Viser opslag med etiketten 2014. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 2014. Vis alle opslag

12 januar 2021

The Raven Cycle

 Forfatter: Maggie Stiefvater - Forlag: Scholastic 

Rækkefølge: 

  1. The Raven Boys (udgivet i 2012, 420 sider, ISBN 9781407134611)
  2. The Dream Thieves (udgivet i 2013, 450 sider, ISBN 9781407136622)
  3. Blue Lily, Lily Blue (udgivet i 2014, 389 sider, ISBN 9781407136639)
  4. The Raven King (udgivet i 2016, 438 sider, ISBN 9781407136646)

Den her serie er magisk.

Jo længere, jeg nåede, jo mere opslugt blev jeg, og til sidst var det nærmest umuligt at slippe bøgerne igen.

Serien er helt sin egen, og formår at fremstille dens meget forskellige karakterer troværdigt og som hele mennesker, mens både dramatiske plot-tråde og magiske plot-tråde får lov at udfolde sig, så man som læser nemt glemmer tid og sted.

Da jeg fik serien anbefalet i foråret 2020 i forbindelse med en livestream med Nanna Foss (forfatter til Spektrum-serien) fik jeg bøgerne købt, men det var længe undervejs at få dem læst. Trods de gode anmeldelser var jeg nok en smule usikker på, hvad jeg gik ind til, men serien skuffede på ingen måde, og kan sagtens leve op til den hype, der har været omkring den.

På den ene side rundes mange af de ting, vi kender fra regulere, realistiske ungdomsromaner, med kærlighedsforhold, som ikke altid er lige lette at finde rundt i, skæve forhold til forældre, der ikke altid opfører sig optimalt, og hvordan man i det hele taget skal klare sig i hverdagen, når man synes, at hele verden er ved at falde fra hinanden.

Men vi får også meget magi og mystik i form af spiritualitet, spøgelser, ley lines og en walisisk konge, som én af vores hovedpersoner er svært optaget af.

Det er konstant mange følelser på spil, og der er mange ting at blive grebet af undervejs.

Er man til de mere spirituelle fantasy-bøger, må det her nærmest være et must-read.




03 januar 2021

Helgi Daner

 Forfatter: Josefine Ottesen - Forlag: Josefine Ottesen - Udgivet: 2014 - Sidetal: 537

Om Helgi Daner skrev jeg:

Trods det, at jeg er uddannet lærer med linjefag i blandt andet historie, er der utrolig langt i mellem, at jeg får læst historier som denne, der er mere eller mindre direkte inspireret af historiske personer eller begivenheder. Jovist, der kan være elementer af andre bøger, der refererer til historien, men her står vi trods alt med en bog, hvor det primære omdrejningspunkt er inspireret af en historisk person. Det er fremmed for mig, - og jeg kan godt mærke med mig selv, at jeg befinder mig i lettere uvante omgivelser.

Det er heller ikke meget, jeg har læst af Josefine Ottesens forfatterskab, hvor utroligt det end kan lyde, så også på dette område er det ukendt land for mig.

Jeg vil dog sige, at Helgi Daner er utroligt godt lavet. Den er gennem-bearbejdet, og den er relativt let at komme igennem trods den intimiderende størrelse (Jo jo, jeg læser meget, - men 500+ sider kan stadig virke intimiderende).

Helgi er relativt nem at identificere sig med. Han er vedkommende, og selvom han det meste af tiden føler sig udenfor og trådt på som et andet sort får, formår han ofte at vende en given situation til egen fordel, - uden selv at være bevidst om, hvad det er han gør, eller hvilken indflydelse han reelt set har på sine omgivelser. Og har mange af os ikke selv været i lignende situationer, - hvor vores selvbillede ikke matcher med andres oplevelse af os?

Fortællingen om Helgi Daner kan under tiden virke voldsom og barsk, men er dog læsbar for en 11-12 årig, - hvis læseren altså har mod på så stor en fortælling. Det handler først og fremmest om, at læseren er interesseret i middelalder-miljøet i tiden omkring den danske overgang fra asatro til kristendom, i en periode, hvor folk stadig aktivt vælger side. Verden er hård, men ikke meget mere end hvad man må forvente, at den gennemsnitlige 11-12 årige er vant til fra andre medier, og det er ikke værre, end at det er til at snakke med barnet om, hvis det går den enkelte på.


28 september 2020

Blodets bånd-serien

Forfatter: Pernille Eybye - Forlag: Tellerup

Om bind 1, Blodsøstre, skrev jeg:

Serien om Blodets Bånd har i skrivende stund ligget ulæst i min TBR-stak i hen ved et halvt år (investering under corona-nedlukning, og så kom jeg ikke videre, fordi der blev sat gang i lidt for mange projekter på én gang) - så vi er endt der, hvor den dårlige samvittighed er begyndt at banke på, og jeg hellere måtte få serien læst.

Serien har da også talt til mig længe før jeg fik investeret i den - den har stukket lidt til mig, hver eneste gang jeg er stødt på én af bøgerne på biblioteket, og jeg har hørt meget godt om serien.

Men NU skulle det være!

Selvom jeg primært læser fantasy, science ficition og realisme til børn og unge, forsøger jeg at læse bredt inden for de genrer. Nogle gange kan det dog godt ramme mig, at jeg savner at læse om en bestemt tematik eller et bestemt slags væsen. På det sidste har det været vampyrer, og dér slår Twilight-sagaen bare ikke altid helt til hos mig (fair hvis det gør det for andre, dog).

Jeg er gået til Blodets Bånd med åbent sind - og selvom jeg har hørt den skamrost, har de anmeldelser, jeg har læst, ikke fokuseret ret meget på plottet, så jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente her.

Jeg er dog på nuværende tidspunkt virkelig positiv over for serien, - den lader til at have enormt meget at byde på, og selvom jeg til tider kunne frygte, at den ville handle for meget om fx seksualiseringen af vampyrer (ala The Black Dagger Brotherhood serien kan gøre det), er det heldigvis ikke tilfældet.

Kassie er interessant som hovedperson, og selvom vi ikke kender hende ret godt endnu, har hun masser at byde på, der bliver spændende at udforske i løbet af serien. Hendes fortid nager som en form for identitetskrise, og oveni er der problemer i nutiden, som også skal håndteres - og det kan være vanskeligt at finde en balance i de to. Hvordan dét arter sig vil tiden vise.

Leo er mere et wildcard, som vi ved nærmest endnu mindre om, - hvad er han egentlig for en type, og hvad er han i stand til? Han har ikke de samme nutidige problemer at forholde sig til som Kassie, men har mere frirum til at arbejde med sin identitet og sine evner, - og det giver plads til en helt anden form for potentiale.

Lige nu sidder jeg med en følelse af, at jeg har et spændende eventyr i vente, - men også, at jeg kan være ærgelig over ikke at have fundet serien noget før.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2011, og den er 280 sider lang. Den har ISBN 9788758810140.


Om bind 2, Hyænelatter, skrev jeg:

Hyæenelatter fortsætter, hvor Blodsøstre slap. Kassie og Leos relation udvikler sig langsomt, men det er ikke så enkelt at tage skridtet fuldt ud, - for hvordan får man lige fortalt sin flirt, at man er vampyr? Nok er Leo ikke helt almindelig - men bare det at skulle håndtere informationen om, at han er wicca, er vanskelig, så der er ingen garanti for, at han vil kunne håndtere informationen om, at Kassie er vampyr.

Derudover bliver det kun farligere at være vampyr i byen, hvor en gruppe unge mænd bliver mere og mere voldsomme i deres jagt.

Kassie har derfor rigeligt at se til, - både i forhold til relationen til Nick, og i forhold til bare det at holde sig i live.. Og de sidste siders afsløringer gør det ikke mindre kompliceret. Hvad vil dén information mon bringe med sig? Det er ikke fair at slutte bogen sådan.. Godt, man har næste bog liggende klar allerede!

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2011, og den er 254 sider lang. Den har ISBN 9788758810157.


Om bind 3, Kampbrødre, skrev jeg:

Kampbrødre er hård læsning for alle, der har været i nærheden af noget, der ligner et skidt forhold, - hvad enten det handler om psykisk eller fysisk vold.

Det gør ondt, og det er barskt..

Og som offeret i denne relation følger vi med Kassie også nogle af de konsekvenser, den type forhold kan have, alene på den korte bane.

Zan har bogstaveligt taget Kassies stemme, - hvilket indirekte også kan foregå i virkelige forhold af denne art, hvor offeret ikke får talt om hvad der reelt set foregår bag hjemmets fire vægge.

Kassie får heldigvis fortalt om noget af det, hun går igennem, og selvom det stadig lader til at være vanskeligt, anes der dog en mulighed for at hun kan slippe fri af sit fængsel med tiden, - så der er endnu lys for enden af tunnelen.

Jeg ser frem til at se, hvordan det udvikler sig i resten af serien.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2012, og den er 284 sider lang. Den har ISBN 9788758810461.


Om bind 4, Følgesvenden, skrev jeg:

Det er som om, det hele bliver gradvist mere og mere intenst, - og bøgerne gradvist bliver sværere og mere vanskelige at lægge fra sig. Hvilket naturligvis kun er positivt, - især, når der stadig er 5 bøger igen, og serien i sin fulde længde godt kan virke en anelse intimiderende. Det er mange sider at tygge sig i gennem, og selv for hurtig-læsere tager det en del tid.

Det er spændende at følge Kassie i hendes rejse for at lære sig selv og sin fortid endnu bedre at kende, - meget kan man næsten regne ud, før Kassie selv finder ud af det, men der er også meget, der overrasker, og som virker mindre åbenlyst. Hun er en karakter med mange facetter og meget personlighed, - og alligevel er det vist meget godt, at serien ikke kun har hende som omdrejningspunktet, da det ville blive for kedeligt i længden.

Leos kamp er mindst lige så interessant, fordi den er så unik, - jo jo, vi har da hørt om unge mænd, der skulle lære sig selv bedre at kende før, men den type evner, som Leo besidder, er der et stykke i mellem. Og så er det en smule befriende, at han rent faktisk må kæmpe så meget for at kontrollere sine evner, i stedet for at han bare finder ud af det med det samme, - det gør ham mere kompleks og mere virkelig. Det bliver spændende at se ham folde sig helt ud!

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2012, og den er 351 sider lang. Den har ISBN 9788758810478.


Om bind 5, Heksekunst, skrev jeg:

Kassie lærer sit tidligere jeg, Helena, bedre at kende, og det bliver stadigt sværere at finde en balance i tilværelsen, når hun både vil finde tid til at huske sin fortid, bruge tid med Leo, og også må være hos Zan, der udnytter sine alfa-privilegier. Kan hun forene de forskellige sider af sig selv og få gjort op med både Zan og Archer?

Leo får gradvist bedre styr på sine kræfter, - men kan han i virkeligheden styre følgesvenden, eller er det følgesvenden, der styrer ham? Der er perioder, hvor han ikke har styr på, hvad han har lavet, - og selvom han har en del privilegier hjemmefra, kan man undre sig over, at forældrene ikke er mistænksomme, når man overvejer hvor lidt han er hjemme, - nok er han teenager og søger friheden, men hans fortid taget i betragtning, skulle man tro, at de i højere grad forsøgte at have føling med hans gøren og laden.

Hvorfor hjælper Liliana så villigt både Leo og Kassie, tilsyneladende uden at få ret meget igen, - især i betragtning af, hvor kort tid, de har kendt hinanden?

Viking er lidt af en joker, der i noget tid nu har kørt sit eget løb. Han er charmerende på sin egen vis. Han giver os mange svar om Archers fortid, - men hvilken rolle kommer han til at spille på sigt?

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål.. Men heldigvis også fire bøger tilbage i serien! Der er stadig meget, der skal nås.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2013, og den er 391 sider lang. Den har ISBN 9788758812625.


Om bind 6, Forfald, skrev jeg:

Det er som om, der er kommet en smule mere stilstand i begivenhederne, og vi bare venter på, at nogen gør noget udfald i den ene eller anden retning.

Der sker da lidt da én af søstrene bliver overfaldet, - men det har ikke for alvor vidt-rækkende konsekvenser for nogen parter, og det lader til, at de fleste relativt hurtigt er oenpå igen efter dén episode.

Flere af karaktererne virker en anelse opgivende efterhånden, og i denne venten på at NOGEN gør noget, kunne jeg godt savne at nogen gjorde ET ELLER ANDET.

På et eller andet tidspunkt skal der selvfølgelig nok ske noget, - men det er som om, at ventetiden bliver trukket lidt i langdrag.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2013, og den er 388 sider lang. Den har ISBN 9788758813455.


Om bind 7, Fortidssynder, skrev jeg:

Der er så småt ved at komme gang i hjulene, - sådan for alvor.

Kassie husker mere og mere af, hvem hun var før i tiden. Og i samme ombæring lærer vi også mere om Leos fortid. Men der er stadig mange spørgsmål, der trænger sig på om parret.

Det kan dog til tider være svært at mærke hvad der holder dem sammen. Mens Leo har trænet for at kunne styre sin følgesvend, har Kassie haft travlt med at grave i sin fortid, - og deres fælles kæreste-tid er begrænset. De har ikke for alvor haft tid til at dyrke forelskelses-fasen, så hvad der reelt gør, at de stadig danner par, har jeg svært ved at få øje på.

Zan er og bliver en skræmmende figur og er billedet på en manipulerende alfa, der har fået alt for meget magt, - og som nyder hver en del af det. Det er uhyggelig læsning, og han bliver vanskeligere og vanskeligere at sympatisere med, jo længere vi når frem, efterhånden som han fastholder den her rolle.

At hans fjende, Junior, så ikke er meget bedre, er hvad dét er, - men her er forudsætningerne andre. Hvor Zan er kold og beregnende er Junior mere i sine følelsers vold, hvilket gør ham uhyggelig på sin helt egen facon.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2014, og den er 463 sider lang. Den har ISBN 9788758816678.


Om bind 8, Tågeslør, skrev jeg:

Det er til at mærke, at vi nærmer os en afslutning nu.
De sidste linjer er egnet op, og alle fronter forbereder sig på de sidste opgør.

Især Vikings kamp er rørende i denne bog, hvor vi for alvor får en indsigt i hans følelsesliv og hans historie, ikke bare personligt men også i forhold til hans relation til både Zan og Kassie.

Han har længe skiftet mellem at være en charmetrold og at være super-irriterende, men at se denne meget følsomme side af ham er alligevel en smule anderledes, - han er mere skrøbelig end hvad han har vist før, og det gør ham endnu lettere at holde af.
Man kan helt komme til at heppe på ham og shippe ham og Kassie (har de mon et ship-navn?), da de lader til at have en endnu bedre connection end hvad Leo og Kassie har.
Anastasia har tidligere været meget provokerende og grænsesøgende i sin adfærd, men får for en gangs skyld for alvor kamp til stregen, hvilket nok egentlig er meget sundt. Hendes attitude har før hjulpet hende med at håndtere traumerne fra tiden som menneske, men attituden har udviklet sig meget ud over det, så at den bliver slebet lidt af i kanterne er vist ikke helt skidt.
Det bliver spændende at se, hvad afslutningen fører med sig, - i forhold til hvor plottet tager os hen, og hvordan de enkelte karakterers forløb bliver rundet af.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2014, og den er 544 sider lang. Den har ISBN 9788758818160.


Om bind 9, Skæbnebånd, skrev jeg:

Endelig kom seriens klimaks, og en afgørelse på det drama, der har været undevejs i lang tid.
Det blev ikke den perfekte afslutning, - man kan nok ikke altid få det helt som man ønsker sig.
Der er da enkelte ting, jeg godt kunne have ønsket mig svar på her ved seriens afslutning.
Hvad skete der med Bess og jægerne? Blev Bess ved med at være sit gamle jeg, eller fik hun tilbagefald til sine mentale udfordringer? Hvad lavede wiccaerne egentlig?
Det ligger lidt hen i det uvisse, og har ikke umiddelbart haft den højeste piroritet i kampen mod Zan, Archer og Junior. Men det er stadig spørgsmål, der kan gnave lidt.
Zan var geennem hele forløbet meget tæt på den stereotypiske, manipulerende partner, der kun var tilfreds så længe alt gik efter hans hoved, - og selv da skulle han nok finde noget, han kunne straffe andre for. Det gør ham enormt skræmmende som skurk, - fordi det er så irriterende realistisk. Det er ubehageligt at der jo findes folk som ham i den virkelige verden. Godt nok har Zan haft sine vampyrkræfter at trække på også, - men når man ser bort fra det, kunne han være som taget ud af virkeligheden.
Vikings kærlighed til Kassie gør ondt på sin egen måde. Viking er en mand, der har kunnet nedlægge piger på stribe, og langt hen ad vejen stort set få de piger, han drømte om og gerne ville have, - bortset fra den ene, der rent faktisk betød noget for ham. Og at mærke smerten hos ham over, at netop dét ikke kunne lade sig gøre var hjerteskærende.
Kassie og Leos forhold har desværre længe gået en smule på, - og selvom vi med tiden får en kobling på deres relation (no spoilers to find here) sidder jeg stadig tilbage med en følelse af, at deres forhold er en smule skævt og at de ikke har så meget tilfælles, - jeg har svært ved at mærke, hvad der driver dem som par.
Overordnet kan jege egentlig godt lide præmissen for serien, men der er også nogle ting som gør, at jeg absolut ikke er oppe at ringe over den, - heriblandt ovenstående. Derfor også ratingen.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2015, og den er 472 sider lang. Den har ISBN 9788758818474.




26 september 2020

Sigurd fortæller

 

Om Sigurd fortæller om de græske guder skrev jeg:

En egentlig udmærket gennemgang af nogle af de mest væsentlige myter tilknyttet den græske mytologi med mange detaljer. Sigurd Barrett er dygtig - og vant til at fortælle, og man kan tydeligt høre ham i teksterne, - de oser langt væk af hans fortællestil, hans jargon og hans humor, og det kan man nærmest kun holde af. Derfor er bogen også en fin introduktion til asatroen for børnehavebørn og børn i indskolingen, som er de, Sigurd virkelig kan nå ind til.

Desværre går humoren ind i mellem en smule over gevind og bliver for meget til den fjollede side, hvilket kan hægte flere af, især efterhånden som børnene bliver ældre og måske egentlig er mere opsatte på at skulle have stillet deres nysgerrighed på nordisk mytolig end til en røverhistorie. Det er en hårfin grænse, - og er man mest til det rent faktuelle bør man nok vælge et andet værk. Der er nok at vælge i mellem. Orker man røverhistorierne og Sigurd Barrets humor, er dette dog en helt fantastisk fortælling.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er skrevet af Sigurd Barrett og illustreret af Jeanette Brandt. Bogen udkom i 2014 og har ISBN 9788740015188. Den er udgivet gennem Politikens forlag. Den er 249 sider lang.


Om Sigurd fortæller om de nordiske guder skrev jeg:

En egentlig udmærket gennemgang af nogle af de mest væsentlige myter tilknyttet asa-troen med mange detaljer. Sigurd Barrett er dygtig - og vant til at fortælle, og man kan tydeligt høre ham i teksterne, - de oser langt væk af hans fortællestil, hans jargon og hans humor, og det kan man nærmest kun holde af. Derfor er bogen også en fin introduktion til asatroen for børnehavebørn og børn i indskolingen, som er de, Sigurd virkelig kan nå ind til.

Desværre går humoren ind i mellem en smule over gevind og bliver for meget til den fjollede side, hvilket kan hægte flere af, især efterhånden som børnene bliver ældre og måske egentlig er mere opsatte på at skulle have stillet deres nysgerrighed på nordisk mytolig end til en røverhistorie. Det er en hårfin grænse, - og er man mest til det rent faktuelle bør man nok vælge et andet værk. Der er nok at vælge i mellem. Orker man røverhistorierne og Sigurd Barrets humor, er dette dog en helt fantastisk fortælling.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er skrevet af Sigurd Barrett og illustreret af Stine Rosenberg. Den er udgivet i 2016 og har ISBN 9788740010930. Den er udgivet gennem Politikens forlag. Den er 224 sider lang.


25 september 2020

Dæmondræberen

Forfatter: Louise Haiberg - Forlag: Tellerup

Hvor er det forfriskende med en engle-og-dæmoner-fortælling, der ikke kun handler om det typiske kærlighedsdrama, men rent faktisk formår at fortælle en historie med et langt dybere tema om at finde sig selv og det, man står for, trods kår og forudsætninger, som man ikke selv har valgt, men som har stor indflydelse på ens livsvilkår.

Selvom Dominic bestemt knuser hjerter på sin færd er det ikke det, der er hoved-omdrejningspunktet. Han er en bad boy, der dog gør sit for at opretholde en eller anden form for balance og retfærdighed i systemet. Det er dog ikke uden problemer, for der er mange, der gerne vil have fat i ham.

Sproget er flydende og med slang, der rent faktisk passer ind i konteksten og virker rigtigt og reelt - det er ikke påduttet, og det er nemt at forestille sig at Dominic bruger netop de udtryk og begreber, han er blevet givet.

Hans livsindstilling virker realistisk, og han fremstår som en hel karakter, der ikke er rendyrket ond eller god, men ligger i en gråzone. Han gør det godt, men som han selv nævner, holder han også af de små synder, og vil ikke opgive sin tilværelse og de små synder for noget større.

Man kan næsten kun komme til at holde af ham undervejs.

Skiftende mellem nutiden og de forskellige flashbacks virker naturlige, og de valgte flashbacks giver heldigvis god mening for det, der sker for Dominic i nutiden. Det tog et øjeblik at finde ud af, hvorfor bogen var delt ind i en del 1 og en del 2, men efterhånden som handlingen skrider frem, giver det dog fin mening.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2013 og er 483 sider lang. Den har ISBN: 9788758812793.

Dominic er en hård negl, som ved første øjekast kan være vanskelig at komme ind på livet af eller for den sags skyld at holde af, men efterhånden som man lærer ham bedre at kende, kan det alligevel være svært ikke at holde bare en lille smule af ham - eller i hvert fald få en smule sympati for ham.

Der åbnes mere og mere op for Dominics baggrundshistorie, som, i kraft af, at han har levet så længe, er kompliceret og fyldt med mange facetter, som vi som læsere får et indblik i lidt efter lidt. At det fungerer som flashbacks i hvert andet kapitel (eller nogle gange sjældnere) kan være en fordel, da det ellers ville være for overvældende og nemt ville kunne komme til at virke rushed. Tempoet bliver afvekslende på denne måde, men det får også skabt et par cliffhangers ved slutningen af enkelte kapitler. Det kan dog tilgives, selvom det øger risikoen for at bogen bliver noget nær umulig at lægge fra sig til tider. Overordnet synes jeg, at skiftet i tidslinjer virker overskueligt og til at have med at gøre, og når først der er fundet en rytme i, hvad der er hvad, og læser man længe nok ad gangen, behøver det ikke være et problem.

Derudover bliver vi her i bog 2 præsenteret for en hel del flere karakterer, og endda en helt ny synsvinkel, der især i starten er noget man lige skal blive vant til, men de fleste af de nye, navngivne karakterer får hurtigt markeret sig som helstøbte personligheder der gør dem lette at huske, og de sætter hver deres særlige præg på historien; og ligesom Dominic og Tia ser vi dem udvikle sig undervejs i fortællingen. Der er efterhånden en del at holde styr på, men hver karakter har sine helt egne kendetegn, og gennemgår nogle ting som gør, at de ender ud som forandrede væsner til slut. Det er imponerende at se, hvor vellykket netop dét er sket over hele linjen, og jeg er spændt på, om niveauet kan holde i bog 3.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2014 og er 416 sider lang. Den har ISBN 9788758816296.

Fortællingen om Dæmondræberen Dominic er episk og uden sidestykke.

Der findes MASSER af fortællinger om engle og dæmoner rundt omkring; der er skrevet rigtig mange af dem, så man skal ikke lede længe efter at finde dem. Og hele kampen mellem godt og ondt er da også noget af det, der driver rigtig mange fortællinger frem, og det er hovedtemaet i rigtig mange bøger. Men på den anden side gør mængden af fortællinger om engle og dæmoner også, at jeg i hvert fald personligt hurtigt bliver en smule kræsen, og de kommer hurtigt til at minde rigtigt meget om hinanden. Derfor kan jeg selv hurtigt virke en smule forbeholden når det er dét, der er hovedtemaet for en bog eller serie.

Derfor er det fantastisk at se, at historien om Dominic Dæmondræber bryder det mønster, jeg har set tidligere, og gennem alle tre bøger holder et utroligt højt niveau. Den har absolut været læsningen værd og fortjener at blive læst, uanset hvor træt man ellers kan være af engle-og-dæmoner-fortællinger.

Personerne er hele og realistiske med ægte motiver, der virker naturlige, og med en drivkraft der får dem til at udvikle sig i et fint tempo gennem trilogien, og selvom man kan have sine meninger om de forskellige karakterer (der er bestemt nogle, som er lettere at holde af end andre), giver de hver især læseren mulighed for at kunne sætte sig i deres sted, og selvom man ikke vil komme til at holde lige meget af dem alle sammen, vil man sandsynligvis kunne fatte sympati med lagt de fleste ved slutningen af bog 3 her.

Sproget er flydende og har et naturligt flow. Det er fedt at se, at hver karakter har fået sin helt tydelige stemme, så man hurtigt kan pejle sig ind på, hvem der har hvilke replikker, og hvilket synspunkt man nu følger i det pågældende kapitel. Herunder giver de forskellige flashbacks fortsat rigtig god mening for handlingen i nutiden, da de giver en helt særlig dybde til Dominic og gør ham til en mere helstøbt karakter end hvad det ellers havde været muligt at fremstille ham som.

Overordnet er det her en fantastisk vellykket serie, som jeg varmt kan anbefale.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2015 og er 482 sider lang. Den har ISBN 9788758818580.

 

Den druknede

Forfatter: Kristoffer Jacob Andersen - Forlag: Turbine - Udgivet: 2014 - Sidetal: 214

Tilpas creepy til, at jeg sidder med gåsehud på armene. Tilpas velfortalt til, at man lige skal have et kapitel mere - og så et til - og så er bogen slut.

Karaktererne er realistiske, og de konstante skift i fortæller gavner forståelsen af karakterernes bevæggrunde.

En garvet læser vil sandsynligvis relativt tidligt kunne regne ud hvem den "egentlige" skurk er, men det er stadig sjovt at gætte med på forskellige karakterers mulige motiver og overveje, hvilke løsninger der kan være på problemet.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.


 

24 september 2020

Aiñafablen

Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Skriveforlaget

Læserækkefølge:

  1. Pigen fra Fenmarken
    • 228 sider, udgivet 2014, ISBN 9788793068803
  2. Dæmonens Spind
    • 359 sider, udgivet 2015, ISBN 9788793308589
  3. På elverfødder
    • 344 sider, udgivet 2016, ISBN 9788793525054
  4. Sjæletyvens Historie
    • 388 sider, udgivet 2017, ISBN 9788793525726
  5. Fyrstens Hævn
    • 444 sider, udgivet 2018, ISBN 9788793678484

Om Pigen fra Fenmarken skrev jeg: Hvorfor pokker er jeg først kommet i gang med den her serie nu?!? Den skulle jeg da have haft fat i for længe siden!!! FEDT koncept og virkelig gennemført. Mikkel Wendelboes intelligente og til tider lidt kringlede formuleringer er HELT rigtige til dette univers. ❤️ Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om Dæmonens Spind skrev jeg: Den her serie er jeg vist mest ked af, at jeg er kommet i gang med alt for sent, og at jeg ikke havde opdaget deres genialitet længe før. Det er fantastisk at læse fantasy, der er formuleret så intelligent, og med så bredt et vokabular - det løfter niveauet, at målgruppens IQ ikke bliver undervurderet. Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om På elverfødder skrev jeg: De her bøger bli'r sværere og sværere at lægge fra sig. Sproget er magisk og tryllebindende, karaktererne gennemgår en realistisk udvikling undervejs, plottet er godt skruet sammen - og vist i dette bind lettere inspireret af The Hunger Games af Suzanne Collins? Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om Sjæletyvens Historie skrev jeg: Jeg er vild med den her serie og universet som helhed. Mængden af karakterer er blevet større, men det håndterer Mikkel Wendelboe glimrende, - man kan stadig mærke kernen af de karakterer, vi har fulgt fra bog et, samtidig med at de gennemgår en naturlig udvikling, og de nye karakterer har også fået deres egne naturlige stemmer i universet. Derudover jongleres der fint med både dramaet mellem karaktererne og plottet, der gradvist intensiveres. Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om Fyrstens Hævn skrev jeg: Jeg kunne ikke have bedt om bedre afslutning på serien. Det føles rørende og helt rigtigt! Før jeg gik i gang med Aiñafablen var jeg en smule skeptisk over udsigten til 1500+ sider med dinosaurer i en så fremtrædende rolle, - jeg havde ikke set det før, og var usikker på, hvordan det kunne gennemføres. Det blev dog gjort til skamme, - det er inkorporeret på fantastisk og i øvrigt helt naturlig vis. Det virker bare! Som med andre serier har man vel sine "ships" undervejs. Det samme galt for mig her. Uden at spoile noget vil jeg afsløre, at nogle, men slet ikke alle, blev indfriet - og så er dét nok, som det skal være! ;-) Mikkel Wendelboes finurlige og intelligente formuleringer bliver jeg nok ikke træt af foreløbigt, så med mindre der udgives nyt fra hans hånd i nærmeste fremtid, kræves det nok at serien genlæses på et tidspunkt. Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.



 

21 måder at dø

 Forfatter: Sarah Engell - Forlag: Carlsen - Udgivet: 2014 - Sidetal: 335 - ISBN: 9788711344460

Det gør ondt i hjertet at læse en roman som denne her, der virkelig formår at fortælle en historie om, hvor modbydelige mennesker kan være mod hinanden, og hvor lidt der i bund og grund der egentlig skal til for at drive det.

Den fortæller også om, hvor barskt det kan være at være offer, oveni hvor hårdt det kan være at være teenager med de udfordringer, der følger med, - og når man som Stella oveni købet er barn af et par kendte forældre og derfor skal kæmpe ekstra hårdt for at blive anerkendt for sin egen indsats, bliver virkeligheden det ekstra hård, når det er ens tidligere bedste veninde, der vender én ryggen.

Det er hårdt. Det giver gåsehud og tårer i øjnene.

Men det er også en roman om virkelige udfordringer og frustrationer hos en ung pige, som kæmper for bare at få lov til at være sig selv og at være i fred.

Det er barskt og uretfærdigt. Og det er desværre et billede på, hvordan virkeligheden ser ud for enkelte mennesker rundt omkring.

Men det er også en fortæling om at få sagt fra i tide, og hvordan det kan eskalere, hvis man giver det lov.

Det er en fortælling om et håb om, at det kan blive bedre, selvom det virker uoverskueligt og umuligt. For det skal det.

Kæmp. Og søg hjælp. Der FINDES folk, der gerne vil lytte, og som gerne vil én det allerbedste.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...