Viser opslag med etiketten byens forlag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten byens forlag. Vis alle opslag

18 december 2024

*Anmeldereksemplar* Tro på mig

 Forfatter: Trine Lykke Loughran - Forlag: Byens - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Tro på mig handler om Mira, hvis liv ændrer sig da hendes mand anklages for at have misbrugt en kvindelig patient i sit virke som psykolog. Anklagen slår sprækker i deres forhold, og giver Mira anledning til at granske det liv, de har levet sammen.

Bogen er en psykologisk thriller, hvor der veksles mellem nutiden, handlingsforløbet fra anklagerne og frem, og flashbacks, hvor Mira mindes flere nedslag, der på forskellig vis har været afgørende for hvordan hun og hendes mands relation udviklede sig.

FORDI det netop er en psykologisk thriller, sidder man som læser ret hurtigt med en underlig mavefornemmelse. Om Miras mand er skyldig eller ej bliver man ikke klog på lige med det første, - men der er stadig et eller andet galt, og de røde advarselslamper i parrets indbyrdes relation har været  mange gennem årene.

Det er derude, hvor det egentlig er på kanten til at være en smule ulækkert og makabert, og nok til at kunne give én myrekryb. Men  det er stadigvæk advarselslamper, der kun langsomt er begyndt at lyse, og de har været længe om at varme op, så man forstår også sagtens, hvordan Mira er blevet luret ind i det net, vi ser spor af på bogens forside, - for den slags relationer opstår kun sjældent ud af det blå.

Det er bestemt ikke for sarte sjæle at skulle læse med her, og det er derfor også en bog, der  primært anbefales til den VOKSNE læser, der allerede er et relativt sundt sted mentalt; for det er også en bog, der nemt kan rippe op i nogle ting, hvis man som læser selv sidder med ar på sjælen.

Når det så er sagt, så er det samtidig en bog, man nemt bliver grebet af, og når den så heller ikke er længere end den er, kan den for den rutinerede læser sluges på en eftermiddag, - og dét kan den sagtens tåle! Det er intenst, spændende og nervepirrende, - men som nævnt bestemt ikke for den sarte læser.

13 december 2024

*Anmeldereksemplar* Skønne kvinde - er du i overgangsalderen?

 Forfatter (initiativtager): Lilian Vestergård Pars - Udgivet: 2024 - Forlag: Byens forlag

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Skønne kvinde - er du i overgangsalderen? blander personlige beretninger om overgangsalderen fra en lang række kvinder, med  forskellige fagpersoners perspektiv på netop dén periode i livet, alle med hver deres input og forslag til hvordan denne fases op- og nedture kan tackles, håndteres og omfavnes, så man kommer lettest muligt  igennem den periode hvor det står på.

Vi støder på mange forskellige livsforløb, og bliver præsenteret for hvordan netop dét ruster den enkelte på meget forskellig vis til overgangsalderen med alt, hvad det indebærer. Og netop dét giver da også stof til eftertanke, uanset køn og hvor man selv er i livet. Hvor gode er vi til at få talt om hvordan vi egentlig har det - og hvor gode er vi til at lytte, når andre prøver at få sagt noget højt? Er der plads til de svære samtaler, og hvorfor er de her ting egentlig så tabubelagte, når så stor en del af befolkningen skal i gennem det på et eller andet tidspunkt?

Skønne kvinde - er du i overgangsalderen er fyldt med rørende fortællinger om det ægte, levede liv. Den tvinger på bedste vis læseren til at stoppe op og mærke efter.

For de, der allerede er nået til overgangsalderen - eller hvis man er så heldig at være ude på "den anden side", kan den give rig mulighed for noget at spejle sig i, og følelsen af at man ikke står alene med de udfordringer man har mødt, både i forhold til de rent fysiske forandringer, men også det, der sker i sociale sammenhænge. 

Og for os, der ikke er der endnu, og som måske knapt har skænket overgangsalderen en tanke endnu, minder det os om, at selvom det kommer på et tidspunkt, og måske virker stort, vildt, eller måske endda en smule skræmmende, så skal det nok gå det hele. Det er der mange, der har gjort før os. Samtidig er vi trods alt nået til en tid, hvor vi kan tage mange hjælpemidler i brug, og der er en anden åbenhed om det, end der har været før i tiden. Vi er ikke i mål endnu, - men vi er nået langt.

Det er svært at tale om bøger som værende must-read, fordi alles behov er forskellige. Men det her er i hvert fald en bog, mange burde overveje at kaste sig over, - om ikke andet så bare for at læse en lille smule af den. Der er masser af stof man kan tage til eftertanke og reflektere over.

19 august 2024

*Anmeldereksemplar* Isas Skygge - Xanas bog 3

 Forfatter: Søren Juhler - Udgivet: 2023 - Forlag: Byens forlag

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldt de foregående to bind i serien, Tidens fange og Molks Hævn. Anmeldelsen kan læses her.

Isas skygge afslutter serien om Xanas bog, - og hvilket eventyr, det har været!

Gennem alle tre bøger (Tidens fange, Molks Hævn og Isas Skygge) er tempoet højt og der er meget på spil, - så man skal holde tungen lige i munden fra første til sidste side for at kunne følge med.

Det er dog heldigvis som udgangspunkt gennemsyret af at det er den samme lille gruppe karakterer, vi følger, og at de problematikker de støder på gentager sig. Hvor nogle tager på tidsrejse for at få styr på sagerne, forsøger de resterende at holde styr på hvor de befinder sig på Danmarkskortet og holde rede på det hele.

For den voksne læser kan serien virke meget umiddelbar og en anelse tilfældig i sin opbygning, hvilket for nogen kan trække ned i den samlede læseoplevelse. Det er en stil og en måde at udtrykke sig på, og da det alligevel er konsekvent og handlingen skrider stødt og roligt frem ad alligevle må man formode at den primære målgruppe, - børn fra cirka 5.-6. klasse og opefter, - måske ikke vil studse så meget over det.

Med tidsrejser kan worldbuilding og plot hurtigt blive en smule forvirrende og indviklet, for hvordan bliver de forskellige dilemmaer omkring det løst, og er der styr på hvilke fælder man kan falde i undervejs? Xanas bog er ikke helt fejlfri på den konto, men de udfordringer serien har er løst så tilpas tilfredsstillende at det ikke er super vigtigt for indtrykket af serien, med mindre man går meget op i den slags detaljer.

Samlet set er Xanas bog en ret god læseoplevelse for de, der søger fart og tempo over fortællingen, og primært til 5. til 8. klassetrin, - og nødigt meget lavere, selvom læseniveauet måske er til det, da de unge mennesker i bogen så småt er begyndt at snakke om øl og fester.

Isas skygge får samlet de fleste løse plottråde sammen og bundet en fin knude på det hele, og serien er derfor en okay, over middel læseoplevelse, som jeg bestemt har været tilfreds med at følge - også selvom jeg fumlede lidt med at finde rundt i det hele i starten.


01 august 2023

Jeg dør på fredag

 Forfatter: Xenia Stampe - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2023

Trigger warnings: Bogen indeholder beskrivelser af selvskade, spiseforstyrelser og selvmord.

Jeg dør på fredag handler om Cecilie. Hendes mentale helbred halter, og hun kæmper med selvskade. Det får hun blandt andet luft for gennem et netværk af ligesindede via instagram; men er kontakten til dette netværk nødvendigvis så god for hende som hun regner med?

Det er en barsk fortælling om alt det, der er alt for nemt at overse for de pårørende, hvad end det er familie, lærere, trænere eller andre, for ofte foregår det i det skjulte. Der hersker en mistro og en mistillid til at systemet forstår og reelt vil de unge det bedste, trods masser af gode intentioner.

Fortællingen er i form, sprog og udtryk en ungdomsroman. Et sted, hvor de unge måske - måske ikke - kan spejle sig i karakterernes udfordringer, eller måske genkende noget af det, deres egne kammerater foretager sig.

Men det er i mindst lige så høj grad en bog til de voksne, der omgiver dem. Til alle, der har med unge at gøre i det daglige.

Selvom fortællinger som denne nok desværre nemt kan bruges som argument for at fjerne de unges adgang til sociale medier, er det ikke hele sandheden. For selv om der ER mange mørke sider af nettet, er det i højere grad en advarsel til de voksne om at komme de unge noget mere ved. En påmindelse om at være lydhøre, og forsøge på en oprigtig interesse for det, der rør sig.

Det er for nemt bare at læne sig tilbage og overlade de sociale medier til de unge, som langt hen ad vejen er den primære målgruppe, - for de har stadig brug for støtte og vejledning i en verden, der er så meget større end de fleste unge har sans for. Man skal ikke blande sig i alt, eller hvad som helst. Men har man med unge at gøre, når man virkelig langt ved at gå dem i møde og være nysgerrig på dem og deres interesser.

Jeg dør på fredag er uhyggelig, skræmmende og kan nemt efterlade læseren med en skidt mavefornemmelse, - uanset alder. Husk at mærke efter, før, under og efter læsning, og husk at tage snakken, hvis det bliver for træls. Uanset alder. Der skal nok være nogen, der står klar til at lytte, - hvis man ellers leder lidt.

25 august 2021

Dicte var her

 Forfatter: Eva Munk - Udgivet: 2021 - Forlag: Byens forlag

Dicte var her er en ungdomsroman, der handler om starten på gymnasielivet. Den handler om de udfordringer, der kan følge med, når man starter et nyt kapitel i livet, og i særdelshed den ensomhed, der ind i mellem følger med.

Det er langt fra alle venskaber, der holder evigt. Ofte vokser vi fra hinanden, vi følger forskellige spor, og vælger forskellige ting til og fra i livet. Som mennesker er vi forskellige, og det hører med, at der i forskellige stadier i livet også er ledsagere, der falder fra eller kommer til.

Det gør det desværre ikke lettere at sige farvel til det, der engang var, og de, som tidligere har været en stor del af, hvis ikke nærmest hele vores verden og hverdag - uanset om det er venner eller romantiske partnere. Det kan faktisk være urimeligt hårdt, og nærmest ødelæggende.

For hvem er man, når man ikke længere omgås alle dem, der nærmest var hele ens hverdag engang? Hvem er man, når man ikke har sine relationer at falde tilbage på?

Svaret kan være mere kompliceret end man lige regner med - og for nogle vil det være nærmest umuligt at svare på. En stor del af vores identitet er netop bundet op på dem, vi omgås, og hvad vi laver med dem. 

Så at miste relationen til dem betyder også at skulle definere sig selv på ny. Men hvordan gør man lige det?

Dictes fortælling minder på nogle områder om Pixies fra Pixie lever stadig af Sofie Riis Endahl. Og alligevel er bøgerne hver især helt deres egen. Hvor Dicte kæmper med ensomheden i starten af gymnasietiden, handler det for Pixie om ensomheden i tomrummet efter gymnasiet. Det er to forskellige stadier, for hvor mange finder det naturligt, at de selvfølgelig skal i gymnasiet efter folkeskolen, er der langt flere muligheder og veje at gå efter gymnasiet, og man bliver på en anden måde ført i forskellige retninger. Og selvom ensomheden kan fylde meget i begge situationer, er den alligevel en anden. 

  • Pixie ved ikke for alvor hvilken retning hendes liv skal tage efter gymnasiet, og derfor fylder ensomheden og tabet af venskaberne fra gymnasietiden ekstra meget. 
  • Dicte ved godt hvad hun skal bruge i hvert fald de næste tre år på, for hun er kun lige startet på gymnasiet, - og det gør ondt på en særlig måde at hun til hverdag skal se på hendes nu tidligere bedste veninde, der aktivt har valgt Dicte fra til fordel for nogle andre.

Mit indtryk af Eva Munks forfatterskab er virkelig godt, og hendes bøger har en tendens til at sparke benene væk under sin læser. Sproget er virkelig godt, og plottet rammer lige der, hvor der er behov for det, - og gerne også der hvor det gør allermest ondt. Som regel er jeg efterladt med tårer i øjnene.

Jeg vil ikke ønske for nogen, at deres situation ender som Dictes. Men jeg vil håbe for dem, der har det lige som Dicte, at de får læst hendes historie og får lov til at opleve at de ikke står alene med deres udfordringer. Og så krydser jeg fingre for, at nogle af dem, de møder i deres hverdag, holder øjnene åbne. For ingen fortjener at stå helt alene.

27 juli 2021

Pixie lever stadig

 Forfatter: Sofie Riis Endahl - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2021

Pixie lever stadig er fortællingen om tiden omkring sidste studentereksamen og tiden efter. Det er fortællingen om den identitetskrise, der kan fylde så utroligt meget hos rigtig mange unge. For hvem er man uden for gymnasiets faste rammer med et allerede fastsat socialt hierarki? Det kan være svært at finde ud af, hvad man  skal - hvad skal tiden gå med, og hvem skal nu være en del af ens liv?

Det at komme ud på den anden side af gymnasiet er en skillevej, der er med til at forme og danne det enkelte menneske. For nogle er de fremtidige valg oplagte og lige til, mens det for andre er langt mere kompliceret at finde den rette hylde og meningen med tilværelsen. Det kræver benhårdt arbejde påny at finde fodfæste, og kan ind i mellem tage lang tid.

Mange unge føler sig pressede af samfundet, af familien, af vennerne, af tidligere og nuværende lærere, og mange andre, - måske endda også af sig selv - i forhold til at skulle vælge noget bestemt, at skulle agere på en bestemt måde, at skulle vælge sig ind på en uddannelse lige efter gymnasiet. Desværre er de løsninger, andre ser som værende rigtige for én, ikke altid det rigtige for den enkelte. Samtidig sker der noget i vennernes lejre, i kraft af at de står over for lignende udfordringer, og de måske bevæger sig i en anden retning.

Vi som mennesker udvikler os hele tiden, i forskelligt tempo og i forskellige retninger, og vi bliver ikke ved med at være de mennesker, vi var engang. Det kan være svært at tage afsked med det, der var engang, - netop fordi det kræver en del at skulle til at definere, hvem og hvad man skal være. Det er en proces at finde ud af, og det er ikke altid lige til at finde ud af, hvordan ens egen proces kommer til at være.

Sofie Riis Endahl har efterhånden en del realistiske ungdomsromaner bag sig, og hun har en helt særlig evne til at ramme, der hvor det gør ondt. Tonen, sproget, temaerne, det sociale omkring de unge, er som taget ud af virkeligheden. Mange af tingene er mere eller mindre evigtgyldige, og gjorde sig også gældende for 10, 20, eller 30 år siden - men der er også meget, som er noget helt særligt for nutidens unge, heriblandt brugen af sociale medier, og for at fange det, kræver det altså at man selv er med, hvor det gælder, og har en finger på pulsen.

Pixie lever stadig er, som de andre romaner fra Sofie Riis Endahl, et helt særligt friskt pust i dansk, realistisk ungdomslitteratur. Det er bøger, der taler til danske unge med indhold, der giver mening og er relaterbart i forhold til netop deres virkelighed. Man kan sige meget om - og få meget ud af udenlandsk realistisk ungdomslitteratur, men (og måske lyder jeg gammeldags her) noget andet med litteratur, der er skrevet om og for netop de danske unge ud fra en samfundsstruktur, som de selv har levet og som de selv er en del af.

(Huen er i øvrigt fra min egen studentertid 😁)


30 juni 2021

*Anmelder-eksemplarer* Xanas bog 1+2

 Forfatter: Søren Juhler - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2020, 2021

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forfatteren. Alle holdninger er mine egne.

Tidens Fange og Molks Hævn er de første to bøger i serien Xanas Bog, som er en fantasy-serie der henvender sig til især børn og unge fra 5.-6. klasse og op. 

Der er fart over feltet fra start til slut, og det er netop på tempoet, at bøgerne virkelig henter point hjem og står stærkt; man keder sig ikke, og det er konsekvent fristende lige at få det næste kapitel med for at se, hvor vores hovedpersoner føres hen næste gang og se, om de klarer skærende. Det illustreres blandt andet ved, at mange replikker er skrevet I VERSALER, - især i den første bog,  Tidens fange, hvor karaktererne ofte får rodet sig ud i nogle situationer, hvor det hele bliver meget hektisk, og de af gode grunde er fyldt med adrenalin.

Bøgernes bærende karakterer er i 13-14-års alderen, og de er skrevet meget tro mod hvad man kan forvente af unge mennesker i dén aldersgruppe. De er spontane og ofte drevet af deres umiddelbare impulser, og glemmer ofte at standse op og vurdere situationen, før de kaster sig ud i det - og selvom det for en voksen læser kan virke frustrerende, at karaktererne ikke tænker sig om(!), er det noget af det, der gør karaktererne så virkelige. Også voksne kan have tendensen til at reagere umiddelbart, når adrenalinen slår ind, og der er ikke altid tid til at tænke nærmere over konsekvenserne før man står i det.

I løbet af de første to bind kan der nemt opstå en række spørgsmål til universets opbygning, - blandt andet i form af, hvordan tidsrejserne, de blå krystaller og det blå lys reelt virker, og hvad reglerne for magi er i dette univers. Og så kan man naturligt blive nysgerrig på, hvordan der i universet skelnes mellem drager og dinosaurer, - for der er brugt flere forskellige begreber om de store dyr, som karaktererne flyver på undervejs, og som også er afbilledet på begge forsider. Det er ikke alle svar, vi nødvendigvis skal have allerede nu, og det er heller ikke det hele, karaktererne nødvendigvis selv har behov for at få svar på, men som læser kan man sagtens komme til at undre sig, - og så kan man jo håbe, at nogle af mysterierne bliver løst i bog 3, som jeg kan forstå er under udarbejdelse i skrivende stund.

Der er lagt op til at vi følger eventyrernes klassiske hjem-ude-hjem model. Pigen Xana befinder sig i starten af fortællingen i hvad der svarer til middelalderen med sin søster, men finder sig pludseligt i vores tidsalder hos jævnaldrende. Følges eventyrernes model bliver det spændende at se, om hun finder sig til rette blandt sine nye kammerater og falder til i vores verden, eller om hun genfinder sin søster og livet i middelalderen. Uanset hvordan fortællingen drejes, er det spændende at se, hvordan problematikkerne gribes an, for ender hun i middelalderen må det også være med visheden om, hvilke forandringer der vil komme til at ske i verden omkring hende, mens livet i vores tid kan blive på bekostning af relationen til søsteren, som også betyder meget for Xana.

Intet er dog afgjort endnu, og handlingen har endnu mulighed for at tage mange forskellige drejninger, både i forhold til de store plottråde, som endnu ikke føles helt afsluttede, men også i forhold til relationerne mellem karaktererne, hvor der også er rig mulighed for, at der kan udfoldes flere ting.



26 september 2020

Sindstequila

 Forfatter: Sofie Riis Endahl - Forlag: Byens Forlag - Udgivet: 2017

Sidetal: 268 - ISBN: 9788793628151

Hold nu fast, en imponerende debut-roman! Det er alligevel imponerende.

Historien står virkelig stærkt, og det er en kæmpe fordel, at Sofie Riis Endahl selv er så ung, - hun har en finger på pulsen med, hvad der rør sig i målgruppen og tonen blandt dem på en måde, så det føles ægte.

Man er ikke i tvivl om, at det kommer fra hjertet, - og at det er en vigtig roman at få ud allerede til folkeskolens ældste klasser.

Her tales der om de ting, der virkelig betyder noget, når man er ung, - identitetskriser rammer høj som lav, og man skal kæmpe for at finde sit fodfæste og finde ud af, hvem man gerne vil være.

Det betyder også, at man skal finde ud af, hvem i ens omgangskreds der for alvor betyder noget, og hvem man kan stole på, og ind i mellem må man skifte ud i indercirklen, - men det kan være en udfordring! For hvilke konsekvenser har det, hvis man siger fra? Og hvilke har det, hvis man lader være?

Det er, og har altid været, vanskeligt at navigere i et ungdomsliv, hvor man skal finde sin rette hylde.

Jeg er vild med, hvor ærligt det bliver portrætteret her, og at fokus ikke KUN er på kærester og romantik, men også de venskaber, man må vælge til og fra i, efterhånden som årene går, - det hører desværre til sjældenhederne i litteraturen, og det er kun godt, at der bliver sat en smule fokus på det.

Og så skal Sofie Riis Endahl naturligvis roses for i så ung en alder selv at springe ind i debatten SIDELØBENDE med sin egen skolegang, i stedet for bare passivt at vente på, at der bliver skrevet noget af det, hun gerne vil se på hylderne. Det er dælme modigt, - men også virkelig vellykket!

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...