Viser opslag med etiketten parallelle universer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten parallelle universer. Vis alle opslag

22 november 2023

*Anmeldereksemplar* I skyggen af Udgårdsø - Skyggeaksens kald #1

 Forfatter: C. C. Thybro - Forlag: ReadDieRepeat - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Udgårdsø er en lille ø i udkanten af Danmark. Der er ikke voldsomt mange indbyggere, og måske derfor er det særligt mystisk at øen er plaget af forsvindinger. Det har øen været i mange år efterhånden, og det er ofte børn, det går ud over. Men hvorfor? Hvor forsvinder folk hen? Og kan det lade sig gøre at finde dem igen, - og redde dem fra hvad end for en skæbne der er overgået dem?

Det er dansk fantasy, der tager udgangspunkt i en håndfuld væsner der har rødder i lokal overtro. Er man til myter der netop har sin oprindelse i Skandinavien er der derfor masser at hente her.

I Skyggen af Udgårdsø er dog ikke udelukkende traditionel fantasy, men bevæger sig på et grænseland mellem portalfantasy, mystik og noget, der ligner thriller-genren. Det kan godt lyde som et modigt miks, men med et plot som dette fungerer det fremragende, og det er virkelig vellykket.

Her er tale om første bog i en serie, hvorfor der naturligvis stadigvæk er masser af ubesvarede spørgsmål, som vi forhåbentligt får svar på i kommende bøger i serien. Og fordi der har været et stort fokus i denne bog på at få plottet til at fungere og bygge denne mystiske parallelverden op, har der i mindre grad været fokus på karakterudvikling. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, for det er - trods et endnu begrænset kendskab til dem - stadig nogle interessante karakterer med masser af potentiale for udvikling fremadrettet.

I skyggen af Udgårdsø er spændende og interessant, og selvom det er lidt af en mursten skal man ikke lade sig skræmme. Den er nemlig uhyre velskrevet og bliver hurtigt vanskelig at lægge fra sig. Største minus er faktisk, at man nu skal til at vente på en fortsættelse.. som forhåbentlig kan svare på nogle af de spørgsmål, man velsagtens sidder tilbage med.

27 april 2021

*Anmelder-eksemplar* Mogthunheims forbandelse (De III udvalgte, #1)

 Forfatter: Paul Anthony Sørensen - Forlag: HoneyBadger - Udgivet: 2020 - Sidetal: 340

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mogthunheims forbandelse er en eventyrlig fantasyfortælling om Sebastian, Eliot og Bjørn, der finder et skrin der gør, at de i drømme kommer til Mogthunheim - et parallelunivers til vores verden. Her er drengene De Udvalgte, som skal genoprette freden og sørge for at det igen er den rette regent, der sidder på tronen.

Der er langt en del energi i world-buildingen i det her univers, og selvom jeg stadig sidder tilbage med enkelte spørgsmål, nås der alligevel langt omkring, og det står for mig ret stærkt. Dog krydser jeg fingre for at en fortsættelse vil give svar på nogle af de største spørgsmål, der stadig gnaver.

  • For er det tilfældigt eller skæbnebestemt, at det netop er disse tre drenge, der kommer til Mogthunheim? 
  • Er der flere paralleluniverser at rejse i mellem? 
  • Når en karakterer bosat i Mogthunheim på et tidspunkt nævner en gud, er det mon så en gud, vi kender til i vores verden, eller er religionen noget særligt for denne verden? 
  • Og når Sebastian, Eliot og Bjørn går fra at være teenagere i vores verden til at være voksne mænd i Mogthunheim, hvordan er de så ved et trylleslag pludselig i stand til at styre deres nye kroppe? Hvorfor er deres motorik og balance ikke mere påvirket?
Jeg tænker selv, at man som teenager i forvejen kan have et pudsigt og måske endda lidt skævt forhold til sin krop, som kan være svær at styre i forbindelse med at den ændrer sig helt vildt, - og her sker det så snart drengene falder i søvn.. Det virkede i mine øjne lidt mærkeligt, at det gik så let for dem med at omstille sig, - også selvom der kan være en god forklaring.

Drengenes venskaber står stærkt gennem hele fortællingen, hvilket også Claire fra drengenes klasse bemærker. Det var noget særligt allerede inden, de kom til Mogthunheim, og blev kun stærkere af de udfordringer, de måtte igennem undervejs i fortællingen, - og det bliver spændende at følge med i, om der er noget der kan ryste dette venskab og konstellationen mellem drengene, der har fungeret i en helt særlig form for dynamik gennem længere tid. I kraft af at Claire her i løbet af den første bog løbende får mere og mere med drengene at gøre, og sandsynligvis kommer til at få en mere betydningsfuld rolle fremover, kan man som læser kun gisne om, hvilken indflydelse det kan få på drengenes venskaber, - og om fortællingens temaer kommer til at flytte sig fra i høj grad at handle om den her nærmest brødre-lignende relation drengene har til måske også at rumme noget mere.

Undervejs i fortællingen får vi løbende en smule at vide om ikke bare Sebastian, Eliot og Bjørn, men også flere af de andre karakterer. Det varierer lidt, hvor smooth det virker og hvor godt inkorporeret baggrundshistorierne er i hoved-fortællingen, og enkelte steder kommer det til nærmere at ligne info-dumps, der desværre tog lidt af pusten fra resten af historien. Selvom det er en interessant del af fortællingen, og jeg naturligvis gerne vil lære karaktererne endnu bedre at kende, kunne det med fordel være erstattet af nogle mere subtile hints til deres baggrund, som så kunne leveres løbende i takt med fortællingens udvikling og hvor det er relevant i forhold til resten. Det er især væsentligt i forhold til at der lægges kraftigt op til, at det her er første bog i en serie, og man dermed må forvente, at der kommer endnu mere af historien.

Generelt synes jeg fortællingen og verdenen som helhed står virkelig stærkt, og at den sagtens kan læses som en enkeltstående bog, - trods det, at den ender på en cliffhanger, og at der kraftigt er lagt op til, at der kommer en fortsættelse på et tidspunkt.



21 januar 2021

[Anmelder-eksempar] Låsen & Vogteren

 Forfatter: Louise Haiberg - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Sidetal: 399 - ISBN: 9788758841229

Låsen & Vogteren er modtaget som anmelder-eksemplar fra Louise Haiberg, og er derfor reklame.

Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Om Låsen og Vogteren skrev jeg:

Jeg indrømmer blankt, at jeg har læst alle Louise Haibergs udgivelser ind til nu, - og jeg har været vild med det hele. Jeg elsker skrivestilen og sproget, og at der ikke gemmes ret meget væk. Det må gerne være mørkt, grimt og barskt, og det er langt hen ad vejen hudløst ærligt. What's not to like?

I Låsen & Vogteren følger vi to karakterer. Til dels Alina, en ung pige, der tilhører en slægt, der gennem mange generationer har sørget for at en verden af monstre ikke får adgang til menneskenes verden, - det vil sige den verden, vi andre helt almindelige dødelige bor i. Hun har dog ikke lyst til at bo i denne verden af monstre, og forsøger at få en tilværelse til at fungere i menneskenes verden, - men med mellemrum må hun tilbage til monstrenes verden og forny den magi, der holder monstrene i deres verden. Disse monstre er naturligvis ikke alle lige tilfredse med, at de skal spærres inde, - og det er her, Dax, hendes bodyguard eller Vogter kommer ind i billedet. 

Det, at så mange er ude efter Alinea, gør selvfølgelig at spændingsfeltet er højt. Man er som læser konstant på stikkerne sammen med Alina, for hvem kan man (om nogen) stole på, og hvad sker der næste gang? Hun må konstant se sig over skulderen, og veksler mellem at være bange for at handle og at måtte handle, - for hvis ikke hende, hvem så?

Dax's sind veksler mellem loyaliteten over for Alinea, som hører med til Vogter-jobbet, og nogle af de grundlæggende drifter, der hører med til, at han er et monster som alle andre i den verden, de kommer fra. Når jeg læste Dax's kapitler, kunne jeg ofte blive i tvivl om, hvad han reelt set ville, og hvad hans intentioner var.

Det, at vi på én gang har adgang til Dax' tanker (i hvert fald halvdelen af tiden) og samtidig kan være i tvivl om hans oprigtige intentioner meget af tiden, gør ham til en uhyre (pun intended) interessant karakter, som i hvert fald for mig står som noget helt særligt. For den her balance mellem det dyriske og over-jeg'et bliver virkelig udtalt på en måde, som jeg kun har set andre bøger stræbe for at opnå, og udførelsen er helt eminent her.

Jo jo, Alinea er bestemt også interessant som stærk, kvidelig hovedperson, der både gemmer på det konfliktsky og på fighteren, der sagtens kan, når det gælder, - og selvom jeg bestemt finder hende fascinerende, stikker hun nok ikke helt så meget ud fra mængden som Dax, der burde kunne få enhver med en smule interesse for psykologi til at savle.

Løbende er det helt tydeligt i relationen mellem Alinea og Dax, at de har kendt hinanden fra barnsben. Tonen mellem dem vidner om, at de har kendt hinanden altid, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvor godt de kender hinanden og de styrker og svagheder de hver især besidder.. Hvilket naturligvis betyder, at spændingsfeltet i dén relation intensiveres i takt med, at de står over for flere og flere udfordringer sammen.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk havde andre læse-planer den dag, jeg modtog Låsen og Vogteren, - men bogen VILLE læses, og så måtte alt andet naturligvis vente. Så er det sådan, det er.

Bogen er overordentligt vellykket og står stærkt både i forhold til plot, persongalleri og sprog. Man kunne måske savne at kunne gå ekstra på opdagelse blandt universets monstre og finde ud af, hvad der driver dem (eller, det ved jeg egentlig ikke om jeg vil ønske mig..), - men der skal selvfølgelig også være plads til at fantasere om, hvad der sker videre i denne verden, og fortællingen kan sagtens stå alene.

Så, - overordnet set et velskrevet og veludført bidrag til den danske fantasy litteratur! Jeg ser frem til mere fra Louise Haiberg en dag..

*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...