Aldrig for evigt

 Forfatter: K. L. Berger - Udgivet: 2024 - Forlag: HiReader

Det har været en spændende proces at følge lidt med bag kulisserne under tilblivelsen af Aldrig for Evigt hos den Patreon-side der har været tilknyttet. Forventningerne er i forvejen sat en smule højt når det gælder bøger fra Katja (jeg ved, hun kan!), og jeg var ekstra spændt denne gang.. Og der leveres altså fra øverste hylde her!

Indpakningen er lækker, og giver et fint indtryk af de vibes der møder læseren i løbet af romanen, uden at afsløre for meget. Det pirrer nysgerrigheden lige tilpas som det skal være.

Aldrig for Evigt er klimafiktion, der foregår i noget der ligner vores eget univers, - men fanger karaktererne i et hjørne, hvor det næsten føles som om tiden har stået stille gennem flere år. Der er ingen moderne teknologi eller kontakt med omverdenen, - og indbyggerne opfører sig virkelig mærkeligt. Men hvorfor egentlig?

Det er dystert, mørkt, nervepirrende og interessant. Det er en bog, der er super vanskelig at slippe igen. Både plot, worldbuilding og karakterer fungerer virkelig godt, og det hele går flot op i en højere endhed, - og så er der alligevel et par spørgsmål, læseren efterlades med til sidst. For hvad sker der egentlig fremadrettet, både med karaktererne og Jarek Falls? Det hører hen i det uvisse, og lige her fungerer dét ualmindeligt godt.

Bogen formår nemlig at balancere en klimadebat utrolig nænsomt og på fineste vis. Der er ikke noget endegyldigt svar eller noget der fremstår som værende den eneste rigtige måde at tackle tingene på. Der leveres nærmere stof til eftertanke i måden det debatteres på og i det, karaktererne ser, oplever og ender med at tage med sig videre.

Aldrig for Evigt er en magisk læseoplevelse. Og er budgettet til årets Fantasyfestival sparsomt, kan jeg kun anbefale at den her kommer op som noget af det øverste på ønskesedlen derfra!

*Anmeldereksemplar* Drømmen om frihed (Lige under overfladen, #18)

 Forfattere: Richard Ipsen, Karen Skovmand, Irene Scharbau, Jasmin Hansen, Katrine Williams, Lars Behn, Helene Toksværd, Trine Jakoben, Mia Lena Engebretsen, Flemming Johansen, Kenneth Krabat, chatbotten Kathryn Peterson, Glen Stihmøe, Torben Magnild Husum, Emilie Søndergaard, Henrik Neergaard, Tobias Backman, Mette Lindstrøm, Cecilie Buur Larsen, Daniel Norén Tegner, Thomas Nis Westergaard, Jakob Alexander Brahm, Mikala Rosenkilde, Maria Aagaard, Dmitri Burdykin, Jakob Emiliussen

Udgivet: 2023 - Forlag: Science Fiction Cirklen

Antologien Lige under overfladen udkommer her i bind 18 under overskriften Drømmen om frihed. Her er tale om et bredt udvalg af noveller, der alle skriver sig ind i science fiction genren, men på meget forskellige måder. Der spændes bredt i tematikkerne, og der skal ind i mellem ledes en smule efter fællestræk, selvom der dog i vid udstrækning er gjort et forsøg på at nærme sig noget, der ligner en debat om hvad frihed er for en størrelse. Men frihed for og fra hvad - og for hvem?

Hver især er novellerne, som det hører sig science fiction genren til, en kommentar til samtiden, til politik, til virksomheder og til det enkelte menneske. Der stilles spørgsmål ved alt fra graviditet, retten til egen krop, vores måde at tænke på, det vi spiser og til måden vi behandler både naturen, dyrene og hinanden på.

Det er langt hen ad vejen provokerende læsning, som det også bør være, og skulle meget gerne sætte tanker i gang hos den enkelte læser. Intet samfund og intet menneske er perfekt, og vi kan altid blive bedre - både i måden vi behandler os selv på, men i særdeleshed også i måden vi behandler hinanden på, især når det gælder samfundets udsatte grupper.

Mange af de scenarier der arbejdes med i novellerne virker kørt ud på en spids, og er ekstreme billeder på nogle af de ting, der i forvejen diskuteres rundt omkring. Spørgsmålet er, om de går for langt, og hvor langt den enkelte ting egentlig bør trækkes ud før nogen griber ind. Hvor galt skal det have lov at gå, før der er brug for forandring?

Der er ikke nogle enkle eller klare svar på de spørgsmål, der bliver stillet, hvis der i det hele taget findes et svar på nogle af dem. Det er op til dig som læser at finde ud af, hvad du selv tænker og synes, og det er nærmere reglen en undtagelsen at novellerne netop gerne vil have dig ud af din comfort zone med de spørgsmål der stilles.

Drømmen om frihed er barsk, og er bestemt ikke for sarte sjæle, så novellerne bør bestemt læses med forbehold, men anbefales alligevel bredt til de mere filosofisk interesserede.

*Anmeldereksemplar* Flammen og Bølgen 3: De sidste drager

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

De sidste drager er tredje bind i serien om Flammen og Bølgen. Min anmeldelse af første bind i serien, Den røde drage, kan læses her. Min anmeldelse af andet bind i serien, Den sorte drage, kan læses her.

Så fik vi afslutningen på Flammen & Bølgen-trilogien, - og hvilken måde at slutte den på! Jeg var solgt allerede fra første bind, men den her afslutning står alligevel som noget helt særligt. Det er dragende, fængslende og svært at lægge fra sig.

Både Ignis, Mashal og de andre gennemgår en naturlig udvikling, og deres reaktioner, tanker og følelser i kølvandet på deres oplevelser kan måske virke voldsomme, men hvor er det også fedt at se hvor realistisk det er beskrevet. Det er -ikke- en dans på roser at kæmpe mod systemerne, og det er helt naturligt at det påvirker hovedpersonernes mentale helbred, deres håb for fremtiden og tro på hvad der egentlig er det rigtige at gøre; det er normalt at tvivle på den oprindelige plan, og selvom det kan være hårdt at læse om den slags oplevelser, gør det også karaktererne dét mere virkelige at de ikke bare går derfra uden mén.

De sidste drager følger også op på de tråde, der er lagt ud i Den røde drage og Den sorte drage og binder en fin sløjfe på det hele undervejs. Det er ikke det endeligegyldige svar på alting, men trods alt på det mest væsentlige, og der er lagt op til at læseren fint kan lade fantasien arbejde med hvad der sker efter sidste side er vendt. Og dét på en måde, hvor der på én gang er opsat -nogle- rammer, men der stadig er frihed til at danne sit eget billede af mulige fremtider for karaktererne.

Trilogien om Flammen & Bølgen skiller sig en smule ud fra tidligere udgivelser fra Sidsel Sander Mittet; der er til dels tale om et genreskift (fantasy til dystopisk science fiction), og til dels en lidt anden måde at fortælle på. Der er inkluderet fine, grafiske detaljer undervejs i bogen i form af dagbogsnotater og eksempler på håndskrift, hvilket komplementerer handlingen virkelig godt og er et fint touch til fortællingen.

Serien er velfortalt, gribende, og kan (forhåbentlig) være med til at sætte en række tanker i gang hos både unge og voksne, - for den kan læses fra udskolingen og frem. Og nej, børne- og ungdomslitteratur bliver man altså ikke for gammel til Især ikke, når det har så vigtigt et budskab som serien her!

Noter om at overleve

Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2022

Christian Enkilde kan noget særligt med de her dystopiske fortællinger, hvor klima- og naturforandringer drastisk har forandret den måde vi lever på. Fra samme forfatter er allerede udkommet den afsluttede trilogi om Pandora (Vulkanvinter, Sandstorm, og Jordskælv), som jeg selv har været svært begejstret for.

Noter om at overleve foregår i noget, der ligner vores samtid, og starter i Københavns-området. Helene på 16 bor egentlig hos sin mor, men er på vej hjem til sin far på weekend da det pludselig begynder at regne med meteorer. Snart er byen fuldstændigt ødelagt, og det gælder om hurtigt at finde ud af byen og starte en ny tilværelse - og så vidt muligt undgå at blive overfaldet, berøvet, eller dét der er værre, først..

Det er barske sager, karaktererne kommer ud for, og det er bestemt ikke for sarte sjæle at læse med. Vi støder især på to slags triggere undervejs, som læsere bør være opmærksomme på.

• Allerede i de indledende kapitler, hvor meteornedslag ødelægger København, er angst og panik nogle af de bærende følelser, og det er grafisk beskrevet.
• Efterfølgende er det mødet med ind til flere potentielle overfaldsmænd, der kan frembringe nogle af de samme følelser. 
• Samtidig spiller magtesløsheden en fremtrædende rolle, for uanset hvor meget Helene kæmper for at klare sig, er der hele tiden faktorer der ikke kan styres. Angsten bliver ved at sidde der, og det er svært at stole på nogen, uagtet deres gode intentioner.

Afhængigt af læserens egne erfaringer med lignende hændelser kræver det derfor en smule agtpågivenhed at kaste sig over en bog som denne, - og det må derfor være op til den enkelte om man har mod på at se den salgs i øjnene.

I en tid hvor de fleste tager velfærdssamfundets goder for givet kan handlingen i en bog som Noter om at overleve være en smule skræmmende. Allerede da corona gjorde sit indtog i landet sås tendenser til at flere hamstrede - trods det at der reelt ikke var mangel på dagligvarer - og man var gerne sig selv nærmest. Her, hvor der faktisk er udsigt til mangel på dagligvarer, er kampen om det tilbageværende naturligvis intensiveret, og mange viser sig fra deres allerværste side for at få det, de gerne vil have.

Kampen for basale nødvendigheder virker realistisk. Langt hen ad vejen virker også Helenes reaktion på de enorme omvæltninger også virkelige, omend der findes emner, som med lidt god vilje godt kunne have fyldt bare en lille smule, - for trods faderens mange overvejelser i sin notesbog har den sandsynligvis ikke kunnet rumme alt. Nok er Helene en gæv hovedperson, hvor man kan se noget af faderens kølige overblik begynde at spire, men hun er endnu uerfaren og, må man gå ud fra, til en hvis grad påvirket af normer i samfundet og blandt kammeraterne - hvorfor bekymringer om blandt andet personlig hygiejne må forventes at være en ting. Det er detaljer, det handler om, og kunne sagtens være løst i en sidebemærkning undervejs - eller eventuelt som et kapitel i faderens notesbog, hvor man trods alt kan håbe, han også har haft dén slags med i overvejelserne.

Noter om at overleve minder på visse områder en del om Pandora trilogien. Begge handler om efterspillet af en naturkatastrofe, og begge har en ung, kvindelig hovedperson, der kæmper for at finde sin rette hylde i en verden, der på mange måder er så ulig det, vi er vant til, - men på andre områder desværre også skræmmende ens, fordi der nok bare er visse dele af menneskets egen natur der er vanskelig at ændre på.

Fortællinger som både denne og Pandora kan især to ting. Til dels tør man næsten håbe på en fremtid hvor individet får mulighed for at dyrke lige præcis de ting, som vedkommende er allerbedst til, og at det at sætte folk i bås baseret på overfladiske karakteristiska forhåbentlig kan udfases. Og til dels cementerer de vigtigheden af at mennesker står sammen i stedet for at modarbejde hinanden. Mennesker er og bliver et flokdyr - af mangel på bedre udtryk. Vi er som art afhængig af at alle spæder til med egne spidskompetencer og nicheinteresser for at det hele i sidste ende skal gå op i en højere enhed.. Og uanset ekspertise bør der kunne findes en respekt for dem, der er anderledes en én selv.

Noter om at overleve er velskrevet og virkelig vanskelig at lægge fra sig - og må næsten være et must-read til både de, der savner Pandora, og generelt til dig, der er til dystopiske fortællinger. Den rummer den intensivitet og desperation, som gør genren til noget helt særligt, og trods brutaliteten er det med til at fastholde læseren. Der er nemlig store følelser på spil, som man nemt kan komme til at ville have mere af.

Jeg kunne dog godt ønske mig at Helenes fars notesbog blev udgivet som en slags spin-off. Ikke at den behøver fylde alverdens - det ville netop være naturligt at den var kort og præcis - men den kunne være et fint supplement.

*Anmeldereksemplar* Mira & Mikkel - Jordens sang

 Forfatter: Eva Ehler - Forlag: Himmelheltene - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mira & Mikkel - Jordens sang er fantasy til børn fra 9-års alderen og op. 

Mira skal som vanligt tilbringe sommerferien hos sine bedsteforældre, - og finder ud af at deres nabo også har sit barnebarn, Mikkel, på sommerferie. Da de er ved at lære hinanden at kende bliver de ved et tilfælde transporteret til en anden verden, hvor der venter dem masser af eventyr.

De to hovedperson er vidt forskellige, og vil sandsynligvis tiltale to meget forskellige typer børn. Mira virker umiddelbart inspireret af Pippi Langstrømpe; hun er nysgerrig på naturen, på mennesker og dyr, fuld af gå-på-mod og virker ikke bange for noget. Modsat er Mikkel mere tilbageholdende, og ville helst have brugt sin sommerferie hjemme ved computeren, - men åbner dog gradvist op for Mira især.

Eventyret om Mira og Mikkel er spændende, også for børn fra 9 års alderen og op. Dog kan flere ord og udtryk virke svært tilgængelige for især de yngste læsere, og samtidig er der nogle af bogens emner, der også kan virke komplicerede. Derfor er det også én af de bøger, der fungerer særligt godt til at blive læst op (jo, det kan man også godt med større børn), så man kan tale om handlingen undervejs, - og så tage ét eller to kapitler ad gangen, afhængigt af overskud. Både for at få den grundlæggende forståelse af ordene på plads, men også for at snakke om emner og temaer undervejs.

Der er nemlig lagt op til en fin snak om den måde vi behandler jorden på, hvordan det påvirker naturen og dyrene omkring os, og hvad vi kan gøre anderledes, - og netop for at børnene ikke skal overlades til sig selv med så store spørgsmål kan det være ekstra smart at have en voksen med inde over til at styre, så det ikke kommer til at virke alt for håbløst.

Mira & Mikkel - Jordens sang er eventyrlig, spændende og giver potentielt anledning til masser af leg og interessante tankeeksperimenter. Det er en bog, der lægger op til at børnene selv kan gå på opdagelse og udforske, både hjemme hos dem selv og i deres lokalområde, og få øjnene op for de mange muligheder de fleste trods alt har - og ofte tættere på end hvad man lige regner med.

Der er nogle enkelte bandeord med i bogen, især fra Mikkels kant, hvilket trækker en smule ned for mit vedkommende. Det er ord og udtryk, børnene givetvis har hørt i forvejen i skolen, til fritidsaktiviteter eller med vennerne, - men det er samtidig udtryk, som fortællingen sagtens kunne have været foruden, da det ikke er noget der tilføjer en hel masse ekstra, hverken til karakterer eller handling.

Overordnet set synes jeg dog bogen er rigtig fin til målgruppen, - altså børn fra 9 år og opefter. Dog fungerer den allerbedst i samspil med en voksen, netop på grund af sproget og de lidt tungere sider af bogen. Samtidig fungerer det glimrende at der er lavet en malebog med nogle af de fine illustrationer til bogen, så de børn der måtte have lyst til det, kan farvelægge billederne mens de får læst højt. 

*Anmelder-eksemplar* Den sorte drage (Flammen og Bølgen, #2)

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Min anmeldelse af første bog i serien om Flammen og Bølgen, Den Røde Drage, kan læses her.

Reklame: Begge bøger i serien om Flammen og Bølgen er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Trigger Warnings for Den Sorte Drage: vold, overgreb, forsøg på voldtægt, mord

Bemærkning: Jeg fandt en del ro i at lytte til dette soundtrack under min læsning.

Her i anden bog i serien om Flammen og Bølgen fortsætter vi, hvor første bog slap. Ignis og Khalil er ankommet til Broen, der fungerer som base for oprørsgruppen Bølgen, og de bliver videre sendt på missioner sammen med Ignis' bror. Samtidig kæmper de for at holde styr på kaosnettet, - pendanten til Flammens mentale net, og en videreudvikling af dét vi i vores tid vil kalde internettet.

Hurtigt bemærker man dog en lille forskel i begyndelsen af hvert andet kapitel i denne bog i forhold til forgængeren. I begge bøger følger vi på skift Ignis og Khalil, - og nu, hvor Khalil går under navnet Mashal, er det også det, der i denne bog står som overskrift til hans kapitler.

I forhold til selve bogens indhold, bliver vi i første omgang præsenteret for hvordan oprørsgruppen Bølgen er struktureret. Hvor gruppen tidligere har været styret af Ignis' mormor, er den nu styret af en anden, noget yngre kvinde, der fører en politik der hedder, at enkelte medlemmer kun skal vide det, der er strengt nødvendigt for den opgave, de står over for, - hvilket i høj grad er frustrerende for Mashal og Ignis, og til en hvis grad også for læseren, afhængigt af ens temperament. Det kan være virkelig træls at vi ved, at vi ikke får alt at vide, - men det er også et virkelig stærkt værktøj, og ved endt læsning giver det meget bedre mening hvorfor nogle bestemte valg blev taget, selvom vi endnu ikke har fået svar på alt.

Forskellen mellem de forskellige typer af net i denne verden bliver i højere grad udforsket her i Den Sorte Drage. Mashal har gennem sin opvækst fået et dybdegående kendskab til det mentale net (men har dog ikke helt styr på hvorfor det virker som det gør), og lærer også relativt hurtigt at begå sig med kaosnettet. For Ignis er det straks vanskeligere, - igen til stor frustration for især hende selv.

Både Ignis og Mashal får lov at vise noget mere af sig selv undervejs. Ignis viser sig flere gange fra sin temperamentsfulde side, hun er spontan, ilter og umiddelbar, hvilket hun i høj grad også har haft behov for gennem sin opvækst. Mashal er opdraget til en helt anden livsstil og det viser sig også i hans måde at opføre sig på, - hvor han på mange områder har fuldstændig styr på det teoretiske, mangler han praktisk erfaring, og går derfor forkert af de mennesker han møder uden for den relativt beskyttede tilværelse han er vokset op med. Tilfælles har de dog umiddelbarheden, fanden-i-voldskheden, og at de ikke altid tænker planerne fuldstændig igennem. Om det skyldes manglende info hos dem eller generel uopmærksomhed skifter lidt, men de bliver i hvert flad begge presset ud i at skulle improvisere, - hvilket for Ignis er noget lettere end for Mashal.

Det er befriende at læse med, når vores to hovedpersoners stemmer grundlæggende forbliver de samme, og at vi som læsere stadig tydeligt kan mærke hvem de er og hvad de står for, trods de skiftende omstændigheder og ændrede livsvilkår for både Mashal og Ignis. De er levende i en grad, hvor de nærmest træder ud af siden; de er virkelige, både i deres handlemønstre og måder at tænke på, og man kan mærke, at deres følelser nærmest er helt ægte, og er et logisk produkt af deres opvækst. For selvfølgelig er Ignis bedre til at håndtere ghettoen, til at improvisere, og til at tage en maske på end Mashal, for det har hun været tvunget til i flere år for at overleve, - og selvfølgelig er Mashal på andre områder mere hjemmevant i det teknologiske, i kaosnettet og det mentale net, og til at tænke ud af boksen på andre fronter, for det er det, han er blevet skolet i gennem hele sin opvækst.

Den Sorte Drage slutter ikke på en decideret cliffhanger, men der er dog stadig en del uafklarede spørgsmål, og der er flere tråde, der skal reddes ud før serien kan afsluttes på en måde, der er tilfredsstillende som læser, - herunder en opklaring af hvad der skete Marshal i hans første leveår. Ignis' kusine Fia har endnu kun haft en lille rolle at spille, så jeg ser frem til at se hvilken betydning hun får fremadrettet, - og det samme med Ignis' bror. Og så mangler vi naturligvis det endelige opgør mellem Flammen og oprørsgruppen Bølgen, - hvordan dét spiller ud bliver også interessant.

Både Ignis og Mashal er stadig så unge, så jeg ikke forventer, at de nødvendigvis skal ende ud med kærester når serien slutter, - men hvor Mashals seksualitet og drive på dén front blev gjort relativt klart i første bog, er det endnu mere usikkert med Ignis. Der er dog kommet nogle antydninger af noget her i Den sorte drage. Det er dog endnu kun noget, vi som læsere kan gisne om, og man kan da håbe og krydse fingre for at Ignis selv når til en erkendelse af, hvad hun er til på dén front i løbet af en kommende bog i serien. Det er blevet antydet, at andre karakterer gerne så Mashal og Ignis danne par, hvilket vores hovedpersoner dog endnu kun har spillet skuespil omkring på missioner for Bølgen, - hvorvidt det bliver alvor for dem vil tiden vise.

Flammen og Bølgen som serie foregår i en fremtidsudgave af den verden vi kender, - men en flodbølge har ændret måden vi lever på, og gjort mange landområder ubeboelige. I forhold til tema og målgruppe læner den sig meget op af Christian Engkildes Pandora-trilogi (min anmeldelse af tre'eren i dén serie ligger her). Fælles for dem er, at de foregår flere år efter en naturkatastrofe, der har ændret vores levevilkår radikalt, - og at de, i hvert fald hos den samvittighedsfulde læser, giver stof til eftertanke i forhold til den måde vi behandler naturen og klimaet på. Serierne kan, forhåbentlig, være med til at gøre en lille forskel på den front, hvis man altså er så heldig at læseren tager noget af det til sig. Flammen og Bølgen er dog også helt sin egen, og ud over de grundlæggende fællestræk er der rigtig meget, der adskiller den fra Pandora, hvor mange af de problematikker, karaktererne står over for, er væsentligt anderledes, - begge serier fortjener ros på deres egen måde. Man må blot gå ud fra, at har man været glad for den ene serie, vil man med stor sandsynlighed også være det for den anden.

Slutbemærkning: Perlepladen på billedet er naturligvis hjemmelavet og er blevet til på baggrund af symbolet på forsiden af netop bog 2, Den Sorte Drage, hvilket også er det symbol, oprørsgruppen Bølgen benytter sig af i serien. Figuren er blevet cirka 56 centimeter bred og 82 centimeter høj - eller hvad der svarer til fire kvadratiske stiftplader i bredden og fem i højden. Der er brugt noget der ligner 7500 røde perler og lidt færre hvide. Hvis du vil lave din egen, så send mig endelig en mail, så hjælper jeg gerne til med mønsteret.. 

Pandora #3: Jordskælv

 Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2021

Jordskælv er tredje og sidste bind i serien om Pandora. Første bind i serien, Vulkanvinter, anmeldte jeg første gang her og anden gang her. Andet bind i serien, Sandstorm, modtog jeg som anmeldereksemplar fra forlaget, og min anmeldelse af dén kan findes her.

Serien om Pandora kan i mine øjne virkelig noget helt særligt. Nok er det en dystopisk serie, der i første omgang primært behandler klimaforandringer, men gradvist kommer vi også til at se hvordan det kan påvirke mennesker at komme ud i ekstreme situationer. Det er svært ikke at referere til Fluernes Herre og den kaos-energi, der opstår, når der hersker tvivl om, hvem der skal, kan og bør have magten i et samfund, hvor intet er som det plejer.

Pandora er en stærk, kvindelig hovedperson, der kan og vil en hel masse selv, og kommer hun i vanskeligheder, gør hun noget ved det i stedet for at vente på, at der kommer nogen og redder hende, eller tager valget for hende. Hun er en fighter, og har en veludviklet retfærdighedssans, så hun tager gerne kampen for dem, der ikke kan selv.

Det gør hende dog ikke perfekt. For Pandora har en tendens til at handle først, og spørge bagefter. Hun bliver gennem serien bedre til ikke at handle så spontant, og hendes handlinger bliver gradvist mere velovervejede, men hun kaster sig alligevel gerne hovedkulds ud i en opgave med det samme.

Samtidigt mærker man tydeligt at Pandora har været relativt isoleret i sin opvækst. Det har været begrundet fra faderens side - og man forstår godt hvorfor han har taget det valg. Men det gør også noget ved Pandoras evne til at opfatte mange af de små sociale signaler, andre hele tiden sender, og hun er længe om at opfatte hvad det betyder. Det er ikke fordi hun ikke ser, at der sker et eller andet, - hun observerer og ser det meste, for det er hun vant til efter at have brugt mange år i naturen, men hun opfatter ikke, hvad der ligger bagved, hvilket betyder at vi som læsere har mulighed for at samle nogle informationer op her og der, som Pandora ikke selv har læst eller tydet hos de andre karakterer endnu.

Pandora som hovedperson er helstøbt og realistisk. For naturligvis har hendes far, deres omstændigheder taget i betragtning, opdraget hende til at kunne tage vare på sig selv, og med idéen om, at hun må klare sig selv, når han ikke er der længere til at hjælpe hende, - for det har været det sikreste i nogle ellers usikre tider. Og naturligvis vil det også have nogle konsekvenser for Pandoras sociale intelligens, - se blot filmen Captain Fantastic med Viggo Mortensen som familiefar, der har opdraget sine børn langt fra den travle hverdag, mange af os i vesten er vant til, hvilket gør, at børnene nok er intelligente på mange parametre, men har svært ved at klare sig blandt jævnaldrene.

I bogen her oplever vi både kapitler fra Pandoras synsvinkel, hvilket er det bærende og de kapitler, der er flest af, men også kapitler fra Pandoras far, Tristans synsvinkel. Denne vekslen gør, i samspil med Pandoras gode observationsevne med dertilhørende manglende forståelse for hvad der ligger bag, at vi som læsere er væsentligt bedre informeret end karktererne, der langt hen ad vejen lever i en form for usikkerhed i forhold til, hvad der er sket med modparten. Det er interessant og underholdende, alvoren til trods, og til tider endda en smule frustrerende at vi ved mere end karaktererne, og derfor kan have en holdning til, hvad karaktererne måske burde gøre, når karaktererne så ikke altid handler på det.

Pandora serien er velskrevet og velovervejet. Den er virkelig veludført, og bliver flot rundet af. Men som det vel hører sig til når man kommer til at holde af historien og af karaktererne, er det fristende at ønske sig mere fra samme kant. Der er da også åbnet op for muligheden for en spinoff en dag, om det så er i form af fanfiction eller fra Christian Engkilde selv.. Men man har vel lov at krydse fingre!

*Anmelder-eksemplar* Hvide elefanter

 Forfatter: Jakob Brodersen - Forlag: Brændpunkt - Forventet udgivelse: 16. september 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Hvide elefanter er en barsk roman. Det er ikke sådan én, man bare lige læser. Den beder om at blive fordøjet og at man forholder sig til den, og det, den vil. Både i forhold til det enkelte individ, og verdenssituationen som noget større.

Det her er fortællingen om, hvordan der ofte er to sider af samme sag. Hvor kort der er fra håb til håbløshed. Fra privilegierne og mulighederne i Nordeuropa til begrænsningerne mange steder i Afrika - og for den sags skyld andre steder, hvor økonomien ikke er den samme. 

Det er en fortælling om drømmene om at gøre en forskel, og hvor lidt kontrol man i bund og grund har over, hvorvidt ens drømme bliver til virkelighed, - de er konstant påvirket af udefrakommende faktorer.

Hvide elefanter handler om Alan Bang. Han er midaldrende, single efter flere ødelagte forhold, og far til en voksen datter, der ikke har villet tale med ham i flere år. Som ingeniør kæmper han for at gøre en positiv forskel - både for de Nordeuropæiske forhold, der har behov for at få pumpet vand væk fra landområder, og for Afrika, der stadig kæmper med mangel på vand og mad.

Alan Bang er vel nok hvid, heteroseksuel mand, som de nu engang er flest. Han har i mange år prioriteret drømme og karriere over familie, - hvorfor kernefamilien ikke rigtigt blev til noget, og hans voksne datter er skuffet over, at hun ikke for alvor blev en prioritering i hans liv. 

Alan er idémanden bag den virksomhed, han og broderen driver i fællesskab, og hvor det primært er broderen, der fører sig frem i forhold til at skaffe penge hjem på det Nordeuropæiske marked, drømmer Alan videre om at ville gøre en forskel i Afrika. Men om det er fordi han reelt vil gøre en forskel dér, eller om han underbevidst bruger det som middel til at komme tættere på datteren, er uvist.

Og selvom Alan af flere omgange møder modgang, faktisk nærmest konstant, er hans tilgang til virkeligheden også præget af de privilegier der følger med at være i hans position. Han kan tillade sig at tage chancer, og bliver nærmest opfordret til at gøre det af samfundet. Han kan tillade sig at tale og gøre i forskellige sammenhænge, - og han bliver lyttet til, uden at der er ret mange der stiller nogen særlige spørgsmål til, hvorfor han dog kan tillade sig dét.

Der er i bund og grund heller ikke noget galt i at være en hvid, heteroseksuel mand som Alan Bang. Slet ikke. Men tilhører man som læser en minoritetsbaggrund af en eller anden art, bliver det let tydeligt, hvor meget man kan komme til at tage for givet som hvid, heteroseksuel mand, som ville være noget nær utænkeligt - eller i hvert fald umådeligt vanskeligt - hvis man er noget som helst andet end det.

Rent sprogligt dukker der da også sætninger og begreber op, hvor det er fristende at tænke, at de ord ville karaktererne slet ikke have tænkt på at have brugt, hvis de havde haft en anden baggrund, - og det er bemærkelsesværdigt, at ingen kommenterer på det. Det er kommentarer affødt af privilegier, og bunder ofte i racisme. Det er kommentarer, som jeg formoder ikke afspejler forfatterens egne synspunkter, men udelukkende karakterernes. Men måske derfor stikker de alligevel ud. For hvorfor er der ingen, der gør noget? Hvorfor lader hvide mennesker (og i særdeleshed hvide mænd, for det er dem, der er flest af, langt hen ad vejen i romanen her) andre hvide slippe afsted med den type kommentarer? Som samfund er vi nødt til at være bedre end det. Det hjælper ikke noget at kalde det hyggeracisme, når det i virkeligheden bare er racisme. Det skal stoppes - og det hjælper absolut ingenting, at litteraturen lader sine karakterer slippe godt fra det, også selvom det er at finde ude i virkeligheden. Forandringen skal starte et sted.

Hvide Elefanter er da også bogen om grundlægende at ville det gode i samfundet. Nok lykkes det ikke altid lige godt, - men intentionen er der hos de fleste. Og det er netop den her viden om, at også mennesker omkring os handler ud fra tesen om, at de vil nogen eller noget det bedste, der kan gøre en forskel i vores eget daglige virke - også selvom dem, vi vil det bedste, og måden vi gør det på, ikke altid er det samme. Lige præcis dén viden kan være en god påmindelse for mange - og også et vigtigt redskab i den måde, vi gebærder os på.

*Anmelder-eksemplar* Den Røde Drage (Flammen og Bølgen, #1)

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Sidetal: 376 - ISBN: 9788793456839

- Reklame - Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er helt mine egne.

Jeg er virkelig imponeret over, hvor gennemført bogen her er.

 Det er helt tydeligt, at Sidsel Sander Mittet har hands on-erfaring med ild-gøgl. Det er FEDT at se, at det får lov at fylde lidt, og at der er er kommet så mange små detaljer med, - ting, som man ikke nødvendigvis ville bemærke eller tænke over, hvis ikke man selv har været i det, men som er indgroede og ofte meget bevidste handlinger for dem, der er i det. Som tidligere aktiv jonglør og deltager ved flere jonglørtræf (godt nok tilbage i 2006-2007, men stadig) er det nærliggende at blive en smule nostalgisk - der er virkelig mange detaljer, der er kommet med her, både i forhold til ting, der er specifikke for ildgøgl, men også i forhold til stemningen omkring en optræden og mentaliteten og tilgangen til det.

Når det så er sagt, er der også præsenteret en stærk start på serien, hvor der er rig mulighed for at komme omkring mange ting. Plottet og de bærende temaer er super-interessante, og det er lækkert hvordan der virkelig er tænkt over tingene, - både i forhold til kortet og hvordan denne verden er bygget op.  For nok befinder vi os i en fremtids-udgave af den verden, vi kender, men der er på én gang mange ligheder og mange forskelle på samfundsstrukturen her i bogen og den virkelige verden.

• Der er forskellen mellem land og by (eller rettere - kyst og by, i det her tilfælde), - hvor der er ret tydelige paralleller til de fordomme, der kan være om den modsatte part, hvis man kun har boet det ene sted, selv i vores verden. 

• Og så er der den teknologiske udvikling, som vel nærmest helt naturligt når nye højder, når vi når nogle hundrede år ud i fremtiden, med et såkaldt "mentalt net", der er udbredt i byen, og fungerer i stedet for de computere og gadgets vi bruger i dag. Hvordan det mere præcist virker kan man håbe bliver udforsket lidt i kommende bøger i serien, - for hvad mon det er der gør, at man bliver i stand til at logge på det mentale net?

I forhold til karaktererne og deres ægthed, er det Ignis, der står særligt stærkt for mig; hendes bekymring for og trang til at passe på og at tage sig af sin bror og kusine er ægte, og det var for mig virkelig nemt at relatere til hende. Hun rummer store følelser for sin alder, og vi får lov at opleve både frustrationerne, når det ikke går, som hun havde ønsket sig, og de mere positive følelser, når tingene arter sig.

Den anden hovedperson, Khalil, står midt i, hvad der vil nærmest må kaldes en identitetskrise. Selvom han på sin uddannelse klarer sig godt med topkarakterer og gode venner, ved han ikke, hvor han kommer fra, og hvorfor han er plaget af mystiske mareridt. Derudover kan han ikke slippe tanken om den pige, han en dag støder på, og som han bliver meget opsat på at finde igen.

Khalil rummer, som Ignis, nogle store følelser, men det handler meget om ham selv, - ikke, at der nødvendigvis er noget galt i det, men sammenligner man de to karakterer, fremstår han hurtigt mere selvcentreret og egoistisk. Hans opdragelse og fokus gennem opvæksten har været end anden end for Ignis, og en 1 til 1 sammenligning gør dem derfor nærmest til modsætninger. Det er to yderligheder, der er i spil, hvorfor en del læsere sandsynligvis vil kunne identificere sig med en smule fra hver af dem, for så at finde et standpunkt et sted mellem Ignis, der ofrer sig selv for sin bror og kusine og derigennem næsten glemmer sig selv for at tage sig af andre, og Khalil, der primært har sig selv i fokus, og ikke på samme måde er vant til at skulle tage hensyn til andre.

Den røde drage fremstår for mig som en uhyre stærk start på en serie. Den fangede med det samme, og allerede efter de første 100 sider stod det klart, at den ville komme til at stjæle en god portion af min nattesøvn, - for jeg måtte vide, hvordan denne bog endte. Nu sidder jeg så tilbage med en følelse af, at bog 2 bliver enormt svær at vente på!

Sidsel Sander Mittet har hele 9 bøger bag sig, - Morika-trilogien, Krøniken om Morika-trilogien og Bjergtaget-trilogien, der alle er fantasy-romaner. Flammen og Bølgen er som en dystopisk roman et genreskift, hvilket dog ikke umiddelbart lader til at volde problemer for forfatteren. Plottet er velgennemtænkt og sproget er vedkommende, så man kan derfor som læser trygt læne sig tilbage og nyde det - hvis man vel at mærke har tålmodighed til at vente på bog 2 i serien..

⭐⭐⭐⭐⭐/5 stjerner herfra!

Stormflod - Grøn Klode 1

 Forfatter: Eva Munk - Forlag: Klippe - Udgivet: 2020

Sidetal: 131 - ISBN: 9788797117057

Om Stormflod skrev jeg:

En bog som den her er vigtig i forhold til at sætte fokus på klimaet, og hvor meget det betyder, at vi gør noget - ikke om lidt, men nu, - og at vi alle kan gøre en forskel og hjælpe lidt på vej. Det er ikke altid ret meget, der skal til for at gøre forskellen.

Til trods for bogens aktualitet og væsentlighed, som jeg bestemt anerkender, er den dog også lige til den korte side. Det kan være en fordel for de, der har udfordringer i forhold til læsning, at den er let at gå til og nemt tilgængelig. Men selv manglede jeg noget mere kød (no pun intended) på fortællingen og dybde i karaktererne - for de kan og vil en hel masse, som vi simpelthen ikke når at se, fordi der ikke er lagt plads ind til det.

Så selvom jeg egentlig i bund og grund holder af fortællingen, savner jeg også, at den bliver dobbelt så lang - hvis ikke tre gange så lang - som den er, for at man for alvor kan komme omkring både temaet om klimaet og karaktererne.

*Anmelder-eksemplar* Pandora #2 - Sandstorm

 Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2020

Sidetal: 496 - ISBN: 9788793839373

Reklame. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Om Sandstorm skrev jeg:

Her kan man virkelig tale om en værdi efterfølger.

Serien om Pandora foregår i vores verden i en relativt nær fremtid, - men meget er forandret, og det er minimalt hvad man kan genkende fra den verden, vi kender.

I den første bog om Pandora udforskede vi, sammen med Pandora, en del af landskabet omkring det sted, hvor Pandora voksede op, og vi fik mulighed for at lære mennesker at kende, for hvem livsvilkårene i en vis grad mindede om Pandoras egne. I forhold til miljø og persongalleri var der derfor tale om en relativt blød opstart, hvor vi bliver introduceret til meget af det, vores hovedperson allerede er kendt med, - og selvom der var en del ukendte faktorer, var Pandora alligevel langt hen ad vejen godt med.

Det gør sig ikke på samme måde gældende her i bog 2, hvor Pandora og barndomsvennen Alexander er taget videre ud i verden og går på opdagelse i arealer, som er helt fremmede for Pandora. Hun er hjemmevant i bjerglandskabet, og er nu kommet ud, hvor landskabet er mere jævnt, så alene her er det nyt og anderledes for hende. Men også de mennesker, hun støder på undervejs, er meget anderledes end dem, hun kender og er vokset op med. Slummen og storbyerne er fremmede for hende, og det hele er meget fremmed for Pandora.

Hendes utilpashed er til at tage at føle på, og hendes desperation undervejs når ind under huden på læseren; det er svært at stå både med følelsen af ikke at passe ind i alt det fremmede og ikke at slå til i det, hun har sat sig for - ting, de fleste af os sandsynligvis vil kunne sætte sig ind i.

Heldigvis er Pandora STÆDIG (ja, i versaler!), og hun kæmper for at nå sit mål, også selvom der er bump på vejen.

Hvor hun i den første bog langt hen ad vejen virkede utilnærmelig og vanskelig at komme ind på livet af, er hun det også til dels her i bog 2. Men hun er også ved at modnes og åbne op. Hun er ved at lære at omgås andre mennesker på en måde, som hun ikke har været vant til før. Langt hen ad vejen er det med Alexander som drivkraften bag det. Det er ham, der sætter skub i hende og sørger for, at hun udvikler sig som person i stedet for at stå i stampe, hvilket ellers havde passet den Pandora, vi mødte i starten af bog 1, helt fint.

I Pandoras udforskning af landet syd for hendes jævnstavn er det virkelig interessant at se, hvordan forskellige grupper af folk har tilpasset sig den nye verden på meget forskellige måder, og at de har valgt meget forskellige måder at organisere sig på og finde ud af, hvem der skal bestemme - og hvordan netop det skal foregå. I forhold til de psykologiske forhold der er på spil i den nye verden, især blandt den del af befolkningen, der er gamle nok til at kunne huske en verden "før", er der rigtig meget at gå på opdagelse i og undres over. For mange af de her mennesker nåede jo netop at opleve konsekvenserne af de styreformer, de selv praktiserer, før i tiden - ikke nødvendigvis på egen krop, men de må sandsynligvis have lært om det, da de gik i skole, og hørt om det i nyhederne. At de så alligevel tyr til de styreformer kan ved første øjekast måske undre, - men det siger også meget om menneskeheden, vores psykologi, og hvordan vi fungerer i grupper, uanset hvad der er etisk korrekt. For hvem tænker ikke på sig selv først i en så presset situation, folkene i denne verden befinder sig i? Nok har man læst historie, - men man skal også tage det til efterretning, før man for alvor kan lære af det. 

Der er mange interessante ting at tage fat på i serien om Pandora, og derfor er den bestemt anbefalelsesværdig - fra 13-14 års alderen og op. Og dét nærmest uanset om man læser det, fordi man er vild med dystopier, eller om man er mere til relationerne mellem mennesker og hvordan vi udvikler os personligt, som også virkelig er i spil her.

Det siger måske også lidt om min læseoplevelse, at det lykkedes mig at læse bogen, der fylder cirka 500 sider, i løbet af én enkelt dag, og det endda med den 4-årige hjemme.. (Ingen børn har dog lidt overlast i løbet af læsningen 😉)

Pandora #1 - Vulkanvinter

 Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2019

Sidetal: 215 - ISBN: 9788793839076

Jeg har læst denne første bog i serien om Pandora før. Følgende anmeldelse er baseret på min anden gennemlæsning af serien. Anmeldelsen efter første gennemlæsning kan findes her.

Det har taget en smule længere at læse bogen denne gang, end det gjorde første gang, - omstændighederne ændrer sig. Jeg står dog ved, at jeg ville ønske, jeg havde haft tiden og overskuddet til at læse bogen i ét stræk, - for historien om Pandora kan virkelig noget helt særligt, som jeg ikke har set andre steder i lignende bøger.

I mange af de andre dystopier, der er på markedet, kan de ting, der har ledt op til historien, virke langt ude i fremtiden, og det er sjældent noget, der vil være realistisk at forvente inden for vores egen levetid.

Med Pandora er det anderledes.. For uanset hvor skeptisk man end er, er det svært at nægte, at klimaet ændrer sig. Og så kan det være vanskeligt ikke at lade fantasien løbe. For det er ikke alle klimaforandringer, vi kan gøre noget ved.

Ikke nok med det, spilles der også på noget af det, der sker med mennesker, når ressourcerne er sparsomme, og det er svært at klare sig.

I nutiden er de fleste bekvemme og vant til en pæn mængde luksus, - og det er det, mange af de voksne på Pandoras tid er vokset op med. Nu må de kæmpe og vitterligt slide for hvert et måltid, og det er en omvæltning, når man har været vant til noget andet.

Der er allerede skrevet flere romaner om det at klare sig på en øde ø med sparsomme ressourcer, - Robinson Crusoe, Fluernes Herre, Skjult på øen osv., - men fælles for dem er, at her kan man undervejs håbe, det får en ende.

I Pandoras verden er det permanent; der er ikke nogen, der kommer og redder dem, og de må selv kæmpe med at få hverdagen til at fungere under nye vilkår.

Det er barskt, hårdt, og enormt skræmmende at forholde sig til. Og det er måske netop det, der gør at Pandoras historie bliver siddende i kroppen. For hvad nu hvis det var én selv, der kom til at opleve det her?

Selvom Pandora som person kan være vanskelig at komme ind på livet af, er det alligevel svært ikke at komme til at holde af hende undervejs og heppe på hendes mission. Hun har noget at kæmpe for, og vil gøre alt, hvad der står i hendes magt for at nå sit mål. Hendes stædighed kan mange nok nikke genkendende til, når der er noget, man virkelig vil.

Og en del vil også kunne nikke genkendende til den akavede relation, der langt hen ad vejen er mellem Pandora og Alexander, fordi deres individuelle idéer om og ønsker for deres relation i løbet af bogen er så forskellige, netop fordi deres personligheder og deres opvækst stikker i hver sin retning. Det er på én gang tå-krummende akavet og underholdende, og det bliver interessant at se, hvordan deres relation får lov til at udvikle sig.

Jeg ser i øvrigt virkeligt frem til at komme i gang med bog 2, som jeg har været heldig at modtage som anmeldereksemplar fra forlaget, og som naturligvis snarest muligt skal læses. Forhåbentligt på lidt kortere tid en det har været tilfældet med bog 1 i denne omgang..