Viser opslag med etiketten dronning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dronning. Vis alle opslag

27 august 2021

*Anmelder-eksemplar* Trubaduren (Mæsker, #2)

 Forfatter: Majbrit Ravnholt Cramer - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Anmeldelsen af bog 1, Henretterlunden, findes her. Den er i øvrigt også modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg synes, jeg har ventet længe på den her afslutning! Jovist, der er kun gået et års tid, cirka, men den cliffhanger, Henretterlunden sluttede med, var altså næsten ikke til at holde ud.

Heldigvis har Trubaduren været værd at vente på. Der er virkelig fart på, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med i alt det drama, der sker, og de tråde, der skal vikles ud.

Der er mange detaljer, man skal være opmærksom på, og i bog 1 var der en del åbne spørgsmål, der skulle besvares, før det hele gik op i en højere enhed - og i bog 2 bliver posen rystet, så vi som læsere for alvor kan blive i tvivl om, hvorvidt vi kan stole på de karakterer, man sandsynligvis kom til at holde af og med i bog 1.

Man kommer i hvert fald ikke til at kede sig undervejs, - og begge bøger kan være meget vanskelige at slippe igen, når man først er kommet i gang, så det kan anbefales at have god tid til læsningen.

Det er fortællingen om de misforståelser der sker, når vi glemmer at tale sammen. Om de fordomme vi kan have om andre, udelukkende baseret på deres udseende eller der hvor de er født, og hvordan det påvirker vores interaktion med dem i en grad, hvor den enkelte kan blive decideret ondskabsfuld. Og for hvad? Problematikken er til at tage ud og overføre direkte til vores verden. Det er de mindste ting, vi hurtigt kommer til at dømme hinanden på, og ikke altid på et særligt fornuftigt grundlag.

Det er fortællingen om, hvordan det kan have positiv effekt både for det enkelte individ og for samfundet som helhed, at vi ind i mellem minder os selv om at sænke paraderne og huske at kommunikere med omverdenen. Det er fortællingen om, at vi ikke skal lade andres fortællinger om en tredjepart diktere, hvad vi tænker - men at vi skal huske at tænke kritisk og undersøge sagen selv.

Det er tankevækkende bøger, der har masser af potentiale til at sætte spor hos sine læsere. Og jeg er sikker på, der er mange detaljer, der vil blive ekstra klare, ved en eventuel genlæsning, - for der er tilpas meget drama og fart over feltet til, at man godt kan komme til at misse noget.

Bøgerne i denne nu afsluttede duologi er velskrevede, dramatiske og actionprægede. Man håber og krydser fingre, for så at få sit hjerte knust, og til en hvis grad sat sammen igen. Jeg glæder mig til at følge Majbrit Ravnholdt Cramers forfatterskab, og krydser fingre for, hun har flere fantastiske historier i ærmet!

Mon ikke et par lærere rundt omkring ville have fornøjelse af at bruge bøgerne her som udgangspunkt i en debat om menneskerettigheder, racisme, fordomme, og hvordan vi behandler hinanden? - Om ikke andet så blot ud fra bog 1, Henretterlunden, der har sin andel af ting at tage fat i på dét område, og så kan eleverne selv få lov at læse fortsættelsen.

21 januar 2021

[Anmelder-eksempar] Låsen & Vogteren

 Forfatter: Louise Haiberg - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Sidetal: 399 - ISBN: 9788758841229

Låsen & Vogteren er modtaget som anmelder-eksemplar fra Louise Haiberg, og er derfor reklame.

Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Om Låsen og Vogteren skrev jeg:

Jeg indrømmer blankt, at jeg har læst alle Louise Haibergs udgivelser ind til nu, - og jeg har været vild med det hele. Jeg elsker skrivestilen og sproget, og at der ikke gemmes ret meget væk. Det må gerne være mørkt, grimt og barskt, og det er langt hen ad vejen hudløst ærligt. What's not to like?

I Låsen & Vogteren følger vi to karakterer. Til dels Alina, en ung pige, der tilhører en slægt, der gennem mange generationer har sørget for at en verden af monstre ikke får adgang til menneskenes verden, - det vil sige den verden, vi andre helt almindelige dødelige bor i. Hun har dog ikke lyst til at bo i denne verden af monstre, og forsøger at få en tilværelse til at fungere i menneskenes verden, - men med mellemrum må hun tilbage til monstrenes verden og forny den magi, der holder monstrene i deres verden. Disse monstre er naturligvis ikke alle lige tilfredse med, at de skal spærres inde, - og det er her, Dax, hendes bodyguard eller Vogter kommer ind i billedet. 

Det, at så mange er ude efter Alinea, gør selvfølgelig at spændingsfeltet er højt. Man er som læser konstant på stikkerne sammen med Alina, for hvem kan man (om nogen) stole på, og hvad sker der næste gang? Hun må konstant se sig over skulderen, og veksler mellem at være bange for at handle og at måtte handle, - for hvis ikke hende, hvem så?

Dax's sind veksler mellem loyaliteten over for Alinea, som hører med til Vogter-jobbet, og nogle af de grundlæggende drifter, der hører med til, at han er et monster som alle andre i den verden, de kommer fra. Når jeg læste Dax's kapitler, kunne jeg ofte blive i tvivl om, hvad han reelt set ville, og hvad hans intentioner var.

Det, at vi på én gang har adgang til Dax' tanker (i hvert fald halvdelen af tiden) og samtidig kan være i tvivl om hans oprigtige intentioner meget af tiden, gør ham til en uhyre (pun intended) interessant karakter, som i hvert fald for mig står som noget helt særligt. For den her balance mellem det dyriske og over-jeg'et bliver virkelig udtalt på en måde, som jeg kun har set andre bøger stræbe for at opnå, og udførelsen er helt eminent her.

Jo jo, Alinea er bestemt også interessant som stærk, kvidelig hovedperson, der både gemmer på det konfliktsky og på fighteren, der sagtens kan, når det gælder, - og selvom jeg bestemt finder hende fascinerende, stikker hun nok ikke helt så meget ud fra mængden som Dax, der burde kunne få enhver med en smule interesse for psykologi til at savle.

Løbende er det helt tydeligt i relationen mellem Alinea og Dax, at de har kendt hinanden fra barnsben. Tonen mellem dem vidner om, at de har kendt hinanden altid, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvor godt de kender hinanden og de styrker og svagheder de hver især besidder.. Hvilket naturligvis betyder, at spændingsfeltet i dén relation intensiveres i takt med, at de står over for flere og flere udfordringer sammen.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk havde andre læse-planer den dag, jeg modtog Låsen og Vogteren, - men bogen VILLE læses, og så måtte alt andet naturligvis vente. Så er det sådan, det er.

Bogen er overordentligt vellykket og står stærkt både i forhold til plot, persongalleri og sprog. Man kunne måske savne at kunne gå ekstra på opdagelse blandt universets monstre og finde ud af, hvad der driver dem (eller, det ved jeg egentlig ikke om jeg vil ønske mig..), - men der skal selvfølgelig også være plads til at fantasere om, hvad der sker videre i denne verden, og fortællingen kan sagtens stå alene.

Så, - overordnet set et velskrevet og veludført bidrag til den danske fantasy litteratur! Jeg ser frem til mere fra Louise Haiberg en dag..

26 september 2020

Sagakvartetten

 Forfatter: Julie M. Day - Forlag: Turbine

Om bog 1, Af blod og støv, skrev jeg:

Det er nemt at blive intimideret af mængden af fortællere i den her saga, - og man bliver advaret allerede i bagsideteksten, hvor flere hovedpersoner er nævnt. Det skal man dog ikke lade sig gå for meget på ad, for det er heldigvis nemt at finde rundt i, hvornår vi er hos hvilken hovedperson, og karaktererne er så forskellige fra hinanden at man i teksten hurtigt sporer sig ind på dem.

Selvom det naturligvis ikke er alle hovedpersonerne, som alle vil kunne spejle sig lige meget i, vil der alligevel være en god sandsynlighed for, at man finder én, som man kan connecte med.

Flowet er godt, og der er inkluderet nogle velvalgte cliffhangers i slutningen af hvert kapitel, så bogen er enormt svær at slippe igen. Dog er cliffhangers ikke undladt i de sidste kapitler i bogen, - så bog 2 må godt snart blive udgivet! Jeg må have svar!

Det er en stærk start på serien, og man kan virkelig se, hvordan Julie M. Day er vokset som forfatter siden debutten Grænsen til Trafallas - Den Halves Arv. Sproget virker mere flydende, og plottet står mere skarpt, med en stor portion karakterer, som man ved, hvad står for, og som man kan være sikker på gør alt, hvad der står i deres magt for at nå deres mål.

Jeg glæder mig til at følge resten af serien her - og i det hele taget resten af Julies forfatterskab.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen udkom i 2020, den er 433 sider lang og har ISBN 9788740662092.


*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...