Viser opslag med etiketten uddannelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten uddannelse. Vis alle opslag

13 september 2021

*Anmelder-eksemplar* Den anden komponent (Academia, #1)

 Forfatter: Line Wenzel - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg før har været ret vild med Line Wenzels skrivestil og universer, hvor jeg blandt andet har rost serien om Mindelandet i stor stil. Serien er i mine øjne uhyre veludført, og magisystemet er velkomponeret - det giver mening, selv for en garvet fantasy-læser. Også Academia - Den anden komponent er noget helt for sig, - jeg har i hvert fald endnu ikke stødt på noget helt lige som det her.

Det handler om rivaliserende amerikanske universiteter, der alle fokuserer på noget bestemt, - hermetik (noget med kemi og grundstoffer), astronomi (stjerner) og divination (forudsigelser). Da en vigtig regeringsbygning styrter sammen, har universiteterne travlt med til dels at pege fingre af hinanden, og til dels at rense eget navn i forhold til hvor fejlen og skylden ligger. En hermetiker og en astronom bliver sat sammen i håbet om at opklare, hvad der skete - og rense deres respektive universiteters navne, og undervejs bliver de til dels mødt med egne fordomme om hinanden, og til dels får de indblik i en række hemmeligheder både hos egne universiteter - og de andre. Men hvem mon er ansvarlig for den sammenstyrtede bygning?

Når serien hedder Academia antydes det, at det er en fortælling om det, der sker, når akademikere sættes sammen. Det er en del af det - men den rummer også meget mere end det, og selvom det til tider kan blive en anelse filosofisk, skal det ikke være dét, der skræmmer en potentiel læser væk. For det er også en fortælling, der er fortalt i øjenhøjde og med hovedpersoner, der er nede på jorden og meget menneskelige. I det større perspektiv handler det ikke om den akademiske del, men om det, der sker, når mennesker af forskellige tilhørsforhold bliver sat til at arbejde sammen, - hvilket i sig selv kan være en virkelig interessant fortælling. Hertil hører det, at det akademiske bliver en bi-fortælling, som naturligvis har sin plads i serien, fordi det er det, der i første omgang gør hovedpersonerne skeptiske over for hinanden, men det er ikke det akademiske, der fylder det hele.

Kemien mellem hovedpersonerne er virkelig interessant, og måden dynamikken skifter løbende er underholdende at følge, - og nok meget reel i den givne situation. Det er naturligt at de ikke falder hinanden om halsen, når de kommer fra rivaliserende universiteter, men hvad relationen kan føre til på den lange bane bliver spændende. Deres baggrunde er ind til videre kun hintet en smule til (fjerde-generations hermetiker over for den første akademiker i familien, hvor resten af familien driver et bageri), og mon ikke også dette får lov at blive udfoldet yderligere i kommende bøger i serien? Det giver allerede nu en smule kant til karaktererne, og med det, der ellers sker i bogen, er det stadig begrænset hvor godt vi kender dem, - så at kende mere til deres baggrund kunne bestemt give dem noget mere dybde.

De her er kun første bog i serien, så der er stadig en række spørgsmål, der er ubesvarede, og der er hintet til, at vi får flere sider af universet at se i kommende bøger. Det er vel naturligt, når det nu er første bog i en serie. Der er stadig mysterier, der skal løses, og karakterer, vi skal lære bedre at kende, - det her er kun starten, og jeg er personligt virkelig spændt på hvilke drejninger den her fortælling kommer til at tage, for det lover godt.

Sproget er levende, og Line formår at balancere det akademiske over for det almene på en måde, så selv de læsere, der ikke selv er akademiske, kan være med og forstå, hvad det drejer sig om, og hvad vores hovedpersoner laver - selv når det bliver en smule avanceret. Det spiller og er tilpas nede på jorden til, at de fleste kan forstå det, uden at det tager noget af magien og flowet i fortællingen.

Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre i serien med tiden, - hvornår udkommer bog 2 mon?

27 juli 2021

Pixie lever stadig

 Forfatter: Sofie Riis Endahl - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2021

Pixie lever stadig er fortællingen om tiden omkring sidste studentereksamen og tiden efter. Det er fortællingen om den identitetskrise, der kan fylde så utroligt meget hos rigtig mange unge. For hvem er man uden for gymnasiets faste rammer med et allerede fastsat socialt hierarki? Det kan være svært at finde ud af, hvad man  skal - hvad skal tiden gå med, og hvem skal nu være en del af ens liv?

Det at komme ud på den anden side af gymnasiet er en skillevej, der er med til at forme og danne det enkelte menneske. For nogle er de fremtidige valg oplagte og lige til, mens det for andre er langt mere kompliceret at finde den rette hylde og meningen med tilværelsen. Det kræver benhårdt arbejde påny at finde fodfæste, og kan ind i mellem tage lang tid.

Mange unge føler sig pressede af samfundet, af familien, af vennerne, af tidligere og nuværende lærere, og mange andre, - måske endda også af sig selv - i forhold til at skulle vælge noget bestemt, at skulle agere på en bestemt måde, at skulle vælge sig ind på en uddannelse lige efter gymnasiet. Desværre er de løsninger, andre ser som værende rigtige for én, ikke altid det rigtige for den enkelte. Samtidig sker der noget i vennernes lejre, i kraft af at de står over for lignende udfordringer, og de måske bevæger sig i en anden retning.

Vi som mennesker udvikler os hele tiden, i forskelligt tempo og i forskellige retninger, og vi bliver ikke ved med at være de mennesker, vi var engang. Det kan være svært at tage afsked med det, der var engang, - netop fordi det kræver en del at skulle til at definere, hvem og hvad man skal være. Det er en proces at finde ud af, og det er ikke altid lige til at finde ud af, hvordan ens egen proces kommer til at være.

Sofie Riis Endahl har efterhånden en del realistiske ungdomsromaner bag sig, og hun har en helt særlig evne til at ramme, der hvor det gør ondt. Tonen, sproget, temaerne, det sociale omkring de unge, er som taget ud af virkeligheden. Mange af tingene er mere eller mindre evigtgyldige, og gjorde sig også gældende for 10, 20, eller 30 år siden - men der er også meget, som er noget helt særligt for nutidens unge, heriblandt brugen af sociale medier, og for at fange det, kræver det altså at man selv er med, hvor det gælder, og har en finger på pulsen.

Pixie lever stadig er, som de andre romaner fra Sofie Riis Endahl, et helt særligt friskt pust i dansk, realistisk ungdomslitteratur. Det er bøger, der taler til danske unge med indhold, der giver mening og er relaterbart i forhold til netop deres virkelighed. Man kan sige meget om - og få meget ud af udenlandsk realistisk ungdomslitteratur, men (og måske lyder jeg gammeldags her) noget andet med litteratur, der er skrevet om og for netop de danske unge ud fra en samfundsstruktur, som de selv har levet og som de selv er en del af.

(Huen er i øvrigt fra min egen studentertid 😁)


27 april 2021

#bucketlist

 Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021 - Sidetal: 224

#bucketlist er noget af det sødeste og mest livsbekræftende jeg længe har læst! Det er en af de bøger, der virkelig fortjener at blive læst i én sitting, - og den kan sagtens bære det (tro mig, du vil ikke fortryde det!).

Zola er færdig på gymnasiet, og er faktisk lidt usikker på, hvad hun vil fremadrettet. Det er bare svært at sige højt, især når forældrene forventer at hun tager direkte på universitet - og det er selvfølgelig ikke lige meget, hvilken uddannelse man vælger! Zola bruger sommeren på at leve livet og sætter sig som mål at hun hver dag skal krydse en ny ting af på sin #bucketlist, - noget, hun dokumenterer på instagram undervejs.

#bucketlist er en roman om at lære sig selv at kende. Om at finde det, man brænder for, og at leve livet på en måde, som giver mening for én selv. Det handler om ærlighed, over for sig selv og for andre, og det handler om at turde at åbne op og at stole på andre. Også selvom det kan være ubehageligt, skræmmende og grænseoverskridende. Det handler om udvikling, at få det bedste ud af tilværelsen og at finde meningen med det hele.

#bucketlist er en af de bøger, man bliver glad af at læse. For os, der for længst (sorry) har lagt teenage-tilværelsen på hylden til fordel for voksenlivet, mens jeg sagtens kan se hvordan mange unge vil kunne spejle sig i Zolas bekymringer og tanker i forhold til de udfordringer, livet byder hende, i forhold til valg af uddannelse, relationer til familie go venner, og den spæde begyndelse i datinglivet. Bogen leger med sproget på en måde, der føles naturlig og som virker troværdig i forhold til målgruppen, og det samme gør layoutet, som der virkelig er kælet for undervejs med instagram-posts, som man næsten skulle tro var den ægte vare.

#bucketlist fremstår for mig som en utroligt stærk debutroman fra Saynab Farah Dahir. Standarden er sat højt fra start, og jeg ser frem til at læse mere fra hendes hånd! Det her er virkelig vellykket, og jeg glæder mig kun endnu mere til de udgivelser, jeg ved er på vej fra Dahir.

27 november 2020

Sort måne

 Forfatter: Haidi Wigger Klaris - Forlag: Tellerup

Om bog 1, Blodarv, skrev jeg:

Det her er starten på noget stort og meget spændende!

Connor er som hovedperson nem at identificere sig med; hans frustrationer med sin situation, mosteren og morfaren, byrådet og byen er til at tage at føle på, og teenage-hormonerne kan de fleste nok nikke genkendende til.

Der er noget mystisk på færde i den by, Connor må flytte til efter moderens død, - men nøjagtigt hvad det er, er svært at gennemskue. Og netop dette mysterie er noget af det, der virkelug driver plottet.

For hvad er det, byrådet skjuler. Hvorfor er reglerne i DENNE by så anderledes og konservative?

Det er en interessant begyndelse, - og jeg ser frem til resten af serien!

Bogen er udgivet i 2020 og er 287 sider lang. Den har ISBN 9788758838762.


19 november 2020

Basismagi C

 Forfatter: Katrine Skovgaard - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2019

Sidetal: 321 - ISBN: 9788793839113

Om BasisMagi C skrev jeg:

Er det ikke enhver fantasy-nørds drøm, at ens kemibog pludselig forvandler sig til en grundbog i kemi? Det var det i hvert fald for mig (ærlig talt brød jeg mig heller ikke ret meget om kemi, - men det er en anden historie).

Dét er hverdagen for Signe og fire andre heldige unge, der har anlæg for magi, og nu må jonglere undervisning udi forskellige magiske discipliner ved siden af deres normale hverdag. 

I kraft af at de fem unge mennesker går på hver deres ungdomsuddannelse med de krav, der følger med, fagligt og socialt, kan det være vanskeligt nok i sig selv at skulle overskue ekstra undervisning og lektier i magi.

Naturligvis kan de dog ikke nøjes med det, da Signes mor og flere andre bliver syge, - og det skyldes noget magisk af en art. Men hvem står bag? 

Det kan Signe og de andre ikke lade være med at undersøge, - nogen  jo gøre noget, når de voksne tilsyneladende har svært ved at finde den skyldige og gøre noget ved det.

Men kombinationen af unge mennesker med de hormoner, der følger ungdommen med, magiske kræfter, de først lige har lært at kende, og følelser i klemme er ikke nødvendigvis for det bedste. Det skaber selvfølgelig nogle handekraftige unge, der får taget nogle hurtige beslutninger, - men de får også hurtigt handlet før de får tænkt sig om, og det kan have konsekvenser. Især, når man har med magi at gøre.

Plottet er interessant og godt skruet sammen, - bogen var i hvert fald for mit vedkommende svær at slippe igen, da jeg først var kommet i gang.

Signe er som de andre meget intuitiv, og hendes alder taget i betragtning er det nok meget naturligt. Det kan dog være svært at se, hvad det er, hun bliver ved med at se i Frederik fra gymnasiet, når han gennem flere måneder kun viser hende meget lidt opmærksomhed, - det er i hvert fald ikke meget, vi støder på det i teksten, - og det ville umiddelbart virke mere naturligt at den energi, hun bruger på at savle over Frederik, i stedet kunne være brugt på at udvikle relationen til bl.a. Sebastian, som hun har en noget bedre relation til. Deres forhold bliver til gengæld meget underspillet, og man kan nemt komme til at savne noget mere fyld her.

At hun uden videre tilgiver Julie, når Julie har været en dårlig veninde, virker også lidt absurd.

Selv blev jeg lidt forarget over, at Signe ikke var bedre i stand til at sige fra på egne vegne, når Frederik og Julie behandler hende dårligt, når hun til gengæld er god til at tage kampen på sin mors vegne. Hun viser jo netop at hun har energien og drivet, - men har åbenbart svært ved at gøre noget ved det, når det gælder hende selv.

Ser man bort fra frustrationerne omkring Signe er det dog en virkelig velskrevet fortælling, som der er god mulighed for at arbejde videre på, - for selv om man kunne HÅBE på den fortsættelse, der endnu ikke har været snak om, er der dog rig mulighed for selv at tænke sig på fremtidige scenarier for Signe, Julie, Sebastian og de andre.

For hvad kan Signe og Sebastian ikke udvikle sig til?

Hvor længe varer deres magiske uddannelse, - og hvad kan de bruge den til, når de skal uddanne sig videre i den ikke-magiske verden?

Hvad giver det dem at udvikle et netværk med andre magikere, - både på kort og på lang sigt?

Spørgsmålene er mange, - og der er nok at fodre fantasien med.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.


14 oktober 2020

*Anmelder-eksemplar* Glad lærer

 Forfatter: Henning Engholt Jørgensen - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2020

Sidetal: 80 - ISBN: 9788794049191

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Henning Engholt Jørgensen nævner som noget af det første, at inspirationen til bogen her kom af, at han stødte på én, han tidligere har haft i praktik, og som efter sidste eksamen på læreruddannelsen stadig ikke følte sig klædt på til lærerjobbet.

Selv var jeg igennem sidste eksamen på læreruddannelsen i sommer, og kan sagtens genkende følelsen af, at man ikke er klædt på til jobbet som lærer - sådan for alvor, i hvert fald, - og flere af mine tidligere studiekammerater nævner det samme. Og dét til trods for, at vi i vores uddannelsesforløb har været igennem mange forskellige teorier om og tilgange til faget. For trods en passion for at skulle ud og undervise og forhåbentligt at kunne gøre en positiv forskel for rigtig mange elever, så er der også enorm forskel på studielivet og det reelle arbejde, som man som studerende kun får lov at snuse minimalt til i løbet af uddannelsen, hvor der (i hvert fald i min studietid) er tale om tre gange seks ugers praktik i løbet af de fire uger uddannelsen varer. De fleste på uddannelsen er også helt klar over, at man i løbet af uddannelsen kun får lov til at opleve en lille del af det, jobbet reelt byder én.

Derfor er det også vigtigt med en påmindelse om, både hvorfor man i sin tid valgte uddannelsen, men også alle de gode ting, som jobbet kan byde på. Det er vigtigt at få ud til de lærerstuderende, at selvom opstarten i et fuldtidsarbejde som lærer kan virke uoverskuelig og skræmmende før man kommer i gang, så er det muligt at komme over de første udfordringer, og at hverdagen kan blive overkommelig igen. Det er et lys, som man gerne skulle kunne blive ved med at se gennem den første tid som lærer, hvor det hele virker uoverkommeligt.

Glad lærer er én af de bøger, som jeg ser at flere af mine medstuderende kunne have behov for at læse, - netop for at blive mindet om ovenstående. For selv de, der går gennem studiet med høje karakterer har ofte en frygt for ikke at slå til eller at være god nok, når det kommer til stykket. Selvom man lærer og udvikler sig hele livet, kan man godt have behov for at blive mindet om, at man også er god nok som man er lige nu, og at man skal turde stå ved den man er.

Bogen er skrevet i et let og forståeligt sprog, der både trækker tråde til lærerrollen, som er til at forholde sig til, også som ny-uddannet lærer, men det er også en påmindelse til forældre til børn i skolealderen om, at lærerne vil børnene det bedste, og at lærerne gør det så godt, som de kan.

Netop fordi bogen tager fat i nogle så væsentlige ting for de nye lærere i folkeskolen er det, jeg savner ved bogen, egentlig at der var mere fylde på. Bogen er "sølle" 80 sider lang, - og emnerne der gennemgås kunne sagtens fylde det dobbelte ud eller mere, uden at det gjorde noget.

Til de nye lærere og til forældre til børn i folkeskolen, - så har den her bog mine klare anbefalinger.

Sprækken til Luscuro

 Forfatter: Julie Midtgaard - Forlag: Tellerup

Om bog 1, Elementprøven, skrev jeg:

Den her bog kan altså noget helt særligt.

Som historie-interesseret og bosat i Aalborg er det spændende at se på de få kapitler i starten af bogen, der netop foregår i Aalborg i slutningen af 1600-tallet, når man har en idé om, hvor tingene rent faktisk må have foregået, hvis det var gået for sig i virkeligheden.

Vores hovedperson, 14-årige Gry, bliver dømt til at skulle brændes på bålet for at være en heks, men i stedet for at dø i flammerne, bliver hun på mystisk vis transporteret til en fremmed verden kaldet Luscuro. Her bliver hun optaget på en skole for sikstere, et begreb for et folk, der blandt andet har forbindelser til elementerne, og hun lærer en masse nyt om både elementerne og sig selv før den eksamen, der skal teste hende som sikster.

Som læser er der meget at forholde sig til i denne verden, der på mange måder er forskellig fra vores egen. Hvad er hele den her deal med elementerne, og hvordan kommer siksterne i kontakt med deres elementer? Hvordan med de her rodfår, og lokkerne, og isfuglen, - og alle de andre fremmede væsner, som hører til i Luscuro? Gudinden er kort omtalt i bogen, så der er altså en form for religion i denne verden, men hvilken indflydelse har det på hverdagen for en almindelig sikster - og hvad betyder Gudinden for den krig, der raser i verdenen? Det er en krig, som vi ved raser, men som vi endnu ikke kender så mange detaljer af. Fronterne er ikke voldsomt skarpt trukket op endnu, men der er lagt op til, at Gry kommer til at spille en væsentlig rolle, blandt andet takket være den evne hun har ud over det element, hun har fundet ud af er hendes.

Gry er kun 14 år, og af naturlige årsager meget forvirret over det, der foregår omkring hende, og de ændringer, der pludselig er sket i hendes tilværelse. Der er meget at forholde sig til, også for hende, hvorfor det for læseren kan være naturligt at identificere sig med meget af den tvivlen, som Gry står med. En del af det, hun gennemgår, skyldes af naturlige årsager også hendes alder, hvilket dog ikke er så meget i fokus endnu, men den første forelskelse mærkes og påvirker Gry; og mon ikke mange voksne selv vil kunne erindre en lignende følelse af, at ét var hvad fornuften sagde, noget andet var hvad hjertet ville, første gang vi oplevede det samme?

Gry er ikke den perfekte heltinde, der kan det hele fra starten, og hun må prøve sig frem med mange af de ting, hun giver sig i kast med. Det er ikke hver gang det lykkes, men man kan se, at hun langsomt gør små fremskridt og bliver bedre på de ting, hun øver sig på, - både i forhold til kontrollen over sit element, men også de personlige egenskaber, hvor blandt andet relationen til værelseskammeraten Nøks er lidt uheldig, da de første gang mødes, mens begge karakterer udvikler sig i en positiv retning og nærmer sig hinanden, efterhånden som handlingen skrider frem, og de må overkomme en række udfordringer sammen.

Jeg er fan af det her med, at der ikke alene tages udgangspunkt i tilfældig magi, hvor man ved at sige et par ord kan gøre, hvad der passer én, men at der tages fat i den natur, der omgiver os, og som vores karakterer færdes i. Det giver en følelse af, at det bliver mere ægte og troværdigt, selvom det stadig ligger langt fra det, vi kender i vores verden; elementerne er til at tage at føle på.

Der er stadig en del ubesvarede spørgsmål her efter den første bog i serien, men historien er heller ikke slut endnu. Gry har endnu plads til at udvikle sig, og jeg er sikker på, der venter hende mange udfordringer endnu, før hun er færdig med at vise sit fulde potentiale.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2019 og er 383 sider lang. Den har ISBN 9788758832.


Om bog 2, Elementsygen skrev jeg:

Åh - for pokker, Julie ❤️😍🥰

Sikke en rejse, vi kommer med på her; Gry bliver virkelig prøvet af på nogle punkter, som jeg i hvert fald ikke havde forudset, da jeg blev færdig med Elementprøven, både på det personlige plan og i forhold til hendes elementkræfter, som rummer flere aspekter end først antaget. Det er ikke sådan lige at forudse næste skridt, og hvad det nøjagtigt er, Gry har i vente fremadrettet - for handlingen kan stadig tage mange drejninger, især med alt det nye, vi lærer her i bogen om både Gry og Luscuro i det hele taget. Nogle ting er nogenlunde sikre og til at forudsige, men der er også stadig mange ubekendte og mange spørgsmål, jeg glæder mig til at få svar på i bog 3 - som næsten ikke er til at holde ud at skulle vente på nu!

Gry har fra start været en nuanceret karakter, der ikke passer ind i den almindelige steretyp for, hvordan heltinden er, men til gengæld meget menneskelig. Hun er usikker på sig selv, tvivler på sin kunnen, kæmper med sit temperament, og er i sine følelsers vold flere gange, både i bog 1 og i bog 2 - som hendes jævnaldrende, unge i 14-15 års alderen nu er flest. Hun er relaterbar og til at tage og føle på.

Der snakkes meget om balance i tingene her i bog 2, både på et personligt plan og som noget rent større, og også Gry må kæmpe med sin indre balance, nu hvor hun endnu en gang skal forsøge at passe ind et sted, der er markant anderledes end det, hun tidligere har været vant til. Det er svært at lægge låg på frustrationerne, når de er ved at blive for meget. Samtidigt kan dét, at man bliver presset ud i at løse nogle fælles udfordringer måske netop være det, der gør at frustrationerne over visse andre blive mere overkommelige - trods det, at førstehåndsindtrykket af visse karakterer ikke er det bedste.

Grys følelsesmæssige udvikling er virkelig interessant at følge i begge bøger, og det er tydeligt, hvor meget hun udvikler sig igennem det nu cirka halvandet år der er gået for hende siden vi lærte hende at kende. Hun har stadig meget til gode og mange ting, der skal arbejdes med, men det varmer, at der er flere ting, der så småt er begyndt at falde på plads for hende allerede, så hun kan lære sig selv bedre at kende og de rette vilkår for at klare de udfordringer, der uden tvivl stadig venter hende.

Elementerne fylder naturligvis stadig en hel masse her i bog 2, og både Grys og de andres elementkræfter bliver prøvet af, så de viser nye sider af sig selv; det er ikke småting, Gry kan præstere under de rette omstændigheder, og med endnu mere træning bliver det interessant at følge, hvad hendes elementkræfter kan føre til.

World-buildingen er stadig velgennemtænkt og gennemført. Kortene forrest og bagerst i bogen er en god hjælp til at finde ud af, hvor vi er henne, efterhånden som der bliver snakket om forskellige lokationer og rejsemulighederne til og fra forskellige dele af Lusuro. Der er dog også en stor del af kortet som endnu er uudforsket, og man kan næsten ikke undgå at overveje, hvad disse steder mon gemmer på af hemmeligheder.

De væsner, vi møder undervejs både i første og anden bog har deres helt særegne karaktertræk og historie, og det er fedt at der er lavet en kobling mellem de væsner, vi møder i Luscuro, og det, Gry kender fra hendes barndom i Aalborg; det er gennemført, at de myter vi har i vores verden, rent faktisk stammer et sted fra, trods det, at det er en lille detalje i bøgerne her.

Via sociale medier er flere læsere begyndt at foreslå en fagbog over Luscuros planteliv og væsner, - det kunne være sejt at det rent faktisk blev gennemført. Der er allerede benævnt en del planter og væsner i bøgerne ind til videre, og det ville tilføje ekstra dybde til worldbuildingen, at man kunne gå på opdagelse i mange af de hemmeligheder fra Luscuros verden, som af forskellige årsager ikke når at komme med i serien, og så ville et opslagsværk desuden være praktisk ved fremtidige genlæsninger af serien, så man kan hurtigt kan få genopfrisket de forskellige planter og væsners særlige kendetegn og evner.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 og er 416 sider lang. Den har ISBN 9788758839103.


Om bog 3, Elementkrigen, skrev jeg:

Det afgørende slag nærmer sig med hastige skridt, - det er der vist ikke tvivl om. Det betyder også, at Gry og vennerne må tage nogle valg - og nogle gange på egen hånd. Det kan nemig være svært at vide, hvem man kan stole på, og hvorvidt det, de planlægger, overhovedet kan lade sig gøre, - hvorfor pigerne er i tvivl om, om de ville få lov til at gøre forsøget. Selvom Elementkrigen adskiller sig fra sine to forgængere rent strukturmæssigt, er det kun positivt. Hvor de tidligere bøger har fulgt Gry og venindernes studier og nogle af de udfordringer, der har knyttet sig til skolegangen, er det en anderledes oplevelse, at denne ikke følger skolen nær så slavisk, og at pigerne i højere grad selv tager styringen for begivenhedernes gang. Det er altid interessant når karaktererne forsøger selv at påvirke slagets gang og ikke kun vente på at tingene kommer til dem, - og selvom pigerne i serien her længe har været i stand til at gøre mange ting på egen hånd, har de alligevel rykket sig, og gør endnu mere end de ville have været i stand til, da vi lærte dem at kende. Især Gry har stadig en del at lære om sine kræfter, og udviklingen i hendes talent er spændende at følge; det har gennem serien været en gradvis udvikling, som endnu ikke har peaket, - det er tydeligt, at Gry endnu har mere at lære. Så hvad hun kan bringe det til i bog fire glæder jeg mig til at følge. Noget af det, der virkelig har været en bonus i bogen her, er det mere indgående kendskab vi får til lokker-folket. Hvordan det sker skal jeg ikke spoile her, - men det giver nogle nye perspektiver på Reynir og hans valg, og hans karakter får en ny dybde. Det påvirker naturligvis også relationen mellem Reynir og Gry, men også Reynirs relation til de andre sikstere påvirkes i bogen her. Måske vi kan håbe på, at siksterne og lokkerne med tiden kan leve i fred med hinanden? Der er i hvert fald noget der tyder på, at det er en mulighed. Det største minus må være den cliffhanger, vi efterlades med.. Det er ikke fair, Julie! ;-) - Hvornår kommer bog fire??

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 og er 412 sider lang. Den har ISBN 8758841091.




26 september 2020

Two Can Keep a Secret

 Forfatter: Karen M. McManus - Udgivet: 2019 - Forlag: Penguin 

Sidetal: 327 - ISBN: 9780141375656

Selvom jeg egntlig havde rigeligt med planer den weekend, jeg satte mig for at læse bogen her, kunne jeg nærmest ikke lægge den fra mig.

Plottet er velgennemtænkt og velkonstrueret. Karaktererne er lette at relatere til.

Som så mange andre lignende historier er der undervejs en del små spor og ledetråde, der peger i retning af flere forskellige mulige gerningsmænd, og den snu læser vil muligvis være i stand til at samle trådene, der leder frem til den rigtige gerningsmand.

Til den negative side virker relationen både internt mellem hovedpersonerne, tvillingerne Ellery og Ezra, og relationen mellem tvillingerne og deres bedstemor ubeskrevet og relativt u-udforsket, og det kunne med lethed have fyldt mere. Når Ellery beskriver hendes relation til sin bror, men det ikke vises i beskrivelsen af hans handlinger, virker det kun som tomme ord.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.




Stilleleg

 Forfatter: Julie Clausen - Udgivet: 2010 - Forlag: Tellerup - ISBN; 9788758808932

Julie Clausen skal have point for at skrive en fuckboy som én, man kan begynde at holde en smule af og fatte sympati for, men desværre er det noget af det eneste, bogen har kørende for sig.

Plottet er rodet og forvirrende, og det bliver ofte svært at holde styr på.

Især tidslinjen kan være svær at følge, men også sproget virker en anelse usammenhængende.

Julie Clausen har nu udgivet flere romaner, der hænger bedre sammen, så det kan lade sig gøre. Konceptet her er egentlig også fint, men der er altså et godt stykke igen, før jeg kan anbefale den.

Jeg gav bogen 2 ud af 5 mulige stjerner.



Standby

 Forfatter: Bjarke Schjødt Larsen - Forlag: Turbine forlaget - Udgivet: 2017 - Sidetal: 214

Hold nu fast, en tur.. Er man til de meget følelsesladede bøger, kan man næsten ikke komme uden om den her. Og her må jeg indskyde, at det er at STORT plus, at der er sat en ung mand i hovedrollen, og at det bliver vist, at drenge også godt må vise følelser og græde, når livet gør ondt.

Vi oplever alle op- og nedture, og det er en del af livet. Ofte ser jeg dog i hvert fald selv en tendens til, at hvor piger kan være gode til at bakke hinanden op i forhold til at få talt ud om de svære ting og få grædt, når der er brug for det, er det ikke en del af det at opretholde et maskulint selvbillede, at man taler om eller giver udtryk for den slags. Trods det, at det er en helt naturlig reaktion på, at ens bror er i den tilstand, som Nicklas' bror er det her.

Nicklas går i 1.g, og vil egentlig gerne have lov til at nyde ungdomslivet, men det bliver besværliggjort af, at hans lillebror er kronisk syg med ikke bare én, men to diagnoser, faderen er fysisk fraværende og moderen det samme mentalt. Ergo er der læsset et kæmpe ansvar over på Nicklas' skuldre, hvilket er mere, end hvad man bør kunne forvente af en ung mand i gymnasiealderen; nok er han "stor", men han skal også have lov til at leve sit eget liv og opleve det at være ung.

Udover at det kan være til stor gavn for unge hvis søskende har alvorlige diagnoser at læse bogen her, kan det også give pårørende til disse unge et indblik i, hvad der foregår i hovedet på disse unge mennesker, og det kan være en hjælpende påmindelse om at huske at bakke op om dem og være opmærksom på deres behov - for det er ikke sikkert, at det bliver set eller taget hensyn til derhjemme, når meget af forældrenes energi bliver brugt på de diagnoseramte søskende.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.



Skyggepigen

 Forfatter: R. L. Stine - Forlag: Borgen - Udgivet: 2001 - Sidetal: 152

Det blev ikke helt den fortælling, jeg havde regnet med det ville, da jeg startede på bogen.

Men derfor blev det stadig en fin fortælling om at lytte til sig selv og egne behov, og huske på, at der er ligger noget til grund for andres opførsel, - så man skal passe på med at dømme andre for hurtigt.

Det er en interessant bog, og det er spændende at følge med i, hvorvidt man blindt vil acceptere den vej, der er lagt for én - tilsyneladende, i hvert fald - eller om man vil forsøge at skabe sin egen.

Og i kraft af at vores hovedperson er 12 år gammel og derfor netop i gang med at skabe sin egen identitet - ikke bare i forhold til de ting, der sker omkring hende i bogen, men i det hele taget - bliver emnet ekstra aktuelt for aldersgruppen, og det er et spændende twist af netop dén tematik.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.



Skovrå

 Forfatter: Astrid B. Z. Madsen - Forlag: People's Press - Udgivet: 2019

Sidetal: 237 - ISBN: 9788772008639 

Intens, dyster, og mystisk - og en anelse skræmmende.

Den giver læseren noget at tænke over i forhold til hvordan vi som mennesker behandler jordkloden og den natur, der omgiver os, - og hvad der ville være det mest etiske og moralsk korrekte at gøre i forhold til det. Det sætter tanker i gang i forhold til, om hvorvidt vi kan - og bør - gøre noget anderledes, og om det er nok alene at tænke bæredygtigt. Hvor meget ekstra kan vi gøre, - og kan det nogensinde blive godt nok?

Men det er også en skræmmende roman, for hvis vi nu fjernede alle de goder, vi tager for givet i hverdagen, ville vi så stadig være i stand til at gebærde os i naturen - helt i naturens vold?

Naturen tager, hvad den vil have, og når den for alvor udfolder sine kræfter kan det være vanskeligt at gøre noget ved det.

Læs den - hvis du tør.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.




Sindstequila

 Forfatter: Sofie Riis Endahl - Forlag: Byens Forlag - Udgivet: 2017

Sidetal: 268 - ISBN: 9788793628151

Hold nu fast, en imponerende debut-roman! Det er alligevel imponerende.

Historien står virkelig stærkt, og det er en kæmpe fordel, at Sofie Riis Endahl selv er så ung, - hun har en finger på pulsen med, hvad der rør sig i målgruppen og tonen blandt dem på en måde, så det føles ægte.

Man er ikke i tvivl om, at det kommer fra hjertet, - og at det er en vigtig roman at få ud allerede til folkeskolens ældste klasser.

Her tales der om de ting, der virkelig betyder noget, når man er ung, - identitetskriser rammer høj som lav, og man skal kæmpe for at finde sit fodfæste og finde ud af, hvem man gerne vil være.

Det betyder også, at man skal finde ud af, hvem i ens omgangskreds der for alvor betyder noget, og hvem man kan stole på, og ind i mellem må man skifte ud i indercirklen, - men det kan være en udfordring! For hvilke konsekvenser har det, hvis man siger fra? Og hvilke har det, hvis man lader være?

Det er, og har altid været, vanskeligt at navigere i et ungdomsliv, hvor man skal finde sin rette hylde.

Jeg er vild med, hvor ærligt det bliver portrætteret her, og at fokus ikke KUN er på kærester og romantik, men også de venskaber, man må vælge til og fra i, efterhånden som årene går, - det hører desværre til sjældenhederne i litteraturen, og det er kun godt, at der bliver sat en smule fokus på det.

Og så skal Sofie Riis Endahl naturligvis roses for i så ung en alder selv at springe ind i debatten SIDELØBENDE med sin egen skolegang, i stedet for bare passivt at vente på, at der bliver skrevet noget af det, hun gerne vil se på hylderne. Det er dælme modigt, - men også virkelig vellykket!

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Simon vs the Homo Sapiens Agenda

 Forfatter: Becky Albertally - Udgivet: 2015 - Forlag: Balzer + Bay

Sidetal: 303 - ISBN: 9780062348678 

Simon går i high school, og klarer sig udadtil godt. Han har gode venner, der bakker ham op, og hans familie er, også efter dansk standard, helt almindelige. Simon er dog nået frem til, at han er homoseksuel, men han er ikke ude af skabet endnu. Det er der én af hans skolekammerater, der finder ud af ved et uheld, og nu forsøger han at afpresse Simon og true med at fortælle alle, at Simon er homoseksuel.

Romanen er sød, sjov, romantisk, og en smule dramatisk.

Simon føles virkelig og ægte, som kunne han være en gennemsnitlig fyr på gaden - det gør ham relaterbar og vanskelig ikke at elske.

Hans venner elsker ham for den han er, og bakker ham op fuldt ud. Kunne man dog blot ønske sig, at alle, også i den virkelige verden, ville være så støttende som Simons venner - så ville verden da være et bedre sted.

Fortællingen vil flere unge kunne spejle sig i, da flere af Simons kvaler er universelle, og gælder, uanset køn eller seksualitet.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.




Rosenholm trilogien

 Forfatter: Gry Kappel Jensen - Forlag: Turbine

Om bog 1, Roser og violer, skrev jeg:

Anmeldelse efter anden gennemlæsning:

Jeg er stadig virkelig imponeret over, hvor gennemført konceptet her er, og hvor godt det er lykkedes trods mange bolde i luften, og at den står som noget unikt og noget særligt, trods det, at det langt fra er den første bog på markedet om en flok unge mennesker på kostskole.

Det kan vre rigeligt forvirrende at følge en historie fra bare én karakters synsvinkel, og jo flere, der får lov at fortælle deres side af historien, jo mere avanceret bliver det, og jo mere skal der arbejdes for, at det giver mening. Her er det hele fire fortællere på spil, og man mærker det knapt, for det fungerer.

Pigerne har hver deres stemme og deres udfordringer, som de slås med undervejs. Deres kampe er ikke slut endnu, langt fra, og de har stadig mange ting, de skal igennem; de er kun lige begyndt på deres rejse i noget, kan blive stort. Rigtig stort. Det er ikke nemt at være nogen af dem, og det bliver spændende at se, hvor meget de kommende bøger kan fortælle os om både pigernes udvikling og deres baggrund, som vi ind til videre kun har fået ganske lidt at vide om.

Plottet er velgennemtænkt og godt bearbejdet, og der var mange detaljer, som var smuttet i svinget siden sidste gennemlæsning, - så det var vist meget godt at få genopfrisket inden starten på bog 2. Der er trods alt en pæn portion navne og elementer at holde styr på undervejs.


Anmeldelse efter første gennemlæsning:

Wauw - en imponerende fortælling!

Der er efterhånden flere titler at vælge i mellem, hvis man vil læse fantasy med magi og kostskoler involveret. Roser og violer hører til blandt de bedre bøger i denne kategori.

Selvom de store temaer er noget, vi har set før, formår Gry Kappel Jensen at gøre det levende og interessant, så bogen er næsten umulig at slippe igen - selv læste jeg bogen på en enkelt (hverdags)aften.

Vi følger fire veninder, og synsvinklen skifter kapitel for kapitel mellem dem. Det fungerer rigtig godt at vi som læsere på den måde får indblik i pigernes individuelle måder at tænke på, og det giver historien ekstra dybde, at vi lærer dem alle bedre at kende; det kan man kun håbe bliver udfoldet endnu mere i de kommende bøger.

Selv synes jeg, det er sjovt at spekulere over hvem skurken mon kan være, og fortællingen her byder på et interessant tvist i historien hen mod slutningen, så det bliver ekstra svært at gætte.

Det bliver spændende at se, hvad de næste bøger i serien byder på, - barren er i hvert fald sat højt med denne etter!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2019 og er 347 sider lang. Den har ISBN 9788740654790.


Om bog 2, Forglem mig ej, skrev jeg:

Jeg er en splittet sjæl.

På den ene side ville jeg ønske, jeg havde læst bogen lidt før (hvilket blev forhindret af diverse projekter uden for bøgernes verden).

På den anden side lægger slutningen op til, at bog 3 skal læses - NU!, hvorfor jeg også godt kunne ønske mig at jeg havde ventet, til bog 3 var udkommet..


Fortælle-stilen er stadig noget for sig - på den gode måde, og for mig virker skiftet mellem synsvinkel ret godt. Det er ikke perfekt, men det er et godt virkemiddel, at vi får fortalt historien fra alle fire pigers synsvinkel. Man kommer under huden på de forskellige piger på en anden måde, end hvis man kun havde fulgt én af dem, og det giver mulighed for at se enkelte sager fra flere vinkler, så det er lettere at forstå de forskelliges handlingsmønstre.

Dog savner jeg stadig noget baggrundsinfo på Malou. Hvad er hendes baggrund egentlig? Hvorfor er hendes attitude så hård? Hun har ikke haft det nemt, så meget står klart, men hvad hendes hemmeligheder er, er stadig uklare, - og det kommer der forhåbentligt svar på i den næste bog.


Der holdes stadig et fint tempo i plottet, som er skruet sammen, så man endnu en gang kan bruge lang tid på at spekulere over, hvem man mon skal holde med, og hvem man skal mistænke - dog lægges der flere hints undervejs, hvis man er vågen nok.

Trods hints er der dog spænding til det sidste, og man skal holde tungen lige i munden i de sidste kapitler, hvor det for alvor bliver spændende - og anderledes. Der er, som før nævnt, lagt op til at man også skal have bog 3 med, da der er flere interessante ting i vente for pigerne på deres tredje år på Rosenholm kostskole.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 og er 428 sider lang. Den har ISBN 9788740662108.



På vej mod Sophie

 Forfatter: Line Lybecker - Forlag: Calibat - Udgivet: 2018 - Sidetal: 330 - ISBN: 9788793728059

Aww ❤️

Sophies rejse er både frustrerende og hjertevarm, efterhånden som hun hen ad vejen finder sig selv og den, hun gerne vil være, men også lærer sine medmennesker langsomt bedre at kende - hvilket også betyder, at der må luges ud i, hvem man kan stole på, og hvem der, ved nærmere eftertanke, ikke længere er værd at samle på.

På én gang en traditionel coming-of-age fortælling, hvor vores hovedperson undervejs er på én form for dannelsesrejse, men samtidig en helt særlig historie om en pige, der ikke er som de fleste, og som har sine helt egne udfordringer at slås med, - udfordringer, der er fremmede for de fleste andre, men som enkelte heldigvis gerne vil støtte hende i.

En roman, som kun kan anbefales i arbejdet med identitet i folkeskolens ældste klasser, hvor den lægger op til en god debat om, hvad det er der definerer os som mennesker, og hvordan vi behandler vores medmennesker.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Provinspis

 Forfatter: Ditte Wiese - Udgivet: 2017 - Forlag: CarlsenPuls - Sidetal: 229 - ISBN: 9788711568668

Imponerende, genial og umulig at lægge fra sig.

Hvordan er det at føle sig fanget et sted, hvor man ikke føler, at man hører til?

Hvilke tanker farer gennem hovedet på én, når det føles som om, hele verden er imod én?

Når der ikke er nogen, der ser én, for den man er, - især når man egentlig bare har behov for at være sin fars lille pige (også selvom man er blevet stor)?

Det er blot nogle af de spørgsmål, Provinspis kommer ind på, og den rammer, hvor det gør ondt. For selvom man er bogligt stærk og det kører derudaf med skolen og egentlig ikke mangler noget (selvom tilværelsen ikke nødvendigvis er luksuriøs), kan man godt have ondt i livet, og have brug for et kram.

Jeg har helt vildt lyst til at tage Ida i lommen og passe på hende.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.




The Perks of Being a Wallflower

 Forfatter: Stephen Chbosky - Først udgivet: 1999 - Forlag: Pocket Books 

Sidetal: 232 - ISBN: 9781847394071

Av mit hjerte...

En rørende fortælling om en ung mand, der af flere årsager står uden for det sociale liv på sin lokale high school.

Det lykkedes ham dog alligevel at finde venner og opleve nogle af de ting, der hører sig teenagelivet til, - den første forelskelse, følelsesmæssige op- og nedture, identitetskrise med mere.

Men Charlie har det svært. Ikke bare fordi han har mistet sin bedste ven, eller fordi han er introvert.

Som fortællingen skrider frem, kastes der også langsomt lys over, at Charlie skjuler på en hemmelighed, han endda selv har fortrængt, og som måske også kan være årsagen til, at han har det svært socialt og med sin identitet.

Charlie er den unge mand, man har lyst til at passe på, give et kram, og fortælle, at det hele nok skal gå. At der ikke skal ske ham noget ondt mere. At han skal se fremad, og at han er god nok som han er. At han er elsket, og at der er nogen, der holder af ham.

Forbered dig på at få dit hjerte knust... Ingen fortjener at skulle igennem det, Charlie har været igennem. Han er sejere end han ser ud til.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.




*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...