Viser opslag med etiketten gry kappel jensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gry kappel jensen. Vis alle opslag

26 august 2024

*Anmeldereksemplar* I den mørke skov - Eventyrsagaerne #1

 Forfatter: Gry Kappel Jensen - Forlag: Turbine - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Video af bogens fine lak-effekter og sprayed edges findes i bunden af denne side.

I den mørke skov er første bind i Eventyrsagaerne. Vi følger Ava, der er vokset op med søsteren Linn og deres far, men har mistet sin mor. De har ikke meget at gøre med, og en dag følger faderen Ava og Linn ud i skoven og efterlader dem, - og på mystisk vis ender de i en særlig kvindes varetægt.

Det er fra første side spændende at følge med i denne Hans og Grethe inspirerede fortælling, og det er på alle måder én af de bøger, der er uhyggeligt vanskelige at lægge fra sig, når man først er kommet i gang.

Worldbuildingen har stadig lidt åbne ender her og der, hvilket ikke betyder så meget når det er første bind i serien; der er stadig noget at tage fat på i kommende bøger, og det kan også noget at der er u-udforskede hjørner af universet.

Til gengæld hænger plottet virkelig godt sammen, og der er ikke mange fingre at sætte på noget på dén front. Jovist, flere karakterer har deres hemmeligheder, men det fungerer, og man står alligevel tilbage med en følelse af at man kender karaktererne og er blevet lukket ind i deres lille familie - i hvert fald en smule.

Ava er en kompleks, intens og interesant hovedperson med masser af dybde. Hun rummer en masse følelser, der samler sig i en form for vildskab og egensinddighed, der gerne vil ud, og dét er særligt spændende at følge. Både i hendes egen kamp for at tæmme det og lære sig selv bedre at kende, men også i hendes insisteren på at klare sig selv uden autoriteters indblanding, - og den langsomme erkendelse af, at der trods alt er nogen, der måske faktisk vil hende det bedste. Det er en fin balance mellem at stole på sin mavefornemmelse og at turde tro på det bedste i andre.

I den mørke skov er klart en helt fantastisk læseoplevelse, som man ikke må snyde sig selv for. Den rammer bredt, og kan anbefales fra cirka 11-12 år og opefter.







01 juni 2021

Rosenholm-trilogien

 Forfatter: Gry Kappel Jensen - Forlag: Turbine - Udgivet: 2019, 2020, 2021

Læserækkefølge:

  1. Roser og violer
  2. Forglem mig ej
  3. Natskygge

Rosenholm - titlen på serien - er navnet på en kostskole. Her går unge mennesker på hvad der svarer til en gymnasial uddannelse, - men de traditionelle gymnasiefag er skiftet ud med undervisning i forskellige typer af magi. Her møder vi fire piger, der skal dele værelse i løbet af deres tid på Rosenholm. Det bliver naturligvis nogle hektiske år, hvor det nærmest føles som om at slottet Rosenholm bider fra sig, - magi er ikke sådan at spøge med, især ikke når spøgelser involveres, og de levende får smag for magt.

Rosenholm-trilogien er velskrevet og umulig at lægge fra sig, når først man er kommet i gang. Især med den tredje bog i serien, Natskygge, er det vanskeligt, og selv skulle jeg i hvert fald liiige have det næste med, - det var egentlig min intention at overholde læseplanen lagt for bogen i forbindelse med et readalong, men da jeg først var kommet i gang, glemte jeg at stoppe igen.. Sådan går det nogle gange.

De fire hovedpersoner - Kirstine, Kamille, Malou og Victoria - er meget forskellige, hvilket naturligvis betyder at det også skulle være lige til at finde én af dem, man kan identificere sig med og spejle sig i. Pigerne har hver deres at slås med, og kommer fra vidt forskellige baggrunde, og fremstår som dybe, realistiske karakterer, som jeg i hvert fald ofte (især i den sidste bog!) havde lyst til tage ud og give et kram.

Hver bog har nogenlunde den samme struktur, hvor vi følger hovedpersonerne i løbet af det, der svarer til et skoleår, cirka, hvor de bliver præsenteret for de udfordringer, de har i vente, og gradvist må udføre noget detektivarbejde for at løse de udfordringer, de møder. Med fire så forskellige hovedpersoner som disse er en del af spændingen også at følge, hvordan deres interne dynamik udvikler sig undervejs og ændrer karakterer efterhånden som pigerne lærer hinanden bedre at kende og formes af de udfordringer der møder dem.

Rosenholm er dystert, magisk, og spændende, - og det er fristende at drømme sig væk til slottets mystik, hvis ellers man kunne være garanteret et noget mere fredeligt ophold end hvad Kirstine, Kamille, Malou og Victoria oplever. Jeg skal blankt indrømme, at jeg er vild med serien her - og at jeg med garanti kommer til at besøge Rosenholm igen på et tidspunkt. - Det her - er dansk fantasy, når det viser sig fra sin bedste side.



26 september 2020

Rosenholm trilogien

 Forfatter: Gry Kappel Jensen - Forlag: Turbine

Om bog 1, Roser og violer, skrev jeg:

Anmeldelse efter anden gennemlæsning:

Jeg er stadig virkelig imponeret over, hvor gennemført konceptet her er, og hvor godt det er lykkedes trods mange bolde i luften, og at den står som noget unikt og noget særligt, trods det, at det langt fra er den første bog på markedet om en flok unge mennesker på kostskole.

Det kan vre rigeligt forvirrende at følge en historie fra bare én karakters synsvinkel, og jo flere, der får lov at fortælle deres side af historien, jo mere avanceret bliver det, og jo mere skal der arbejdes for, at det giver mening. Her er det hele fire fortællere på spil, og man mærker det knapt, for det fungerer.

Pigerne har hver deres stemme og deres udfordringer, som de slås med undervejs. Deres kampe er ikke slut endnu, langt fra, og de har stadig mange ting, de skal igennem; de er kun lige begyndt på deres rejse i noget, kan blive stort. Rigtig stort. Det er ikke nemt at være nogen af dem, og det bliver spændende at se, hvor meget de kommende bøger kan fortælle os om både pigernes udvikling og deres baggrund, som vi ind til videre kun har fået ganske lidt at vide om.

Plottet er velgennemtænkt og godt bearbejdet, og der var mange detaljer, som var smuttet i svinget siden sidste gennemlæsning, - så det var vist meget godt at få genopfrisket inden starten på bog 2. Der er trods alt en pæn portion navne og elementer at holde styr på undervejs.


Anmeldelse efter første gennemlæsning:

Wauw - en imponerende fortælling!

Der er efterhånden flere titler at vælge i mellem, hvis man vil læse fantasy med magi og kostskoler involveret. Roser og violer hører til blandt de bedre bøger i denne kategori.

Selvom de store temaer er noget, vi har set før, formår Gry Kappel Jensen at gøre det levende og interessant, så bogen er næsten umulig at slippe igen - selv læste jeg bogen på en enkelt (hverdags)aften.

Vi følger fire veninder, og synsvinklen skifter kapitel for kapitel mellem dem. Det fungerer rigtig godt at vi som læsere på den måde får indblik i pigernes individuelle måder at tænke på, og det giver historien ekstra dybde, at vi lærer dem alle bedre at kende; det kan man kun håbe bliver udfoldet endnu mere i de kommende bøger.

Selv synes jeg, det er sjovt at spekulere over hvem skurken mon kan være, og fortællingen her byder på et interessant tvist i historien hen mod slutningen, så det bliver ekstra svært at gætte.

Det bliver spændende at se, hvad de næste bøger i serien byder på, - barren er i hvert fald sat højt med denne etter!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2019 og er 347 sider lang. Den har ISBN 9788740654790.


Om bog 2, Forglem mig ej, skrev jeg:

Jeg er en splittet sjæl.

På den ene side ville jeg ønske, jeg havde læst bogen lidt før (hvilket blev forhindret af diverse projekter uden for bøgernes verden).

På den anden side lægger slutningen op til, at bog 3 skal læses - NU!, hvorfor jeg også godt kunne ønske mig at jeg havde ventet, til bog 3 var udkommet..


Fortælle-stilen er stadig noget for sig - på den gode måde, og for mig virker skiftet mellem synsvinkel ret godt. Det er ikke perfekt, men det er et godt virkemiddel, at vi får fortalt historien fra alle fire pigers synsvinkel. Man kommer under huden på de forskellige piger på en anden måde, end hvis man kun havde fulgt én af dem, og det giver mulighed for at se enkelte sager fra flere vinkler, så det er lettere at forstå de forskelliges handlingsmønstre.

Dog savner jeg stadig noget baggrundsinfo på Malou. Hvad er hendes baggrund egentlig? Hvorfor er hendes attitude så hård? Hun har ikke haft det nemt, så meget står klart, men hvad hendes hemmeligheder er, er stadig uklare, - og det kommer der forhåbentligt svar på i den næste bog.


Der holdes stadig et fint tempo i plottet, som er skruet sammen, så man endnu en gang kan bruge lang tid på at spekulere over, hvem man mon skal holde med, og hvem man skal mistænke - dog lægges der flere hints undervejs, hvis man er vågen nok.

Trods hints er der dog spænding til det sidste, og man skal holde tungen lige i munden i de sidste kapitler, hvor det for alvor bliver spændende - og anderledes. Der er, som før nævnt, lagt op til at man også skal have bog 3 med, da der er flere interessante ting i vente for pigerne på deres tredje år på Rosenholm kostskole.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 og er 428 sider lang. Den har ISBN 9788740662108.



*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...