Viser opslag med etiketten straarup&co. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten straarup&co. Vis alle opslag

12 november 2025

*Anmeldereksemplar* Himmelskiven (Alle Tings Museum, #2)

Forfatter: Katrine Skovgaard - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2025.

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereeksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Himmelskiven er andet bind i fortællingen om Alle Tings Museum. Vi følger stadig den samme gruppe unge mennesker, der forsøger at fredde Alle Tings Museum inden det er for sent, - men det er naturligvis en kompliceret størrelse, og det er svært at regne ud hvad der er op og ned på det hele og hvem man reelt kan stole på.

Som i forgængeren bliver et hektisk og en lille smule kaotisk, og karakterernes frustration over hele situationen mærkes tydeligt gennem siderne; det er nemt at føle de samme ting som de gør og at blive revet med af situationen undervejs.

Himmelskiven er til dig, der gerne vil fantasy i den lidt lettere ende; det er relativt nemt at tilgå, og selvom verdenen er helt sin egen, er den ikke super kompliceret. Det er YA-fantasy, der kan og vil noget, og som både har et spændende hoved-plot og interessante under-plots, der når rundt om både venskaber, ligestilling og meget andet.

Alle Tings Museum serien er ambitiøs, men når ind til videre i mål med det, den vil, - og så er jeg spændt på hvad næste bind gemmer på!

 

30 november 2024

*Anmeldereksemplar* Min første skakbog

 Forfatter: Gonca Mine Çelik - Udgivet: 2024 - Dansk forlag: Straarup & co.

Min første skakbog er en kort, gennemillustreret og begyndervenlig introduktion til skak.

Det er sådan en bog, der er god at have ved hånden allerede når det store børnehavebarn så småt begynder at blive  introduceret for skak, da de fine medhørende illustrationer så fint visre hvordan brikkerne navigerer spillepladen. 

Samtidig  er teksten på et niveau hvor selv mit det ældste barn i 2. klasse selv læser med og orienterer sig i bogen på egen hånd. Bogen blev hurtigt luret af og slået op i flere gange under efterfølgende spil, hvor det var rart lige at blive mindet om hvad de enkelte brikker kunne og hvad der var  af muligheder.

Det er skrevet på en varm og velkommende måde, der inviterer folk ind, uanset alder, og lader dem blive  introduceret for skakspillet.

Er man den mindste smule nysgerrig på et af verdens ældste brætspil er dét her et ganske udmærket sted at starte. Og  er man selv rimelig stærk i spillet kunne det være et fint bud  på en  gave til én man holder af, - eller måske til mandelgaven til jul?

Herhjemme blev viv i hvert fald ret hurtigt helt vilde med bogen, og den står fint på hylden  sammen med skakspillet, så den er nem at finde og slå op i, næste gang vi skal spille!



23 august 2024

Falkeridder - Sne og gløder

 Forfatter: Naja Vaaben - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2023

Falkeridder - Sne og gløder er første bind i en fantasy-serie, og bærer naturligvis præg af, at der arbejdes på en efterfølger. Der er mange ubesvarede spørgsmål og åbne plottråde, - nøjagtigt som man må forvente det af en 1'er.

Fortællingen er bundet op over en klassisk måde at fortælle (måske især fantasy) til børn og unge. Det handler om unge mennesker, der bliver sendt på en kostskole for at uddanne sig, og selvom det for mange er drømmen at være netop her, er det ikke så nemt at gennemføre som først antaget, og der er mange farer, der lurer.

Med dé briller på er historien rimeligt gennemsnitlig, tangerende til den gode side; og det er især en ganske udmærket worldbuilding der taler i historiens favør. Den ligger i et spændingsfelt, hvor den, meget afhængigt af den enkelte læser, enten vil fremstå brilliant eller som noget, der falder ind i mængden. Og den slags historier skal der også være plads til!

Falkeridder - Sne og gløder er en solid etter, og det bliver spændende at se, hvilken retning fortællingen tager i resten af serien.


04 april 2024

Et juleeventyr

Forfatter:  Charles Dickens - Genfortalt af: Erlend Loe - Illustreret af: Lisa Aisato

Oversætter: Per Straarup Søndergaard - Dansk forlag: Straarup & co. - Udgivet: 2023

Et juleeventyr er velsagtens en klassiker som de fleste nok har mødt i én eller anden form, hvad enten det er som bog eller litteratur. Den har en del år på bagen, hvorfor sproget i de ældre udgaver af fortællingen for mange også vil forekomme svært og nærmest utilgængeligt.

Det har Erlend Loe heldigvis knoklet hårdt for at lave om på i den her udgave, der opdaterer det sproglige uden at afvige fra handlingen. Med dén her udgave får man derfor fortællingen præsenteret i en version, der er til at forstå, uden at der er gået på kompromis med stil eller form.

Samtidig er Lisa Aisatos illustrationer et fabelagtigt supplement til fortællingen. De er flotte og gennemarbejdet, og matcher fortællingen virkelig godt. De er farverige og vilde hvor det passer, og tilpas afdæmpede hvor det er nødvendigt. Også her har man gået langt for at tilpasse sig den oprindelige fortælling, og det er næsten det værd at have bogen stående alene for at bladre gennem illustrationerne.

Kombinationen af Erlend Loes gendigtning og Lisa Aisatos illustrationer gør det hele magisk og ekstra særligt, og gør det her til en bog man sagtens kan have liggende fremme hele året. "Et juleeventyr" er nemlig ikke KUN aktuelt til jul, - men har noget at sige uanset årstid og modtager.

04 december 2023

Til jord skal du blive

 Forfatter: Anders Totland - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2023

Læst i forbindelse med EtDøgnMedBøger i november 2023, - fællesbog.

Forlagets beskrivelse af bogen; Jacob Juul er pensioneret præst, formand for biavlerforeningen og bygdens store sprithandler. Det er snart jul, og sneen ligger i tunge driver omkring præstegården. En morgen er der blodspor i sneen. I løbet af en enkelt dag bliver Jacob drabsmand, men også bedstefar og enkemand. Det er et frygteligt kaos. Hvordan skal han håndtere denne omvæltning? Og hvad skal han gøre ved liget i udhuset? Heldigvis har en livslang karriere i kirken forberedt ham til at møde de fleste omstændigheder med ro og optimisme.

Til jord skal du blive er udadtil en let, hurtigt læst roman. Den tager ikke længe at komme igennem, uanset om man vælger papir- eller lydbogsformatet, og er derfor relativt lige til at overskue for de fleste læsere. Hvordan man så bearbejder bogen efterfølgende kan være vidt forskellig, og der er meget, der er op til fortolkning.

Fordi bogen er så kort, er der også virkelig skåret ind til benet mange steder. Vi får kun lige det at vide, der skal bruges lige nu og her, og man kan hurtigt blive i tvivl om, hvor meget der reelt gemmer sig i skyggerne, både hos præsten selv og hos menneskerne omkring ham. Hvad er det, vi ikke får at vide?

Afhængigt af de briller, læseren tager på når man går ind til en roman som denne, vil man derfor også let kunne få sin helt egen læseoplevelse og tolkning af det fortalte, og det er en bog der let kan blive spændende at diskutere med andre - fordi vi nemt kan stå tilbage med så forskellige oplevelser.

Til jord skal du blive er på én gang humoristisk og dyster, og giver samtidig stof til eftertanke. Det er en bog til den voksne læser, der ikke har noget i mod mentalt at skulle arbejde med bogen efterfølgende også - for det lægges der bestemt op til. Svarene er ikke givet på forhånd, og man må derfor langt hen ad vejen drage sine egne konklusioner. 

01 juli 2023

*Anmeldereksemplar* The Ellie Show (Stjerneskud, #1)

 Forfatter: Sofie Amalie Laulund -Illustrator:  Emilia Rubæk 
Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2023 

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

I The Ellie Show følger vi Ellie og kammeraterne fra årgangen i deres bestræbelser på at vinde den konkurrence, skolen har startet. Det handler om at skabe et initiativ, der skal få unge til at læse mere, og dét er der mange forskellige bud på - og der er mange tilgange til den frie arbejdsform, i kraft af at deltagelse er frivilig og indsatsen ligger i deres fritid og altså ikke er voksen-styret.

Ellie er allerede før konkurrencen en type, der falder lidt udenfor fællesskabet. Hun kæmper med at finde en udgave af sig selv hun kan stå ved, og det bliver bestemt ikke lettere af at ønsket om også at passe ind et bestemt sted i det sociale hierarki nogle gange spænder ben for én; et dilemma mange nok kan genkende fra egne ungdomsår.

Det er en roman om at drømme, om at håbe og ærgre sig. Det handler om at turde mærke efter og følge den sti, man reelt brænder for, og ikke kun dén som de populære, som samfundsnormerne eller andre siger man skal følge.

The Ellie Show er humoristisk, med sans for undomslivets forsøg på at navigere tilværelsen, - inklusive de dertilhørende akavede øjeblikke, som følger med for de fleste af os. Det er på den måde også en fortælling, mange vil kunne spejle sig i, i større eller mindre grad, uanset om man er 10 eller om man er 50; for selvom mange aspekter af det at være barn og ung har ændret sig gennem årene, er der alligevel en række ting, der varer ved, og nogle store følelser som skal tøjles.

The Ellie Shows primære målgruppe er mellemtrinnet. Sproget rammer tættes på denne gruppe børns interaktioner, og handlingen læner sig op af den hverdag, de kender. Samtidig er bogen relativt kort og til at gå til, og illustrationerne er virkelig fine og supplerer historien godt, - og er med til at gøre det hele endnu mere spiseligt for de, der måske lige skal have et ekstra skub i bøgernes retning.

Når det så er sagt kan Ellies historie SAGTENS læse af både børn som voksne, og især de voksne, der selv har børn i skolealderen eller som har med dem at gøre i deres arbejde kan få noget ud af et indblik i de unges oplevelse af tilværelsen. Det er et vindue ind i en måde at tænke på, som for nogle voksne virker fjern og langt fra deres egen, og så er det fantastisk at have et værktøj at mødes om.

I denne roman trækker Sofie Amalie Laulund tydeligvis fra egne erfaringer fra sociale medier og især det hjørne af dem, der beskæftiger sig med bøger, - så jeg er meget spændt på hvilken retning serien kommer til at tage i eventuelt kommende installationer i serien.

16 maj 2023

*Anmeldereksemplar* Ida tager ansvar

 Forfatter: Kjersti Halvorsen - Forlag: Straarup & co. - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Ida tager ansvar handler om Ida, der læser psykologi på universitetet, og for hvem angst fylder en del i hverdagen. Hendes tankemylder handler især om massemord og skoleskyderier. Da hun møder Aksel tror hun straks det værste, og pålægger sig selv opgaven at hjælpe ham.

Fortællingen er ærligt skræmmende læsning, og kan være farlig at dykke ned i hvis man selv kæmper mentalt, - så man bør tage sine forbehold inden læsning.

Med mellemrum dukker der historier op om, at man skal være varsom med at læse psykologi for at blive klogere på sit eget mentale helbred. Ida er er klasseeksempel på en psykologi-studerende, der selv har udfordringer, som hun ikke helt selv har styr på endnu, og nogle af dem har hun måske ikke selv opdaget endnu.

Derfor er det da også nærliggende at tænke, at selvom Ida er meget opsat på at hjælpe Aksel, er det i lige så høj grad hende selv, der har brug for en hjælpende hånd. Det er der bare ikke nogen, der ser, - hvilket egentlig også er min største anke ved bogen. Hvem vogter dem, der vogter?

Ida er en skrøbelig karakter, der bruger det at kunne hjælpe en anden til egentlig at hjælpe sig selv. Desværre er det minimalt hvad vi ser af fremgang i Idas eget mentale helbred. Hun vil det så godt for Aksel, men glemmer sig selv og sine egne behov, hvilket der på intet tidspunkt reelt bliver stillet spørgsmålstegn ved i fortællingen.

Det er bestemt en interessant indgangsvinkel til det at snakke om angst og mentale udfordringer, at vi kommer helt ind under huden på én som Ida. Men der mangler virkelig et modstykke til at afbalancere og nuancere det. Det handler nemlig meget om det at være i angsten, mens fraværet af sunde måder at arbejde med angsten på udebliver.

Ærligt en blandet læseoplevelse, der på én gang var medrivende og lod mig ville have det næste med hele tiden, og samtidig har potentialet for at give myrekryb og en ubehagelig oplevelse, hvis man selv har det svært med angst og tanker om ulykker.

15 marts 2023

*Anmelder-eksemplar* Mørkets tjener

 Forfatter: Anne Elvedal - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: marts 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mørkets tjener er tredje og sidste bog i serien om Dødens spil. De første to bind i serien, Dødens Spil og Den Sorte Brud, har jeg anmeldt her.

Hvis du har læst bare en smule om de to forgængere til Mørkets tjener ved du også, at serien er creepy, spooky, og små-uhyggelig. Det er ikke en serie, der hører til blandt de mest uhyggelige gysere, men den er bestemt stadig læsningen værd, - især, hvis man endnu er grøn i genren og blot er nysggerig på hvad det har at byde på.

Serien om Dødens spil arbejder med Ouija boards - eller på dansk det der hedder et åndebræt. De er relativt almindelige i de gysere, der arbejder med spøgelseshistorier eller på anden måde involverer kommunikation med en anden dimension, og i denne kontekst bevæger Dødens spil sig ikke langt væk fra den sti mange andre historier har betrådt før.

Det, der alligevel gør serien til noget særligt, er til dels at den bliver ved at være spændende, også hele vejen gennem bog tre her. Jovist trækkes der på tematikker, der er brugt før, men det er stadig sin egen selvstændige historie, der kan blive ved at overraske og bevæge.

Individuelt er bøgerne ikke længere end en almindelig ungdomsroman, hvilket derfor er forholdsvist overskueligt, uanset om man er hjemmevant i genren eller ej; serien er tilpas lang til at worldbuildingen fungerer, karaktererne er relaterbare og virkelige, og at både deres personligheder og indbyrdes relationer når at gennemgå en realistisk udvikling.

Til de, der allerede har læst de foregående bind i serien, der der stadig masser af uhygge at se frem til. Spænd selen og forvent en historie, der kan være vanskelig at slippe igen, - fyldt med desperation og frustration, men også en gnist af håb, og den der my af noget større end karaktererne selv.

Til nye læsere.. hvad venter I på?

I forhold til tekstens sværhedsgrad kan bøgerne læses fra 5. klasse, mens det tematiske gør at mange læsere vil nyde godt af at vente til mindst 7. eller 8. klasse før de kaster sig over bøgerne, - for nogle måske endnu længere, baseret på individuelle skøn.

Det er dog en fornøjelse at læse med, og der vil være meget at hente, nærmest uanset læserens alder og foretrukne genre - netop fordi bøgerne har meget forskelligt at byde på.

18 februar 2022

*Anmelder-eksemplar* Fjendeland - Legendens Ridder, #2

Forfatter: Jeanette Sigtenborg - Forlag: Straarup & co. - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen (og dens forgænger) er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle tilkendegivelser for holdninger er dog mine egne.

Min anmeldelse af første bog i serien, Legendens Ridder - I krig, kan læses her

Jeg genlæste Legendens Ridder - I krig i forbindelse med udgivelsen af Fjendeland, - jeg har læst den før, men havde brug for at få genopfrisket nogle detaljer, nu hvor der er gået et års tid siden sidst. Allerede da vinderen af debutant-prisen til Årets Danske Fantasy 2021 løb af stablen var jeg ikke i tvivl om, hvorfor bogen havde vundet den pris - og det fremstår kun stærkere efter en genlæsning.

I serien her bliver man hurtigt draget af det eventyr, vores hovedperson Elena bevæger sig ud på, og det er en fortælling man nemt bliver grebet af uanset alder, da der trods bøgernes relativt få antal sider bliver vendt en del aspekter af både plot og karakterernes motiver.

Elena er ung og præget af det sind, der hører alderen til; som i den første bog har hun en tendens til at være impuls-styret, ligefrem og handle før hun tænker, også selvom det er blevet en smule lettere for hende at styre, - om det så er en naturlig karakterudvikling eller at hun er blevet mindet om sin opdragelse udi måden at opføre sig ordentligt på som kvinde er svært at vide, men det er nok højst sandsynligt en blanding af de to.

Både i forhold til sprog og dybde mærker man tydeligt at det her er bøger, der kan læses fra mellemtrinnet og op. Det er ikke altid super kompliceret, og nogle gange virker det som om det går lige let nok. Herunder virker det spøjst at Elena nu, hvor hun er smuttet over en landegrænse, ikke mærker noget til hverken sproglige eller kulturelle forskelle. Det virker udelukkende på baggrund af den tiltænkte målgruppe, - havde det været mere voksen fantasy var det noget jeg havde stejlet noget mere over.

Både I krig og Fjendeland er bøger, hvor man som læser holdes i gang, - man flytter sig let ud på kanten af stolen i bare spænding, og skal lige have den næste del med. Det er bøger, der for mange nok let vil kunne sluges i ét stræk, netop fordi de er tilpas spændende til at holde læseren fanget hele vejen igennem, og til dels fordi deres længde gør det muligt at læse dem i løbet af en eftermiddag (med forbehold for at der læses i et nogenlunde tempo).

Legendens Ridder er en serie, der kan læses af både børn og voksne. For børnene er det en virkelig fin introduktion til actionpræget fantasy, som samtidig er normkritisk i forhold til kønnede stereotyper, - for selvfølgelig kan man også gå i krig og redde verden, selvom man er født i en pigekrop. Til de voksne bydes der på relativt letlæst underholdning, der, trods det normkritiske, passer fint ind i den klassiske fantasygenre. Det er letfordøjeligt, og nemt at have med at gøre, hvis tid eller energi ikke er til at gå i gang med et større læseprojekt - og bestemt det hele værd.

For at opsummere kort, - læs dem! Men også - hvornår mon der er udsigt til bind 3?

05 december 2021

*Anmelder-eksemplar* Sne?

Forfatter: Jo Surman - Dansk forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2021 - Originaltitel: Snow? 

Reklame: Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg modtog Sne? som en del af en goodiebag i forbindelse med et bogblogger-event hos forlaget Straarup og co. i slutningen af oktober 2021. Det var min ægtefælle, der kørte bilen hjem, mens jeg sad på bagsædet med vores datter på 5 år, - og for at få tiden til at gå var det oplagt at kigge på blandt andet bogen her, der vakte stor begejstring. Vi læste den fire gange i træk, og selv da blev der bedt om mere. Så afhængigt af barnet kan modtagelsen hos den intenderede målgruppe i hvert fald siges at være positiv.

Sne? er en forholdsvist simpel fortælling om to ræveunger, der udspørger forskellige dyr i skoven om hvad sne er for noget. Hvert dyr forklarer kort, hvordan sneen påvirker dem, og lidt efter lidt kan ræveungerne stykke de små bidder af informationer sammen for til sidst at opleve sneen på egen krop.

Det følges af fine illustrationer i afdæmpede, naturlige farver, og som komplimenterer historien på bedste vis. Nu hvor vi har haft bogen fremme nogle gange, kan barnet herhjemme i hvert fald selv "læse" bogen ud fra billederne uden voksenstøtte, og dermed også få noget ud af den på egen hånd.

Det er en sød fortælling som lægger op til, at man kan snakke med barnet undervejs, både om de forskellige dyr vi møder undervejs i fortællingen, men også om sne og hvad dét egentlig er for en størrelse, - hvilket så kan inspirere til videre snak om andre naturfænomener. Med lidt god vilje er det på den måde en bog, man sagtens kan få en hel masse ud af, og det kan prikke til barnets nysgerrighed og evne til at reflektere over hverdagsfænomener.

Sne? fungerer fint som højtlæsningsbog fra 4-5 års alderen, og inderholder tilpas simpelt et sprog at den også kan fungere som selvlæsning i folkeskolens yngste klasser. 

12 november 2021

*Anmelder-eksemplar* Radio Popov

Forfatter: Anja Portin - Dansk forlag: Strraarup & Co. - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Radio Popov formår på én gang at være varm, omfavnende og kærlig - OG kold og hjerteskærende.

Det handler om børn, der lever i hjem, hvor de voksne prioriterer andre ting over børnene, og børnene derfor ofte er overladt til sig selv i længere perioder ad gangen langt før man ellers kan forvente at børn ville være i stand til den slags. De skal selv sørge for alle basale nødvendigheder i livet, og selvom børn naturligvis gradvist skal lære at tage vare på sig selv, er disse børn dog i en situation, hvor de ikke kan spørge en voksen om hjælp, hvis og når der er behov for det.

Uanset om man har med børn at gøre til hverdag eller ej, er det her noget, der kan mærkes, og man skal være ualmindeligt kold for ikke at blive en smule påvirket af disse børns helt urimelige skæbner, - fordi faktum desværre er, at denne type børn også findes ude i det virkelige liv. Og trods det at man kunne ønske sig, at de alle sammen blev opdaget og hjulpet, er det desværre langt fra altid sådan virkeligheden ser ud, og selv hvis de bliver opdaget, er det begrænset hvad man så rent faktisk kan gøre for dem. Jeg fik løbende associationer til blandt andet Astrid Lindgrens Mio, min Mio og den ensomhed, som også er beskrevet her, - som ingen børn burde opleve i den ideelle verden.

Det er én af de bøger, som virkelig har mulighed for at røre den voksne læser et ømt sted, - og forhåbentlig få læseren til at standse op og tænke over sin egen måde at omgås andre på. Og for de børn, som er i den primære målgruppe for bogen, kan den forhåbentlig få nogen til at kigge deres kammerater i øjnene en ekstra gang og gøre dem opmærksom på dem, der lever under andre vilkår end dem selv.

Bogen kan sagtens læses af børnene selv fra de er på mellemtrinnet, men vil også fungere fint som en del af et undervisningsforløb eller anden form for fælleslæsning, hvor der bliver diskuteret nogle af de temaer, bogen tager op i forhold til netop ensomhed, men også i forhold til mobning og klasseforskelle. Der er masser at snakke med børnene om, både før, under og efter læsningen af en bog som denne, og som voksen kan det være en god idé netop at spørge ind til barnets oplevelse af bøger som denne, da man kan risikere at især sarte børn godt kan blive påvirkede af bogen.

01 november 2021

*Anmelder-eksemplar* Ulvetunge

Forfatter: Sam Thompson - Dansk forlag: Straarup & co. - Dansk udgivelse: Oktober 2021 

Ulvetunge handler om en dreng, der kæmper socialt i skolen på grund af taleproblemer. Han bliver snart hvirvlet ind i en konflikt mellem en gruppe af ræve og en gruppe af ulve, - rævene vil gerne være som menneskene, og forsøger at bruge ulvene som slaver i processen. Vores hovedperson kommer til at fungere som konfliktmægler i processen, hovedsageligt ved at tage ulvenes parti og kæmpe deres sag.

Det er en spændende, medrivende bog, der kan læses selvstændigt fra 4.-5. klasse cirka. Den inddrager temaer som mobning og ensomhed når vores hovedperson er i menneskenes verden, og slaveri, undertrykkelse og moral i dyrenes verden, - ikke at forglemme påmindelsen om at dyrenes verden og vores verden altså er én og samme, hvilket vi mennesker med mellemrum har en tendens til at glemme.

Det er en fortælling om at skelne rigtigt og forkert, - og hvor svært det ind i mellem kan være at se, hvor ens egne handlinger placerer sig, og hvad der kan være det rigtige at gøre. Det er fortællingen om ikke at undervurdere nogen baseret på udseende og udfordringer alene, - og at dét at stå sammen om en sag kan gøre en enorm forskel for de involverede.

Bogen er fyldt med flotte illustrationer, der virkelig drager læseren endnu længere ind i fortællingen, og forsidens særlige overflade gør det til noget særligt bare at røre ved bogen, - der er virkelig gjort noget ud af ikke bare tekstens indhold og budskab, men også alt det udenom, og deter en fornøjelse at gennemgå bogen, også bare for at kigge på illustrationerne.

En pageturner, der helt sikkert sagtens kan bruges både som frilæsning og i undervisgnings-regi, når man har med børn på mellemtrinnet at gøre - der er masser af muligheder.

26 oktober 2021

*Anmelder-eksemplarer* Dødens Spil og Den Sorte Brud

 Forfatter: Anne Elvedal - Dansk forlag: Straarup & Co. Dansk udgivelse: 2021 (begge bøger)

Reklame: Dødens Spil og Den Sorte Brud er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er helt mine egne.

Trigger warnings: Seksuelt overgreb, fysisk vold, død, tab af nær familie

Efter anmeldelsen følger min oplevelse af det bogblogger-event, forlaget inviterede på i forbindelse med lanceringen af Den Sorte Brud.

Anmeldelser

Dødens Spil og Den Sorte Brud er spøgelseshistorier, når de er bedst. Det er velskrevet, fængende, fængslænde og vanskeligt at slippe igen.

Som det ofte ses med spøgelseshistorier, oplever en levende at blive opsøgt af en afdød, fordi den afdøde af en eller anden grund ikke kan bevæge sig over på den anden side, - ofte fordi grunden til deres død ikke er opklaret endnu. Samtidig har de fleste, der har set en gyserfilm, nok også fundet ud af, at man skal være varsom med at lege med åndebræt, og at de ikke er for børn, - for de fører kun sjældent noget godt med sig. Begge dele gør sig naturligvis også gældende for bøgerne her, der inddrager åndebrættet i fortællingen om afdøde, der ikke har fundet deres endelige hvile endnu.

Samtidig gør bøgerne brug af det fremragende redskab at have teenagere i rollen som hovedpersoner, hvilket i sig selv ofte allerede er en drivkraft frem mod noget dramatisk, - og på bedste vis maler bøgerne da også et realistisk billede af den (skandinaviske) ungdom med alt hvad det indebærer af følelser, der stritter i alle (og ind i mellem modstridende) retninger - alle følelser er store følelser når man er teenager, spontanitet, handlekraft - og handlen uden først at tænke over kosnsekvenserne, forvirring, en stadigt stor retfærdighedssans og et stigende niveau af frustrationer og desperation - især over voksne, der ikke vil lytte. Og så er der naturligvis inkluderet en drukkultur med fester, der ind i mellem løber lidt af sporet.

Med teenagelivet som pendant til spøgelseshistorien skabes en fin vekselvirkning mellem det mystiske, det mørke og det dystre over for identitetsdannelsen og de varierende identitetskriser, der fylder for mange i teenageårene, - og det virker. Det er spændende at gætte med på gåderne og hvad der ligger til grund for at spøgelserne bliver ved at opsøge vores hovedpersoner, og bedst som man tror man er ved at regne det hele ud, opdages nye spor, der peger i en anden retning, - og så kan man jo starte forfra med sine mistanker. Det er bøger med et højt tempo, - der er fart over feltet og der sker noget hele tiden, så man kommer som læser bestemt ikke til at kede sig.

Generelt er her tale om nogle kvalitetsbøger til unge og voksne fra 13-14 års alderen og op, der har mod på kombinationen af spøgelseshistorien og de meget virkelige teenagefølelser. Spøgelserne er ikke for sarte sjæle - teenagelivet kan i sig selv også være en vanskelig størrelse 😉



Bogbloggerevent

I forbindelse med udgivelsen af bogen Den Sorte Brud inviterede forlaget på et blogger-event. Det inkluderede et Escape Room, en rundvisning på forlagets lager, og en booktalk om kommende udgivelser hos forlaget - samt rig mulighed for smalltalk, både med andre bogbloggere og forlagets ansatte.

Efter ankomst og en kort præsentation blev gruppen af bloggere delt i to. Nogen af os startede i escape room, resten startede med rundvisning i forlagets lager. Selve escape roomet var bygget op inspireret af universet omkring Dødens Spil og Den Sorte Brud, og indeholdt derfor blandt andet et åndebræt, - og så kan oplevelsen af et escape room i sig selv opleves som værende lettere spooky. Det forgik dog heldigvis i god ro og orden, og var på et niveau hvor de fleste burde kunne være med.

Den efterfølgende rundvisning på forlagets lager og den efterfølgende booktalk var også noget helt særligt. Det er som bog-interessert gerne noget specielt at få indsigt i hvad der sker bag facaden og se og høre om processen, systemet og nogle af de tanker, der hører med - og ikke mindst snakken om, hvad Straarup&Co. er for et forlag kontra hvad det er for et forlag, de sigter mod at være. Forlagsverdenen er i konstant udvikling, og det er super-spændende at følge med i, hvad der foregår, og hvilke ting, der er på vej i den kommende tid!

Derudover var det naturligvis skønt, sjovt og underholdende at få tid til at smalltalke med nogle af de andre bogbloggere, som man ofte ellers kun kender fra instagram. Ind i mellem kan der være så meget fart på diverse arrangementer, at der ikke for alvor er tid til at snakke, så dét at der bliver sat tid af til det, kan altså noget!

07 februar 2021

*Anmelder-eksemplar* I krig - Legendens Ridder, #1

 Forfatter: Jeanette Sigtenborg Rasmussen - Forlag:  Straarup og Co. - Udgivet: 2021

Sidetal: 200 - ISBN: 9788775490981

Bogen er modtaget som fri-eksemplar fra forlaget og er derfor reklame. Alle udtryk for holdninger her i anmeldelsen er dog mine egne.

I Krig er den første bog i det, der gerne skulle blive en trilogi om Legendens Ridder. I kraft af, at den "kun" er 200 sider lang, og derfor relativt kort i forhold til mange andre fantasy-fortællinger, er det heldigvis nemt at overkomme at få den læst, og de hurtige vil sandsynligvis kunne nå at læse den på en enkelt eftermiddag.

Her i første bog følger vi Elena, der er prinsesse i et land i krig, og desværre ikke på den side, der har overtaget. Der florerer dog en myte i landet om en Legendens Ridder, der dukkede op og reddede dagen, sidste gang, landet var i knibe, - og det siges, at kun den næste udvalgte er i stand til at finde denne ridders rustning. Det viser sig naturligvis at være Elena, der ellers ikke har fået lov at drage med i krig, fordi hun er en pige. Slagmarken er dog ikke helt, hvad hun havde forventet..

Legendens Ridder blander elementer af fantasy-universer og eventyr i plot og struktur, - og i kombination med et relativt enkelt sprog vil de fleste elever på mellemtrinnets klasser kunne få glæde af fortællingen.

Det betyder da også noget særligt, at vi har en kvindelig hovedperson, der lader til at være den udvalgte; der er nok at snakke om alene på baggrund af netop idéen om, at piger ikke skulle kunne deltage i krig på lige fod med drengene.

Elena er i starten relativt selvsikker, og hendes måde at tale til sine lærerinder, sin far og dennes embedsmænd minder mere om noget, der ville finde sted i dag end i et traditionelt middelalder-miljø. 

Det kan virke meget ude af karakter for en pige af hendes stand at tale og opføre sig som hun gør, men til en målgruppe, der hedder 10+, vil det måske netop falde i god jord, at Elena er meget nede på jorden og siger og gør hvad hun tænker uden at overveje, hvad andre måtte synes om det. 

Det gør dog også, at der bliver en lille smule Pyrus over hende, for det hun siger og gør er ikke altid helt hensigtsmæssigt, og hun får derfor rodet sig ud i nogle ting, hun ikke havde set komme på forhånd, - og det skal selvfølgelig løses hen ad vejen.

Også for den voksne læser bliver Elena nem at holde af, fordi hun kan tale til noget af det, de fleste af os har været igennem; den her følelse af at blive mødt med uretfærdighed, som vi har svært ved at gøre noget ved, og så det her clash mellem forventninger og virkelighed, der kan opstå.

Overordnet set var jeg selv svært begejstret for bogen, og min største anke er nok netop, at den er lige til den korte side, - hvornår kommer der mere?

10 november 2020

*Anmelder-eksemplar* Dag 0 - Mørkehav

 Forfatter: Annemette Gravgaard Larsen - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2020

Sidetal: 248 - ISBN: 9788770189507

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Hold nu fast, en tur! - Den her bog var slet ikke til at slippe igen.
Forestil dig historien om "Palle alene i verden" - men i en udgave målrettet unge.

Lasse, hans lillesøster og venner er en aften gået på opdagelse i en bunker, da de bliver fanget i den. Da de kommer ud igen, er der ikke et menneske at finde i miles omkreds. Nu går jagten naturligvis ind på dem, de holder af, - men også på informationer om, hvad der er sket. For hvordan kan alle mennesker pludselig forsvinde? De finder flere dyr på deres vej, så hvorfor er det kun mennesker, der er forsvundet? Og hvad sker der for de meget aggressive ørne og ulve, som gruppen møder på deres vej?

Vi får nogle hints undervejs til hvad der kan være foregået, - men vi har endnu ingen reelle svar.
Vi ved ikke, hvad der fik alle mennesker til at forsvinde, - vi ved blot, at det var uundgåeligt.
Vi har en idé om, at Lasse kan en del af løsningen på problemerne, - men nøjagtig hvordan det skal foregå ved vi ikke endnu.
Der er lagt op til det helt store drama i bog 2.

Konceptet er virkelig interessant.
Selvom det minder en del om "Palle alene i verden" er løsningen her ikke nær så simpel. Det er ikke nok at vågne op, og så er det hele på magisk vis tilbage til det, vi kender. Der skal mere til, og kampen er ikke nær så simpel. Men med en ældre målgruppe må det også være at forvente.

Som vi ser det fra andre dystopier er der flettet en videnskabelig forklaring ind, eller i hvert fald en idé om en, så idéen om at alle mennesker pludselig er forsvundet fra jordens overflade synes mulig, - og selvom idéen stadig virker lige fantastisk nok til at være virkelig, er det svært ikke at blive en smule skræmt og overvældet. For hvad nu hvis..?

Sproget er flydende og let, og i samspil med en handling, hvor der er fart over feltet, bliver man hurtigt fanget og skal liiiige have det næste med.

Derfor har bogen naturligvis også mine varmeste anbefalinger.


*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...