Viser opslag med etiketten mord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mord. Vis alle opslag

01 marts 2021

*Anmelder-eksemplar* Flod

 Forfatter: Ulrik Lauritzen - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021

Sidetal: 300 - ISBN: 9788794083201

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

På en lille ø i det sydvestlige hjørne af Danmark bliver en mand dræbt, - og med kun omkring 1000 indbyggere på øen skulle man tro, at det var en relativt smal sag at få det opklaret, og at det var i alles interesse, ikke? Ikke umiddelbart. I hvert fald ikke i denne sammenhæng. For historien bag mordet trækker tråde til historier og hemmeligheder, som øboerne har gemt på frygteligt længe, - og som ingen af dem er interesseret i skal være offentligt tilgængelige. Afsløres enkelte hemmeligheder, bliver andre nervøse for, om hele korthuset så vælter. Ingen har lyst til at tabe ansigt, og de fleste har et eller andet at skjule. Det gør arbejdet både vanskeligt og farligt for både det lokale politi og den psykolog, der er tilkaldt som hjælp til opklaringen.


Uden at afsløre for meget her, kan jeg godt sige, at der er fart over feltet gennem stort set hele bogen, og den er undervejs meget vanskelig at lægge fra sig.

Det er spændende lige til det sidste at gætte på, hvem af øboerne der ved hvad om de andre, og hvordan deres indbyrdes relationer i virkeligheden hænger sammen.

For én gangs skyld holdt uvisheden for mig lige til det sidste, og selvom det var sjovt at gætte med, var det alligevel ét af de mere drilske mysterier.

Plottet er skruet sammen, så nerverne undervejs sidder uden på tøjet meget af tiden, - og man kan blive meget i tvivl om, hvorvidt de bærende karakterer klarer skærende undervejs eller ej.


I forhold til karaktererne når man desværre ikke helt så langt ind under huden på ret mange af dem, som man kunne ønske sig, og det er måske netop her, jeg selv godt kunne have ønsket bogen udfoldet noget mere.

Vi lærer den kvindelige hovedperson nogenlunde godt at kende undervejs, og får lov at lære hendes baggrund og bevæggrunde at kende på en måde, så man også føler, at man kender hende. 

Men for mange af de andre blev det desværre kun overfladisk, - måske netop grundet alle de ting, øboerne forsøger at skjule for omverdenen.

Selv betjenten fra fastlandet er det begrænset hvor meget vi lærer at kende, - og han er endda ikke en fast del af øboernes interne hemmelighedskræmmeri. Det kunne, i mine øjne, have været stærkt at binde en relation mellem han og den kvindelige hovedperson mere op på netop deres fælles følelse af at skulle kæmpe sig til informationer på øen. Det er afdækket en smule, men der er bestemt plads til mere, - især i betragtning af, at der mellem linjerne godt kunne tyde på at være en stærkere relation på vej mellem de to, hvilket der sagtens kunne være gravet mere i.

Jo jo, det er lidt kliche, at der skal blandes kærlighed ind i krimi-fortællingerne. Men nu hvor det er antydet, kunne man jo godt følge op på det.


Overordnet set er her dog tale om en stærk fortælling, som bestemt er læsningen - og også gerne en genlæsning værd (bare for at få de sidste detaljer med.. der er helt sikkert noget, jeg har overset!)


Bogen udkommer 15. april.


09 oktober 2020

Lugnasad

 Forfatter: K. L. Berger - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2020

Sidetal: 384 - ISBN: 9788758840765

Fortællingen om Lugnasad er spændende, mystisk og uhyggelig, - blandt andet på baggrund af mængden af referencer til Keltisk mytologi, som ikke er så kendt herhjemme.

En gruppe unge er inviteret på en sommerlejr i 10 dage på Lugnasad. Snart begynder nogle underlige ting at ske, - nogen forsvinder (det påstås at de er taget hjem, men det har hovedpersonerne svært ved at tro på), mens andre finder mærkelige ting i skoven. Hvad mon der egentlig foregår? Og hvordan kommer man hjem, hvis man ikke vil være der længere?

Især begyndelsen var en anelse forvirrende, med præsentationen af mange navne på forskellige karakterer, så det blev vanskeligt at huske, hvem der var hvem.

Der sker en hel masse i bogen her, og man skal være vågen for at få det hele med.

Jeg kan spekulere på, om konceptet mon havde fungeret bedre som film, i forhold til pacing og effekter, hvor film-verdenen kan noget, som bøger ikke kan.

Derfor får bogen også kun 3 ud af 5 mulige stjerner herfra; det blev lige forvirrende nok for mig, og virkede ikke helt optimalt.



04 oktober 2020

De døde brødre

 Forfatter: Nick Clausen - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2019

Sidetal: 183 - ISBN: 9788758808772

Nick Clausen kan virkelig noget med de her gyser-historier.

Selvom det er relativt lige til at regne flere detaljer ud hen ad vejen, er der også detaljer, der kommer som en overraskelse og ud af det blå, - og kombinationen er stærk.

Fortællingen er tilpas kort til, at den er hurtigt læst, - der er ikke noget, der bliver trukket i langdrag eller virker overflødigt. Samtidig er fortællingen lang nok til at vi stadig kan nå at få en fornemmelse af hovedpersonerne og finde ud af lidt om, hvem de er - ud over den åbenlyse interesse for det overnaturlige.

Det er spændende fra start til slut, og man kommer hurtigt til at sidde ude på kanten af stolen i ren og skær spænding og forventning - hvad sker der næste gang? Og hvad sker der i virkeligheden i huset?

Er man den mindste smule interesseret i gys og mysterier, er Nick Clausens bøger altså et must-read..



26 september 2020

Two Can Keep a Secret

 Forfatter: Karen M. McManus - Udgivet: 2019 - Forlag: Penguin 

Sidetal: 327 - ISBN: 9780141375656

Selvom jeg egntlig havde rigeligt med planer den weekend, jeg satte mig for at læse bogen her, kunne jeg nærmest ikke lægge den fra mig.

Plottet er velgennemtænkt og velkonstrueret. Karaktererne er lette at relatere til.

Som så mange andre lignende historier er der undervejs en del små spor og ledetråde, der peger i retning af flere forskellige mulige gerningsmænd, og den snu læser vil muligvis være i stand til at samle trådene, der leder frem til den rigtige gerningsmand.

Til den negative side virker relationen både internt mellem hovedpersonerne, tvillingerne Ellery og Ezra, og relationen mellem tvillingerne og deres bedstemor ubeskrevet og relativt u-udforsket, og det kunne med lethed have fyldt mere. Når Ellery beskriver hendes relation til sin bror, men det ikke vises i beskrivelsen af hans handlinger, virker det kun som tomme ord.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.




One of us is...

 Forfatter: Karen M. McManus

Om One Of Us Is Lying skrev jeg:

Følgende anmeldelse er skrevet efter min anden gennemlæsning af bogen, hvilket mine tanker om bogen kan bære præg af. Læseoplevelsen bliver lidt en anden, når man allerede kender facit på det problem, der opstår.

Under en eftersidning på en high school med i alt fem tilstedeværende elever oplever Simon pludselig en allergisk reaktion, og da man ikke kan finde medicin, dør han. De fire resterende elever er alle under mistanke. Simon har i de senere år stået bag en blog hvor han har hængt resten af skolens elever ud på skift for ting, der kunne få dem i problemer, og det viser sig da også, at han har haft smuds liggende på de fire andre fra eftersidningen, som ikke er publiceret endnu. Det er kun et spørgsmål om tid, før det ser dagens lys. Hvem er skyldig i Simons død?

De fire andre elever fra eftersidningen er meget forskellige og karikerede på hver deres måde. Det er ved første møde let at have en del fordomme om nørden, prinsessen, den sporty fyr og ham den kriminelle, der tager stoffer. Som læsere følger vi dem skiftevis og får fortalt lidt gennem hver karakters øjne, hvilket gør, at man hurtigt lærer dem bedre at kende og kan få fordommene om dem brudt. Ægtheden af karaktererne er til at tage at føle på, men fordi de er fire om at dele spotlyset kan det ind i mellem virke lidt trangt, og personligt kunne jeg godt have brugt at enkelte sider af karakterernes personligheder og bekymringer var blevet mere udfoldet og havde fået mere spalteplads, - der er simplelthen ikke sider nok til at komme fuldkommen i dybden med både mordgåden og karakterernes fulde baggrundshistorie og udvikling.

Dog skal det siges at der er et pænt flow i historien, og sproget er der ikke en finger at sætte på, så romanen kan være meget vanskelig at slippe igen, - man skal lige have den næste del med, og have be- eller afkræftet sine teorier.

Generelt en anbefalelsesværdig roman, - og nu, hvor efterfølgeren er udkommet, er det da bare at komme i gang!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2017 og har ISBN 9780141375632. Bogen er 360 sider lang.


Om One Of Us Is Next skrev jeg:

Et noget makabert spil sandhed eller konsekvens. Man skulle tro, at efter episoden fra One Of Us Is Lying, burde Bayview High School have mødt deres drama-kvote for en periode. Men nej. Sådan skulle det ikke gå. Og konsekvenserne er større end nogen havde frygtet. Men hvem står bag?

Endnu en gang er det lykkes at skrue et interessant plot sammen, hvor jeg i hvert fald personligt havde svært ved at regne ud hvem gerningsmanden var, - blandt andet fordi vores hovedpersoner selv manglede informationer og derfor var meget på bar bund, hvilket gør, at denne bog var vanskeligere at regne ud end forgængeren var det.

Personerne er endnu en gang godt skruet sammen, og det er en bonus, at vi lærer ikke bare flere af hovedpersonerne, men også især nogle af bipersonerne at langt bedre at kende, og at de får lov til at udvikle sig videre fra det selv og det udgangspunkt de havde, da vi forlod dem. De er dybe og nuancerede, og der er tænkt over, at de virker ægte og realistiske.

Sproget er endnu en gang flydende med et pænt, naturligt flow, der gør bogen vanskelig at lægge fra sig, - en bonus er det naturlige skel i en del 1 og en del 2 med det vendepunkt, der sker cirka halvvejs (bare rolig, jeg skal nok undgå spoilere). Det kan motivere én til at lægge bogen fra sig et kort øjeblik, trække vejret og holde en pause inden man får næste del med.

Overordnet set en uhyre vellykket roman, der bliver siddende under huden et godt stykke tid efter endt læsning.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 og har ISBN 9780241376928. Den er 375 sider lang.


25 september 2020

Knust

 Forfatter: Anne Mette Kirk - Udgivet: 2019 - Forlag: People's Press

Sidetal: 320 - ISBN: 9788772004006

En regnfuld nat efter en gymnasiefest brager en stjålet bil ind i et træ. Bag rattet sidder 19-årige Jonathan, der brutalt mister livet i ulykken. De tre andre passagerer Tanja, Phillip og Nikoline overlever. Tilbage på gymnasiet begynder Jonathans lillesøster, Mathilde, at kigge nærmere på ulykken og de fire unge, som var med. For hvad skete der egentlig den aften til gymnasiefesten? Hvorfor havnede netop de fire elever i en stjålet bil? Og hvorfor taler ingen af de overlevende længere sammen? På sidelinjen begynder også den unge nyuddannede politimand Marc, der var den første på ulykkesstedet at dykke ned i sagen.

Wauw. Da jeg først kom ordentligt i gang, var bogen ikke til at slippe igen, og dermed slugt i løbet af en enkelt aften. Spændende til det sidste, og sjovt at gætte med på, hvad der faktisk skete den aften, ulykken skete.

En imponerende debutroman, som let kan sidestilles med thrillere og spændingsromaner til voksne. Er man til One of us is lying og Two can keep a secret (på dansk - En af os lyver og Echo Ridge) af Karen M McManus, kan den her klart anbefales!

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner. 



*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...