*Anmeldereksemplar* Dragekrigene (Magiens alfabeter, #3)

 Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2026

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Dragekrigene er tredje og sidste bind i serien om Magiens Alfabeter, - og hvilken rejse, vi har været på undervejs!

Serietitlen indikerer lidt; det er ikke alfabet, men alfabetER i flertal. Med al mulig grund. Der er nemlig ikke kun én måde at gå til tingene på, men flere, - og det nytter ikke noget at stirre sig blind på blot en enkelt ting, for så mister man overblikket, og tingene begynder for alvor at skride.

Som det afsluttende bind i serien er der flere tråde at samle, og flere afsløringer ser dagens lys. Nogle ting er mere forventelige en andre, - og visse detaljer har potentiale for at overraske. Jeg var i hvert fald ved at tabe kæben et par gange undervejs i læsningen, og har måske fået øje på nogle af de detaljer, der også kom bag på redaktøren! 😂

Nicole Boyle Rødtnes' bøger er generelt virkelig gennemførte, og Magiens Alfabeter er ingen undtagelse. Det virker gennemtænkt ned til de små detaljer. Worldbuildingen og magisystemet spiller, karaktererne er levende og ægte, og plottet er skruet sammen på en måde, så det hele går op i en højere enhed.

Det er en sand fornøjelse at læse med, og man får virkelig én på opleveren.

Anbefales fra ca. 12 år.

*Anmeldereksemplar* Den magiske opal (Fortællinger fra Novahr Orbîs, #1)

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Den magiske opal er første bind i serien Fortællinger fra Novahr Orbîs; en serie, der foregår som en åbning og en indgang til forfatterens Dragernes Æra serie. De to serier foregår nemlig i samme univers, men bogen her foregår kronologisk før Dragernes Æra bøgerne, og sværhedsgraden er noget lettere, - hvorfor man kan læse med allerede fra 3.-4. klasse.

I Den magiske opal møder vi Birk, der flytter til en middelalderlandsby med sin mor, hvor den mystiske Jens Vejviser også dukker op. Birk er nysgerrig, og snart fortæller Jens ham om skovens magiske væsner og den magi der omgiver dem alle, men tør Birk tro på det? Da en heksejagt indledes på Jens, Birk og Birks mor må Birk træffe valg, der får store konsekvenser, - og ikke kun form ham selv.

Som nævnt er teksten relativt let at gå til og nem at læse, og der er fulgt op med nogle vanvittigt flotte illustrationer til (se bl.a. kortet i bogen her), og kombinationen klæder virkelig universet, der i forvejen er eventyrligt dragende og spændende.

Det er altid lidt specielt også at invitere de lidt yngre læsere med ind i et eksisterende univers, hvor den oprindelige målgruppe har været en smule ældre, - men det gør bestemt ikke noget her. Fortællingen om Den Magiske Opal kan nemlig sagtens stå alene, og så kan de, der for alvor bliver grebet, altid dykke ned i Dragernes Æra, når de bliver en smule ældre og dén serie senere kommer til at føles knapt så intimiderende.

Karaktererne i bogen her er ligetil, relaterbare og nemme at holde af, også for børn på mellemtrinnet. Samtidigt er der åbnet op for, at de i endnu højere grad kommer til at interagere med magiske væsner i kommende bøger i serien, hvilket bestemt er lokkende.

Man kan godt fornemme, at her er tale om første bind i en serie, og der går et øjeblik for handlingen for alvor tager fart, - men det er virkelig en god begyndelse. For selvom det ikke er én af de bøger hvor det går allerhurtigst, kan det også noget at vi  får lov  til at nyde universets langsomme tilblivelse og at vi lærer dét og karaktererne gradvist at kende.

Den magiske opal er spændende, - og kan kun anbefales til fantasylæseren fra ca. 10 år, men bestemt også til de voksne fantasylæsere.

The Tea Dragon Society

 Forfatter: K. O'Neill

The Tea Dragon Society er tegneserier, og det er cozy fantasy når det er allerbedst. De tre hæfter emmer langt væk af hygge og ro med deres bløde linjer og varme farver, og det kan derfor være et fantastisk afbræk fra både hverdagens trummerum, men også andre romaner hvor der er masser af fart på.

Her er der plads til te, venner, sammenhold og personlig udvikling. Det handler om kunsten at leve i ét med væsner og naturen omkring én. Om at man ikke tager noget i livet for givet, men at man husker at sætte pris på de små ting i tilværelsen, - med respekt for og accept af andres forskelligheder.

Der er en indgroet tillid til at andre er gode og til at stole på, og der hersker åbenhed og ærlighed gennem alle tre bind. Det kobles sammen med masser af diversitet, der er repræsenteret som noget helt almindeligt.

Læs The Tea Dragon Society, hvis du trænger til et varmt, kærligt kram i bogform. Kan anbefales at læses med en god kop te ved hånden!

Iron Flame

Forfatter: Rebecca Yarros - Udgivet: 2023

Fourth Wing, forgængeren til Iron Flame, nød stor popularitet hen over sommeren 2023, og blev en sensation på sociale medier, især via TikTok. Jeg var selv én af dem, der blev revet med, og nød hvert sekund i selskab med både mennesker og drager i læsningen af bogen. Jeg var hurtigt solgt, og kunne nærmest ikke slippe bogen igen. Hurtigt syntes ventetiden lang på efterfølgende bøger i serien, og tiden kunne nærmest ikke gå hurtigt nok før jeg fik den næste i hænderne, - og jeg er sikker på andre har haft lignende følelser.

Desværre var jeg slet ikke nær så betaget af Iron Flame som jeg var af Fourth Wing. Hvor Fourth Wing virkelig var stærk på sin intensitet og høje spændingsniveau, virkede Iron Flame mere langtrukken og med mindre på spil for karaktererne. Jovist, de er stadig udsat for fare, og der er da langt fra fred og fordragelighed i universet endnu, men det virkede mere udvandet.

Iron Flame er som sådan ikke skidt. Den er bare meget langt fra hvad Fourth Wing var, både i forhold til tempo og stemning. Der er gået noget af det magiske ved det, og man kan hurtigt blive for hjemmevant i det ellers så interessante og spændende, som nu pludselig virker mere beige.

Serien kan bestemt noget. Men umiddelbart vil jeg påstå jeg havde haft nok i første bog, og jeg kan hurtigt komme i tvivl om hvorvidt jeg har lyst til at fortsætte serien.. Men den tid, den sorg.

 

Murtagh

 Forfatter: Christopher Paolini - Udgivet: 2023

Murtagh foregår i samme univers som The Inheritance Cycle af samme forfatter, et års tid efter hændelserne i fjerde bog. I stedet for at følge Eragon og Saphira, er det nu Eragons halvbror Murtagh, der er i fokus, og de ting, han kommer ud for i sin kamp for selvstændighed og frihed uden at tjene andre end sig selv.

Murtagh er en anelse mørkere end de foregående bøger i serien, og taler derfor også til et lidt ældre publikum, hvilket dog passer fint med at der er gået nogle år siden de tidligere bøger blev udgivet og vante læsere af universet også har udviklet sig i de år der er gået.

Det er grundlæggende stadig det samme univers, vi går på opdagelse i, men siden truslen fra Galbatorix er forsvundet er der en anden plads til at gå på eventyr og opdage sider af universet, vi ikke tidligere har kunnet udforske. Der bliver derfor præsenteret nye ting, nye sider og detaljer af universet som Eragon aldrig nåede at opdage, fordi det ikke var vigtigt for den rejse han var på.

Når det så er sagt, så er Murtagh en fortælling, som primært er til folk der i forvejen er meget glade for universet og gerne vil lære det endnu bedre at kende. Det er ikke fordi den bidrager en hel masse ekstra til Eragons fortælling. Til gengæld får vi et anderledes indblik i relationen mellem Murtagh og hans drage Thorn, og hvordan deres opvækst har bidraget til de karakterer de var i møderne med Eragon, men også den retning og de valg de tog efterfølgende.

Det er altså en bog, der ikke nødvendigvis er for alle læsere af The Inheritance Cycle, men nærmere til de der er interesserede i netop Murtaghs person og karakter - og et anderledes bånd mellem en drage og dens rytter end det, vi tidligere er blevet præsenteret for, blandt andet i kraft af både Murtagh og Thorns insisteren på hver deres selvstændighed.

Fourth Wing

 Forfatter: Rebecca Yaros - Udgivet: 2023

Trigger Warnings: krig, kamp, ​​hånd-til-hånd kamp, ​​farlige situationer, blod, intens vold, brutale skader, død, forgiftning, grafisk sprog og seksuelle aktiviteter

Forth Wing følger 20-årige Violet, hvis hjemland har været i krig længe. De bruger drager med ryttere i kamp, og Violet vil forsøge at blive dragerytter. Problemet er at langt de fleste ansøgere dør i forsøget, og Violets odds er værre end gennemsnittet; hendes mor er nemlig, grundet sin stilling i militæret, ansvarlig for at en del af de andre på stedet har mistet en forælder.

Det er svært at klare sig. Træningen er hård, og det er langt hen ad vejen alles kamp mod alle, så det er nærmest umuligt at navigere i, hvem man kan stole på, og alliancer skifter hele tiden, afhængigt af hvad der lige giver mening i en bestemt kontekst.

Samtidig er de unge mennesker i en alder, hvor hormoner og følelser er all over the place, og dét kan også være en kamp i sig selv at håndtere, - især for Violet, der egentlig har rigeligt at se til med overhovedet at holde sig i live.

Intensiteten er høj, og der er hele tiden noget på spil; Fourth Wing er en pageturner, der er urimeligt vanskelig at lægge fra sig, når først man er kommet i gang.

Mængden af inforståede fantasy-udtryk i bogen er relativt begrænset, så de fleste læsere kan være med, og den henvender sig ikke bare til vante læsere af genren, men især også til fans af slow-burn romancer. Der er en grad af spice undervejs, men det er ikke det, der fylder mest, og når det sker kan man godt springe nogle sider frem uden at det ødelægger en hel masse.

Fourth Wing har været enormt hypet på sociale medier, så jeg var ærligt spændt på at komme i gang, da man hurtigt kan være i tvivl om hvorvidt bogen kan leve op til dens popularitet. Jeg var dog solgt fra start, og bogen kan klart anbefales.

*Anmelder-eksemplar* Dragedronningen (Dragernes Æra #3)

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Leitura - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af første bog i serien, Drageægget, kan læses her.
Min anmeldelse af anden bog i serien, Dragesværdet, kan læses her.

I Drageægget fulgte vi primært Julianas færd i en verden meget ulig hendes egen - vores verden. I Dragesværdet fulgte vi hendes datter, Sarina, i samme verden. Her i Dragedronningen er synsvinklen splittet, og vi får både kapitler fra begge kvinder, men vi får også et gensyn med kapitler fra Queridor, som er introduceret i de tidligere bøger. Balancen mellem synsvinklerne og frekvensen mellem hvor ofte og hvor meget de enkelte karakterer kommer til orde virker godt og gennemtænkt. Det er en fornøjelse at flere kapitler ender på en måde, så man gerne vil have mere af den karakter man netop har efterladt et spændende sted, - og at man samtidig gerne vil høre nyt fra den karakter, der så dominerer det næste kapitel. Kombinationen af begejstring og frustration er en helt særlig følelse, især når der indimellem kan gå mange kapitler, hvor vi kun hører fra enten Juliana eller Sarina i kombination med kapitler fra Queriodors synsvinkel. Det er en kunst at fange læseren, så man sidder tilbage med begge følelser og bare gerne vil have mere, - men dét kan C. G. Valentin heldigvis, og det er fabelagigt at få lov at blive revet med endnu en gang.

Der er naturligvis forskel på hvordan drager som væsen bliver fortolket afhængigt af i hvilket univers man møder dem. Det er forventeligt, og sådan skal det jo helst være. Her i Dragernes Æra er de intelligente væsner med egen vilje, men det lader dog ikke til at der er fundet et fodfæste i kommunikation mellem drager og universets andre væsner. Dragerne bliver generelt behandlet mere som ridedyr eller udstyr frem for reelt tænkende væsner. Selvom dragerne i serien her ikke gør det helt vilde i at udnytte deres størrelse og kræfter, ville det ikke være urimeligt at tænke at det kunne være en bekymring på sigt, hvis ikke de blev behandlet med den respekt de som race selv mente de fortjente. I kraft af at Salina lader til at have en spirende evne til at skulle kommunikere med dragerne, kunne man dog godt have ønsket sig en smule mere kommunikation med dragerne - og det at se verden fra dragernes synsvinkel, og det havde givet en ekstra kant til historien at få dragernes vinkel på begivenhederne omkring dem. Det er dog samtidig noget, der ville komme til at fylde en del hvis det skulle gennemføres ordentligt, så det er fuldt forståeligt det ikke er kommet med, - og så må man jo nøjes med ønsketænkning på dét område i stedet.

"Sarina kunne ikke lade være med at smile, og i stedet for at svare faldt hun ind i armene på sin mor endnu en gang. Det var, som om det gav et usynligt klik indeni. Alting faldt på plads. Det var den manglende brik, der havde givet hende fornemmelsen af rodløshed så længe." - s. 243 (kap. 22)

- For én gangs skyld bringer jeg min egen baggrund som adopteret i spil i en anmeldelse. Måden Sarina og Julianas første møde beskrives er konkret og præcis. Selvom afsnittet måske nok godt kunne have fyldt endnu mere, koger den netop de virkelige følelser ned til noget der er til at tage og føle på, og kunne være taget ud af en virkelig situation. Det er (eller kan i hvert fald sagtens være) sådan det føles at finde én eller begge sine forældre efter mange års manglende kontakt. Selvom nogle måske vil påstå at tv-programmer, der genforener adopterede med deres biologiske familier, kan male for tykt på for seernes skyld (og jeg skal ikke benægte det kan være tilfældet i nogle eksempler), så vil det for mange også netop være en afspejling af den levede virkelighed. Det er følelsesladet. Det er vildt. Det er at genfinde de puslespilsbrikker, man ikke nødvendigvis viste man manglede. Og det er så vigtigt at der bliver sat ord på det. Uanset hvor god ens adoptivfamilie er for en, vil den adopterede altid risikere at stå med en følelse af at være udenfor og mangle noget - også selvom de ikke nødvendigvis selv fortæller det. 

Det ses også i Sarinas relation til hendes far, Daerín. Sarina ønsker sig brændende en positiv relation til ham, og trods det at det aldrig lykkes at gennemføre det på den måde, Sarina havde ønsket, gør det alligevel ondt. Det kan virke mærkeligt at sørge over tabet af noget, man aldrig har haft. Men ønsket kan for individer som Sarina fylde så meget, bevidst eller ubevidst, at det griber om sig, især hvis det ikke bliver bearbejdet. Underbevidstheden kan være en b*tch, der spiller spil med vores psyke, og dét skal ikke undervurderes.

"Alligevel var der stadig et stykke af hende, som drømte om en familie. En del af hende, der nu var knust og for evigt falmet." - s. 294 (kap. 34)

De to verdener vi bliver introduceret for, er linket sammen, og ikke blot af en portal. Uroligheder i den ene verden betyder uroligheder i den anden. Selvom der er forskel på hvordan disse uroligheder kommer til udtryk, er der dog ikke den store tvivl om at de har med hinanden at gøre. Det forklarer en hel masse, og kan afhængigt af standpunkt enten virke beroligende eller urovækkende at hvad end der sker, så kan skylden ikke nødvendigvis være placeret et bestemt sted, da det er et resultat af noget større.

Her i årene efter corona kom til har der været en del litteratur, der legede med tanken om, hvad der kunne være sket. Selvom den del af Dragernes Æra, der foregår i vores verden, også udspiller sig fra 2020 og frem, er det dog ikke corona, men naturen, der spiller med musklerne. Og selvom dét også er skræmmende, og budskabet om at passe på miljøet er helt på sin plads, er det alligevel rart at serien beskæftiger sig med andet end corona, - trods det at det nok kunne have været en let udvej.

Klimalitteratur som genre er også på vej frem, og der er mange måder at fortolke det på. Udførelsen her, hvor klimaforandringerne har en konkret, om end overnaturlig årsag takket være genren, er gennemført, og det er en fornøjelse at se de mange måder klimaproblematikken kan vendes og drejes på. Tolkningen er ny og kreativ, men den hører bestemt med blandt de bedste af sin slags.

I Dragernes Æra 2: Dragesværdet var en vekslen mellem reguler brødtekst og breve fra Salina en gennemgående ting, og også her i Dragedronningen bliver vi præsenteret for andre tekstformer. Denne gang er det uddrag fra Julianas dagbog, - eller, i hvert fald notater om Julianas dagligdag nedfældet på de stykker papir, Juliana nu har kunnet komme til. Det fungerer glimrende, da noget af det man godt kan mangle ved fortællinger der er skrevet i tredjeperson, netop er hovedpersonernes indre følelsesliv. Her får Juliana lov til selv at fortælle om sine oplevelser, og selvom reglen ved dagbogsoptegnelser er at skriveren selv vælger hvad der nedfældes, giver det alligevel et fint indtryk af hvordan Juliana håndterer situationen.

For sprognørder er det også interessant at se, at Juliana og Salina har nogle af de samme "misbrugsord", - altså ord eller udtryk, som går igen mange gange i et stykke tekst. Det kommer især til udtryk, når de starter en del sætninger med "men" eller "Nå, men". Det er tilnærmelsesvist talesprogs-agtigt at starte sætninger på den måde og ikke nær så brugt i skriftsprog. I kraft af at det går igen i både de tekster, Salina skriver i Dragesværdet og dem, Juliana skriver her i Dragedronningen, må man gå ud fra at der er tale om en fælles mor-datter-ting, også selvom mængden af dem gradvist mindskes, især for Juliana efterhånden som årene går og hun bliver ældre. 

Her kan måske tolke at det i mindre gad handler om hendes udvikling som skribent og i højere grad om hendes udvikling som menneske. I fortællinger, hvor man følger nogle af de samme karakterer over en længere årrække, er det kun et kvalitetstegn at det ikke kun er deres personlighed og væremåde der gradvist ændrer sig i takt med at de bliver ældre, men at det også gælder deres måde at formulere sig på i tanker, tale og på skrift. 

Samlet set er jeg virkelig imponeret af Dragernes Æra som serie. Selvom jeg vel nok kunne have ønsket mig lidt her og der, er serien gennemført og gennemtænkt. Det er dog især her i Dragedronningen at serien får lov at vise sig fra sin bedste side. Selvom de to første bind også var rigtig gode, gør kombinationen af Julianas og Sarinas historie noget helt særligt for bogen. Der sker ting og sager, når tingene får lov at gå op i en højere enhed. Selvom det altid er lidt vemodigt at sige farvel til en serie, får Dragernes Æra lov til at afslutte med et brag - og jeg kan garantere, at det er magisk! De forskellige plottråde bliver samlet op på bedste vis og rundet fornemt af. Og selvom der nok altid er ting man godt kunne ønske sig mere af i de bøger, man holder af, sidder jeg på ingen måde tilbage med en følelse af at der mangler noget.

*Anmeldereksemplarer* Anno Draconi: Udskud, Forræder og Hævner

 Forfatter: Emil Blichfeldt - Forlag: Calibat - Udgivet: 2022

Reklame: Trilogien er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Udskud er første bind i serien. Vi møder drengen Gisle, hvis rolige liv på sletten ændres da hans forældre bliver dræbt af en drage. Hvor Gisles søster bevæger sig i én retning for at samle folket og vælte magthaverne, nægter Gisle at underkaste sig sin søster, så han drager istedet i en anden retning for at ødelægge det hele indefra.

Forræder er andet bind i serien. Gisle er steget en anelse i graderne hos dem, han forsøger at bekæmpe, men det er nu ikke længere kun forældrene, han forsøger at hævne. Der er mere på spil end nogen sinde før, men alene kampen for overlevelse virker mere barsk end tidligere.

Hævner er tredje og sidste bind i serien, og det afsluttende opgør nærmer sig hastigt. Men kan Gisle holde hovedet koldt, - og hvem kan han overhovedet regne med? Alliancer og sociale relationer er komplicerede, og det er ikke alle, der viser sig fra deres pæneste sider.

Jeg kan forstå, at serien har været længe undervejs, men det her absolut været ventetiden værd, for her kan man for alvor mærke, at der har været kælet for detaljerne.

• Worldbuildingen spiller, og der er styr på både historie og magisystem.

Der er drager med! og selvom det ikke er dem, der løber med det største fokus, får vi alligevel et pænt indblik i både dragernes interne sociale hieararki, deres historie, og deres betydning for menneskene i dette univers.

Magisystemet er der styr på, og selvom det naturligvis ikke er super udpenslet, får vi som læsere alligevel et indtryk af hvilke grene af magien der findes, hvad det kræves for at styre den, og hvad det koster at bruge den. Der er ikke noget bare eller noget tilfældigt her, og det er altid en fornøjelse at se at der er tænkt over det.

• Især Gisles person er helstøbt og relaterbar.

Han er ikke perfekt, men har moralske gråsider, trods det han kæmper for et fælles bedste, og hans motivationsfaktor for at handle og gøre noget sidder også lige i skabet. Han er aggresiv og har temperament, men det er ikke ubegrundet, og bunder i stærdighed og viljestyrke - det er tydeligt, at det ikke handler om ren lyst til vold og konflikt, men at det snarere er et middel til at nå det, han gerne vil have.

Også de andre karakterer virker ægte, og jeg elsker, at det netop ikke bliver gjort til en ting at én af de mandlige karakterer bekender sin kærlighed til Gisle. Det er naturligt at attraktion og seksuel ikke nødvendigvis er ensartet og ikke alle behøver være hetero - heller ikke i dette univers, trods de mange andre ting, karaktererne kommer op at toppes over.

• Plottet er noget helt for sig - på den gode måde!

Man kan ikke længere regne med at få den klassiske kamp mellem det gode og det onde, selv i fantasy romaner, - og også Anno Draconi rummer skygge- og gråsider. Jovist, der er nogle karakterer der er ondere end andre, og andre der mere tydeligt kæmper for det gode og for et fælles bedste. Men både hovedpersonen Gisle og langt de fleste af de andre karakterer rummer flere facetter.

Også som læser bliver man til sidst også tvunget til at tage stilling til hvad der i virkeligheden vil gavne folket bedst, - for det er sjældent nok bare at konstatere at der er en vinder, og så er det dét. For hvad gør vinderne så med den magt, de er blevet tildelt? Kan de overhovedet finde ud af at lede et samfund, og ikke kun en hær?

Meget af den slags må naturligt stå hen i det uvisse for ikke at trække fortællingen unødigt i langdrag, men det er nok meget sundt at vi får færten af at alt ikke nødvendigvis bliver ved at være rosenrødt, bare fordi én krig har fundet sin vinder.

• Derudover er det grafiske også virkelig lækkert at kigge på!

Forsiderne er fabelagtige. Motiverne er detaljerede uden at have for mange forskellige elementer med, og de giver mening for indholdet i den enkelte bog. Farverne er valgt virkelig godt så motivet fremstår tydeligt, og der er gjort noget ud af at man på lang afstand kan se at der er tale om en serie, uden at det er over-gjort.

Og så er det som altid fantastisk at at der er gjort noget ud af at lave et kort til serien - både forrest og bagerst i bogen, og at det giver mening for handlingen, så man kan få et ekstra lag ud af plottet ved at følge med i kortet undervejs og på den måde følge med i hvor de forskellige ting udspiller sig og hvorfor visse beslutninger giver taktisk bedst mening.

Natteblod

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Natteblod er den 8. udgivelse fra Mikkel Wendelboe, og man mærker tydeligt at der her er nogle fortællinger, der virkelig brænder for at blive fortalt og komme ud til verden. For selvom Natteblod i sig selv er en selvstlændig fortælling, er den lige så dragende som de andre bøger fra Wendelboe. Generelt emmer fortællingerne af noget magisk og eventyrligt, og de er uhyre vanskelige at slippe igen, når man først er kommet i gang.

Natteblod indeholder fart overfeltet og masser af spænding fra første kapitel, royalt drama og overnaturlige væsner, - what's not to like? Historien gav endda nogle associationer henad fortællingen om Rapunzel og Disney's To på flugt, og nok er Natteblod helt sin egen og bygger på nogle helt andre elementer når fortællingen først kommer i gang, men da først referencerne var set, var de vanskelige at glemme igen. Det ændrer dog ikke på, at det samlede indtryk af Natteblod er overordentligt positivt.

Sprogligt er bogen ikke helt så avanceret at gå til som nogle af de andre bøger fra Wendelboe, men der leges stadig med sprog og formuleringer, og der er gjort noget ud af at give det lidt krydderi her og der, - det vil for nogen dog blot være lettere tilgængeligt og nemmere at gå til.

Skiftet mellem synsvinkler i historien giver noget ekstra, - et twist, en ekstra indsigt, og er med til at udbygge universet på en måde som vi ikke havde fået med, hvis vi kun havde fulgt en enkelt karakter. Det giver en særlig dybde til universet, at vi får muligheden for at se de ekstra lag, som kun bestemte karakterer har adgang til og indsigt i. Og selvom jeg godt kunne have ønsket mig endnu dybere indsigt i denne verdens magisystem, er det dog ikke noget der gør en forskel for den samlede læseoplevelse.

Jeg kommer nok til at holde fast i, at Mikkel Wendelboes forfatterskab er ét, jeg kommer til at følge tæt, - og jeg glæder mig altid til at se, hvad han finder på næste gang!

*Anmelder-eksemplar* Dragernes Æra #2: Dragesværdet

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Klippe - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af første bog i serien, Drageægget, kan findes her.

Der er sket noget i dette univers, siden vi forlod det i bog 1, og det kræver en selvfølgelig en smule omstilling, hvilket dog føles helt naturligt og ubesværet. Hos mig var det i hvert fald ikke noget, der forstyrrede læseoplevelsen, da jeg først var kommet i gang.

I denne bog følger vi tre forskellige hovedpersoner i hver deres handlingsforløb, der dog er flettet sammen, - men det er især Sarinas karakter, der er interessant at følge.

Sarina er teenager, og hendes følelsesregister matcher naturligvis hendes alder og modenhed - på godt og ondt. Det er et spændingsfelt mellem de tidlige, spirende forelskelser, viljen til og modet på at ville gøre en forskel, tvivlen på at kunne og at slå til, nervøsitet, generel undren, og drømme og håb for fremtiden, - det hele i en intens grad, som mange netop primært oplever i ungdomsårene, hvor det hele føles ekstra overvældende.

Én af mine hovedpointer fra anmeldelsen af første bog i serien var, at bogens største styrke lå i beskrivelserne af karakterernes indre liv og hvordan deres følelsesregister var rigt og detaljeret beskrevet. Det samme gør sig gældende her i efterfølgeren, hvor det som nævnt er Sarinas karakter, der er virkelig interessant at følge, fordi hun i løbet af bogen når så mange følelser igennem,

Det er fantasy, hvor de fantastiske elementer denne gang får lov til at fylde noget mere end i forgængeren, og vi får lov at se lidt mere af, hvad universet har at byde på netop på denne front. Det var noget af det, jeg savnede en smule mere af i den første bog, så det er rart at se dét blive bragt på bane, og at der langsomt kommer mere og mere af det, - og så kan man kun håbe på, at det fortsætter på samme måde i næste bog i serien.

For mig står bøgerne om Dragernes Æra solidt som et godt bud på dansk fantasy. Det er meget karakterdrevet, men der er plads til, at fantasynørder også kan få opfyldt lidt af deres nysgerrighed på især fantastiske væsner af forskellig art og gå på opdagelse i, hvordan disse væsner interagerer med hinanden - og hvad disse interaktioner gør for plottet. Spændende!

Så er der vel kun tilbage at spørge, - hvornår kommer bog 3 mon?

*Anmelder-eksemplarer* Xanas bog 1+2

 Forfatter: Søren Juhler - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2020, 2021

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forfatteren. Alle holdninger er mine egne.

Tidens Fange og Molks Hævn er de første to bøger i serien Xanas Bog, som er en fantasy-serie der henvender sig til især børn og unge fra 5.-6. klasse og op. 

Der er fart over feltet fra start til slut, og det er netop på tempoet, at bøgerne virkelig henter point hjem og står stærkt; man keder sig ikke, og det er konsekvent fristende lige at få det næste kapitel med for at se, hvor vores hovedpersoner føres hen næste gang og se, om de klarer skærende. Det illustreres blandt andet ved, at mange replikker er skrevet I VERSALER, - især i den første bog,  Tidens fange, hvor karaktererne ofte får rodet sig ud i nogle situationer, hvor det hele bliver meget hektisk, og de af gode grunde er fyldt med adrenalin.

Bøgernes bærende karakterer er i 13-14-års alderen, og de er skrevet meget tro mod hvad man kan forvente af unge mennesker i dén aldersgruppe. De er spontane og ofte drevet af deres umiddelbare impulser, og glemmer ofte at standse op og vurdere situationen, før de kaster sig ud i det - og selvom det for en voksen læser kan virke frustrerende, at karaktererne ikke tænker sig om(!), er det noget af det, der gør karaktererne så virkelige. Også voksne kan have tendensen til at reagere umiddelbart, når adrenalinen slår ind, og der er ikke altid tid til at tænke nærmere over konsekvenserne før man står i det.

I løbet af de første to bind kan der nemt opstå en række spørgsmål til universets opbygning, - blandt andet i form af, hvordan tidsrejserne, de blå krystaller og det blå lys reelt virker, og hvad reglerne for magi er i dette univers. Og så kan man naturligt blive nysgerrig på, hvordan der i universet skelnes mellem drager og dinosaurer, - for der er brugt flere forskellige begreber om de store dyr, som karaktererne flyver på undervejs, og som også er afbilledet på begge forsider. Det er ikke alle svar, vi nødvendigvis skal have allerede nu, og det er heller ikke det hele, karaktererne nødvendigvis selv har behov for at få svar på, men som læser kan man sagtens komme til at undre sig, - og så kan man jo håbe, at nogle af mysterierne bliver løst i bog 3, som jeg kan forstå er under udarbejdelse i skrivende stund.

Der er lagt op til at vi følger eventyrernes klassiske hjem-ude-hjem model. Pigen Xana befinder sig i starten af fortællingen i hvad der svarer til middelalderen med sin søster, men finder sig pludseligt i vores tidsalder hos jævnaldrende. Følges eventyrernes model bliver det spændende at se, om hun finder sig til rette blandt sine nye kammerater og falder til i vores verden, eller om hun genfinder sin søster og livet i middelalderen. Uanset hvordan fortællingen drejes, er det spændende at se, hvordan problematikkerne gribes an, for ender hun i middelalderen må det også være med visheden om, hvilke forandringer der vil komme til at ske i verden omkring hende, mens livet i vores tid kan blive på bekostning af relationen til søsteren, som også betyder meget for Xana.

Intet er dog afgjort endnu, og handlingen har endnu mulighed for at tage mange forskellige drejninger, både i forhold til de store plottråde, som endnu ikke føles helt afsluttede, men også i forhold til relationerne mellem karaktererne, hvor der også er rig mulighed for, at der kan udfoldes flere ting.

Dragernes Konge

 Forfattere: Pernille Eybye og Carina Evytt - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2016, 2016, 2018, og 2021

Læserækkefølge: 

1. Heksejægerens bytte
2. Gøglerkongens sværd
3. Banneret samles
4. Kongernes opgør

Serien om Dragernes Konge er jeg først kommet i gang med her i 2021 - altså lige op til, at fjerde og sidste bind er udkommet. Jeg har kigget længe efter serien og forsøgt at vurdere for og i mod, for det er en intimiderende serie med fire murstens-tykke romaner, der altså godt kan virke en anelse overvældende at komme i gang med. Heldigvis kom Tellerup til undsætning med forårstilbud og rabat på serien - det kunne jeg da ikke stå for! Og så havnede serien straks højt på min TBR-liste! 😂😂

Drager er et af de mytologiske væsner, som jeg er allermest fascineret af, - blandt andet fordi man ved, at myterne om drager er opstået over hele verden. Godt nok er dragerne ikke helt ens på tværs af kontinenterne, men de har mange fællestræk. Og så er det svært ikke at blive draget af, hvad der får mennesker, på tværs af vidt forskellige kulturer, til alligevel at diskutere et væsen som dette.

I serien her følger vi nogle af de mennesker, der lever på bunden af samfundet. Den siddende konge er en tronrager, der har brugt en stor del af sin regeringstid på at undertrykke dele af sit folk, - og det er der naturligvis en vis utilfredshed med, hvorfor flere gerne vil kæmpe i et oprør. Det er ikke et hvilket som helst oprør, når der nu er drager og magi involveret, - og det er netop det, der gør det så interessant.

Det er en serie, hvor vi får alvor får lov til at komme ind under huden på karaktererne, og vi finder ud af, hvem de er og hvad de står for, i god tid før det endelige opgør. Det gør, at man som læser for alvor få lov til at holde af dem, og at man har tid til at finde sine favoritter, som man kan heppe på, efterhånden som serien nærmer sig sit klimaks.

Da jeg havde læst serien færdig, var der ret hurtigt én, der ville vide, om den endte godt. Det kommer (som altid, vil jeg tro) an på ens mindset og hvem man holder med. En del vil nok finde slutningen helt rigtig, og andre vil få deres hjerte knust - som det også skal være i en så kompliceret og lang serie som den her, hvor der er mulighed for at holde med flere forskellige karakterer undervejs.

Man mærker tydeligt, at det er et par efterhånden ret erfarne forfattere, der står bag serien. Sproget er legende og fungerer virkelig godt, og karaktererne er velskrevede og så tilpas forskellige, at alle skulle kunne finde én at holde af og holde med. Og så er plottet tilpas spændende, at man ikke kommer til at kede sig, og at bøgerne, trods deres størrelse, er meget vanskelige at lægge fra sig. Og selvom serien ved første øjekast kan virke intimiderende, er jeg nu egentlig bare lidt små-ærgerlig over, at der ikke kommer mere! 😅

Dragernes Æra 1 - Drageægget

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Klippe - Udgivet: 2020

Sidetal: 340 - ISBN: 9788797117040

Om Dragernes Æra 1, Drageægget, skrev jeg:

Jeg skal blankt indrømme, at jeg med dén serie- og bogtitel havde håbet på endnu mere drage-action på siden i løbet af bogen, og det var lidt ærgerligt at jeg på det punkt måske havde skruet lidt for meget op for mine forventninger, - hvilket, ærligt, er min egen fejl. Jeg ØVER mig i at skrue ned for den slags forudindtagelser, men det lykkes ikke hver gang.

Når dét så er sagt, er det her en STÆRK start på en fantasy-serie, - og at det fremover så forhåbentlig kommer til at handle endnu mere om drager, er kun positivt i mine øjne! Yay!

Vores hovedperson, Juliana, stammer fra vores verden, og bliver ufrivilligt hevet ind i en parallel-verden befolket af væsner, som Juliana var overbevist kun eksisterede i bøger og på film. Universet og måden man lever på er meget forskelligt fra det, Juliana er vokset op med, - så da hun samtidigt finder ud af, at hun ikke bare sådan lige kan komme tilbage til sin egen verden, er hun naturligvis oprørt.

Julianas usikkerhed og følelse af ikke rigtigt at slå til er til at tage at føle på, og man kan mærke hendes desperation og frustration gennem siderne, når udfordringerne bliver for meget for hende, og tingene bliver svære at magte. Generelt er Julianas stærke følelsesliv beskrevet meget i dybden, og det er virkelig her, bogens største styrke ligger.