Awen, bog 1 og 2 - Kaldet fra Galathea & Arven fra fortiden

 Forfattere: Nathali og Bettina Liane - Forlag: Turbine - Udgivet: 2019, 2021

Kaldet fra Galathea fungerede for mig som noget helt særligt magisk og dragende, som var vanskeligt at slippe igen. Fortællingen om det her sæt tvillinger, som set udefra har haft en privilegeret opvækst hvor de absolut intet har manglet af materielle goder, men som bliver mobbet, hånet og set ned på af deres egen familie, og er blevet det gennem hele deres opvækst, - og nu får de muligheden for at sejle med Galathea og gå en radikalt anden tilværelse i møde.

Livet på Galathea er stadig langt hen ad vejen meget privilegeret, og Aia og Peter mangler stadig ingenting. Tilværelsen er mere behagelig end tidligere, men de er stadig udsatte, og kan ikke for alvor sige sig fri for at møde mennesker, der ikke vil dem godt - hverken blandt klassekammerater eller lærere kan de altid føle sig helt sikre. Det betyder at Aia og Peter må igennem en masse udfordringer og benspænd i kampen for bare at blive accepteret - og respekt må de kigge langt efter.

Eventyret fortsætter i Arven fra fortiden, hvor Aia kæmper med ensomheden. Peter trækker sig og søger ikke hendes selskab, og veninden Suki har også ændret sig. Aia begynder at date én af drengene på Galathea, men heller ikke dette forhold giver hende den nærhed, hun kunne have ønsket sig. Det betyder at Aia i løbet af denne bog står mere på egne ben en tidligere, og at hun gennemlever en særlig form for personlig udvikling. 

Aia har alle dage været stædig og holdt på sit, men det, at hun presses til at skulle klare så mange ting uden nødvendigvis at have sin bror eller vennerne ved sin side hele tiden, betyder at hun bliver mere selvstændig i et hurtigt tempo. Jovist, når det virkelig brænder på, viser vennerne sig da også at bakke op og stå ved hendes side. Men der er ingen tvivl om, at det her er Aias kamp, og at det er hende, det handler om.

Arven fra fortiden er mere hård og væsentlig mere barsk en sin forgænger. Til dels fordi Aias ensomhed skinner så klart igennem, og til dels begivenhederne omkring bogens klimaks, der må kunne få selv den mest hårdføre til at knække. Det gør ondt, og man kan fristes til at hive Aia ud af fortællingen og give hende et stort kram og noget omsorg, - for det mangler hun bestemt efter denne omgang!

Både Kaldet fra Galathea og Arven fra fortiden er uhyre velskrevede og vanskelige at lægge fra sig. Det er svært ikke at blive fuldstændigt opslugt af dette univers, der virkelig formår at sætte barren højt for fantasy til unge.

Så er det bare at vente på bog 3, hvor det bliver spændende at se, om Aia kan få lappet sig lidt sammen efter de hjerteskærende og grusomme begivenheder i Arven fra fortiden.