Lenni og Margots et hundrede år

 Forfatter: Marianne Cronin - Originaltitel: The One Hundred Years of Lenni and Margot

Dansk forlag: alpha - Udgivet: 2021

Læs bogen. Græd over den. Og giv den videre til alle, du kender. Du vil sandsynligvis forstå hvorfor, når du har læst bogen.

Selv har jeg læst bogen på anbefaling fra @bogdoktor, fellow bookstagrammer. Da den stod på hylden med mine andre ulæste bøger, spurgte jeg en dag min 5-årige, hvilken bog jeg nu skulle læse, - og barnet valgte den her, fordi det var den flotteste.

Med udgangspunkt i bogens omslag er det også vanskeligt ikke at blive en smule betaget af den - og fascineret af, hvor meget der kan fortælles med så relativt simpel en forside. Less is more, nogle gange - og i efterklogskabens lys er der virkelig meget at hente om bogen ud fra forsiden alene. Også selvom meget først bliver afsløret hen ad vejen.

Lenni på 17 og Margot på 83 er begge terminalt syge. Men det her er ikke en bog om sygdom. Tværtimod. Det er en bog om livet, og om hvad vi stiller op med det, vi har. Det handler om at vælge til og fra, om at prioritere og sætte pris på det, vi har - for ingen af os ved reelt hvor længe vi kommer til at være her, eller hvor længe vi har dét, vi nyder godt af i øjeblikket. Det handler om hvordan visse relationer mellem mennesker kan være så meningsfulde, at de vil sætte spor i os resten af livet - også selvom dem, vi har en relation til, kun er hos os kortvarigt.

Lenni og Margots et hundrede år er en af de bøger, der for alvor sætter spor hos sin læser. Selvom der efterhånden er mange bøger om terminalt syge (især syge teenagere, for some reason), er den her alligevel noget særligt. Den rør noget særligt ved læseren, og minder os om, hvad livet også kan og er. At det ikke kun er et enkeltstående øjebliksbillede, eller en episode på få uger eller måneder - men et sammensurium og et miskmask af mange af de her øjeblikke. Livet er en collage af øjeblikke og valg, tilvalg som fravalg, der tilsammen gør os til dem vi er. Det er fortællingen om, hvordan vi tænker og hvad vi tror på. Om at turde at sige fra, og lytte til os selv - og om at banke i bordet, når vi ved, at det er det rigtige for os, når vi nogle gange går imod systemet.

Så kort fortalt har Lenni og Margot mine varmeste anbefalinger. Men husk Kleenex!