Haunting Adeline

 Forfatter: H. D. Carlton - Udgivet: 2021

Haunting Adeline er mørk, dyster smut, og bestemt ikke(!!!) for sarte sjæle. Vi veksler mellem to karakterers synsvinkel i deres møde med hinanden og i udviklingen af deres relation, - og ærligt, så er de begge til den toksiske side.

Det er intenst og voldsomt, og får meget andet i samme genre til at blegne, - og der er bestemt en grund til, den i periode har været banned fra Amazon.

Der er masser af trigger warnings at tage fat på, - voldtægt, stalking, død, vold, handel med børn og meget andet. Det er super makabert, og man skal virkelig værne sig før man læser en bog som denne her (jeg bebrejder ikke nogen, hvis den er vanskelig at færdiggøre!).

Bogen her slutter på en cliffhanger, og universet forsætter i bogen Hunting Adeline - og selvom jeg godt kan forstå hvorfor man også kan blive fanget af universet her, kommer jeg sandsynligvis ikke til at læse videre.

Trigger Warnings aside, kan man holde til det og er til denne type bog, så er det bestemt også læsningen værd. Det er gennemført og velfortalt, og måske lgie til den intense side en gang i mellem, så det er også svært ikke at blive draget og fanget af det, der foregår.

Hvor meget af det kan du mon holde til?

Ti kameler for Ameera & Shawarma med persillesovs

 Forfatter: Zahra Pedersen - Udgivet: 2021 og 2023

I Ti kameler for Ameera og Shawarma med persillesovs møder vi Ameera. Hun er muslim, bor i London med sine forældre, og hun føler som 29 årig et pres for snart at blive gift og få børn - og med en anden muslim, at foretrække.

Det går dog ikke helt som planlagt. Ameera tager på dates, hvilket ikke er helt som hendes forældre havde ønsket det skulle foregå. Desværre er der ikke rigtigt nogen af de muslimske mænd hun møder, der for alvor er værd at skrive hjem om. Og så får hun øje på David.. som er kaukasisk, og ikke muslim. Og hun falder naturligvis pladask for det. For hvad er livet, hvis ikke en udfordring en gang i mellem.

Serien om Ameera er spændende læsning, og et interessant indblik i én måde at leve som muslim på. Det kan være en øjenåbner for nogle, hvad end den afkræfter eller bekræfter visse fordomme. Og det kan være en samtalestarter i forhold til hvor forskellige tilgange til livet man kan have, afhængigt af baggrund.

Ameera og David har meget forskellige syn på tilværelsen og de udfordringer, der venter dem, og det er noget helt særligt at se, hvor forskelligt de derved tackler de ting der møder dem. De er naturligvis hver især farvet af det, det er vokset op med, for det er vi alle; men hvor langt er de hver især villige til at gå for at mødes i et kompromis?

Bøgerne er underholdende læsning og er naturligvis ikke et endegyldigt svar på hvad det vil sige at være muslim i en del af verden, hvor muslimer er en minoritet. Det handler om kulturforskelle og mødet mellem mennesker, og dét har på sin egen måde sin charme.

Desværre følte jeg selv at det langt hen ad vejen var utrolig svært at relatere til Ameera, som virkede irriterende, irrationel og ekstremt modvillig mod at møde David et sted på midten; det var ofte hendes måde at gøre tingene på eller ingenting. Det var frustrerende at følge med i, og gjorde ikke en hel masse positivt for læseoplevelsen.

Dog er der stadig rigtig meget materiale i bøgerne, der er værd at læse dem for, og de kan sagtens give stof til eftertanke.

*Anmeldereksemplarer* Hr. Hattenheimers eventyrlige rejse og Hr. Hattenheimer og den mystiske melodi

Forfattere: Tina Østergaard Filsø & Tanja Jensen - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2021 og 2023

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Bøgerne om Hr. Hattenheimer, - eller Hr. Hat, som han lige så gerne vil kaldes, - er fantasifulde eventyr til børn på cirka 5-8 år, og primært til oplæsning. Der er masser af fine illustrationer at kigge på undervejs som både børn og voksne kan få glæde af undervejs, men i forhold til indholdets primære målgruppe kræver det høje lixtal for langt de flestes vedkommende at en voksen er med inde over, - især i kombinationen med at kapitlerne især i Hr. Hattenheimers eventyrlige rejse godt kan være en smule lange.

Når det så er sagt, så er der stadig noget helt magisk over bøgerne, og også som voksen kan blive svært optaget af konceptet og drømme sig væk i de fine illustrationer alene. Samtidig fungerer det glimrende at bøgerne indledes med en oversigt over nogle af de væsentligste karakterer i den pågældende bog, så man forinden kan nå at snakke om hvem de er, og hvilken rolle vi som læsere forventer at de spiller i historien, - for så senere at kunne samle op på, om vores forventninger holdt stik.

Hr. Hattenheimer er opfinder af natur, og er meget umiddelbar i sin tilgang til det, der møder ham både til daglig og på sine eventyr, hvilket forhåbentlig kan virke både tiltalende og relaterbart for mange børn. Han er hittepåsom og har nogle kreative løsningsforslag på de forskellige udfordringer, hvilket kan være en fornøjelse for læsere i alle aldersgrupper.

Det eventyrlige får lov til at fylde en del, og selvom historierne kører efter meget af det, mange voksne muligvis vil forbinde med fantasyromaner til ældre målgrupper, er tøjlerne mere frie og rammerne brydes gentagne gange undervejs. Det er ikke så firkantet og der er plads til, at der sker nogle lidt pudsige ting undervejs, og at Hr. Hattenheimer kan få lov til at udfolde sig på forskellig vis, - og det er en fornøjelse at se hvilken udvikling det fører med sig, især i Hr. Hattenheimer og den mystiske melodi.

Bøgerne er kapitelbøger, og kan med fordel deles op så man kun tager et enkelt eller nogle få kapitler ad gangen for børnenes koncentrations skyld; for mange vil de cirka 80 sider ganske enkelt blive for uoverskueligt på én gang. Selvom der sker noget hen ad vejen i bøgerne er de dog også sådan indrettet at det aldrig bliver så vildt, at man ikke kan holde pause undervejs.

Gode til en hyggestund, - både til børnenes spirende fantasi og genoplivning af de voksnes fantasi!

*Anmeldereksemplar* Knogledrengen: Arven & Udfordret

 Forfatter: Astrid B. Z. Madsen - Forlag:  Calibat - Udgivet: 2021 (Arven) og 2023 (Udfordret)

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

I Arven bliver vi introduceret for Allister for første gang. Han er 11 år gammel, bor med sin mor og har aldrig kendt sin far. En dag da moderen er ude i et ærinde, tropper en fremmed op med en kuffert fuld af knogler, og fortæller at Allister er arving til... noget. Noget, som Allister ikke må kende til, før nogle ting er faldet på plads. Men dét er naturligvis ikke helt så enkelt som det lyder. Dramaet intensiveres naturligvis i Udfordet, - og uden at spoile kan jeg vist godt afsløre at det der med at være Allister altså ikke længere er så spændende som man kunne håbe.

I en scene i Udfordret opsøger Allister sin nye skoles computerlokale for at sende en mail, - et lokale, der for mange i bøgernes primære målgruppe er ukendt land i en tid hvor de fleste danske skoler udleverer personlige enheder til eleverne allerede i de små klasser. Det er ærgeligt, og gør desværre en smule ved læseflowet, men det er ikke dét, der skal være afgørende for om man læser bogen færdig.

Ser man bort fra et genopfundet computerlokale, er seriens energi, sproget og det generelle flow i handlingen knogle-tastisk (forfatterens eget udtryk). Det er en fornøjelse at følge med; begge bøger kører i et tempo hvor det på én gang går stærkt og man gerne vil have mere med, mend ikke hurtigere end at det endnu er til at overskue og at følge med i, uden at det stikker af.

Allister er langt hen ad vejen en ganske almindelig 11 årig med de udfordringer og bekymringer, der nu en gang hører sig til aldersgruppen, - han går i en helt almindelig skole, med bøller og med folk, der vil ham det godt. Han reagerer selvisk uden selv at ænse det før han bliver gjort opmærksom på det, og han får dårlig samvittighed. Han er impulsiv, og da chancen byder sig lever han gerne af pølsehorn og morgenmadsprodukter med chokolade.. Han er derfor uhyre relaterbar for mange børn, også for de, der er lidt yngre end han selv.

Bøgernes forsider er dragende i sig selv, og de tigger og be'r jo om at blive samlet op og læst. Samtidig er det en fornøjelse at se hvor meget der er gjort ud af vignetterne - de små illustrationer vi ser hver gang der er et nyt kapitel, og som på bedste vis gi'r os en idé om, hvad vi har i vente uden at spoile for meget.. Det er tilpas kreativt og et ekstra krydderi til bøgerne.

Bøgerne kan læses fra 9-10 års alderen og opefter; ideelt til frilæsning i 3.-4.-5. klasse, plus minus lidt afhængigt af den enkeltes niveau, - og så vil mange voksne sandsyndligvis også kunne finde en særlig glæde i at læse med.

*Anmelder-eksemplar* Navari - De som ved

 Forfatter: Desmer Kaunitz - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Disclaimer: Navari - De som ved strækker sig over mere end 600 sider, og hører derfor til i den lange ende, selv inden for fantasy-genren. Længden i sig selv kræver derfor en smule af læseren - både i forhold til koncentration og håndledsstøtte!

Fortællingen fokuserer især på en gruppe børn, der gradvist får åbnet øjnene for at verden rummer mere end hvad de havde først antaget. Vi følger dem på en rejse ind i ukendt land, både i forhold til deres personlige rejser og i forhold til ting, de ikke havde troet mulige.

Det er én af den slags fortællinger, hvor man skal have god tålmodighed, - for tempoet er ikke så højt som i mange andre fortællinger i samme genre, og der er i høj grad fokus på i detaljer at beskrive de små brikker, der hver især er med til at danne karaktererne både som individer, som en del af en gruppedynamik, og som oplysende i forhold til de dele af verden, som hidtil har været ukendte både for karaktererne og læserne.

Navari - De som ved skriver sig ind blandt de bøger, der virkelig er med til at give læseren noget at tænke over, - for mon ikke børn og unge ofte kan mere, end hvad de voksne omkring dem tror, de kan? Og mon ikke de voksne langt hen ad vejen kan blive bedre til at turde tro på deres børn og unge, og lade de unge mennesker selv vise, hvad de kan? Ofte mestrer de unge mere end både hvad de selv tror, og hvad folk omkring dem regner med at de kan.

Når det så er sagt, så er det altså ikke en børnebog. Det er en fortælling skrevet til voksne, - eller måske teenageren, der har fået smag for de lidt mere voksne temaer. Undervejs kommer vi nemlig også omkring nogle barske sandheder om både den hverdag, de fleste af os tager for givet, og mere grusomme emner som krig - og det er ikke det hele, der er for hvem som helst.

Samtidigt kan både bogens længde og det langsomme tempo godt komme til at hægte nogle læsere af, hvis man ikke ved hvad man går ind til. Det er ikke klassisk fantasy, og det er derfor heller ikke dét man skal forvente. Man kan i højere grad forvente dannelse, venskab, samspil og en kommentar til hvordan vi tænker om børn og unges færdigheder.

Man kommer dog ikke uden om at fortællingen også rummer mange elementer fra fantasy-genren, endda suppleret med kort i begyndelsen af bogen og en ordliste på de sidste sider, så man kan følge med i de mange, fremmede begreber, - så for den uerfarne udi fantasy-genren er det altså heller ikke den letteste bog at kaste sig over, for der er meget at forholde sig til.

Navari - de som ved er til em særlig målgruppe af læsere, der gerne navigerer i forskellige genrer, og som gerne vil både fantasy-genren og dannelsesromanen, og som kan rumme denne dualitet i samme værk. Det er ikke nødvendigvis en bog, man skal regne med at blive færdig med i løbet af en enkelt session (det magtede jeg end ikke - og jeg har ellers ry for at læse meget, og hurtigt), - men den kan også sagtens tåle at blive delt op, så man tager den i flere bidder. I hvert fald så længe det ikke trækkes for meget i langdrag, så man mister fornemmelsen for de mange ting der er at holde styr på undervejs..

Kapløbet om jættekvindens våben & De dødes skib (Når runesten revner, 1 og 2)

Forfatter: Jakob Leth - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2019 og 2021

Kapløbet om jættekvindens våben og De dødes skib er de første to bind i den planlagte trilogi, Når runesten revner.

Det handler om Jonas og Omid, der i lang tid har levet et helt almindeligt liv, - men i mødet med klassens nye pige bliver de rodet ind i en verden, de ellers kun kender fra deres begrænsede undervisning i nordisk mytologi. Ragnarok og verdens undergang er tættere på end vi regner med, - og drengene er nogen af de eneste, der kan gøre en forskel.

Når runesten revner er en god blanding af eventyr og fantasy kombineret med udforskning af forskellige dele af Danmark, efterhånden som Jonas og Omid rejser landet rundt for at løse den udfordring, de står over for. Der startes ud i Århus-området, og der er udflugter til både Lindholm Høje, Ribe og Stevns, - så vi kommer vidt omkring.

Jonas og Onid er typiske teenagedrenge med hver deres bekymringer, og selvom den slags træder lidt i baggrunden i kampen for at redde verden fra Ragnarok, er man alligevel ikke i tvivl om at de har deres egne personligheder og drømme for livet.

Også på fantasy-fronten er der skruet på de rigtige knapper, - der sker noget, og vi kommer vidt omkring flere dele af de nordiske myter, der virkelig får lov til at blomstre i bøgerne her, efterhånden som Jonas og Onid går på opdagelse i en verden, de ikke havde kendskab til før. Som læsere bliver vi hevet med både i en elverhøj og i den hule hvor Loke bliver holdt fanget, og det er en fornøjelse at se en loyalitet over for myterne fra asatroen. Der er stadig myter til gode, og det bliver spændende at se hvilke der får en plads i bog 3.

Plotmæssigt står serien stærkere i De Dødes Skib end i Kapløbet om jættekvindens våben, og tempoet er bedre i betragning af bøgernes længde. Også sprogligt sker der en udvikling fra første til anden bog, og bøgerne blvier gradvist sværere at lægge fra sig. Selvom der stadig er plads til forbedring, er det en fornøjelse at se at der ser noget, og at bøgernes kvalitet gradvist bliver bedre og bedre.

I forhold til layout og bogens opsætning kunne jeg til dels ogdt have ønsket mig en større ensartethed i bøgernes forsider, så det var mere tydeligt at de er en serie. Selve brødteksten kunne med fordel være sat op, så det fremgik tydeligt hvilken karakter vi følger på hvilket tidspunkt, - og at der var lidt flere nuancer i netop opsætningen.

Jeg glæder mig dog virkelig til at få afslutningen på serien med i bog 3, for der er lagt op til at det bliver vildt. Spændingskurven er allerede stigende i løbet af de to første bøger, og kan dét holde, bliver den afsluttende del af fortællingen forhåbentlig virkelig en pageturner.

*Anmelder-eksemplar* At trække vejret under vand

 Forfatter: Anja Mosch Lagoni - Forlag: Mosch Lagoni - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Partnervold (fysisk og psykisk), beskrivelser af mentale og fysiske mén efter samme - ikke for sarte sjæle!

Jeg vil lægge ud med at fortælle, at jeg ikke har redigeret billedet af bogen, - og at det er taget i masser af lys. Bogen er vitterligt i grå og sorte nuancer, hvilket også udmærket reflekterer hovedpersonens mentale tilstand i en stor del af bogen.

At trække vejret under vand handler om Signe, der har haft en voldsom, uforudsigelig opvækst, og nu, hvor huner voksen og mor til to, har hun fundet en kæreste, Martin, der mildest talt er utilregnelig. Signe bliver efter bruddet indlagt på psykiatrisk, hvor hun tænker tilbage på forskellige perioder i sit liv.

Bogen her er én af de titler, jeg har brugt længst tid på at samle mig mod til at takke ja til - og til at få læst, netop på grund af dens barske fortælling. Det gør ondt i maven at læse, og det var svært at komme igennem. Men det er (desværre) en uhyrre realistisk beskrivelse af mange af de ting, der foregår i hovedet på ofre for det, Signe går igennem. Der er mange undskyldninger for, hvorfor man bliver. Hvorfor man byder sig selv det, Signe går igennem. Men i situationen er det helt naturligt at den slags logik ikke giver mening, - at der ikke er andre muligheder end at blive i det, hvor sørgeligt det så end lyder. Og netop den høje grad af realisme er romanens stærkeste kort.

Når man læser bogen, bliver man præsenteret for tekststykker fra forskellige perioder i Signes liv. De beskriver til dels hendes barndom, og til dels tiden lige op til og og tiden i relationen til Martin, og til dels tiden hvor hun er indlagt, - som også er nuet. Det gør noget for fortællingen at vi får de her forskellige indblik i Signes liv, og det fremstår tydeligt, hvordan Signe mentalt er endt et sted, hvor hun kunne blive charmeret af en mand som Martin og blive hos ham.

Dog kunne man som læser ønske sig, at der i forhold til layout, opsætning, skrifttype eller andet var gjort forskel på de forskellige perioder i Signes liv, - om ikke andet så bare med en kort overskrift, der gjorde det klart, hvornår i Signes liv vi befinder os. Som det er, hvor tekststykkerne til forveksling ligner hinanden, kommer man nemt til at bruge uheldigt meget energi på at orientere sig i forhold til konteksten, hvilket er synd, - for det er kræfter, man sagtens kunne have brugt bedre på at bearbejde Signes vanskelige livsvilkår.

Derudover savner jeg virkelig en epilog, der bare kort i højere grad for uddybet, hvordan det hele ender for Signe og hendes børn. Jeg vil ikke spoile slutningen for kommende læsere, men blot pointere at der sagtens kunne være lagt nogle flere sider i slutningen for at få rundet historien mere af.

Samtidig ville det klæde bogen at man dedikerede en side til slut, hvor personer i samme situation som Signe (uanset køn, for det kan ramme alle) bliver forsikret om, at det aldrig er deres skyld, - og med informationer om, hvor og hvordan det er muligt at søge hjælp.

Når det så er sagt, så sætter bogen fokus på noget, som ellers er meget tabubelagt i samfundet. Vi blander os kun sjældent i det, der sker inden for hjemmets fire vægge hos andre end hos selv, trods klare beviser på, at der er noget, der ikke er som det bør være. Det gør ondt at snakke om. Mange ofre får ikke åbnet op og gjort noget i tide, - enten på grund af en følelse af, at det er deres egen skyld, eller fordi de ikke kan se nogen udvej. Og i forbindelse med diverse nedlukninger fra 2020 og frem, er antallet af ofre desværre kun gået én vej.

Der er behov for, at vi snakker om emner som det her. Også selvom det gør ondt. Også selvom det betyder, at vi får åbnet op for noget ubehageligt. For alles skyld, både de direkte ofre som Signe, men også for de mere indirekte ofre som Signes børn og øvrige pårørende, - og eventuelt kommende partnere til de, der udfører disse handlinger.

At trække vejret under vand er ubehagelig læsning. Det er barskt, gør ondt, og kan være svært at komme igennem. Men det er også en fortælling, der fortjener at blive fortalt og for alvor lyttet til.

Kuppelbyens hemmelighed (Urværkerne, #1)

 Forfatter: Stine Bahrt - Forlag: Krabat - Udgivet: 2021

Historien om Urværkerne og Kuppelbyens hemmelighed er noget helt for sig, - jeg er i hvert fald kun sjældent stødt på denne kombination af fantasy, steampunk og dystopi i ét. Og det virker, heldigvis. Det er ikke perfekt, - men det står stærkt, det er en god begyndelse på en serie, - og så kan man håbe på, at resten kommer hen ad vejen.

Vi lever i en verden opdelt i de, der har evner inden for opfindelser, og dem, der ikke har. Dem, der har evnen, lever en mere priviligeret tilværelse en resten, med mere mad tilgængeligt og en bedre uddannelse. Vores hovedperson har naturligvis denne evne, og når man så er vokset op med forældre uden evnen, åbnes der en ny verden af muligheder. Det er fascinerende, men idyllen får selvfølgelig ikke lov at vare ved.

Det er en magisk kombination af flere ting. Kostskole-delen, som en god portion af handlingen centrerer sig omkring, giver god anledning til opbygning af relationer, og disse fremstår også relativt godt gennemarbejdet. De forskellige karakterer får anledning til at gøre nogle ting, de ikke ville kunne komme til i andre sammenhænge, og får på den måde adgang til en række informationer, der sætter yderligere gang i handlingen.

I kraft af at vores hovedperson selv er vokset op undre andre kår end de andre urværkere, er hendes viden om samfundet heller ikke den samme, idet megen viden er forbeholdt urværkerne. Hendes forvirring gør, at vi som læsere også er på bar bund med mange ting, og selvom det gør noget for handlingen, at vi lærer i takt med at vores hovedperson gør det, savnede jeg en del worldbuilding i første del af bogen. For hvorfor lever man som man gør i dette samfund, - hvad er historien bag? Det er heldigvis noget af det, vi får en smule svar på hen ad vejen, efterhånden som handlingen skrider frem, - og jeg krydser fingre for, at det er et element, der bliver bygget endnu mere på i de kommende bøger.

Derudover kommer vi kort omkring hovedpersonens egen identitetsdannelse. Hun er 15 år og interesserer sig vist nok for både drenge og piger, - men der kommer aldrig mærkat på, og hun er tilpas forsigtig til, at vi som læsere også kan blive i tvivl om, hvor hun står. Det bliver også et enkelt sted antydet, at hun er polygam, men føler sig presset til at være monogam, hvilket heller ikke bliver addresseret yderligere. Det handler ikke om, at det skal være super grafisk, for det kalder bogen slet ikke på, - men nærmere, at man kunne ønske sig lidt mere sikkerhed omkring hvordan vores hovedperson forholder sig til de forskellige labels, og at det forhåbentlig bliver accepteret af omverdenen.

Til slut er der én helt særlig ting jeg savner i den her bog, - et kort over kuppelbyens struktur. Det bliver beskrevet hvordan byen er bygget op i cirkler, og der er tydeligvis tænkt over det, men det kunne underbygge beskrivelserne virkelig godt at få en dygtig illustrator på. KORT - altid kort!

Byttedyr

 Forfatter: Lise Villadsen - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021

- Indeholder spoilere -

Forsideillustrationen og titlen indikerer for den vågne læser, at det her ikke er hvilken som helst krimi. Man kan forledes til at tro at der er et overnaturligt fabeldyr af en art involveret, - det er dog ikke tilfældet, og det er realistisk hele vejen igennem. Eller er det?

I bogen følger vi Wilma, - en ung, dansk pige der tager til Florida, hvor hun skal bo hos en værtsfamilie og gå et år i high school. Inden længe hører hun dog historien om, hvordan unge piger i området er forsvundet og senere fundet dræbt, hvilket naturlivis vækker bekymring.

Livet i USA er anderledes end det, Wilma kender hjemmefra, og selvom der også er ligheder, er der flere af de ting, Wilma plejer at tage for givet hjemmefra, som der nu bliver kigget skævt til, og forventningerne er generelt nogle andre, - det kræver omstilling og forandringer, som måske ikke er så lette som de i første omgang lyder.

Wilma er en hovedperson, der ved første øjekast ligner en ganske almindelig dansk teenagepige, der godt nok har haft nogle traumatiserende oplevelser med en stedfar, - men umidelbart lader hun til at være ovenpå og nogenlunde videre. Det er svært at finde nye venner i USA, men det er nemt at slå det hen som værende noget der skyldes kulturforskelle. Man kunne dog håbe at hun med tiden åbnede mere op og søgte venskaber uden for sin værtsfamilies umiddelbare bekendtsskabskreds, men det lykkes aldrig rigtig for Wilma, - hvilket blot er et af flere tegn på, at der er noget der gemmer sig under overfladen hos Wilma.

Allerede i starten bliver vi dog sporet ind på, at der er noget anderledes ved Wilma. Hun sammenligner alle, hun møder, med dyr, og ser blandt andet sig selv som et kattedyr. Det kan virke som en uskyldig mental øvelse, og er en af de ting, man let kan slå hen, - men dét er blot starten.

Afledt af de forsvundnde piger mærkes en stigende grad af frustration og ængstelighed hos Wilma. Hun er utryg, og hendes mentale helbred er ikke godt, - men det i sig selv bliver der ikke sat ord på. Det er noget vi som læsere undervejs selv må nå frem til. Man kunne blot ønske sig at Wilma fik noget af den hjælp og støtte hun havde brug for undervejs. 

Det er tydeligt at der er en kommunikationsbrist mellem Wilma og hendes værtsfamilie, der aldrig for alvor bliver tætte. Faderen i familien er meget distanceret og lever nærmest udelukkende for sit arbejde, mens moderen tilgengæld er hjemmegående og virker mere kontrollerende end Wilma er vant til det hjemmefra. Værtsfamiliens teenagebørn kommer Wilma heller aldrig for alvor ind under huden på, selvom hun gør et forsøg. Der bliver altså en skæv relation mellem Wilma og værtsfamilien, hvor de aldrig rigtigt for snakket sammen om det, der for alvor fylder. Der bliver ikke for alvor spurt ind til Wilma, der i forvejen har svært ved at åbne sig, og hun kommer aldrig rigtigt til at passe ind, - hverken her eller i high school.

Der er flere små tegn, der peger os i retning af, hvordan bogen slutter. For den vågne læser vil det altså ikke komme om en overraskelse. Jeg kunne dog godt ønske mig en større indsigt i efterspillet, som der dog kun er hintet vagt til, og hvordan det kommer til at gå karaktererne fremadrettet.

Overordnet set er der dog tale om en stærk roman. Den er dragende og svær at lægge fra sig, til dels grundet en utroværdig hovedperson, som man ikke rigtigt ved, hvor man har undervejs, - og bipersoner, som oven i det virker tilpas mystiske til, at man næsten ikke ved hvor man skal placere sin mistanke og hvem man tør stole på.

Byttedyr vil kunne være interessant også i undervisningsregi fra 6.-7. klasse, hvor fokus netop kan være på karaktererne og hvad der definerer en troværdig karakter, samt de skiftende bidder af handling og små tekststykker, hvor Wilma efterfølgende kigger tilbage på den pågældende begivenhed og reflekterer over det.

Camp, kys og kaos (Det fede liv, #1)

Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021

Anekdote: Jeg har en datter på 5 år, der tilfældigvis var hjemme den dag bogen her kom med posten. Knapt var der åbnet for pakken før barnet sad med bogen i hænderne og ivrigt studerede omslaget og bladrede i bogen, - hun var især begejstret for brugen af emojis undervejs. Hun mente bestemt at bogen var god, trods det at hun endnu kun kan genkende sit eget navn på skrift, og så nogle få andre ord - men man betvivler vel ikke en 5-årigs smag i bøger?

Anmeldelse: Det lykkedes naturligvis på et tidspunkt selv at få læst bogen. Tilbage i april læste jeg #bucketlist af samme forfatter, - en bog, jeg dengang var svært begejstret for, så jeg havde naturligvis et sæt forventninger til bogen her. Jeg prøver altid at slå det fra, - men der vil nok altid sidde en snert af forventninger, når man tidligere har læst noget af forfatteren.

Heldigvis kan Camp, kys og kaos sagtens leve op til forventningerne. Den er sød, sjov og ærlig. Karaktererne, og især hovedpersonen Sarah, er realistiske, og man får et godt indblik i Sarahs mentale tilstand undervejs, med alt hvad der hører med til livet som 14 årig fra frustrationer over forældrene, den spæde teenageforelskelse, og de skiftende tanker om egen krop og det tilhørende selvværd.

Rigtig mange 14 årige er så småt begyndt at have en holdning til deres krop. Den er ikke længere blot et værktøj og noget de bruger, men også noget, der skal leve op til en vis standard i forhold til vægt, former og muskulatur, - i hvert fald hvis man gerne vil leve op til dét samfundet dikterer. Det kan være en noget nær umulig kamp at skulle leve op til, og bliver kun vanskeliggjort hvis ens primære hobbyer ikke ligger inden for kost og træning, som det gør sig gældende for Sarah.

Det er, som seriens titel antyder, også Sarahs forhold til hendes krop der får en stor del af fokuset i løbet af bogen, - og det bør give stof til eftertanke, når Sarah selv pointerer, at det vigtigste ikke skal være tallet på vægten, men snarere et sundt forhold til mad og at det skal være sjovt at dyrke motion og bevæge sig. Sund mad behøver nemlig ikke være kedeligt, og en sund, varieret kost kan bestå af mange ting, - og på samme måde bliver det mange gange lettere at komme afsted og få dyrket motion, hvis man synes det er en fest at gøre det. Er det en sur pligt, vil det også være så meget mere fristende at blive hjemme på sofaen.

Hvor hovedpersonen Sarah er 14 år gammel, vil bogen med fordel kunne læses fra 12 års alderen og op, og er også relevant at arbejde med i skoleregi, - netop fordi den tager temaer som kropspositivisme og forholdet til egen krop op. Det er ikke en bog, der på nogen måde forherliger kroppe af en bestemt størrelse, men snarere en bog der handler om at elske og arbejde med dét, man har, uanset hvad det så skulle være, hvilket bestemt kan være en god diskussion at have med sine børn, - hvad enten det er fordi man står med dem som primær omsorgsperson eller i en faglig kontekst. I forhold til netop denne målgruppe er sproget også til at gå til, og på et niveau hvor størstedelen af læsningens fokus kan være på netop indholdet.

På den måde vedholder jeg også min begejstring for Saynabs forfatterskab, og jeg ser frem til at læse hvad der ellers kommer fra hendes hånd i fremtiden.

Bare Alice

 Forfatter: Luna Harley - Forlag: Klippe - Udgivet: 2021

Bare Alice hører til den type ungdomsromaner, jeg kunne ønske mig flere af derude. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med dem, der allerede er på markedet, - men fordi repræsentation af minoriteter af forskellig art, der falder så naturligt som det gør her i Bare Alice, desværre hører til sjældenhederne.

Alice har altid været tæt knyttet til sin bedste veninde Olivia, og de bliver ofte omtalt som værende én person. Men nu hvor de ikke længere er børn og veninden er begyndt at interessere sig for romantik, er det svært at være Alice. Identitetsspørgsmål får lov til at fylde, og Alice begynder stille og roligt at skulle definere hvem hun nu skal være, og får virkelig lov til at vokse som person i løbet af bogen. Det handler ikke om at droppe gamle venskaber for at finde sig selv, men nærmere om balancen mellem gradvist at definere (og omdefinere) sig selv efterhånden som man bliver ældre og udvikler sig - og at det samme skal ske med venskaber for at få dem til at bestå. Både for ens egen skyld, men bestemt også for modpartens.

For selvom Alices relation til Olivia langt hen ad vejen ligner et venskab, man kan finde mellem to tilfældige børn på en tilfældig folkeskole et tilfældigt sted i landet, betyder det ikke nødvendigvis at relationen er sund. Der er ikke balance i relationen, og Alice og Olivia er ikke lige i deres venskab. Det er Olivia, der fylder, og Olivia, der sætter dagsordenen, - og Alice følger langt hen ad vejen bare med, fordi det er det letteste. Heldigvis er der håb for både Olivia og Alice, der nok begge må bidde nogle ting i sig undervejs for at nå en sund relation på længere sigt, - men det kan lade sig gøre, når blot man arbejder for det. Kommunikation er naturligvis nøgleordet, - et begreb de fleste af os forstår, men som ind i mellem kræver mere end man regner med.

Det er dog ikke kun venskabet mellem Alice og Olivia, der får lov at fylde, men også Alices voksende selvstændighed og hendes søgen efter sig selv. Det bliver en slags dannelsesrejse for Alice, der skal finde frem til kernen i sig selv og en personlighed, der ikke baserer sig på afhængigheden af Olivia. Hvem er hun, hvad vil hun, og hvad går hun op i, når Olivia ikke er ved siden af hende? Som nævnt handler det ikke om at droppe venskabet helt, men at blive dannet som et menneske, ikke kun afhængigt af dem man er sammen med, men også når man bare er sig selv. 

Der kan være store forskelle på hvordan vi som individer opfører os i forskellige sociale kontekster, - i skolen, til sport eller fritidsaktiviteter, hjemme med forældre, bedsteforældre eller partner, på arbejdspladsen og så videre. Hvad disse forskellige personligheder har tilfældes, og det vi gør når vi er helt alene, er også med til at definere os. Men rejsen ind til den kerne er kompliceret, og det kræver ofte en del overvejelser. Heldigvis er personligheder ikke en fast størrelse, og vi har mulighed for at udvikle os undervejs.

Noget af det, der bliver definerende for Alices historie er hvordan det langsomt går op for hende, at hun ikke har den samme interesse i de jævnaldrende drenge som Olivia giver udtryk for at have. Oprindeligt har Alice kæmpet bravt for at passe ind, høre til og være som de andre, til dels takket være påvirkningen fra relationen til Olivia, men hun finder stille og roligt ud af, at der er mulighed for at gå andre veje, - at dét, de andre gør, ikke nødvendigvis er det rigtige for hende.

For nogle LGBTQIAP+-personer er vejen til et label soleklar allerede fra barnsben, og de er slet ikke i tvivl om, at de er noget andet end cishet. Det er det mest naturlige i verden at tingene naturligvis hænger sammen på den måde. Det gør sig dog ikke nødvendigvis gældende for alle medlemmer af LGBTQIAP+, og nogle finder først frem til deres label relativt sent, - hvis de overhovedet når til det. Nogle gange handler det om at man mangler ord for den levede oplevelse, og at man ikke har sproget til at forklare hvad det er der foregår. Andre gange kommer erkendelsen indefra først senere i livet, og man kan måske have været forbi forskellige labels før man ender med dét, der føles mest rigtigt for én.

Alice hører til den gruppe for hvem det sent bliver klart at de ikke er heteroseksuelle. For Alices vedkommende handler den sene opdagelse i bund og grund nok om at hun længe har stået i skyggen af Olivia, - og erkendelsen titter frem og viser sig i takt med at hun gradvist lærer sig selv bedre at kende. Det er for ende en del af overgangen til voksenlivet, og hører med til at finde ud af hvem hun i virkeligheden er, og hvad hun vil bruge sit liv på.

Det er fantastisk at opleve, hvordan brikkerne stille og roligt falder på plads for Alice, og hvordan hun finder en ro i at være i det, - at hun finder sig selv i forløbet. Ikke uden Olivia, men med en ny og anderledes voksen relation til bedsteveninden. Dét at skulle vokse fra at være barndomsvenner til at være venner som voksne kan i sig selv være svært, - for er man venner for nemhedens skyld, fordi man alligevel går i klasse sammen, eller fordi man reelt vil hinanden? Og kan venskabet holde til at man bliver ældre og ændrer sig? Livet byder på lidt af hvert for os alle sammen, og det kan være svært at finde hoved og hale i.

Generelt er det her en bog, med rigtig mange styrker. Sproget er levende, naturligt og (som flere andre også har nævnt i deres anmeldelser) meget Lunask, - det er noget helt for sig, og det er svært ikke at blive fanget af. Det er i hvert fald ét af de elementer jeg vil se frem til ved fremtidige udgivelser fra Luna Harley. Samtidig er karaktererne livagtige og virkelige, og det er nemt at blive ramt og at identificere sig med dem, - og uanset om man er en Alice eller en Olivia i det virkelige liv, er der mulighed for at det giver stof til eftertanke og mulighed for at udvikle sig som person, baseret på netop fortællinger som denne, der kan give læseren mulighed for at reflektere over både egen personlighed og de indvirkninger det her på ens medmennesker.

For mig står Bare Alice stærkt som en coming of age fortælling med en hovedperson, der godt må være tiltrukket af sit eget køn, og som godt må tvivle på sig selv undervejs. Den er noget særligt i sit sprog og i sin udførelse, fordi Alices usikkerhed og hang til det introverte ikke forsvinder som ved et trylleslag undervejs i historien, - det er okay stadig at være menneske med de flaws og uperfektheder, der følger med. Der er ikke et stort behov for at ensrette karaktererne undervejs, men snarere at lade dem finde deres egen måde at leve deres liv på, så de får den slutning, der passer til netop dem. Det er befriende og skønt at se, at Alice finder sig selv, og når frem til den hun gerne vil være, - og at hun får lov til at være Bare Alice, uden hurlumhej, uden at skulle lave om på sig selv.

*Anmelder-eksemplar* Slaget ved Danubris (Skyggefjenden, #1)

 Forfatter: Claus Holm - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Slaget ved Danubris er første bind i en serie, hvor vi i hvert fald i dette bind følger starten på den unge Alains dannelsesrejse. Ordet manddomsrejse er brugt flere gange i bogen om selve den tur, Alain bliver sendt ud på, men begge ord kan dække dét, det egentlig drejer sig om, - at Alain drager ud i verden for at få øjnene op for andre måder at leve og anskue verden på en lige som én af de mest velstillede i eget baroni.

Ud fra beskrivelsen alene kunne man godt tro, at handlingen var meget karakterdrevet, - men der sker dog hurtigt nogle ting der gør, at begyndelsen på Alains rejse kommer til at fokusere mere på at redde nogle tråde ud og deltage i både politik og krigsførelse end på en udvikling af Alain selv.

Det skal dog ikke skræmme læseren væk, for i kraft af at vi som læsere får lov at følge Alain i de politiske og diplomatiske overvejelser, bliver vi også præsenteret for en god portion worldbuilding, og lærer på denne måde universet at kende - fra ledernes synsvinkel, i hvert fald. Dermed har vi allerede nu ret godt styr på nogle enkelte alliancer og konflikter i universet, og ved en smule om hvordan strukturen er.

Det betyder dog også, at vi i kommende bøger i serien forhåbentlig kan komme til at lære Alain selv endnu bedre at kende, og det samme med hans rejsekammerater. Ud fra både epilogen og de løse tråde at dømme er der i hvert fald masser af drama i støbeskeen, og forhåbentlig noget mere karakterudvikling.

Slaget ved Danubris er en fortælling, hvor vi løbende skifter synsvinkel og får lov til at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne. Dét i sig selv er altid interessant og kan give teksten et ekstra lag og noget mere dybde, men man skal være vågen, - for her sker det ofte løbende i teksten, og selvom der altid skiftes afsnit ved skift af synsvinkel, er det ikke markeret på anden vis. Det er dog en fordel at fortællingen er skrevet i tredje person, så det kun er fokuset på karaktererne der skifter, mens fortællerstemmen forbliver den samme undervejs.

Jeg var også svært fascineret af den underliggende diskussion om arrangerede ægteskaber versus hvem individet havde lyst til at være sammen med, og hvad der egentlig bar ægteskabet, - for selvom det kun bliver berørt overfladisk, var det spændende at følge med i, og epilogen taget i betragtning blev nogle af de pågældende diskussioner mellem nogle af de involverede karaktererer virkelig spændende. Både i forhold til at diskutere stand og at være sammen med nogen, der ikke umiddelbart hører til samme klasse som den man er født ind i, men også lgbtqiap+ relationer versus hetero-lignende forhold, og sex både uden for ægteskab og/eller med andre end den, man er gift med. Det er emner, der kun kortvarigt er berørt i bogen her, men jeg håber virkelig at det også er noget af det, der får fokus længere fremme i serien, - for bliver der gået rigtigt til værks, er det virkelig, virkelig spændende at følge med i, og det kan sagtens blive en styrke for serien.

*Anmelder-eksemplar* Landet Fortillia

 Forfatter: Michael Steleson - Forlag: Wadskjær forlag - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Claraline er en lidt forsigtig pige, der ofte holder sig tilbage, når hendes brøde søger det næste adrenalin-sus. Ved et tilfælde ender Claraline i et parallel-univers, hvor tingene langt fra fungerer optimalt, - og det er op til Claraline at få rettet op på det hele.

Landet Fortillia er en fortælling om hemmeligheder og sagte ting, og hvad det kan have af konsekvenser at visse ting forbliver usagte.

Det er fortællingen om, at mod ikke kun handler om at turde alle de vilde ting, men nærmere om at gøre det rigtige, når det er nødvendigt.

Det er eventyrligt, spændende og actionpræget, og trækker på blandt andet henvisninger til fortællinger som Narnia, hvor hovedpersonerne rejser mellem den verden vi kender og et magisk univers, hvor alt synes fremmed.

Landet Fortillia byder på masser af spøjse navne som kræver en smule at finde rundt i til at starte med, men det er ikke så slemt så det nødvendigvis slår én ud af kurs undervejs, - men det kan nok få selv den bedste til at studse lidt over, hvad det egentlig var man læste. Om det bremser læsningen og forstyrrer undervejs eller om det giver anledning til et smil på læben må være op til den enkelte læser og afhænger af den enkelte læsers stil og læsevaner. Det er dog nok under alle omstændigheder noget, mange vil bide mærke i, og kan give anledning til en snak om netop navne.

Overordnet set er der tale om en solid fantasy-roman til børn i 8-12 års alderen, hvor den kan bruges som selvstændig frilæsning (måske med en smule hjælp til nogle af navnene, afhængigt af hvor stærk det enkelte barns læsning er), eller som læsning i fællesskab med en voksen eller andre børn.

*Anmelder-eksemplar* Radio Popov

Forfatter: Anja Portin - Dansk forlag: Strraarup & Co. - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Radio Popov formår på én gang at være varm, omfavnende og kærlig - OG kold og hjerteskærende.

Det handler om børn, der lever i hjem, hvor de voksne prioriterer andre ting over børnene, og børnene derfor ofte er overladt til sig selv i længere perioder ad gangen langt før man ellers kan forvente at børn ville være i stand til den slags. De skal selv sørge for alle basale nødvendigheder i livet, og selvom børn naturligvis gradvist skal lære at tage vare på sig selv, er disse børn dog i en situation, hvor de ikke kan spørge en voksen om hjælp, hvis og når der er behov for det.

Uanset om man har med børn at gøre til hverdag eller ej, er det her noget, der kan mærkes, og man skal være ualmindeligt kold for ikke at blive en smule påvirket af disse børns helt urimelige skæbner, - fordi faktum desværre er, at denne type børn også findes ude i det virkelige liv. Og trods det at man kunne ønske sig, at de alle sammen blev opdaget og hjulpet, er det desværre langt fra altid sådan virkeligheden ser ud, og selv hvis de bliver opdaget, er det begrænset hvad man så rent faktisk kan gøre for dem. Jeg fik løbende associationer til blandt andet Astrid Lindgrens Mio, min Mio og den ensomhed, som også er beskrevet her, - som ingen børn burde opleve i den ideelle verden.

Det er én af de bøger, som virkelig har mulighed for at røre den voksne læser et ømt sted, - og forhåbentlig få læseren til at standse op og tænke over sin egen måde at omgås andre på. Og for de børn, som er i den primære målgruppe for bogen, kan den forhåbentlig få nogen til at kigge deres kammerater i øjnene en ekstra gang og gøre dem opmærksom på dem, der lever under andre vilkår end dem selv.

Bogen kan sagtens læses af børnene selv fra de er på mellemtrinnet, men vil også fungere fint som en del af et undervisningsforløb eller anden form for fælleslæsning, hvor der bliver diskuteret nogle af de temaer, bogen tager op i forhold til netop ensomhed, men også i forhold til mobning og klasseforskelle. Der er masser at snakke med børnene om, både før, under og efter læsningen af en bog som denne, og som voksen kan det være en god idé netop at spørge ind til barnets oplevelse af bøger som denne, da man kan risikere at især sarte børn godt kan blive påvirkede af bogen.

Natteblod

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Natteblod er den 8. udgivelse fra Mikkel Wendelboe, og man mærker tydeligt at der her er nogle fortællinger, der virkelig brænder for at blive fortalt og komme ud til verden. For selvom Natteblod i sig selv er en selvstlændig fortælling, er den lige så dragende som de andre bøger fra Wendelboe. Generelt emmer fortællingerne af noget magisk og eventyrligt, og de er uhyre vanskelige at slippe igen, når man først er kommet i gang.

Natteblod indeholder fart overfeltet og masser af spænding fra første kapitel, royalt drama og overnaturlige væsner, - what's not to like? Historien gav endda nogle associationer henad fortællingen om Rapunzel og Disney's To på flugt, og nok er Natteblod helt sin egen og bygger på nogle helt andre elementer når fortællingen først kommer i gang, men da først referencerne var set, var de vanskelige at glemme igen. Det ændrer dog ikke på, at det samlede indtryk af Natteblod er overordentligt positivt.

Sprogligt er bogen ikke helt så avanceret at gå til som nogle af de andre bøger fra Wendelboe, men der leges stadig med sprog og formuleringer, og der er gjort noget ud af at give det lidt krydderi her og der, - det vil for nogen dog blot være lettere tilgængeligt og nemmere at gå til.

Skiftet mellem synsvinkler i historien giver noget ekstra, - et twist, en ekstra indsigt, og er med til at udbygge universet på en måde som vi ikke havde fået med, hvis vi kun havde fulgt en enkelt karakter. Det giver en særlig dybde til universet, at vi får muligheden for at se de ekstra lag, som kun bestemte karakterer har adgang til og indsigt i. Og selvom jeg godt kunne have ønsket mig endnu dybere indsigt i denne verdens magisystem, er det dog ikke noget der gør en forskel for den samlede læseoplevelse.

Jeg kommer nok til at holde fast i, at Mikkel Wendelboes forfatterskab er ét, jeg kommer til at følge tæt, - og jeg glæder mig altid til at se, hvad han finder på næste gang!

*Anmelder-eksemplar* Doktor Fusk og Dødsappen

 Forfatter: Casper Grundtvig - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar

Doktor Fusk og Dødsappen er bog 3 i serien om Doktor Fusk. Mine anmeldelser af de to første bøger i serien kan læses her.

Noget af det jeg slog på i min anmeldelse af i særdeleshed den første bog i serien om Doktor Fusk var, at der var en del ligheder med Ternet Ninja universet i forhold til tempo, stil og humor.

Kvaliteterne fra ddét holder Doktor Fusk og Dødsappen sådan set fast i, - men den er meget mere sin egen i stilen end nogensinde før, og man kan virkelig mærke, hvordan Casper Grundtvig er vokset som forfatter. Fortællerstemmen i teksten er for alvor blevet Caspers egen og der er for mig ingen tvivl om, at det her er en bog, som en del børn rundt omkring i landet vil komme til at holde meget af.

Serien om Doktor Fusk er fantasifuld, tempofyldt, humoristisk og original (trods mine tidligere sammenligninger med andre værker). Jovist, vi har før mødt gale/geniale opfindere i forskellige grader, - og der er vist en hårfin grænse mellem de to udgaver, - der eksperimenterer med forskellige ting og lader det gå ud over mere eller mindre uskyldige ofre. Men måden vi her i bøgerne både får lidt af fortælligen fra heltenes synsvinkel og samtidigt noget fra Doktor Fusks synsvinkel kan noget særligt. For selvom man ikke er et sekund i tvivl om, at Doktor Fusk er skurken, kan man alligevel godt komme til at holde en smule af ham undervejs, - og det samme gælder for så vidt også hans side-kick Bjarne, der også viser sig at have en blødere side, i hvert fald når det gælder sønnen Viggo.

Det er nemt at leve sig ind i universet og blive grebet af både fortælligen og karaktererne, der trods en grad af statiskhed også udvikler sig en anelse i løbet af bøgerne. Og er læseren stadig barn nok til at ville lege, er der også masser af ting at tage fat på og blive inspireret af i bøgerne her.

For mig fremstår Doktor Fusk bøgerne som et friskt indspark i børnelitteraturen, og selvom de unge mennesker fra Doktor Fusk universet går i folkeskolens ældste klasser, kan bøgerne med fordel læses allerede på mellemtrinnet, hvor man må forvente at mange vil kunne følge med både i forhold til læsefærdigheder, forståelse og tekstens indhold.

*Anmelder-eksemplarer* C & C forever

 Forfatter: Lotte Kontala - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2020, 2021

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Læserækkefølge: Den mystiske julebog - Den mystiske nøgle - Den mystiske dukke

Den første bog i serien om Cecilie og Clara er grundlæggende en okay start på serien om de to veninder. Den lægger grundstenene for deres venskab, og selvom pigerne har været veninder i længere tid før vi møder dem, er det en fin introduktion til hvem de er. Når det så er sagt, føles bogen også som en præsentation og en introduktion til serien, og den har svært ved at stå alene.

Starten kan nemt komme til at føles lang og deprimerende, - én af veninderne er flyttet, og den anden sidder tilbage ensom i klassen ind til forældrene fortæller at hendes familie også skal flytte. Midten af fortællignen er spændende, og der er masser af fart over feltet - og det kan komme til at føles en smule forjaget i betragtning af, at det er her nærmest hele plottet foregår, og både indledning og udtoning fylder nogenlunde lige så meget. I forlængelse af det kommer slutningen også til at trække ud i langdrag. Alt det spændende er overstået, og alt ånder fred og ro, - så man kan let forvirres som læser over at det ikke afsluttes. Kommer der mere? Var der noget, jeg ikke havde fanget? Hvad sker der?

En lille kommentar skal også lyde til relationen mellem Cecilie og hendes bror. I starten af bopgen er deres relation anstrengt, og de går ikke til hinanden, hvis der er noget de har brug for at snakke om, - og i betragtning af at hun er 9 og han er 12 er det måske ikke så mærkeligt. Men ret hurtigt bliver de tætte, og selvom nogle voldsomme oplevelser selvfølgelig godt kan bringe søskende tættere sammen, kan det da godt undre hvad en 12 årig dreng pludselig ser i sin 9 årige lillesøster, som han tidligere ikke har haft nævneværdig relation til.

Anden bog i serien, Den mystiske nøgle, står strammere, både i forhold til struktur og karakterudvikling. De enkelte personer fremstår tydeligere og med en mere klart defineret personlighed, og vi begynder langsomt at komme mere ind på livet af dem.

Plottet er skarpere, og der er færre sidespring, der ikke er relevante for hovedplottet, - og det er fantastisk at gå på jagt efter små hints til hvad der kommer til at ske senere, både som førstegangslæser og i forbindelse med genlæsninger. De gemmer sig flere steder.

Bogen er spændende og nervepirrende, og det er en af de bøger, der er meget vanskelig at lægge fra sig, fordi man lige skal have det næste med. 

Den mystiske dukke er tredje bind i serien, og her er det som om strukturen endelig er lagt helt fast. Det står strammere end nogensinde før, og selvom der stadig er ting der står ubesvarede i forholdet til plottet, er det detaljer, som man nok vil bide mest mærke i som voksen læser, mens det før børn måske ikke vil undre i samme grad.

- Hvad er julemandens råd for noget? Hvorfor får vi ikke mere at vide om det?

- Hvordan kan to kvinder eksistere som dukker i 10 år? Vi har før konstateret at der er en form for magi i universet, men hvordan får de næring undervejs? Kan de forblive dukker for evigt?

- Hvorfor har gerningsmanden ikke forsøgt at løse konflikten i de mellemliggende år og bruge det, at han har sine ofre i sin varetægt til sin fordel - i stedet for at de bare står og samler støv på hylden?

Så selvom historiens struktur generelt er strammere, er der altså nogle plothuller, der virker spøjse, og som sætter tanker i gang hos den vågne læser.

Titlen på serien, C&C forever, vil for mange sætte tanker i gang i forhold til hvad serien handler om. Man skal dog ikke forvente den traditionelle, realistiske venindebog, hvor det er pigernes regulere hverdag, der er fokus på, - det hele foregår i forskellige skoleferier, hvor pigerne kommer ud for forskellige mystiske ting.

Overordnet set er bøgerne hurtigt læst og fint materiale til børn fra mellemtrinnet, der gerne vil mystik og magisk realisme, - og for den stærke læser vil den sidste side hurtigt være vendt. Bøgerne kan hver især have lidt svært ved at stå alene, så det anbefales at de læses i den nævnte rækkefølge, da der i så fald vil være nogle ting, der begynder at give mening.

*Anmelder-eksemplar* Ulvetunge

Forfatter: Sam Thompson - Dansk forlag: Straarup & co. - Dansk udgivelse: Oktober 2021 

Ulvetunge handler om en dreng, der kæmper socialt i skolen på grund af taleproblemer. Han bliver snart hvirvlet ind i en konflikt mellem en gruppe af ræve og en gruppe af ulve, - rævene vil gerne være som menneskene, og forsøger at bruge ulvene som slaver i processen. Vores hovedperson kommer til at fungere som konfliktmægler i processen, hovedsageligt ved at tage ulvenes parti og kæmpe deres sag.

Det er en spændende, medrivende bog, der kan læses selvstændigt fra 4.-5. klasse cirka. Den inddrager temaer som mobning og ensomhed når vores hovedperson er i menneskenes verden, og slaveri, undertrykkelse og moral i dyrenes verden, - ikke at forglemme påmindelsen om at dyrenes verden og vores verden altså er én og samme, hvilket vi mennesker med mellemrum har en tendens til at glemme.

Det er en fortælling om at skelne rigtigt og forkert, - og hvor svært det ind i mellem kan være at se, hvor ens egne handlinger placerer sig, og hvad der kan være det rigtige at gøre. Det er fortællingen om ikke at undervurdere nogen baseret på udseende og udfordringer alene, - og at dét at stå sammen om en sag kan gøre en enorm forskel for de involverede.

Bogen er fyldt med flotte illustrationer, der virkelig drager læseren endnu længere ind i fortællingen, og forsidens særlige overflade gør det til noget særligt bare at røre ved bogen, - der er virkelig gjort noget ud af ikke bare tekstens indhold og budskab, men også alt det udenom, og deter en fornøjelse at gennemgå bogen, også bare for at kigge på illustrationerne.

En pageturner, der helt sikkert sagtens kan bruges både som frilæsning og i undervisgnings-regi, når man har med børn på mellemtrinnet at gøre - der er masser af muligheder.

*Anmelder-eksemplar* Blåhjerte (Pigen fra Månehøjen, #3)

 Forfatter: Lene Krog - Forlag: Ulven og Uglen - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Blåhjerte er tredje bog i serien om Pigen fra Månehøjen. De første to bøger i serien, Grå Magi og Heksens Storm, har jeg tidligere anmeldt her.

Som det første må det generelt siges om serien Pigen fra Månehøjen at det er en eventyrlig, fabelagtig serie, som man hurtigt kan komme til at knytte sig til. Universet virker, og der er tænkt over både samfundsstruktur, opbygning af det politiske system, religion, stridigheder mellem forskellige befolkningsgrupper, - og at der naturligt er forskel på karaktererne afhængigt af deres baggrund og opvækst.

Derudover kan forsiderne virkelig noget særligt, - og selvom jeg intet skidt har at sige om den gamle forside til bog 1, Grå Magi, klæ'r det virkelig bøgerne at have fået et løft. Så kan der være delte meninger om hvad man tænker om ansigter på coveret af bøger, men i det her tilfælde giver det ikke bare et billede af vores hovedpersoner, men er i høj grad også med til at skabe den helt rigtige stemning om bøgerne.

Det er en lidt anden virkelighed vi møder her i Blåhjerte i forhold til de to tidligere bøger i serien. Det er de samme karakterer, det samme univers, men der er noget grundlæggende, der har ændret sig, (hvad det er vil jeg dog ikke afsløre her i tilfælde af at nogen endnu mangler at læse bog 2). Man skal altså holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i, hvordan tingene nu hænger sammen, når noget fundamentalt ændrer på historien. Det er dog på ingen måde noget, der ødelægger oplevelsen. Til dels var det noget, man var forberedt på efter slutningen på bog 2, og til dels er det virkelig gennemført, og karaktererne er stadigt grundlæggende de samme, selvom historien har skubbet sig lidt.

At kernen hos vores hovedpersoner ikke ændrer sig væsentligt trods det at mange af grundelementerne i historien har skubbet sig er interessant at dykke ned i. For selvom vores hovedpersoners liv sandsyligvis ikke har ændret sig i årene op til handlingen udspiller sig, er der stadig en diskussion at tage om hvordan arv og miljø påvirker vores personligheder og måde at handle og tænke på. Ville vi stadig være de samme, hvis nogle af de store begivenheder i vores liv havde set anderledes ud? Det kan selvfølgelig være en vanskelig diskussion at have i teksten og svært at udføre uden at man kommer til at miste grebet om karaktererne, - man vil som læser i hvert fald hurtigt kunne få svært ved at kende karaktererne igen. Men det kunne trods alt have været værd at tænke over.

Blåhjerte er i det hele taget dog mindst lige så velskrevet som sine to forgængere. Det er nemt at blive grebet af fortællingen, - og uhyrre vanskeligt ikke at blive rørt i løbet af bogens sidste kapitler. Til dels på grund af hovedpersonernes skæbne (igen, ingen spoilers her!), til dels fordi afskeden med universet her er en anelse vemodig. Det er helt sikkert en serie, jeg kommer til at genlæse på et tidspunkt!

*Anmelder-eksemplarer* Dødens Spil og Den Sorte Brud

 Forfatter: Anne Elvedal - Dansk forlag: Straarup & Co. Dansk udgivelse: 2021 (begge bøger)

Reklame: Dødens Spil og Den Sorte Brud er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er helt mine egne.

Trigger warnings: Seksuelt overgreb, fysisk vold, død, tab af nær familie

Efter anmeldelsen følger min oplevelse af det bogblogger-event, forlaget inviterede på i forbindelse med lanceringen af Den Sorte Brud.

Anmeldelser

Dødens Spil og Den Sorte Brud er spøgelseshistorier, når de er bedst. Det er velskrevet, fængende, fængslænde og vanskeligt at slippe igen.

Som det ofte ses med spøgelseshistorier, oplever en levende at blive opsøgt af en afdød, fordi den afdøde af en eller anden grund ikke kan bevæge sig over på den anden side, - ofte fordi grunden til deres død ikke er opklaret endnu. Samtidig har de fleste, der har set en gyserfilm, nok også fundet ud af, at man skal være varsom med at lege med åndebræt, og at de ikke er for børn, - for de fører kun sjældent noget godt med sig. Begge dele gør sig naturligvis også gældende for bøgerne her, der inddrager åndebrættet i fortællingen om afdøde, der ikke har fundet deres endelige hvile endnu.

Samtidig gør bøgerne brug af det fremragende redskab at have teenagere i rollen som hovedpersoner, hvilket i sig selv ofte allerede er en drivkraft frem mod noget dramatisk, - og på bedste vis maler bøgerne da også et realistisk billede af den (skandinaviske) ungdom med alt hvad det indebærer af følelser, der stritter i alle (og ind i mellem modstridende) retninger - alle følelser er store følelser når man er teenager, spontanitet, handlekraft - og handlen uden først at tænke over kosnsekvenserne, forvirring, en stadigt stor retfærdighedssans og et stigende niveau af frustrationer og desperation - især over voksne, der ikke vil lytte. Og så er der naturligvis inkluderet en drukkultur med fester, der ind i mellem løber lidt af sporet.

Med teenagelivet som pendant til spøgelseshistorien skabes en fin vekselvirkning mellem det mystiske, det mørke og det dystre over for identitetsdannelsen og de varierende identitetskriser, der fylder for mange i teenageårene, - og det virker. Det er spændende at gætte med på gåderne og hvad der ligger til grund for at spøgelserne bliver ved at opsøge vores hovedpersoner, og bedst som man tror man er ved at regne det hele ud, opdages nye spor, der peger i en anden retning, - og så kan man jo starte forfra med sine mistanker. Det er bøger med et højt tempo, - der er fart over feltet og der sker noget hele tiden, så man kommer som læser bestemt ikke til at kede sig.

Generelt er her tale om nogle kvalitetsbøger til unge og voksne fra 13-14 års alderen og op, der har mod på kombinationen af spøgelseshistorien og de meget virkelige teenagefølelser. Spøgelserne er ikke for sarte sjæle - teenagelivet kan i sig selv også være en vanskelig størrelse 😉

Bogbloggerevent

I forbindelse med udgivelsen af bogen Den Sorte Brud inviterede forlaget på et blogger-event. Det inkluderede et Escape Room, en rundvisning på forlagets lager, og en booktalk om kommende udgivelser hos forlaget - samt rig mulighed for smalltalk, både med andre bogbloggere og forlagets ansatte.

Efter ankomst og en kort præsentation blev gruppen af bloggere delt i to. Nogen af os startede i escape room, resten startede med rundvisning i forlagets lager. Selve escape roomet var bygget op inspireret af universet omkring Dødens Spil og Den Sorte Brud, og indeholdt derfor blandt andet et åndebræt, - og så kan oplevelsen af et escape room i sig selv opleves som værende lettere spooky. Det forgik dog heldigvis i god ro og orden, og var på et niveau hvor de fleste burde kunne være med.

Den efterfølgende rundvisning på forlagets lager og den efterfølgende booktalk var også noget helt særligt. Det er som bog-interessert gerne noget specielt at få indsigt i hvad der sker bag facaden og se og høre om processen, systemet og nogle af de tanker, der hører med - og ikke mindst snakken om, hvad Straarup&Co. er for et forlag kontra hvad det er for et forlag, de sigter mod at være. Forlagsverdenen er i konstant udvikling, og det er super-spændende at følge med i, hvad der foregår, og hvilke ting, der er på vej i den kommende tid!

Derudover var det naturligvis skønt, sjovt og underholdende at få tid til at smalltalke med nogle af de andre bogbloggere, som man ofte ellers kun kender fra instagram. Ind i mellem kan der være så meget fart på diverse arrangementer, at der ikke for alvor er tid til at snakke, så dét at der bliver sat tid af til det, kan altså noget!