Ville vi stadig være de samme, hvis nogle af de store begivenheder i vores liv havde set anderledes ud? Det kan selvfølgelig være en vanskelig diskussion at have i teksten og svært at udføre uden at man kommer til at miste grebet om karaktererne, - man vil som læser i hvert fald hurtigt kunne få svært ved at kende karaktererne igen. Men det kunne trods alt have været værd at tænke over.

Blåhjerte er i det hele taget dog mindst lige så velskrevet som sine to forgængere. Det er nemt at blive grebet af fortællingen, - og uhyrre vanskeligt ikke at blive rørt i løbet af bogens sidste kapitler. Til dels på grund af hovedpersonernes skæbne (igen, ingen spoilers her!), til dels fordi afskeden med universet her er en anelse vemodig. Det er helt sikkert en serie, jeg kommer til at genlæse på et tidspunkt!

Den Store Djævlekrig

 Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen - Forlag: Høst og Søn

Læserækkefølge:

1. Djævelens lærling
2. Dødens terning
3. Den forkerte død
4. Ondskabens Engel
5. Den faldne engel
6. Den faldne djævel

Jeg har ventet længe med at komme i gang med Den Store Djævlekrig. Jeg har egentlig ikke nogen god forklaring på, hvorfor jeg først er kommet i gang så sent, - andet, end at da den startede med at udkomme, var jeg allerede aldersmæssigt forbi den primære målgruppe og havde andet at se til.. Det er heldigvis ikke så slemt, at det ikke kunne rettes op på!

Hovedpersonen Filip er for mig at se en utroligt velkomponeret hovedperson med meget dybde. Han rummer både samvittighed og de fristelser, livet fører med sig, - og så går han igennem mange af de typiske teenage-kvaler samtidig med, at han med mellemrum besøger Helvede. Han vil gerne gøre sin mor glad, og balancerer mellem pligt og lyst. Han fremstår med mellemrum en smule naiv, men bliver også ofte undervurderet af karakterer langt ældre end ham selv. Han er ambitiøs og har mod på livet, og han formår at se det bedste i sine medmennesker, - selv bøllen Søren fra 9. klasse. Filip udvikler sig fra i starten at være en artig, pligtopfyldende og god dreng i den første bog i serien, til med tiden at få noget mere kant. Han bliver slebet mere til, og bliver bedre til at finde en balance i tilværelsen og på den måde at finde sig selv, - og den rejse har været virkelig interessant at følge.

Universet er spændende og godt gennemarbejdet. Man tror på det, og det har en helt særlig virkning, at vi skifter mellem de forskellige underverdener undervejs i serien. Nok er det primært det kristne helvede, Filip besøger, men han kigger også forbi både Hel, som er underverdenen i nordisk mytologi, og Hades' område i græsk mytologi. Det betyder godt nok også, at hvor de to første bøger i serien nærmest er ren underholdning på religionsfronten, kan det være en fordel med et grundlæggende kendskab til nordisk og græsk mytologi fra bog 3, og et mere indgående kendskab til kristendommen fra bog 5, hvor fortællingerne fra kristendommen for alvor får lov til at folde sig ud. Det kan virke meget for nogen og meget up front, hvis det primære, man kommer for, er fantasy-delen og underholdningen, men giver også universet en ekstra dybde og nogle flere lag end hvad der ellers havde været muligt.

Jeg var overordnet set vild med serien, men savnede lidt af det tempo og den humor, mange kender fra Rick Riordans bøger. Tematikken er meget derhenad, og har man først været igennem Riordans forfatterskab, kommer serien her desværre til at mangle en smule tempo, - dog er serien stadig læsningen værd, og er man interesseret i religionen bag, rummer Djævlekrigen nogle andre aspekter end hvad Riordans forfatterskab gør.

The Trials of Apollo #5: The Tower of Nero

 Forfatter: Rick Riordan - Forlag: Disney-Hyperion - Udgivet: 2020 - Sidetal: 416

Denne bog er den femte i serien om The Trials of Apollo (på dansk: Apollons prøvelser).

Om The Tower of Nero skrev jeg:

Årh!! Sidste side blev vendt med tårer i øjnene..

Det er en epoke, der er slut, og det er virkelig mærkeligt, at der ikke er en ny serie på vej fra Rick Riordan (han har ikke afvist at skrive flere i fremtiden, men så vidt jeg ved skriver han ikke på noget nyt p.t.).

Det er derfor et emotionelt farvel til et univers, jeg selv har fulgt gennem en del år efterhånden, og som samlede mig op, da Harry Potter var overstået.

Så hvad skal jeg mon gøre af mig selv nu? Det er lidt som at stå med en identitetskrise og skal til at definere sig selv igen.

Da vi mødte Apollo var han ærlig talt vanskelig at holde ud. Han var arrogant, overfladisk og narcissistisk.

Det har derfor været interessant at følge hans rejse gennem 5 bøger, hvor han virkelig er kommet på prøve, og har udviklet sig som person; selvom han stadig kan vise nogle mindre charmerende sider af sig selv, er han endt ud som en langt bedre person, der også er meget lettere at omgås end hvad vi har oplevet tidligere. Han er vokset med opgaven.

Som sædvanligt fra Rick Riordan er der fart over feltet fra første kapitel, og man kommer næppe til at kede sig (så er min påstand i hvert fald, at man ikke læser bøgerne rigtigt).

Humor og action er i højsædet, og det er næsten umuligt at slippe bogen igen, når man først er kommet i gang.

Med Riordans univers er det sådan, at mere vil have mere.

Det er ikke til at undvære, når man først er startet, - og det er svært at forestille sig at ikke at skulle have læst bøgerne. For selvfølgelig!

Langt væk fra Asgård

 Forfatter: Thea Astrid - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2020

Sidetal: 312 - ISBN: 9788793835740

Om Langt fra Asgård skrev jeg:

Jeg har været fascineret af nordisk mytologi så længe jeg kan huske. Jeg lånte Valhalla-tegneserierne på biblioteket så snart de udkom, og læste dem om og om igen. Fik jeg muligheden, skrev jeg opgaver om nordisk mytologi i folkeskolen. Jeg nærmest slugte Rick Riordans serie om Magnus Chase og De Nordiske Guder. 

Min pointe er, at jeg har rimeligt godt styr på nordisk mytologi efterhånden. Hvilket betyder, at jeg forventede, at den her ville være lige til højrebenet, titlen taget i betragtning. Jeg havde nogen forventninger om, hvad der ville møde mig, når jeg åbnede bogen. det kan nærmest ikke undgås.

Desværre levede bogen ikke helt op til de forventninger. Misforstå mig ikke, - det grundlæggende koncept er egentlig fint. Men der sker simpelthen for meget på for kort tid, og det er svært at finde rundt i, hvad der foregår af samme årsag. 

Det hjælper desværre ikke meget, at vi i løbet af bogens kun 312 sider bliver præsenteret for rigtig mange karakterer, i hvert fald bogens længde taget i betragtning. Det betyder, at det er svært for alvor at nå ind under huden på de enkelte karakterer, og selv hovedpersonerne, Tjalfe og Røskva, står kun svagt for mig. Jo jo, man har da en idé om, hvem de er, og hvad de kan, men hvorfor er det egentlig sådan? Hvad ligger der bagved? Jeg ved det ikke helt.

Overordnet blev det til en ret rodet læseoplevelse, hvor det blev svært at finde den røde tråd og hvad der var hoved og hale i det hele i den mængde forviklinger, der opstod.

*Anmeldereksemplar* Den Trofaste Bror

Forfatter: Jacob Kokkedal - Forlag: Ulven og Uglen

Bog 3, Helerens Håb, er modtaget som anmeldereksemplar

Om bog 1, I døden og videre, skrev jeg:

Her er der for alvor tale om en episk fortælling, når først man kommer i gang. Selve bogens størrelse kan virke en anelse intimiderende i starten, men det er dét værd at kæmpe sig i gang; fortællingen om Balt er ikke til at slippe igen, når først man er nået et stykke ind. Så kan man tale om at blive bidt af en fortælling

Her skal dog siges, at bogen henvender sig til et voksent publikum, og at den bestemt ikke er for sarte sjæle. Sprogbruget kan til tider virke en anelse grovkornet, men tilføjer også bogen noget helt særligt, som man skal kigge langt efter andre steder, da det virker helt autentisk og er meget gennemført.

Den Trofaste Bror - I døden og videre er udgivet i 2016. Den er 475 sider lang og har ISBN 9788793349148.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 2, Ørkenrose, skrev jeg:

Balts eventyr fortsætter, og hans rejse er stadig noget helt for sig.

Vores helt er sin egen og helt unik; hans fremtoning ligner ikke det, man normalt forbinder med en helt, og hans sprogbrug er grovere end nogensinde. Dog åbnes der også en smule op, og vi får som læsere hele tiden indblik i nye sider af Balt, og det lader til, at der er mere ved ham, end han umiddelbart viser og giver udtryk for.

Grov eller ej, - det er svært ikke at holde af Balt, og hans direkte væremåde kommer man hurtigt til at savne, når sidste side er vendt.

Den Trofaste Bror - Ørkenrose er udgivet i 2017. Den er 564 sider lang og har ISBN 9788793349247.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 3, Helerens Håb, skrev jeg:

Åh, Balt! Udadtil er han mildest talt ikke særlig charmerende og kan umiddelbart virke vanskelig at holde af, men efterhånden som man lærer ham bedre at kende, kan man næsten kun elske ham. Det hænger sammen med, at vi denne gang får udfoldet en stor del af Balts baggrundshistorie, som bliver fortalt levende i flashbacks, der på glimrende vis er inkorporeret i resten af fortællingen og giver mening både i forhold til karakterudvikling og i sammenhæng med resten af fortællingen.

Humoren er grov og under bæltestedet, men der ligger gode intentioner bag, og det er ment som en kærlighedserklæring. Dog skal man som læser forberede sig på, at serien om Den Trofaste Bror kan få selv Ørkenens Sønner til at virke stuerene, og det er derfor ikke for sarte sjæle. Sproget er gennembearbejdet og flydende, men bærer præg af den grove tone, som Balt selv er repræsentant for, mens det aktive ordforråd i romanen her er så stort så man næsten kun kan blive imponeret. Mage til verbale lussinger der sendes afsted, skal man lede længe efter andre steder, og formuleringerne bliver mere og mere kreative. Der er plads til at lege med sproget, og det er uhyre vellykket.

Balt hører selv til blandt samfundets skæve eksistenser, og kæmper bravt for de der har det svært; han kæmper opad mod det, der er større end ham selv, med tanken om, at trods han ikke kan redde hele verden, men kan han gøre en forskel for nogle få, har det været det hele værd. Selvom det kan være en umulig opgave at ændre på hele samfundsstrukturen, kan der gøres en positiv forskel for nogen, der lever under umulige kår. Der er en morale at finde, som er værd at huske på i det virkelige liv.

Serien her bliver kun bedre og bedre. Vi bliver præsenteret for flere dele af universet her i bog 3, og der er blevet kælet for detaljerne i forhold til at gøre det til en hel verden med forskelle i kultur, arter og religion afhængigt af, hvilket kontinent vi befinder os på, og det bliver præsenteret som værende tilpas gennemtænkt til at det er realistisk, og næsten kan få Tolkiens univers til at virke småt til sammenligning.

Serien her er lidt af en mundfuld at komme igennem, og kan ved første øjekast virke uhyre intimiderende, men er man først kommet i gang med serien, er rejsen det hele værd, og det er en oplevelse, jeg kun kan anbefale at man giver sig selv. Trods fantasy-elementerne er serien målrettet et voksent publikum, hvilket gør, at der er skruet op for både hvor kompliceret sproget er og dybden af de emner, der bearbejdes undervejs i forhold til en del andre fortællinger inden for samme genre, og det er kun et plus, da mange af de tunge emner som Den Trofaste Bror omtaler kan være vanskelige at gå til i en traditionel realistisk roman.

Den Trofaste Bror - Helerens Håb er udgivet i 2019. Den er 549 sider lang og har ISBN 9788793349513.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

 

The Storm Runner

 Forfatter: J. C. Cervantes - Forlag: Rick Riordan Presents

Om bog 1, The Storm Runner, skrev jeg:

Imponerende start på hvad der lader til at blive en helt eventyrlig rejse ind i mayaernes mytologiske univers, som for mig var ukendt land ind til for ganske nylig.

Det er imponerende, hvor mange referencer bogen indeholder til mayaerns kultur og religiøse univers, og især kapitelindelingen fascinerede mig - det virker super-godt både at bruge de arabiske tal, vi normalt er vant til at arbejde med, og mayaernes tal, da det både fungerer som reference til selve emnet, men også er nævnt i handlingen. Har man ikke på forhånd styr på, hvordan mayaerne skrev deres tal, kunne den detalje nemt være smuttet hen over hovedet på nogen, er jeg sikker på :-)

Zane er en pudsig hovedperson og et sjovt valg til en hovedperson, i og med han halter grundet at hans ene ben er vokset hurtigere end det andet og han derfor halter. Han er finurlig og spøjs, men udvikler sig i et fint, naturligt tempo i løbet af bogen, og hans natur og handlemønstre passer godt til hans kun 13 år.

Humoren rammer desværre ikke helt samme niveau som i Rick Riordans egne bøger eller som i visse andre bøger fra Rick Riordan Presents - konceptet, men der er stadig en god mængde vittigheder og referencer til populære kulturelle fænomener, hvis man er vågen og holder udkig efter dem, og action-delen fejler bestemt heller ikke noget.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2018 og er 448 sider lang.

Bog 2, The Fire Keeper, er udgivet i 2019, og bog 3, The Shadow Crosser, forventes udgivet i løbet af 2020.

Da bog 1 i mine øjne sagtens kan stå alene bliver det dog ikke lige med det første, at jeg forsætter serien, - motivationen mangler, da serien lige mangler den ekstra slagkraft for at være en page-turner.

Sigurd fortæller

 

Om Sigurd fortæller om de græske guder skrev jeg:

En egentlig udmærket gennemgang af nogle af de mest væsentlige myter tilknyttet den græske mytologi med mange detaljer. Sigurd Barrett er dygtig - og vant til at fortælle, og man kan tydeligt høre ham i teksterne, - de oser langt væk af hans fortællestil, hans jargon og hans humor, og det kan man nærmest kun holde af. Derfor er bogen også en fin introduktion til asatroen for børnehavebørn og børn i indskolingen, som er de, Sigurd virkelig kan nå ind til.

Desværre går humoren ind i mellem en smule over gevind og bliver for meget til den fjollede side, hvilket kan hægte flere af, især efterhånden som børnene bliver ældre og måske egentlig er mere opsatte på at skulle have stillet deres nysgerrighed på nordisk mytolig end til en røverhistorie. Det er en hårfin grænse, - og er man mest til det rent faktuelle bør man nok vælge et andet værk. Der er nok at vælge i mellem. Orker man røverhistorierne og Sigurd Barrets humor, er dette dog en helt fantastisk fortælling.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er skrevet af Sigurd Barrett og illustreret af Jeanette Brandt. Bogen udkom i 2014 og har ISBN 9788740015188. Den er udgivet gennem Politikens forlag. Den er 249 sider lang.

Om Sigurd fortæller om de nordiske guder skrev jeg:

En egentlig udmærket gennemgang af nogle af de mest væsentlige myter tilknyttet asa-troen med mange detaljer. Sigurd Barrett er dygtig - og vant til at fortælle, og man kan tydeligt høre ham i teksterne, - de oser langt væk af hans fortællestil, hans jargon og hans humor, og det kan man nærmest kun holde af. Derfor er bogen også en fin introduktion til asatroen for børnehavebørn og børn i indskolingen, som er de, Sigurd virkelig kan nå ind til.

Desværre går humoren ind i mellem en smule over gevind og bliver for meget til den fjollede side, hvilket kan hægte flere af, især efterhånden som børnene bliver ældre og måske egentlig er mere opsatte på at skulle have stillet deres nysgerrighed på nordisk mytolig end til en røverhistorie. Det er en hårfin grænse, - og er man mest til det rent faktuelle bør man nok vælge et andet værk. Der er nok at vælge i mellem. Orker man røverhistorierne og Sigurd Barrets humor, er dette dog en helt fantastisk fortælling.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er skrevet af Sigurd Barrett og illustreret af Stine Rosenberg. Den er udgivet i 2016 og har ISBN 9788740010930. Den er udgivet gennem Politikens forlag. Den er 224 sider lang.

The Dark Artifices

Forfatter: Cassandra Clare 

Rækkefølge:

1. Lady Midnight

2. Lord of Shadows

3. Queen of Air and Darkness

Om The Dark Artifices skrev jeg:

Kvaliteten af denne trilogi fra Cassandra Clare er egentlig udmærket, men den er tung og lang (bogstavelig talt). Det begynder at virke som om, Cassandra Clare bare skriver videre på det univers hun kender i stedet for at skrive noet nyt, fordi det er nemmere for hende, og hun så slipper for en ny omgang world-building.

Misforstå mig ikke - karaktererne er elskelige, men nok må også være nok. Personligt kunne jeg godt se fordelen i, at der var slukket efter The Mortal Instruments og The Infernal Devices, og så behøvede vi ikke mere, - så kunne man lade fanfiction forfattere om resten.

The Infernal Devices

 Forfatter: Cassandra Clare

Rækkefølge:

1. Clockwork Angel

2. Clockwork Prince

3. Clockwork Princes

Om The Infernal Devices skrev jeg:

Trilogien her er et genialt supplement til The Mortal Instruments. Serierne kan sagtens læses hver for sig, men er endnu bedre sammen - har man læst den éne, må man næsten også i gang med den anden.

Selvom The Infernal Devices på sidetal er væsentligt kortere end The Mortal Instruments, mangler den ikke noget. Her er endda et trekantsdrama, som virker helt rigtigt, og man kan som læser nemt komme i tvivl om hvilket "team" man er på.

Mængden af action og drama er den samme som vi kender den fra The Mortal Instruments, men jeg vil påstå, at humoren i denne trilogi er bedre, - jeg grinede i hvert fald højt væsentligt oftere af karakterernes (til tider dårlige) jokes og spøjse indfald.

The Mortal Instruments

 Forfatter: Cassandra Clare

Rækkefølge:

1. City of Bones

2. City of Ashes

3. City of Glass

4. City of Fallen Angels

5. City of Lost Souls

6. City of Heavenly Fire

Om The Mortal Instruments skrev jeg:

Historien om Jace og Clary er noget helt særligt. Universet er gennemtænkt til mindste detalje, og det gør kun det hele mere interessant, at handlingen i princippet kunne foregå side om side med virkelighedens verden, idet der er taget så mange elementer med fra det virkelige.

Cassandra Clares skrivestil er noget helt særligt, og hendes måde at formulere sig på, kombineret med en fængende handling gør det svært at lægge bøgerne fra sig, og for mit vedkommende var de slugt i løbet af relativt kort tid.

Jeg er vild med, hvordan Cassandra Clare portrætterer de forskellige typer af karakterer - Shadowhunters, vampyrer, varulve, elvere og warlocks, og hvor gennemtænkt mytologien bag hver enkelt race er, og hvor meget hun har kunnet inkludere i serien, så man som læser får stillet sin nysgerrighed, uden at det kommer til at overtage det hele.

En interessant fortælling om både identitet, drama og kærlighedskvaler, men også masser af action og humor. Man kommer ikke til at kede sig!

Pigen fra Månehøjen

 Forfatter: Lene Krog - Forlag: Ulven og Uglen

Om bog 1, Grå magi, skrev jeg:

Imponerende og hæsblæsende fortælling. Jeg mangler en 2'er - snart!!

Det er SKØNT at se karakterer, der, uanset køn og baggrund, har styrker og svagheder, og at disse karakterer alligevel får lov at vise, hvad de er værd - med den tvivl og den nervøsitet, det nu indebærer. Her er den delte fortællerrolle også velvalgt, da det virker forstærkende at vi som læsere kan få indsigt i flere karakterers mindset, for derved at lære flere karakterer bedre at kende, og at vi ikke må nøjes med at se alle karaktererne med én bestemt karakters øjne.

Der er stadig flere spørgsmål som mangler at blive besvaret, og der er stadig en stor del af denne verden, der mangler at blive udforsket, - men det er forhåbentlig ting, der løser sig i en fortsættelse.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bemærkning: Bogen er vundet i en konkurrence via Instagram.

Om 2. udgave af Grå Magi skrev jeg:

Det er anden gang, jeg læser, Grå Magi, og jeg er stadig tryllebundet.

Plottet står stærkt og er velgennemtænkt, og hovedpersonerne er klart definerede med hver deres særlige personligheder. Man kommer til at holde af dem på forskellige måder, i kraft af, at de trods hver deres knapt så attraktive sider, har nogle quirks der gør, at man kan relatere til dem - på godt og ondt. De har hver deres at kæmpe for, og selvom de et godt stykke hen ad vejen bliver ledt i samme retning og må stå sammen for at nå deres individuelle mål, er deres rejser også forskellige, og det er nogle helt særlige personlige kampe, de står over for.

Det er altid lidt noget særligt at gå til en fortælling, hvor der fra kapitel til kapitel skiftes mellem hvem, der fortæller, og hvem, vi følger, men ofte virker det heldigvis også, - og det gør det her. Det er hjulpet lidt på vej af, at det ikke er en lang kavalkade af hovedpersoner, vi møder, men at det "kun" er tre forskellige, vi får lov at følge tæt, men de tre, vi så følger, er så til gengæld også så tilpas travlt beskæftiget, at der er kamp om spaltepladsen, og man ind i mellem kunne ønske sig at én fik endnu mere taletid end hvad der er tilfældet. Det løser sig dog, og jeg sidder heldigvis ikke tilbage med en følelse af, at jeg mangler noget, - andet end at komme i gang med den næste bog i serien, naturligvis ;-)

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bemærkning: På bagsiden af denne udgave er jeg citeret på bagsiden :-)

Om bog 2, Heksens storm, skrev jeg:

What the f...?!?!

Allerede da jeg læste forgængeren Grå Magi første gang, følte jeg mig blæst bag over. Hvorfor havde jeg ikke hørt om den, - og hvorfor havde jeg ikke fået den læst noget før? Det var LIGE mig!

Nu sidder jeg med Heksens Storm i hænderne. Forside-illustrationen til den nye udgave af Grå Magi har fået et radikalt andet udtryk end hvad der oprindeligt var tilfældet, og både dén og Heksens Storm er intense og skaber et helt andet forhåndsindtryk og billede af, hvilke nuancer, bøgerne rummer, - og selvom jeg synes, den oprindelige forsideillustration var flot, er der alligevel noget helt særligt over de nye her, som skaber bedre blikfang, - det er næsten ikke til at få øjnene fra dem.

Når man kigger på plottet, er det imponerende hvor meget forskel der kan være på handlingsforløbet i to bøger i samme serie, når den røde tråd stadig bibeholdes, tonen er den samme, og man bliver ved med at have det samme greb om karaktererne.

Grå Magi ledte os ud på starten af et eventyr, der bød os ind i et fremmed univers, man kunne gå på opdagelse i, med alt hvad der tilhører af kort, landskab, væsner og magisystem. Det betød, at vi som læsere måtte bruge en del energi på at lære universets spilleregler at kende. Der var for karakterernes vedkommende en tendens til at følge med strømmen; de forsvarede sig, så godt de kunne, og forsøgte at vende situationen, men ikke altid til lige meget held.

I Heksens Storm er karaktererne modnet noget mere, og gør en mere aktiv indsats for at forbedre deres vilkår og vende situationen til deres fordel, selvom det stadig er en stor udfordring, også i betragtning af, at alt hvad de gør stadig har konsekvenser, som man ikke kunne have regnet ud på forhånd (host, host.. jeg skal nok lade være med at spoile!), og der sker ting og sager, som karaktererne ikke har nogen kontrol over, og som de derfor må håndtere som det kommer oveni alt det andet, de skal slås med. Det er ikke nogen simpel udfordring, de er blevet præsenteret for, og løsningen er da heller ikke lige om hjørnet, selvom man for en kort stund kunne have håbet på det (at løsningen næsten viste sig med over 100 sider tilbage var også lige mistænkeligt nok, desværre).

Det er fremragende, hvordan karaktererne er så veldefinerede, at selv om man rykker så meget ved de ydre omstændigheder, som det er tilfældet her i Heksens Storm, kan man stadig mærke det, der gør karaktererne til dem, og man er ikke i tvivl om, at de er sig selv, hvad de står for, og hvad de vil.

Det bliver spændende at se, hvad universet ellers kan byde på fremadrettet. Jeg ser i hvert fald frem til bog 3!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Riordanverse companion bøger

Forfatter; Rick Riordan

Til Rick Riordans univers findes en række små bøger, som ikke er strengt nødvendige for at læse de større serier, men som er et supplement og et tilvalg, som jeg dog kun kan anbefale, at man læser - for de er mindst lige så underholdende som resten af serierne, og giver et andet indblik i både de forskellige locations og livet for de forskellige karakterer, når de ikke er på på deres missioner og quests. Det giver et emre fuldkomment billede af, hvem de enkelte karakterer er, og hvordan de agerer i andre situationer end vi har set dem i tidligere, og vi får en smule indsigt i, hvad de kommer fra. Derudover er det naturligvis også et billede på, hvor grundig Rick Riordans researh på de forskellige mytologier er, hvilket er meget imponerende.

 

The Trials of Apollo

Forfatter: Rick Riordan 

Rækkefølge:

1. The Hidden Oracle
2. The Dark Prophecy
3. The Burning Maze
4. The Tyrant's Tomb
5. The Tower of Nero - Forventes udgivet efteråret 2020

Apollo hører til bland de karakterer, man elsker at hade. Han er GODT NOK irriterende, egoistisk, selvfed og selvoptaget, og derudover super-arrogant. Han bliver, takket være hans handlinger sidst i serien om The Heroes of Olympus, sendt på jorden i menneskeform, hvor han skal gøre sine handlinger gode igen. Undervejs møder han mange af de karakterer, vi har mødt i både Percy Jackson and the Olympians og The Heroes of Olympus, og jeg siger dig, at det er nogle glædelige gensyn (bortset fra den der ene katastrofale svipser i bog 3, som jeg stadig ikke helt har tilgivet Rick! - Skjult her for at undgå spoilere, for de af jer, der endnu har serien til gode).

På sin rejse gennemgår Apollo mange prøvelser. Jeg har været igennem de første fire bøger i serien, og venter i spænding på bog fem, men kan allerede nu sige, at Apollo er vokset med opgaven, og har lært en smule om det at være ydmyg, og at tænke på andre end sig selv. Man kan stadig mærke den arrogante, egoistiske Apollo, men han er alligevel i det store perspektiv en ændret ung mand / guddom / hvad end han nu er.

Er du til dannelsesrejser, hvor man ser en markat ændring til det bedre hos hovedpersonen, kan denne serie varmt anbefales - men det kan være begrænset, hvor meget man forstår, hvis ikke man har læst de to foregående serier, Percy Jackson and the Olympians og The Heroes of Olympus.

Magnus Chase and the Gods of Asgard

 Forfatter: Rick Riordan

Rækkefølge:

1. The Sword of Summer
2. The Hammer of THor
3. The Ship of Nails

Jeg skal indrømme, at blandt de mytologier, Rick Riordan har brugt som inspiration til sine serier, er den nordiske mytologi dén, jeg på forhånd havde den største viden om, blandt andet takket være min barndomskærlighed til Valhalla-tegneserierne af Peter Madsen med flere. Derfor er det også den serie, jeg var mest forbeholden over for at gå i gang med, for ville den nu kunne leve op til mine forventninger?

Der var slet ingen grund til at være bekymret, - Rick Riordan imponerer igen på overbevisende vis. Det er utroligt, så mange dele af mytologien han kan få plads til på så relativt få sider, når han samtidig formår at gøre det til sit eget, og forme det omkring et allerede eksisterende mytologisk univers, der nu er flettet sammen af både græsk, romersk, egyptisk og nordisk mytologi; de har alle noget med hinanden at gøre i dette univers, og det er virkelig gennemført. Skulle der være huller, har jeg ikke opdaget dem endnu.

Det er ikke kun de nordiske guder, der varetages i denne triologi, men også myterne og mange små fine detaljer, som må have krævet en enorm mængde research og forarbejde for at få med; der er ikke langt mellem referencerne til myter, skriftlige såvel som mundtlige, om nordisk mytologi.

Jeg binder sløjfen her ved at nævne, hvor imponeret jeg er over Rick Riordans gennemarbejdede forfatterskab. Han skuffer ikke! Triologien her kan i princippet læses uafhængigt af de foregående serier, men visse detaljer vil dog stå mere klart, hvis man i forvejen har kendskab til Rick Riordans univers. Dog er Magnus Chase and the Gods of Asgard i mine øjne stadig et mustread for folk (kan man mærke mit forsøg på kønsneutralitet?) med interesse for nordisk mytologi.