Forfatter: Ulrik Lauritzen - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021
Sidetal: 300 - ISBN: 9788794083201
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
På en lille ø i det sydvestlige hjørne af Danmark bliver en mand dræbt, - og med kun omkring 1000 indbyggere på øen skulle man tro, at det var en relativt smal sag at få det opklaret, og at det var i alles interesse, ikke? Ikke umiddelbart. I hvert fald ikke i denne sammenhæng. For historien bag mordet trækker tråde til historier og hemmeligheder, som øboerne har gemt på frygteligt længe, - og som ingen af dem er interesseret i skal være offentligt tilgængelige. Afsløres enkelte hemmeligheder, bliver andre nervøse for, om hele korthuset så vælter. Ingen har lyst til at tabe ansigt, og de fleste har et eller andet at skjule. Det gør arbejdet både vanskeligt og farligt for både det lokale politi og den psykolog, der er tilkaldt som hjælp til opklaringen.
Uden at afsløre for meget her, kan jeg godt sige, at der er fart over feltet gennem stort set hele bogen, og den er undervejs meget vanskelig at lægge fra sig.
Det er spændende lige til det sidste at gætte på, hvem af øboerne der ved hvad om de andre, og hvordan deres indbyrdes relationer i virkeligheden hænger sammen.
For én gangs skyld holdt uvisheden for mig lige til det sidste, og selvom det var sjovt at gætte med, var det alligevel ét af de mere drilske mysterier.
Plottet er skruet sammen, så nerverne undervejs sidder uden på tøjet meget af tiden, - og man kan blive meget i tvivl om, hvorvidt de bærende karakterer klarer skærende undervejs eller ej.
I forhold til karaktererne når man desværre ikke helt så langt ind under huden på ret mange af dem, som man kunne ønske sig, og det er måske netop her, jeg selv godt kunne have ønsket bogen udfoldet noget mere.
Vi lærer den kvindelige hovedperson nogenlunde godt at kende undervejs, og får lov at lære hendes baggrund og bevæggrunde at kende på en måde, så man også føler, at man kender hende.
Men for mange af de andre blev det desværre kun overfladisk, - måske netop grundet alle de ting, øboerne forsøger at skjule for omverdenen.
Selv betjenten fra fastlandet er det begrænset hvor meget vi lærer at kende, - og han er endda ikke en fast del af øboernes interne hemmelighedskræmmeri. Det kunne, i mine øjne, have været stærkt at binde en relation mellem han og den kvindelige hovedperson mere op på netop deres fælles følelse af at skulle kæmpe sig til informationer på øen. Det er afdækket en smule, men der er bestemt plads til mere, - især i betragtning af, at der mellem linjerne godt kunne tyde på at være en stærkere relation på vej mellem de to, hvilket der sagtens kunne være gravet mere i.
Jo jo, det er lidt kliche, at der skal blandes kærlighed ind i krimi-fortællingerne. Men nu hvor det er antydet, kunne man jo godt følge op på det.
Overordnet set er her dog tale om en stærk fortælling, som bestemt er læsningen - og også gerne en genlæsning værd (bare for at få de sidste detaljer med.. der er helt sikkert noget, jeg har overset!)
Bogen udkommer 15. april.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar