Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

09 november 2024

*Anmeldereksemplar* Sagas juleeventyr og 23 andre julehistorier

 Forfatter: Kristoffer Verholt - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Sagas juleeventyr  - og 23 andre julehistorier er en samling stemningsfulde historier, der alle har dét tilfælles at de foregår i dagene omkring juleaften. De er alle relativt korte og man kan derfor nemt bruge den som kalenderbog derhjemme, eller i forbindelse med den daglige læsning på skolen.

Man skal dog være opmærksom på, at der med 24 individuelle historier, med hver deres hovedperson og langt hen ad vejen vidt forskellig art, så er det heller ikke alle fortællingerne der vil tale lige meget til alle læsere. Det varierer, afhængigt af historien, meget om det primært er henvendt indskolingen (eller med lidt god vilje de store børnehavebørn), eller om det er de store i 6.-7. klasse, fortællingen er målrettet.

Gør man sig som den voksne sig selv den tjeneste lige at skimme de første afsnit af historierne igennem kan man dog lynhurtigt afkode, hvem det er målrettet, og så kan man altid vælge til og fra, hvis man kun sidder med de mindre børn. Står man dog med flere årgange samlet, er historierne målrettet de store dog stadig på et niveau hvor de små også godt kan være en smule med, selvom de måske ikke får det samme ud af det.

Historierne har alle det tilfælles, at de foregår i dagene omkring jul. Der er dog stor forskel på, hvor julede hver enkelt historie føles. Nogle af historierne er meget præget af action, mens andre er mere i julens ånd i traditionel forstand, hvor familier bringes sammen og karaktererne finder hinanden undervejs. Der er altså også plotmæssigt noget til mange forskellige typer læsere, hvorfor bogen også er særlig idéel til når man sidder med højtlæsning for flere børn, - der skulle nemlig gerne være noget til næsten enhver smag her.

Jeg bed personligt særligt mærke i at første og sidste historie i bogen i princippet hører sammen, da de omhandler lidt af det samme handlingsforløb men er fortalt fra hver sin karakters synsvinkel. Det binder en fin sløjfe på det hele, og det giver noget helt særligt at vi får det samme fortalt på flere måder.

Sagas juleeventyr - og 23 andre julehistorier kan anbefales til dig, der savner en julekalenderbog der rammer mere end blot et bestemt type barn, og kan fint bruges hvad enten du står som lærer, pædagog eller bare forælder med meget forskellige børn.


07 november 2024

*Anmeldereksemplar* Jul i det magiske bjerg

 Forfattere: Troels Engelbrecht og Maj Nørgaard - Forlag: December - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jul i det magiske bjerg handler om søstrene Reva og Ragnhild. Da julen er ved at forsvinde, er det op til dem at redde det hele. Undervejs møder de både en ellekonge, en skovheks, trolde, nisser og andre mystiske væsner.

Det er en spændende, sød og magisk fortælling, der med sin eventyrlighed og relativt korte kapitler er idéel til og højtlæsning allerede fra ca. 4-5 år til 9 år - måske længere, hvis ungerne selv vil have lov at læse den på et tidspunkt.

Historien breder sig over 24 kapitler, så den fungerer glimrende som julekalenderbog med ét kapitel om dagen hver dag fra 1. december til juleaften, - hvis man altså er i stand til at vente til dagen efter med at få det næste med.

Hjemme hos os er vi særligt vilde med de julefortællinger og julekalendre der holder fast i julen som værende noget hyggeligt vi kan samles om. Dét værner fortællingen her om, for selvom der sker noget undervejs, bliver det aldrig for alvor en uhyggelig bog, men er nærmere med til at bringe karaktererne sammen og minde om den varme og hygge, som julen også handler om.

Så mangler I som familie en god julekalenderbog I kan læse med jeres unger, som virkelig kan bringe familien sammen, så er Jul i det magiske bjerg et ganske udmærket bud.

04 april 2024

Et juleeventyr

Forfatter:  Charles Dickens - Genfortalt af: Erlend Loe - Illustreret af: Lisa Aisato

Oversætter: Per Straarup Søndergaard - Dansk forlag: Straarup & co. - Udgivet: 2023

Et juleeventyr er velsagtens en klassiker som de fleste nok har mødt i én eller anden form, hvad enten det er som bog eller litteratur. Den har en del år på bagen, hvorfor sproget i de ældre udgaver af fortællingen for mange også vil forekomme svært og nærmest utilgængeligt.

Det har Erlend Loe heldigvis knoklet hårdt for at lave om på i den her udgave, der opdaterer det sproglige uden at afvige fra handlingen. Med dén her udgave får man derfor fortællingen præsenteret i en version, der er til at forstå, uden at der er gået på kompromis med stil eller form.

Samtidig er Lisa Aisatos illustrationer et fabelagtigt supplement til fortællingen. De er flotte og gennemarbejdet, og matcher fortællingen virkelig godt. De er farverige og vilde hvor det passer, og tilpas afdæmpede hvor det er nødvendigt. Også her har man gået langt for at tilpasse sig den oprindelige fortælling, og det er næsten det værd at have bogen stående alene for at bladre gennem illustrationerne.

Kombinationen af Erlend Loes gendigtning og Lisa Aisatos illustrationer gør det hele magisk og ekstra særligt, og gør det her til en bog man sagtens kan have liggende fremme hele året. "Et juleeventyr" er nemlig ikke KUN aktuelt til jul, - men har noget at sige uanset årstid og modtager.

04 november 2021

*Anmelder-eksemplarer* C & C forever

 Forfatter: Lotte Kontala - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2020, 2021

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Læserækkefølge: Den mystiske julebog - Den mystiske nøgle - Den mystiske dukke

Den første bog i serien om Cecilie og Clara er grundlæggende en okay start på serien om de to veninder. Den lægger grundstenene for deres venskab, og selvom pigerne har været veninder i længere tid før vi møder dem, er det en fin introduktion til hvem de er. Når det så er sagt, føles bogen også som en præsentation og en introduktion til serien, og den har svært ved at stå alene.

Starten kan nemt komme til at føles lang og deprimerende, - én af veninderne er flyttet, og den anden sidder tilbage ensom i klassen ind til forældrene fortæller at hendes familie også skal flytte. Midten af fortællignen er spændende, og der er masser af fart over feltet - og det kan komme til at føles en smule forjaget i betragtning af, at det er her nærmest hele plottet foregår, og både indledning og udtoning fylder nogenlunde lige så meget. I forlængelse af det kommer slutningen også til at trække ud i langdrag. Alt det spændende er overstået, og alt ånder fred og ro, - så man kan let forvirres som læser over at det ikke afsluttes. Kommer der mere? Var der noget, jeg ikke havde fanget? Hvad sker der?

En lille kommentar skal også lyde til relationen mellem Cecilie og hendes bror. I starten af bopgen er deres relation anstrengt, og de går ikke til hinanden, hvis der er noget de har brug for at snakke om, - og i betragtning af at hun er 9 og han er 12 er det måske ikke så mærkeligt. Men ret hurtigt bliver de tætte, og selvom nogle voldsomme oplevelser selvfølgelig godt kan bringe søskende tættere sammen, kan det da godt undre hvad en 12 årig dreng pludselig ser i sin 9 årige lillesøster, som han tidligere ikke har haft nævneværdig relation til.

Anden bog i serien, Den mystiske nøgle, står strammere, både i forhold til struktur og karakterudvikling. De enkelte personer fremstår tydeligere og med en mere klart defineret personlighed, og vi begynder langsomt at komme mere ind på livet af dem.

Plottet er skarpere, og der er færre sidespring, der ikke er relevante for hovedplottet, - og det er fantastisk at gå på jagt efter små hints til hvad der kommer til at ske senere, både som førstegangslæser og i forbindelse med genlæsninger. De gemmer sig flere steder.

Bogen er spændende og nervepirrende, og det er en af de bøger, der er meget vanskelig at lægge fra sig, fordi man lige skal have det næste med. 

Den mystiske dukke er tredje bind i serien, og her er det som om strukturen endelig er lagt helt fast. Det står strammere end nogensinde før, og selvom der stadig er ting der står ubesvarede i forholdet til plottet, er det detaljer, som man nok vil bide mest mærke i som voksen læser, mens det før børn måske ikke vil undre i samme grad.

- Hvad er julemandens råd for noget? Hvorfor får vi ikke mere at vide om det?

- Hvordan kan to kvinder eksistere som dukker i 10 år? Vi har før konstateret at der er en form for magi i universet, men hvordan får de næring undervejs? Kan de forblive dukker for evigt?

- Hvorfor har gerningsmanden ikke forsøgt at løse konflikten i de mellemliggende år og bruge det, at han har sine ofre i sin varetægt til sin fordel - i stedet for at de bare står og samler støv på hylden?

Så selvom historiens struktur generelt er strammere, er der altså nogle plothuller, der virker spøjse, og som sætter tanker i gang hos den vågne læser.

Titlen på serien, C&C forever, vil for mange sætte tanker i gang i forhold til hvad serien handler om. Man skal dog ikke forvente den traditionelle, realistiske venindebog, hvor det er pigernes regulere hverdag, der er fokus på, - det hele foregår i forskellige skoleferier, hvor pigerne kommer ud for forskellige mystiske ting.

Overordnet set er bøgerne hurtigt læst og fint materiale til børn fra mellemtrinnet, der gerne vil mystik og magisk realisme, - og for den stærke læser vil den sidste side hurtigt være vendt. Bøgerne kan hver især have lidt svært ved at stå alene, så det anbefales at de læses i den nævnte rækkefølge, da der i så fald vil være nogle ting, der begynder at give mening.

29 november 2020

Større end os

 Forfatter: Christina Bonde - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2020

Sidetal: 267 - ISBN: 9788758840840

Om Større end os skrev jeg:

Hvad sker der for, at jeg føler jeg får knust mit hjerte i de fleste af de bøger, jeg læser for tiden?

Det er som om, jeg er kommet ind i en stime af den slags, - og det ved jeg altså ikke helt, om mine følelser kan holde til i længden!

Pointen må være, at det er meget vigtigt at huske kleenex, når man læser bogen her, - for hold nu op, hvor bliver der åbnet for sluserne med jævne mellemrum..

Op mod jul tager 18-årige Caroline tilbage til det sted, hvor hendes bror mistede livet fem år tidligere. 

Hendes liv har ikke været det samme siden, og hun ved med sig selv, at hun må gøre et eller andet.

Hvad der nøjagtigt skal ske er hun vist ikke engang selv helt klar over, - bare der sker noget.

Det kommer dog bag på Caroline, hvad der møder hende, og den følelsesmæssige rejse, hun selv er taget ud på, er overvældende - både for Caroline og den læser, der følger hende.

Kan og skal man tilgive alt? Er det overhovedet nødvendigt at tilgive? Hvad skal der til for at Caroline kommer op af sit hul og videre med sit liv?

Hun kan ikke glemme det, der skete med hendes bror, - og det er heller ikke meningen, hun skal det. Men det liv hun har levet siden broderens liv er ikke et helt liv, - det er en lettere forkrøblet tilværelse, hvor der ikke er ret meget, der hænger sammen. Og det er mildt sagt hjerteskærende at følge. For det bør ingen gå igennem alene, - og især ikke i så ung en alder, som Caroline oplever det.

Men oven i det, er det her også en meget hjertevarm fortælling, hvor vi møder folk, der tør åbne sig for andre og se ud over egne sorger og laster for at kunne imødekomme andre. Det er fortællingen om, hvordan fællesskabet og sammenholdet, samt dét at turde åbne op og tale om tingene, er en vigtig del af processen med at heale og komme sig. Og det er historien om, hvor magisk julen kan være, - også i den virkelige verden.

Større end os har mine varmeste anbefalinger. Men husk de kleenex!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

11 oktober 2020

*Anmelder-eksemplar* Noah og vennerne - Jagten på julekuren

Forfatter: Kim Linnet - Forlag: :||forandre||: - Udgivet: 2020

Sidetal: 184 - ISBN: 9788797243602

Bogen er modtaget som anmeldereksempar.

Langt hen ad vejen er her tale om nogle helt klassiske træk, både i børnelitteratur, men også i forhold til julekalendre. Vi kender efterhånden mønstret;

- Noget går galt, så den jul, vi kender, er i fare, - noget må gøres, og nogen må redde dagen.

- Det er naturligvis børnene, der må stå i spidsen for missionen.

- De voksne, vi møder undervejs, er enten skurke, eller meget umodne og fjollede, - det er børnene, der fremstår som modne, velovervejede og beslutsomme til sammenligning.

I den her fortælling går historien på, at alle verdens grantræer har fået granpest og er visnet, og dét lige omkring 1. december. Nu kan folk ikke få rigtige træer som juletræer, men må nøjes med dem af plast.

Det er ikke godt nok for Noah og hans venner, som tager ud i for at finde en kur, der kan kurere træerne. Men det er ikke så simpelt, for dem, der laver plast-juletræer er ikke interesserede i, at der findes en kur til grantræerne, - og langt hen ad vejen er Noahs forældre ikke til megen hjælp.

Der er fart over feltet fra start til slut; her er ikke sparet på hverken action eller fjollede indslag.

Sproget er sobert, hvilket betyder at børn kan være med fra omkring 6-7 års alderen. Dog kan teksten være tilpas vanskelig at bogen skal læses højt for de, der endnu ikke er stærke til at læse, - og selv for de stærke læsere optræder der ord, som kan være vanskelige at gå til - heriblandt ord på svensk.

Det kan derfor være en god idé at have en voksen til at læse med over skulderen og hjælpe, når det bliver for svært. Bogen er da heldigvis også fint egnet til, at det er én, man kan læse sammen, - og kapitlerne er af en tilpas længde til, at man sagtens burde kunne overskue ét kapitel hver dag som ved andre julekalendre.

Undervejs støder vi på en række fantastiske elementer, jo længere vi kommer hen i bogen, dog uden at det kommer til at fylde det hele; vi støder på trolde og julemandens sønner, der alle påvirker Noah og vennernes rejse mod målet. Der er ikke tale om væsner, der er decideret uhyggelige, men snarere væsner, der allerhøjst kan finde på at drille lidt, - så det burde ikke blive alt for skræmmende. Til gengæld kan det starte en fin snak om hvad trolde og nisser også kan være, og hvordan vi forstår væsnerne.

Blandt Noah og de to venner, der er med på turen, er der en særlig dynamik. Når det kommer til venskabet mellem dem, vil børn i indskolingen sagtens kunne nikke genkendende til nogle af de påfund, der opstår, og den tone, der er mellem dem. De lidt ældre børn vil oven i dét kunne spejle sig i den begyndende interesse for kærester, som så småt begynder at spire, - og som Noah naturligvis selv oplever, selvom det endnu kan være svært at formulere og få sagt.

Selvom fortællingens kapitler er korte, rummer den alligevel meget, og der er mange ting som man kan snakke om efter hvert kapitel. Hvorfor mon Noahs far er så fjollet? Hvordan mon barnet ville have det med, at deres egen mor eller far var sådan? Hvordan med julestemningen, - kan man undvære et rigtigt træ juleaften, og ville det være okay at de alle sammen var af plast? Osv.. Her kan inddrages både etiske overvejelser og mere personlige ting, afhængigt af det enkelte barn, - der nok at tage fat på.

Illustrationerne undervejs er fine, men kunne med fordel have fået en smule farve og flere detaljer, - og der kunne sagtens have været flere af dem til at supplere historien.

Overordnet set er der dog tale om et fint bud på en julekalender, man kan læse med børnene, - og som lægger op til, at man læser den sammen, og gerne som familie eller andre sammenhænge, hvor man kan snakke om det læste kapitel.



25 september 2020

Let it snow

 Forfattere: John Green, Maureen Johnson & Lauren Myracle - Udgivet: 2008 - Forlag: Penguins UK

Sidetal: 354 - ISBN: 9780141349176

The worst blizzard for fifty years. Three wintry love stories. One magical night. It's Christmas Eve and Gracetown has been buried by snow. But the weather is more than just an inconvenience. When one girl unexpectedly steps off a stranded train, she sets off a series of life-changing events. Soon fourteen pumped-up cheerleaders will descend on the local Waffle House, the Duke's DVD night will be rudely interrupted for a Twister mission, and a lovesick barista will determine the fate of a single teacup pig … As the three stories collide, strangers cross paths and romance blossoms with heart-warming consequences.

Den er sød og virkelig cheesy-romantisk. Den er kaotisk, cute og meget julet.

Til gengæld ligner den også et væld af andre romantiske historier, og twistet med, at det er en julehistorie har vi efterhånden set mange gange før, så meget unikt er der ikke historien.

Dog er jeg imponeret over hvor vellykket, de tre forfattere får flettet historierne sammen til sidst, så det hele giver mening og går op i en højere enhed.

Det er ikke et must-read, men den er super, hvis man gerne vil have noget sødt og julet, hvor man bare kan slappe af og ikke skal forholde sig til alt for meget.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner. 



*Anmeldereksemplar* Dragekrigene (Magiens alfabeter, #3)

  Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdni...