*Anmeldereksemplar* Maregården

 Forfatter: Benedikte Julius Ryhl - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2025

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Maregården er fortællingen om Alba på 14, der har det svært ovenpå sin mors forsvinden og bedstevenindens flytning, og som i forlængelse af dét finder ud af at naturen tæt på hendes hjem gemmer på flere dystre ting end først antaget.

Man kan næsten fornemme ud fra forsiden, at det hurtigt bliver mørkt, dystert og til tider en smule uhyggeligt, - og måske især for de yngre læsere gælder det, at den helst skal læses mens det stadig er lyst udenfor.

Alba er, som nævnt, 14 år gammel, og meget velskrevet. Man fornemmer tydeligt både ensomhedden efter og afsavnet til veninde og mor, - samtidig med at hun jonglerer mange af de andre dilemmaer, der hører sig alderen til i relationerne til andre jævnaldrende og frustrationerne over far, der har svært ved at omstille sig til at hun ikke er et lille barn længere.

Det er mange følelser at rumme på én gang, og alligevel bliver de alle fint fremstillet på lige fod med plottet, - og i betragtning af hvor relativt kort bogen er, når bogen virkelig bredt omkring.

Her er altså en bog, der både rammer interessant worldbuilding med masser af referencer til nordisk overtro, OG en kompleks hovedperson. Maregården kan læses fra cirka 11 år og opefter, - og der er også meget at hente for de voksne læsere.

*Anmeldereksemplar* Du og jeg, Anna

 Forfatter: Eva Munk - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2025

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg ved ikke hvad det er med Eva Munk og hendes forfatterskab, men det er altså ikke første gang én af hendes bøger har bragt tårerne frem!

I Du og jeg, Anna møder vi Anna på 16 år. Hendes forældre er for nyligt blevet skilt, og hun bor nu med sin far og er startet på gymnasiet, - mor ser hun ikke meget til, og far arbejder alt for meget, så Anna er ofte overladt til sig selv og sine egne tanker.. og dét er svært.

Du og jeg, Anna bevæger sig på kanten mellem virkelighed og det overnaturlige, - takket være Annas til tider ret mørke tanker, der især får lov at fylde i kraft af at der ikke er nogen til for alvor at se hende, og hvordan hun reelt har det bag masken.

Det bliver til tider både mørkt og dystert, - og selv som voksen læser kan det være til at få det helt skidt af at følge Annas rejse.

Man skal være opmærksom på, at det er en bog hvor et skidt selvbillede fylder -en del-, så det er ikke for hvem som helst. For de mere sårbare læsere kan det være en god idé at alliere sig med nogen, man føler sig tryg ved at snakke med, når det bliver svært og hårdt. Og så er det altså også sådan en bog, hvor det er okay at lave en Joey Tribbiani og lægge den lidt på køl, når man har brug for at tage en pause fra læsningen, - så kan man vende tilbage senere, når overskuddet er til det.

Du og jeg, Anna er teknisk set en ungdomsroman. Det er den aldersgruppe, bogen henvender sig mest til, og det vil sandsynligvis være dem, der har lettest ved at spejle sig i Anna. Men også de voksne, der har med unge mennesker at gøre til daglig, - som forælder, værge, pædagog/lærer/træner eller lignende, - netop for indblikket i nogle af de ting de mest sårbare unge mennesker kan slås med.

Du og jeg, Anna er velskrevet, dragende og vanskelig at lægge fra sig, - også selvom den gør ondt!

Forbandet magi

 Forfatter: E. K. B. Hovedskou - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2023

Forbandet magi er en hæsblæsende low-fantasy roman. Vi følger en ikke-magiker, der ved et uheld får fat i en magisk halskæde og derved bliver forbandet, hvorefter hun bliver hvirvlet ind i ikke blot dramaet om at slippe af med halskæden, men også et større magtspil og en masse drama.

Det er spændende og intenst, og tempoet er højt fra start til slut. Det er actionpræget nok til at kunne holde læseren fanget, selv hvis man er nybegynder i fantasy-genren, og romanen kan derfor være en fin intro til genren.

Trods bogens relativt korte omfang (i betragtning af at det er fantasy) når den rimeligt omkring worldbuilding og hvad universet kan for de, der har med magien at gøre til hverdag. Det er naturligvis ikke voldsomt dybdegående, men nok til at man får en fornemmelse af hvad der er af muligheder, og der er også gjort overvejelser over hvorfor ikke-magikere ikke har kendskab til den magiske del af universet.

Jeg savner til gengæld en smule dybde i enkelte af karaktererne og der er detaljer, jeg gerne så udfoldet endnu mere, - blandt andet i forhold til hvorfor den baby, vi introduceres for undervejs ikke har noget navn, og mere om hvordan hovedpersonen i praksis tjener til dagen og vejen. Det er detaljer, som ikke har massiv betydning for det større plot i bogen, men nok til at det kan forstyrre læsningen en smule, hvis læseren går op i dén slags detaljer.

Overordnet set er der dog tale om en solid, velfunderet læseoplevelse, der sagtens kan gøre et fint indtryk hos læseren.

Noter om at overleve

Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2022

Christian Enkilde kan noget særligt med de her dystopiske fortællinger, hvor klima- og naturforandringer drastisk har forandret den måde vi lever på. Fra samme forfatter er allerede udkommet den afsluttede trilogi om Pandora (Vulkanvinter, Sandstorm, og Jordskælv), som jeg selv har været svært begejstret for.

Noter om at overleve foregår i noget, der ligner vores samtid, og starter i Københavns-området. Helene på 16 bor egentlig hos sin mor, men er på vej hjem til sin far på weekend da det pludselig begynder at regne med meteorer. Snart er byen fuldstændigt ødelagt, og det gælder om hurtigt at finde ud af byen og starte en ny tilværelse - og så vidt muligt undgå at blive overfaldet, berøvet, eller dét der er værre, først..

Det er barske sager, karaktererne kommer ud for, og det er bestemt ikke for sarte sjæle at læse med. Vi støder især på to slags triggere undervejs, som læsere bør være opmærksomme på.

• Allerede i de indledende kapitler, hvor meteornedslag ødelægger København, er angst og panik nogle af de bærende følelser, og det er grafisk beskrevet.
• Efterfølgende er det mødet med ind til flere potentielle overfaldsmænd, der kan frembringe nogle af de samme følelser. 
• Samtidig spiller magtesløsheden en fremtrædende rolle, for uanset hvor meget Helene kæmper for at klare sig, er der hele tiden faktorer der ikke kan styres. Angsten bliver ved at sidde der, og det er svært at stole på nogen, uagtet deres gode intentioner.

Afhængigt af læserens egne erfaringer med lignende hændelser kræver det derfor en smule agtpågivenhed at kaste sig over en bog som denne, - og det må derfor være op til den enkelte om man har mod på at se den salgs i øjnene.

I en tid hvor de fleste tager velfærdssamfundets goder for givet kan handlingen i en bog som Noter om at overleve være en smule skræmmende. Allerede da corona gjorde sit indtog i landet sås tendenser til at flere hamstrede - trods det at der reelt ikke var mangel på dagligvarer - og man var gerne sig selv nærmest. Her, hvor der faktisk er udsigt til mangel på dagligvarer, er kampen om det tilbageværende naturligvis intensiveret, og mange viser sig fra deres allerværste side for at få det, de gerne vil have.

Kampen for basale nødvendigheder virker realistisk. Langt hen ad vejen virker også Helenes reaktion på de enorme omvæltninger også virkelige, omend der findes emner, som med lidt god vilje godt kunne have fyldt bare en lille smule, - for trods faderens mange overvejelser i sin notesbog har den sandsynligvis ikke kunnet rumme alt. Nok er Helene en gæv hovedperson, hvor man kan se noget af faderens kølige overblik begynde at spire, men hun er endnu uerfaren og, må man gå ud fra, til en hvis grad påvirket af normer i samfundet og blandt kammeraterne - hvorfor bekymringer om blandt andet personlig hygiejne må forventes at være en ting. Det er detaljer, det handler om, og kunne sagtens være løst i en sidebemærkning undervejs - eller eventuelt som et kapitel i faderens notesbog, hvor man trods alt kan håbe, han også har haft dén slags med i overvejelserne.

Noter om at overleve minder på visse områder en del om Pandora trilogien. Begge handler om efterspillet af en naturkatastrofe, og begge har en ung, kvindelig hovedperson, der kæmper for at finde sin rette hylde i en verden, der på mange måder er så ulig det, vi er vant til, - men på andre områder desværre også skræmmende ens, fordi der nok bare er visse dele af menneskets egen natur der er vanskelig at ændre på.

Fortællinger som både denne og Pandora kan især to ting. Til dels tør man næsten håbe på en fremtid hvor individet får mulighed for at dyrke lige præcis de ting, som vedkommende er allerbedst til, og at det at sætte folk i bås baseret på overfladiske karakteristiska forhåbentlig kan udfases. Og til dels cementerer de vigtigheden af at mennesker står sammen i stedet for at modarbejde hinanden. Mennesker er og bliver et flokdyr - af mangel på bedre udtryk. Vi er som art afhængig af at alle spæder til med egne spidskompetencer og nicheinteresser for at det hele i sidste ende skal gå op i en højere enhed.. Og uanset ekspertise bør der kunne findes en respekt for dem, der er anderledes en én selv.

Noter om at overleve er velskrevet og virkelig vanskelig at lægge fra sig - og må næsten være et must-read til både de, der savner Pandora, og generelt til dig, der er til dystopiske fortællinger. Den rummer den intensivitet og desperation, som gør genren til noget helt særligt, og trods brutaliteten er det med til at fastholde læseren. Der er nemlig store følelser på spil, som man nemt kan komme til at ville have mere af.

Jeg kunne dog godt ønske mig at Helenes fars notesbog blev udgivet som en slags spin-off. Ikke at den behøver fylde alverdens - det ville netop være naturligt at den var kort og præcis - men den kunne være et fint supplement.

Pandora #3: Jordskælv

 Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2021

Jordskælv er tredje og sidste bind i serien om Pandora. Første bind i serien, Vulkanvinter, anmeldte jeg første gang her og anden gang her. Andet bind i serien, Sandstorm, modtog jeg som anmeldereksemplar fra forlaget, og min anmeldelse af dén kan findes her.

Serien om Pandora kan i mine øjne virkelig noget helt særligt. Nok er det en dystopisk serie, der i første omgang primært behandler klimaforandringer, men gradvist kommer vi også til at se hvordan det kan påvirke mennesker at komme ud i ekstreme situationer. Det er svært ikke at referere til Fluernes Herre og den kaos-energi, der opstår, når der hersker tvivl om, hvem der skal, kan og bør have magten i et samfund, hvor intet er som det plejer.

Pandora er en stærk, kvindelig hovedperson, der kan og vil en hel masse selv, og kommer hun i vanskeligheder, gør hun noget ved det i stedet for at vente på, at der kommer nogen og redder hende, eller tager valget for hende. Hun er en fighter, og har en veludviklet retfærdighedssans, så hun tager gerne kampen for dem, der ikke kan selv.

Det gør hende dog ikke perfekt. For Pandora har en tendens til at handle først, og spørge bagefter. Hun bliver gennem serien bedre til ikke at handle så spontant, og hendes handlinger bliver gradvist mere velovervejede, men hun kaster sig alligevel gerne hovedkulds ud i en opgave med det samme.

Samtidigt mærker man tydeligt at Pandora har været relativt isoleret i sin opvækst. Det har været begrundet fra faderens side - og man forstår godt hvorfor han har taget det valg. Men det gør også noget ved Pandoras evne til at opfatte mange af de små sociale signaler, andre hele tiden sender, og hun er længe om at opfatte hvad det betyder. Det er ikke fordi hun ikke ser, at der sker et eller andet, - hun observerer og ser det meste, for det er hun vant til efter at have brugt mange år i naturen, men hun opfatter ikke, hvad der ligger bagved, hvilket betyder at vi som læsere har mulighed for at samle nogle informationer op her og der, som Pandora ikke selv har læst eller tydet hos de andre karakterer endnu.

Pandora som hovedperson er helstøbt og realistisk. For naturligvis har hendes far, deres omstændigheder taget i betragtning, opdraget hende til at kunne tage vare på sig selv, og med idéen om, at hun må klare sig selv, når han ikke er der længere til at hjælpe hende, - for det har været det sikreste i nogle ellers usikre tider. Og naturligvis vil det også have nogle konsekvenser for Pandoras sociale intelligens, - se blot filmen Captain Fantastic med Viggo Mortensen som familiefar, der har opdraget sine børn langt fra den travle hverdag, mange af os i vesten er vant til, hvilket gør, at børnene nok er intelligente på mange parametre, men har svært ved at klare sig blandt jævnaldrene.

I bogen her oplever vi både kapitler fra Pandoras synsvinkel, hvilket er det bærende og de kapitler, der er flest af, men også kapitler fra Pandoras far, Tristans synsvinkel. Denne vekslen gør, i samspil med Pandoras gode observationsevne med dertilhørende manglende forståelse for hvad der ligger bag, at vi som læsere er væsentligt bedre informeret end karktererne, der langt hen ad vejen lever i en form for usikkerhed i forhold til, hvad der er sket med modparten. Det er interessant og underholdende, alvoren til trods, og til tider endda en smule frustrerende at vi ved mere end karaktererne, og derfor kan have en holdning til, hvad karaktererne måske burde gøre, når karaktererne så ikke altid handler på det.

Pandora serien er velskrevet og velovervejet. Den er virkelig veludført, og bliver flot rundet af. Men som det vel hører sig til når man kommer til at holde af historien og af karaktererne, er det fristende at ønske sig mere fra samme kant. Der er da også åbnet op for muligheden for en spinoff en dag, om det så er i form af fanfiction eller fra Christian Engkilde selv.. Men man har vel lov at krydse fingre!

*Anmelder-eksemplar* Pandora #2 - Sandstorm

 Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2020

Sidetal: 496 - ISBN: 9788793839373

Reklame. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Om Sandstorm skrev jeg:

Her kan man virkelig tale om en værdi efterfølger.

Serien om Pandora foregår i vores verden i en relativt nær fremtid, - men meget er forandret, og det er minimalt hvad man kan genkende fra den verden, vi kender.

I den første bog om Pandora udforskede vi, sammen med Pandora, en del af landskabet omkring det sted, hvor Pandora voksede op, og vi fik mulighed for at lære mennesker at kende, for hvem livsvilkårene i en vis grad mindede om Pandoras egne. I forhold til miljø og persongalleri var der derfor tale om en relativt blød opstart, hvor vi bliver introduceret til meget af det, vores hovedperson allerede er kendt med, - og selvom der var en del ukendte faktorer, var Pandora alligevel langt hen ad vejen godt med.

Det gør sig ikke på samme måde gældende her i bog 2, hvor Pandora og barndomsvennen Alexander er taget videre ud i verden og går på opdagelse i arealer, som er helt fremmede for Pandora. Hun er hjemmevant i bjerglandskabet, og er nu kommet ud, hvor landskabet er mere jævnt, så alene her er det nyt og anderledes for hende. Men også de mennesker, hun støder på undervejs, er meget anderledes end dem, hun kender og er vokset op med. Slummen og storbyerne er fremmede for hende, og det hele er meget fremmed for Pandora.

Hendes utilpashed er til at tage at føle på, og hendes desperation undervejs når ind under huden på læseren; det er svært at stå både med følelsen af ikke at passe ind i alt det fremmede og ikke at slå til i det, hun har sat sig for - ting, de fleste af os sandsynligvis vil kunne sætte sig ind i.

Heldigvis er Pandora STÆDIG (ja, i versaler!), og hun kæmper for at nå sit mål, også selvom der er bump på vejen.

Hvor hun i den første bog langt hen ad vejen virkede utilnærmelig og vanskelig at komme ind på livet af, er hun det også til dels her i bog 2. Men hun er også ved at modnes og åbne op. Hun er ved at lære at omgås andre mennesker på en måde, som hun ikke har været vant til før. Langt hen ad vejen er det med Alexander som drivkraften bag det. Det er ham, der sætter skub i hende og sørger for, at hun udvikler sig som person i stedet for at stå i stampe, hvilket ellers havde passet den Pandora, vi mødte i starten af bog 1, helt fint.

I Pandoras udforskning af landet syd for hendes jævnstavn er det virkelig interessant at se, hvordan forskellige grupper af folk har tilpasset sig den nye verden på meget forskellige måder, og at de har valgt meget forskellige måder at organisere sig på og finde ud af, hvem der skal bestemme - og hvordan netop det skal foregå. I forhold til de psykologiske forhold der er på spil i den nye verden, især blandt den del af befolkningen, der er gamle nok til at kunne huske en verden "før", er der rigtig meget at gå på opdagelse i og undres over. For mange af de her mennesker nåede jo netop at opleve konsekvenserne af de styreformer, de selv praktiserer, før i tiden - ikke nødvendigvis på egen krop, men de må sandsynligvis have lært om det, da de gik i skole, og hørt om det i nyhederne. At de så alligevel tyr til de styreformer kan ved første øjekast måske undre, - men det siger også meget om menneskeheden, vores psykologi, og hvordan vi fungerer i grupper, uanset hvad der er etisk korrekt. For hvem tænker ikke på sig selv først i en så presset situation, folkene i denne verden befinder sig i? Nok har man læst historie, - men man skal også tage det til efterretning, før man for alvor kan lære af det. 

Der er mange interessante ting at tage fat på i serien om Pandora, og derfor er den bestemt anbefalelsesværdig - fra 13-14 års alderen og op. Og dét nærmest uanset om man læser det, fordi man er vild med dystopier, eller om man er mere til relationerne mellem mennesker og hvordan vi udvikler os personligt, som også virkelig er i spil her.

Det siger måske også lidt om min læseoplevelse, at det lykkedes mig at læse bogen, der fylder cirka 500 sider, i løbet af én enkelt dag, og det endda med den 4-årige hjemme.. (Ingen børn har dog lidt overlast i løbet af læsningen 😉)

Pandora #1 - Vulkanvinter

 Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2019

Sidetal: 215 - ISBN: 9788793839076

Jeg har læst denne første bog i serien om Pandora før. Følgende anmeldelse er baseret på min anden gennemlæsning af serien. Anmeldelsen efter første gennemlæsning kan findes her.

Det har taget en smule længere at læse bogen denne gang, end det gjorde første gang, - omstændighederne ændrer sig. Jeg står dog ved, at jeg ville ønske, jeg havde haft tiden og overskuddet til at læse bogen i ét stræk, - for historien om Pandora kan virkelig noget helt særligt, som jeg ikke har set andre steder i lignende bøger.

I mange af de andre dystopier, der er på markedet, kan de ting, der har ledt op til historien, virke langt ude i fremtiden, og det er sjældent noget, der vil være realistisk at forvente inden for vores egen levetid.

Med Pandora er det anderledes.. For uanset hvor skeptisk man end er, er det svært at nægte, at klimaet ændrer sig. Og så kan det være vanskeligt ikke at lade fantasien løbe. For det er ikke alle klimaforandringer, vi kan gøre noget ved.

Ikke nok med det, spilles der også på noget af det, der sker med mennesker, når ressourcerne er sparsomme, og det er svært at klare sig.

I nutiden er de fleste bekvemme og vant til en pæn mængde luksus, - og det er det, mange af de voksne på Pandoras tid er vokset op med. Nu må de kæmpe og vitterligt slide for hvert et måltid, og det er en omvæltning, når man har været vant til noget andet.

Der er allerede skrevet flere romaner om det at klare sig på en øde ø med sparsomme ressourcer, - Robinson Crusoe, Fluernes Herre, Skjult på øen osv., - men fælles for dem er, at her kan man undervejs håbe, det får en ende.

I Pandoras verden er det permanent; der er ikke nogen, der kommer og redder dem, og de må selv kæmpe med at få hverdagen til at fungere under nye vilkår.

Det er barskt, hårdt, og enormt skræmmende at forholde sig til. Og det er måske netop det, der gør at Pandoras historie bliver siddende i kroppen. For hvad nu hvis det var én selv, der kom til at opleve det her?

Selvom Pandora som person kan være vanskelig at komme ind på livet af, er det alligevel svært ikke at komme til at holde af hende undervejs og heppe på hendes mission. Hun har noget at kæmpe for, og vil gøre alt, hvad der står i hendes magt for at nå sit mål. Hendes stædighed kan mange nok nikke genkendende til, når der er noget, man virkelig vil.

Og en del vil også kunne nikke genkendende til den akavede relation, der langt hen ad vejen er mellem Pandora og Alexander, fordi deres individuelle idéer om og ønsker for deres relation i løbet af bogen er så forskellige, netop fordi deres personligheder og deres opvækst stikker i hver sin retning. Det er på én gang tå-krummende akavet og underholdende, og det bliver interessant at se, hvordan deres relation får lov til at udvikle sig.

Jeg ser i øvrigt virkeligt frem til at komme i gang med bog 2, som jeg har været heldig at modtage som anmeldereksemplar fra forlaget, og som naturligvis snarest muligt skal læses. Forhåbentligt på lidt kortere tid en det har været tilfældet med bog 1 i denne omgang..

Sku ikke hunden på hårene - og 10 andre noveller om ordsprog

 Forfatter: Gudrun Østergaard, Anette Skibby, Maria Kjær-Madsen, Flemming Johansen, Francesca Kurtain, Michael Ganz Andersen, Pernille Grand Moestrup, Susanne Thrane, A. Silvestri, Nikolaj Johansen, Sofie Boysen

Forlag: Silhuet - Udgivet: 2016 - Sidetal: 245 - ISBN: 9788799809417

Om Sku ikke hunden på hårene - og 10 andre noveller om ordsprog skrev jeg:

En række i bund og grund velskrevne og interessante noveller, der tager udgangspunkt i hvert sit ordsprog. 

De er skrevet i meget forskellige genrer, og tager, grundet ordsprogenes meget forskellige natur, også udgangspunkt i nogle meget forskellige problemstillinger. 

Det gør dem interessante at arbejde med blandt unge mennesker fra udskolingsklasserne og op, - især de ordsprog, som man må forvente at de unge i mindre grad hører i det daglige end tidligere generationer har gjort det. 

Der er også rig mulighed for at koble novellerne sammen med noget, de unge har læst / hørt / set / spillet tidligere, da der vil være flere af temaerne, der vil virke velkendte. 

Dog er der forskel på i hvor høj grad den enkelte novelle gør ordsproget forståeligt for målgruppen, hvorfor der sandsynligvis må lægges noget arbejde i at få budskabet frem og forstå meningen med ordsproget. 

Alligevel kan det være et fint springbræt til selv at arbejde med ordsprog på lignende vis.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Basismagi C

 Forfatter: Katrine Skovgaard - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2019

Sidetal: 321 - ISBN: 9788793839113

Om BasisMagi C skrev jeg:

Er det ikke enhver fantasy-nørds drøm, at ens kemibog pludselig forvandler sig til en grundbog i kemi? Det var det i hvert fald for mig (ærlig talt brød jeg mig heller ikke ret meget om kemi, - men det er en anden historie).

Dét er hverdagen for Signe og fire andre heldige unge, der har anlæg for magi, og nu må jonglere undervisning udi forskellige magiske discipliner ved siden af deres normale hverdag. 

I kraft af at de fem unge mennesker går på hver deres ungdomsuddannelse med de krav, der følger med, fagligt og socialt, kan det være vanskeligt nok i sig selv at skulle overskue ekstra undervisning og lektier i magi.

Naturligvis kan de dog ikke nøjes med det, da Signes mor og flere andre bliver syge, - og det skyldes noget magisk af en art. Men hvem står bag? 

Det kan Signe og de andre ikke lade være med at undersøge, - nogen må jo gøre noget, når de voksne tilsyneladende har svært ved at finde den skyldige og gøre noget ved det.

Men kombinationen af unge mennesker med de hormoner, der følger ungdommen med, magiske kræfter, de først lige har lært at kende, og følelser i klemme er ikke nødvendigvis for det bedste. Det skaber selvfølgelig nogle handekraftige unge, der får taget nogle hurtige beslutninger, - men de får også hurtigt handlet før de får tænkt sig om, og det kan have konsekvenser. Især, når man har med magi at gøre.

Plottet er interessant og godt skruet sammen, - bogen var i hvert fald for mit vedkommende svær at slippe igen, da jeg først var kommet i gang.

Signe er som de andre meget intuitiv, og hendes alder taget i betragtning er det nok meget naturligt. Det kan dog være svært at se, hvad det er, hun bliver ved med at se i Frederik fra gymnasiet, når han gennem flere måneder kun viser hende meget lidt opmærksomhed, - det er i hvert fald ikke meget, vi støder på det i teksten, - og det ville umiddelbart virke mere naturligt at den energi, hun bruger på at savle over Frederik, i stedet kunne være brugt på at udvikle relationen til bl.a. Sebastian, som hun har en noget bedre relation til. Deres forhold bliver til gengæld meget underspillet, og man kan nemt komme til at savne noget mere fyld her.

At hun uden videre tilgiver Julie, når Julie har været en dårlig veninde, virker også lidt absurd.

Selv blev jeg lidt forarget over, at Signe ikke var bedre i stand til at sige fra på egne vegne, når Frederik og Julie behandler hende dårligt, når hun til gengæld er god til at tage kampen på sin mors vegne. Hun viser jo netop at hun har energien og drivet, - men har åbenbart svært ved at gøre noget ved det, når det gælder hende selv.

Ser man bort fra frustrationerne omkring Signe er det dog en virkelig velskrevet fortælling, som der er god mulighed for at arbejde videre på, - for selv om man kunne HÅBE på den fortsættelse, der endnu ikke har været snak om, er der dog rig mulighed for selv at tænke sig på fremtidige scenarier for Signe, Julie, Sebastian og de andre.

For hvad kan Signe og Sebastian ikke udvikle sig til?

Hvor længe varer deres magiske uddannelse, - og hvad kan de bruge den til, når de skal uddanne sig videre i den ikke-magiske verden?

Hvad giver det dem at udvikle et netværk med andre magikere, - både på kort og på lang sigt?

Spørgsmålene er mange, - og der er nok at fodre fantasien med.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Pandora

 Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet

Om bog 1, Vulkanvinter, skrev jeg:

Fortællingen om Pandora kunne jeg godt have ønsket mig at jeg havde haft tid til at læse i ét stræk, - det fortjener den - og jeg kan blive helt ærgerlig over, at den virkelige verden kalder en gang i mellem.

Sproget flyder, og handlingen har haft et tilpas godt flow til, at bogen har været vanskelig at lægge fra sig, - og det er imponerende hvordan energien kan blive ved med at holde, alle 500 sider igennem.

Persongalleriet er præget af optakten til fortællingen; vi møder mange forskellige personligheder med hver deres interessante karaktertræk, og uanset hvem Pandora støder på, virker karaktererne realistiske med virkelige handlemønstre, tanker og baggrundshistorier.

Generelt lader fortællingen til at være gennembearbejdet og gennemtænkt, - der er mange detaljer at holde styr på, og der er åbenlyst tænkt meget over, hvordan samfundsstrukturen vil kunne se ud efter en voldsom naturkatastrofe, der slår en stor del af verdensbefolkningen ihjel. Det her med at tvinge folk fra mange dele af verden sammen på et relativt lille område med de forskelligheder, kulturelle såvel som personlige, de bringer med, er et interessant dilemma, som her er løst godt; der er nogle naturlige konflikter, og verden er ikke sort-hvid, men nuanceret, og der er ikke én rigtig løsning på de problemstillinger, der mødes her.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2019 og har ISBN 9788793839076. Den er 515 sider lang.

Bog 2, Sandstorm, udkommer i november 2020. Den er bestilt hjem, og jeg venter spændt på at få den læst.

Eliksiren

 Forfatter: Kristoffer Jacob Andersen - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2015 - Sidetal: 81

Eliksiren er spændende og mystisk, og man kan på én gang ønske sig eliksiren til sig selv og ønske den langt væk.

Helene er ung og hjemløs - og derfor ved første øjekast et nemt offer for lyssky personer, der ikke har rent mel i posen. Hun får et tilbud, der er svært at takke nej til for én i hendes situation og hun takker da også i første omgang ja, - men lyder det hele ikke for godt til at være sandt?

Der sker mystiske ting omkring Helene. Spørgsmålet er, om hun både kan nå at opklare det hele og forhindre flere i at komme galt af sted før det er for sent - og samtidig undgå selv at blive viklet så meget ind i tingene, at hun ikke kan komme fri igen.

Det er lettere sagt end gjort.

Helene har været alene fra en ung alder, og er blevet tvunget til at blive voksen alt for tidligt - det er svært ikke at have medfølelse med hende, og hun er heldigvis nem at holde af. Men kommer derfor tidligt til at heppe på hende, - og krydser fingre for at det hele nok skal gå.

Bogen har meget af den mystik, man også finder i Kristoffer Jacob Andersens andre bøger, og det er en fornøjelse at følge med.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.