Franz den Almægtige

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2024

Franz fra 2020 har fået sin efterfølger i Franz den Almægtige! Dengang skrev jeg om Franz, at det kunne være en fordel at gå ind til fortællingen med et åbent sind og uden for mange forventninger, - for man skulle nok blive overrasket alligevel. Der var fart over feltet og meget, der skulle nås, - og på dén led er der ikke meget, der har ændret sig i Franz den Almægtige.

Alligevel kan man mærke, at Wendelboe hele tiden vokser som forfatter. Der er kommet en anden ro over fortællingen, trods det at det aldrig bliver helt roligt med Wendelboes eventyr; men den røde tråd står tydeligere og det er klarere hvad fortællingen vil os.

Universet er stadig kaotisk, og man skal endelig ikke have paraderne for højt oppe, når man læser, for så kan man hurtigt blive trådt over tæerne eller en smule fornærmet. Især hvis man holder en smule af sin religion, hvad end dén måtte være. Franz er over alt og blander sig i hvad der passer ham, så ingen og intet er urørligt!

Det er humoristisk og småkaotisk, men også tankevækkende og interessant, trods - eller måske netop takket være - de provokerende undertoner.

Overordnet er Franz den Almægtige ret vellykket. Den kan, som sin forgænger, læses fra 15-16 år og opefter, og er især til dig, der trives i et stort hvirvar af indtryk, og som har mod på fortællinger, hvor man skal holde tungen lige i munden undervejs, - og så skal du ikke være bange for at turde tænke lidt selv også.

*Anmeldereksemplar* Dødsstriben

 Forfatter: Ulrik Lauritzen - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Dødsstriben er tredje bog i en serie krimier i grænselandet. Jeg har tidligere anmeldt første bog Flod her, og Dæmon her. De tre bøger kan læses uafhængigt af hinanden, og man kan derfor sagtens starte med Dødsstriben.

Dødsstriben foregår som sine forgængere relativt afsides i Udkants-Danmark, hvor de fleste beboere har helt styr på hinandens foretagener - på godt og ondt. To unge mennesker findes dræbt af knivstik, og hvis ikke dét i sig selv skulle kunne ryste efterforskningsholdet, er det kun starten på udfordringerne. Der er stadig meget ondt i vendte..

Dødsstriben veksler mellem den aktuelle efterforskning og hændelsesforløb i Berlin op til murens fald i 1989. Vekslen mellem de to handlignsspor er som altid super interesant og gennemført på en måde, så vi som læsere aldrig er i tvivl om hvor og hvornår vi befinder os. 

Tankerne ledes hurtigt hen på at angrebene kunne bunde i racisme, blandt andet i kraft af bogens åbenlyse referencer til flere evigt aktuelle politiske debatter på udlænginge- og indvandrerområdet i virkelighedens verden. Det kan være hård læsning, uanset læserens egen baggrund, og derfor bør man som sensitiv læser også tage sig i agt før man kaster sig over bogen.

Dødsstriben er virkelig interesant, blandt andet i dens måde at spille forskelige overbevisninger ud mod hinanden på. Det er let at blive revet med og blive sur på visse karakterer og deres overbevisninger, og romanen skal have ros for at forholde sig politisk relativt neutral og undgå at blive farvet af en bestemt politisk dagsorden, - trods det at de fleste af os sandsynligvis har en holdning til hvilken vej man kunne ønske sig det skulle gå.

Trods det, at man ikke nødvendigvis er til krimier, er der alligevel noget dragende ved romaner som denne, der i høj grad taler til vores følelser og medmenneskelighed. Det er nemt at blive revet med og lige skulle have det næste med, - og pludselig er bogen læst. 

Det er en fornøjelse at læse en bog, der er så velafbalanceret og velskrevet, hvor referencerne til realistiske problemstillinger er til at tage og føle på, og som samtidig runder sin serie af på fornemste vis. Det er ikke én af de romaner, der efterlader en hel masse til fantasien efter sidste side er vendt; det er en afrundet fortælling, der står godt som den er, og kan efterlade læseren med en form for ro.

Dødsstriben er til den voksne krimilæser, og uanset om du er erfaren læser inden for genren eller blot er nysgerrig på hvad den har at byde på, er der noget at hente her. Den bør dog stadig læses med omhu, da den blandt andet omhandler problemstillinger der bunder i racisme.

*Anmelder-eksemplar* Skyggelinsen - Manden fra Sombra

Forfatter: Jakob Drud - Forlag: Brændpunkt -  Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Skyggelinsen - Manden fra Sombra er magisk realisme til mellemtrinnet og udskolingen.

Vi møder en gruppe elever i 7. klasse, der ikke er synderligt begejstrede for en øget mængde overvågning af skolen, - så det vil de gerne have standset. Det er bare ikke sådan lige til. Fortællingen veksler mellem elevernes møder, hvor de forsøger at få overvågningen stoppet, og den enes liv hjemme, hvor han i forvejen har rigeligt at se til.

Den del af bogen, hvor vi følger karakteren Martin i hans hjemmeliv, følger forholdsvist meget i bogen i betragtning af hvor lidt betydning det reelt har for den kamp, Martin og hans kammerater kæmper på skolen. Der er dog lagt kraftigt op til, at det der sker i Martins privatliv får langt større betydning i en kommende efterfølger, så der er naturligvis en grund til det er med. Dog er det med til at trække spænding og intensitet ud af fortællingen, og man kunne sagtens have ønsket sig at det stod mere i baggrunden til fordel for mere af det, der reelt er problemet i denne bog.

Bogens primære omdrejningspunkt handler netop om overvågningen på skolen, som eleverne gerne vil have skåret ned på. Det i sig selv kan sagtens fylde meget mere end det gør i bogen, som det ser ud her, for problemet og debatten er interessant, både for de voksne læsere og de unge selv. Spørgsmålet om i hvor høj grad vi skal finde os i overvågningen i dagligdagen kan nemt splitte folk - og der er mange indgangsvinkler til debatten, som kunne have været med, både fra hovedpersonerne selv og de voksne omkring dem. Der er sjældent noget galt i at lade de unge mennesker kæmpe sagen selv, men netop i en fortælling som denne kunne det have været en interessant vinkel også at få de voksne på banen. Hvad tænker forældregruppen om øget overvågning af deres børn? Hvad synes lærerne om det? I kraft af at det er en bog til børn og unge er det naturligvis ikke de voksnes perspektiv, der skal tage hele fokus, - men det måtte godt have fyldt lidt mere.

Sprogligt er bogen let tilgængelig og både den stærke læser i 4. klasse og den udfordrede læser i udskolingen vil kunne derfor få noget ud af den, både i forhold til tekstens sværhedsgrad og bogens indhold. Det er heller ikke en af de længste bøger på markedet, hvilket også gør den overskuelig for mange, og samtidig er den rimeligt tidssvarende i forhold til talemåder, vaner og karakterernes brug af sociale medier.

Jeg kalder bogen magisk realisme, men det er ikke magien, der fylder alverdens gennem bogen, så man skal ikke forvente fantasy. Det er realisme-delen, der fylder, og gruppen af hovedpersoners kamp for egen sag. Trods det at jeg sagtens kunne have ønsket mig mere af bogen, vil jeg alligevel anbefale den til de unge læsere, er ønsker sig virkelighedsnære problemstillinger med et twist, - uden at det hele behøver gå op i kærlighedsdramaer eller fantasy.

*Anmelder-eksemplar* Langt væk fra Midgård

 Forfatter: Thea Astrid - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Langt væk fra Midgård er en selvstændig fortsættelse til Langt væk fra Asgård af samme forfatter. De foregår i samme univers, og selvom der er nogle referencer til forgængeren i denne bog, kan den sagtens læses selv hvis ikke man har læst den første.

Her i Langt væk fra Midgård møder vi Frøydis, der har genetableret jætteøen Vølukur og arbjeder for at man her kan leve i fred, - dét er dog ikke så simpelt som det lyder, og kampen for den slags frihed involverer megen drama.

Vi får for alvor smag for hvordan en verden af jætter ser ud. Der er nogle helt særlige sociale spilleregler, der hører sig jætterne til, og Thea Astrid formår at fremføre det hele på overbevisende vis. 

Niveauet er tydeligt løftet i forhold til Langt væk fra Asgård. Sproget er mere flydende, universet fungerer bedre end nogensinde før, og karaktererne er blevet mere virkelige og relaterbare. Det er en fornøjelse at se en tydelig udvikling i et forfatterskab, og det her er bestemt ingen undtagelse.

En del vil nok associere jætter med "de onde", for det er ofte det, jætterne bliver skudt i skoene og sådan de bliver portrætteret. Det er en fest at få lov at opleve dem fra en anden side, hvor de viser en bred vifte af følelser og karaktertræk, og at de ikke blot bliver skåret over én kam. 

Det er især Frøydis' synsvinkel der dominerer i bogen, men undervejs bliver vi også præsenteret for synsvinkler fra nogle af de andre karakterer, vi møder undervejs. Hvor jeg ved forgængeren synes at de skiftende synsvinkler kom til at virke en anelse rodet, er det her virkelig gennemført, og det giver fortællingen nogle helt særlige nuancer og mere dybde, som absolut klæder den - og så er det blevet mere systematisk, så jeg i hvert fald oplever bogen som værende langt mere strømlinet.

Generelt er der tænkt over mange finde detaljer i plottet, og jeg elsker at se, at der virkelig er blevet knoklet igennem med udførelsen. Det er helt klart én af de læseoplevelser, der har megen potentiale for at sætte sig hos sin læser, og har man den mindste interesse i asatroen og fantasy-genren, kan jeg kun anbefale man kommer i gang med den!

*Anmelder-eksemplar* Dæmon

 Forfatter: Ulrik Lauritzen - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Dæmon er en selvstændig fortsættelse til Flod. Min anmeldelse af dén bog kan læses her.

Trigger warnings: Mishandling af børn, vold, mord, salg af mennesker, tvangsoperationer, grafiske beskrivelser af blod

Titlen Dæmon henviser i dette tilfælde til en version af bibelhistorien om Adam og Eva, hvor Lilith var den første kvinde, men som blev forvist for sin selvstændighed, allierede sig med dæmoner og blev skyld i mange børns død.

Fortællingen er da også bygget op over en række børns forsvinden - og andre børns pludselige dødsfald. Sagerne lader til på én gang at være vidt forskellige og at have noget tilfælles, - noget mystisk er der i hvert fald sket, og nu er det op til ordensmagten at udrede hvad der er hoved og hale i det hele.

Der er flere spor igang og mange ledetråde at følge undervejs, så man skal som læser holde tungen lige i munden, - der er meget at holde styr på, både i forhold til plottråde og navne på karakterer. Det er derfor heller ikke en bog, man læser et kapitel eller to af om ugen. Skal man fange det hele, kan det være en fordel at læse så meget som muligt af den i streg, så det er i frisk erindring.

Dæmon er spændende og nervepirrende i en grad, hvor den bliver svær at slippe. Men den er samtidig enormt svær at komme igennem, især hvis man har med børn at gøre i det daglige, - for den er virkelig barsk, og kan efterlade læseren med en rigtig træls fornemmelse efterfølgende. Det er uhyggelig læsning,blandt andet fordi den her slags ting jo netop foregår ude i virkeligheden, og det er svært ikke at give sine børn et ekstra kram efter en bog som den her.

Fordi der stadig mangler et bind i serien, er der af naturlige årsager nogle ting vi stadig mangler at finde ud af om hovedpersonerne i Moritz familien, - og man kan håbe at dét får en del mere fokus i sidste bind, da relationen til dem endnu kan føles en smule distanceret.

Det er ikke de længste krimier på markedet, og det kan derfor være svært at nå i dybden med både plot og karakterer på begrænset sidetal, - men der er en klar forbedring fra forgængeren Flod til bind 2 her. Der er stadig rum at bevæge sig på, og der er stadig ubesvarede spørgsmål, som det skal være, når der endnu mangler et bind. Det giver dog altid noget ekstra til læseoplevelsen, at man får lov at føle noget for de karakterer, man følger, - og at relationen til dem bliver varmere, efterhånden som serien skrider frem.

Dæmon er velfortalt og velskrevet, men er bestemt ikke for sarte sjæle. Det er en barsk læseoplevelse, der forlanger at man ind i mellem tager en dyb indånding eller holder en kort pause, for det er hårde ting, vi læser om. For krimi-læseren er det dog absolut en interessant fortælling at dykke ned i, og bestemt læsningen værd.

*Anmelder-eksemplar* Indenfor - 24 noveller

 Forfattere: Massoud Kadkhodaee, Kasper Grandetoft, Charlotte T. Frobenius, Stine Højris, Gudrun Marie Jensen, Anne-Kirsten Brønserud, Bine Herold, A. Silvestri, Birgit Erup, Viveca Tallgren, Mette Hammeken Buch, Helle Kaare Lindberg, Lars Ahn Pedersen, Bjørn Isak, Ulla Bruhn, Keld Vorup Sørensen, Sten Jacobsen, Alfred Jensen, Niels Christian Larsen, Ane Gudrun, Mathias Ravnholt, Barbara Beatrice Davidsen, Wenche Thinnesen Vogtmann, Anne Klein

Forlag: Brændpunkt - Udgivelsesdato: 15. oktober 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Indenfor er en samling af noveller, der alle har det tilfælles, at de helt grundlæggende beskæftiger sig med et menneskes indre verden i nøje udvalgte situationer. Vi er med dér, hvor hovedpersonerne bliver pressede, står i uvante situationer, eller tingene spidser til. Vi er med, når mennesket oplever noget ud over det sædvanlige, hvad enten det skyldes noget fra omverdenen, eller det kommer indefra.

Det er en blanding af forskellige scenarier. Nogle scenarier kan mange af os nok kende fra vores egen hverdag. Enten har vi oplevet lignende på egen krop, - og vi har måske enten selv reageret som hovedpersonen, eller haft lyst til at gøre det. Andre scenarier virker mere fjerne fra det, mange af os (heldigvis) kommer til at opleve.

Novellerne kan alle, hver for sig og som en del af en helhed, være øjenåbnere for, hvordan den menneskelige psyke fungerer. Vi er som mennesker forskellige, og reagerer tilsvarende forskelligt i de situationer, vi møder, - og netop derfor kan det være virkelig gavnligt at få indblik i tankeprocessen, der danner grundlag for at andre mennesker reagerer på en bestemt måde. Især, når vi er uenige.

Det er vel netop dét, skønlitteratur kan, når det er bedst. At give et indblik i andre virkeligheder, oplevelser af og syn på verden end vores egen. At give os muligheden for at reflektere over forskellige mulige tolkninger af en given situation eller kontekst, både for at forstå os selv og lære os selv bedre at kende, men også for bedre at forstå verden og de mennesker, vi møder til hverdag. 

Novellerne i Indenfor er spiselige, og sproget er til at gå til. De er hver især helstøbte og gode, realistiske, reelle bud på det menneskelige sind i forskellige situationer. Om man så er enig med hovedpersonernes måde at tackle de givne situationer på er en anden sag, - det må være op til læseren selv at bedømme. Der er i hvert fald rig mulighed for indsigter i andres tilgang til tilværelsen - og i en form, så det burde være til at overskue for de fleste.

*Anmelder-eksemplar* Hvide elefanter

 Forfatter: Jakob Brodersen - Forlag: Brændpunkt - Forventet udgivelse: 16. september 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Hvide elefanter er en barsk roman. Det er ikke sådan én, man bare lige læser. Den beder om at blive fordøjet og at man forholder sig til den, og det, den vil. Både i forhold til det enkelte individ, og verdenssituationen som noget større.

Det her er fortællingen om, hvordan der ofte er to sider af samme sag. Hvor kort der er fra håb til håbløshed. Fra privilegierne og mulighederne i Nordeuropa til begrænsningerne mange steder i Afrika - og for den sags skyld andre steder, hvor økonomien ikke er den samme. 

Det er en fortælling om drømmene om at gøre en forskel, og hvor lidt kontrol man i bund og grund har over, hvorvidt ens drømme bliver til virkelighed, - de er konstant påvirket af udefrakommende faktorer.

Hvide elefanter handler om Alan Bang. Han er midaldrende, single efter flere ødelagte forhold, og far til en voksen datter, der ikke har villet tale med ham i flere år. Som ingeniør kæmper han for at gøre en positiv forskel - både for de Nordeuropæiske forhold, der har behov for at få pumpet vand væk fra landområder, og for Afrika, der stadig kæmper med mangel på vand og mad.

Alan Bang er vel nok hvid, heteroseksuel mand, som de nu engang er flest. Han har i mange år prioriteret drømme og karriere over familie, - hvorfor kernefamilien ikke rigtigt blev til noget, og hans voksne datter er skuffet over, at hun ikke for alvor blev en prioritering i hans liv. 

Alan er idémanden bag den virksomhed, han og broderen driver i fællesskab, og hvor det primært er broderen, der fører sig frem i forhold til at skaffe penge hjem på det Nordeuropæiske marked, drømmer Alan videre om at ville gøre en forskel i Afrika. Men om det er fordi han reelt vil gøre en forskel dér, eller om han underbevidst bruger det som middel til at komme tættere på datteren, er uvist.

Og selvom Alan af flere omgange møder modgang, faktisk nærmest konstant, er hans tilgang til virkeligheden også præget af de privilegier der følger med at være i hans position. Han kan tillade sig at tage chancer, og bliver nærmest opfordret til at gøre det af samfundet. Han kan tillade sig at tale og gøre i forskellige sammenhænge, - og han bliver lyttet til, uden at der er ret mange der stiller nogen særlige spørgsmål til, hvorfor han dog kan tillade sig dét.

Der er i bund og grund heller ikke noget galt i at være en hvid, heteroseksuel mand som Alan Bang. Slet ikke. Men tilhører man som læser en minoritetsbaggrund af en eller anden art, bliver det let tydeligt, hvor meget man kan komme til at tage for givet som hvid, heteroseksuel mand, som ville være noget nær utænkeligt - eller i hvert fald umådeligt vanskeligt - hvis man er noget som helst andet end det.

Rent sprogligt dukker der da også sætninger og begreber op, hvor det er fristende at tænke, at de ord ville karaktererne slet ikke have tænkt på at have brugt, hvis de havde haft en anden baggrund, - og det er bemærkelsesværdigt, at ingen kommenterer på det. Det er kommentarer affødt af privilegier, og bunder ofte i racisme. Det er kommentarer, som jeg formoder ikke afspejler forfatterens egne synspunkter, men udelukkende karakterernes. Men måske derfor stikker de alligevel ud. For hvorfor er der ingen, der gør noget? Hvorfor lader hvide mennesker (og i særdeleshed hvide mænd, for det er dem, der er flest af, langt hen ad vejen i romanen her) andre hvide slippe afsted med den type kommentarer? Som samfund er vi nødt til at være bedre end det. Det hjælper ikke noget at kalde det hyggeracisme, når det i virkeligheden bare er racisme. Det skal stoppes - og det hjælper absolut ingenting, at litteraturen lader sine karakterer slippe godt fra det, også selvom det er at finde ude i virkeligheden. Forandringen skal starte et sted.

Hvide Elefanter er da også bogen om grundlægende at ville det gode i samfundet. Nok lykkes det ikke altid lige godt, - men intentionen er der hos de fleste. Og det er netop den her viden om, at også mennesker omkring os handler ud fra tesen om, at de vil nogen eller noget det bedste, der kan gøre en forskel i vores eget daglige virke - også selvom dem, vi vil det bedste, og måden vi gør det på, ikke altid er det samme. Lige præcis dén viden kan være en god påmindelse for mange - og også et vigtigt redskab i den måde, vi gebærder os på.

*Anmelder-eksemplar* Et liv under solens lys

 Forfatter: Nicolai Just - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Wauw.. Dét her er en bog, der virkelig kan sætte gang i tankerne hos sin læser i forhold til, hvad der er etisk forsvarligt, i forhold til teknologiens indtog på nærmest alle tænkelige aspekter og områder af vores hverdag, og hvordan vores samfund er struktureret.

Det handler i mindre grad om klimaet, og hvad der mon skal blive af jorden, hvis vi bliver ved at opføre os som hidtil. Det er muligt, det ikke nødvendigvis påvirker den enkelte i vedkommendes levetid, - men hvad er det vi efterlader til kommende generationer?

Det handler om den luksus, teknologi kan lade os leve i, hvis den udvikler sig i samme tempo som hidtil, - hvis vi giver den lov. Men hvor langt vil og bør vi gå i stræben efter en luksustilværelse, der kun kræver et minimum af indsats fra den enkelte?

Det handler om etik, og i hvilken grad individet bør ofre sig for fællesskabet. I hvor høj en grad har vi brug for det frie valg? Har vi overhovedet et frit valg? Bør vi vælge selv, når menneskeheden står med en række akutte behov, der skal løses - og bør vi ikke stille os til rådighed, hvis vi har værktøjerne til at hjælpe?

Det handler om kombinationen af, hvor meget teknologi med stor sandsynlighed bliver i stand til at kunne i fremtiden, - og i hvilken grad det er etisk forsvarligt at lade teknologien bestemme for os, i stedet for at vi selv tager de store afgørelser i vores liv, - om karriere, bopæl, valg af partner og lignende.

Det er en balancegang at finde ud af, hvor langt man kan gå med de forskellige ting, og svarene er ikke åbenlyse. Der vil være fordele og ulemper, uanset hvilken retning man tager, - alt har konsekvenser i én eller anden grad. Så hvor meget er vi villige til at gå på kompromis - som individer og som samfund?

Et liv under solens lys hører til blandt de bøger, jeg ville have uhyre vanskeligt ved blot at læse for underholdningens skyld, for så blot at lægge den fra mig uden at forholde mig videre til den. 

Den be'r om at blive tænkt over, om at man forholder sig til den - ikke blot i tidsrummet umiddelbart før, under og efter læsning, men at den forhåbentlig kommer til at sætte elementer af læserens liv en smule i perspektiv.

For hvad er det for et liv, vi ønsker os, - for os selv og for fremtidige generationer?

Det er samtidigt, som så meget af dette dystopiske science fiction, en subtil kritik af det samfund, vi allerede lever i. Forholder vi os aktivt til det liv, vi lever? Husker vi at være kritiske i forhold til de valg og tilvalg, vi tager i livet - og den måde systemet i skolen, på arbejdspladsen og i samfundet som noget større fungerer?

Bogen er Nicolai Justs debutroman, men det kan man ikke mærke. Den står stærkt, og er absolut værd at læse.

*Anmelder-eksemplar* Undergang

 Forfatter: Søren Poder - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021 - Sidetal: 264

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Undergang handler om Niels. Han er i sit livs efterår og har problemer med helbredet, og han er derfor i risikogruppen, da corona-pandemien spreder sig til Europa i foråret 2020.

Undergang handler om den frygt, rigtig mange mennesker sad med, da vi som samfund fik besked om de første nedlukninger. Hvad skulle det dog ikke udvikle sig til? Hvor omfattende ville det her blive? Der var ikke rigtigt nogen, der havde nogle definitive svar - for det hele var stadigvæk så nyt - og selv i dag, over et år senere, er der stadig mange usikkerheder at tage højde for, når vi snakker restriktioner og forholdsregler.

Det er også en roman om frustrationer og magtesløshed i kampen mod systemet - her eksemplificeret med corona, men princippet gør sig for mange gældende uanset. Sundhedsvæsnet er for mange en jungle at finde hoved og hale i, uanset på hvilken måde man har med det at gøre, og hvilken aldersgruppe, man tilhører - og kritikken vil derfor også føles berettiget for en pæn portion af befolkningen.

Undergang står stærkt som en rørende fortælling om en mand, der i bund og grund bare gerne vil have lov til at komme i kontakt med sin kone, - hvilket af flere årsager ikke rigtigt kan lade sig gøre. Og efterhånden som desperationen for at komme til at se konen igen, bliver Niels også mere villig til at tage alternative metoder i brug for at nå hende.

Jeg skal indrømme, at selvom jeg med dén forside nok burde have været forberedt på det værste, blev jeg faktisk positivt overrasket over de drejninger, historien tog. Selvom historien tager afsæt i corona-pandemiens indtog i Danmark, handler det i højere grad om relationen mellem mennesker og det, der holder os sammen som samfund. Det, der gør, at hverdagen er til at holde ud for de fleste af os. De humane og medmenneskelige handlinger der gør, at det er til at være til, side om side, uanset alder, køn, hudfarve og andre nuancer. Og det er vel egentlig en smuk tanke - at det kan lade sig gøre at arbejde sammen på trods af menneskelige forskelle. Trods alt.

*Anmelder-eksemplar* Flod

 Forfatter: Ulrik Lauritzen - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021

Sidetal: 300 - ISBN: 9788794083201

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

På en lille ø i det sydvestlige hjørne af Danmark bliver en mand dræbt, - og med kun omkring 1000 indbyggere på øen skulle man tro, at det var en relativt smal sag at få det opklaret, og at det var i alles interesse, ikke? Ikke umiddelbart. I hvert fald ikke i denne sammenhæng. For historien bag mordet trækker tråde til historier og hemmeligheder, som øboerne har gemt på frygteligt længe, - og som ingen af dem er interesseret i skal være offentligt tilgængelige. Afsløres enkelte hemmeligheder, bliver andre nervøse for, om hele korthuset så vælter. Ingen har lyst til at tabe ansigt, og de fleste har et eller andet at skjule. Det gør arbejdet både vanskeligt og farligt for både det lokale politi og den psykolog, der er tilkaldt som hjælp til opklaringen.

Uden at afsløre for meget her, kan jeg godt sige, at der er fart over feltet gennem stort set hele bogen, og den er undervejs meget vanskelig at lægge fra sig.

Det er spændende lige til det sidste at gætte på, hvem af øboerne der ved hvad om de andre, og hvordan deres indbyrdes relationer i virkeligheden hænger sammen.

For én gangs skyld holdt uvisheden for mig lige til det sidste, og selvom det var sjovt at gætte med, var det alligevel ét af de mere drilske mysterier.

Plottet er skruet sammen, så nerverne undervejs sidder uden på tøjet meget af tiden, - og man kan blive meget i tvivl om, hvorvidt de bærende karakterer klarer skærende undervejs eller ej.

I forhold til karaktererne når man desværre ikke helt så langt ind under huden på ret mange af dem, som man kunne ønske sig, og det er måske netop her, jeg selv godt kunne have ønsket bogen udfoldet noget mere.

Vi lærer den kvindelige hovedperson nogenlunde godt at kende undervejs, og får lov at lære hendes baggrund og bevæggrunde at kende på en måde, så man også føler, at man kender hende. 

Men for mange af de andre blev det desværre kun overfladisk, - måske netop grundet alle de ting, øboerne forsøger at skjule for omverdenen.

Selv betjenten fra fastlandet er det begrænset hvor meget vi lærer at kende, - og han er endda ikke en fast del af øboernes interne hemmelighedskræmmeri. Det kunne, i mine øjne, have været stærkt at binde en relation mellem han og den kvindelige hovedperson mere op på netop deres fælles følelse af at skulle kæmpe sig til informationer på øen. Det er afdækket en smule, men der er bestemt plads til mere, - især i betragtning af, at der mellem linjerne godt kunne tyde på at være en stærkere relation på vej mellem de to, hvilket der sagtens kunne være gravet mere i.

Jo jo, det er lidt kliche, at der skal blandes kærlighed ind i krimi-fortællingerne. Men nu hvor det er antydet, kunne man jo godt følge op på det.

Overordnet set er her dog tale om en stærk fortælling, som bestemt er læsningen - og også gerne en genlæsning værd (bare for at få de sidste detaljer med.. der er helt sikkert noget, jeg har overset!)

Bogen udkommer 15. april.

*Anmeldereksemplar* Mågesang

 Forfatter: Claus Peter Horstmann - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2020

Sidetal: 204 - ISBN: 9788794083034

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Om Mågesang skrev jeg:

Bagsideteksten i sig selv antydede, at det her ville blive en vild og surrealistisk læseoplevelse, - og det kunne fortællingen da bestemt også leve op til.

Jesper og Gert er brødre. I første del af bogen oplever vi udpluk af deres opvækst og liv frem til nutiden gennem Gerts øjne med fokus på de oplevelser, de har haft sammen, og det han husker om sin bror. I anden del af bogen oplever vi et stykke af nutidens Jespers gøren og laden, nu i højere grad gennem Marias øjne, - en kvinde, som Jesper har mødt, og i mindre grad gennem Gerts øjne.

Dét at opleve hovedpersonens gøren og laden gennem en anden persons øjne er lidt en surrealistisk oplevelse. Især fordi meget af bogen drejer sig om Jespers kamp med sit mentale helbred og nogle af de personlighedstræk ved Jesper der gør, at han skiller sig ud.

For Jesper er ikke som de fleste, og allerede fra barnsben er han anderledes. Jesper har som voksen svært ved at holde på et arbejde, og han er ofte indlagt grundet udsving i sit mentale helbred.

Gerts liv har været meget anderledes end Jespers. Han husker om deres barndom, at selvom der har været positive oplevelser, så er der også hændelser, der allerede her har påvirket Jesper negativt.

I løbet af voksenlivet har deres møder været mere sporadiske, selvom de dog har holdt kontakten, og i fortællingens nutid har Jesper da også folkeregister-adresse hos Gert og hans kone, trods det, at Jesper er flyttet ud i skoven.

På den ene side kunne det være interessant at have fået historien fortalt af Jesper selv for på den måde at få et indblik i, hvorfor han reagerer som han gør, og hvilke tanker han gør sig om de forskellige episoder, vi bliver præsenteret for. Men på den anden side giver denne fortælling, hvor vi ser Jesper gennem Gerts og Marias øjne, et andet syn på Jesper som person.

Vi bliver ikke hevet ind i et tankemylder, og selvom vi langt hen ad vejen må gætte os lidt til, hvad der får Jesper til at reagere, så gør det også noget helt særligt at vi får lov til at opleve hvordan verden reagerer på Jesper. For Jesper er ikke som de fleste andre. Og det er de færreste, der kan undgå at reagere på det, - på én eller anden måde.

Jespers skiftende mentale helbred giver associationer til bl.a. Erlend Loes forfatterskab, herunder især bogen om Doppler, hvor hovedpersonen går gennem noget lignende, og det er især måden der fortælles på, der adskiller de to. Humoren er langt hen ad vejen det samme, og der er også noget ved den måde, hvor bøgerne kommenterer på samfundsstrukturen på. For selvom Jesper ikke som Doppler er verbal om den måde, samfundet er skruet sammen på, og hvordan det kan ændres, siges det dog implicit mellem linjerne.

Mågesang kan virke som spøjs læsning. Den forlanger noget af sin læser, og man må tage stilling. For det er en kompliceret tilværelse, Jesper lever. Men det er også læsningen værd. Den er ikke et hurtigt læse-fix, og de er ikke noget, man nødvendigvis bare stryger igennem. Bogen bliver siddende i kroppen efter endt læsning, og får én til at fundere og tænke over tingene. Men måske netop derfor er det også dét værd at få den læst.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

*Anmeldereksemplar* På røven gennem natten

 Forfatter: Søren Poder - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2020 - Sidetal: 176 - ISBN: 9788793835863

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Det første, der rammer én ved en ny bog er naturligvis omslaget, som kan gøre en stor forskel i forhold til hvorvidt en bog overhovedet bliver åbnet.

I dette tilfælde omslaget uhyrre veludført. Illustrationen er lækker og detaljerig. Den rammer indholdets intensitet perfekt. Netop detaljerigheden er fantastisk, og der er flere små-detaljer, som først giver mening for læseren langt inde i bogen.

Selve bogen er relativt kort, og kapitlerne er også lette og overskuelige, så man har mulighed for at tage bogen i mindre ryk. Dog er tempoet så tilpas tårnhøjt at det kan være svært at lægge bogen fra sig.

Som nævnt er det intenst fra start til slut. Vi bliver kastet lige ind i handlingen med to unge drenge, der skal hente en pose ét sted og aflevere den et andet - men undervejs får stjålet posen, hvilket betyder, at de både har kriminelle og politiet på nakken. Det ser sort ud for vores unge venner, og de bliver kastet ud i et vanvittigt eventyr, hvor man godt kan håbe på, at de finder en løsning på deres problem - selvom det oftest virker helt umuligt at slippe helskindet fra dén affære.

Sproget er humoristisk og groft, og til tider på grænsen af, hvad man kan tillade sig, - det er ikke for sarte sjæle, og man må være forberedt på at blive provokeret undervejs. Heldigvis er de enkelte karakterer i stand til at tage vare på sig selv og forsvare sig, når humoren bliver på deres bekostning, hvilket også mildner det hele lidt.

Unge fra 6./7.-klasse vil kunne læse med og sandsynligvis få meget ud af læsningen, - både i forhold til en diskussion om skellet mellem generationer, kulturforskelle selv inden for landets grænser, og ikke mindst det adrenalin-kick, man kan få ud af læsningen. (Er filmrettighederne mon solgt?)

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Franz

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2020 

Sidetal: 353 - ISBN: 9788793835290

Hold nu op, en tur, man begiver sig ud på her.

Et trick til bogen her må være at gå til den med så få forventninger som overhovedet muligt, for man kommer nok ikke uden om at blive overrasket alligevel.

Sproget har et helt særligt flow og er skruet sammen på en måde, som kun Mikkel Wendelboe kan præstere, - jeg har endnu ikke set det efterlignet andre steder. Man skal lede længe efter et aktivt ordforråd på størrelse med Wendelboes (og jeg synes endda jeg har mødt nogle stykker med et stort aktivt ordforråd - men de kommer ikke i nærheden af det her), og man skal være vågen for at følge med i de kringlede formuleringer, som man ind i mellem skal læse mere end én gang for at forstå meningen med.

Teksten er fyldt med vittige bemærkninger og samfundskritik, og den skåner hverken stor eller lille. Der bliver diskuteret politik og reality-tv, sport og mere nørdede interesser, samt livsstil og dét, man tror på (og som ikke nødvendigvis er en religion), og selvom det kan virke som om, at der skydes med spredehagl, er der alligevel en mening med galskaben. Vi når vidt omkring for egentlig ret tidligt at nå en kerne i, at det, som medier kan definere som være det rigtige, ikke nødvendigvis er det rigtige, og det at lære for en test eller en eksamen, ikke er det samme som at være klog på livet og på den virkelige verden.

Det er en roman, som man skal være vågen for at få noget ud af; tempoet er højt, sproget er avanceret, og man skal nærmest ikke blinke med øjnene, før man er gået glip af et eller andet. Men den giver også stof til eftertanke, og det vil måse være endnu mere aktuelt ved en anden eller tredje gennemlæsning.

Nu skal jeg dog lige trække vejret oven på første, hektiske gennemlæsning, - og så vender jeg stærkt tilbage igen en anden gang!

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.