Forfatter: Helle Kaare Lindberg - Forlag: Facet - Udgivet: 2021
Sidetal: 244 - ISBN: 9788793456853
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Trip handler om Julie, der egentlig bor med sin mor og lillebror, men ikke kommer så godt ud af det med sin mor, så da chancen byder sig for at være hos onklen i en periode, slår Julie til. For en pige i 9. klasse er det udadtil en luksustilværelse med flere friheder og færre regler, end hun har været vant til tidligere, - det er som om, snoren er længere hos onklen, og Julie nyder det i fulde drag. Der er ikke længere nogen, der skælder ud, når hun kommer for sent hjem, og hun har frie tøjler til at tage til fest og stort set gøre det, hun har lyst til.
For Julie, der nærmest ikke kan vente på at blive voksen og gøre sig fri af moderens regler, som Julie i hvert fald synes er alt for strikse, er det fantastisk at kunne bestemme mere selv, end hun har kunne før og at få lov til at smage på friheden.
Men man må også lære, at friheden har en pris, og at det ikke altid er så fantastisk som det ser ud at kunne slå sig løs uden at tænke over konsekvenserne. Det er hårdere end Julie regner med stort set at skulle stå på egne ben allerede, og der er mange ting, der ikke helt fungerer, som hun havde regnet med.
Mange kan nok nikke genkendende til en del af de følelser, Julie står med, - frustrationerne i de perioder, hvor ens forældre ikke forstår én, og fornemmelsen af at blive behandlet som et barn uden mulighed for at bevise, hvor meget man kan, og at det hele nok skal gå - hvis man ellers bare får chancen. Mange oplever én eller anden form for konflikt med forældrene, når man rammer Julies alder, hvor man, som de synger i Bølle-Bob, ikke er rigtigt voksen og ikke er rigtigt barn, men lidt noget midt i mellem. Det er vanskeligt at afstemme forventningerne og det kræver kompromisser fra både den unge og dennes forældre.
Det er gribende og medrivende, - og den her selvsikkerhed og følelse af nærmest at eje verden og at være helt sikker på, at man har styr på det hele, som mange af romanens unge mennesker giver udtryk for, vil nok virke bekendt for mange. De unges måde at argumentere og tænke på er helt på linje med virkeligheden - og bogen er også godt med i forhold til et ungdommeligt sprogbrug. Der er et par af de trends, som de unge i bogen går op i, som man kan være bekymret for vil blive ved med at være relevante, og hvor langtidssigtet det er at sætte navn på populære sange og tv-serier, men i nuet vil en del nok alligevel kunne se sig selv i det.
Jeg manglede lidt i relationen mellem Julie og hendes mor. Romanen indledes med flere konflikter mellem dem, hvilket også er hovedårsagen til, at Julie flytter ind hos sin onkel. Julies mor må til dels som minimum have en mistanke om, hvilke typer der færdes her, hvilket gør det mærkeligt at hun vil lade Julie bo der, når moderen har været så meget imod at Julie skulle eksperimentere med stoffer.
Derudover er det underligt, at selvom Julies mor af naturlige årsager er meget optaget af Julies lillebror, går fra, mens Julie bor hjemme at have et stort behov for at holde styr på Julies gøren og laden, til nærmest ikke at holde kontakt til Julie mens Julie bor hos sin onkel. Jeg er med på, at moderen mentalt er prøvet, men det virker som et voldsomt skift i mentalitet, som også Julie må bemærke.
Overordnet set er der dog tale om en god, realistisk ungdomsroman, som mange - både unge og voksne - vil kunne spejle sig i, da den omhandler nogle dilemmaer og problematikker, som har været gældende gennem flere generationer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar