Jeg dør på fredag

 Forfatter: Xenia Stampe - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2023

Trigger warnings: Bogen indeholder beskrivelser af selvskade, spiseforstyrelser og selvmord.

Jeg dør på fredag handler om Cecilie. Hendes mentale helbred halter, og hun kæmper med selvskade. Det får hun blandt andet luft for gennem et netværk af ligesindede via instagram; men er kontakten til dette netværk nødvendigvis så god for hende som hun regner med?

Det er en barsk fortælling om alt det, der er alt for nemt at overse for de pårørende, hvad end det er familie, lærere, trænere eller andre, for ofte foregår det i det skjulte. Der hersker en mistro og en mistillid til at systemet forstår og reelt vil de unge det bedste, trods masser af gode intentioner.

Fortællingen er i form, sprog og udtryk en ungdomsroman. Et sted, hvor de unge måske - måske ikke - kan spejle sig i karakterernes udfordringer, eller måske genkende noget af det, deres egne kammerater foretager sig.

Men det er i mindst lige så høj grad en bog til de voksne, der omgiver dem. Til alle, der har med unge at gøre i det daglige.

Selvom fortællinger som denne nok desværre nemt kan bruges som argument for at fjerne de unges adgang til sociale medier, er det ikke hele sandheden. For selv om der ER mange mørke sider af nettet, er det i højere grad en advarsel til de voksne om at komme de unge noget mere ved. En påmindelse om at være lydhøre, og forsøge på en oprigtig interesse for det, der rør sig.

Det er for nemt bare at læne sig tilbage og overlade de sociale medier til de unge, som langt hen ad vejen er den primære målgruppe, - for de har stadig brug for støtte og vejledning i en verden, der er så meget større end de fleste unge har sans for. Man skal ikke blande sig i alt, eller hvad som helst. Men har man med unge at gøre, når man virkelig langt ved at gå dem i møde og være nysgerrig på dem og deres interesser.

Jeg dør på fredag er uhyggelig, skræmmende og kan nemt efterlade læseren med en skidt mavefornemmelse, - uanset alder. Husk at mærke efter, før, under og efter læsning, og husk at tage snakken, hvis det bliver for træls. Uanset alder. Der skal nok være nogen, der står klar til at lytte, - hvis man ellers leder lidt.

*Anmelder-eksemplar* Sundial

 Forfatter: Catriona Ward - Forlag: Screaming Books - Dansk udgivelse: april 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings (lånt liste): Ableisme, børnemishandling (on-page), mishandling af partner, utroskab, forbrug af alkohol og stoffer, selvskade, mord, dødsfald (dyr), forsøg på dyr, dyremishandling

Sundial er mit første møde med Catriona Ward, - og hvilket møde! Bogen er syret, anderledes, mærkelig, og helt klart noget der kræver, at læseren er vågen og oplagt til lidt af hvert, for det er bestemt ikke småting vi bliver præsenteret for i løbet af bogen. Det betyder også at bogen bestemt ikke er for sarte sjæle, og det skal understreges at potentielle kommende læsere bør konsultere en liste med trigger warnings før de kaster sig over bogen - både for bogens og læserens skyld.

Sundial fortjener nemlig at blive læst. Ikke af alle og enhver, for den rammer bestemt ikke lige så bredt som mange andre titler, men af læsere, der har overskud og kapacitet til at sætte pris på litteratur, der ikke passer ind i de faste kasser, de fleste andre bøger hører ind i. Sundial er en helt særlig læseoplevelse for de få, - men den slags skal der også være plads til.

I bogen bliver vi præsenteret for Rob og Callie, mor og datter, der tager til Robs barndomshjem, fordi Rob er bekymret for Callie. Begge karakterer har deres at slås med, og bærer rundt på mentale udfordringer, - men det er ikke bare sådan lige at få styr på, og hemmelighederne dukker langsomt op efterhånden som bogen skrider frem.

Sundial er helt sin egen og det er barsk læsning, men det er også velskrevet og velfortalt, så selvom det er en fortælling der kan virke urimeligt hård at skulle igennem til tider, er den bestemt det hele værd. Også selvom den kan få én til at kigge sig en ekstra gang over skulderen og måske lige tjekke op på omgangskredsen en ekstra gang her og der.

Samtidig er det også en bog, der med sine mange mørke tematikker kan være vanskelig at komme igennem for nogle, hvorfor man også bør kigge trigger warnings igennem. Det er hårdt, og det gør ind i mellem ondt at læse, men det også en type fortælling der dermed bliver vigtig at få ud. Ikke fordi læserne nødvendigvis skal trækkes igennem fortællinger der er svære at holde til, men fordi den trods alt sit mørke også afspejler lommer af virkeligheden, hvor ægte mennesker går igennem mange ting, der ligner det Rob og Callie oplever. Fiktionen drejer, gradbøjer og forvrænger, - men det er stadig en afspejling af noget virkeligt, som alt for mange desværre lever med til hverdag.

Sundial er ikke for hvem som helst, og læsere bør tage sine forholdsregler. Men for den voksne, mentalt robuste læser er den bestemt det hele værd.

Til Aretz' Ende 1 og 2 - Sumbaronens Rejse og Bondekongens Rejse

 Forfatter: Christina E. Ebbesen - Forlag: Ulven og Uglen

Sumparonens Rejse er udgivet i 2019. Den er 501 sider lang og har ISBN9788793349414.

Bondekongens Rejse er udgivet i 2021. Den er 509 sider lang og har ISBN 9788793349520.

For mig står de her bøger som noget helt særligt. Det er MAGISK at se at dansk fantasy får lov til at udfolde sig på denne måde, - især, når der er lagt så meget arbejde i worldbuilding som der er med Til Aretz' Ende serien. Det er gennemført og man kan ikke lade være med at blive grebet af det, - man drages ind i fortællingen, og det kommer til at virke nærmest virkeligt. Både i forhold til forskellige måder at få samfundet til at fungere på, varierende tolerance over for de, der er anderledes end én selv, og meget individuelle forhold til religion og moral. Der er en helt særlig dybde over Aretz, og selvom jeg generelt er vild med meget af det fantasy, der er kommet på det danske marked de senere år, hører serien her i mine øjne til blandt noget af det aller-bedste, og det er helt tydeligt, hvor meget energi der er lagt i at kreere denne verden.

Anmeldelsen af de to første bøger i serien kommer her som noget samlet. Ikke, fordi de ikke kan tåle hver deres anmeldelse, for det ville de sagtens kunne bære, men fordi det efter at have vendt sidste side i bog 2 er blevet ret tydeligt at (som Christina E. Ebbesen også selv har pointeret) at der oprindeligt er tænkt på dem som værende én samlet bog. I forhold til gængse træk for genren er det helt tydeligt, at første del af Gavin og Robins eventyr ikke rigtigt var slut, da vi vendte sidste side i bind 1, - selvom den står fint som en afsluttet roman, er det alligevel som om der mangler noget, - og det får vi heldigvis i bind 2, hvor slutningen er mere åben.

Uden den mindste form for spoiler indblandet, kan det vist godt afsløres at Robin og Gavins relation er kompliceret. De kommer fra to meget forskellige baggrunde, fra dele af samfundet hvor vidt forskellige normer hersker, og de kommer derfor ofte til at gå skævt af hinanden, - det bringer en del misforståelser med sig, at de hver især kommer til at gå ud fra, at den anden da selvfølgelig (indsæt selv tanke eller handling) - uden at tage højde for de massive forskelle i opvækst og bagland.

Gavin er vokset op i et klassesamfund, hvor stand har meget at sige, og hvor det at være tiltrukket af det køn, man selv er, er utænkeligt, - i denne del af verden er det blevet prædiket, at det er forkert. I Robins del af verden hersker noget der i højere grad ligner demokrati og frisind. Der er umiddelbart ingen, der tænker anderledes om Robin, fordi han er tiltrukket af mænd. 

Undervejs på deres færd vokser de begge to, om end det er på hver sin måde; hvor Robin har brug for at finde sig selv og komme videre efter flere år i et skidt forhold, bliver der prikket til Gavins måde at tænke om forskellige emner på, og han bliver med tiden mere tolerant over for de, der er anderledes end ham selv. De er endnu ikke helt i mål, nogen af dem, - men der er heldigvis også flere bøger i vente.

Noget af det, som fantasy-genren er virkelig god til, er i mine øjne netop det her med at tage nogle emner op til debat, som i andre former for litteratur kan være vanskeligere at nå i dybden med; i og med at man i fantasy-universer har muligheden for at få tingene mere på afstand, opstår der simultant en mulighed for at få vist nogle aspekter af debatten, som ellers ikke ville være kommet frem. Og i forhold til Gavins langt hen ad vejen meget konservative måde at tænke på, er det fantastisk at se hvordan han bliver udfordret på sine holdninger på en ordentlig måde, så han har mulighed for at vokse og udvide sit mind-set, - og at vi får at se, at der er mange måder at leve og gøre tingene på. Denne verden er, som vores egen, rig på måder at leve på, og indeholder mange forskellige typer karakterer, som der naturligvis alle skal være plads til.

Fordi de to bøger oprindeligt er tænkt som ét samlet værk, er der en smule forskel i strukturen og den måde, de rundes af på. Efter Sumpbaronens Rejse stod jeg i hvert fald selv tilbage med en følelse af, at jeg havde en idé om noget af det, der ventede i Bondekongens Rejse; konkurrencen, som Gavin deltager i, er endnu ikke slut, og der er her noget helt konkret at tage fat på. Slutningen på Bondekongens Rejse er mere åben, og selvom jeg da personligt har nogle forhåbninger i forhold til hvad der skal ske i resten af serien, er der i skrivende stund ikke meget at gætte ud fra, - men jeg glæder mig(!), for selvom det endnu er meget ukonkret, er der lagt op til, at det nok skal blive spændende alligevel!

Det er som om, der i starten af bog 1 lægges op til en nærmest eventyr-lignende struktur med en ung mand, der meget gerne vil vinde prinsessens hånd og det halve kongerige - noget Klods Hans agtigt, i kraft af at Gavin ikke umiddelbart er det mest oplagte valg til at skulle giftes med prinsessen, men forsøger sig i en turnering alligevel i et forsøg på at få muligheden. Langt hen ad vejen ser vi da også nogle eventyrtræk blande sig med fantasy-genren i fortællingens opbygning og de prøvelser, Gavin må gå igennem undervejs. At det så undervejs udvikler sig til at blive andet og mere end bare eventyret, er så hvad det er, - hvilket bestemt også er positivt.

Som tidligere nævnt er det svært ikke at blive grebet af fortællingen. Fordi Gavin og Robins venskab stille og roligt bygges op i løbet af den første bog, får vi masser af muligheder for at følge dem i meget forskellige situationer. Så da handlingen i bog 2 for alvor intensiveres hen mod den sidste tredjedel af bogen, er det store følelser involveret, - man kommer hele følelsesregistret igennem. Det kan derfor også kun anbefales at have god tid til de sidste 150 sider af bogen, - for det bliver uhyre vanskeligt at lægge bogen fra sig, når først man når her til.

Bondekongens Rejse var for mig én af de udgivelser, jeg havde glædet mig mest til her i 2021. Sumpbaronens Rejse er en stærk start på serien, og jeg ville have mere, - og Bondekongens Rejse kan SAGTENS leve op til sin forgænger. Der er mere eventyr i vente, mere bromance, og stærke følelser - sidstnævnte både karaktererne i mellem, efterhånden som historien skrider frem, men så sandelig også hos læseren.

Jeg kan vist roligt sige, at jeg elsker de her bøger, - og jeg GLÆDER mig til at læse videre! Denne verden har tydeligvis masser at byde på - i forhold til væsner, magisystem, og samfundsstruktur, og det er en fornøjelse at få lov til at læse med.

*Anmelder-eksemplar* Eva under isen

 Forfatter: Christin Marie Guild - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2019

Sidetal: 364 - ISBN: 9788793755765

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, og er derfor reklame. Alle udtryk for holdninger er dog helt mine egne.

*TRIGGER-WARNING* Indeholder pædofili, incest og overgreb begået mod børn

Om Eva under isen skrev jeg:

Av, av, av mit hjerte.. (Nej, det slår slet ikke til med et enkelt "av"). Det her er en BARSK fortælling, og bestemt ikke for de sarte, - husk kleenex undervejs! Her fik tårerne i hvert fald frit løb indtil flere gange i løbet af læsningen.

Vi følger i første del af bogen to piger, der i løbet af deres barndom og årene før deres pubertet begge oplever overgreb fra den samme mand.

Det er, ærligt, grusomt og hjerteskærende at følge med i på sidelinjen, trods det, at der ikke er direkte beskrivelser af det, de bliver udsat for. 

Til dels er bare det, at mennesker, og især børn og unge, skal udsættes for den slags, utilgiveligt, og ligger så langt fra det, de fleste af os heldigvis oplever, at det er svært at rumme og kapere. 

Og til dels er pigernes oplevelse af ikke at blive lyttet til nærmest lige så forfærdelig. Når situationen bliver tiet ihjel, får pigerne ikke mulighed for ordentligt bearbejde det, de går igennem, og bliver låst fast i nogle knapt så hensigtsmæssige mønstre, der kommer til at sætte spor langt ind i deres voksenliv, hvis ikke i resten af deres liv.

I anden del af bogen er der gået en årrække. Pigerne er nu i 20'erne, og har begge svært ved at leve en almindelig, gennemsnitlig voksentilværelse, takket være de dæmoner, deres barndomstraumer har bragt med sig. De starter derfor begge i en terapi-gruppe, hvor det hurtigt går op for dem, at de har en gerningsmand tilfælles, og vi får et indblik i både deres terapi-forløb og den retssag, de vælger at køre mod deres gerningsmand.

Det er ikke et eventyr eller en dans på roser. Historien har ikke den lykkelige slutning, man kan håbe på, selvom begge hovedpersoner undervejs når et godt stykke hen ad vejen med at arbejde med sig selv og deres traumer

Havde det været en drama-historie som så mange andre, havde domsafsigelsen efter retssagen været det endelige klimaks. Det er det ikke her. For sådan er virkeligheden ikke altid for ofrene. Selvom det kan hjælpe noget at en gerningsmand får sin dom, vil ofrene altid skulle leve med de traumer, de er blevet påført. Derfor slutter Eva under isen også først flere kapitler senere.

Jo jo, der er lys for enden af tunnelen. Selvom vores hovedpersoner som nævnt nok altid vil være mærket af det, de har været igennem, har de fået stof at arbejde med. De er nået videre, end de nogensinde var nået på egen hånd. De fandt nogen, der lyttede, nogen som de kunne spejle sig i, og nogen, som ville dem det bedste.

Og det er vel egentlig det, der er det grundlæggende for os alle, uanset hvilken situation vi befinder os i. Selvom ikke alle har behovet for at finde den, man kan spejle sig i 1:1, har vi alle brug for, at der er nogen, der lytter, og som er der for os, når vi har brug for det, - én, vi kan læsse af til, når det hele bliver for meget og er ved at kamme over. Uanset hvad det så end er for nogle dæmoner, vi kæmper med.

Det er nogle særligt barske temaer, der tages op i bogen her, - og der omtales en række tabuer, som er særligt vanskelige at snakke om. Pædofili og overgreb på børn er noget af det, som rigtig mange helt forståeligt har berøringsangst over for; vi ved ikke rigtigt, hvad vi skal stille op eller hvordan vi skal forholde os, og som bogen også selv nævner, ved de fleste af os knapt hvilke tegn vi skal kigge efter hos det enkelte barn for at opdage det. Det er det, der gør det så vanskeligt.

Men mon ikke vi skal blive bedre til generelt at mærke efter om vores medmennesker nu også reelt har det godt? Husker vi at lytte til mere end bare det, der bliver sagt med ord? Og husker vi at byde ind med bare at være der og være til? For nogle gange har den berørte ikke nødvendigvis behovet for at snakke eller læsse af, men bare, at der er én der er hos dem, når det hele er svært. Det er en kunst at rumme stilheden sammen, - men det kan være nok så udbytterigt for begge parter.

Hjerteskærende, forfærdelig, men også virkelig velskrevet. Et imponerende værk, som jeg kun kan anbefale, at man forsøger at kæmpe sig igennem, hvis man har hjertet til det, - for det er barske sager. Men for alle de udsatte børns skyld, - skylder vi dem så ikke at lytte? Selvom det ikke er deres historie, der bliver fortalt her, og tegnene hos den enkelte kan variere, kan man håbe, at det her kan være med til at hjælpe bare nogle stykker.