17 oktober 2020

*Anmelder-eksemplar* Ildstenenes Hemmelighed - Mysteriet om Den Virkelige Verden

Forfatter: Tabita Aundal - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2020 

Sidetal: 428 - ISBN: 9788793927667

Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra forlaget.

I bund og grund synes jeg konceptet her er virkelig fascinerende og spændende; at den verden, vi kender, kun er et lille brik i et meget større puslespil, og at vi mennesker i virkeligheden ikke har så meget kontrol over tilværelsen, som vi tror, vi har, - og at der findes væsner, som er langt mere udviklede end vi er, som benytter vores planet i et spil om magten i universet.

Det er store ting, der er på spil, og det er næsten umuligt ikke at blive grebet af den verden, der åbner sig for vores fire hovedpersoner, da Den Virkelige Verden toner frem for dem. Intet bliver igen, som det engang var, - på godt og ondt.

Langt hen ad vejen fungerer sproget godt, - det flyder, og er tilpas legende at det er svært at lægge fra sig. Dog bliver man i løbet af den første tredjedel af bogen bremset lidt af nogle info-dumps, der ødelægger tempoet lidt, hvor det kunne have haft gavn af fortsat at køre noget højere, til fordel for at bogen kunne være indledt med en prolog af en art.

Hårde tal gør desværre heller ikke noget godt for min læseoplevelse, især ikke når de samme tal dukker op gentagne gange (500.000 et eller andet, 200 af noget andet) inden for kort tid; her havde jeg personligt foretrukket et estimat beskrevet med ord i stedet, da det bliver meget tørt og lidt for faktuelt, i den forstand at "så har vi hørt det!". Desuden virker det unaturligt at vores hovedpersoner skulle bide så meget ekstra mærke i de eksakte tal i kampens hede.

Samlet set er det dog detaljer, som ikke skal ødelægge den overordnede læseoplevelse med et univers, der står som noget helt for sig. Det er en interessant start på serien, som jeg selv ser frem til at følge og se, hvad det kan blive til.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Når vinden hvisker mit navn - Azrone #2

  Forfatter: Simon Zander - Forlag: HiReader - Udgivet: 2024 Når vinden hvisker mit navn er bog 2 i serien Azrone. Min anmeldelse af bog 1, ...