Viser opslag med etiketten skole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skole. Vis alle opslag

22 august 2021

Sygdomsangst - Mikkels historie og Socialangst - Idas historie

 Forfatter: Christina Bonde - Udgivet: 2021 - Forlag: Tellerup

Bøgerne om Mikkels og Idas historie foregår i samme univers, og efterfølger hinanden i nævnte rækkefølge. De kan dog læses uafhængigt af hinanden, og man kan altså sagtens læse Idas historie uden først at have været forbi Mikkel. Der er dog flere karakterer, der optræder i begge bøger, så for at få en dybere forståelse af plottet, anbefaler jeg at man læser Mikkels historie før man går i gang med Idas.

Mikkel og Ida har hver deres udfordringer, og deres mentale helbred gør det svært for dem at leve den hverdag, man kunne have ønsket sig at de havde mulighed for, - det sætter nogle begrænsninger, at det mentale ikke er helt som det skal være. Det er nok de færreste af os, der slipper helt gnidningsfrit igennem teenage-årene. Der vil for de fleste være et eller andet der ikke er helt, som vi kunne ønske os. Men for unge som Mikkel og Ida er udfordringerne lige det større end hos de fleste andre, og det gør ondt i hjertet at læse og følge med i, - især hvis man som voksen selv har børn, eller har med børn og unge at gøre i sin dagligdag. Mikkel og Ida er den type unge, som man ønsker, at man får spottet, og som man for alt i verden gerne vil hjælpe videre til en lettere hverdag.

Der er gennem de senere år heldigvis kommet mere fokus på, hvad det vil sige at slås med sit mentale helbred, og hvor mange, der reelt kæmper med det. Vi er dog langt fra i mål endnu, og derfor er det vigtigt, at der fortsat bliver gjort opmærksom på de problematikker, der er omkring det, og at der bliver kæmpet for at normalisere snakken om mentalt helbred. For selvom man ikke selv er ramt, vil de fleste af os med stor sandsynlighed på et eller andet tidspunkt møde nogen, der kæmper en usynlig kamp, - og det skader ikke at have en smule forståelse for, hvad vedkommende går igennem.

Personligt synes jeg, de her bøger burde stå fremme på ethvert skolebibliotek - og gerne aktivt anbefales til eleverne, især i folkeskolens ældste elever, der for de flestes vedkommende må formodes at kunne håndtere de ellers barske fortællinger. Jeg så gerne, at der i endnu højere grad var en debat om mentalt helbred og hvilken støtte, man kan få, allerede i folkeskolen. Der har i flere generationer været idræt på skemaet, der gør noget for elevernes fysiske helbred, - men i et samfund der i højere grad end nogensinde før presser de unge på deres mentale helbred er der altså også brug for, at mental sundhed bliver italesat.

Jeg har hørt en lille fugl synge om, at serien ikke er slut endnu, men at der er flere bøger på vej. Dem glæder jeg mig til!



23 maj 2021

Vores Skjulte Evner

 Forfatter: Caroline O'Donoghue - Dansk forlag: Carlsen Puls - Udgivet: 2021 - Sidetal: 328

Originaltitel: All Our Hidden Gifts

Vores Skjulte Evner har på bookstagram været sat op til at være noget helt særligt og som en læseoplevelse, mange var virkelig glade for. For mig fremstod det nærmere som lidt en rodet oplevelse, hvor det var svært at finde hoved og hale i, hvilken stil og form, fortællingen skulle have.

Det er ikke første gang, vi ser kombinationen af fantasy, krimi og ungdomskærlighed - langt fra. Det er temaer og genrer, der er krydset på tværs mange gange efterhånden. Men som regel er der én af de tre, der bærer historien, og så træder de andre i baggrunden som et supplement til hovedfortællingen. 

I denne fortælling var det svært at få øje på, for mig i hvert fald, hvad intentionen var i netop den retning. Er det det bærende, at hovedpersonen Maeve kan noget helt særligt med tarotkort, og også har nogle evner ved siden af, som hun skal lære at bruge og kontrollere? Er det bærende, at Maeves tidligere bedste veninde er forsvundet og skal findes igen? Eller er det bærende, at Maeve har et spirende forhold til broren til den veninde der er er blevet væk?

Der er mange retninger og gå i, og der er flere muligheder for at lade fortællingen udvikle sig i en særlig retning. Men fordi det ikke var tydeligt, hvad hoved-fortællingen og det bærende element i historien skulle være, blev det for mig at se meget noget misk-mask, som var svært at finde hoved og hale i. For hvad ville man egentlig fortælle med historien her? Hvad er meningen med galskaben?

Dog skal det siges til bogens fordel, at den har nogle store plusser i forhold til repræsentation af minoriteter i Irland (hvor historien foregår), og også kommer en smule ind på, hvordan forholdende er for disse minoriteter i det daglige - hvilket til tider kan være en kamp, uanset hvor i verden man befinder sig, men som i dette tilfælde er en historie for sig.

Selve tarotkort-delen har jeg kun set meget lidt brugt i fantasy-genren, så det var et interessant twist på genren, og kunne så absolut vække min nysgerrighed på den kunst det er at tolke kortenes betydning - også selvom jeg normalvist er skeptiker.


26 april 2021

Amari og Nattens Brødre

 Forfatter: B.B. Alston - Dansk forlag: Carlsen - Udgivet: 2021 - Sidetal: 400

Serien er første del i en serie, der på engelsk har fået titlen Supernatural Investigations.

Amari er vokset op med sin mor og bror i et fattigt kvarter i byen. Da hendes storebror forsvinder, kan hun ikke forstå hvorfor det ikke er en større historie i medierne. Ind til hun en dag finder en særlig kuffert i hans klædeskab, - en kuffert, der bliver hendes adgangsbillet til en optagelsesprøve til en særlig skole. Her finder hun ud af, at der er mere til verden end det, hun lige gik og troede.

Amari og Nattens Brødre er Middle-Grade fantasy når det er aller-bedst! Der er fart over feltet og masser af humor, - hvis man keder sig, er det fordi man ikke følger ordentligt med. Opbygningen af universet er vellykket og står stærkt, og magisystemet virker velfunderet. Jeg ser frem til at dykke mere ned i det og lære mere af det at kende i de næste bøger i serien.  

Amari er super-sej, og overvinder mange vanskelige odds i kampen for at finde ud af, hvad der skete  med hendes bror, - hun har ben i næsen, er stædig og vedholdende, og rummer både stolthed over egne præstationer og en sund portion ydmyghed - men også en vilje til at sætte sig i respekt, når intet andet hjælper.

For mig er det virkelig interessant med en farvet pige i hovedrollen, som ikke behøver gemme sig væk på grund af sin hudfarve; hun er, og rummer mange ting, og selvom hendes hudfarve også nævnes som værende én af flere udfordringer i kampen for at klare sig socialt, så er det ikke historien om dét, der er den bærende. Selvom jeg hepper på historierne om racisme og synes, det er et vigtigt emne at sætte fokus på, er det på en sær måde befriende at læse om Amari, der netop er mørk, men hvor historien handler om så meget andet end lige hudfarven, og den del af hendes historie ikke er hovedtemaet, - at vi for alvor får lov til at se hvor meget mere, Amari rummer og kan, og at det ikke er hendes hudfarve, der definerer hvem hun er, nøjagtigt som det ville være tilfældet hvis hovedpersonen havde haft en anden hudfarve. De her historier har vi også brug for at se, og jeg sætter pris på at se at mennesker, uanset hudfarve, har plads som hovedroller i fiktionen - uanset genre.

25 november 2020

Sku ikke hunden på hårene - og 10 andre noveller om ordsprog

 Forfatter: Gudrun Østergaard, Anette Skibby, Maria Kjær-Madsen, Flemming Johansen, Francesca Kurtain, Michael Ganz Andersen, Pernille Grand Moestrup, Susanne Thrane, A. Silvestri, Nikolaj Johansen, Sofie Boysen

Forlag: Silhuet - Udgivet: 2016 - Sidetal: 245 - ISBN: 9788799809417

Om Sku ikke hunden på hårene - og 10 andre noveller om ordsprog skrev jeg:

En række i bund og grund velskrevne og interessante noveller, der tager udgangspunkt i hvert sit ordsprog. 

De er skrevet i meget forskellige genrer, og tager, grundet ordsprogenes meget forskellige natur, også udgangspunkt i nogle meget forskellige problemstillinger. 

Det gør dem interessante at arbejde med blandt unge mennesker fra udskolingsklasserne og op, - især de ordsprog, som man må forvente at de unge i mindre grad hører i det daglige end tidligere generationer har gjort det. 

Der er også rig mulighed for at koble novellerne sammen med noget, de unge har læst / hørt / set / spillet tidligere, da der vil være flere af temaerne, der vil virke velkendte. 

Dog er der forskel på i hvor høj grad den enkelte novelle gør ordsproget forståeligt for målgruppen, hvorfor der sandsynligvis må lægges noget arbejde i at få budskabet frem og forstå meningen med ordsproget. 

Alligevel kan det være et fint springbræt til selv at arbejde med ordsprog på lignende vis.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.


*Anmeldereksemplar* Slaget om Igdrafell (Awen-serien, #4)

  Forfattere: Nathali Liane og Bettina Liane - Forlag: Turbine - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk...