*Anmeldereksemplar* Du og jeg, Anna

 Forfatter: Eva Munk - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2025

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg ved ikke hvad det er med Eva Munk og hendes forfatterskab, men det er altså ikke første gang én af hendes bøger har bragt tårerne frem!

I Du og jeg, Anna møder vi Anna på 16 år. Hendes forældre er for nyligt blevet skilt, og hun bor nu med sin far og er startet på gymnasiet, - mor ser hun ikke meget til, og far arbejder alt for meget, så Anna er ofte overladt til sig selv og sine egne tanker.. og dét er svært.

Du og jeg, Anna bevæger sig på kanten mellem virkelighed og det overnaturlige, - takket være Annas til tider ret mørke tanker, der især får lov at fylde i kraft af at der ikke er nogen til for alvor at se hende, og hvordan hun reelt har det bag masken.

Det bliver til tider både mørkt og dystert, - og selv som voksen læser kan det være til at få det helt skidt af at følge Annas rejse.

Man skal være opmærksom på, at det er en bog hvor et skidt selvbillede fylder -en del-, så det er ikke for hvem som helst. For de mere sårbare læsere kan det være en god idé at alliere sig med nogen, man føler sig tryg ved at snakke med, når det bliver svært og hårdt. Og så er det altså også sådan en bog, hvor det er okay at lave en Joey Tribbiani og lægge den lidt på køl, når man har brug for at tage en pause fra læsningen, - så kan man vende tilbage senere, når overskuddet er til det.

Du og jeg, Anna er teknisk set en ungdomsroman. Det er den aldersgruppe, bogen henvender sig mest til, og det vil sandsynligvis være dem, der har lettest ved at spejle sig i Anna. Men også de voksne, der har med unge mennesker at gøre til daglig, - som forælder, værge, pædagog/lærer/træner eller lignende, - netop for indblikket i nogle af de ting de mest sårbare unge mennesker kan slås med.

Du og jeg, Anna er velskrevet, dragende og vanskelig at lægge fra sig, - også selvom den gør ondt!

Spindelmanden

Forfatter: C. C. Thybro - Forlag: ReadDieRepeat - Udgivet: 2024

Spindelmanden blander historien om et ungt menneske med en alvorlig sygdom - den slags, der trendede helt vildt for nogle år siden - med en snert af gys / magisk realisme.

Vi følger Berte, der står med en følelse af at hun nærmest bor på hospitalet, så meget er hun der. Hun bor på stue med en anden patient, ind til Spindelmanden en dag kommer ind p åstuen, - og derfra er det Bertes enestue. Hun slår sig sammen med to jævnaldrende, der begge er indlagt og som også har haft set Spindelmanden, i kampen for at finde ud af hvad figuren vil og hvordan de får den stoppet. Men dét er selvfølgelig vanskeligere end først antaget ...

Det er en fortælling, der rummer de mange aspekter af et ungdomsliv, der afviger fra det, de fleste har. De tre unge vi følger har andre forudsætninger i livet end andre teenagere, og det mærkes. De har en anden vinkel på og tilgang til livets op- og nedture end den typiske teenager, men dét betyder ikke, at de slipper for de følelser, almindelige teenagere også skal rumme.

Livet på hospitalet er altid kompliceret, og er ikke uden udfordringer. Det er særligt hårdt når det er børn og unge mennesker, der er involveret, og det påvirker helt naturligt stemningen i bogen. Trods det at vi kun får Bertes synsvinkel i bogen mærker man da også tydeligt at alle involverede voksne er ramt i en eller anden grad af situationen, - og læser man selv med som voksen kan det være svært ikke at få en klump i halsen undervejs.

Spindelmanden er følelsesladet og meget ægte i sit udtryk - og kan læses fra cirka 11-12 år og op.

 

Hjerteflig

 Forfatter: Line Sølvhøj Johansson - Forlag: HiReader - Udgivet: 2023

Hjerteflig har stået min TBR liste LÆNGE, og  jeg  har egentlig haft  den stående i fysisk på hylden i flere måneder. Undskyldninger for hvorfor den ikke er blevet læst endnu er der nok af, - tiden har måske ikke været rigtig, og jo længere den har fået lov at stå, jo mere intimiderende har det  virket.

Vi  følger en ung kvinde i månederne efter studenterhuen er kommet på. Forældrene er gået fra hinanden, så det er svært at nyde sommermånederne, kæresten, optagelsen og starten på nyt studie og alt det andet der følger med perioden, - særligt fordi hun føler sig ansvarlig for forældrenes brud og overfor den noget yngre lillesøster, der er tvunget til fortsat at se på deres forældre.

Der er som i så mange ungdomsromaner rigeligt at slås med for vores hovedperson. Det er følsomt, når vi kommer helt tæt på, og når hun bliver presset mere ud i voksenlivet med flere bekymringer end mange af de jævnaldrene.

Samtidig er ungdomslivet begivenhedsrigt, akavet, glædeligt og fyldt med mange forskellige spontaniteter og op- og ned-ture, som alle er afspejlet på fineste vis. 

De går stærkt de år, og når først man er ude på den anden side er det nemt at sige at de unge skal nyde det - for i momentet er der rigeligt at se til og følge med i, og man kan nemt føle sig presset til at skulle det hele, være der for alle, og få de fede karakterer, hvilket bogen også på bedste vis illustrerer.

Til dig, der har behov for at føle noget, - og som bogens karakterer nok selv ville have pointeret, er dét at bogen får os til at føle noget bestemt også en kvalitetsmarkør!

Jeg har det fucking fint

Forfatter: Luna Harley - Forlag: Klippe - Udgivet: 2024

Trigger warnings: Selvskade, selvmordsforsøg, omtale af selvmord, stalking, store mængder alkohol, indlæggelser

Jeg har det fucking fint handler om Froya, som (surprise!) IKKE har det fucking fint. Det er bare svært at erkende, når livet ser ud som det gør for Froya. Rutinen er den samme, - fester, alkohol, selvskade og psyk. Og et hjørne af sociale medier for andre i samme situation som Froya.

Det her er én af de bøger, der nemt kan komme til at gøre rigtig ondt at læse. Den er hård og meget barsk, og det er svært ikke at blive ramt af hvor håbløst det hele kan føles, uanset om man selv står i en situation der minder om Froyas, eller om man er pårørende til.

Det er råt og vildt, når vi bevæger os ud i en skyggeside af samfundet som de fleste nok har en fornemmelse af findes derude et sted, men hvor de færreste ved hvor stort et problem det faktisk er - eller hvad der kan gøres ved det. For løsningen er bare ikke særlig simpel, når de, der har størst brug for hjælpen, også har brug for at erkende at de faktisk har brug for hjælp, før de kan få den. Men når de dét, før det er for sent?

Luna Harley har skrevet flere ungdomsromaner, og man mærker tydeligt at Luna har masser på hjerte. Det er velskrevet og velfortalt, blandt andet fordi hendes bøger er meget autentiske og trækker på Lunas egne erfaringer. Det er et vigtigt perspektiv at få med, både for at de, der står i lignende situationer har nogen at spejle sig i og for at vide, at de ikke står alene med deres udfordringer. Men også for pårørende - familie, venner, lærere, osv., fordi det åbner et lille vindue ind til hvad der reelt foregår i hovedet på de udsatte. Det er et tankemønster der kan være svært at forstå hvis man ikke selv har været der, og kan forhåbentlig skabe en smule forståelse omkring det. 

Jeg har det fucking fint er ikke for sarte sjæle. Det kræver is i maven at læse det, og det ER hårdt. Men det er også en vigtig bog at få læst, og måske især for pårørende til unge med ondt i livet, der har brug for en smule indsigt i hvad det hele handler om. Det må dog anbefales at potentielle læsere venter med at gå i gang til de er i det rette headspace til barsk læsning - og at den ikke angribes af for unge læsere.

De sorte hullers klub

 Forfatter:  Lise Villadsen - Forlag: Gutkind - Udgivet: 2024

I De sorte hullers klub følger vi en flok unge mennesker, der hver torsdag mødes i en gruppe for de, der døjer med ensomhed. De er der af vidt forskellige årsager, og har hver deres at slås med. Og netop grundet deres forskellige baggrunde stikker deres forventninger (og deraf tilgange) til gruppen i meget forskellige retninger.

Ensomhed er en udfordring for mange, især hvis man skiller sig en smule ud fra normalen. Det her er også en roman man som læser måske bedst forstår, hvis man selv har prøvet at stå uden for fællesskabet på et tidspunkt, hvor et af ens helt store ønsker har været at passe ind, og blive set og anerkendt for den man er. 

Det kan være fristende at begynde at lave om på elementer af den, man er, for at passe ind i fællesskabet, - eller måske lige frem lyve om det, bare for at blive set af de andre. Men er det nu også ønskværdigt? Hvilke konsekvenser har det, både for gruppen og for en selv?

De sorte hullers klub er en anderledes tilgang til kampen mod ensomhed. Karaktererne får lov til at flage med de træk, der stritter lidt, og de får lov til at fylde og tage plads. De får langt hen ad vejen lov at være deres farverige selv. Og netop fordi de får lov at fylde i gruppen giver det anledning til eftertænksomhed hos læseren, - for selvom visse karakterer måske er lettere at være i stue med end andre, fortjener de alle en chance for at man kan lære dem bedre at kende. Venskaber kan opstå hvor og når man mindst venter det!

For i dag er jeg uden dig

 Forfatter: Josephine N. B. Valentin - Forlag: HiReader - Udgivet 2024

For i dag er jeg uden dig er Josephine Valentins debutroman, - og den står virkelig stærkt!

Vi følger Rina, der altid har stået i skyggen af sin søster, som spiller violin og er god i skolen. Rina er god til så meget andet, men det bliver hverken set eller anerkendt i hjemmet, og det går ud over selvværdet.

Rinas kamp og indre følelsesliv er udførligt beskrevet, og man kan nærmest kun bevæges af hendes op- og nedture, - det er vanskeligt ikke at blive påvirket undervejs. Rina er udsat, og det på ingen måde nemt at være hende, især fordi hun føler sig meget alene i sin kamp, og ikke for alvor har nogen hun kan diskutere det med.

Sproget blomstrer og vækker for alvor karaktererne til live undervejs, og selvom man som læser naturligvis let bliver knyttet til Rina, står de andre karakterer også tydeligt og bliver for fleres vedkommende nogen man sagtens kan sympatisere med.

Rinas stemme står klart og tydeligt, og selvom hun i kraft af at være teenager kan være ret meget i sine følelsers vold, er der ikke en finger at sætte på hvorfor hun bliver så frustreret eller føler sig ved siden af. I hendes sted ville det nærmere være mærkeligt at der ikke kom nogen reaktion.

For i dag er jeg uden dig er en roman til alle de, der på et tidspunkt har følt sig ved siden af, misforstået og i vejen, - uanset socioøkonomisk baggrund. Det er bogen til de, der føler sig overset, og har en fornemmelse af at der ikke rigtigt er nogen der lytter. For den sidder lige i skabet, dér hvor det gør en smule ondt. Forhåbentlig kan lidt flere få oplevelsen af at føle sig set!

Når sandheden svigter

 Forfattere: Nicole Boyle Rødtnes og Salina Schjødt Larsen - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2023

Når sandheden svigter handler om konspirationsteorier. Tre efterskolekammerater laver et skoleprojekt om, hvor let det kan være at få folk til at hoppe på den slags i håb om en god karakter, - men pludselig stikker det helt af, og det viser sig større end nogen af dem var forberedt på inden de gik i gang.

Det her er en af de fortællinger der rammer dybt og virkelig kan sætte spor hos sin læser.

Plottet er velgennemtænkt, og trækker blandt andet på konspirationsteorier fra den virkelige verden, som vi også bliver præsenteret for eksempler på undervejs i romanen.

Samtidig er karaktererne dybe og ægte, og med deres forskelligheder rammer de ungdomsårgangene tilpas bredt til, at flere vil kunne spejle sig i deres refleksioner og tankemønstre. De er UNGE, med stort U, og alt hvad der hører til af frustrationer og bekymringer, både hvad angår forældre, kammerater, kærester, søskende og skole.

Romanen har en tilpas længde til at være overskuelig som både selvlæsning og værklæsning i skole-regi, og samtidig kunne nå rimeligt i dybden med både plot og karakterer. Selvfølgelig kan man nok altid ønske sig endnu mere, - men her er det rundet på en elegant måde, hvor det virker tilfredsstillende for læseren, og der stadig er mulighed for at sætte tanker i gang hos læseren.

Når sandheden svigter er skrevet af Nicole Boyle Rødtnes og Salina Schjødt Larsen, der begge efterhånden har skrevet en del bøger, - og som generelt leverer litteratur på et rigtig højt niveau. Den her er ingen undtagelse, og har potentiale til at få både de unge i den primære målgruppe OG deres dansklærere til at klappe begejstret i hænderne.

Derfor har Når sandheden svigter også mine varmeste anbefalinger.

Milo & Molly er ikke kærester

 Forfatter: Tone Ottilie - Forlag: Politikens Forlag - Udgivet: 2023

Molly er 16 år gammel og vender hjem til Danmark efter at have boet i udlandet et år med sin familie. Men meget er sket på dét år; hendes bedste ven er sprunget ud som nonbinær (hvilket Molly først får at vide, da hun kommer til Danmark igen), og Mollys mors mand er forelsket i en anden (men Mollys mor tror stadig fuldt og fast på de kan få det til at fungere). Efter sommerferien starter Molly i gymnasiet, hvilket efterhånden er endnu en stor omvæltning, der truer med at vælte læsset for Molly, - men hendes bekymringer slutter naturligvis ikke her.

Milo & Molly er ikke kærester er først og fremmest en fortælling om identitet, med særligt fokus på den udvikling de fleste gennemgår i teenageårene for at lære sig selv bedre at kende. Det veksler mellem det bitre og det sukkersøde, og det kan til tider være voldsomt følelsesladet og meget frustrerende. Det er på ingen måde nemme år at gå i gennem, og nogen har mere at se til end andre.

Fortællingen er en indgang til ungdomstilværelsen, der på én gang virker bekendt og i sin opsætning læner sig op ad velkendte strukturer, og på samme tid er den anderledes, forfriskende og helt sin egen. Milo & Molly lever deres eget liv, og naturligvis er de teenagere som man kender dem fra andre ungdomsromaner, men de formår også at skille sig ud og gøre sig bemærket.

Samtidig er det skønt! at se hvor naturligt bogen vender queer identiteter og at der på ingen måde stilles spørgsmålstegn ved det. Trods kriser og omvæltninger får Milo & Molly trods alt lov til bare at være dem selv, finde ud af hvilken hylde de hører til på i tilværelsen.

Milo & Molly er ikke kærester er til både de unge, der selv går igennem en fase af frustrationer og afmagt, men også til de voksne omkring dem, der savner indblik i hvad der monstro går gennem hovedet på de unge mennesker undervejs. Den er stærk, og den gør indtryk, - og så er det vanskeligt ikke selv at blive revet en smule med undervejs.

*Anmeldereksemplar* The Ellie Show (Stjerneskud, #1)

 Forfatter: Sofie Amalie Laulund -Illustrator:  Emilia Rubæk 

Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2023 

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

I The Ellie Show følger vi Ellie og kammeraterne fra årgangen i deres bestræbelser på at vinde den konkurrence, skolen har startet. Det handler om at skabe et initiativ, der skal få unge til at læse mere, og dét er der mange forskellige bud på - og der er mange tilgange til den frie arbejdsform, i kraft af at deltagelse er frivilig og indsatsen ligger i deres fritid og altså ikke er voksen-styret.

Ellie er allerede før konkurrencen en type, der falder lidt udenfor fællesskabet. Hun kæmper med at finde en udgave af sig selv hun kan stå ved, og det bliver bestemt ikke lettere af at ønsket om også at passe ind et bestemt sted i det sociale hierarki nogle gange spænder ben for én; et dilemma mange nok kan genkende fra egne ungdomsår.

Det er en roman om at drømme, om at håbe og ærgre sig. Det handler om at turde mærke efter og følge den sti, man reelt brænder for, og ikke kun dén som de populære, som samfundsnormerne eller andre siger man skal følge.

The Ellie Show er humoristisk, med sans for undomslivets forsøg på at navigere tilværelsen, - inklusive de dertilhørende akavede øjeblikke, som følger med for de fleste af os. Det er på den måde også en fortælling, mange vil kunne spejle sig i, i større eller mindre grad, uanset om man er 10 eller om man er 50; for selvom mange aspekter af det at være barn og ung har ændret sig gennem årene, er der alligevel en række ting, der varer ved, og nogle store følelser som skal tøjles.

The Ellie Shows primære målgruppe er mellemtrinnet. Sproget rammer tættes på denne gruppe børns interaktioner, og handlingen læner sig op af den hverdag, de kender. Samtidig er bogen relativt kort og til at gå til, og illustrationerne er virkelig fine og supplerer historien godt, - og er med til at gøre det hele endnu mere spiseligt for de, der måske lige skal have et ekstra skub i bøgernes retning.

Når det så er sagt kan Ellies historie SAGTENS læse af både børn som voksne, og især de voksne, der selv har børn i skolealderen eller som har med dem at gøre i deres arbejde kan få noget ud af et indblik i de unges oplevelse af tilværelsen. Det er et vindue ind i en måde at tænke på, som for nogle voksne virker fjern og langt fra deres egen, og så er det fantastisk at have et værktøj at mødes om.

I denne roman trækker Sofie Amalie Laulund tydeligvis fra egne erfaringer fra sociale medier og især det hjørne af dem, der beskæftiger sig med bøger, - så jeg er meget spændt på hvilken retning serien kommer til at tage i eventuelt kommende installationer i serien.

*Anmelder-eksemplar* Stav til sorg

Forfatter: Eva Munk - Forlag: Klippe - Udgivet: 2023

Reklame: Modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Stav til sorg skriver sig ind i en række af ungdomsromaner om sorg fra netop Eva Munk; tidligere har Eva Munk blandt andet skrevet Du kommer med natten, som jeg har anmeldt her og Mellem træernes grene, som jeg har anmeldt her.

I denne fortælling, som også er den hidtil længste fra Eva Munk, følger vi fire unge i en sorggruppe. De har alle mistet, men på hver deres måde, og de går til sorgprocessen på meget forskellig vis.

Deres meget forskellige personligheder og tilgange til sorgen gør gruppens sociale dynamik virkelig interessant. Det handler hovedsageligt om deres sorgproces, og undervejsvil det være helt naturligt for læseren at finde Kleenex frem, - ikke bare én, men flere gange undervejs i romanen. Men der er også plads til latter og til hjertevarme øjeblikke, der trods alt det barske giver håb om fremtiden for hovedpersonerne.

Sorg er en vanskelig størrelse, men trods det at vi alle sammen kommer til at opleve netop den følelse på et eller andet tidspunkt i livet er det alligevel uhyre tabubelagt - og svært at sætte ord på, når der endelig bliver åbnet en smule for snakken. Derfor er jeg også vild med at Eva Munk skriver de her bøger. De er et værktøj til at få startet samtalen og få nogle ord til det, der ellers virker umuligt og uvirkeligt.

Hvor Du kommer med natten og Mellem træernes grene har været væsentligt kortere og rummer en del symbolik, er Stav til Sorg mere virkelighedsnær, og i kombination med at vi har ikke bare én, men hele fire forskellige hovedpersoner kan det måske netop gøre fortællingen her mere relaterbar for mange læsere. Der er nemlig ikke bare én måde at sørge på, og hvordan man kommer til at håndtere det vil også variere fra gang til gang. Det er ikke til at sige, før man selv står i situationen, - og for dem hvor det hele stadig er meget nyt, kan det give en ekstra ro at have nogen at spejle sig i, og nogen, der leder én hen hvor sorgen er til at rumme. Sorgen forsvinder nemlig ikke, men det er en proces at gøre det tåleligt at være i.

Stav til sorg er velskrevet. Den gør ondt, og den gør godt, - der er plads til både tårer og latter. Og så kan den med fordel læses af alle fra 11-12 års alderen og opefter (voksne inkluderet!), der enten selv har mistet, eller kender nogen, der har. Skaf den, læs den - og husk den, når du selv står i sorgen.

Giv mig tiden igen

    Forfattere: Sarah Engell og Sanne Munk Jensen - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2022

Giv mig tiden igen er en selvstændig fortsættelse til Tag gaden tilbage, - bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Kat går i 3.g, spiller rollespil i sin fritid, hun fylder 18 i starten af bogen, - og så føler hun sig generelt meget alene og anderledes. Men hvorfor hun føler sig så anderledes er langt hen ad vejen et mysterie for hende.

Man fristes næsten til at referere til Svedbankens Rollespilssangen (YouTube, Spotify); scenarierne er forskellige, men følelsen af ensomhed uden for rollespilsuniverset er alligevel dominerende, mens selve rollespillet giver en selvtillid og noget gåpåmod som hovedpersonerne ikke oplever andre steder.

Kats rejse gennem bogen handler primært om at finde sig selv og finde sig til rette i en verden, som ved første øjekast slet ikke er indrettet til hende. Det er op ad bakke, og det er utrolig svært at navigere i, - og man skal som læser være godt hård for ikke at blive påvirket af Kats frustrationer undervejs.

Det har alle dage været en kunst at finde sig til rette i teenage-årene og i ungdomstilværelsen, og nogle har det bare sværere end andre. Kat er én af dem, der virkelig kæmper for det. Både for sin egen skyld, men også for omgangskredsens accept af, at det hun er og gør er godt nok. Hun -behøver- ikke lave om på sit autentiske selv alene for at please andre; men det er nogle gange svært at modstå presset. Og så er det altså rart at finde nogen, der støtter op om netop det.

Giv mig tiden igen er en vigtig bog, både for de unge i udskolingen og gymnasiet, men lige så meget for de voksne omkring dem. Det behøver ikke at være et tabu at skille sig ud. Det skal slet ikke være det at prøve at finde sig selv, - dét er trods alt en stor del af det at være ung. Læs gerne med!

*Anmelder-eksemplar* Tid, ingen vil give mig

 Forfatter: Sabrina Rønning Gade - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Stort forbrug af alkohol, forbrug af stoffer, vold, overgreb

Tid, ingen vil give mig er fortællingen om Oli og Mathilde. De går i 3.g i Århus, og har hver deres udfordringer at slås med. Bogen er opdelt, så første del fortælles fra Olis synsvinkel og foregår over cirka første halvdel af skoleåret, mens anden del af bogen fortælles fra Mathildes synsvinkel, og foregår fra juleferien og frem til studenterhuen kommer på.

Oli er egentlig nordjyde og er lige flyttet til Århus, så hans fortælling handler om at være den nye i et allerede etableret socialt fællesskab. Spillereglerne er anderledes end det, han er vant til fra tidligere, så det er ikke sådan lige at finde rundt i hvordan man går klædt og hvordan man opfører sig, - og tonen er også en anden end det, han er vant til.

Mathildes udfordringer handler blandt andet om en skæv relation til hendes mor, og om at navigere et ungdomsliv uden nogen tætte voksne relationer at spejle sig i.

Deres historier flettes sammen undervejs, og de kan ikke for alvor undgå hinanden i løbet af bogen, men hver især er deres udfordringer så omfattende, at de sagtens kunne have haft hver deres bog, - og mange flere kapitler til at udfolde det hele. Min største anke ved bogen er faktisk, at der sagtens kunne have været endnu mere af den, for med sine 159 sider bliver den meget kort i forhold til hvor meget den forsøger at omfavne.

Tid, ingen vil give mig vil en masse i forhold til ungdomsliv, identitet, og det at være en del af et fællesskab. Tonen er ungdommelig og god til at blande danske og engelske fraser, som det hører sig til for mange unge. Der bliver stillet store spørgsmål, både af de unge og til de unge, - og selvom Oli i starten af bogen er efter et fag som filosofi kommer man ikke uden om at bogen her selv skriver sig ind blandt de mere filosofiske ungdomsromaner.

Tid, ingen vil give mig er som skabt til at sætte tanker i gang. Ikke bare hos de unge, som måske vil kunne spejle sig i Oli og Mathilde, men måske især hos de unge menneskers voksne, der her får mulighed for at blive klogere på en ungdomsverden, hvor der er sket meget siden man selv var teenager.

Bogen er velformuleret - men som nævnt kunne den sagtens have fyldt det dobbelte sidetal uden at det havde gjort alverdens. Man kunne med fordel have givet Oli og Mathilde hver sin bog, - og deres veninde Clara sin egen også, og gjort det til en serie. Karaktererne og deres fortællinger kan bære det, for de har hver deres udfordringer at slås med, - og de fortjener at blive hørt og set. Alle tre.

Byttedyr

 Forfatter: Lise Villadsen - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021

- Indeholder spoilere -

Forsideillustrationen og titlen indikerer for den vågne læser, at det her ikke er hvilken som helst krimi. Man kan forledes til at tro at der er et overnaturligt fabeldyr af en art involveret, - det er dog ikke tilfældet, og det er realistisk hele vejen igennem. Eller er det?

I bogen følger vi Wilma, - en ung, dansk pige der tager til Florida, hvor hun skal bo hos en værtsfamilie og gå et år i high school. Inden længe hører hun dog historien om, hvordan unge piger i området er forsvundet og senere fundet dræbt, hvilket naturlivis vækker bekymring.

Livet i USA er anderledes end det, Wilma kender hjemmefra, og selvom der også er ligheder, er der flere af de ting, Wilma plejer at tage for givet hjemmefra, som der nu bliver kigget skævt til, og forventningerne er generelt nogle andre, - det kræver omstilling og forandringer, som måske ikke er så lette som de i første omgang lyder.

Wilma er en hovedperson, der ved første øjekast ligner en ganske almindelig dansk teenagepige, der godt nok har haft nogle traumatiserende oplevelser med en stedfar, - men umidelbart lader hun til at være ovenpå og nogenlunde videre. Det er svært at finde nye venner i USA, men det er nemt at slå det hen som værende noget der skyldes kulturforskelle. Man kunne dog håbe at hun med tiden åbnede mere op og søgte venskaber uden for sin værtsfamilies umiddelbare bekendtsskabskreds, men det lykkes aldrig rigtig for Wilma, - hvilket blot er et af flere tegn på, at der er noget der gemmer sig under overfladen hos Wilma.

Allerede i starten bliver vi dog sporet ind på, at der er noget anderledes ved Wilma. Hun sammenligner alle, hun møder, med dyr, og ser blandt andet sig selv som et kattedyr. Det kan virke som en uskyldig mental øvelse, og er en af de ting, man let kan slå hen, - men dét er blot starten.

Afledt af de forsvundnde piger mærkes en stigende grad af frustration og ængstelighed hos Wilma. Hun er utryg, og hendes mentale helbred er ikke godt, - men det i sig selv bliver der ikke sat ord på. Det er noget vi som læsere undervejs selv må nå frem til. Man kunne blot ønske sig at Wilma fik noget af den hjælp og støtte hun havde brug for undervejs. 

Det er tydeligt at der er en kommunikationsbrist mellem Wilma og hendes værtsfamilie, der aldrig for alvor bliver tætte. Faderen i familien er meget distanceret og lever nærmest udelukkende for sit arbejde, mens moderen tilgengæld er hjemmegående og virker mere kontrollerende end Wilma er vant til det hjemmefra. Værtsfamiliens teenagebørn kommer Wilma heller aldrig for alvor ind under huden på, selvom hun gør et forsøg. Der bliver altså en skæv relation mellem Wilma og værtsfamilien, hvor de aldrig rigtigt for snakket sammen om det, der for alvor fylder. Der bliver ikke for alvor spurt ind til Wilma, der i forvejen har svært ved at åbne sig, og hun kommer aldrig rigtigt til at passe ind, - hverken her eller i high school.

Der er flere små tegn, der peger os i retning af, hvordan bogen slutter. For den vågne læser vil det altså ikke komme om en overraskelse. Jeg kunne dog godt ønske mig en større indsigt i efterspillet, som der dog kun er hintet vagt til, og hvordan det kommer til at gå karaktererne fremadrettet.

Overordnet set er der dog tale om en stærk roman. Den er dragende og svær at lægge fra sig, til dels grundet en utroværdig hovedperson, som man ikke rigtigt ved, hvor man har undervejs, - og bipersoner, som oven i det virker tilpas mystiske til, at man næsten ikke ved hvor man skal placere sin mistanke og hvem man tør stole på.

Byttedyr vil kunne være interessant også i undervisningsregi fra 6.-7. klasse, hvor fokus netop kan være på karaktererne og hvad der definerer en troværdig karakter, samt de skiftende bidder af handling og små tekststykker, hvor Wilma efterfølgende kigger tilbage på den pågældende begivenhed og reflekterer over det.

Camp, kys og kaos (Det fede liv, #1)

Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021

Anekdote: Jeg har en datter på 5 år, der tilfældigvis var hjemme den dag bogen her kom med posten. Knapt var der åbnet for pakken før barnet sad med bogen i hænderne og ivrigt studerede omslaget og bladrede i bogen, - hun var især begejstret for brugen af emojis undervejs. Hun mente bestemt at bogen var god, trods det at hun endnu kun kan genkende sit eget navn på skrift, og så nogle få andre ord - men man betvivler vel ikke en 5-årigs smag i bøger?

Anmeldelse: Det lykkedes naturligvis på et tidspunkt selv at få læst bogen. Tilbage i april læste jeg #bucketlist af samme forfatter, - en bog, jeg dengang var svært begejstret for, så jeg havde naturligvis et sæt forventninger til bogen her. Jeg prøver altid at slå det fra, - men der vil nok altid sidde en snert af forventninger, når man tidligere har læst noget af forfatteren.

Heldigvis kan Camp, kys og kaos sagtens leve op til forventningerne. Den er sød, sjov og ærlig. Karaktererne, og især hovedpersonen Sarah, er realistiske, og man får et godt indblik i Sarahs mentale tilstand undervejs, med alt hvad der hører med til livet som 14 årig fra frustrationer over forældrene, den spæde teenageforelskelse, og de skiftende tanker om egen krop og det tilhørende selvværd.

Rigtig mange 14 årige er så småt begyndt at have en holdning til deres krop. Den er ikke længere blot et værktøj og noget de bruger, men også noget, der skal leve op til en vis standard i forhold til vægt, former og muskulatur, - i hvert fald hvis man gerne vil leve op til dét samfundet dikterer. Det kan være en noget nær umulig kamp at skulle leve op til, og bliver kun vanskeliggjort hvis ens primære hobbyer ikke ligger inden for kost og træning, som det gør sig gældende for Sarah.

Det er, som seriens titel antyder, også Sarahs forhold til hendes krop der får en stor del af fokuset i løbet af bogen, - og det bør give stof til eftertanke, når Sarah selv pointerer, at det vigtigste ikke skal være tallet på vægten, men snarere et sundt forhold til mad og at det skal være sjovt at dyrke motion og bevæge sig. Sund mad behøver nemlig ikke være kedeligt, og en sund, varieret kost kan bestå af mange ting, - og på samme måde bliver det mange gange lettere at komme afsted og få dyrket motion, hvis man synes det er en fest at gøre det. Er det en sur pligt, vil det også være så meget mere fristende at blive hjemme på sofaen.

Hvor hovedpersonen Sarah er 14 år gammel, vil bogen med fordel kunne læses fra 12 års alderen og op, og er også relevant at arbejde med i skoleregi, - netop fordi den tager temaer som kropspositivisme og forholdet til egen krop op. Det er ikke en bog, der på nogen måde forherliger kroppe af en bestemt størrelse, men snarere en bog der handler om at elske og arbejde med dét, man har, uanset hvad det så skulle være, hvilket bestemt kan være en god diskussion at have med sine børn, - hvad enten det er fordi man står med dem som primær omsorgsperson eller i en faglig kontekst. I forhold til netop denne målgruppe er sproget også til at gå til, og på et niveau hvor størstedelen af læsningens fokus kan være på netop indholdet.

På den måde vedholder jeg også min begejstring for Saynabs forfatterskab, og jeg ser frem til at læse hvad der ellers kommer fra hendes hånd i fremtiden.

Dicte var her

 Forfatter: Eva Munk - Udgivet: 2021 - Forlag: Byens forlag

Dicte var her er en ungdomsroman, der handler om starten på gymnasielivet. Den handler om de udfordringer, der kan følge med, når man starter et nyt kapitel i livet, og i særdelshed den ensomhed, der ind i mellem følger med.

Det er langt fra alle venskaber, der holder evigt. Ofte vokser vi fra hinanden, vi følger forskellige spor, og vælger forskellige ting til og fra i livet. Som mennesker er vi forskellige, og det hører med, at der i forskellige stadier i livet også er ledsagere, der falder fra eller kommer til.

Det gør det desværre ikke lettere at sige farvel til det, der engang var, og de, som tidligere har været en stor del af, hvis ikke nærmest hele vores verden og hverdag - uanset om det er venner eller romantiske partnere. Det kan faktisk være urimeligt hårdt, og nærmest ødelæggende.

For hvem er man, når man ikke længere omgås alle dem, der nærmest var hele ens hverdag engang? Hvem er man, når man ikke har sine relationer at falde tilbage på?

Svaret kan være mere kompliceret end man lige regner med - og for nogle vil det være nærmest umuligt at svare på. En stor del af vores identitet er netop bundet op på dem, vi omgås, og hvad vi laver med dem. 

Så at miste relationen til dem betyder også at skulle definere sig selv på ny. Men hvordan gør man lige det?

Dictes fortælling minder på nogle områder om Pixies fra Pixie lever stadig af Sofie Riis Endahl. Og alligevel er bøgerne hver især helt deres egen. Hvor Dicte kæmper med ensomheden i starten af gymnasietiden, handler det for Pixie om ensomheden i tomrummet efter gymnasiet. Det er to forskellige stadier, for hvor mange finder det naturligt, at de selvfølgelig skal i gymnasiet efter folkeskolen, er der langt flere muligheder og veje at gå efter gymnasiet, og man bliver på en anden måde ført i forskellige retninger. Og selvom ensomheden kan fylde meget i begge situationer, er den alligevel en anden. 

• Pixie ved ikke for alvor hvilken retning hendes liv skal tage efter gymnasiet, og derfor fylder ensomheden og tabet af venskaberne fra gymnasietiden ekstra meget. 
• Dicte ved godt hvad hun skal bruge i hvert fald de næste tre år på, for hun er kun lige startet på gymnasiet, - og det gør ondt på en særlig måde at hun til hverdag skal se på hendes nu tidligere bedste veninde, der aktivt har valgt Dicte fra til fordel for nogle andre.

Mit indtryk af Eva Munks forfatterskab er virkelig godt, og hendes bøger har en tendens til at sparke benene væk under sin læser. Sproget er virkelig godt, og plottet rammer lige der, hvor der er behov for det, - og gerne også der hvor det gør allermest ondt. Som regel er jeg efterladt med tårer i øjnene.

Jeg vil ikke ønske for nogen, at deres situation ender som Dictes. Men jeg vil håbe for dem, der har det lige som Dicte, at de får læst hendes historie og får lov til at opleve at de ikke står alene med deres udfordringer. Og så krydser jeg fingre for, at nogle af dem, de møder i deres hverdag, holder øjnene åbne. For ingen fortjener at stå helt alene.

The Extraordinaries og Flash Fire

 Forfatter: T J Klune - Udgivet: 2020 og 2021

T J Klunes forfatterskab - eller i hvert fald The Extraordinaries, Flash Fire og The House in the Cerulean Sea (Eventyrhuset på dansk) - er omtalt en del på instagram i løbet af de sidste måneder, så det har helt naturligt været vanskeligt at stå for fristelsen. Lidt medløber er man vel, - jeg ville i hvert fald gerne finde ud af, om der var noget om snakken i forhold til de her bøger. Jeg har stadig The House in the Cerulean Sea til gode, men The Extraordinaries og Flash Fire blev læst i løbet af få dage - jeg elskede dem, og de var meget vanskelige at lægge fra sig (pokkers IRL forpligtigelser der gør, at man er nødt til at standse op en gang i mellem og gøre noget andet!).

I en verden, hvor enkelte individer har fået særlige superkræfter - vi ved ikke hvor mange, hvor forskellige kræfterne er, eller hvorfor det netop er de pågældende individer, der får superkræfter - følger vi en dreng, der går i high school. Han har ADHD, og har det med at rode sig ud i nogle bemærkelsesværdige situationer. Og så er han mere end almindeligt optaget af to af de Extraordinaries, som dem med superkræfter bliver kaldt, der befinder sig i netop hans by, i en grad, hvor han skriver fanfiction om dem.

Tempoet er højt, det er komisk, og der er en sitcom-vibe over det. Der er undervejs i plottet lagt mange hints ud til hemmeligheder, som vores hovedperson først får afsløret langt senere, men som den vågne læser måske vil være i stand til at samle op undervejs. Der er plottwists, man kun kan elske. 

Og så der er LGBTQIAP+ repræsentation med på en helt naturlig måde, - det bliver ikke gjort til en TING at der er karakterer, der er det, og det er ikke en coming-out fortælling. Det er der bare. Som det også er i virkeligheden. Det er gjort til noget helt almindeligt, dagligdags, nede på jorden noget, der ikke behøver fylde eller blive gjort til noget ud over det sædvanlige. Og det er måske netop det, jeg elsker bøgerne allermest for. At repræsentationen ikke bliver gjort til noget stort, men at det er en del af en fortælling, der egentlig handler om noget andet - superhelte, at gøre det rigtige, at finde sammen med den, man elsker - og så er flere karakterer så tilfældigvis en del af LGBTQIAP+. Det er sådan det skal skrives! Ja tak..

Jeg har kun læst de her to bøger af T J Klune, men jeg er solgt. Jeg er vild med dem, og jeg synes personligt godt, at de kan leve op til den hype, der har været omkring dem. Og det får mig kun til i højere grad at glæde mig til The House in the Cerulean Sea.

Sygdomsangst - Mikkels historie og Socialangst - Idas historie

 Forfatter: Christina Bonde - Udgivet: 2021 - Forlag: Tellerup

Bøgerne om Mikkels og Idas historie foregår i samme univers, og efterfølger hinanden i nævnte rækkefølge. De kan dog læses uafhængigt af hinanden, og man kan altså sagtens læse Idas historie uden først at have været forbi Mikkel. Der er dog flere karakterer, der optræder i begge bøger, så for at få en dybere forståelse af plottet, anbefaler jeg at man læser Mikkels historie før man går i gang med Idas.

Mikkel og Ida har hver deres udfordringer, og deres mentale helbred gør det svært for dem at leve den hverdag, man kunne have ønsket sig at de havde mulighed for, - det sætter nogle begrænsninger, at det mentale ikke er helt som det skal være. Det er nok de færreste af os, der slipper helt gnidningsfrit igennem teenage-årene. Der vil for de fleste være et eller andet der ikke er helt, som vi kunne ønske os. Men for unge som Mikkel og Ida er udfordringerne lige det større end hos de fleste andre, og det gør ondt i hjertet at læse og følge med i, - især hvis man som voksen selv har børn, eller har med børn og unge at gøre i sin dagligdag. Mikkel og Ida er den type unge, som man ønsker, at man får spottet, og som man for alt i verden gerne vil hjælpe videre til en lettere hverdag.

Der er gennem de senere år heldigvis kommet mere fokus på, hvad det vil sige at slås med sit mentale helbred, og hvor mange, der reelt kæmper med det. Vi er dog langt fra i mål endnu, og derfor er det vigtigt, at der fortsat bliver gjort opmærksom på de problematikker, der er omkring det, og at der bliver kæmpet for at normalisere snakken om mentalt helbred. For selvom man ikke selv er ramt, vil de fleste af os med stor sandsynlighed på et eller andet tidspunkt møde nogen, der kæmper en usynlig kamp, - og det skader ikke at have en smule forståelse for, hvad vedkommende går igennem.

Personligt synes jeg, de her bøger burde stå fremme på ethvert skolebibliotek - og gerne aktivt anbefales til eleverne, især i folkeskolens ældste elever, der for de flestes vedkommende må formodes at kunne håndtere de ellers barske fortællinger. Jeg så gerne, at der i endnu højere grad var en debat om mentalt helbred og hvilken støtte, man kan få, allerede i folkeskolen. Der har i flere generationer været idræt på skemaet, der gør noget for elevernes fysiske helbred, - men i et samfund der i højere grad end nogensinde før presser de unge på deres mentale helbred er der altså også brug for, at mental sundhed bliver italesat.

Jeg har hørt en lille fugl synge om, at serien ikke er slut endnu, men at der er flere bøger på vej. Dem glæder jeg mig til!

Lenni og Margots et hundrede år

 Forfatter: Marianne Cronin - Originaltitel: The One Hundred Years of Lenni and Margot

Dansk forlag: alpha - Udgivet: 2021

Læs bogen. Græd over den. Og giv den videre til alle, du kender. Du vil sandsynligvis forstå hvorfor, når du har læst bogen.

Selv har jeg læst bogen på anbefaling fra @bogdoktor, fellow bookstagrammer. Da den stod på hylden med mine andre ulæste bøger, spurgte jeg en dag min 5-årige, hvilken bog jeg nu skulle læse, - og barnet valgte den her, fordi det var den flotteste.

Med udgangspunkt i bogens omslag er det også vanskeligt ikke at blive en smule betaget af den - og fascineret af, hvor meget der kan fortælles med så relativt simpel en forside. Less is more, nogle gange - og i efterklogskabens lys er der virkelig meget at hente om bogen ud fra forsiden alene. Også selvom meget først bliver afsløret hen ad vejen.

Lenni på 17 og Margot på 83 er begge terminalt syge. Men det her er ikke en bog om sygdom. Tværtimod. Det er en bog om livet, og om hvad vi stiller op med det, vi har. Det handler om at vælge til og fra, om at prioritere og sætte pris på det, vi har - for ingen af os ved reelt hvor længe vi kommer til at være her, eller hvor længe vi har dét, vi nyder godt af i øjeblikket. Det handler om hvordan visse relationer mellem mennesker kan være så meningsfulde, at de vil sætte spor i os resten af livet - også selvom dem, vi har en relation til, kun er hos os kortvarigt.

Lenni og Margots et hundrede år er en af de bøger, der for alvor sætter spor hos sin læser. Selvom der efterhånden er mange bøger om terminalt syge (især syge teenagere, for some reason), er den her alligevel noget særligt. Den rør noget særligt ved læseren, og minder os om, hvad livet også kan og er. At det ikke kun er et enkeltstående øjebliksbillede, eller en episode på få uger eller måneder - men et sammensurium og et miskmask af mange af de her øjeblikke. Livet er en collage af øjeblikke og valg, tilvalg som fravalg, der tilsammen gør os til dem vi er. Det er fortællingen om, hvordan vi tænker og hvad vi tror på. Om at turde at sige fra, og lytte til os selv - og om at banke i bordet, når vi ved, at det er det rigtige for os, når vi nogle gange går imod systemet.

Så kort fortalt har Lenni og Margot mine varmeste anbefalinger. Men husk Kleenex!

Hvor ingen ser det (Onshore, #2)

 Forfatter: K. L. Berger - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Hvor ingen ser det er en uafhængig efterfølger til bogen Hvor jeg hører til. Bøgerne foregår i samme fiktive univers og er parallelle i tid, men følger hver sin hovedperson. Selvom bogen her, Taylors historie, godt kan læses uafhængigt af forgængeren om Hannah, kan det dog være en fordel at have læst Hannahs historie først - så er der nogle enkelte plottråde, der giver bedre mening.

Har man læst Hannahs historie, ved man også, at Taylor flyttede hjemmefra relativt tidligt, og det er antydet, at hans liv ind til nu ikke har været en dans på roser. Ellers var han sandsynligvis heller ikke endt som medarbejder på caféen. Taylor bærer på en hemmelighed, som han helst ikke vil ud med, - den har allerede kostet ham dyrt på den sociale front, og den usikkerhed, dét førte med sig nager ham stadig.

Taylors historie er barsk og hjerteskærende - og det kan være svært at forstå, hvad der kan få folk til at behandle mennesker som Taylor sådan som Taylor bliver behandlet. Især at forældre kan behandle deres børn på den både, som Taylor oplever det. Det virker urimeligt og umenneskeligt, - men er desværre skræmmende tæt på virkeligheden i mange tilfælde, og så er Taylors historie endda et mildere eksempel end mange af de skræmmehistorier, man ellers kan finde.

Det er en helt særlig oplevelse at få lov til at opleve en periode af Taylors liv fra hans egen synsvinkel og følge de tanker, der går gennem hans hoved - både i "nutiden" i den periode, hvor Hannahs historie foregår, men også i diverse flashbacks til perioder før det. Taylor er en meget levende karakter, der fremstår virkelig og realistisk, og han er én af de karakterer, man kan få lyst til at hive ud af bogen og give et kram - for han fortjener virkelig, at der er nogen, der passer på ham, bekymrer sig for og tænker på ham.

Bogen er vedkommende og ærlig, og får vist en del af det at være menneske. Det handler om et opgør med forældede strukturer og tankemønstre, og det handler om at finde sig selv og sin egen måde at leve livet på - til trods for hvad man kommer fra. Det handler om at mærke efter, og lytte til sine egne oplevelser, og at finde ud af, at man er god nok som man er - at man ikke skal lave om på sig selv, fordi andre ikke kan håndtere hvad og hvem man er.

Som sin forgænger er Hvor ingen ser det en barsk fortælling, der er uhyre vanskelig at slippe igen, når man først er kommet i gang, - og så kan det anbefales at have Kleenex ved hånden under læsningen. Det gør ondt i hjertet, og måske især fordi jeg selv er forælder, kan jeg virkelig blive forarget over den måde, Taylors forældre behandler ham på, også selvom jeg ved, at det kommer skræmmende tæt på virkelighedens verden for rigtig mange.

Man kan dog tydeligt mærke, at der i arbejdet med romanen her er gjort en masse forarbejde, og at der er foretaget en solid research på Taylors situation. Det forekommer realistisk og ligetil, og der er arbejdet respektfuldt med emnet på en måde, der er nænsom for de, der er i samme situation som Taylor, og som samtidig kan være med til at gøre alle andre bare en smule klogere på det hele.

Samlet set er det her en overordentlig vellykket ungdomsroman, og selvom det efterhånden er lidt siden at forgængeren udkom, har ventetiden været det hele værd. Kan anbefales fra udskolingen og op - og er bestemt egnet til undervisningsbrug, hvor der er rigeligt at tage fat på i forhold til identitet. Men den er bestemt også værd at læse for os, der for længst har forladt folkeskolen. Der er noget at lære, nærmest uanset hvilken årgang man er fra. Altså - skal du kun læse én bog i år, kan jeg sagtens anbefale at det skulle være denne her!

Pixie lever stadig

 Forfatter: Sofie Riis Endahl - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2021

Pixie lever stadig er fortællingen om tiden omkring sidste studentereksamen og tiden efter. Det er fortællingen om den identitetskrise, der kan fylde så utroligt meget hos rigtig mange unge. For hvem er man uden for gymnasiets faste rammer med et allerede fastsat socialt hierarki? Det kan være svært at finde ud af, hvad man så skal - hvad skal tiden gå med, og hvem skal nu være en del af ens liv?

Det at komme ud på den anden side af gymnasiet er en skillevej, der er med til at forme og danne det enkelte menneske. For nogle er de fremtidige valg oplagte og lige til, mens det for andre er langt mere kompliceret at finde den rette hylde og meningen med tilværelsen. Det kræver benhårdt arbejde påny at finde fodfæste, og kan ind i mellem tage lang tid.

Mange unge føler sig pressede af samfundet, af familien, af vennerne, af tidligere og nuværende lærere, og mange andre, - måske endda også af sig selv - i forhold til at skulle vælge noget bestemt, at skulle agere på en bestemt måde, at skulle vælge sig ind på en uddannelse lige efter gymnasiet. Desværre er de løsninger, andre ser som værende rigtige for én, ikke altid det rigtige for den enkelte. Samtidig sker der noget i vennernes lejre, i kraft af at de står over for lignende udfordringer, og de måske bevæger sig i en anden retning.

Vi som mennesker udvikler os hele tiden, i forskelligt tempo og i forskellige retninger, og vi bliver ikke ved med at være de mennesker, vi var engang. Det kan være svært at tage afsked med det, der var engang, - netop fordi det kræver en del at skulle til at definere, hvem og hvad man så skal være. Det er en proces at finde ud af, og det er ikke altid lige til at finde ud af, hvordan ens egen proces kommer til at være.

Sofie Riis Endahl har efterhånden en del realistiske ungdomsromaner bag sig, og hun har en helt særlig evne til at ramme, der hvor det gør ondt. Tonen, sproget, temaerne, det sociale omkring de unge, er som taget ud af virkeligheden. Mange af tingene er mere eller mindre evigtgyldige, og gjorde sig også gældende for 10, 20, eller 30 år siden - men der er også meget, som er noget helt særligt for nutidens unge, heriblandt brugen af sociale medier, og for at fange det, kræver det altså at man selv er med, hvor det gælder, og har en finger på pulsen.

Pixie lever stadig er, som de andre romaner fra Sofie Riis Endahl, et helt særligt friskt pust i dansk, realistisk ungdomslitteratur. Det er bøger, der taler til danske unge med indhold, der giver mening og er relaterbart i forhold til netop deres virkelighed. Man kan sige meget om - og få meget ud af udenlandsk realistisk ungdomslitteratur, men (og måske lyder jeg gammeldags her) noget andet med litteratur, der er skrevet om og for netop de danske unge ud fra en samfundsstruktur, som de selv har levet og som de selv er en del af.

(Huen er i øvrigt fra min egen studentertid 😁)