*Anmeldereksemplar* Den magiske opal (Fortællinger fra Novahr Orbîs, #1)

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Den magiske opal er første bind i serien Fortællinger fra Novahr Orbîs; en serie, der foregår som en åbning og en indgang til forfatterens Dragernes Æra serie. De to serier foregår nemlig i samme univers, men bogen her foregår kronologisk før Dragernes Æra bøgerne, og sværhedsgraden er noget lettere, - hvorfor man kan læse med allerede fra 3.-4. klasse.

I Den magiske opal møder vi Birk, der flytter til en middelalderlandsby med sin mor, hvor den mystiske Jens Vejviser også dukker op. Birk er nysgerrig, og snart fortæller Jens ham om skovens magiske væsner og den magi der omgiver dem alle, men tør Birk tro på det? Da en heksejagt indledes på Jens, Birk og Birks mor må Birk træffe valg, der får store konsekvenser, - og ikke kun form ham selv.

Som nævnt er teksten relativt let at gå til og nem at læse, og der er fulgt op med nogle vanvittigt flotte illustrationer til (se bl.a. kortet i bogen her), og kombinationen klæder virkelig universet, der i forvejen er eventyrligt dragende og spændende.

Det er altid lidt specielt også at invitere de lidt yngre læsere med ind i et eksisterende univers, hvor den oprindelige målgruppe har været en smule ældre, - men det gør bestemt ikke noget her. Fortællingen om Den Magiske Opal kan nemlig sagtens stå alene, og så kan de, der for alvor bliver grebet, altid dykke ned i Dragernes Æra, når de bliver en smule ældre og dén serie senere kommer til at føles knapt så intimiderende.

Karaktererne i bogen her er ligetil, relaterbare og nemme at holde af, også for børn på mellemtrinnet. Samtidigt er der åbnet op for, at de i endnu højere grad kommer til at interagere med magiske væsner i kommende bøger i serien, hvilket bestemt er lokkende.

Man kan godt fornemme, at her er tale om første bind i en serie, og der går et øjeblik for handlingen for alvor tager fart, - men det er virkelig en god begyndelse. For selvom det ikke er én af de bøger hvor det går allerhurtigst, kan det også noget at vi  får lov  til at nyde universets langsomme tilblivelse og at vi lærer dét og karaktererne gradvist at kende.

Den magiske opal er spændende, - og kan kun anbefales til fantasylæseren fra ca. 10 år, men bestemt også til de voksne fantasylæsere.

*Anmeldereksemplarer* Anno Draconi: Udskud, Forræder og Hævner

 Forfatter: Emil Blichfeldt - Forlag: Calibat - Udgivet: 2022

Reklame: Trilogien er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Udskud er første bind i serien. Vi møder drengen Gisle, hvis rolige liv på sletten ændres da hans forældre bliver dræbt af en drage. Hvor Gisles søster bevæger sig i én retning for at samle folket og vælte magthaverne, nægter Gisle at underkaste sig sin søster, så han drager istedet i en anden retning for at ødelægge det hele indefra.

Forræder er andet bind i serien. Gisle er steget en anelse i graderne hos dem, han forsøger at bekæmpe, men det er nu ikke længere kun forældrene, han forsøger at hævne. Der er mere på spil end nogen sinde før, men alene kampen for overlevelse virker mere barsk end tidligere.

Hævner er tredje og sidste bind i serien, og det afsluttende opgør nærmer sig hastigt. Men kan Gisle holde hovedet koldt, - og hvem kan han overhovedet regne med? Alliancer og sociale relationer er komplicerede, og det er ikke alle, der viser sig fra deres pæneste sider.

Jeg kan forstå, at serien har været længe undervejs, men det her absolut været ventetiden værd, for her kan man for alvor mærke, at der har været kælet for detaljerne.

• Worldbuildingen spiller, og der er styr på både historie og magisystem.

Der er drager med! og selvom det ikke er dem, der løber med det største fokus, får vi alligevel et pænt indblik i både dragernes interne sociale hieararki, deres historie, og deres betydning for menneskene i dette univers.

Magisystemet er der styr på, og selvom det naturligvis ikke er super udpenslet, får vi som læsere alligevel et indtryk af hvilke grene af magien der findes, hvad det kræves for at styre den, og hvad det koster at bruge den. Der er ikke noget bare eller noget tilfældigt her, og det er altid en fornøjelse at se at der er tænkt over det.

• Især Gisles person er helstøbt og relaterbar.

Han er ikke perfekt, men har moralske gråsider, trods det han kæmper for et fælles bedste, og hans motivationsfaktor for at handle og gøre noget sidder også lige i skabet. Han er aggresiv og har temperament, men det er ikke ubegrundet, og bunder i stærdighed og viljestyrke - det er tydeligt, at det ikke handler om ren lyst til vold og konflikt, men at det snarere er et middel til at nå det, han gerne vil have.

Også de andre karakterer virker ægte, og jeg elsker, at det netop ikke bliver gjort til en ting at én af de mandlige karakterer bekender sin kærlighed til Gisle. Det er naturligt at attraktion og seksuel ikke nødvendigvis er ensartet og ikke alle behøver være hetero - heller ikke i dette univers, trods de mange andre ting, karaktererne kommer op at toppes over.

• Plottet er noget helt for sig - på den gode måde!

Man kan ikke længere regne med at få den klassiske kamp mellem det gode og det onde, selv i fantasy romaner, - og også Anno Draconi rummer skygge- og gråsider. Jovist, der er nogle karakterer der er ondere end andre, og andre der mere tydeligt kæmper for det gode og for et fælles bedste. Men både hovedpersonen Gisle og langt de fleste af de andre karakterer rummer flere facetter.

Også som læser bliver man til sidst også tvunget til at tage stilling til hvad der i virkeligheden vil gavne folket bedst, - for det er sjældent nok bare at konstatere at der er en vinder, og så er det dét. For hvad gør vinderne så med den magt, de er blevet tildelt? Kan de overhovedet finde ud af at lede et samfund, og ikke kun en hær?

Meget af den slags må naturligt stå hen i det uvisse for ikke at trække fortællingen unødigt i langdrag, men det er nok meget sundt at vi får færten af at alt ikke nødvendigvis bliver ved at være rosenrødt, bare fordi én krig har fundet sin vinder.

• Derudover er det grafiske også virkelig lækkert at kigge på!

Forsiderne er fabelagtige. Motiverne er detaljerede uden at have for mange forskellige elementer med, og de giver mening for indholdet i den enkelte bog. Farverne er valgt virkelig godt så motivet fremstår tydeligt, og der er gjort noget ud af at man på lang afstand kan se at der er tale om en serie, uden at det er over-gjort.

Og så er det som altid fantastisk at at der er gjort noget ud af at lave et kort til serien - både forrest og bagerst i bogen, og at det giver mening for handlingen, så man kan få et ekstra lag ud af plottet ved at følge med i kortet undervejs og på den måde følge med i hvor de forskellige ting udspiller sig og hvorfor visse beslutninger giver taktisk bedst mening.

*Anmelder-eksemplar* Blåhjerte (Pigen fra Månehøjen, #3)

 Forfatter: Lene Krog - Forlag: Ulven og Uglen - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Blåhjerte er tredje bog i serien om Pigen fra Månehøjen. De første to bøger i serien, Grå Magi og Heksens Storm, har jeg tidligere anmeldt her.

Som det første må det generelt siges om serien Pigen fra Månehøjen at det er en eventyrlig, fabelagtig serie, som man hurtigt kan komme til at knytte sig til. Universet virker, og der er tænkt over både samfundsstruktur, opbygning af det politiske system, religion, stridigheder mellem forskellige befolkningsgrupper, - og at der naturligt er forskel på karaktererne afhængigt af deres baggrund og opvækst.

Derudover kan forsiderne virkelig noget særligt, - og selvom jeg intet skidt har at sige om den gamle forside til bog 1, Grå Magi, klæ'r det virkelig bøgerne at have fået et løft. Så kan der være delte meninger om hvad man tænker om ansigter på coveret af bøger, men i det her tilfælde giver det ikke bare et billede af vores hovedpersoner, men er i høj grad også med til at skabe den helt rigtige stemning om bøgerne.

Det er en lidt anden virkelighed vi møder her i Blåhjerte i forhold til de to tidligere bøger i serien. Det er de samme karakterer, det samme univers, men der er noget grundlæggende, der har ændret sig, (hvad det er vil jeg dog ikke afsløre her i tilfælde af at nogen endnu mangler at læse bog 2). Man skal altså holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i, hvordan tingene nu hænger sammen, når noget fundamentalt ændrer på historien. Det er dog på ingen måde noget, der ødelægger oplevelsen. Til dels var det noget, man var forberedt på efter slutningen på bog 2, og til dels er det virkelig gennemført, og karaktererne er stadigt grundlæggende de samme, selvom historien har skubbet sig lidt.

At kernen hos vores hovedpersoner ikke ændrer sig væsentligt trods det at mange af grundelementerne i historien har skubbet sig er interessant at dykke ned i. For selvom vores hovedpersoners liv sandsyligvis ikke har ændret sig i årene op til handlingen udspiller sig, er der stadig en diskussion at tage om hvordan arv og miljø påvirker vores personligheder og måde at handle og tænke på. Ville vi stadig være de samme, hvis nogle af de store begivenheder i vores liv havde set anderledes ud? Det kan selvfølgelig være en vanskelig diskussion at have i teksten og svært at udføre uden at man kommer til at miste grebet om karaktererne, - man vil som læser i hvert fald hurtigt kunne få svært ved at kende karaktererne igen. Men det kunne trods alt have været værd at tænke over.

Blåhjerte er i det hele taget dog mindst lige så velskrevet som sine to forgængere. Det er nemt at blive grebet af fortællingen, - og uhyrre vanskeligt ikke at blive rørt i løbet af bogens sidste kapitler. Til dels på grund af hovedpersonernes skæbne (igen, ingen spoilers her!), til dels fordi afskeden med universet her er en anelse vemodig. Det er helt sikkert en serie, jeg kommer til at genlæse på et tidspunkt!

*Anmelder-eksemplar* Stormtid

 Forfatter: Rikke Havner Alrø - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatter og forlag. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings for bogens indhold: Fysisk vold, verbal vold, sex (med samtykke!), spontan abort

Maren bor i Odense og arbejder i et firmaer, der laver ure og smykker. Det er dog kun et cover for at tage på missioner og rejse i tiden. En af disse rejser går naturligvis galt og sætter skub i en række begivenheder, der sætter tanker i gang hos Maren.

Det er spændende og medrivende, og langt hen ad vejen vanskeligt at lægge bogen fra sig, - men skulle man være fristet, er bogen delt op i flere dele (altså, ud over den traditionelle kapitel-inddeling), og så kan man jo nøjes med at læse en enkelt del ad gangen. Maren kommer ud for lidt af hvert i løbet af bogens små 500 sider, og det er undervejs nevepirrende og uhyre fængslende, og det kan ind i mellem virke helt håbløst at finde en løsning på de problemer, hun står over for.

Noget af det, jeg savner svar på i løbet af bogen, er blandt andet hvordan magi-systemet fungerer. Nogle kan rejse i tiden - men ikke alle. Nogle kan svæve - men ikke alle. I betragtning af hvor stor en betydning begge dele umiddelbart har for det, Maren skal igennem, undrede det mig en del, at det ikke blev uddybet yderligere. (Det skal dog, trods alt, tale til bogens fordel, at der flere gange diskuteres hvad det gør, at man rejser i tiden - og hvad det har af konsekvenser for vores nutid og fremtid, hvis man laver noget om undervejs.)

Samtidig er der stadig en række ubesvarede spørgsmål i forhold til hvorfor Marens mor. Hvorfor rejste hun fra Marens far - og uden at tage Marens søster med? Hvorfor afskærmede hun Maren for den magiske verden det meste af Marens barndom?

Mon ikke vi forhåbentlig får svar på nogle af spørgsmålene i bog 2.

Når det så er sagt, var jeg lettere underholdt af valget af navn til vores hovedperson, - i betragtning af at bogen tager udgangspunkt i overnaturlige væsner fra blandt andet Skandinavien, virker det som enten et heldigt tilfælde eller et meget bevidst valg, at hun hedder Maren. Selvom navnet ikke er direkte relateret til sagnet om maren, væsnet der i følge historierne er skyld i vores mareridt og dårlige drømme, ligner det til forveksling.

Stormtid fungerer som et friskt pust til den danske fantasy-scene, hvor der tages udgangspunkt i forfatterens egen fortolkning af blandt andet elvere og troldfolk i en tilnærmelsesvist moderne kontekst. En stor del af handlingen finder sted i første halvdel af 2022, og er derfor lige om hjørnet, - men man skal kigge langt efter moderne teknologi, som karaktererne ikke for alvor bruger i løbet af fortællingen. Der er dog fyldt med referencer til en række popkultur-fænomener, både bøger, serier og musik, - nogle mere åbenlyse end andre.

Stormtid er Rikke Havner Alrøs debutroman, og den står stærkt. Jovist, den er ikke perfekt (det er der vel ikke noget, der er?), og der er plads til forbedringer flere steder, - men især i betragtning af at der er lagt op til at det er første bind i en serie, synes jeg den starter ganske godt. Jeg glæder mig i hvert fald til at gå yderligere på opdagelse i dette univers, - og forhåbentlig få svar på nogle af de spørgsmål, jeg ligger inde med.

En sidste bemærkning herfra må være, at jeg er virkelig imponeret over hvor gennemført cover og smudsomslag er til bogen her. Der er virkelig kælet for alle detaljer i arbejdet her, og det er svært ikke at føle sig draget af det.

*Anmelder-eksemplarer* Arias fortælling 1+2

 Forfatter: Ida Søby Fogh - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Kaldet er første bind, og Synet er andet bind i serien om Arias fortælling. Tredje og afsluttende bind i serien er i skrivende stund under udarbejdelse.

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Arias fortælling er historien om en pige, der ikke rigtigt hører til, nærmest uanset hvor hun befinder sig. I en verden af mennesker enten med eller uden særlige kræfter er hun vokset op blandt dem uden, og har altid set skævt til dem med særlige kræfter - De Forbandede, som de kaldes i denne del af verden. Ad omveje kommer hun dog til selv at bo i De Forbandedes del af verden - hos De Velsignede, som de kalder sig selv. Her finder hun ud af, at hun selv kan nogle ting - men hvad det er, og hvordan man styrer det, ved hun ikke helt endnu, og hvad er det for noget med, at den sidste med særlige kræfter skulle være født for mellem 10 og 20 år siden?

Aria har ikke mange venner, og har generelt en smule svært ved at få det. Hun har temperament og kan derfor være sjov at drille for nogle, og andre kommer hun til at træde over tærende fordi hun kun ser sine egne vanskeligheder og derfor glemmer at lægge mærke til, at andre også kan have det svært. Havde temperamentet stået alene kunne det have været en udfordring for alvor at nå ind til Aria for læseren, men fordi det heldigvis ikke kommer til at fylde hele hendes personlighed, men at det bliver uddybet og kun kommer frem en gang i mellem, er hun heldigvis til at holde af og holde med undervejs. Aria har nemlig både håb og drømme, og hun holder virkelig af folk omkring sig - også selvom hun ind i mellem glemmer at vise det, og hun nogle gange glemmer at se deres udfordringer.

Arias fortælling er endnu ikke afsluttet. Men de to første bind i serien står virkelig stærkt, og der er lagt op til, at afslutningen bliver rigtig vild, så den ser jeg i hvert fald frem til at få i hænderne en dag! Magi-systemet synes jeg er utroligt fascinerende i denne fortælling, for vi ved endnu ikke helt hvor mange forskellige slags evner folk kan have, og hvordan de manifesterer sig hos den enkelte, - blot at nogles kræfter er stærkere end andre og derfor mere brugbare for magtindehaverne, og at kræfterne tilsyneladende er arvelige, men at barnet kun arver kræfter fra én af sine forældre. Umiddelbart lader det da også til at kræfterne er baseret meget på, hvad der er anvendeligt i universet, og at de er meget specifikke. Men hvad det betyder for grupperingerne af De Velsignede, og om der eventuelt kunne udvikles kræfter i andre retninger, hvis miljøet så anderledes ud, er også uvist. Det må dog også forventes at der er en række uafklarede spørgsmål til serien, når sidste og afsluttende bind endnu mangler, - det er vel naturligt, - men man kan da håbe og krydse fingre for, at der bliver svaret på nogle af de største spørgsmål til blandt andet magisystemet! 

Selvom jeg i de første kapitler af Kaldet blev en smule overvældet af associationer til Laini Taylors serie om Ønskekræmmerens Datter (en serie, som jeg i øvrigt også holder meget af), bevægede fortællingen sig hurtigt en smule væk fra stilen, og selvom der stadig var enkelte paralleler at finde undervejs, blev Aias fortælling mere og mere sin egen, jo mere vi fik fortalt. Kaldet og Synet er begge velskrevede, og et godt bidrag til den danske fantasy-litteratur (som man jo altid kan ønske sig der bliver mere af), og må bestemt høre hjemme i enhver dansk fantasy-elskers bogreol. 

Rosenholm-trilogien

 Forfatter: Gry Kappel Jensen - Forlag: Turbine - Udgivet: 2019, 2020, 2021

Læserækkefølge:

1. Roser og violer
2. Forglem mig ej
3. Natskygge

Rosenholm - titlen på serien - er navnet på en kostskole. Her går unge mennesker på hvad der svarer til en gymnasial uddannelse, - men de traditionelle gymnasiefag er skiftet ud med undervisning i forskellige typer af magi. Her møder vi fire piger, der skal dele værelse i løbet af deres tid på Rosenholm. Det bliver naturligvis nogle hektiske år, hvor det nærmest føles som om at slottet Rosenholm bider fra sig, - magi er ikke sådan at spøge med, især ikke når spøgelser involveres, og de levende får smag for magt.

Rosenholm-trilogien er velskrevet og umulig at lægge fra sig, når først man er kommet i gang. Især med den tredje bog i serien, Natskygge, er det vanskeligt, og selv skulle jeg i hvert fald liiige have det næste med, - det var egentlig min intention at overholde læseplanen lagt for bogen i forbindelse med et readalong, men da jeg først var kommet i gang, glemte jeg at stoppe igen.. Sådan går det nogle gange.

De fire hovedpersoner - Kirstine, Kamille, Malou og Victoria - er meget forskellige, hvilket naturligvis betyder at det også skulle være lige til at finde én af dem, man kan identificere sig med og spejle sig i. Pigerne har hver deres at slås med, og kommer fra vidt forskellige baggrunde, og fremstår som dybe, realistiske karakterer, som jeg i hvert fald ofte (især i den sidste bog!) havde lyst til tage ud og give et kram.

Hver bog har nogenlunde den samme struktur, hvor vi følger hovedpersonerne i løbet af det, der svarer til et skoleår, cirka, hvor de bliver præsenteret for de udfordringer, de har i vente, og gradvist må udføre noget detektivarbejde for at løse de udfordringer, de møder. Med fire så forskellige hovedpersoner som disse er en del af spændingen også at følge, hvordan deres interne dynamik udvikler sig undervejs og ændrer karakterer efterhånden som pigerne lærer hinanden bedre at kende og formes af de udfordringer der møder dem.

Rosenholm er dystert, magisk, og spændende, - og det er fristende at drømme sig væk til slottets mystik, hvis ellers man kunne være garanteret et noget mere fredeligt ophold end hvad Kirstine, Kamille, Malou og Victoria oplever. Jeg skal blankt indrømme, at jeg er vild med serien her - og at jeg med garanti kommer til at besøge Rosenholm igen på et tidspunkt. - Det her - er dansk fantasy, når det viser sig fra sin bedste side.

Vores Skjulte Evner

 Forfatter: Caroline O'Donoghue - Dansk forlag: Carlsen Puls - Udgivet: 2021 - Sidetal: 328

Originaltitel: All Our Hidden Gifts

Vores Skjulte Evner har på bookstagram været sat op til at være noget helt særligt og som en læseoplevelse, mange var virkelig glade for. For mig fremstod det nærmere som lidt en rodet oplevelse, hvor det var svært at finde hoved og hale i, hvilken stil og form, fortællingen skulle have.

Det er ikke første gang, vi ser kombinationen af fantasy, krimi og ungdomskærlighed - langt fra. Det er temaer og genrer, der er krydset på tværs mange gange efterhånden. Men som regel er der én af de tre, der bærer historien, og så træder de andre i baggrunden som et supplement til hovedfortællingen. 

I denne fortælling var det svært at få øje på, for mig i hvert fald, hvad intentionen var i netop den retning. Er det det bærende, at hovedpersonen Maeve kan noget helt særligt med tarotkort, og også har nogle evner ved siden af, som hun skal lære at bruge og kontrollere? Er det bærende, at Maeves tidligere bedste veninde er forsvundet og skal findes igen? Eller er det bærende, at Maeve har et spirende forhold til broren til den veninde der er er blevet væk?

Der er mange retninger og gå i, og der er flere muligheder for at lade fortællingen udvikle sig i en særlig retning. Men fordi det ikke var tydeligt, hvad hoved-fortællingen og det bærende element i historien skulle være, blev det for mig at se meget noget misk-mask, som var svært at finde hoved og hale i. For hvad ville man egentlig fortælle med historien her? Hvad er meningen med galskaben?

Dog skal det siges til bogens fordel, at den har nogle store plusser i forhold til repræsentation af minoriteter i Irland (hvor historien foregår), og også kommer en smule ind på, hvordan forholdende er for disse minoriteter i det daglige - hvilket til tider kan være en kamp, uanset hvor i verden man befinder sig, men som i dette tilfælde er en historie for sig.

Selve tarotkort-delen har jeg kun set meget lidt brugt i fantasy-genren, så det var et interessant twist på genren, og kunne så absolut vække min nysgerrighed på den kunst det er at tolke kortenes betydning - også selvom jeg normalvist er skeptiker.

Dragernes Konge

 Forfattere: Pernille Eybye og Carina Evytt - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2016, 2016, 2018, og 2021

Læserækkefølge: 

1. Heksejægerens bytte
2. Gøglerkongens sværd
3. Banneret samles
4. Kongernes opgør

Serien om Dragernes Konge er jeg først kommet i gang med her i 2021 - altså lige op til, at fjerde og sidste bind er udkommet. Jeg har kigget længe efter serien og forsøgt at vurdere for og i mod, for det er en intimiderende serie med fire murstens-tykke romaner, der altså godt kan virke en anelse overvældende at komme i gang med. Heldigvis kom Tellerup til undsætning med forårstilbud og rabat på serien - det kunne jeg da ikke stå for! Og så havnede serien straks højt på min TBR-liste! 😂😂

Drager er et af de mytologiske væsner, som jeg er allermest fascineret af, - blandt andet fordi man ved, at myterne om drager er opstået over hele verden. Godt nok er dragerne ikke helt ens på tværs af kontinenterne, men de har mange fællestræk. Og så er det svært ikke at blive draget af, hvad der får mennesker, på tværs af vidt forskellige kulturer, til alligevel at diskutere et væsen som dette.

I serien her følger vi nogle af de mennesker, der lever på bunden af samfundet. Den siddende konge er en tronrager, der har brugt en stor del af sin regeringstid på at undertrykke dele af sit folk, - og det er der naturligvis en vis utilfredshed med, hvorfor flere gerne vil kæmpe i et oprør. Det er ikke et hvilket som helst oprør, når der nu er drager og magi involveret, - og det er netop det, der gør det så interessant.

Det er en serie, hvor vi får alvor får lov til at komme ind under huden på karaktererne, og vi finder ud af, hvem de er og hvad de står for, i god tid før det endelige opgør. Det gør, at man som læser for alvor få lov til at holde af dem, og at man har tid til at finde sine favoritter, som man kan heppe på, efterhånden som serien nærmer sig sit klimaks.

Da jeg havde læst serien færdig, var der ret hurtigt én, der ville vide, om den endte godt. Det kommer (som altid, vil jeg tro) an på ens mindset og hvem man holder med. En del vil nok finde slutningen helt rigtig, og andre vil få deres hjerte knust - som det også skal være i en så kompliceret og lang serie som den her, hvor der er mulighed for at holde med flere forskellige karakterer undervejs.

Man mærker tydeligt, at det er et par efterhånden ret erfarne forfattere, der står bag serien. Sproget er legende og fungerer virkelig godt, og karaktererne er velskrevede og så tilpas forskellige, at alle skulle kunne finde én at holde af og holde med. Og så er plottet tilpas spændende, at man ikke kommer til at kede sig, og at bøgerne, trods deres størrelse, er meget vanskelige at lægge fra sig. Og selvom serien ved første øjekast kan virke intimiderende, er jeg nu egentlig bare lidt små-ærgerlig over, at der ikke kommer mere! 😅

Amari og Nattens Brødre

 Forfatter: B.B. Alston - Dansk forlag: Carlsen - Udgivet: 2021 - Sidetal: 400

Serien er første del i en serie, der på engelsk har fået titlen Supernatural Investigations.

Amari er vokset op med sin mor og bror i et fattigt kvarter i byen. Da hendes storebror forsvinder, kan hun ikke forstå hvorfor det ikke er en større historie i medierne. Ind til hun en dag finder en særlig kuffert i hans klædeskab, - en kuffert, der bliver hendes adgangsbillet til en optagelsesprøve til en særlig skole. Her finder hun ud af, at der er mere til verden end det, hun lige gik og troede.

Amari og Nattens Brødre er Middle-Grade fantasy når det er aller-bedst! Der er fart over feltet og masser af humor, - hvis man keder sig, er det fordi man ikke følger ordentligt med. Opbygningen af universet er vellykket og står stærkt, og magisystemet virker velfunderet. Jeg ser frem til at dykke mere ned i det og lære mere af det at kende i de næste bøger i serien.  

Amari er super-sej, og overvinder mange vanskelige odds i kampen for at finde ud af, hvad der skete  med hendes bror, - hun har ben i næsen, er stædig og vedholdende, og rummer både stolthed over egne præstationer og en sund portion ydmyghed - men også en vilje til at sætte sig i respekt, når intet andet hjælper.

For mig er det virkelig interessant med en farvet pige i hovedrollen, som ikke behøver gemme sig væk på grund af sin hudfarve; hun er, og rummer mange ting, og selvom hendes hudfarve også nævnes som værende én af flere udfordringer i kampen for at klare sig socialt, så er det ikke historien om dét, der er den bærende. Selvom jeg hepper på historierne om racisme og synes, det er et vigtigt emne at sætte fokus på, er det på en sær måde befriende at læse om Amari, der netop er mørk, men hvor historien handler om så meget andet end lige hudfarven, og den del af hendes historie ikke er hovedtemaet, - at vi for alvor får lov til at se hvor meget mere, Amari rummer og kan, og at det ikke er hendes hudfarve, der definerer hvem hun er, nøjagtigt som det ville være tilfældet hvis hovedpersonen havde haft en anden hudfarve. De her historier har vi også brug for at se, og jeg sætter pris på at se at mennesker, uanset hudfarve, har plads som hovedroller i fiktionen - uanset genre.

Sprækken til Luscuro

 Forfatter: Julie Midtgaard - Forlag: Tellerup

Om bog 1, Elementprøven, skrev jeg:

Den her bog kan altså noget helt særligt.

Som historie-interesseret og bosat i Aalborg er det spændende at se på de få kapitler i starten af bogen, der netop foregår i Aalborg i slutningen af 1600-tallet, når man har en idé om, hvor tingene rent faktisk må have foregået, hvis det var gået for sig i virkeligheden.

Vores hovedperson, 14-årige Gry, bliver dømt til at skulle brændes på bålet for at være en heks, men i stedet for at dø i flammerne, bliver hun på mystisk vis transporteret til en fremmed verden kaldet Luscuro. Her bliver hun optaget på en skole for sikstere, et begreb for et folk, der blandt andet har forbindelser til elementerne, og hun lærer en masse nyt om både elementerne og sig selv før den eksamen, der skal teste hende som sikster.

Som læser er der meget at forholde sig til i denne verden, der på mange måder er forskellig fra vores egen. Hvad er hele den her deal med elementerne, og hvordan kommer siksterne i kontakt med deres elementer? Hvordan med de her rodfår, og lokkerne, og isfuglen, - og alle de andre fremmede væsner, som hører til i Luscuro? Gudinden er kort omtalt i bogen, så der er altså en form for religion i denne verden, men hvilken indflydelse har det på hverdagen for en almindelig sikster - og hvad betyder Gudinden for den krig, der raser i verdenen? Det er en krig, som vi ved raser, men som vi endnu ikke kender så mange detaljer af. Fronterne er ikke voldsomt skarpt trukket op endnu, men der er lagt op til, at Gry kommer til at spille en væsentlig rolle, blandt andet takket være den evne hun har ud over det element, hun har fundet ud af er hendes.

Gry er kun 14 år, og af naturlige årsager meget forvirret over det, der foregår omkring hende, og de ændringer, der pludselig er sket i hendes tilværelse. Der er meget at forholde sig til, også for hende, hvorfor det for læseren kan være naturligt at identificere sig med meget af den tvivlen, som Gry står med. En del af det, hun gennemgår, skyldes af naturlige årsager også hendes alder, hvilket dog ikke er så meget i fokus endnu, men den første forelskelse mærkes og påvirker Gry; og mon ikke mange voksne selv vil kunne erindre en lignende følelse af, at ét var hvad fornuften sagde, noget andet var hvad hjertet ville, første gang vi oplevede det samme?

Gry er ikke den perfekte heltinde, der kan det hele fra starten, og hun må prøve sig frem med mange af de ting, hun giver sig i kast med. Det er ikke hver gang det lykkes, men man kan se, at hun langsomt gør små fremskridt og bliver bedre på de ting, hun øver sig på, - både i forhold til kontrollen over sit element, men også de personlige egenskaber, hvor blandt andet relationen til værelseskammeraten Nøks er lidt uheldig, da de første gang mødes, mens begge karakterer udvikler sig i en positiv retning og nærmer sig hinanden, efterhånden som handlingen skrider frem, og de må overkomme en række udfordringer sammen.

Jeg er fan af det her med, at der ikke alene tages udgangspunkt i tilfældig magi, hvor man ved at sige et par ord kan gøre, hvad der passer én, men at der tages fat i den natur, der omgiver os, og som vores karakterer færdes i. Det giver en følelse af, at det bliver mere ægte og troværdigt, selvom det stadig ligger langt fra det, vi kender i vores verden; elementerne er til at tage at føle på.

Der er stadig en del ubesvarede spørgsmål her efter den første bog i serien, men historien er heller ikke slut endnu. Gry har endnu plads til at udvikle sig, og jeg er sikker på, der venter hende mange udfordringer endnu, før hun er færdig med at vise sit fulde potentiale.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2019 og er 383 sider lang. Den har ISBN 9788758832.

Om bog 2, Elementsygen skrev jeg:

Åh - for pokker, Julie ❤️😍🥰

Sikke en rejse, vi kommer med på her; Gry bliver virkelig prøvet af på nogle punkter, som jeg i hvert fald ikke havde forudset, da jeg blev færdig med Elementprøven, både på det personlige plan og i forhold til hendes elementkræfter, som rummer flere aspekter end først antaget. Det er ikke sådan lige at forudse næste skridt, og hvad det nøjagtigt er, Gry har i vente fremadrettet - for handlingen kan stadig tage mange drejninger, især med alt det nye, vi lærer her i bogen om både Gry og Luscuro i det hele taget. Nogle ting er nogenlunde sikre og til at forudsige, men der er også stadig mange ubekendte og mange spørgsmål, jeg glæder mig til at få svar på i bog 3 - som næsten ikke er til at holde ud at skulle vente på nu!

Gry har fra start været en nuanceret karakter, der ikke passer ind i den almindelige steretyp for, hvordan heltinden er, men til gengæld meget menneskelig. Hun er usikker på sig selv, tvivler på sin kunnen, kæmper med sit temperament, og er i sine følelsers vold flere gange, både i bog 1 og i bog 2 - som hendes jævnaldrende, unge i 14-15 års alderen nu er flest. Hun er relaterbar og til at tage og føle på.

Der snakkes meget om balance i tingene her i bog 2, både på et personligt plan og som noget rent større, og også Gry må kæmpe med sin indre balance, nu hvor hun endnu en gang skal forsøge at passe ind et sted, der er markant anderledes end det, hun tidligere har været vant til. Det er svært at lægge låg på frustrationerne, når de er ved at blive for meget. Samtidigt kan dét, at man bliver presset ud i at løse nogle fælles udfordringer måske netop være det, der gør at frustrationerne over visse andre blive mere overkommelige - trods det, at førstehåndsindtrykket af visse karakterer ikke er det bedste.

Grys følelsesmæssige udvikling er virkelig interessant at følge i begge bøger, og det er tydeligt, hvor meget hun udvikler sig igennem det nu cirka halvandet år der er gået for hende siden vi lærte hende at kende. Hun har stadig meget til gode og mange ting, der skal arbejdes med, men det varmer, at der er flere ting, der så småt er begyndt at falde på plads for hende allerede, så hun kan lære sig selv bedre at kende og de rette vilkår for at klare de udfordringer, der uden tvivl stadig venter hende.

Elementerne fylder naturligvis stadig en hel masse her i bog 2, og både Grys og de andres elementkræfter bliver prøvet af, så de viser nye sider af sig selv; det er ikke småting, Gry kan præstere under de rette omstændigheder, og med endnu mere træning bliver det interessant at følge, hvad hendes elementkræfter kan føre til.

World-buildingen er stadig velgennemtænkt og gennemført. Kortene forrest og bagerst i bogen er en god hjælp til at finde ud af, hvor vi er henne, efterhånden som der bliver snakket om forskellige lokationer og rejsemulighederne til og fra forskellige dele af Lusuro. Der er dog også en stor del af kortet som endnu er uudforsket, og man kan næsten ikke undgå at overveje, hvad disse steder mon gemmer på af hemmeligheder.

De væsner, vi møder undervejs både i første og anden bog har deres helt særegne karaktertræk og historie, og det er fedt at der er lavet en kobling mellem de væsner, vi møder i Luscuro, og det, Gry kender fra hendes barndom i Aalborg; det er gennemført, at de myter vi har i vores verden, rent faktisk stammer et sted fra, trods det, at det er en lille detalje i bøgerne her.

Via sociale medier er flere læsere begyndt at foreslå en fagbog over Luscuros planteliv og væsner, - det kunne være sejt at det rent faktisk blev gennemført. Der er allerede benævnt en del planter og væsner i bøgerne ind til videre, og det ville tilføje ekstra dybde til worldbuildingen, at man kunne gå på opdagelse i mange af de hemmeligheder fra Luscuros verden, som af forskellige årsager ikke når at komme med i serien, og så ville et opslagsværk desuden være praktisk ved fremtidige genlæsninger af serien, så man kan hurtigt kan få genopfrisket de forskellige planter og væsners særlige kendetegn og evner.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 og er 416 sider lang. Den har ISBN 9788758839103.

Om bog 3, Elementkrigen, skrev jeg:

Det afgørende slag nærmer sig med hastige skridt, - det er der vist ikke tvivl om. Det betyder også, at Gry og vennerne må tage nogle valg - og nogle gange på egen hånd. Det kan nemig være svært at vide, hvem man kan stole på, og hvorvidt det, de planlægger, overhovedet kan lade sig gøre, - hvorfor pigerne er i tvivl om, om de ville få lov til at gøre forsøget. Selvom Elementkrigen adskiller sig fra sine to forgængere rent strukturmæssigt, er det kun positivt. Hvor de tidligere bøger har fulgt Gry og venindernes studier og nogle af de udfordringer, der har knyttet sig til skolegangen, er det en anderledes oplevelse, at denne ikke følger skolen nær så slavisk, og at pigerne i højere grad selv tager styringen for begivenhedernes gang. Det er altid interessant når karaktererne forsøger selv at påvirke slagets gang og ikke kun vente på at tingene kommer til dem, - og selvom pigerne i serien her længe har været i stand til at gøre mange ting på egen hånd, har de alligevel rykket sig, og gør endnu mere end de ville have været i stand til, da vi lærte dem at kende. Især Gry har stadig en del at lære om sine kræfter, og udviklingen i hendes talent er spændende at følge; det har gennem serien været en gradvis udvikling, som endnu ikke har peaket, - det er tydeligt, at Gry endnu har mere at lære. Så hvad hun kan bringe det til i bog fire glæder jeg mig til at følge. Noget af det, der virkelig har været en bonus i bogen her, er det mere indgående kendskab vi får til lokker-folket. Hvordan det sker skal jeg ikke spoile her, - men det giver nogle nye perspektiver på Reynir og hans valg, og hans karakter får en ny dybde. Det påvirker naturligvis også relationen mellem Reynir og Gry, men også Reynirs relation til de andre sikstere påvirkes i bogen her. Måske vi kan håbe på, at siksterne og lokkerne med tiden kan leve i fred med hinanden? Der er i hvert fald noget der tyder på, at det er en mulighed. Det største minus må være den cliffhanger, vi efterlades med.. Det er ikke fair, Julie! ;-) - Hvornår kommer bog fire??

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 og er 412 sider lang. Den har ISBN 8758841091.

De sorte symboler

 Forfatter: Nick Clausen - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2011

Sidetal: 186 - ISBN: 9788758808772

På én gang creepy og skræmmende, - det er nervepirrende, at man langt hen ad vejen bliver forledt til at tro noget bestemt, men er usikker på, hvad man skal ligge i det.

Det er spændende at følge med, og man kan sidde helt ude på kanten af stolen det meste af bogen.

Men på samme tid kan man begynde at undre sig over, hvorfor Jennie og Markus' kendskab til deres mormor ikke er bedre end det er. Jennie og Markus er teenagere, og selvom de bor i en anden landsdel end deres mormor, virker det spøjst, at deres mor ikke har fortalt dem anekdoter om mormoderen fra sin opvækst, og at vi ikke ved hvilket af husets værelser der var moderens, da hun var barn - det nævnes trods alt, at mormoderen har boet i huset i 40 år, hvilket man må formode at moderen også har haft adresse der på et tidspunkt.

Langt hen ad vejen giver fortællingen dog stadig myrekryb på en måde, som det kun kan lade sig gøre fra Nick Clausens forfatterskab, - det kan virkelig noget helt særligt.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Legacy of Orïsha

 Forfatter: Tomi Adeyemi - Forlag: Macmillan Children's Books 

Om bog 1, Children of Blood and Bone, skrev jeg:

Det her er virkelig en vild læse-oplevelse.

En ting er, at man er vant til at læse fantasy-romaner - altså, typiske amerikanske og vest-europæiske fantasy-romaner, hvor handlingen foregår i et univers, der enten minder om noget nutidigt vestligt eller noget, der kunne være taget ud af den vesteuropæiske middelalder-setting.

At læse det her er noget helt andet.

Det er friskt og det er interessant, og det er næsten umuligt at lægge fra sig.

Der er stærke kvinder, der har en mission og ved, hvad de gerne vil opnå - og de er ikke bange for at tage drastiske midler i brug for at nå deres mål.

Der er magi på en måde, som jeg i hvert fald sjældent har set det, - magisystemet er gennemtænkt og veludført, og der er kælet for detaljerne.

Hele world-buildingen oser langt væk af, at der er brugt lang tid på at bygge det op. Det er imponerende hvor mange detaljer, der er med, og hvor godt det spiller.

Og så er det fedt, at man kan være med uden det store kendskab til de myter og skikke som romanen bygger på, og stadig kan være underholdt, - og måske endda finde en interesse i at undersøge nærmere.

Anbefalelsesværdigt, - og en vild, vild læseoplevelse!

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2018. Den er 531 sider lang og har ISBN: 9781509871353.

The Last Hours

Forfatter: Cassandra Clare 

Rækkefølge:

1. Chain of Gold

2. Chain of Iron (endnu ikke udkommet)

3. Chain of Thorns (endnu ikke udkommet)

Om The Last Hours skrev jeg:

Som jeg har nævnt det før ved enkelte Shadowhunters-bøger er jeg egentlig vil med det grundlæggende koncept for universet her, og der ER potentiale for rigtig mange forskellige historier heri.

Desværre er det stadig primært den samme kerne af familier vi møder, og i store træk mange af de samme udfordringer, karaktererne står over for, som det vi har læst om i de andre serier i universet.

Det bliver meget trivielt og ensformigt kun at høre om Herondales - Carstairs - Lightwoods - Blackthorns - Fairchilds - og så ikke ret mange af de andre familienavne, der må findes i universet.

Hvad laver alle de andre, når det er de samme familier, der hver eneste generation redder verden (eller for den sags skyld først f*cker op og så redder dagen?

Hvad laver de forskellige downworldere (bortset fra Magnus Chase, der på magisk vis altid dukker op, der hvor der sker noget)?

Jeg savner virkelig at kunne høre noget om ANDRE end lige præcis dét vi plejer, - for det lader ofte til, at bøgerne bliver udgivet bare for at blive udgivet, uden nødvendigvis at tilføje en hel masse ekstra til universet.

The Dark Artifices

Forfatter: Cassandra Clare 

Rækkefølge:

1. Lady Midnight

2. Lord of Shadows

3. Queen of Air and Darkness

Om The Dark Artifices skrev jeg:

Kvaliteten af denne trilogi fra Cassandra Clare er egentlig udmærket, men den er tung og lang (bogstavelig talt). Det begynder at virke som om, Cassandra Clare bare skriver videre på det univers hun kender i stedet for at skrive noet nyt, fordi det er nemmere for hende, og hun så slipper for en ny omgang world-building.

Misforstå mig ikke - karaktererne er elskelige, men nok må også være nok. Personligt kunne jeg godt se fordelen i, at der var slukket efter The Mortal Instruments og The Infernal Devices, og så behøvede vi ikke mere, - så kunne man lade fanfiction forfattere om resten.

The Infernal Devices

 Forfatter: Cassandra Clare

Rækkefølge:

1. Clockwork Angel

2. Clockwork Prince

3. Clockwork Princes

Om The Infernal Devices skrev jeg:

Trilogien her er et genialt supplement til The Mortal Instruments. Serierne kan sagtens læses hver for sig, men er endnu bedre sammen - har man læst den éne, må man næsten også i gang med den anden.

Selvom The Infernal Devices på sidetal er væsentligt kortere end The Mortal Instruments, mangler den ikke noget. Her er endda et trekantsdrama, som virker helt rigtigt, og man kan som læser nemt komme i tvivl om hvilket "team" man er på.

Mængden af action og drama er den samme som vi kender den fra The Mortal Instruments, men jeg vil påstå, at humoren i denne trilogi er bedre, - jeg grinede i hvert fald højt væsentligt oftere af karakterernes (til tider dårlige) jokes og spøjse indfald.

The Mortal Instruments

 Forfatter: Cassandra Clare

Rækkefølge:

1. City of Bones

2. City of Ashes

3. City of Glass

4. City of Fallen Angels

5. City of Lost Souls

6. City of Heavenly Fire

Om The Mortal Instruments skrev jeg:

Historien om Jace og Clary er noget helt særligt. Universet er gennemtænkt til mindste detalje, og det gør kun det hele mere interessant, at handlingen i princippet kunne foregå side om side med virkelighedens verden, idet der er taget så mange elementer med fra det virkelige.

Cassandra Clares skrivestil er noget helt særligt, og hendes måde at formulere sig på, kombineret med en fængende handling gør det svært at lægge bøgerne fra sig, og for mit vedkommende var de slugt i løbet af relativt kort tid.

Jeg er vild med, hvordan Cassandra Clare portrætterer de forskellige typer af karakterer - Shadowhunters, vampyrer, varulve, elvere og warlocks, og hvor gennemtænkt mytologien bag hver enkelt race er, og hvor meget hun har kunnet inkludere i serien, så man som læser får stillet sin nysgerrighed, uden at det kommer til at overtage det hele.

En interessant fortælling om både identitet, drama og kærlighedskvaler, men også masser af action og humor. Man kommer ikke til at kede sig!

Rosenholm trilogien

 Forfatter: Gry Kappel Jensen - Forlag: Turbine

Om bog 1, Roser og violer, skrev jeg:

Anmeldelse efter anden gennemlæsning:

Jeg er stadig virkelig imponeret over, hvor gennemført konceptet her er, og hvor godt det er lykkedes trods mange bolde i luften, og at den står som noget unikt og noget særligt, trods det, at det langt fra er den første bog på markedet om en flok unge mennesker på kostskole.

Det kan vre rigeligt forvirrende at følge en historie fra bare én karakters synsvinkel, og jo flere, der får lov at fortælle deres side af historien, jo mere avanceret bliver det, og jo mere skal der arbejdes for, at det giver mening. Her er det hele fire fortællere på spil, og man mærker det knapt, for det fungerer.

Pigerne har hver deres stemme og deres udfordringer, som de slås med undervejs. Deres kampe er ikke slut endnu, langt fra, og de har stadig mange ting, de skal igennem; de er kun lige begyndt på deres rejse i noget, kan blive stort. Rigtig stort. Det er ikke nemt at være nogen af dem, og det bliver spændende at se, hvor meget de kommende bøger kan fortælle os om både pigernes udvikling og deres baggrund, som vi ind til videre kun har fået ganske lidt at vide om.

Plottet er velgennemtænkt og godt bearbejdet, og der var mange detaljer, som var smuttet i svinget siden sidste gennemlæsning, - så det var vist meget godt at få genopfrisket inden starten på bog 2. Der er trods alt en pæn portion navne og elementer at holde styr på undervejs.

Anmeldelse efter første gennemlæsning:

Wauw - en imponerende fortælling!

Der er efterhånden flere titler at vælge i mellem, hvis man vil læse fantasy med magi og kostskoler involveret. Roser og violer hører til blandt de bedre bøger i denne kategori.

Selvom de store temaer er noget, vi har set før, formår Gry Kappel Jensen at gøre det levende og interessant, så bogen er næsten umulig at slippe igen - selv læste jeg bogen på en enkelt (hverdags)aften.

Vi følger fire veninder, og synsvinklen skifter kapitel for kapitel mellem dem. Det fungerer rigtig godt at vi som læsere på den måde får indblik i pigernes individuelle måder at tænke på, og det giver historien ekstra dybde, at vi lærer dem alle bedre at kende; det kan man kun håbe bliver udfoldet endnu mere i de kommende bøger.

Selv synes jeg, det er sjovt at spekulere over hvem skurken mon kan være, og fortællingen her byder på et interessant tvist i historien hen mod slutningen, så det bliver ekstra svært at gætte.

Det bliver spændende at se, hvad de næste bøger i serien byder på, - barren er i hvert fald sat højt med denne etter!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2019 og er 347 sider lang. Den har ISBN 9788740654790.

Om bog 2, Forglem mig ej, skrev jeg:

Jeg er en splittet sjæl.

På den ene side ville jeg ønske, jeg havde læst bogen lidt før (hvilket blev forhindret af diverse projekter uden for bøgernes verden).

På den anden side lægger slutningen op til, at bog 3 skal læses - NU!, hvorfor jeg også godt kunne ønske mig at jeg havde ventet, til bog 3 var udkommet..

Fortælle-stilen er stadig noget for sig - på den gode måde, og for mig virker skiftet mellem synsvinkel ret godt. Det er ikke perfekt, men det er et godt virkemiddel, at vi får fortalt historien fra alle fire pigers synsvinkel. Man kommer under huden på de forskellige piger på en anden måde, end hvis man kun havde fulgt én af dem, og det giver mulighed for at se enkelte sager fra flere vinkler, så det er lettere at forstå de forskelliges handlingsmønstre.

Dog savner jeg stadig noget baggrundsinfo på Malou. Hvad er hendes baggrund egentlig? Hvorfor er hendes attitude så hård? Hun har ikke haft det nemt, så meget står klart, men hvad hendes hemmeligheder er, er stadig uklare, - og det kommer der forhåbentligt svar på i den næste bog.

Der holdes stadig et fint tempo i plottet, som er skruet sammen, så man endnu en gang kan bruge lang tid på at spekulere over, hvem man mon skal holde med, og hvem man skal mistænke - dog lægges der flere hints undervejs, hvis man er vågen nok.

Trods hints er der dog spænding til det sidste, og man skal holde tungen lige i munden i de sidste kapitler, hvor det for alvor bliver spændende - og anderledes. Der er, som før nævnt, lagt op til at man også skal have bog 3 med, da der er flere interessante ting i vente for pigerne på deres tredje år på Rosenholm kostskole.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 og er 428 sider lang. Den har ISBN 9788740662108.