Morika 1-3; Rent blod, Vildhunden og panteren, og Blodets bånd

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2015

Trigger warnings: racisme, homofobi, vold, voldtægt

Da den her serie udkom, havde jeg endnu ikke fået øjnene op for hverken bookstagram og communitiet dér, eller hvad dansk fantasy havde at byde på. Der sker hele tiden noget i bogverdenen, - så da jeg endelig fandt ud af at serien eksisterede, var der mange, mange andre bøger jeg også gerne ville læse. Undervejs har serien dog hvisket i min underbevidsthed, og jeg var sikker på at jeg nok skulle få den læst en dag, - så nu, hvor 2021 lakker mod enden skulle det være. Og selvom jeg har ventet længe på at starte på serien, er jeg nu også glad for at det er én af de serier, hvor jeg ikke har behøvet vente på en fortsættelse!

Det handler først og fremmest om en gruppe unge mennesker, der har brugt deres ungdomsår på en afsides ø, hvor de er blevet uddannet inden for forskellige områder. Det går dog langsomt op for dem, at tingene ikke er så idylliske, som de først havde troet, så de stikker af og slutter sig til oprørshæren, - som dog har sine egne udfordringer at slås med.

Bøgerne er spændende, medrivende og virkeligt vanskelige at lægge fra sig, - selv læste jeg dem over kun tre dage. Der sker noget hele tiden, uden at det på noget tidspunkt går for hurtigt, og tempoet er bestemt med til at holde gang i læselysten.

Derudover følger vi på skift to hovedpersoner, Eshiri og Korau, der nok befinder sig tæt på hinanden meget af serien, - men der er også perioder hvor de er hver for sig, og så er de som udgangspunkt meget forskellige ideres tilgang til verden og de udfordringer de møder. Skiftet mellem de to synsvinkler er derfor med til at give en større indsigt i handlingen, både på forskellige steder i Morika, men også i forhold til at nuancere den enkelte scene, som karaktererne ofte har meget forskellige tanker om.

Det er dog også en serie, der har ind til flere voldsomme scener (se trigger warnings øverst), som for den sarte læser godt kan blive en tand for meget. De mest voldsomme scener er ikke helt så slemme som dem fra forfatterens Bjergtaget-serie, men kan dog alligevel godt blive for meget. Flere af de voldsomme ting er dog også noget af det, karaktererne efterfølgende reflekterer over, og det er dem, der er med til at danne grundlag for deres modstand over for det eksisterende system, som de med tiden gerne vil ændre, - og som det altid er når man gerne vil ændre noget, så tager den slags tid, og det er sjældent noget man bare lige gør.

Morika er en af de serier, jeg sagtens kan se mig selv fordybe mig i ad flere omgange, - og selvom jeg nok tager en lille pause fra universet først, regner jeg også med at få læst serien Krøniken om Morika på et tidspunkt, som er en serie, der foregår i samme univers. Sidsel Sander Mittet skriver på en måde, så jeg i hvert fald selv relativt hurtigt bliver opslugt af det, der foregår, - og selvom jeg tydeligt kan se hvordan hun har udviklet sig som forfatter fra serien her frem mod nogle af hendes nyere udgivelser, står serien alligevel virkelig stærkt. Selvom jeg var længe om endelig at få den læst, er jeg i hvert fald kun glad for at jeg så til sidst fik det gjort!

Camp, kys og kaos (Det fede liv, #1)

Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021

Anekdote: Jeg har en datter på 5 år, der tilfældigvis var hjemme den dag bogen her kom med posten. Knapt var der åbnet for pakken før barnet sad med bogen i hænderne og ivrigt studerede omslaget og bladrede i bogen, - hun var især begejstret for brugen af emojis undervejs. Hun mente bestemt at bogen var god, trods det at hun endnu kun kan genkende sit eget navn på skrift, og så nogle få andre ord - men man betvivler vel ikke en 5-årigs smag i bøger?

Anmeldelse: Det lykkedes naturligvis på et tidspunkt selv at få læst bogen. Tilbage i april læste jeg #bucketlist af samme forfatter, - en bog, jeg dengang var svært begejstret for, så jeg havde naturligvis et sæt forventninger til bogen her. Jeg prøver altid at slå det fra, - men der vil nok altid sidde en snert af forventninger, når man tidligere har læst noget af forfatteren.

Heldigvis kan Camp, kys og kaos sagtens leve op til forventningerne. Den er sød, sjov og ærlig. Karaktererne, og især hovedpersonen Sarah, er realistiske, og man får et godt indblik i Sarahs mentale tilstand undervejs, med alt hvad der hører med til livet som 14 årig fra frustrationer over forældrene, den spæde teenageforelskelse, og de skiftende tanker om egen krop og det tilhørende selvværd.

Rigtig mange 14 årige er så småt begyndt at have en holdning til deres krop. Den er ikke længere blot et værktøj og noget de bruger, men også noget, der skal leve op til en vis standard i forhold til vægt, former og muskulatur, - i hvert fald hvis man gerne vil leve op til dét samfundet dikterer. Det kan være en noget nær umulig kamp at skulle leve op til, og bliver kun vanskeliggjort hvis ens primære hobbyer ikke ligger inden for kost og træning, som det gør sig gældende for Sarah.

Det er, som seriens titel antyder, også Sarahs forhold til hendes krop der får en stor del af fokuset i løbet af bogen, - og det bør give stof til eftertanke, når Sarah selv pointerer, at det vigtigste ikke skal være tallet på vægten, men snarere et sundt forhold til mad og at det skal være sjovt at dyrke motion og bevæge sig. Sund mad behøver nemlig ikke være kedeligt, og en sund, varieret kost kan bestå af mange ting, - og på samme måde bliver det mange gange lettere at komme afsted og få dyrket motion, hvis man synes det er en fest at gøre det. Er det en sur pligt, vil det også være så meget mere fristende at blive hjemme på sofaen.

Hvor hovedpersonen Sarah er 14 år gammel, vil bogen med fordel kunne læses fra 12 års alderen og op, og er også relevant at arbejde med i skoleregi, - netop fordi den tager temaer som kropspositivisme og forholdet til egen krop op. Det er ikke en bog, der på nogen måde forherliger kroppe af en bestemt størrelse, men snarere en bog der handler om at elske og arbejde med dét, man har, uanset hvad det så skulle være, hvilket bestemt kan være en god diskussion at have med sine børn, - hvad enten det er fordi man står med dem som primær omsorgsperson eller i en faglig kontekst. I forhold til netop denne målgruppe er sproget også til at gå til, og på et niveau hvor størstedelen af læsningens fokus kan være på netop indholdet.

På den måde vedholder jeg også min begejstring for Saynabs forfatterskab, og jeg ser frem til at læse hvad der ellers kommer fra hendes hånd i fremtiden.

Bare Alice

 Forfatter: Luna Harley - Forlag: Klippe - Udgivet: 2021

Bare Alice hører til den type ungdomsromaner, jeg kunne ønske mig flere af derude. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med dem, der allerede er på markedet, - men fordi repræsentation af minoriteter af forskellig art, der falder så naturligt som det gør her i Bare Alice, desværre hører til sjældenhederne.

Alice har altid været tæt knyttet til sin bedste veninde Olivia, og de bliver ofte omtalt som værende én person. Men nu hvor de ikke længere er børn og veninden er begyndt at interessere sig for romantik, er det svært at være Alice. Identitetsspørgsmål får lov til at fylde, og Alice begynder stille og roligt at skulle definere hvem hun nu skal være, og får virkelig lov til at vokse som person i løbet af bogen. Det handler ikke om at droppe gamle venskaber for at finde sig selv, men nærmere om balancen mellem gradvist at definere (og omdefinere) sig selv efterhånden som man bliver ældre og udvikler sig - og at det samme skal ske med venskaber for at få dem til at bestå. Både for ens egen skyld, men bestemt også for modpartens.

For selvom Alices relation til Olivia langt hen ad vejen ligner et venskab, man kan finde mellem to tilfældige børn på en tilfældig folkeskole et tilfældigt sted i landet, betyder det ikke nødvendigvis at relationen er sund. Der er ikke balance i relationen, og Alice og Olivia er ikke lige i deres venskab. Det er Olivia, der fylder, og Olivia, der sætter dagsordenen, - og Alice følger langt hen ad vejen bare med, fordi det er det letteste. Heldigvis er der håb for både Olivia og Alice, der nok begge må bidde nogle ting i sig undervejs for at nå en sund relation på længere sigt, - men det kan lade sig gøre, når blot man arbejder for det. Kommunikation er naturligvis nøgleordet, - et begreb de fleste af os forstår, men som ind i mellem kræver mere end man regner med.

Det er dog ikke kun venskabet mellem Alice og Olivia, der får lov at fylde, men også Alices voksende selvstændighed og hendes søgen efter sig selv. Det bliver en slags dannelsesrejse for Alice, der skal finde frem til kernen i sig selv og en personlighed, der ikke baserer sig på afhængigheden af Olivia. Hvem er hun, hvad vil hun, og hvad går hun op i, når Olivia ikke er ved siden af hende? Som nævnt handler det ikke om at droppe venskabet helt, men at blive dannet som et menneske, ikke kun afhængigt af dem man er sammen med, men også når man bare er sig selv. 

Der kan være store forskelle på hvordan vi som individer opfører os i forskellige sociale kontekster, - i skolen, til sport eller fritidsaktiviteter, hjemme med forældre, bedsteforældre eller partner, på arbejdspladsen og så videre. Hvad disse forskellige personligheder har tilfældes, og det vi gør når vi er helt alene, er også med til at definere os. Men rejsen ind til den kerne er kompliceret, og det kræver ofte en del overvejelser. Heldigvis er personligheder ikke en fast størrelse, og vi har mulighed for at udvikle os undervejs.

Noget af det, der bliver definerende for Alices historie er hvordan det langsomt går op for hende, at hun ikke har den samme interesse i de jævnaldrende drenge som Olivia giver udtryk for at have. Oprindeligt har Alice kæmpet bravt for at passe ind, høre til og være som de andre, til dels takket være påvirkningen fra relationen til Olivia, men hun finder stille og roligt ud af, at der er mulighed for at gå andre veje, - at dét, de andre gør, ikke nødvendigvis er det rigtige for hende.

For nogle LGBTQIAP+-personer er vejen til et label soleklar allerede fra barnsben, og de er slet ikke i tvivl om, at de er noget andet end cishet. Det er det mest naturlige i verden at tingene naturligvis hænger sammen på den måde. Det gør sig dog ikke nødvendigvis gældende for alle medlemmer af LGBTQIAP+, og nogle finder først frem til deres label relativt sent, - hvis de overhovedet når til det. Nogle gange handler det om at man mangler ord for den levede oplevelse, og at man ikke har sproget til at forklare hvad det er der foregår. Andre gange kommer erkendelsen indefra først senere i livet, og man kan måske have været forbi forskellige labels før man ender med dét, der føles mest rigtigt for én.

Alice hører til den gruppe for hvem det sent bliver klart at de ikke er heteroseksuelle. For Alices vedkommende handler den sene opdagelse i bund og grund nok om at hun længe har stået i skyggen af Olivia, - og erkendelsen titter frem og viser sig i takt med at hun gradvist lærer sig selv bedre at kende. Det er for ende en del af overgangen til voksenlivet, og hører med til at finde ud af hvem hun i virkeligheden er, og hvad hun vil bruge sit liv på.

Det er fantastisk at opleve, hvordan brikkerne stille og roligt falder på plads for Alice, og hvordan hun finder en ro i at være i det, - at hun finder sig selv i forløbet. Ikke uden Olivia, men med en ny og anderledes voksen relation til bedsteveninden. Dét at skulle vokse fra at være barndomsvenner til at være venner som voksne kan i sig selv være svært, - for er man venner for nemhedens skyld, fordi man alligevel går i klasse sammen, eller fordi man reelt vil hinanden? Og kan venskabet holde til at man bliver ældre og ændrer sig? Livet byder på lidt af hvert for os alle sammen, og det kan være svært at finde hoved og hale i.

Generelt er det her en bog, med rigtig mange styrker. Sproget er levende, naturligt og (som flere andre også har nævnt i deres anmeldelser) meget Lunask, - det er noget helt for sig, og det er svært ikke at blive fanget af. Det er i hvert fald ét af de elementer jeg vil se frem til ved fremtidige udgivelser fra Luna Harley. Samtidig er karaktererne livagtige og virkelige, og det er nemt at blive ramt og at identificere sig med dem, - og uanset om man er en Alice eller en Olivia i det virkelige liv, er der mulighed for at det giver stof til eftertanke og mulighed for at udvikle sig som person, baseret på netop fortællinger som denne, der kan give læseren mulighed for at reflektere over både egen personlighed og de indvirkninger det her på ens medmennesker.

For mig står Bare Alice stærkt som en coming of age fortælling med en hovedperson, der godt må være tiltrukket af sit eget køn, og som godt må tvivle på sig selv undervejs. Den er noget særligt i sit sprog og i sin udførelse, fordi Alices usikkerhed og hang til det introverte ikke forsvinder som ved et trylleslag undervejs i historien, - det er okay stadig at være menneske med de flaws og uperfektheder, der følger med. Der er ikke et stort behov for at ensrette karaktererne undervejs, men snarere at lade dem finde deres egen måde at leve deres liv på, så de får den slutning, der passer til netop dem. Det er befriende og skønt at se, at Alice finder sig selv, og når frem til den hun gerne vil være, - og at hun får lov til at være Bare Alice, uden hurlumhej, uden at skulle lave om på sig selv.

*Anmelder-eksemplar* Slaget ved Danubris (Skyggefjenden, #1)

 Forfatter: Claus Holm - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Slaget ved Danubris er første bind i en serie, hvor vi i hvert fald i dette bind følger starten på den unge Alains dannelsesrejse. Ordet manddomsrejse er brugt flere gange i bogen om selve den tur, Alain bliver sendt ud på, men begge ord kan dække dét, det egentlig drejer sig om, - at Alain drager ud i verden for at få øjnene op for andre måder at leve og anskue verden på en lige som én af de mest velstillede i eget baroni.

Ud fra beskrivelsen alene kunne man godt tro, at handlingen var meget karakterdrevet, - men der sker dog hurtigt nogle ting der gør, at begyndelsen på Alains rejse kommer til at fokusere mere på at redde nogle tråde ud og deltage i både politik og krigsførelse end på en udvikling af Alain selv.

Det skal dog ikke skræmme læseren væk, for i kraft af at vi som læsere får lov at følge Alain i de politiske og diplomatiske overvejelser, bliver vi også præsenteret for en god portion worldbuilding, og lærer på denne måde universet at kende - fra ledernes synsvinkel, i hvert fald. Dermed har vi allerede nu ret godt styr på nogle enkelte alliancer og konflikter i universet, og ved en smule om hvordan strukturen er.

Det betyder dog også, at vi i kommende bøger i serien forhåbentlig kan komme til at lære Alain selv endnu bedre at kende, og det samme med hans rejsekammerater. Ud fra både epilogen og de løse tråde at dømme er der i hvert fald masser af drama i støbeskeen, og forhåbentlig noget mere karakterudvikling.

Slaget ved Danubris er en fortælling, hvor vi løbende skifter synsvinkel og får lov til at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne. Dét i sig selv er altid interessant og kan give teksten et ekstra lag og noget mere dybde, men man skal være vågen, - for her sker det ofte løbende i teksten, og selvom der altid skiftes afsnit ved skift af synsvinkel, er det ikke markeret på anden vis. Det er dog en fordel at fortællingen er skrevet i tredje person, så det kun er fokuset på karaktererne der skifter, mens fortællerstemmen forbliver den samme undervejs.

Jeg var også svært fascineret af den underliggende diskussion om arrangerede ægteskaber versus hvem individet havde lyst til at være sammen med, og hvad der egentlig bar ægteskabet, - for selvom det kun bliver berørt overfladisk, var det spændende at følge med i, og epilogen taget i betragtning blev nogle af de pågældende diskussioner mellem nogle af de involverede karaktererer virkelig spændende. Både i forhold til at diskutere stand og at være sammen med nogen, der ikke umiddelbart hører til samme klasse som den man er født ind i, men også lgbtqiap+ relationer versus hetero-lignende forhold, og sex både uden for ægteskab og/eller med andre end den, man er gift med. Det er emner, der kun kortvarigt er berørt i bogen her, men jeg håber virkelig at det også er noget af det, der får fokus længere fremme i serien, - for bliver der gået rigtigt til værks, er det virkelig, virkelig spændende at følge med i, og det kan sagtens blive en styrke for serien.

*Anmelder-eksemplar* Sne?

Forfatter: Jo Surman - Dansk forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2021 - Originaltitel: Snow? 

Reklame: Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg modtog Sne? som en del af en goodiebag i forbindelse med et bogblogger-event hos forlaget Straarup og co. i slutningen af oktober 2021. Det var min ægtefælle, der kørte bilen hjem, mens jeg sad på bagsædet med vores datter på 5 år, - og for at få tiden til at gå var det oplagt at kigge på blandt andet bogen her, der vakte stor begejstring. Vi læste den fire gange i træk, og selv da blev der bedt om mere. Så afhængigt af barnet kan modtagelsen hos den intenderede målgruppe i hvert fald siges at være positiv.

Sne? er en forholdsvist simpel fortælling om to ræveunger, der udspørger forskellige dyr i skoven om hvad sne er for noget. Hvert dyr forklarer kort, hvordan sneen påvirker dem, og lidt efter lidt kan ræveungerne stykke de små bidder af informationer sammen for til sidst at opleve sneen på egen krop.

Det følges af fine illustrationer i afdæmpede, naturlige farver, og som komplimenterer historien på bedste vis. Nu hvor vi har haft bogen fremme nogle gange, kan barnet herhjemme i hvert fald selv "læse" bogen ud fra billederne uden voksenstøtte, og dermed også få noget ud af den på egen hånd.

Det er en sød fortælling som lægger op til, at man kan snakke med barnet undervejs, både om de forskellige dyr vi møder undervejs i fortællingen, men også om sne og hvad dét egentlig er for en størrelse, - hvilket så kan inspirere til videre snak om andre naturfænomener. Med lidt god vilje er det på den måde en bog, man sagtens kan få en hel masse ud af, og det kan prikke til barnets nysgerrighed og evne til at reflektere over hverdagsfænomener.

Sne? fungerer fint som højtlæsningsbog fra 4-5 års alderen, og inderholder tilpas simpelt et sprog at den også kan fungere som selvlæsning i folkeskolens yngste klasser. 

*Anmelder-eksemplar* Landet Fortillia

 Forfatter: Michael Steleson - Forlag: Wadskjær forlag - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Claraline er en lidt forsigtig pige, der ofte holder sig tilbage, når hendes brøde søger det næste adrenalin-sus. Ved et tilfælde ender Claraline i et parallel-univers, hvor tingene langt fra fungerer optimalt, - og det er op til Claraline at få rettet op på det hele.

Landet Fortillia er en fortælling om hemmeligheder og sagte ting, og hvad det kan have af konsekvenser at visse ting forbliver usagte.

Det er fortællingen om, at mod ikke kun handler om at turde alle de vilde ting, men nærmere om at gøre det rigtige, når det er nødvendigt.

Det er eventyrligt, spændende og actionpræget, og trækker på blandt andet henvisninger til fortællinger som Narnia, hvor hovedpersonerne rejser mellem den verden vi kender og et magisk univers, hvor alt synes fremmed.

Landet Fortillia byder på masser af spøjse navne som kræver en smule at finde rundt i til at starte med, men det er ikke så slemt så det nødvendigvis slår én ud af kurs undervejs, - men det kan nok få selv den bedste til at studse lidt over, hvad det egentlig var man læste. Om det bremser læsningen og forstyrrer undervejs eller om det giver anledning til et smil på læben må være op til den enkelte læser og afhænger af den enkelte læsers stil og læsevaner. Det er dog nok under alle omstændigheder noget, mange vil bide mærke i, og kan give anledning til en snak om netop navne.

Overordnet set er der tale om en solid fantasy-roman til børn i 8-12 års alderen, hvor den kan bruges som selvstændig frilæsning (måske med en smule hjælp til nogle af navnene, afhængigt af hvor stærk det enkelte barns læsning er), eller som læsning i fællesskab med en voksen eller andre børn.

*Anmelder-eksemplar* Radio Popov

Forfatter: Anja Portin - Dansk forlag: Strraarup & Co. - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Radio Popov formår på én gang at være varm, omfavnende og kærlig - OG kold og hjerteskærende.

Det handler om børn, der lever i hjem, hvor de voksne prioriterer andre ting over børnene, og børnene derfor ofte er overladt til sig selv i længere perioder ad gangen langt før man ellers kan forvente at børn ville være i stand til den slags. De skal selv sørge for alle basale nødvendigheder i livet, og selvom børn naturligvis gradvist skal lære at tage vare på sig selv, er disse børn dog i en situation, hvor de ikke kan spørge en voksen om hjælp, hvis og når der er behov for det.

Uanset om man har med børn at gøre til hverdag eller ej, er det her noget, der kan mærkes, og man skal være ualmindeligt kold for ikke at blive en smule påvirket af disse børns helt urimelige skæbner, - fordi faktum desværre er, at denne type børn også findes ude i det virkelige liv. Og trods det at man kunne ønske sig, at de alle sammen blev opdaget og hjulpet, er det desværre langt fra altid sådan virkeligheden ser ud, og selv hvis de bliver opdaget, er det begrænset hvad man så rent faktisk kan gøre for dem. Jeg fik løbende associationer til blandt andet Astrid Lindgrens Mio, min Mio og den ensomhed, som også er beskrevet her, - som ingen børn burde opleve i den ideelle verden.

Det er én af de bøger, som virkelig har mulighed for at røre den voksne læser et ømt sted, - og forhåbentlig få læseren til at standse op og tænke over sin egen måde at omgås andre på. Og for de børn, som er i den primære målgruppe for bogen, kan den forhåbentlig få nogen til at kigge deres kammerater i øjnene en ekstra gang og gøre dem opmærksom på dem, der lever under andre vilkår end dem selv.

Bogen kan sagtens læses af børnene selv fra de er på mellemtrinnet, men vil også fungere fint som en del af et undervisningsforløb eller anden form for fælleslæsning, hvor der bliver diskuteret nogle af de temaer, bogen tager op i forhold til netop ensomhed, men også i forhold til mobning og klasseforskelle. Der er masser at snakke med børnene om, både før, under og efter læsningen af en bog som denne, og som voksen kan det være en god idé netop at spørge ind til barnets oplevelse af bøger som denne, da man kan risikere at især sarte børn godt kan blive påvirkede af bogen.

Natteblod

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Natteblod er den 8. udgivelse fra Mikkel Wendelboe, og man mærker tydeligt at der her er nogle fortællinger, der virkelig brænder for at blive fortalt og komme ud til verden. For selvom Natteblod i sig selv er en selvstlændig fortælling, er den lige så dragende som de andre bøger fra Wendelboe. Generelt emmer fortællingerne af noget magisk og eventyrligt, og de er uhyre vanskelige at slippe igen, når man først er kommet i gang.

Natteblod indeholder fart overfeltet og masser af spænding fra første kapitel, royalt drama og overnaturlige væsner, - what's not to like? Historien gav endda nogle associationer henad fortællingen om Rapunzel og Disney's To på flugt, og nok er Natteblod helt sin egen og bygger på nogle helt andre elementer når fortællingen først kommer i gang, men da først referencerne var set, var de vanskelige at glemme igen. Det ændrer dog ikke på, at det samlede indtryk af Natteblod er overordentligt positivt.

Sprogligt er bogen ikke helt så avanceret at gå til som nogle af de andre bøger fra Wendelboe, men der leges stadig med sprog og formuleringer, og der er gjort noget ud af at give det lidt krydderi her og der, - det vil for nogen dog blot være lettere tilgængeligt og nemmere at gå til.

Skiftet mellem synsvinkler i historien giver noget ekstra, - et twist, en ekstra indsigt, og er med til at udbygge universet på en måde som vi ikke havde fået med, hvis vi kun havde fulgt en enkelt karakter. Det giver en særlig dybde til universet, at vi får muligheden for at se de ekstra lag, som kun bestemte karakterer har adgang til og indsigt i. Og selvom jeg godt kunne have ønsket mig endnu dybere indsigt i denne verdens magisystem, er det dog ikke noget der gør en forskel for den samlede læseoplevelse.

Jeg kommer nok til at holde fast i, at Mikkel Wendelboes forfatterskab er ét, jeg kommer til at følge tæt, - og jeg glæder mig altid til at se, hvad han finder på næste gang!

*Anmelder-eksemplar* Doktor Fusk og Dødsappen

 Forfatter: Casper Grundtvig - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar

Doktor Fusk og Dødsappen er bog 3 i serien om Doktor Fusk. Mine anmeldelser af de to første bøger i serien kan læses her.

Noget af det jeg slog på i min anmeldelse af i særdeleshed den første bog i serien om Doktor Fusk var, at der var en del ligheder med Ternet Ninja universet i forhold til tempo, stil og humor.

Kvaliteterne fra ddét holder Doktor Fusk og Dødsappen sådan set fast i, - men den er meget mere sin egen i stilen end nogensinde før, og man kan virkelig mærke, hvordan Casper Grundtvig er vokset som forfatter. Fortællerstemmen i teksten er for alvor blevet Caspers egen og der er for mig ingen tvivl om, at det her er en bog, som en del børn rundt omkring i landet vil komme til at holde meget af.

Serien om Doktor Fusk er fantasifuld, tempofyldt, humoristisk og original (trods mine tidligere sammenligninger med andre værker). Jovist, vi har før mødt gale/geniale opfindere i forskellige grader, - og der er vist en hårfin grænse mellem de to udgaver, - der eksperimenterer med forskellige ting og lader det gå ud over mere eller mindre uskyldige ofre. Men måden vi her i bøgerne både får lidt af fortælligen fra heltenes synsvinkel og samtidigt noget fra Doktor Fusks synsvinkel kan noget særligt. For selvom man ikke er et sekund i tvivl om, at Doktor Fusk er skurken, kan man alligevel godt komme til at holde en smule af ham undervejs, - og det samme gælder for så vidt også hans side-kick Bjarne, der også viser sig at have en blødere side, i hvert fald når det gælder sønnen Viggo.

Det er nemt at leve sig ind i universet og blive grebet af både fortælligen og karaktererne, der trods en grad af statiskhed også udvikler sig en anelse i løbet af bøgerne. Og er læseren stadig barn nok til at ville lege, er der også masser af ting at tage fat på og blive inspireret af i bøgerne her.

For mig fremstår Doktor Fusk bøgerne som et friskt indspark i børnelitteraturen, og selvom de unge mennesker fra Doktor Fusk universet går i folkeskolens ældste klasser, kan bøgerne med fordel læses allerede på mellemtrinnet, hvor man må forvente at mange vil kunne følge med både i forhold til læsefærdigheder, forståelse og tekstens indhold.

*Anmelder-eksemplarer* C & C forever

 Forfatter: Lotte Kontala - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2020, 2021

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Læserækkefølge: Den mystiske julebog - Den mystiske nøgle - Den mystiske dukke

Den første bog i serien om Cecilie og Clara er grundlæggende en okay start på serien om de to veninder. Den lægger grundstenene for deres venskab, og selvom pigerne har været veninder i længere tid før vi møder dem, er det en fin introduktion til hvem de er. Når det så er sagt, føles bogen også som en præsentation og en introduktion til serien, og den har svært ved at stå alene.

Starten kan nemt komme til at føles lang og deprimerende, - én af veninderne er flyttet, og den anden sidder tilbage ensom i klassen ind til forældrene fortæller at hendes familie også skal flytte. Midten af fortællignen er spændende, og der er masser af fart over feltet - og det kan komme til at føles en smule forjaget i betragtning af, at det er her nærmest hele plottet foregår, og både indledning og udtoning fylder nogenlunde lige så meget. I forlængelse af det kommer slutningen også til at trække ud i langdrag. Alt det spændende er overstået, og alt ånder fred og ro, - så man kan let forvirres som læser over at det ikke afsluttes. Kommer der mere? Var der noget, jeg ikke havde fanget? Hvad sker der?

En lille kommentar skal også lyde til relationen mellem Cecilie og hendes bror. I starten af bopgen er deres relation anstrengt, og de går ikke til hinanden, hvis der er noget de har brug for at snakke om, - og i betragtning af at hun er 9 og han er 12 er det måske ikke så mærkeligt. Men ret hurtigt bliver de tætte, og selvom nogle voldsomme oplevelser selvfølgelig godt kan bringe søskende tættere sammen, kan det da godt undre hvad en 12 årig dreng pludselig ser i sin 9 årige lillesøster, som han tidligere ikke har haft nævneværdig relation til.

Anden bog i serien, Den mystiske nøgle, står strammere, både i forhold til struktur og karakterudvikling. De enkelte personer fremstår tydeligere og med en mere klart defineret personlighed, og vi begynder langsomt at komme mere ind på livet af dem.

Plottet er skarpere, og der er færre sidespring, der ikke er relevante for hovedplottet, - og det er fantastisk at gå på jagt efter små hints til hvad der kommer til at ske senere, både som førstegangslæser og i forbindelse med genlæsninger. De gemmer sig flere steder.

Bogen er spændende og nervepirrende, og det er en af de bøger, der er meget vanskelig at lægge fra sig, fordi man lige skal have det næste med. 

Den mystiske dukke er tredje bind i serien, og her er det som om strukturen endelig er lagt helt fast. Det står strammere end nogensinde før, og selvom der stadig er ting der står ubesvarede i forholdet til plottet, er det detaljer, som man nok vil bide mest mærke i som voksen læser, mens det før børn måske ikke vil undre i samme grad.

- Hvad er julemandens råd for noget? Hvorfor får vi ikke mere at vide om det?

- Hvordan kan to kvinder eksistere som dukker i 10 år? Vi har før konstateret at der er en form for magi i universet, men hvordan får de næring undervejs? Kan de forblive dukker for evigt?

- Hvorfor har gerningsmanden ikke forsøgt at løse konflikten i de mellemliggende år og bruge det, at han har sine ofre i sin varetægt til sin fordel - i stedet for at de bare står og samler støv på hylden?

Så selvom historiens struktur generelt er strammere, er der altså nogle plothuller, der virker spøjse, og som sætter tanker i gang hos den vågne læser.

Titlen på serien, C&C forever, vil for mange sætte tanker i gang i forhold til hvad serien handler om. Man skal dog ikke forvente den traditionelle, realistiske venindebog, hvor det er pigernes regulere hverdag, der er fokus på, - det hele foregår i forskellige skoleferier, hvor pigerne kommer ud for forskellige mystiske ting.

Overordnet set er bøgerne hurtigt læst og fint materiale til børn fra mellemtrinnet, der gerne vil mystik og magisk realisme, - og for den stærke læser vil den sidste side hurtigt være vendt. Bøgerne kan hver især have lidt svært ved at stå alene, så det anbefales at de læses i den nævnte rækkefølge, da der i så fald vil være nogle ting, der begynder at give mening.

*Anmelder-eksemplar* Ulvetunge

Forfatter: Sam Thompson - Dansk forlag: Straarup & co. - Dansk udgivelse: Oktober 2021 

Ulvetunge handler om en dreng, der kæmper socialt i skolen på grund af taleproblemer. Han bliver snart hvirvlet ind i en konflikt mellem en gruppe af ræve og en gruppe af ulve, - rævene vil gerne være som menneskene, og forsøger at bruge ulvene som slaver i processen. Vores hovedperson kommer til at fungere som konfliktmægler i processen, hovedsageligt ved at tage ulvenes parti og kæmpe deres sag.

Det er en spændende, medrivende bog, der kan læses selvstændigt fra 4.-5. klasse cirka. Den inddrager temaer som mobning og ensomhed når vores hovedperson er i menneskenes verden, og slaveri, undertrykkelse og moral i dyrenes verden, - ikke at forglemme påmindelsen om at dyrenes verden og vores verden altså er én og samme, hvilket vi mennesker med mellemrum har en tendens til at glemme.

Det er en fortælling om at skelne rigtigt og forkert, - og hvor svært det ind i mellem kan være at se, hvor ens egne handlinger placerer sig, og hvad der kan være det rigtige at gøre. Det er fortællingen om ikke at undervurdere nogen baseret på udseende og udfordringer alene, - og at dét at stå sammen om en sag kan gøre en enorm forskel for de involverede.

Bogen er fyldt med flotte illustrationer, der virkelig drager læseren endnu længere ind i fortællingen, og forsidens særlige overflade gør det til noget særligt bare at røre ved bogen, - der er virkelig gjort noget ud af ikke bare tekstens indhold og budskab, men også alt det udenom, og deter en fornøjelse at gennemgå bogen, også bare for at kigge på illustrationerne.

En pageturner, der helt sikkert sagtens kan bruges både som frilæsning og i undervisgnings-regi, når man har med børn på mellemtrinnet at gøre - der er masser af muligheder.

*Anmelder-eksemplar* Blåhjerte (Pigen fra Månehøjen, #3)

 Forfatter: Lene Krog - Forlag: Ulven og Uglen - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Blåhjerte er tredje bog i serien om Pigen fra Månehøjen. De første to bøger i serien, Grå Magi og Heksens Storm, har jeg tidligere anmeldt her.

Som det første må det generelt siges om serien Pigen fra Månehøjen at det er en eventyrlig, fabelagtig serie, som man hurtigt kan komme til at knytte sig til. Universet virker, og der er tænkt over både samfundsstruktur, opbygning af det politiske system, religion, stridigheder mellem forskellige befolkningsgrupper, - og at der naturligt er forskel på karaktererne afhængigt af deres baggrund og opvækst.

Derudover kan forsiderne virkelig noget særligt, - og selvom jeg intet skidt har at sige om den gamle forside til bog 1, Grå Magi, klæ'r det virkelig bøgerne at have fået et løft. Så kan der være delte meninger om hvad man tænker om ansigter på coveret af bøger, men i det her tilfælde giver det ikke bare et billede af vores hovedpersoner, men er i høj grad også med til at skabe den helt rigtige stemning om bøgerne.

Det er en lidt anden virkelighed vi møder her i Blåhjerte i forhold til de to tidligere bøger i serien. Det er de samme karakterer, det samme univers, men der er noget grundlæggende, der har ændret sig, (hvad det er vil jeg dog ikke afsløre her i tilfælde af at nogen endnu mangler at læse bog 2). Man skal altså holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i, hvordan tingene nu hænger sammen, når noget fundamentalt ændrer på historien. Det er dog på ingen måde noget, der ødelægger oplevelsen. Til dels var det noget, man var forberedt på efter slutningen på bog 2, og til dels er det virkelig gennemført, og karaktererne er stadigt grundlæggende de samme, selvom historien har skubbet sig lidt.

At kernen hos vores hovedpersoner ikke ændrer sig væsentligt trods det at mange af grundelementerne i historien har skubbet sig er interessant at dykke ned i. For selvom vores hovedpersoners liv sandsyligvis ikke har ændret sig i årene op til handlingen udspiller sig, er der stadig en diskussion at tage om hvordan arv og miljø påvirker vores personligheder og måde at handle og tænke på. Ville vi stadig være de samme, hvis nogle af de store begivenheder i vores liv havde set anderledes ud? Det kan selvfølgelig være en vanskelig diskussion at have i teksten og svært at udføre uden at man kommer til at miste grebet om karaktererne, - man vil som læser i hvert fald hurtigt kunne få svært ved at kende karaktererne igen. Men det kunne trods alt have været værd at tænke over.

Blåhjerte er i det hele taget dog mindst lige så velskrevet som sine to forgængere. Det er nemt at blive grebet af fortællingen, - og uhyrre vanskeligt ikke at blive rørt i løbet af bogens sidste kapitler. Til dels på grund af hovedpersonernes skæbne (igen, ingen spoilers her!), til dels fordi afskeden med universet her er en anelse vemodig. Det er helt sikkert en serie, jeg kommer til at genlæse på et tidspunkt!

*Anmelder-eksemplarer* Dødens Spil og Den Sorte Brud

 Forfatter: Anne Elvedal - Dansk forlag: Straarup & Co. Dansk udgivelse: 2021 (begge bøger)

Reklame: Dødens Spil og Den Sorte Brud er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er helt mine egne.

Trigger warnings: Seksuelt overgreb, fysisk vold, død, tab af nær familie

Efter anmeldelsen følger min oplevelse af det bogblogger-event, forlaget inviterede på i forbindelse med lanceringen af Den Sorte Brud.

Anmeldelser

Dødens Spil og Den Sorte Brud er spøgelseshistorier, når de er bedst. Det er velskrevet, fængende, fængslænde og vanskeligt at slippe igen.

Som det ofte ses med spøgelseshistorier, oplever en levende at blive opsøgt af en afdød, fordi den afdøde af en eller anden grund ikke kan bevæge sig over på den anden side, - ofte fordi grunden til deres død ikke er opklaret endnu. Samtidig har de fleste, der har set en gyserfilm, nok også fundet ud af, at man skal være varsom med at lege med åndebræt, og at de ikke er for børn, - for de fører kun sjældent noget godt med sig. Begge dele gør sig naturligvis også gældende for bøgerne her, der inddrager åndebrættet i fortællingen om afdøde, der ikke har fundet deres endelige hvile endnu.

Samtidig gør bøgerne brug af det fremragende redskab at have teenagere i rollen som hovedpersoner, hvilket i sig selv ofte allerede er en drivkraft frem mod noget dramatisk, - og på bedste vis maler bøgerne da også et realistisk billede af den (skandinaviske) ungdom med alt hvad det indebærer af følelser, der stritter i alle (og ind i mellem modstridende) retninger - alle følelser er store følelser når man er teenager, spontanitet, handlekraft - og handlen uden først at tænke over kosnsekvenserne, forvirring, en stadigt stor retfærdighedssans og et stigende niveau af frustrationer og desperation - især over voksne, der ikke vil lytte. Og så er der naturligvis inkluderet en drukkultur med fester, der ind i mellem løber lidt af sporet.

Med teenagelivet som pendant til spøgelseshistorien skabes en fin vekselvirkning mellem det mystiske, det mørke og det dystre over for identitetsdannelsen og de varierende identitetskriser, der fylder for mange i teenageårene, - og det virker. Det er spændende at gætte med på gåderne og hvad der ligger til grund for at spøgelserne bliver ved at opsøge vores hovedpersoner, og bedst som man tror man er ved at regne det hele ud, opdages nye spor, der peger i en anden retning, - og så kan man jo starte forfra med sine mistanker. Det er bøger med et højt tempo, - der er fart over feltet og der sker noget hele tiden, så man kommer som læser bestemt ikke til at kede sig.

Generelt er her tale om nogle kvalitetsbøger til unge og voksne fra 13-14 års alderen og op, der har mod på kombinationen af spøgelseshistorien og de meget virkelige teenagefølelser. Spøgelserne er ikke for sarte sjæle - teenagelivet kan i sig selv også være en vanskelig størrelse 😉

Bogbloggerevent

I forbindelse med udgivelsen af bogen Den Sorte Brud inviterede forlaget på et blogger-event. Det inkluderede et Escape Room, en rundvisning på forlagets lager, og en booktalk om kommende udgivelser hos forlaget - samt rig mulighed for smalltalk, både med andre bogbloggere og forlagets ansatte.

Efter ankomst og en kort præsentation blev gruppen af bloggere delt i to. Nogen af os startede i escape room, resten startede med rundvisning i forlagets lager. Selve escape roomet var bygget op inspireret af universet omkring Dødens Spil og Den Sorte Brud, og indeholdt derfor blandt andet et åndebræt, - og så kan oplevelsen af et escape room i sig selv opleves som værende lettere spooky. Det forgik dog heldigvis i god ro og orden, og var på et niveau hvor de fleste burde kunne være med.

Den efterfølgende rundvisning på forlagets lager og den efterfølgende booktalk var også noget helt særligt. Det er som bog-interessert gerne noget specielt at få indsigt i hvad der sker bag facaden og se og høre om processen, systemet og nogle af de tanker, der hører med - og ikke mindst snakken om, hvad Straarup&Co. er for et forlag kontra hvad det er for et forlag, de sigter mod at være. Forlagsverdenen er i konstant udvikling, og det er super-spændende at følge med i, hvad der foregår, og hvilke ting, der er på vej i den kommende tid!

Derudover var det naturligvis skønt, sjovt og underholdende at få tid til at smalltalke med nogle af de andre bogbloggere, som man ofte ellers kun kender fra instagram. Ind i mellem kan der være så meget fart på diverse arrangementer, at der ikke for alvor er tid til at snakke, så dét at der bliver sat tid af til det, kan altså noget!

Pandora #3: Jordskælv

 Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2021

Jordskælv er tredje og sidste bind i serien om Pandora. Første bind i serien, Vulkanvinter, anmeldte jeg første gang her og anden gang her. Andet bind i serien, Sandstorm, modtog jeg som anmeldereksemplar fra forlaget, og min anmeldelse af dén kan findes her.

Serien om Pandora kan i mine øjne virkelig noget helt særligt. Nok er det en dystopisk serie, der i første omgang primært behandler klimaforandringer, men gradvist kommer vi også til at se hvordan det kan påvirke mennesker at komme ud i ekstreme situationer. Det er svært ikke at referere til Fluernes Herre og den kaos-energi, der opstår, når der hersker tvivl om, hvem der skal, kan og bør have magten i et samfund, hvor intet er som det plejer.

Pandora er en stærk, kvindelig hovedperson, der kan og vil en hel masse selv, og kommer hun i vanskeligheder, gør hun noget ved det i stedet for at vente på, at der kommer nogen og redder hende, eller tager valget for hende. Hun er en fighter, og har en veludviklet retfærdighedssans, så hun tager gerne kampen for dem, der ikke kan selv.

Det gør hende dog ikke perfekt. For Pandora har en tendens til at handle først, og spørge bagefter. Hun bliver gennem serien bedre til ikke at handle så spontant, og hendes handlinger bliver gradvist mere velovervejede, men hun kaster sig alligevel gerne hovedkulds ud i en opgave med det samme.

Samtidigt mærker man tydeligt at Pandora har været relativt isoleret i sin opvækst. Det har været begrundet fra faderens side - og man forstår godt hvorfor han har taget det valg. Men det gør også noget ved Pandoras evne til at opfatte mange af de små sociale signaler, andre hele tiden sender, og hun er længe om at opfatte hvad det betyder. Det er ikke fordi hun ikke ser, at der sker et eller andet, - hun observerer og ser det meste, for det er hun vant til efter at have brugt mange år i naturen, men hun opfatter ikke, hvad der ligger bagved, hvilket betyder at vi som læsere har mulighed for at samle nogle informationer op her og der, som Pandora ikke selv har læst eller tydet hos de andre karakterer endnu.

Pandora som hovedperson er helstøbt og realistisk. For naturligvis har hendes far, deres omstændigheder taget i betragtning, opdraget hende til at kunne tage vare på sig selv, og med idéen om, at hun må klare sig selv, når han ikke er der længere til at hjælpe hende, - for det har været det sikreste i nogle ellers usikre tider. Og naturligvis vil det også have nogle konsekvenser for Pandoras sociale intelligens, - se blot filmen Captain Fantastic med Viggo Mortensen som familiefar, der har opdraget sine børn langt fra den travle hverdag, mange af os i vesten er vant til, hvilket gør, at børnene nok er intelligente på mange parametre, men har svært ved at klare sig blandt jævnaldrene.

I bogen her oplever vi både kapitler fra Pandoras synsvinkel, hvilket er det bærende og de kapitler, der er flest af, men også kapitler fra Pandoras far, Tristans synsvinkel. Denne vekslen gør, i samspil med Pandoras gode observationsevne med dertilhørende manglende forståelse for hvad der ligger bag, at vi som læsere er væsentligt bedre informeret end karktererne, der langt hen ad vejen lever i en form for usikkerhed i forhold til, hvad der er sket med modparten. Det er interessant og underholdende, alvoren til trods, og til tider endda en smule frustrerende at vi ved mere end karaktererne, og derfor kan have en holdning til, hvad karaktererne måske burde gøre, når karaktererne så ikke altid handler på det.

Pandora serien er velskrevet og velovervejet. Den er virkelig veludført, og bliver flot rundet af. Men som det vel hører sig til når man kommer til at holde af historien og af karaktererne, er det fristende at ønske sig mere fra samme kant. Der er da også åbnet op for muligheden for en spinoff en dag, om det så er i form af fanfiction eller fra Christian Engkilde selv.. Men man har vel lov at krydse fingre!

*Anmelder-eksemplar* Et manipuleret liv

 Forfatter: Pernille L. Stenby - Forlag: Ulven og Uglen - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Bogen Et manipuleret liv foregår i samme univers som Inkarnation og Under Huden af samme forfatter, men kan læses uafhængigt af dem. Min anmeldelse af disse bøger kan findes her.

Hele Mestenes-universet kan noget helt særligt.

Det er fantasy i et univers, der på mange måder ligner en dystopisk udgave af den virkelighed vi kender, - med et twist af noget ekstra, noget ud over det.

Det er beskrivelserne af kampen for at finde fodfæste i verden, når man samtidig må slås med sin egen identitetsforståelse, - for hvem er man, når man ikke passer ned i de kasser, samfundet gerne vil have, man befinder sig i?

Det er en splittelse af individet, og mødet med nogle af de svære valg, vi møder i løbet af livet, som er med til at definere og skabe os som mennesker, - for uanset køn eller seksualitet er vi hele tiden nødt til at vælge til og fra, og tage stilling til det, vi møder. Nogle gange kommer valget indefra, andre gange kan man føle sig presset til det, - men valget skal tages.

Det er en kritik af samfundsstrukturen, ikke bare i denne fiktive verden, men også af den, vi lever i. Både i fiktionens og virkelighedens verden findes der grupper af mennesker, der ikke har de samme muligheder og rettigheder som resten af samfundet, - og som lever under nogle forhold, som ligger meget fjernt fra det, resten af samfundet oplever til hverdag. 

Det er forhåbentlig en øjenåbner i forhold til nogle af de privilegier, der følger med at tilhøre bestemte samfundsgrupper. Trods det, at tilhørsforholdet til disse samfundsgrupper ikke er noget individet selv vælger, må man også forholde sig til hvilke privilegier og benspænd det fører med sig at være markeret med et bestemt sæt labels.

Det er fortællingen om, hvordan vi som individer skabes, formes og påvirkes af ikke bare vores egne valg gennem livet, men også af de valg vi ikke selv har indflydelse på, som omverdenen tager for os - enten i form af enkelte individers valg gennem livet eller samfundets struktur som noget større.

Det er fortællingen om menneskets psyke og vores mentale helbred, og hvordan dét naturligt også påvirkes af det, vi møder i verden, - på godt og ondt. Det handler om, hvordan vores mentale helbred bliver påvirket af at være sammen med dem, vi elsker, - og hvordan det mentale helbred kan påvirkes af, at adskilelse fra dem, vi elsker, bliver brugt imod os.

Et manipuleret liv og resten af Mestenes-serien er altså ikke bare almindelig fantasy. Det er det også, - det er et formidabelt univers at gå på opdagelse i, med et helt særligt magisystem. Men det er også på bedste vis en kommentar til samfundet, til normer, til måden vi gør ting på, til måden vi møder verden på, - til måden, vi ser os selv og andre på. Det er gennemført og gennemtænkt - og det virker, trods det, at bogen her vistnok i første omgang blot var tænkt som at skulle være en novelle. Det klæ'r den at der er noget fyld på, at det blev en historie i romanlængde - det kan den sagtens bære!

Jeg skal blankt indrømme, at jeg har noget helt særligt for det her univers. Det kan virkelig noget, og jeg glæder mig afsindigt meget til, at der kommer mere!

*Anmelder-eksemplar* Dragernes Æra #2: Dragesværdet

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Klippe - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af første bog i serien, Drageægget, kan findes her.

Der er sket noget i dette univers, siden vi forlod det i bog 1, og det kræver en selvfølgelig en smule omstilling, hvilket dog føles helt naturligt og ubesværet. Hos mig var det i hvert fald ikke noget, der forstyrrede læseoplevelsen, da jeg først var kommet i gang.

I denne bog følger vi tre forskellige hovedpersoner i hver deres handlingsforløb, der dog er flettet sammen, - men det er især Sarinas karakter, der er interessant at følge.

Sarina er teenager, og hendes følelsesregister matcher naturligvis hendes alder og modenhed - på godt og ondt. Det er et spændingsfelt mellem de tidlige, spirende forelskelser, viljen til og modet på at ville gøre en forskel, tvivlen på at kunne og at slå til, nervøsitet, generel undren, og drømme og håb for fremtiden, - det hele i en intens grad, som mange netop primært oplever i ungdomsårene, hvor det hele føles ekstra overvældende.

Én af mine hovedpointer fra anmeldelsen af første bog i serien var, at bogens største styrke lå i beskrivelserne af karakterernes indre liv og hvordan deres følelsesregister var rigt og detaljeret beskrevet. Det samme gør sig gældende her i efterfølgeren, hvor det som nævnt er Sarinas karakter, der er virkelig interessant at følge, fordi hun i løbet af bogen når så mange følelser igennem,

Det er fantasy, hvor de fantastiske elementer denne gang får lov til at fylde noget mere end i forgængeren, og vi får lov at se lidt mere af, hvad universet har at byde på netop på denne front. Det var noget af det, jeg savnede en smule mere af i den første bog, så det er rart at se dét blive bragt på bane, og at der langsomt kommer mere og mere af det, - og så kan man kun håbe på, at det fortsætter på samme måde i næste bog i serien.

For mig står bøgerne om Dragernes Æra solidt som et godt bud på dansk fantasy. Det er meget karakterdrevet, men der er plads til, at fantasynørder også kan få opfyldt lidt af deres nysgerrighed på især fantastiske væsner af forskellig art og gå på opdagelse i, hvordan disse væsner interagerer med hinanden - og hvad disse interaktioner gør for plottet. Spændende!

Så er der vel kun tilbage at spørge, - hvornår kommer bog 3 mon?

*Anmelder-eksemplar* Indenfor - 24 noveller

 Forfattere: Massoud Kadkhodaee, Kasper Grandetoft, Charlotte T. Frobenius, Stine Højris, Gudrun Marie Jensen, Anne-Kirsten Brønserud, Bine Herold, A. Silvestri, Birgit Erup, Viveca Tallgren, Mette Hammeken Buch, Helle Kaare Lindberg, Lars Ahn Pedersen, Bjørn Isak, Ulla Bruhn, Keld Vorup Sørensen, Sten Jacobsen, Alfred Jensen, Niels Christian Larsen, Ane Gudrun, Mathias Ravnholt, Barbara Beatrice Davidsen, Wenche Thinnesen Vogtmann, Anne Klein

Forlag: Brændpunkt - Udgivelsesdato: 15. oktober 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Indenfor er en samling af noveller, der alle har det tilfælles, at de helt grundlæggende beskæftiger sig med et menneskes indre verden i nøje udvalgte situationer. Vi er med dér, hvor hovedpersonerne bliver pressede, står i uvante situationer, eller tingene spidser til. Vi er med, når mennesket oplever noget ud over det sædvanlige, hvad enten det skyldes noget fra omverdenen, eller det kommer indefra.

Det er en blanding af forskellige scenarier. Nogle scenarier kan mange af os nok kende fra vores egen hverdag. Enten har vi oplevet lignende på egen krop, - og vi har måske enten selv reageret som hovedpersonen, eller haft lyst til at gøre det. Andre scenarier virker mere fjerne fra det, mange af os (heldigvis) kommer til at opleve.

Novellerne kan alle, hver for sig og som en del af en helhed, være øjenåbnere for, hvordan den menneskelige psyke fungerer. Vi er som mennesker forskellige, og reagerer tilsvarende forskelligt i de situationer, vi møder, - og netop derfor kan det være virkelig gavnligt at få indblik i tankeprocessen, der danner grundlag for at andre mennesker reagerer på en bestemt måde. Især, når vi er uenige.

Det er vel netop dét, skønlitteratur kan, når det er bedst. At give et indblik i andre virkeligheder, oplevelser af og syn på verden end vores egen. At give os muligheden for at reflektere over forskellige mulige tolkninger af en given situation eller kontekst, både for at forstå os selv og lære os selv bedre at kende, men også for bedre at forstå verden og de mennesker, vi møder til hverdag. 

Novellerne i Indenfor er spiselige, og sproget er til at gå til. De er hver især helstøbte og gode, realistiske, reelle bud på det menneskelige sind i forskellige situationer. Om man så er enig med hovedpersonernes måde at tackle de givne situationer på er en anden sag, - det må være op til læseren selv at bedømme. Der er i hvert fald rig mulighed for indsigter i andres tilgang til tilværelsen - og i en form, så det burde være til at overskue for de fleste.

Inden det blå lys falmer

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: Petunia - Udgivet: 2021

Det her er en vild roman. Virkelig. Det er svært ikke at blive revet med af fortællingen, af plottet, af relationen mellem karaktererne, af sproget, og af en række virkemidler, der bare spiller. For en debut står det her uamlindeligt stærkt, og jeg ser virkelig frem til, hvad der dukker op fra Simon Zander fremover!

- Med blåkraften følger overmenneskelige evner, pligten til at forsvare den sidste by i verden og et liv i luksus. Men det er også en dødsdom. Fra du får den, er der præcis ét år til, at du skal dø. 16-årige Noël bor i Grå Zone, den fattige del af Azrone. Han ­drømmer om at få den berømte blåkraft, at blive hædret og gøre en forskel. Men blåkraften er forbeholdt de, der er så heldige at bo i Blå Zone. En dag sker det utænkelige, og Noël har kun 365 dage tilbage at leve i. Var drømmen om blåkræften overhovedet værd at stræbe efter? Eller var det kedelige, trivielle liv at foretrække? Nedtællingen er begyndt. -

Noël som hovedperson er en helstøbt karakter. Han er teenager, med mange af de ting, der hører med teenage-tilværelsen. Han dyrker dem med blåkraften på samme måde som andre teenagere dyrker deres idoler. Han bliver forelsket. Han handler før han tænker. Han siger og gør ind i mellem det forkerte, og får dårlig samvittighed. Han drømmer. Han tvivler, på verden og på sig selv. Han er alt det, mange af os oplever i - eller i hvert fald husker fra - teenage-årene. Han føles virkelig og realistisk, og netop hans uperfektheder gør det svært ikke at heppe på og holde med ham.

Blåkraften, som giver dem, der besidder den, noget der minder om superkræfter, er i sig selv vanskelig ikke at blive fascineret af. Vi finder som læsere ikke ud af ret meget om, hvordan eller hvorfor den er opstået, og vi ved heller ikke ret meget om, hvilke begrænsninger der er. Og selv om det kan være frustrerende, at vi ikke finder ud af flere detaljer undervejs, er mystikken omkring den alligevel noget af det, der gør denne verden fascinerende, - uvisheden er med til at holde det spændende. Trods det at bogen umiddelbart er skrevet som en selvstændig roman, der sagtens kan stå alene, slutter den dog (ingen spoilers, bare rolig!) tilpas åbent til, at vi som læsere stadig kan håbe på, at der en dag vil komme mere i universet, og at vi får lov at se lidt mere af alt det, blåkraften kan, - og at vi kan få lidt mere at vide om, hvad den kommer af, og hvad den har af muligheder.

Én af romanens vel nok største styrker er LGBTQIAP+-repræsentationen, som i høj grad er til stede på en måde, så det er umuligt at ignorere, - og gjort på en naturlig måde, så man ikke sætter spørgsmålstegn ved det.

• Hovedpersonen Noël er tiltrukket af mænd. Det er ikke nogen coming-out-fortælling. Der er ikke nogen der kommenterer på det. Det er der bare. 
• Én af bipersonerne bruger hen-pronominer. Ingen undrer sig, ingen træder i det eller gør noget særligt ud af det, - og ingen bruger de forkerte  pronominer.

Det er befriende, forfriskende - og noget helt særligt hvor smooth det er integreret i fortællingen, så det bare er, på en måde som de fleste LGBTQIAP+ personer kun kan drømme om det i den virkelige verden. Dét at det er der, uden at der bliver gjort et nummer ud af det, kan forhåbentlig være med til at naturliggøre repræsentation i medier, - for selvom der stadig er brug for coming-out-historier, er der bestemt også brug for fortællinger som den her, hvor personer, der er andet end CIS-HET, kan få lov til at eksistere på lige fod med alle andre, med alt hvad der der tilhører af rettigheder og accept fra samfundet.

*Anmelder-eksemplar* Kymoras masker (Et varsel om storm, #3)

 Forfatter: Tobias Stenbæk Bro - Forlag: Ulven og Uglen - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne. 

Jeg har tidligere anmeldt de to første bøger i serien her. Disse er dog ikke anmeldereksemplarer.

Når man læser serien her, er der ingen tvivl om, at der er lagt et stort stykke arbejde i world-buildingen. Universet spiller og er virkelig gennemført, og der er tænkt over mange fine detaljer, som vi som læsere bliver præsenteret for på udvalgte tidspunkter. 

Selvom serien er fantasy, er det endnu kun sporadisk vi har fået lov at opleve de magiske elementer i universet. Landkortet og religionen er anderledes end det vi kender fra vores egen verden, og handlingen udspiller sig i en tid, der på mange parametre kunne ligne europæisk middelalder. Men i denne verden eksisterer der en række magiske væsner og brugere af magi, og selvom der er langt i mellem dem, er de der. I Kymoras masker får vi lov at se lidt mere af det, end vi har gjort tidligere, og det er spændende at følge og at få lov at opleve. Der er endda lagt op til at det kan komme til at fylde endnu mere i fremtidige bind i serien.

Det er dog ikke de magiske elementer der er bærende for serien, så trods det at det ikke ville være den samme fortælling uden de magiske elementer, er det ikke dét serien læses for. Det er nærmere dramaet, det politiske spil, og tre unge mænds kamp for at opnå det, der retmæssigt tilkommer dem. Og netop her viser universet sig fra sin bedste side, for uden et godt fundament og en velopbygget verden ville fortællingen ikke have været den samme. Det fungerer, og strukturen virker naturlig. Brødrene har en sag at kæmpe for, og selvom grundlaget for deres motivation skifter en smule for hver af dem undervejs i fortællingen efterhånden som de får nye oplysninger, er den hele tiden til stede, og vi er som læsere ikke i tvivl om, hvad det er, der driver dem frem.

Det kan mærkes, at serien har skiftet forlag mellem bog 2 og 3, om end det er gjort på en subtil måde. Forsiden klinger en smule mere af fantasy, og tilgangen til sprog og plot har været anderledes - der er skruet på nogle knapper hist og her, så ændringen lige nøjagtigt er mærkbar. Heldigvis har bogen været i gode hænder hos Ulven og Uglen, hvor den er kommet under kærlig behandling og står stærkere end sine forgængere. Karaktererne står tydeligere, plottet er mere strømlinet, og konceptet står stærkere end nogensinde før.

Serien Et varsel om storm kunne med de to første bind allerede noget helt særligt, men med Kymoras masker får fortællingen for alvor lov til at blomstre. Der har fra første bind i serien været lagt an til en fortælling, som sagtens kan måle sig med de helt store fortællinger. Vores hovedpersoner står over for en række vanskelige overvejelser, hvor der ikke er nogen lette genveje til succes, - og de vokser og gror hele tiden med opgaven.

For mig personligt hører Kymoras masker til blandt de bøger, hvor jeg efter at have vendt sidste side stadig ville have mere - trods det, at den er cirka dobbelt så lang som sine forgængere. Den er velfortalt og velskrevet, og selvom der er gået hele to år siden anden bog i serien, Blodets Sti, udkom, har det været det hele værd, - for der er virkelig blevet kælet for detaljerne i mellemtiden.

Et varsel om storm er en fortælling, der står virkelig stærkt, og som har utroligt meget at byde på - og Kymoras masker er virkelig med til at løfte serien. Derfor har både serien og bogen her naturligvis også mine varmeste anbefalinger, - især hvis læseren i forvejen er interesseret i europæisk middelalder, da der her er virkelig meget at hente.

*Anmelder-eksemplar* Den som hvisker

 Forfatter: C. A. Wolters - Forlag: Ulven & Uglen - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Bagsidetekst: Siden hun var spæd, har Shiroin været hjemsøgt af en stemme der forlanger at blive hørt. Hun kalder den ’ormen’ fordi hun kan mærke hvordan den snor sig rundt i hendes krop. Hun ønsker sin fader, Storkejseren, død så hun kan kræve sin plads på imperiets trone, men først må hun overbevise de ti konger om at hendes køn ikke gør hende svag. Da ormen byder hende at flå kejserens strube ud, må hun dog sætte en alternativ plan i værk for at nå sin trone. Imens ulmer den profeterede dommedagskrig, og nekromantiske dæmoner lurer i Ødelandet. Shiroin og hendes elsalvianske livvagt, Kiel, må krydse kongerigerne for at komme til fronten, og sammen bevæger de sig ind i både hinandens og bjergskovenes allermørkeste skygger.

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville vente med den her til readalonget går i gang om en måneds tid i skrivende stund. Men jeg kunne altså ikke lade være med lige at se, hvad det var for noget, - måske lige fornemme stemningen og læse et par sider. Og så, pludselig, var bogen nærmest umulig at lægge fra sig, og i løbet af kort tid var den læst. Hvordan dælen kan det lade sig gøre med en bog på 500 sider? Jeg forstår det ikke! 😅

C. A. Wolters er en ny forfatter på banen, men dét mærker man ikke. Denne verden er spændende sat op, og der ligger helt sikkert mere og gemmer sig, som Den som hvisker ikke er nået omkring, - der er i hvert fald hintet til både myter, væsner og en verden i krig, og ser man på det politiske system lader det til at være virkelig interessant.

Selvom worldbuildingen er i en klasse for sig og er let at fortabe sig i, blandt andet takket være det fabelagtige kort, der er i bogen (og som er fulgt med både anmeldereksemplarer og forudbestillinger!), så er det dog plottet og relationen mellem hovedpersonen Shiroin og hendes livvagt, Kiel, der er dét, der får alvor gør bogen vanskelig at lægge fra sig.

I sig selv er Shiroin en spændende hovedperson, i kraft af at hun som individ er et helt menneske med håb, drømme og viljekraft. Hun er så ydermere plaget af en stemme, der bor i hende, og som kæmper for at overtage magten i hendes krop fra tid til anden. Det gør hende kompleks og til noget helt særligt, - og hvordan hun kan formå at holde sammen på sig selv, står lidt hen i det uvisse. Imponerende er det, i hvert fald.

Kiels indre liv kender vi kun i mindre grad i kraft af at det er Shiroins perspektiv på historien vi får, og det er langt fra alle hans hemmeligheder, der er kommet frem endnu, - og selvom man efter denne bog ikke er i tvivl om, at han har stor betydning for både Shiroin og de større plottråde (ingen Kiel = ingen Shiroin), så kan tankerne let blive ledt hen på, at han med tiden vil få en endnu mere betydningsfuld rolle for fortællingen. Det er især de små hints til hans baggrund, der er værd at lægge mærke til, og der er noget her, der endnu er ufortalt, som kan komme til at blive vigtigt.

Blandt andet fordi der er nogle benspænd for Shiroins mentale virke er deres relation til tider meget op og ned og det har nogle udsving - og det er spændende hvordan det aldrig helt er til at vide, hvor de har hinanden. Bølgegangen i relationen giver nogle virkelig intense scener. Det bliver hot og dramatisk, men det er svært ikke at heppe på dem undervejs. Kiel holder ved, trods den kamp, det kan være, - og Shiroin har brug for al den støtte, hun kan få!

Det er voksent, sensuelt, varmt og lækkert, uden at kamme over. Det er lige på grænsen, men aldrig for langt. Det er en hårfin balance at ramme forholdet lige dér, hvor man kan mærke begæret, lysten og det der driver dem, uden at det bliver for meget. Men Wolters mestrer det.

Den som hvisker er fantasy for voksne, det er der ingen tvivl om. Og det er heldigvis godt fantasy. Det er lige tilpas magisk, spændende, dramatisk og intenst til, at man bliver hængende, - og kunne ønske sig, at der snart kom mere. Så, - hvis du skal læse én fantasydebutant i den kommende tid, så er den her i hvert fald et rigtig godt bud!

*Anmelder-eksemplar* Den anden komponent (Academia, #1)

 Forfatter: Line Wenzel - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg før har været ret vild med Line Wenzels skrivestil og universer, hvor jeg blandt andet har rost serien om Mindelandet i stor stil. Serien er i mine øjne uhyre veludført, og magisystemet er velkomponeret - det giver mening, selv for en garvet fantasy-læser. Også Academia - Den anden komponent er noget helt for sig, - jeg har i hvert fald endnu ikke stødt på noget helt lige som det her.

Det handler om rivaliserende amerikanske universiteter, der alle fokuserer på noget bestemt, - hermetik (noget med kemi og grundstoffer), astronomi (stjerner) og divination (forudsigelser). Da en vigtig regeringsbygning styrter sammen, har universiteterne travlt med til dels at pege fingre af hinanden, og til dels at rense eget navn i forhold til hvor fejlen og skylden ligger. En hermetiker og en astronom bliver sat sammen i håbet om at opklare, hvad der skete - og rense deres respektive universiteters navne, og undervejs bliver de til dels mødt med egne fordomme om hinanden, og til dels får de indblik i en række hemmeligheder både hos egne universiteter - og de andre. Men hvem mon er ansvarlig for den sammenstyrtede bygning?

Når serien hedder Academia antydes det, at det er en fortælling om det, der sker, når akademikere sættes sammen. Det er en del af det - men den rummer også meget mere end det, og selvom det til tider kan blive en anelse filosofisk, skal det ikke være dét, der skræmmer en potentiel læser væk. For det er også en fortælling, der er fortalt i øjenhøjde og med hovedpersoner, der er nede på jorden og meget menneskelige. I det større perspektiv handler det ikke om den akademiske del, men om det, der sker, når mennesker af forskellige tilhørsforhold bliver sat til at arbejde sammen, - hvilket i sig selv kan være en virkelig interessant fortælling. Hertil hører det, at det akademiske bliver en bi-fortælling, som naturligvis har sin plads i serien, fordi det er det, der i første omgang gør hovedpersonerne skeptiske over for hinanden, men det er ikke det akademiske, der fylder det hele.

Kemien mellem hovedpersonerne er virkelig interessant, og måden dynamikken skifter løbende er underholdende at følge, - og nok meget reel i den givne situation. Det er naturligt at de ikke falder hinanden om halsen, når de kommer fra rivaliserende universiteter, men hvad relationen kan føre til på den lange bane bliver spændende. Deres baggrunde er ind til videre kun hintet en smule til (fjerde-generations hermetiker over for den første akademiker i familien, hvor resten af familien driver et bageri), og mon ikke også dette får lov at blive udfoldet yderligere i kommende bøger i serien? Det giver allerede nu en smule kant til karaktererne, og med det, der ellers sker i bogen, er det stadig begrænset hvor godt vi kender dem, - så at kende mere til deres baggrund kunne bestemt give dem noget mere dybde.

De her er kun første bog i serien, så der er stadig en række spørgsmål, der er ubesvarede, og der er hintet til, at vi får flere sider af universet at se i kommende bøger. Det er vel naturligt, når det nu er første bog i en serie. Der er stadig mysterier, der skal løses, og karakterer, vi skal lære bedre at kende, - det her er kun starten, og jeg er personligt virkelig spændt på hvilke drejninger den her fortælling kommer til at tage, for det lover godt.

Sproget er levende, og Line formår at balancere det akademiske over for det almene på en måde, så selv de læsere, der ikke selv er akademiske, kan være med og forstå, hvad det drejer sig om, og hvad vores hovedpersoner laver - selv når det bliver en smule avanceret. Det spiller og er tilpas nede på jorden til, at de fleste kan forstå det, uden at det tager noget af magien og flowet i fortællingen.

Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre i serien med tiden, - hvornår udkommer bog 2 mon?

*Anmelder-eksemplar* Stormtid

 Forfatter: Rikke Havner Alrø - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatter og forlag. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings for bogens indhold: Fysisk vold, verbal vold, sex (med samtykke!), spontan abort

Maren bor i Odense og arbejder i et firmaer, der laver ure og smykker. Det er dog kun et cover for at tage på missioner og rejse i tiden. En af disse rejser går naturligvis galt og sætter skub i en række begivenheder, der sætter tanker i gang hos Maren.

Det er spændende og medrivende, og langt hen ad vejen vanskeligt at lægge bogen fra sig, - men skulle man være fristet, er bogen delt op i flere dele (altså, ud over den traditionelle kapitel-inddeling), og så kan man jo nøjes med at læse en enkelt del ad gangen. Maren kommer ud for lidt af hvert i løbet af bogens små 500 sider, og det er undervejs nevepirrende og uhyre fængslende, og det kan ind i mellem virke helt håbløst at finde en løsning på de problemer, hun står over for.

Noget af det, jeg savner svar på i løbet af bogen, er blandt andet hvordan magi-systemet fungerer. Nogle kan rejse i tiden - men ikke alle. Nogle kan svæve - men ikke alle. I betragtning af hvor stor en betydning begge dele umiddelbart har for det, Maren skal igennem, undrede det mig en del, at det ikke blev uddybet yderligere. (Det skal dog, trods alt, tale til bogens fordel, at der flere gange diskuteres hvad det gør, at man rejser i tiden - og hvad det har af konsekvenser for vores nutid og fremtid, hvis man laver noget om undervejs.)

Samtidig er der stadig en række ubesvarede spørgsmål i forhold til hvorfor Marens mor. Hvorfor rejste hun fra Marens far - og uden at tage Marens søster med? Hvorfor afskærmede hun Maren for den magiske verden det meste af Marens barndom?

Mon ikke vi forhåbentlig får svar på nogle af spørgsmålene i bog 2.

Når det så er sagt, var jeg lettere underholdt af valget af navn til vores hovedperson, - i betragtning af at bogen tager udgangspunkt i overnaturlige væsner fra blandt andet Skandinavien, virker det som enten et heldigt tilfælde eller et meget bevidst valg, at hun hedder Maren. Selvom navnet ikke er direkte relateret til sagnet om maren, væsnet der i følge historierne er skyld i vores mareridt og dårlige drømme, ligner det til forveksling.

Stormtid fungerer som et friskt pust til den danske fantasy-scene, hvor der tages udgangspunkt i forfatterens egen fortolkning af blandt andet elvere og troldfolk i en tilnærmelsesvist moderne kontekst. En stor del af handlingen finder sted i første halvdel af 2022, og er derfor lige om hjørnet, - men man skal kigge langt efter moderne teknologi, som karaktererne ikke for alvor bruger i løbet af fortællingen. Der er dog fyldt med referencer til en række popkultur-fænomener, både bøger, serier og musik, - nogle mere åbenlyse end andre.

Stormtid er Rikke Havner Alrøs debutroman, og den står stærkt. Jovist, den er ikke perfekt (det er der vel ikke noget, der er?), og der er plads til forbedringer flere steder, - men især i betragtning af at der er lagt op til at det er første bind i en serie, synes jeg den starter ganske godt. Jeg glæder mig i hvert fald til at gå yderligere på opdagelse i dette univers, - og forhåbentlig få svar på nogle af de spørgsmål, jeg ligger inde med.

En sidste bemærkning herfra må være, at jeg er virkelig imponeret over hvor gennemført cover og smudsomslag er til bogen her. Der er virkelig kælet for alle detaljer i arbejdet her, og det er svært ikke at føle sig draget af det.