The Invisible Life of Addie LaRue

 Forfatter: V.E. Schwab - Udgivet: 2020 - Sidetal: 560

Den her bog kan noget helt særligt, - og sætter spor hos sin læser, som har mulighed for at blive længe efter.

Da jeg først hørte om konceptet her, var min første tanke at den ville minde lidt om How To Stop Time af Matt Haig (som også har skrevet The Midnight Library), der handler om en mand, der har det modsatte af progeria, dvs. noget der gør, at han ældes væsentligt langsommere end alle os andre og derfor også lever længere. Han er født i en tid med hekseafbrændinger, og skifter jævnligt identitet af frygt for hvilke konsekvenser det vil have, hvis folk opdager, at han ikke bliver ældre.

I modsætning til hovedpersonen i How To Stop Time har Addie LaRue selv valgt sin tilværelse, - eller, hun har i hvert fald sagt ja til en aftale, men at hun så ikke kendte de fulde konsekvenser af aftalen før den blev indgået er så hvad det er. Kort fortalt er hun ikke tilfreds med sin tilværelse i starten af 1700-tallet, og ønsker sig fri for at andre skal bestemme over hende, - hun vil have sin frihed. Og det får hun, en skæbnesvanger aften.

Men hvad indebærer det egentlig at være fri, og at der ikke er nogen der har noget at skulle have sagt i ens tilværelse? Hvem er vi egentlig, når vi absolut ingen bånd har til andre? Det er et vanskeligt spørgsmål at besvare, især i en globaliseret verden, hvor kontakt med andre kun er få tast på en digital dims væk. Vi efterlader fodspor, både i den virkelige og den digitale verden nærmest hele tiden uden nødvendigvis at tænke videre over det, - det er bare sådan, det er. Det er næsten umuligt ikke at efterlade et eller andet mærke i verden eller helt at forsvinde under radaren. 

Det har dog været hverdagen for Addie i 300 år, - og selvom hendes motivation for at vælge den aftale, hun har indgået, er velbegrundet og fuldt forståelig, især set med feministiske briller, så er hendes tilværelse på sigt ikke nødvendigvis ønskværdig. Hun kan godt kommunikere med folk, men hun kan ikke fortælle dem sit virkelige navn på nogen måde, og de vil glemme hende det sekund, hun er ude af syne. Og hvad gør man så, når man ikke kan beholde et arbejde eller finde en bolig, der er helt ens egen? 

For Addie bliver det en forhutlet tilværelse, hvor hun kommer til at leve fra dag til dag og med sporadiske en-vejs-relationer. Det gør især, at de første år af hendes nye liv er særligt vanskelige, og der går lang tid med at falde til og finde sin plads i en verden, der ikke husker én.

Rent filosofisk tager Addie LaRue fat i nogle interessante problematikker. Hvad vil det egentlig sige at være lykkelig? Hvad skal der til for at vi har det godt og føler os tilpasse i tilværelsen? Handler lykke og det at have det godt om mind-set og indre faktorer, eller er det baseret på ydre faktorer? - Hvis man fik muligheden for at ændre noget, burde man så overhovedet gøre det?

For selvom mange af os sandsynligvis har siddet og dagdrømt om hvad-nu-hvis-tilværelser, og ønsket os væk i scenarier hvor tilværelsen blev så og så meget bedre, hvis bare lige.., så har vi i bund og grund ingen garanti for at vide, om de ønskede ændringer så reelt også ville gøre noget godt. Og man behøver ikke have set eller læst meget fantasy for at vide, at denne typer ønsker nærmest altid har konsekvenser, - og at den, der opfylder ønskerne, ofte vil forsøge at vende dem til deres egen fordel.

Addie LaRue handler om livet og tilværelsen og de store linjer. Hvad er det, der gør det værd at leve? Hvad er det, vi sætter allermest pris på, som gør det hele det værd? Det handler om at finde i en balance mellem at leve i nuet og nyde det, der er - for vi ved ikke, hvor længe vi har det - og at se ud over det. For dét, der den ene dag lyder som en fair aftale, er det ikke nødvendigvis på lang sigt. Man skal naturligvis være åben for nye muligheder og at tænke langsigtet, men ikke uden at overveje konsekvenserne grundigt inden man siger ja. Det er en roman om eksistentielle, universelle spørgsmål. Hvad er det, der gør livet værd at leve? Hvad skal vi egentlig her på jorden, og hvad er formålet med det hele?

Bogen har efterhånden været ude et godt stykke tid, og jeg undrer mig over, at der endnu ikke er noget ude om en eventuel dansk oversættelse. Den kan virkelig noget, - sproget er fantastisk, karaktererne er relaterbare, og det er på én gang en bog, der giver stof til eftertanke, men som også kan sluges i én sitting. Det er en af disse typer low key fantasy bøger, som med lethed kan læses af de, der ikke er vant til at læse genren.

Jeg har selv haft bogen liggende et godt stykke tid efter at have fået den anbefalet via sociale medier gennem en længere periode, og selvom jeg da gerne indrømmer, at jeg havde en del forventninger til bogen før jeg gik i gang, blev det hele indfriet og mere til. Jeg følte mig blæst bagover fra start til slut i forhold til kvaliteten af den her bog. Den er tro mod genren uden at være super hardcore. Karaktererne  er ægte og lette at holde af med virkelige følelser, som man bliver revet med af, og med ægte, virkelige liv med reelle dilemmaer, der er til at tage at føle på. Og plottet er skruet sammen på en måde, så bogen er meget vanskelig at lægge fra sig, og man liiige skal have det næste med.

Anbefales til høj som lav - uanset om man er til fantasy eller ej. Tør du bede til de guder, der svarer efter mørkets frembrud?

Til Aretz' Ende 1 og 2 - Sumbaronens Rejse og Bondekongens Rejse

 Forfatter: Christina E. Ebbesen - Forlag: Ulven og Uglen

Sumparonens Rejse er udgivet i 2019. Den er 501 sider lang og har ISBN9788793349414.

Bondekongens Rejse er udgivet i 2021. Den er 509 sider lang og har ISBN 9788793349520.

For mig står de her bøger som noget helt særligt. Det er MAGISK at se at dansk fantasy får lov til at udfolde sig på denne måde, - især, når der er lagt så meget arbejde i worldbuilding som der er med Til Aretz' Ende serien. Det er gennemført og man kan ikke lade være med at blive grebet af det, - man drages ind i fortællingen, og det kommer til at virke nærmest virkeligt. Både i forhold til forskellige måder at få samfundet til at fungere på, varierende tolerance over for de, der er anderledes end én selv, og meget individuelle forhold til religion og moral. Der er en helt særlig dybde over Aretz, og selvom jeg generelt er vild med meget af det fantasy, der er kommet på det danske marked de senere år, hører serien her i mine øjne til blandt noget af det aller-bedste, og det er helt tydeligt, hvor meget energi der er lagt i at kreere denne verden.

Anmeldelsen af de to første bøger i serien kommer her som noget samlet. Ikke, fordi de ikke kan tåle hver deres anmeldelse, for det ville de sagtens kunne bære, men fordi det efter at have vendt sidste side i bog 2 er blevet ret tydeligt at (som Christina E. Ebbesen også selv har pointeret) at der oprindeligt er tænkt på dem som værende én samlet bog. I forhold til gængse træk for genren er det helt tydeligt, at første del af Gavin og Robins eventyr ikke rigtigt var slut, da vi vendte sidste side i bind 1, - selvom den står fint som en afsluttet roman, er det alligevel som om der mangler noget, - og det får vi heldigvis i bind 2, hvor slutningen er mere åben.

Uden den mindste form for spoiler indblandet, kan det vist godt afsløres at Robin og Gavins relation er kompliceret. De kommer fra to meget forskellige baggrunde, fra dele af samfundet hvor vidt forskellige normer hersker, og de kommer derfor ofte til at gå skævt af hinanden, - det bringer en del misforståelser med sig, at de hver især kommer til at gå ud fra, at den anden da selvfølgelig (indsæt selv tanke eller handling) - uden at tage højde for de massive forskelle i opvækst og bagland.

Gavin er vokset op i et klassesamfund, hvor stand har meget at sige, og hvor det at være tiltrukket af det køn, man selv er, er utænkeligt, - i denne del af verden er det blevet prædiket, at det er forkert. I Robins del af verden hersker noget der i højere grad ligner demokrati og frisind. Der er umiddelbart ingen, der tænker anderledes om Robin, fordi han er tiltrukket af mænd. 

Undervejs på deres færd vokser de begge to, om end det er på hver sin måde; hvor Robin har brug for at finde sig selv og komme videre efter flere år i et skidt forhold, bliver der prikket til Gavins måde at tænke om forskellige emner på, og han bliver med tiden mere tolerant over for de, der er anderledes end ham selv. De er endnu ikke helt i mål, nogen af dem, - men der er heldigvis også flere bøger i vente.

Noget af det, som fantasy-genren er virkelig god til, er i mine øjne netop det her med at tage nogle emner op til debat, som i andre former for litteratur kan være vanskeligere at nå i dybden med; i og med at man i fantasy-universer har muligheden for at få tingene mere på afstand, opstår der simultant en mulighed for at få vist nogle aspekter af debatten, som ellers ikke ville være kommet frem. Og i forhold til Gavins langt hen ad vejen meget konservative måde at tænke på, er det fantastisk at se hvordan han bliver udfordret på sine holdninger på en ordentlig måde, så han har mulighed for at vokse og udvide sit mind-set, - og at vi får at se, at der er mange måder at leve og gøre tingene på. Denne verden er, som vores egen, rig på måder at leve på, og indeholder mange forskellige typer karakterer, som der naturligvis alle skal være plads til.

Fordi de to bøger oprindeligt er tænkt som ét samlet værk, er der en smule forskel i strukturen og den måde, de rundes af på. Efter Sumpbaronens Rejse stod jeg i hvert fald selv tilbage med en følelse af, at jeg havde en idé om noget af det, der ventede i Bondekongens Rejse; konkurrencen, som Gavin deltager i, er endnu ikke slut, og der er her noget helt konkret at tage fat på. Slutningen på Bondekongens Rejse er mere åben, og selvom jeg da personligt har nogle forhåbninger i forhold til hvad der skal ske i resten af serien, er der i skrivende stund ikke meget at gætte ud fra, - men jeg glæder mig(!), for selvom det endnu er meget ukonkret, er der lagt op til, at det nok skal blive spændende alligevel!

Det er som om, der i starten af bog 1 lægges op til en nærmest eventyr-lignende struktur med en ung mand, der meget gerne vil vinde prinsessens hånd og det halve kongerige - noget Klods Hans agtigt, i kraft af at Gavin ikke umiddelbart er det mest oplagte valg til at skulle giftes med prinsessen, men forsøger sig i en turnering alligevel i et forsøg på at få muligheden. Langt hen ad vejen ser vi da også nogle eventyrtræk blande sig med fantasy-genren i fortællingens opbygning og de prøvelser, Gavin må gå igennem undervejs. At det så undervejs udvikler sig til at blive andet og mere end bare eventyret, er så hvad det er, - hvilket bestemt også er positivt.

Som tidligere nævnt er det svært ikke at blive grebet af fortællingen. Fordi Gavin og Robins venskab stille og roligt bygges op i løbet af den første bog, får vi masser af muligheder for at følge dem i meget forskellige situationer. Så da handlingen i bog 2 for alvor intensiveres hen mod den sidste tredjedel af bogen, er det store følelser involveret, - man kommer hele følelsesregistret igennem. Det kan derfor også kun anbefales at have god tid til de sidste 150 sider af bogen, - for det bliver uhyre vanskeligt at lægge bogen fra sig, når først man når her til.

Bondekongens Rejse var for mig én af de udgivelser, jeg havde glædet mig mest til her i 2021. Sumpbaronens Rejse er en stærk start på serien, og jeg ville have mere, - og Bondekongens Rejse kan SAGTENS leve op til sin forgænger. Der er mere eventyr i vente, mere bromance, og stærke følelser - sidstnævnte både karaktererne i mellem, efterhånden som historien skrider frem, men så sandelig også hos læseren.

Jeg kan vist roligt sige, at jeg elsker de her bøger, - og jeg GLÆDER mig til at læse videre! Denne verden har tydeligvis masser at byde på - i forhold til væsner, magisystem, og samfundsstruktur, og det er en fornøjelse at få lov til at læse med.

*Anmelder-eksemplar* Trip

 Forfatter: Helle Kaare Lindberg - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Sidetal: 244 - ISBN: 9788793456853

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trip handler om Julie, der egentlig bor med sin mor og lillebror, men ikke kommer så godt ud af det med sin mor, så da chancen byder sig for at være hos onklen i en periode, slår Julie til. For en pige i 9. klasse er det udadtil en luksustilværelse med flere friheder og færre regler, end hun har været vant til tidligere, - det er som om, snoren er længere hos onklen, og Julie nyder det i fulde drag. Der er ikke længere nogen, der skælder ud, når hun kommer for sent hjem, og hun har frie tøjler til at tage til fest og stort set gøre det, hun har lyst til.

For Julie, der nærmest ikke kan vente på at blive voksen og gøre sig fri af moderens regler, som Julie i hvert fald synes er alt for strikse, er det fantastisk at kunne bestemme mere selv, end hun har kunne før og at få lov til at smage på friheden.

Men man må også lære, at friheden har en pris, og at det ikke altid er så fantastisk som det ser ud at kunne slå sig løs uden at tænke over konsekvenserne. Det er hårdere end Julie regner med stort set at skulle stå på egne ben allerede, og der er mange ting, der ikke helt fungerer, som hun havde regnet med.

Mange kan nok nikke genkendende til en del af de følelser, Julie står med, - frustrationerne i de perioder, hvor ens forældre ikke forstår én, og fornemmelsen af at blive behandlet som et barn uden mulighed for at bevise, hvor meget man kan, og at det hele nok skal gå - hvis man ellers bare får chancen. Mange oplever én eller anden form for konflikt med forældrene, når man rammer Julies alder, hvor man, som de synger i Bølle-Bob, ikke er rigtigt voksen og ikke er rigtigt barn, men lidt noget midt i mellem. Det er vanskeligt at afstemme forventningerne og det kræver kompromisser fra både den unge og dennes forældre.

Det er gribende og medrivende, - og den her selvsikkerhed og følelse af nærmest at eje verden og at være helt sikker på, at man har styr på det hele, som mange af romanens unge mennesker giver udtryk for, vil nok virke bekendt for mange. De unges måde at argumentere og tænke på er helt på linje med virkeligheden - og bogen er også godt med i forhold til et ungdommeligt sprogbrug. Der er et par af de trends, som de unge i bogen går op i, som man kan være bekymret for vil blive ved med at være relevante, og hvor langtidssigtet det er at sætte navn på populære sange og tv-serier, men i nuet vil en del nok alligevel kunne se sig selv i det.

Jeg manglede lidt i relationen mellem Julie og hendes mor. Romanen indledes med flere konflikter mellem dem, hvilket også er hovedårsagen til, at Julie flytter ind hos sin onkel. Julies mor må til dels som minimum have en mistanke om, hvilke typer der færdes her, hvilket gør det mærkeligt at hun vil lade Julie bo der, når moderen har været så meget imod at Julie skulle eksperimentere med stoffer.

Derudover er det underligt, at selvom Julies mor af naturlige årsager er meget optaget af Julies lillebror, går fra, mens Julie bor hjemme at have et stort behov for at holde styr på Julies gøren og laden, til nærmest ikke at holde kontakt til Julie mens Julie bor hos sin onkel. Jeg er med på, at moderen mentalt er prøvet, men det virker som et voldsomt skift i mentalitet, som også Julie må bemærke.

Overordnet set er der dog tale om en god, realistisk ungdomsroman, som mange - både unge og voksne - vil kunne spejle sig i, da den omhandler nogle dilemmaer og problematikker, som har været gældende gennem flere generationer.

*Anmelder-eksemplar* Den Røde Drage (Flammen og Bølgen, #1)

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Sidetal: 376 - ISBN: 9788793456839

- Reklame - Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er helt mine egne.

Jeg er virkelig imponeret over, hvor gennemført bogen her er.

 Det er helt tydeligt, at Sidsel Sander Mittet har hands on-erfaring med ild-gøgl. Det er FEDT at se, at det får lov at fylde lidt, og at der er er kommet så mange små detaljer med, - ting, som man ikke nødvendigvis ville bemærke eller tænke over, hvis ikke man selv har været i det, men som er indgroede og ofte meget bevidste handlinger for dem, der er i det. Som tidligere aktiv jonglør og deltager ved flere jonglørtræf (godt nok tilbage i 2006-2007, men stadig) er det nærliggende at blive en smule nostalgisk - der er virkelig mange detaljer, der er kommet med her, både i forhold til ting, der er specifikke for ildgøgl, men også i forhold til stemningen omkring en optræden og mentaliteten og tilgangen til det.

Når det så er sagt, er der også præsenteret en stærk start på serien, hvor der er rig mulighed for at komme omkring mange ting. Plottet og de bærende temaer er super-interessante, og det er lækkert hvordan der virkelig er tænkt over tingene, - både i forhold til kortet og hvordan denne verden er bygget op.  For nok befinder vi os i en fremtids-udgave af den verden, vi kender, men der er på én gang mange ligheder og mange forskelle på samfundsstrukturen her i bogen og den virkelige verden.

• Der er forskellen mellem land og by (eller rettere - kyst og by, i det her tilfælde), - hvor der er ret tydelige paralleller til de fordomme, der kan være om den modsatte part, hvis man kun har boet det ene sted, selv i vores verden. 

• Og så er der den teknologiske udvikling, som vel nærmest helt naturligt når nye højder, når vi når nogle hundrede år ud i fremtiden, med et såkaldt "mentalt net", der er udbredt i byen, og fungerer i stedet for de computere og gadgets vi bruger i dag. Hvordan det mere præcist virker kan man håbe bliver udforsket lidt i kommende bøger i serien, - for hvad mon det er der gør, at man bliver i stand til at logge på det mentale net?

I forhold til karaktererne og deres ægthed, er det Ignis, der står særligt stærkt for mig; hendes bekymring for og trang til at passe på og at tage sig af sin bror og kusine er ægte, og det var for mig virkelig nemt at relatere til hende. Hun rummer store følelser for sin alder, og vi får lov at opleve både frustrationerne, når det ikke går, som hun havde ønsket sig, og de mere positive følelser, når tingene arter sig.

Den anden hovedperson, Khalil, står midt i, hvad der vil nærmest må kaldes en identitetskrise. Selvom han på sin uddannelse klarer sig godt med topkarakterer og gode venner, ved han ikke, hvor han kommer fra, og hvorfor han er plaget af mystiske mareridt. Derudover kan han ikke slippe tanken om den pige, han en dag støder på, og som han bliver meget opsat på at finde igen.

Khalil rummer, som Ignis, nogle store følelser, men det handler meget om ham selv, - ikke, at der nødvendigvis er noget galt i det, men sammenligner man de to karakterer, fremstår han hurtigt mere selvcentreret og egoistisk. Hans opdragelse og fokus gennem opvæksten har været end anden end for Ignis, og en 1 til 1 sammenligning gør dem derfor nærmest til modsætninger. Det er to yderligheder, der er i spil, hvorfor en del læsere sandsynligvis vil kunne identificere sig med en smule fra hver af dem, for så at finde et standpunkt et sted mellem Ignis, der ofrer sig selv for sin bror og kusine og derigennem næsten glemmer sig selv for at tage sig af andre, og Khalil, der primært har sig selv i fokus, og ikke på samme måde er vant til at skulle tage hensyn til andre.

Den røde drage fremstår for mig som en uhyre stærk start på en serie. Den fangede med det samme, og allerede efter de første 100 sider stod det klart, at den ville komme til at stjæle en god portion af min nattesøvn, - for jeg måtte vide, hvordan denne bog endte. Nu sidder jeg så tilbage med en følelse af, at bog 2 bliver enormt svær at vente på!

Sidsel Sander Mittet har hele 9 bøger bag sig, - Morika-trilogien, Krøniken om Morika-trilogien og Bjergtaget-trilogien, der alle er fantasy-romaner. Flammen og Bølgen er som en dystopisk roman et genreskift, hvilket dog ikke umiddelbart lader til at volde problemer for forfatteren. Plottet er velgennemtænkt og sproget er vedkommende, så man kan derfor som læser trygt læne sig tilbage og nyde det - hvis man vel at mærke har tålmodighed til at vente på bog 2 i serien..

⭐⭐⭐⭐⭐/5 stjerner herfra!

Låst

 Forfatter: Anne Mette Kirk - Forlag: People's Press - Udgivet: 2021

Sidetal: 320 - ISBN: 9778772006758

Jeg følte mig blæst bagover, da jeg læste forgængeren, Knust. Der var masser af drama, og et krimi-mysterium, som jeg i hvert fald selv havde meget svært ved at regne ud - og gerningsmanden kom for mig som en overraskelse. Det betyder også, at jeg var forberedt på, at det kunne blive vildt med denne bog. Låst foregår i samme univers som Knust, men bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. Men Knust forbereder læseren på, hvordan Låst er bygget op.

Det er dramatisk fra start til slut, og selvom man langt hen ad vejen kan have en mistanke om, hvem der har gjort hvad, blev jeg i hvert fald personligt overrasket over, hvordan det hele hang sammen, - og mange af de twists og afsløringer, der kommer frem i den sidste fjerdedel af bogen, havde jeg slet ikke fantasi til at regne ud før det blev præsenteret.

Det her er krimi, når det er bedst, - når man kan gætte med på, hvad der egentlig er sket, og hvem der står bag, helt frem til sidste kapitel - og stadig blive overrasket. Der er meget få krimier, jeg for alvor har følt mig ramt af, og der er derfor relativt langt i mellem, at jeg besøger genren, - men Knust og Låst står for mig som noget helt særligt. De kan virkelig noget, og jeg var opslugt fra første kapitel, på en måde så bøgerne nærmest ikke var til at slippe igen, fordi jeg lige skulle have det næste med, og var nødt til at finde hoved og hale i mysteriet.

Oprindeligt, da jeg læste Knust, sammenlignede jeg den med One of Us is Lying Karen M. McManus, da jeg så mange ligheder i opbygningen af fortællingen og den måde, hvor forbrydelsens gerningsmand kommer som en overraskelse til allersidst. Der er Låst mere sin egen, og selvom opbygningen minder lidt om de andre bøger, er temaerne her skiftet ud og flyttet væk fra high school/gymnasie-miljøet til noget mere New Adult-agtigt. Der er plads til, at hovedpersonerne får mere råderum til at udforske, hvem de er og hvem de gerne vil være, uden at have klassekammeraternes dom over samme til at hænge over hovedet på dem. Vi ser en gruppe unge, der har distanceret sig fra gymnasie-miljøet, og selvom de naturligt stadig er påvirkede af, hvem de var i gymnasiet (så længe siden er det heller ikke, at de gik der), er de blevet mere end det, og har fået rum til at finde sig selv på ny. Det gør, at bogens målgruppe kan have rykket sig en lille smule, - ikke meget, men en anelse.

Jeg var fan af Knust. Og jeg er bestemt også fan af Låst. Så næste gang, Anne Mette Kirk (forhåbentlig) udgiver en bog, så skal jeg helt bestemt ud og have fat i den med det samme!

Dragernes Æra 1 - Drageægget

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Klippe - Udgivet: 2020

Sidetal: 340 - ISBN: 9788797117040

Om Dragernes Æra 1, Drageægget, skrev jeg:

Jeg skal blankt indrømme, at jeg med dén serie- og bogtitel havde håbet på endnu mere drage-action på siden i løbet af bogen, og det var lidt ærgerligt at jeg på det punkt måske havde skruet lidt for meget op for mine forventninger, - hvilket, ærligt, er min egen fejl. Jeg ØVER mig i at skrue ned for den slags forudindtagelser, men det lykkes ikke hver gang.

Når dét så er sagt, er det her en STÆRK start på en fantasy-serie, - og at det fremover så forhåbentlig kommer til at handle endnu mere om drager, er kun positivt i mine øjne! Yay!

Vores hovedperson, Juliana, stammer fra vores verden, og bliver ufrivilligt hevet ind i en parallel-verden befolket af væsner, som Juliana var overbevist kun eksisterede i bøger og på film. Universet og måden man lever på er meget forskelligt fra det, Juliana er vokset op med, - så da hun samtidigt finder ud af, at hun ikke bare sådan lige kan komme tilbage til sin egen verden, er hun naturligvis oprørt.

Julianas usikkerhed og følelse af ikke rigtigt at slå til er til at tage at føle på, og man kan mærke hendes desperation og frustration gennem siderne, når udfordringerne bliver for meget for hende, og tingene bliver svære at magte. Generelt er Julianas stærke følelsesliv beskrevet meget i dybden, og det er virkelig her, bogens største styrke ligger.

*Anmelder-eksemplar* Flod

 Forfatter: Ulrik Lauritzen - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021

Sidetal: 300 - ISBN: 9788794083201

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

På en lille ø i det sydvestlige hjørne af Danmark bliver en mand dræbt, - og med kun omkring 1000 indbyggere på øen skulle man tro, at det var en relativt smal sag at få det opklaret, og at det var i alles interesse, ikke? Ikke umiddelbart. I hvert fald ikke i denne sammenhæng. For historien bag mordet trækker tråde til historier og hemmeligheder, som øboerne har gemt på frygteligt længe, - og som ingen af dem er interesseret i skal være offentligt tilgængelige. Afsløres enkelte hemmeligheder, bliver andre nervøse for, om hele korthuset så vælter. Ingen har lyst til at tabe ansigt, og de fleste har et eller andet at skjule. Det gør arbejdet både vanskeligt og farligt for både det lokale politi og den psykolog, der er tilkaldt som hjælp til opklaringen.

Uden at afsløre for meget her, kan jeg godt sige, at der er fart over feltet gennem stort set hele bogen, og den er undervejs meget vanskelig at lægge fra sig.

Det er spændende lige til det sidste at gætte på, hvem af øboerne der ved hvad om de andre, og hvordan deres indbyrdes relationer i virkeligheden hænger sammen.

For én gangs skyld holdt uvisheden for mig lige til det sidste, og selvom det var sjovt at gætte med, var det alligevel ét af de mere drilske mysterier.

Plottet er skruet sammen, så nerverne undervejs sidder uden på tøjet meget af tiden, - og man kan blive meget i tvivl om, hvorvidt de bærende karakterer klarer skærende undervejs eller ej.

I forhold til karaktererne når man desværre ikke helt så langt ind under huden på ret mange af dem, som man kunne ønske sig, og det er måske netop her, jeg selv godt kunne have ønsket bogen udfoldet noget mere.

Vi lærer den kvindelige hovedperson nogenlunde godt at kende undervejs, og får lov at lære hendes baggrund og bevæggrunde at kende på en måde, så man også føler, at man kender hende. 

Men for mange af de andre blev det desværre kun overfladisk, - måske netop grundet alle de ting, øboerne forsøger at skjule for omverdenen.

Selv betjenten fra fastlandet er det begrænset hvor meget vi lærer at kende, - og han er endda ikke en fast del af øboernes interne hemmelighedskræmmeri. Det kunne, i mine øjne, have været stærkt at binde en relation mellem han og den kvindelige hovedperson mere op på netop deres fælles følelse af at skulle kæmpe sig til informationer på øen. Det er afdækket en smule, men der er bestemt plads til mere, - især i betragtning af, at der mellem linjerne godt kunne tyde på at være en stærkere relation på vej mellem de to, hvilket der sagtens kunne være gravet mere i.

Jo jo, det er lidt kliche, at der skal blandes kærlighed ind i krimi-fortællingerne. Men nu hvor det er antydet, kunne man jo godt følge op på det.

Overordnet set er her dog tale om en stærk fortælling, som bestemt er læsningen - og også gerne en genlæsning værd (bare for at få de sidste detaljer med.. der er helt sikkert noget, jeg har overset!)

Bogen udkommer 15. april.

*Anmelder-eksemplar* I krig - Legendens Ridder, #1

 Forfatter: Jeanette Sigtenborg Rasmussen - Forlag:  Straarup og Co. - Udgivet: 2021

Sidetal: 200 - ISBN: 9788775490981

Bogen er modtaget som fri-eksemplar fra forlaget og er derfor reklame. Alle udtryk for holdninger her i anmeldelsen er dog mine egne.

I Krig er den første bog i det, der gerne skulle blive en trilogi om Legendens Ridder. I kraft af, at den "kun" er 200 sider lang, og derfor relativt kort i forhold til mange andre fantasy-fortællinger, er det heldigvis nemt at overkomme at få den læst, og de hurtige vil sandsynligvis kunne nå at læse den på en enkelt eftermiddag.

Her i første bog følger vi Elena, der er prinsesse i et land i krig, og desværre ikke på den side, der har overtaget. Der florerer dog en myte i landet om en Legendens Ridder, der dukkede op og reddede dagen, sidste gang, landet var i knibe, - og det siges, at kun den næste udvalgte er i stand til at finde denne ridders rustning. Det viser sig naturligvis at være Elena, der ellers ikke har fået lov at drage med i krig, fordi hun er en pige. Slagmarken er dog ikke helt, hvad hun havde forventet..

Legendens Ridder blander elementer af fantasy-universer og eventyr i plot og struktur, - og i kombination med et relativt enkelt sprog vil de fleste elever på mellemtrinnets klasser kunne få glæde af fortællingen.

Det betyder da også noget særligt, at vi har en kvindelig hovedperson, der lader til at være den udvalgte; der er nok at snakke om alene på baggrund af netop idéen om, at piger ikke skulle kunne deltage i krig på lige fod med drengene.

Elena er i starten relativt selvsikker, og hendes måde at tale til sine lærerinder, sin far og dennes embedsmænd minder mere om noget, der ville finde sted i dag end i et traditionelt middelalder-miljø. 

Det kan virke meget ude af karakter for en pige af hendes stand at tale og opføre sig som hun gør, men til en målgruppe, der hedder 10+, vil det måske netop falde i god jord, at Elena er meget nede på jorden og siger og gør hvad hun tænker uden at overveje, hvad andre måtte synes om det. 

Det gør dog også, at der bliver en lille smule Pyrus over hende, for det hun siger og gør er ikke altid helt hensigtsmæssigt, og hun får derfor rodet sig ud i nogle ting, hun ikke havde set komme på forhånd, - og det skal selvfølgelig løses hen ad vejen.

Også for den voksne læser bliver Elena nem at holde af, fordi hun kan tale til noget af det, de fleste af os har været igennem; den her følelse af at blive mødt med uretfærdighed, som vi har svært ved at gøre noget ved, og så det her clash mellem forventninger og virkelighed, der kan opstå.

Overordnet set var jeg selv svært begejstret for bogen, og min største anke er nok netop, at den er lige til den korte side, - hvornår kommer der mere?

*Anmelder-eksemplar* Regnbuefortællingerne

 Forfatter: Ane Azalea Gildberg - Illustrator: Susanne Wermer Boge

Serien er modtaget fra forfatteren som anmeldereksemplarer og er læst i samarbejde med min i skrivende stund fire-årige datter. Alle holdninger er naturligvis mine (og min datters) egne.

Læserækkefølge:

1. Den røde regnbuefortælling om Rod og Rose
2. Den orange regnbuefortælling om Rav og Reje
3. den gule regnbuefortælling om Gnist og Glæde
4. Den grønne regnbuefortælling om Vind og Vinge
5. Den blå regnbuefortælling om Takt og Tone
6. den lilla regnbuefortælling om Vid og Vidne
7. Den hvide regnbuefortælling om Dug og Dråbe

Serien her dukkede op i en fin, farverig indpakning, som min datter modtog med største glæde, - en begejstring, der kun blev større, da hun så de fine bøger, som pakken indeholdt. Vi havde da heller ikke haft åbnet for pakken ret længe, før hun havde bladret flere af bøgerne igennem på egen hånd, og læst de første tre med sin far. 

Nå jah, det var ikke hele serien på én gang, - men i en alder af fire år kan tre bøger i rap også være rigeligt, og så kan man altid tage resten senere. Herhjemme er der i hvert fald grænser for, hvor længe barnet kan sidde stille af gangen.

Bøgerne er hver især bygget nogenlunde ens op. Vi introduceres for to karakterer ved navn, altid en dreng og en pige, og hvordan deres hverdag ser ud. Der opstår en konflikt, som karaktererne så må løse.

Hver enkelt bog fokuserer på noget forskelligt, men grundstenene er venskaber, fællesskab og lykke, - og at finde de ting, der betyder noget for den enkelte.

Forudsætningen for at løse de konflikter, der opstår, er ofte, at begge de to hovedpersoner må gøre en indsats, men at den enkelte også kan gøre meget.

Det er positivt, at bogen selv stiller spørgsmål til, hvad læseren ville stille op i den enkelte situation, og hvad læseren mener, karaktererne kan gøre for at løse den enkelte konflikt. Spørgsmålene er placeret strategiske steder, hvor det er oplagt at tage en samtale med det barn, man læser med, om det der sker, - og tvinger også den voksne læser til at huske, at bogen også skal læses for samtalens skyld, og ikke kun for at få sidste side vendt.

Herhjemme har det været en stor bonus, at bøgerne lægger så meget op til en samtale om det læste. For et nysgerrigt og videbegærligt barn er det guld at få serveret de her bøger, hvor der er noget at tænke over og forholde sig til, i stedet for at hun ofte "bare" får serveret let underholdning fra TV eller nogle af de andre bøger, vi har stående, hvor kvaliteten kan være varierende.

Derudover er illustrationerne virkelig flotte, og både barnet selv og vi voksne har haft meget glæde af dem, - og da de i sig selv også fortæller en historie, giver de også anledning til mange samtaler.

Trods det, at vi endnu ikke har haft bøgerne så længe, er det nærmest helt sikkert, at de kommer til at være blandt favoritterne det næste lange stykke tid. Barnet herhjemme er i hvert fald svært begejstret.

Aurora Cycle

 Forfattere: Amie Kaufman & Jay Kristoff - Forlag: Knopf Books for Young Readers

Bog 1, Aurora Rising, er udgivet i 2019. Den er 473 sider lang, og har ISBN 9781524720964.

Bog 2, Aurora Burning, er udgivet i 2020. Den er 512 sider lang, og har ISBN 9780593302002.

De to første bøger i The Aurora Cycle er alt, hvad jeg ønskede mig af The Illuminae Files, som jeg personligt ikke var den største fan af, og som jeg helst havde set i en film-udgave i stedet for en bog-udgave.

Aurora Rising og Aurora Burning egner sig i mine øjne bedre til bog-mediet, - den er fortalt på en helt anden måde, og fordi vi løbende får lov at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne, hvor en stor del af fortællingen handler om deres indre univers og deres tanker om noget bestemt, er bogmediet ideelt.

Jo, jeg skal da indrømme, at det altid kan være lidt små-forvirrende i starten med den her type bøger, hvor vi skifter mellem ikke bare et par stykker, men relativt mange forskellige karakterer. Man bliver kastet ud i det, og der kan være meget at holde styr på med navne, baggrundshistorier osv., men selv synes jeg også, jeg relativt hurtigt bliver vant til det, - og når man først kommer i gang, synes jeg ikke, det er et problem.

Det havde været enkelt i The Aurora Cycle at tage udgangspunkt i Aurora, der drog fra Jorden som vi kender den, godt nok over 100 år ude i fremtiden i forhold til hvor vi er nu, og så vågner op over 200 år efter hun rejste hjemmefra til en verden, der ser helt anderledes ud end dét hun kendte. Alle dem hun kendte er for længst døde og borte, og hun har ikke længere noget at vende hjem til. Hvordan omstiller man sig lige til dét? De tanker, der må gå gennem hovedet på Aurora er super interessante at forholde sig til, og bøgerne kommer også en smule ind på det.

Men vi får også lov til at opleve så meget mere end det. For selvom Auroras fortælling er interessant, er det også en oplevelse at få lov til at se, hvordan de andre karakterer lever deres liv, og hvordan det er anderledes end det, Aurora kommer med. De reagerer og tænker på en anden måde end Aurora i kraft af at deres opvækst helt naturligt har været så meget anderledes, og de ting, de opfatter som helt almindelige, er det ikke nødvendigvis for Aurora.

Jeg er også helt vild med humoren i bøgerne her, og især Aurora, Finian og Scarlett synes jeg er godt med i forhold til one-liners. Auroras reaktion på Kal og hendes mange øge-navne til ham på baggrund af hans spidse ører gjorde, at jeg måske lidt for ofte sad og grinede højt (jeg har et ømt punkt for den her form for intertekstualitet, og i det hele taget referencer til andre værker, enten direkte fra karaktererne eller mere subtilt).

Tempoet i bøgerne er generelt relativt højt, så man kommer bestemt ikke til at kede sig undervejs. Det fungerer derfor også fint, at de her infosider, der i særdeleshed er at finde i den første bog, kun fylder en enkelt side, før handlingen går videre. Til gengæld kunne infosiderne være trælse at undvære, da de netop er en god støtte og hjælp til at navigere i det her univers, som vi som læsere er lige så grønne i som Aurora er det.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet relativt sent i gang med serien i forhold til så mange andre, - også i betragtning af, at det i skrivende stund er omkring 9 måneder siden jeg fik dem anbefalet (i forbindelse med en livestream med Nanna Foss, - tak for det 😉😅), og lige nu kan det være svært at få øje på grundene til, at jeg ventede så længe med at komme i gang med dem.. Jeg elsker dem jo!

Dog kan cliffhangere dog godt være medvirkende til, at jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke lige ventede lidt længere, så jeg kunne komme i gang med bog 3 med det samme.. 😭😂

Stormflod - Grøn Klode 1

 Forfatter: Eva Munk - Forlag: Klippe - Udgivet: 2020

Sidetal: 131 - ISBN: 9788797117057

Om Stormflod skrev jeg:

En bog som den her er vigtig i forhold til at sætte fokus på klimaet, og hvor meget det betyder, at vi gør noget - ikke om lidt, men nu, - og at vi alle kan gøre en forskel og hjælpe lidt på vej. Det er ikke altid ret meget, der skal til for at gøre forskellen.

Til trods for bogens aktualitet og væsentlighed, som jeg bestemt anerkender, er den dog også lige til den korte side. Det kan være en fordel for de, der har udfordringer i forhold til læsning, at den er let at gå til og nemt tilgængelig. Men selv manglede jeg noget mere kød (no pun intended) på fortællingen og dybde i karaktererne - for de kan og vil en hel masse, som vi simpelthen ikke når at se, fordi der ikke er lagt plads ind til det.

Så selvom jeg egentlig i bund og grund holder af fortællingen, savner jeg også, at den bliver dobbelt så lang - hvis ikke tre gange så lang - som den er, for at man for alvor kan komme omkring både temaet om klimaet og karaktererne.

[Anmelder-eksempar] Låsen & Vogteren

 Forfatter: Louise Haiberg - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Sidetal: 399 - ISBN: 9788758841229

Låsen & Vogteren er modtaget som anmelder-eksemplar fra Louise Haiberg, og er derfor reklame.

Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Om Låsen og Vogteren skrev jeg:

Jeg indrømmer blankt, at jeg har læst alle Louise Haibergs udgivelser ind til nu, - og jeg har været vild med det hele. Jeg elsker skrivestilen og sproget, og at der ikke gemmes ret meget væk. Det må gerne være mørkt, grimt og barskt, og det er langt hen ad vejen hudløst ærligt. What's not to like?

I Låsen & Vogteren følger vi to karakterer. Til dels Alina, en ung pige, der tilhører en slægt, der gennem mange generationer har sørget for at en verden af monstre ikke får adgang til menneskenes verden, - det vil sige den verden, vi andre helt almindelige dødelige bor i. Hun har dog ikke lyst til at bo i denne verden af monstre, og forsøger at få en tilværelse til at fungere i menneskenes verden, - men med mellemrum må hun tilbage til monstrenes verden og forny den magi, der holder monstrene i deres verden. Disse monstre er naturligvis ikke alle lige tilfredse med, at de skal spærres inde, - og det er her, Dax, hendes bodyguard eller Vogter kommer ind i billedet. 

Det, at så mange er ude efter Alinea, gør selvfølgelig at spændingsfeltet er højt. Man er som læser konstant på stikkerne sammen med Alina, for hvem kan man (om nogen) stole på, og hvad sker der næste gang? Hun må konstant se sig over skulderen, og veksler mellem at være bange for at handle og at måtte handle, - for hvis ikke hende, hvem så?

Dax's sind veksler mellem loyaliteten over for Alinea, som hører med til Vogter-jobbet, og nogle af de grundlæggende drifter, der hører med til, at han er et monster som alle andre i den verden, de kommer fra. Når jeg læste Dax's kapitler, kunne jeg ofte blive i tvivl om, hvad han reelt set ville, og hvad hans intentioner var.

Det, at vi på én gang har adgang til Dax' tanker (i hvert fald halvdelen af tiden) og samtidig kan være i tvivl om hans oprigtige intentioner meget af tiden, gør ham til en uhyre (pun intended) interessant karakter, som i hvert fald for mig står som noget helt særligt. For den her balance mellem det dyriske og over-jeg'et bliver virkelig udtalt på en måde, som jeg kun har set andre bøger stræbe for at opnå, og udførelsen er helt eminent her.

Jo jo, Alinea er bestemt også interessant som stærk, kvidelig hovedperson, der både gemmer på det konfliktsky og på fighteren, der sagtens kan, når det gælder, - og selvom jeg bestemt finder hende fascinerende, stikker hun nok ikke helt så meget ud fra mængden som Dax, der burde kunne få enhver med en smule interesse for psykologi til at savle.

Løbende er det helt tydeligt i relationen mellem Alinea og Dax, at de har kendt hinanden fra barnsben. Tonen mellem dem vidner om, at de har kendt hinanden altid, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvor godt de kender hinanden og de styrker og svagheder de hver især besidder.. Hvilket naturligvis betyder, at spændingsfeltet i dén relation intensiveres i takt med, at de står over for flere og flere udfordringer sammen.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk havde andre læse-planer den dag, jeg modtog Låsen og Vogteren, - men bogen VILLE læses, og så måtte alt andet naturligvis vente. Så er det sådan, det er.

Bogen er overordentligt vellykket og står stærkt både i forhold til plot, persongalleri og sprog. Man kunne måske savne at kunne gå ekstra på opdagelse blandt universets monstre og finde ud af, hvad der driver dem (eller, det ved jeg egentlig ikke om jeg vil ønske mig..), - men der skal selvfølgelig også være plads til at fantasere om, hvad der sker videre i denne verden, og fortællingen kan sagtens stå alene.

Så, - overordnet set et velskrevet og veludført bidrag til den danske fantasy litteratur! Jeg ser frem til mere fra Louise Haiberg en dag..

#LockdownReadathon 16.-17. januar 2021

#LockdownReadathon

Fra lørdag den 16. januar kl. 11 til søndag den 17. januar kl. 11 blev der afholdt lockdown-readathon arrangeret af @Bogdoktor og @Blossomingreading på instagram. Det betød 24 timers intens læsning med en række foto-challenges undervejs for at holde gejsten oppe, samt gruppechats, hvor deltagerne kunne komme i kontakt med hinanden.

Fordi vi var så mange, der deltog, blev vi delt ind i flere gruppechats (instagram har tilsyneladende en grænse for antallet af gruppechat-deltagere). I den, jeg deltog i, blev der i dagene op til weekenden ivrigt diskuteret både ToBeRead-stakke - og især indkøb af snacks. For hvor får man egentlig det bedste udvalg af bland selv-slik? Og hvilken slags chips er de bedste? Svaret er ikke helt enkelt - og det var en underholdende diskussion at følge.

Jeg arbejdede naturligvis selv på en TBR-stak, og fordi jeg ved, at jeg læser temmelig hurtigt, blev det da også til en pæn stak på 8 bøger, som jeg havde planlagt, jeg ville igennem, - hvor jeg vidste, at det ville jeg nok kunne nå - og jeg havde naturligvis også lavet en rækkefølge, jeg ville læse dem i. At jeg så undervejs i readathon'et måtte erkende, at 8 bøger ikke var nok, og at jeg måtte finde 2 bøger mere (for så alligevel at have læst dem begge før klokken 9 søndag morgen) er så hvad det er.

Den første bog, jeg satte mig for at læse, var The Fall of Gondolin af J. R. R. Tolkien. Den hører til hans Middle Earth univers, hvor også Ringenes Herre og Hobbitten foregår, - samt mange af de andre skønlitterære værker, der er udgivet i hans navn. Og ja, jeg skriver udgivet i hans navn, for kender man lidt til Tolkien, ved man også, at meget af det, der er blevet udgivet i hans navn først er kommet efter hans død, og er samlet og redigeret færdigt af Christopher Tolkien, den ene af J.R.R. Tolkiens sønner, ud fra de noter, Tolkien efterlod sig. 

Tolkien er, og vil nok altid, fremstå som værende tung læsning, selv for fans af værkerne, hvorfor jeg også satte den på som den første bog til readathonet - for så var der ikke risiko for, at den ville tage pusten fra mig. Det viste sig da også, at den, i stil med de andre bøger fra Tolkien, er en smule tung at komme igennem, så det var en fin beslutning.

Det er ikke en bog, man bare tager ned fra hylden og læser, med mindre man i forvejen er til Tolkiens univers. Det kræver tålmodighed og kendskab til Middle Earth universet og nogle af de historier, der allerede er udgivet, da der er flere referencer til de andre fortællinger og til det støre univers. Men er man i forvejen fan af denne verden, kan den sagtens læses, og er en fin tilføjelse til de andre udgivelser.

Og så er både omslaget og de illustrationer, der dukker op undervejs i bogen, som sædvanligt fantastiske og fortryllende, - og de kan i sig selv stå for noget helt særligt.

Da jeg var færdig med The Fall of Gondolin gik jeg videre med Christina Bondes Izola-trilogi. Idéen var her, at fordi det er en hel trilogi, fyldte den relativt meget på hylden, og kan være intimiderende at kigge på, så det ville gavne min motivation for at komme i gang med den, at det blev gjort tidligt i forløbet.

Izola-trilogien havde før readathon stået ulæst i min reol i noget tid, fordi jeg i løbet af 2020 "kom til" at købe ALT for mange bøger (tak for det til alle de forlag, der har haft kampagner med lidt for gode tilbud i løbet af året!), så nu måtte det være.

Det er heldigvis en fremragende trilogi om pigen Izola, som vokser op i vores verden, men bliver transporteret til en ø i en fremmed dimension efter moderens begravelse. Her bliver hun en del af kampen mod det system, der hersker, og hun kæmper både for kvinders rettigheder, men også for at overleve.

Jeg bidder især mærke i de fortryllende kort, der er forrest og bagerst i hver bog (Bøger med kort!! - Am I right?). Kortene viser det samme stykke land, men detaljerne og udførelsen skifter undervejs, så vi ser, hvordan handlingen i bøgerne påvirker landskabet, - hvilket er GENIALT og en super! lækker detalje.. Jeg elsker det!!

Next up var Matt Haigs The Midnight Library. Jeg læste hans How to Stop Time i foråret 2018 efter tilfældigt at være faldet over den i en lokal boghandel og elskede den, - og da The Midnight Library så vandt Goodreads-prisen for bedste fiktion i 2020, måtte jeg naturligvis også læse den.

Den handler om en pige, der, da hun svæver mellem liv og død, kommer ind på et bibliotek bestyret af skolebibliotekaren fra den Middle School, hun gik på. Hver bog i biblioteket repræsenterer et alternativt univers, hvor hendes liv er blevet påvirket i en ny retning for hver beslutning hun har taget på en anden måde i løbet af sit liv.

Hun får nu mulighed for at gå på opdagelse i et utal af alternativer til det liv, hun har levet, men finder hurtigt ud af, at hun ikke er helt tilfreds med nogen af dem, - og hvad gør man så?

Det er en interessant tanke, at der findes et nærmest uendeligt antal parallelle universer, hvor vores liv kan tage et nærmest uendeligt antal drejninger i vidt forskellige retninger, afhængigt af de beslutninger vi tager undervejs.

Bogen er velskrevet og tankevækkende, - og budskabet om, hvor vigtigt det er at sætte pris på det, vi har i nuet, er selvfølgelig også virkelig værd at tage med.

Efterfølgende læste jeg Dragon Pearl af Yoon Ha Lee, - som jeg nok ikke havde fået øje på, hvis ikke det havde været for Rick Riordan presents-imprintet, der er med til at fremme kendskabet til bøger om forskellige myter fortalt af mennesker fra den kultur, de pågældende myter kommer fra.

Den her handler om en pige, der kommer fra en familie af fox spirits, hvilket betyder, at hun blandt andet kan skifte form. Hendes storebror i militæret er blevet beskyldt for at desertere. Hun sniger sig derfor med på et af militærets skibe forklædt som rekrut, og bruger sine kræfter på at finde ud af, hvad der i virkeligheden er sket med hendes storebror og hans kammerater.

Det er, til forskel fra de andre bøger fra Rick Riordan presents, ikke en serie men en enkeltstående bog. Den kan da også sagtens stå alene, men har man ikke i forvejen kendskab til fox spirits (hvilket jeg ikke havde), kan der godt mangle lidt uddybning i forhold til hvad det reelt indebærer for den enkelte, hvilket måske kunne være udfoldet over flere bøger.

Til bogens fordel skal det siges at den følger Rick Riordan presents bøgerne i opbygning og tempo, så er man i forvejen bekendt med disse er man forberedt på det høje tempo, strukturen og den humor, der præsenteres, - og det er vitterligt et hurtigt og humorfyldt eventyr, vores hovedperson kommer ud på.

Nick Clausens Silhuet  blev readathonets syvende bog. Nick Clausen har en helt særlig styrke i de her relativt korte, men super-uhyggelige og creepy fortællinger, som jeg ellers ikke ser ret mange af på dansk, -og han er én af de få gyser-forfattere, jeg rent faktisk har stående i reolen, da der ellers normalt er langt i mellem, at jeg læser genren.

Silhuet handler om en ung pige, der bliver forfulgt af en skygge, og som derfor kæmper for at bevare sin forstand.

Udførelsen er fænomenal, og det er på én gang fantastisk og forfærdeligt, hvordan Nick er i stand til at tage sin læser med ind under huden på hovedpersonen. Det er et stærkt virkemiddel, at man virkelig kan mærke hendes desperation, efter hånden som hun bliver mere og mere desperat, og virkeligheden ind i mellem smutter fra hende.

Og derfor var det måske ikke det bedste valg til en bog, der blev læst ud på de små timer.. Det ved jeg så til næste gang!

Fra alle os til alle jer - alle klassikerne fra Disney's juleshow var den ottende og sidste af de bøger, jeg havde fundet frem før readathonet, og oven på Nick Clausens Silhuet var den befriende letlæselig og hjertelig, og indbegrebet af den hygge, mange af os forbinder med julen.

Det er naturligvis ikke helt som at sidde med det RIGTIGE Disney's juleshow, men det er stadig svært ikke at blive en smule nostalgisk over samlingen, - og det er måske netop derfor, den er så nem at holde af.

Bogen er, som man måske kan regne ud, venligst udlånt af min datter, der var så heldig at den var at finde blandt sidste juls enorme stak gaver (hvad det ikke kan føre med sig at være eneste barn til stede til juleaften, - hun fik MANGE julegaver), - bare jeg lovede at passe godt på den. Den er selvfølgelig at finde i hendes egen reol igen, i samme stand som da jeg lånte den.

Fordi jeg allerede var færdig med min oprindelige TBR-liste før klokken 5 om morgenen til readathon, måtte jeg naturligvis i reolen og finde flere bøger, - og Himmelherren af Kenneth Bøgh Andersen har stået på hylden med ulæste bøger i et stykke tid nu. Den er fundet i forbindelse med et arrangement hos Aalborg Bibliotekerne, hvor de solgte ud af ældre materialer, hvorfor den heller ikke er i den bedste stand (coveret er ved at falde af..), - men en bog er vel en bog.

Det er, utroligt nok, ikke ret meget jeg har læst af Kenneth Bøgh Andersen, hvilket jeg ind i mellem får en idé om, at det skal jeg da have lavet om på, for der er tilsyneladende mange, der er ret vilde med hans bøger, - af en eller anden uforklarlig grund kommer jeg bare sjældent ret langt med det.

Himmelherren handler om Peter, der godt kan lide at skrive historier i sin fritid, og som en dag bliver hevet ind i sin historie. Det er en balancegang mellem, at historien gerne vil fortælle sig selv, og at Peter forsøger at styre, hvilken retning tingene skal tage.

Selvom jeg egentlig synes konceptet var godt, og plottet fint skruet sammen, så fangede sproget mig aldrig helt, - måske også grundet tidspunktet på døgnet, - så jeg prøver nok igen en dag, hvor jeg er lidt mere vågen, hvor historien kan få lov til virkelig at udfolde sig. For jeg er sikker på, at der nok skal sidde læsere, der vil blive opslugt af bogen her.

Readathonets bog nummer 10 blev Pernille Eybyes I månens Skygge, som har nogle år på bagen efterhånden, men alligevel står relativt stærkt. 

Det er en historie om Luna, der er 17 år og ud af en familie af hekse, der bruger månens kræfter. Men med kræfterne kommer også en forbandelse der gør, at kærlighed vil føre død med sig. Derfor er det også lettere modvilligt at hun forelsker sig i Solar.

Romanen byder som sådan ikke på de store overraskelser, og mange af tvists, der kommer, vil mange nok kunne regne ud, før de kommer, da de følger samme mønster som mange andre romaner.

Alligevel er det en bog, der er let at blive opslugt af, - også, når man er overtræt efter at have deltaget i readathon i mange timer, - og det kan derfor nemt blive en bog, jeg selv vil vende tilbage til som et comfort-read, der er nemt at komme igennem, og som ikke kræver det helt vilde af sin læser.

Samlet set fik jeg læst 10 bøger under lockdown-readathonet og samlet set 3.300 sider, før jeg måtte overgive mig til søvnen

Det var utroligt hyggeligt at følge med i de andres opdateringer undervejs, og det var forfriskende, at man med mellemrum måtte tænke over de forskellige foto-challenges, som skulle lægges op hver fjerde time, da det gav en chance for at komme op af stolen eller sofaen og strække kroppen, - bare en gang i mellem.

Derfor skal @Bogdoktor og @Blossomingreading selvfølgelig også have stor ros for at stable arrangementet.

Hvis det er muligt, deltager jeg i hvert fald gerne en anden gang!

The Illuminae Files

 Forfattere: Amie Kaufman & Jay Kristoff

Serien indeholder følgende bøger:

1. Illuminae (Udgivet i 2015, 599 sider, ISBN 9780553499124)
2. Gemina (Udgivet i 2016, 659 sider, ISBN 9781780749815)
3. Obsidio (Udgivet i 2018, 615 sider, ISBN 9781780749839)

Jeg må indrømme, at den her serie aldrig rigtigt rørte mig, - trods det, at jeg ved, mange andre er helt vilde med den, og har givet alle tre bøger 5 ud af 5 mulige stjerner på Goodreads. 

Jeg følte aldrig, jeg kom ind under huden på karaktererne, og det, vi vidste om dem, blev for mig meget overfladisk, fordi der var så meget udenoms-snak.

Derudover gik det mig konstant på nerverne, at der hele tiden blev skiftet sådan mellem teksttyper, så jeg hele tiden måtte omstille min læsning og ændre den måde, jeg gik til teksterne på, - det tog meget energi for mig, og fjernede fokus fra det reelle indhold, som så også hurtigt blev glemt igen.

Det er ikke en serie, som står mig nært, og jeg skal være ærlig og sige, at jeg er glad for jeg lånte den på biblioteket i stedet for at købe den, for så kan jeg aflevere den tilbage, uden at have dårlig samvittighed hver gang jeg ser den i bogreolen. 

Skal serien have roser, skulle det være, at den sikkert havde fungeret rigtig godt som film eller tv-serie, hvor mulighederne for at fremstille handlingen ordentligt er en helt anden, - og det tænker jeg, ville have klædt denne serie rigtig godt.

The Raven Cycle

 Forfatter: Maggie Stiefvater - Forlag: Scholastic 

Rækkefølge: 

1. The Raven Boys (udgivet i 2012, 420 sider, ISBN 9781407134611)
2. The Dream Thieves (udgivet i 2013, 450 sider, ISBN 9781407136622)
3. Blue Lily, Lily Blue (udgivet i 2014, 389 sider, ISBN 9781407136639)
4. The Raven King (udgivet i 2016, 438 sider, ISBN 9781407136646)

Den her serie er magisk.

Jo længere, jeg nåede, jo mere opslugt blev jeg, og til sidst var det nærmest umuligt at slippe bøgerne igen.

Serien er helt sin egen, og formår at fremstille dens meget forskellige karakterer troværdigt og som hele mennesker, mens både dramatiske plot-tråde og magiske plot-tråde får lov at udfolde sig, så man som læser nemt glemmer tid og sted.

Da jeg fik serien anbefalet i foråret 2020 i forbindelse med en livestream med Nanna Foss (forfatter til Spektrum-serien) fik jeg bøgerne købt, men det var længe undervejs at få dem læst. Trods de gode anmeldelser var jeg nok en smule usikker på, hvad jeg gik ind til, men serien skuffede på ingen måde, og kan sagtens leve op til den hype, der har været omkring den.

På den ene side rundes mange af de ting, vi kender fra regulere, realistiske ungdomsromaner, med kærlighedsforhold, som ikke altid er lige lette at finde rundt i, skæve forhold til forældre, der ikke altid opfører sig optimalt, og hvordan man i det hele taget skal klare sig i hverdagen, når man synes, at hele verden er ved at falde fra hinanden.

Men vi får også meget magi og mystik i form af spiritualitet, spøgelser, ley lines og en walisisk konge, som én af vores hovedpersoner er svært optaget af.

Det er konstant mange følelser på spil, og der er mange ting at blive grebet af undervejs.

Er man til de mere spirituelle fantasy-bøger, må det her nærmest være et must-read.

*Anmelder-eksemplar* Mystikernes mærke

 Forfatter: William Goshawk - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2020

Sidetal: 190 - ISBN: 9788793927476

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, og er derfor en reklame. Alle udtryk for holdninger til værket er dog helt mine egne.

Om Mystikernes mærke skrev jeg:

Titlen i sig selv, Mystikernes mærke, kombineret med forsideillustrationen, må være nok til at sætte fantasien i selvsving hos de fleste fantasy-fans, uanset hvilket medie, man foretrækker. Der er potentiale til en hel masse, og heldigvis holder plottet.

I betragtning af, at bogen er under 200 sider lang, og derved en del kortere end de fleste andre fantasy-romaner til unge og voksne, er det faktisk imponerende, hvor meget der er kommet med.

De væsentligste karakterer er pænt definerede, og deres historie stemmer overens med deres handlingsmønstre.

Universet virker robust og gennemtænkt, og der er nogle fine detaljer med. Her kunne man have valgt at gå mere i dybden med de forskellige typer af Mystikere, men plottet virker heldigvis, trods de steder, hvor det virker en smule kortfattet, og det er ikke fordi der ellers mangler en hel masse detaljer.

Romanen kan sagtens stå alene, men der er også plads til, at der kan udvides med en to'er, hvis forfatteren ellers er i humør til dét en dag. - Der er i hvert fald nok at tage fat på, og der er flere muligheder for at udvide universet.

Overordnet set er det faktisk en virkelig vellykket fortælling, trods det, at man kunne savne, at der var noget mere af den.

*Anmelder-eksemplar* Skyggefolket (Mørkets Cirkel, #1)

Forfatter: Claus Jensen - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2020

Sidetal: 304 - ISBN: 9788794049245

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, og er derfor reklame. Alle udtryk for holdninger er dog helt mine egne.

Om Skyggefolket skrev jeg:

Den her så virkelig spændende ud, da jeg læste om den, og jeg havde derfor måske nok sat mine forhåbninger lidt for højt op.

Desværre virkede bogen rodet og spøjs.

Jeg havde flere gange meget svært ved at få øje på den røde tråd, trods det, at der var en nogenlunde idé om hvad karakternes mål var.

Det hænger blandt andet sammen med, at vi ikke får ret meget indblik i de enkelte karakterers indre liv undervejs. Jeg aner ikke, hvad de tænkte på det meste af tiden, eller hvad deres motivation og drivkraft var for at gøre netop som de gjorde, og deres handlinger hang kun vagt sammen med den baggrundsinformation, der var for hver af dem.

Derudover er det svært at få en fornemmelse for, hvor og hvornår vi befinder os. Forside-illustrationen giver et indtryk af et univers, der ligner den sene middelalder, hvis ikke vi er helt oppe i nærheden af industrialiseringen, hvis vi skal sammenligne med vores egen verdenshistorie. Karakternes sprog lyder relativt moderne, og taler derfor for noget ikke helt, men næsten nutidigt. Og deres måde at rejse på og kommunikationen mellem karakterer og befolkningsgrupper ligger langt tidligere - og er på grænsen mellem tidlig middelalder og højmiddelalder. Så hvordan og hvorledes er det svært at finde hoved og hale i.

Og så er der karakterernes navne. Havde de hele fortællingen igennem været nogenlunde ensrettet i forhold til sprogstammer ville jeg ikke have en finger at sætte på noget, uanset hvor særprægede de enkelte navne kan lyde i mine ører, - men der er flere navne, som "Kristian" og "Teo" der stikker ud og ikke hører i samme gruppe som resten. Så selvom vi har at gøre med mange forskellige folkeslag (dværge, elvere, mennesker, orker osv) i denne verden, virker det alligevel pudsigt at det kun er nogle enkelte navne, der stikker ud.

Jeg savnede også meget et verdenskort, eller bare et kort over det område, vores karakterer færdes i, for dét i sig selv er heller ikke til rigtigt at finde ud af. Sammen med tiden, som jeg heller ikke rigtig blev klog på, er det noget af det, der virkelig forvirrede mig. Selvom nogle fantasy-universer sagtens kan klare sig uden et verdenskort, gik det simpelthen ikke for mig her. Og i forhold til tiden undrede det mig meget, at der i nogle sammenhænge blev brugt større begreber som "tidens tandhjul" der flyttede sig, mens vi på andre steder får præcise minuttal - som "23 minutter" eller "tre kvarter" eller lignende. Det var meget et spring fra den ene yderlighed til den anden, og man kan undre sig over, hvordan karaktererne var klar over, nøjagtigt hvor mange minutter, noget ville tage, når dét at man så præcist udmåler tiden er et relativt nyt fænomen i en større historisk kontekst.

Samlet set var det ikke lige frem den mest positive oplevelse jeg havde af bogen, desværre. Der var for mange spørgsmål og for få svar. Idéen var der, og der var grundlag for en del, - men det blev ikke ordentligt gennemført.

Derfor gav jeg også kun bogen 2 ud af 5 mulige stjerner.

*Anmelder-eksemplar* Eva under isen

 Forfatter: Christin Marie Guild - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2019

Sidetal: 364 - ISBN: 9788793755765

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, og er derfor reklame. Alle udtryk for holdninger er dog helt mine egne.

*TRIGGER-WARNING* Indeholder pædofili, incest og overgreb begået mod børn

Om Eva under isen skrev jeg:

Av, av, av mit hjerte.. (Nej, det slår slet ikke til med et enkelt "av"). Det her er en BARSK fortælling, og bestemt ikke for de sarte, - husk kleenex undervejs! Her fik tårerne i hvert fald frit løb indtil flere gange i løbet af læsningen.

Vi følger i første del af bogen to piger, der i løbet af deres barndom og årene før deres pubertet begge oplever overgreb fra den samme mand.

Det er, ærligt, grusomt og hjerteskærende at følge med i på sidelinjen, trods det, at der ikke er direkte beskrivelser af det, de bliver udsat for. 

Til dels er bare det, at mennesker, og især børn og unge, skal udsættes for den slags, utilgiveligt, og ligger så langt fra det, de fleste af os heldigvis oplever, at det er svært at rumme og kapere. 

Og til dels er pigernes oplevelse af ikke at blive lyttet til nærmest lige så forfærdelig. Når situationen bliver tiet ihjel, får pigerne ikke mulighed for ordentligt bearbejde det, de går igennem, og bliver låst fast i nogle knapt så hensigtsmæssige mønstre, der kommer til at sætte spor langt ind i deres voksenliv, hvis ikke i resten af deres liv.

I anden del af bogen er der gået en årrække. Pigerne er nu i 20'erne, og har begge svært ved at leve en almindelig, gennemsnitlig voksentilværelse, takket være de dæmoner, deres barndomstraumer har bragt med sig. De starter derfor begge i en terapi-gruppe, hvor det hurtigt går op for dem, at de har en gerningsmand tilfælles, og vi får et indblik i både deres terapi-forløb og den retssag, de vælger at køre mod deres gerningsmand.

Det er ikke et eventyr eller en dans på roser. Historien har ikke den lykkelige slutning, man kan håbe på, selvom begge hovedpersoner undervejs når et godt stykke hen ad vejen med at arbejde med sig selv og deres traumer

Havde det været en drama-historie som så mange andre, havde domsafsigelsen efter retssagen været det endelige klimaks. Det er det ikke her. For sådan er virkeligheden ikke altid for ofrene. Selvom det kan hjælpe noget at en gerningsmand får sin dom, vil ofrene altid skulle leve med de traumer, de er blevet påført. Derfor slutter Eva under isen også først flere kapitler senere.

Jo jo, der er lys for enden af tunnelen. Selvom vores hovedpersoner som nævnt nok altid vil være mærket af det, de har været igennem, har de fået stof at arbejde med. De er nået videre, end de nogensinde var nået på egen hånd. De fandt nogen, der lyttede, nogen som de kunne spejle sig i, og nogen, som ville dem det bedste.

Og det er vel egentlig det, der er det grundlæggende for os alle, uanset hvilken situation vi befinder os i. Selvom ikke alle har behovet for at finde den, man kan spejle sig i 1:1, har vi alle brug for, at der er nogen, der lytter, og som er der for os, når vi har brug for det, - én, vi kan læsse af til, når det hele bliver for meget og er ved at kamme over. Uanset hvad det så end er for nogle dæmoner, vi kæmper med.

Det er nogle særligt barske temaer, der tages op i bogen her, - og der omtales en række tabuer, som er særligt vanskelige at snakke om. Pædofili og overgreb på børn er noget af det, som rigtig mange helt forståeligt har berøringsangst over for; vi ved ikke rigtigt, hvad vi skal stille op eller hvordan vi skal forholde os, og som bogen også selv nævner, ved de fleste af os knapt hvilke tegn vi skal kigge efter hos det enkelte barn for at opdage det. Det er det, der gør det så vanskeligt.

Men mon ikke vi skal blive bedre til generelt at mærke efter om vores medmennesker nu også reelt har det godt? Husker vi at lytte til mere end bare det, der bliver sagt med ord? Og husker vi at byde ind med bare at være der og være til? For nogle gange har den berørte ikke nødvendigvis behovet for at snakke eller læsse af, men bare, at der er én der er hos dem, når det hele er svært. Det er en kunst at rumme stilheden sammen, - men det kan være nok så udbytterigt for begge parter.

Hjerteskærende, forfærdelig, men også virkelig velskrevet. Et imponerende værk, som jeg kun kan anbefale, at man forsøger at kæmpe sig igennem, hvis man har hjertet til det, - for det er barske sager. Men for alle de udsatte børns skyld, - skylder vi dem så ikke at lytte? Selvom det ikke er deres historie, der bliver fortalt her, og tegnene hos den enkelte kan variere, kan man håbe, at det her kan være med til at hjælpe bare nogle stykker.

Helgi Daner

 Forfatter: Josefine Ottesen - Forlag: Josefine Ottesen - Udgivet: 2014 - Sidetal: 537

Om Helgi Daner skrev jeg:

Trods det, at jeg er uddannet lærer med linjefag i blandt andet historie, er der utrolig langt i mellem, at jeg får læst historier som denne, der er mere eller mindre direkte inspireret af historiske personer eller begivenheder. Jovist, der kan være elementer af andre bøger, der refererer til historien, men her står vi trods alt med en bog, hvor det primære omdrejningspunkt er inspireret af en historisk person. Det er fremmed for mig, - og jeg kan godt mærke med mig selv, at jeg befinder mig i lettere uvante omgivelser.

Det er heller ikke meget, jeg har læst af Josefine Ottesens forfatterskab, hvor utroligt det end kan lyde, så også på dette område er det ukendt land for mig.

Jeg vil dog sige, at Helgi Daner er utroligt godt lavet. Den er gennem-bearbejdet, og den er relativt let at komme igennem trods den intimiderende størrelse (Jo jo, jeg læser meget, - men 500+ sider kan stadig virke intimiderende).

Helgi er relativt nem at identificere sig med. Han er vedkommende, og selvom han det meste af tiden føler sig udenfor og trådt på som et andet sort får, formår han ofte at vende en given situation til egen fordel, - uden selv at være bevidst om, hvad det er han gør, eller hvilken indflydelse han reelt set har på sine omgivelser. Og har mange af os ikke selv været i lignende situationer, - hvor vores selvbillede ikke matcher med andres oplevelse af os?

Fortællingen om Helgi Daner kan under tiden virke voldsom og barsk, men er dog læsbar for en 11-12 årig, - hvis læseren altså har mod på så stor en fortælling. Det handler først og fremmest om, at læseren er interesseret i middelalder-miljøet i tiden omkring den danske overgang fra asatro til kristendom, i en periode, hvor folk stadig aktivt vælger side. Verden er hård, men ikke meget mere end hvad man må forvente, at den gennemsnitlige 11-12 årige er vant til fra andre medier, og det er ikke værre, end at det er til at snakke med barnet om, hvis det går den enkelte på.