*Anmelder-eksemplar* Tågespind - Ellekongen

 Forfatter: Signe Fahl - Forlag: Ulven & Uglen - Udgivet: 2023 (førsteudgave 2017)

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Tågespind - Ellekongen handler om Karen, der er malkepige et sted i Danmark i første halvdel af 1700-tallet - og veksler mellem hverdagen for de fleste almindelige mennesker på den tid og Karens udvekslinger med Daniel - som vist nok har flere hemmeligheder end først antaget.

Ellekongen er fantasy, - men det er ikke dét, der er det bærende for romanen, der i mindst lige så høj grad er slow-burn romance med et præg af historisk roman. Fortællingen emmer langt væk af grundig research af både levevis, tøj, og alt andet der hører sig tiden til, uden at det på noget tidspunkt kammer over i decideret infodumping, så er man en smule interesseret i det historiske aspekt, er det absolut en fornøjelse at læse med her.

Selve romance-delen fylder også i tilpas grad, Karens alder taget i betragtning. Hun er ung, stærk og pligtopfyldende og gør sit for at gøre sin madmoder tilfreds, men det er ikke altid nok når tankerne ofte sværmer om Daniel, som hun har mødt i skoven - og Mikkel, som langt hen ad vejen er det mere fornuftige valg. Det er svært at være i, og det er svært at tage et valg når hjertet og hovedet vil hver sin vej.

Ellekongen er selvfølgelig stadig fantasy, og der er rødder i de nordiske myter om ellefolket - om elvere, elverkonger, ellepiger, og hvordan mennesker kan blive så draget af disse væsner at de forsvinder og dukker op igen mange, mange år senere til en verden, de knapt selv kan genkende. Fortællingen om disse væsner er ærlige og en virkelig fin fortolkning, så der er også masser at hente for os, der nyder at nørde igennem, når det kommer til overnaturlige væsner.

I forbindelse med genudgivelsen af fortællingen har Ellekongen fået ny forside, - og hvilken forside! Intet ondt skal siges om den gamle forside, der også var virkelig fin, men denne her..! Kombinationen af de grå skygger og laktrykket, hvor man lige kan ane en flig af noget mere, kan noget helt særligt. Det tryllebinder og indfanger, nøjagtigt som bogen selv kan gøre det, og det klæder den virkelig at få denne nye opgraderede indpakning.

Fortællingen om Ellekongen er vellykket og velskrevet, og genudgivelsen klæder den. Jeg har glædet mig meget til at genlæse fortællingen med de ændringer, der er foretaget, og dét er også noget ved at prøve at fange, - og jeg ser bestemt også frem til at genlæse bind 2, og er spændt på hvad bind tre kommer til at have at byde på!

*Anmelder-eksemplar* Stormtid

 Forfatter: Rikke Havner Alrø - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatter og forlag. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings for bogens indhold: Fysisk vold, verbal vold, sex (med samtykke!), spontan abort

Maren bor i Odense og arbejder i et firmaer, der laver ure og smykker. Det er dog kun et cover for at tage på missioner og rejse i tiden. En af disse rejser går naturligvis galt og sætter skub i en række begivenheder, der sætter tanker i gang hos Maren.

Det er spændende og medrivende, og langt hen ad vejen vanskeligt at lægge bogen fra sig, - men skulle man være fristet, er bogen delt op i flere dele (altså, ud over den traditionelle kapitel-inddeling), og så kan man jo nøjes med at læse en enkelt del ad gangen. Maren kommer ud for lidt af hvert i løbet af bogens små 500 sider, og det er undervejs nevepirrende og uhyre fængslende, og det kan ind i mellem virke helt håbløst at finde en løsning på de problemer, hun står over for.

Noget af det, jeg savner svar på i løbet af bogen, er blandt andet hvordan magi-systemet fungerer. Nogle kan rejse i tiden - men ikke alle. Nogle kan svæve - men ikke alle. I betragtning af hvor stor en betydning begge dele umiddelbart har for det, Maren skal igennem, undrede det mig en del, at det ikke blev uddybet yderligere. (Det skal dog, trods alt, tale til bogens fordel, at der flere gange diskuteres hvad det gør, at man rejser i tiden - og hvad det har af konsekvenser for vores nutid og fremtid, hvis man laver noget om undervejs.)

Samtidig er der stadig en række ubesvarede spørgsmål i forhold til hvorfor Marens mor. Hvorfor rejste hun fra Marens far - og uden at tage Marens søster med? Hvorfor afskærmede hun Maren for den magiske verden det meste af Marens barndom?

Mon ikke vi forhåbentlig får svar på nogle af spørgsmålene i bog 2.

Når det så er sagt, var jeg lettere underholdt af valget af navn til vores hovedperson, - i betragtning af at bogen tager udgangspunkt i overnaturlige væsner fra blandt andet Skandinavien, virker det som enten et heldigt tilfælde eller et meget bevidst valg, at hun hedder Maren. Selvom navnet ikke er direkte relateret til sagnet om maren, væsnet der i følge historierne er skyld i vores mareridt og dårlige drømme, ligner det til forveksling.

Stormtid fungerer som et friskt pust til den danske fantasy-scene, hvor der tages udgangspunkt i forfatterens egen fortolkning af blandt andet elvere og troldfolk i en tilnærmelsesvist moderne kontekst. En stor del af handlingen finder sted i første halvdel af 2022, og er derfor lige om hjørnet, - men man skal kigge langt efter moderne teknologi, som karaktererne ikke for alvor bruger i løbet af fortællingen. Der er dog fyldt med referencer til en række popkultur-fænomener, både bøger, serier og musik, - nogle mere åbenlyse end andre.

Stormtid er Rikke Havner Alrøs debutroman, og den står stærkt. Jovist, den er ikke perfekt (det er der vel ikke noget, der er?), og der er plads til forbedringer flere steder, - men især i betragtning af at der er lagt op til at det er første bind i en serie, synes jeg den starter ganske godt. Jeg glæder mig i hvert fald til at gå yderligere på opdagelse i dette univers, - og forhåbentlig få svar på nogle af de spørgsmål, jeg ligger inde med.

En sidste bemærkning herfra må være, at jeg er virkelig imponeret over hvor gennemført cover og smudsomslag er til bogen her. Der er virkelig kælet for alle detaljer i arbejdet her, og det er svært ikke at føle sig draget af det.

Aurora Cycle

 Forfattere: Amie Kaufman & Jay Kristoff - Forlag: Knopf Books for Young Readers

Bog 1, Aurora Rising, er udgivet i 2019. Den er 473 sider lang, og har ISBN 9781524720964.

Bog 2, Aurora Burning, er udgivet i 2020. Den er 512 sider lang, og har ISBN 9780593302002.

De to første bøger i The Aurora Cycle er alt, hvad jeg ønskede mig af The Illuminae Files, som jeg personligt ikke var den største fan af, og som jeg helst havde set i en film-udgave i stedet for en bog-udgave.

Aurora Rising og Aurora Burning egner sig i mine øjne bedre til bog-mediet, - den er fortalt på en helt anden måde, og fordi vi løbende får lov at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne, hvor en stor del af fortællingen handler om deres indre univers og deres tanker om noget bestemt, er bogmediet ideelt.

Jo, jeg skal da indrømme, at det altid kan være lidt små-forvirrende i starten med den her type bøger, hvor vi skifter mellem ikke bare et par stykker, men relativt mange forskellige karakterer. Man bliver kastet ud i det, og der kan være meget at holde styr på med navne, baggrundshistorier osv., men selv synes jeg også, jeg relativt hurtigt bliver vant til det, - og når man først kommer i gang, synes jeg ikke, det er et problem.

Det havde været enkelt i The Aurora Cycle at tage udgangspunkt i Aurora, der drog fra Jorden som vi kender den, godt nok over 100 år ude i fremtiden i forhold til hvor vi er nu, og så vågner op over 200 år efter hun rejste hjemmefra til en verden, der ser helt anderledes ud end dét hun kendte. Alle dem hun kendte er for længst døde og borte, og hun har ikke længere noget at vende hjem til. Hvordan omstiller man sig lige til dét? De tanker, der må gå gennem hovedet på Aurora er super interessante at forholde sig til, og bøgerne kommer også en smule ind på det.

Men vi får også lov til at opleve så meget mere end det. For selvom Auroras fortælling er interessant, er det også en oplevelse at få lov til at se, hvordan de andre karakterer lever deres liv, og hvordan det er anderledes end det, Aurora kommer med. De reagerer og tænker på en anden måde end Aurora i kraft af at deres opvækst helt naturligt har været så meget anderledes, og de ting, de opfatter som helt almindelige, er det ikke nødvendigvis for Aurora.

Jeg er også helt vild med humoren i bøgerne her, og især Aurora, Finian og Scarlett synes jeg er godt med i forhold til one-liners. Auroras reaktion på Kal og hendes mange øge-navne til ham på baggrund af hans spidse ører gjorde, at jeg måske lidt for ofte sad og grinede højt (jeg har et ømt punkt for den her form for intertekstualitet, og i det hele taget referencer til andre værker, enten direkte fra karaktererne eller mere subtilt).

Tempoet i bøgerne er generelt relativt højt, så man kommer bestemt ikke til at kede sig undervejs. Det fungerer derfor også fint, at de her infosider, der i særdeleshed er at finde i den første bog, kun fylder en enkelt side, før handlingen går videre. Til gengæld kunne infosiderne være trælse at undvære, da de netop er en god støtte og hjælp til at navigere i det her univers, som vi som læsere er lige så grønne i som Aurora er det.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet relativt sent i gang med serien i forhold til så mange andre, - også i betragtning af, at det i skrivende stund er omkring 9 måneder siden jeg fik dem anbefalet (i forbindelse med en livestream med Nanna Foss, - tak for det 😉😅), og lige nu kan det være svært at få øje på grundene til, at jeg ventede så længe med at komme i gang med dem.. Jeg elsker dem jo!

Dog kan cliffhangere dog godt være medvirkende til, at jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke lige ventede lidt længere, så jeg kunne komme i gang med bog 3 med det samme.. 😭😂

Tågespind

 Forfatter: Signe Fahl - Forlag: Ulven og Uglen

Bøgerne er vundet i en konkurrence på sociale medier i anledningen af at forlaget rundede 1000 følgere på instagram.

Om bog 1, Ellekongen, skrev jeg:

Jeg synes idéen med bogen her er virkelig fascinerende, - og jeg var derfor naturligvis også meget glad for at have vundet den OG dens efterfølger i konkurrencen hos Ulven og Uglen, da jeg fik muligheden.

I starten får vi et indblik i livet hos en jævn dansk piges liv i 1730'erne, - men er man vågen, finder man hurtigt ud af, at der er noget, som ikke er, hvad det giver sig ud for at være, og det bliver hovedpersonen Karen dog også opmærksom på.

Karen fremstår ofte lidt mere naiv og i sine følelsers vold en hvad godt er, hvilket også bliver antydet af madmor og husbonden på den gård, hvor hun tjener.

Det gør også noget ved læserens oplevelse af Karen, at hun oplever tiltrækningen til denne Daniel, og at hun opfatter, at han nok ikke bare er en tilfældig ung mand, - men at hun ikke gør noget ved det.

Der er flere røde lamper der blinker, der bør vække mistanken om, at Daniel er mere end blot det, han fortæller Karen om, - men Karen er ikke for alvor i stand til at reagere på det.

Derfor kan man let komme til at sidde tilbage med en masse frustrationer, og en følelse af, at Karen da bør gøre et eller andet, - men der sker ikke ret meget de første 200 sider, hvor vi primært følger Karens daglige pligter, der primært går ud på at malke køerne.

Først cirka halvvejs begynder handlingen at tage fart, - men så bliver det til gengæld også spændende, og bogen er vanskelig at lægge fra sig.

Ud over Daniel hører vi en del til Mikkel, som Karen har kendt længe, og der er en u-udtalt forventning om, at der skal ske noget mellem dem, hvilket dog ikke rigtigt bliver til noget. Ud fra moderne standarder kan jeg da også godt være lidt (meget) skeptisk over for Mikkel, som viser tegn på at have lige rigeligt temperament, og som ikke rigtigt forstår et nej. 

Overordnet er historien dog vellykket, og det er et virkelig interessant take på elverfolket og religion.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2017 og er 403 sider lang. Den har ISBN 9788793349230.

Om bog 2, Elleskudt, skrev jeg:

En spændende fortsættelse, hvor Karens skæbne og dagligdag ser betydeligt anderledes ud end i den første bog. Der er ikke flere køer, der skal malkes, og der er ikke flere hårde pligter for at få hverdagen til at hænge sammen.

Men det betyder ikke, at det hele er nemt, eller at det hele for den sags skyld er så godt, som Karen havde håbet det ville være.

For man kan ikke få alt hvad man ønsker sig.

Mosen tager og giver, som den har lyst til, - og måske er Daniel ikke den, som Karen troede, han var?

Deres relation - og Karens og Mikkels relation for den sags skyld - får lov at udvikle sig i nye retninger her i bog 2, og vi får lov til at opleve sider af Daniel, som han selv forsøger at skjule. Og selvom jeg stadig kan være skeptisk over for Mikkels karakter, er det blevet mere tydeligt at han vil Karen det bedste, - og at han er ærlig omkring både hvem han er og sine intentioner, hvilket man ikke kan sige om Daniel. Kan man være på #TeamMikkel selvom han og Karen ikke længere sådan rigtigt kan røre hinanden?

De to bøger i Tågespind serien er magiske på deres helt egen måde, og det er svært ikke at blive draget af dem og de karakterer, der følger med. Jeg vil have mere!

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2018 og er 422 sider lang. Den har ISBN 9788793349421.

Magiske væsner i Danmark

 Forfatter: Sidsel Katrine Slej - Forlag: Tellerup

Anbefalet læserækkefølge:

1. Ingrid og troldene
2. Dagmar og havfolket
3. Ingrid og åmanden
4. Dagmar og lysalferne
5. Ingrid og ellefolket
6. Dagmar og nisserne

Jeg har - i skrivende stund - læst de første 5 bøger i serien om Magiske væsner i Danmark, da den sjette bog i serien, Dagmar og nisserne, endnu ikke var udkommet, da jeg anskaffede mig de første fem. Bogen står dog på min ønskeseddel, og jeg skal naturligvis have den læst, så snart jeg kan få fat på den. Dog udtaler jeg mig ad gode grunde udelukkende om de bøger i serien, jeg har læst.

Ingrid og Dagmar er søstre, og selvom de er meget forskellige i deres interesser, er de dog begge nysgerrige på den verden, der omgiver dem, - og det er denne nysgerrighed der gør dem åbne for at møde en række af de magiske væsner, vi ifølge myterne kan finde rundt om i Danmark.

Pigerne er i en alder, hvor en god fantasi stadig blomstrer og giver inspiration til leg og virke, og det kan måske være drivkraften til, at de ikke blankt afviser eksistensen af magiske væsner, men faktisk er med på at høre de magiske væsners side af sagen.

Der er ingen fordømmelse at spore hos pigerne, når nogen gør noget, som andre ser ned på, - pigerne gør nærmere deres bedste for at finde plads til, at alle kan være der, og at alle har lige muligheder for at gøre dét, der gør netop deres liv meningsfyldt.

Læser man bøgerne ud fra et børneperspektiv er det en fantastisk inspirationskilde til videre leg og til at gå på opdagelse i den natur, der omgiver os, - også selvom man ikke nødvendigvis er lige så heldig som Dagmar og Ingrid, og ikke selv finder nogle af de magiske væsner.

Og så er bøgernes budskab om, at der skal være plads til os alle, også værd at tage med, - for man kommer naturligvis også som voksen langt med åbenhed og nysgerrighed, samt villighed til at indgå et kompromis, så alle har mulighed for at være her.

The Last Hours

Forfatter: Cassandra Clare 

Rækkefølge:

1. Chain of Gold

2. Chain of Iron (endnu ikke udkommet)

3. Chain of Thorns (endnu ikke udkommet)

Om The Last Hours skrev jeg:

Som jeg har nævnt det før ved enkelte Shadowhunters-bøger er jeg egentlig vil med det grundlæggende koncept for universet her, og der ER potentiale for rigtig mange forskellige historier heri.

Desværre er det stadig primært den samme kerne af familier vi møder, og i store træk mange af de samme udfordringer, karaktererne står over for, som det vi har læst om i de andre serier i universet.

Det bliver meget trivielt og ensformigt kun at høre om Herondales - Carstairs - Lightwoods - Blackthorns - Fairchilds - og så ikke ret mange af de andre familienavne, der må findes i universet.

Hvad laver alle de andre, når det er de samme familier, der hver eneste generation redder verden (eller for den sags skyld først f*cker op og så redder dagen?

Hvad laver de forskellige downworldere (bortset fra Magnus Chase, der på magisk vis altid dukker op, der hvor der sker noget)?

Jeg savner virkelig at kunne høre noget om ANDRE end lige præcis dét vi plejer, - for det lader ofte til, at bøgerne bliver udgivet bare for at blive udgivet, uden nødvendigvis at tilføje en hel masse ekstra til universet.

The Dark Artifices

Forfatter: Cassandra Clare 

Rækkefølge:

1. Lady Midnight

2. Lord of Shadows

3. Queen of Air and Darkness

Om The Dark Artifices skrev jeg:

Kvaliteten af denne trilogi fra Cassandra Clare er egentlig udmærket, men den er tung og lang (bogstavelig talt). Det begynder at virke som om, Cassandra Clare bare skriver videre på det univers hun kender i stedet for at skrive noet nyt, fordi det er nemmere for hende, og hun så slipper for en ny omgang world-building.

Misforstå mig ikke - karaktererne er elskelige, men nok må også være nok. Personligt kunne jeg godt se fordelen i, at der var slukket efter The Mortal Instruments og The Infernal Devices, og så behøvede vi ikke mere, - så kunne man lade fanfiction forfattere om resten.

The Infernal Devices

 Forfatter: Cassandra Clare

Rækkefølge:

1. Clockwork Angel

2. Clockwork Prince

3. Clockwork Princes

Om The Infernal Devices skrev jeg:

Trilogien her er et genialt supplement til The Mortal Instruments. Serierne kan sagtens læses hver for sig, men er endnu bedre sammen - har man læst den éne, må man næsten også i gang med den anden.

Selvom The Infernal Devices på sidetal er væsentligt kortere end The Mortal Instruments, mangler den ikke noget. Her er endda et trekantsdrama, som virker helt rigtigt, og man kan som læser nemt komme i tvivl om hvilket "team" man er på.

Mængden af action og drama er den samme som vi kender den fra The Mortal Instruments, men jeg vil påstå, at humoren i denne trilogi er bedre, - jeg grinede i hvert fald højt væsentligt oftere af karakterernes (til tider dårlige) jokes og spøjse indfald.

The Mortal Instruments

 Forfatter: Cassandra Clare

Rækkefølge:

1. City of Bones

2. City of Ashes

3. City of Glass

4. City of Fallen Angels

5. City of Lost Souls

6. City of Heavenly Fire

Om The Mortal Instruments skrev jeg:

Historien om Jace og Clary er noget helt særligt. Universet er gennemtænkt til mindste detalje, og det gør kun det hele mere interessant, at handlingen i princippet kunne foregå side om side med virkelighedens verden, idet der er taget så mange elementer med fra det virkelige.

Cassandra Clares skrivestil er noget helt særligt, og hendes måde at formulere sig på, kombineret med en fængende handling gør det svært at lægge bøgerne fra sig, og for mit vedkommende var de slugt i løbet af relativt kort tid.

Jeg er vild med, hvordan Cassandra Clare portrætterer de forskellige typer af karakterer - Shadowhunters, vampyrer, varulve, elvere og warlocks, og hvor gennemtænkt mytologien bag hver enkelt race er, og hvor meget hun har kunnet inkludere i serien, så man som læser får stillet sin nysgerrighed, uden at det kommer til at overtage det hele.

En interessant fortælling om både identitet, drama og kærlighedskvaler, men også masser af action og humor. Man kommer ikke til at kede sig!

Regnbuefolket

 Forfatter: Lise Bidstrup - Forlag: Facet

Om bog 1, Den gamle, skrev jeg:

En fin start på fortællingen om Regnbuefolket, hvor Silje fra start står skarpt som karakter, - og der er lagt op til både eventyr og personlig udvikling for hende. Det bliver spændende at følge hende og Gustav i de næste tre bøger.

Bogen er relativt let læst, og tilpas kort til, at den kan læses i løbet af ingen tid - og skulle derfor være til at overskue for selv de, der har lidt vanskeligheder.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 2, Dæmonjagten, skrev jeg:

Silje og Gustav er taget ind i en labyrint for at finde nogle glaskugler emd deres egne dæmoner i.

En ting er, at labyrinten kan være vanskelig nok at finde rundt i - men de støder også på andre udfordringer undervejs, og Silje og Gustav har nu grund til at frygte for deres liv.

Deres venskab bliver også testet undervejs - for det er ikke sådan lige til at håndtere udfordringer og uenigheder, når man er under pres, og ikke har kendt hinanden ret længe.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 3, Glaspusteren, skrev jeg:

Det bliver mere og mere interessant for Silje og Gustav.

Kommer de nogensinde hjem til deres egen verden? De opgaver, de bliver sat over for, virker vanskelige, og det kan knibe med at finde ud af, hvordan man kommer ud af problemerne.

Oven i det bliver Silje og Gustavs spirende venskab endnu en gang sat på prøve, - for kan Silje regne med Gustav, når det virkelig gælder?

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 4, Forræderen, skrev jeg:

Det bliver mere og mere intenst, efterhånden som handlingen skrider frem, og man kan helt blive i tvivl om, hvordan det nogensinde skal blive godt igen.

Når alt kommer alt, er det dog til at regne ud, hvem skurken er, og hvordan det hele hænger sammen, - i hvert fald fra et voksent perspektiv, og Siljes laster og personlighed ved seriens begyndelse taget i betragtning.

Undervejsudvikler Silje sig heldigvis til det bedre, og hendes snobbede attitude forsvinder næsten helt undervejs i serien, så hun bliver lettere at holde af, efterhånden som hun lærer hvad det vil sige at være en god ven og kæmpe for mere end bare sig selv.

Alt i alt en sød, letlæst serie, som en relativt stærkt læser hurtigt kommer igennem - den er til at overskue, og har masser at byde på.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Magnus Chase and the Gods of Asgard

 Forfatter: Rick Riordan

Rækkefølge:

1. The Sword of Summer
2. The Hammer of THor
3. The Ship of Nails

Jeg skal indrømme, at blandt de mytologier, Rick Riordan har brugt som inspiration til sine serier, er den nordiske mytologi dén, jeg på forhånd havde den største viden om, blandt andet takket være min barndomskærlighed til Valhalla-tegneserierne af Peter Madsen med flere. Derfor er det også den serie, jeg var mest forbeholden over for at gå i gang med, for ville den nu kunne leve op til mine forventninger?

Der var slet ingen grund til at være bekymret, - Rick Riordan imponerer igen på overbevisende vis. Det er utroligt, så mange dele af mytologien han kan få plads til på så relativt få sider, når han samtidig formår at gøre det til sit eget, og forme det omkring et allerede eksisterende mytologisk univers, der nu er flettet sammen af både græsk, romersk, egyptisk og nordisk mytologi; de har alle noget med hinanden at gøre i dette univers, og det er virkelig gennemført. Skulle der være huller, har jeg ikke opdaget dem endnu.

Det er ikke kun de nordiske guder, der varetages i denne triologi, men også myterne og mange små fine detaljer, som må have krævet en enorm mængde research og forarbejde for at få med; der er ikke langt mellem referencerne til myter, skriftlige såvel som mundtlige, om nordisk mytologi.

Jeg binder sløjfen her ved at nævne, hvor imponeret jeg er over Rick Riordans gennemarbejdede forfatterskab. Han skuffer ikke! Triologien her kan i princippet læses uafhængigt af de foregående serier, men visse detaljer vil dog stå mere klart, hvis man i forvejen har kendskab til Rick Riordans univers. Dog er Magnus Chase and the Gods of Asgard i mine øjne stadig et mustread for folk (kan man mærke mit forsøg på kønsneutralitet?) med interesse for nordisk mytologi.

*Anmeldereksemplar* Himmelkrystallens børn

 Forfatter: Mette Østergaard Filsø - Udgivet: 2019 - Forlag: Forfatterskabet.dk

Sidetal: 288 - ISBN: 9788793755390

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Mordet i Elverskoven er første bog i serien om Himmelkrystallens børn.

Wauw!

Titlen gi'r forsmag på et eventyr, og coveret antyder at her er tale om en fortælling med mørke sider. Jeg forsøgte bevidst ikke at sætte forventningerne for højt af frygt for at blive skuffet, men det er vanskeligt helt at undgå at gøre sig nogle tanker om bogens indhold ud fra førstehåndsindtrykket ved mødet med omslaget - og selvom det ikke er det mest fængende omslag, jeg har mødt, var jeg alligevel meget interesseret i, hvad bogen havde at byde på.

Anna er livlig og nysgerrig på livet og på verden, og har man på noget tidspunkt oplevet at have mere energi end man kunne nå at bruge, vil man med lethed kunne relatere til hende. Hendes gå-på-mod og optimisme er det, der bærer historien, og gør den legende let at komme igennem.

Universets elvere er interessant beskrevet, men vi har som læsere ikke fået den fulde historie om dem, - hvilket forhåbentligt (og sandsynligvis) vil blive uddybet i en 2'er. Deres evner både minder om og afviger fra det, jeg traditionelt set forbinder med elvere, hvilket er på godt og ondt, - det virker dog, selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i de valg, der er blevet taget i skabelsen af disse elvere.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Grænsern til Trafallas

 Forfatter: Julie M. Day - Forlag: Skriveforlaget

Om bog 1, Den halves arv, skrev jeg:

Jeg vil ærligt sige, at jeg var længe at blive fanget af romanen her, og jeg kedede mig de første 100 sider. Resten af bogen er fængslende og vanskelig at slippe igen, men det er stadig som om, der mangler noget, som om Grace selv burde kunne gøre noget mere, i stedet for at få tingene gjort for sig.

Trafallas er en vanvittigt interessant verden med meget at byde på og udforske, men Grace må gerne tage noget mere initiativ, og ikke KUN følge med strømmen!

Grænsen til Trafallas - Den halves arv er udgivet i 2017. Den er 466 sider lang, og har ISBN 9788793525382.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 2, Skyggen fra Nord, skrev jeg:

Der er kommet mere turbo på handlingen, plottet ernere interessant og karaktererne virkere mere levende og virkelige i denne del 2, end de gjorde i del 1. Der er helt tydeligt sket en udvikling, selvom der er potentiale for mere.. Meget mere. Det her univers og koncept kan danne grobund for MEGET.

Jeg er ikke helt oppe og ringe, af en eller anden grund, men er dog rigtig godt underholdt.

Grænsen til Trafallas - Skyggen fra Nord er udgivet i 2018. Den er 625 sider lang, og har ISBN 9788793506114.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 3, Den sidste aliance, skrev jeg:

Sikke en rejse!

Én ting er, at man virkelig kan mærke, hvordan Julie M. Day har udviklet sig som forfatter siden den første bog i serien her; der er et andet flow i sprog og handling, og karaktererne virker dybere og mere realistiske.

I relation til det, virker især de allersidste kapitler meget, meget virkelighedsnære og naturtro i den måde, karaktererne reagerer efter strabadserne (ingen navne nævnt, ingen glemt - så undgår vi også spoilere her). Desperationen, stressen, og det at følelserne tager overhånd er til at tage og føle på, og man kan næsten ikke undgå selv at blive revet med.

Den rejse, vi følger karaktererne på denne gang, fylder en del, men der sker så tilpas meget undervejs at det aldrig bliver kedeligt.

Forhandlingerne med Skyggefolket har en god effekt, så man kan blive helt i tvivl om, hvem der holder med hvem, og hvem man i det hele taget kan regne med, og den her unavngivne karakter, Grace snakker med under fire øjne gør kun det endelige opgør mere interessant.

Generelt er her tale om en vellykket bog 3 og en fantastisk afslutning på serien, - det var absolut værd at vente på, og trods murstens-størrelsen på alle tre bøger, kan det kun anbefales at forsøge at overvinde dem.

Grænsen til Trafallas - Den sidste alliance er udgivet i 2019. Den er 565 sider lang, og har ISBN 9788771713930.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Dinea - Modertræets datter

 Forfatter: Louise Haiberg - Forlag: Tellerup

ISBN: 9788758822723 - Sidetal: 493 - Udgivet: 2016

Det er meget muligt, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag. Selvom omslagene ofte er smukke og gennem-bearbejdede og der er lagt mange timer i dem fra en grafikers side, fortæller de ikke det fulde billede af den historie, de omslutter. Man må også anerkende, at omslaget er det første vi møder som potentielle læsere, og de er med til at fange vores opmærksomhed og derfor kan være med til at trække læsere til, som ellers ville være gået udenom.

Jeg skal blankt erkende, at Dinea - Modertræets datter hører til blandt de bøger, hvor jeg primært samlede bogen op på grund af det flotte, flotte omslag, der netop virkede strålende som blikfang. At indholdet så var medvirkende til, at jeg læste hele bogen, er en anden sag.

Dinea har været syg hele sin barndom, ind til Ludcien fører hende til elvernes verden og en ny skæbne venter hende. Hvem kan hun stole på, hvis overhovedet nogen, ud over sig selv og de minder, der bliver ved at dukke op, om de forældre hun aldrig fik lov til at lære at kende?

Her er der lagt op til et drama, hvor mange detaljer med deres egne, individuelle, egoistiske behov, under dække af at ville noget for alles og fællesskabets bedste. Her er individer, der agerer i deres følelsers vold, trods argumenter om andet. Det er en fortælling om ikke blot racer, fordomme og følelser, men også relationerne mellem individer, uanset baggrund.

Tempoet og flowet i teksten er fint, og det driver den virkelig frem, at vi skifter mellem henholdsvist Luciens synspunkt, Dineas synspunkt og Dineas mors minder, som alle har deres vinkel på den samlede historie.

Man kunne næsten ønske sig en 2'er, hvor den nye, forskubbede relation mellem Lucien og Dinea blev udforsket, men det er næsten for meget at håbe på, nu historien her allerede virker pænt afrundet og helstøbt.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Aiñafablen

Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Skriveforlaget

Læserækkefølge:

1. Pigen fra Fenmarken
   • 228 sider, udgivet 2014, ISBN 9788793068803
2. Dæmonens Spind
   • 359 sider, udgivet 2015, ISBN 9788793308589
3. På elverfødder
   • 344 sider, udgivet 2016, ISBN 9788793525054
4. Sjæletyvens Historie
   • 388 sider, udgivet 2017, ISBN 9788793525726
5. Fyrstens Hævn
• 444 sider, udgivet 2018, ISBN 9788793678484

Om Pigen fra Fenmarken skrev jeg: Hvorfor pokker er jeg først kommet i gang med den her serie nu?!? Den skulle jeg da have haft fat i for længe siden!!! FEDT koncept og virkelig gennemført. Mikkel Wendelboes intelligente og til tider lidt kringlede formuleringer er HELT rigtige til dette univers. ❤️ Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om Dæmonens Spind skrev jeg: Den her serie er jeg vist mest ked af, at jeg er kommet i gang med alt for sent, og at jeg ikke havde opdaget deres genialitet længe før. Det er fantastisk at læse fantasy, der er formuleret så intelligent, og med så bredt et vokabular - det løfter niveauet, at målgruppens IQ ikke bliver undervurderet. Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om På elverfødder skrev jeg: De her bøger bli'r sværere og sværere at lægge fra sig. Sproget er magisk og tryllebindende, karaktererne gennemgår en realistisk udvikling undervejs, plottet er godt skruet sammen - og vist i dette bind lettere inspireret af The Hunger Games af Suzanne Collins? Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om Sjæletyvens Historie skrev jeg: Jeg er vild med den her serie og universet som helhed. Mængden af karakterer er blevet større, men det håndterer Mikkel Wendelboe glimrende, - man kan stadig mærke kernen af de karakterer, vi har fulgt fra bog et, samtidig med at de gennemgår en naturlig udvikling, og de nye karakterer har også fået deres egne naturlige stemmer i universet. Derudover jongleres der fint med både dramaet mellem karaktererne og plottet, der gradvist intensiveres. Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om Fyrstens Hævn skrev jeg: Jeg kunne ikke have bedt om bedre afslutning på serien. Det føles rørende og helt rigtigt! Før jeg gik i gang med Aiñafablen var jeg en smule skeptisk over udsigten til 1500+ sider med dinosaurer i en så fremtrædende rolle, - jeg havde ikke set det før, og var usikker på, hvordan det kunne gennemføres. Det blev dog gjort til skamme, - det er inkorporeret på fantastisk og i øvrigt helt naturlig vis. Det virker bare! Som med andre serier har man vel sine "ships" undervejs. Det samme galt for mig her. Uden at spoile noget vil jeg afsløre, at nogle, men slet ikke alle, blev indfriet - og så er dét nok, som det skal være! ;-) Mikkel Wendelboes finurlige og intelligente formuleringer bliver jeg nok ikke træt af foreløbigt, så med mindre der udgives nyt fra hans hånd i nærmeste fremtid, kræves det nok at serien genlæses på et tidspunkt. Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.