De sorte hullers klub

 Forfatter:  Lise Villadsen - Forlag: Gutkind - Udgivet: 2024

I De sorte hullers klub følger vi en flok unge mennesker, der hver torsdag mødes i en gruppe for de, der døjer med ensomhed. De er der af vidt forskellige årsager, og har hver deres at slås med. Og netop grundet deres forskellige baggrunde stikker deres forventninger (og deraf tilgange) til gruppen i meget forskellige retninger.

Ensomhed er en udfordring for mange, især hvis man skiller sig en smule ud fra normalen. Det her er også en roman man som læser måske bedst forstår, hvis man selv har prøvet at stå uden for fællesskabet på et tidspunkt, hvor et af ens helt store ønsker har været at passe ind, og blive set og anerkendt for den man er. 

Det kan være fristende at begynde at lave om på elementer af den, man er, for at passe ind i fællesskabet, - eller måske lige frem lyve om det, bare for at blive set af de andre. Men er det nu også ønskværdigt? Hvilke konsekvenser har det, både for gruppen og for en selv?

De sorte hullers klub er en anderledes tilgang til kampen mod ensomhed. Karaktererne får lov til at flage med de træk, der stritter lidt, og de får lov til at fylde og tage plads. De får langt hen ad vejen lov at være deres farverige selv. Og netop fordi de får lov at fylde i gruppen giver det anledning til eftertænksomhed hos læseren, - for selvom visse karakterer måske er lettere at være i stue med end andre, fortjener de alle en chance for at man kan lære dem bedre at kende. Venskaber kan opstå hvor og når man mindst venter det!

*Anmelder-eksemplar* Radio Popov

Forfatter: Anja Portin - Dansk forlag: Strraarup & Co. - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Radio Popov formår på én gang at være varm, omfavnende og kærlig - OG kold og hjerteskærende.

Det handler om børn, der lever i hjem, hvor de voksne prioriterer andre ting over børnene, og børnene derfor ofte er overladt til sig selv i længere perioder ad gangen langt før man ellers kan forvente at børn ville være i stand til den slags. De skal selv sørge for alle basale nødvendigheder i livet, og selvom børn naturligvis gradvist skal lære at tage vare på sig selv, er disse børn dog i en situation, hvor de ikke kan spørge en voksen om hjælp, hvis og når der er behov for det.

Uanset om man har med børn at gøre til hverdag eller ej, er det her noget, der kan mærkes, og man skal være ualmindeligt kold for ikke at blive en smule påvirket af disse børns helt urimelige skæbner, - fordi faktum desværre er, at denne type børn også findes ude i det virkelige liv. Og trods det at man kunne ønske sig, at de alle sammen blev opdaget og hjulpet, er det desværre langt fra altid sådan virkeligheden ser ud, og selv hvis de bliver opdaget, er det begrænset hvad man så rent faktisk kan gøre for dem. Jeg fik løbende associationer til blandt andet Astrid Lindgrens Mio, min Mio og den ensomhed, som også er beskrevet her, - som ingen børn burde opleve i den ideelle verden.

Det er én af de bøger, som virkelig har mulighed for at røre den voksne læser et ømt sted, - og forhåbentlig få læseren til at standse op og tænke over sin egen måde at omgås andre på. Og for de børn, som er i den primære målgruppe for bogen, kan den forhåbentlig få nogen til at kigge deres kammerater i øjnene en ekstra gang og gøre dem opmærksom på dem, der lever under andre vilkår end dem selv.

Bogen kan sagtens læses af børnene selv fra de er på mellemtrinnet, men vil også fungere fint som en del af et undervisningsforløb eller anden form for fælleslæsning, hvor der bliver diskuteret nogle af de temaer, bogen tager op i forhold til netop ensomhed, men også i forhold til mobning og klasseforskelle. Der er masser at snakke med børnene om, både før, under og efter læsningen af en bog som denne, og som voksen kan det være en god idé netop at spørge ind til barnets oplevelse af bøger som denne, da man kan risikere at især sarte børn godt kan blive påvirkede af bogen.

Dicte var her

 Forfatter: Eva Munk - Udgivet: 2021 - Forlag: Byens forlag

Dicte var her er en ungdomsroman, der handler om starten på gymnasielivet. Den handler om de udfordringer, der kan følge med, når man starter et nyt kapitel i livet, og i særdelshed den ensomhed, der ind i mellem følger med.

Det er langt fra alle venskaber, der holder evigt. Ofte vokser vi fra hinanden, vi følger forskellige spor, og vælger forskellige ting til og fra i livet. Som mennesker er vi forskellige, og det hører med, at der i forskellige stadier i livet også er ledsagere, der falder fra eller kommer til.

Det gør det desværre ikke lettere at sige farvel til det, der engang var, og de, som tidligere har været en stor del af, hvis ikke nærmest hele vores verden og hverdag - uanset om det er venner eller romantiske partnere. Det kan faktisk være urimeligt hårdt, og nærmest ødelæggende.

For hvem er man, når man ikke længere omgås alle dem, der nærmest var hele ens hverdag engang? Hvem er man, når man ikke har sine relationer at falde tilbage på?

Svaret kan være mere kompliceret end man lige regner med - og for nogle vil det være nærmest umuligt at svare på. En stor del af vores identitet er netop bundet op på dem, vi omgås, og hvad vi laver med dem. 

Så at miste relationen til dem betyder også at skulle definere sig selv på ny. Men hvordan gør man lige det?

Dictes fortælling minder på nogle områder om Pixies fra Pixie lever stadig af Sofie Riis Endahl. Og alligevel er bøgerne hver især helt deres egen. Hvor Dicte kæmper med ensomheden i starten af gymnasietiden, handler det for Pixie om ensomheden i tomrummet efter gymnasiet. Det er to forskellige stadier, for hvor mange finder det naturligt, at de selvfølgelig skal i gymnasiet efter folkeskolen, er der langt flere muligheder og veje at gå efter gymnasiet, og man bliver på en anden måde ført i forskellige retninger. Og selvom ensomheden kan fylde meget i begge situationer, er den alligevel en anden. 

• Pixie ved ikke for alvor hvilken retning hendes liv skal tage efter gymnasiet, og derfor fylder ensomheden og tabet af venskaberne fra gymnasietiden ekstra meget. 
• Dicte ved godt hvad hun skal bruge i hvert fald de næste tre år på, for hun er kun lige startet på gymnasiet, - og det gør ondt på en særlig måde at hun til hverdag skal se på hendes nu tidligere bedste veninde, der aktivt har valgt Dicte fra til fordel for nogle andre.

Mit indtryk af Eva Munks forfatterskab er virkelig godt, og hendes bøger har en tendens til at sparke benene væk under sin læser. Sproget er virkelig godt, og plottet rammer lige der, hvor der er behov for det, - og gerne også der hvor det gør allermest ondt. Som regel er jeg efterladt med tårer i øjnene.

Jeg vil ikke ønske for nogen, at deres situation ender som Dictes. Men jeg vil håbe for dem, der har det lige som Dicte, at de får læst hendes historie og får lov til at opleve at de ikke står alene med deres udfordringer. Og så krydser jeg fingre for, at nogle af dem, de møder i deres hverdag, holder øjnene åbne. For ingen fortjener at stå helt alene.