11 november 2024

The wrong bachelor

 Forfatter: Alexandra Moody

The Wrong Bachelor er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle uger, med en mandlig elev som prisen 10 af pigerne skal dyste om at få lov at følges med til skoleballet om nogle uger. Hver uge kan de, der følger med, stemme på hvilken pige er deres favorit, mod et lille beløb der går til velgørenhed, - hvilket er det, der skal retfærdiggøre hele arrangementet.

Som læser og et lærervirke bag mig kan jeg savne noget voksentilknytning til et arrangement der netop har skolen stemplet over det. Hvor er de voksne, der griber de unge, når det hele er ved at køre af sporet, bliver usikkert, eller der kommer for meget i klemme? Hvem står ved de af deltagerne, der oprigtigt føler sig utilpasse ved deltagelsen? Og hvorfor er der ikke nogen der griber ind over for mobning og chikane, som der ses eksempler på flere steder i bogen?

Når dét så er sagt kan man hurtigt blive grebet af arrangementet og vores hovedpersoners følelser, som i bedste ungdomsstil stritter i alle mulige retninger, og der er ikke langt fra den ene yderlighed til den anden, - nøjagtigt som det skal være. Det er drama for alle pengene, og det er egentlig meget underholdende hvad de kommer ud for undervejs, - omend jeg (igen) savner nogen, der holder dem i hånden og tager dem seriøst, når de føler sig allermest frustrerede. Der er absolut ingen hjælp at hente fra de voksne. Forældrene synes bare det hele er herligt, og der er nærmest ikke en eneste voksen fra skolen der pipper op om noget som helst.

Overordnet set var The Wrong Bachelor ærligt en noget blandet læseoplevelse hos mig, og det er derfor også med forbehold at jeg anbefaler den - fra cirka udskolingen og op. Den kan også læses af voksne. Kræver at man orker reality-shows og kan udholde at deltagernes frustrationer på ingen måde tages seriøst.


09 november 2024

*Anmeldereksemplar* Sagas juleeventyr og 23 andre julehistorier

 Forfatter: Kristoffer Verholt - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Sagas juleeventyr  - og 23 andre julehistorier er en samling stemningsfulde historier, der alle har dét tilfælles at de foregår i dagene omkring juleaften. De er alle relativt korte og man kan derfor nemt bruge den som kalenderbog derhjemme, eller i forbindelse med den daglige læsning på skolen.

Man skal dog være opmærksom på, at der med 24 individuelle historier, med hver deres hovedperson og langt hen ad vejen vidt forskellig art, så er det heller ikke alle fortællingerne der vil tale lige meget til alle læsere. Det varierer, afhængigt af historien, meget om det primært er henvendt indskolingen (eller med lidt god vilje de store børnehavebørn), eller om det er de store i 6.-7. klasse, fortællingen er målrettet.

Gør man sig som den voksne sig selv den tjeneste lige at skimme de første afsnit af historierne igennem kan man dog lynhurtigt afkode, hvem det er målrettet, og så kan man altid vælge til og fra, hvis man kun sidder med de mindre børn. Står man dog med flere årgange samlet, er historierne målrettet de store dog stadig på et niveau hvor de små også godt kan være en smule med, selvom de måske ikke får det samme ud af det.

Historierne har alle det tilfælles, at de foregår i dagene omkring jul. Der er dog stor forskel på, hvor julede hver enkelt historie føles. Nogle af historierne er meget præget af action, mens andre er mere i julens ånd i traditionel forstand, hvor familier bringes sammen og karaktererne finder hinanden undervejs. Der er altså også plotmæssigt noget til mange forskellige typer læsere, hvorfor bogen også er særlig idéel til når man sidder med højtlæsning for flere børn, - der skulle nemlig gerne være noget til næsten enhver smag her.

Jeg bed personligt særligt mærke i at første og sidste historie i bogen i princippet hører sammen, da de omhandler lidt af det samme handlingsforløb men er fortalt fra hver sin karakters synsvinkel. Det binder en fin sløjfe på det hele, og det giver noget helt særligt at vi får det samme fortalt på flere måder.

Sagas juleeventyr - og 23 andre julehistorier kan anbefales til dig, der savner en julekalenderbog der rammer mere end blot et bestemt type barn, og kan fint bruges hvad enten du står som lærer, pædagog eller bare forælder med meget forskellige børn.


07 november 2024

*Anmeldereksemplar* Jul i det magiske bjerg

 Forfattere: Troels Engelbrecht og Maj Nørgaard - Forlag: December - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jul i det magiske bjerg handler om søstrene Reva og Ragnhild. Da julen er ved at forsvinde, er det op til dem at redde det hele. Undervejs møder de både en ellekonge, en skovheks, trolde, nisser og andre mystiske væsner.

Det er en spændende, sød og magisk fortælling, der med sin eventyrlighed og relativt korte kapitler er idéel til og højtlæsning allerede fra ca. 4-5 år til 9 år - måske længere, hvis ungerne selv vil have lov at læse den på et tidspunkt.

Historien breder sig over 24 kapitler, så den fungerer glimrende som julekalenderbog med ét kapitel om dagen hver dag fra 1. december til juleaften, - hvis man altså er i stand til at vente til dagen efter med at få det næste med.

Hjemme hos os er vi særligt vilde med de julefortællinger og julekalendre der holder fast i julen som værende noget hyggeligt vi kan samles om. Dét værner fortællingen her om, for selvom der sker noget undervejs, bliver det aldrig for alvor en uhyggelig bog, men er nærmere med til at bringe karaktererne sammen og minde om den varme og hygge, som julen også handler om.

Så mangler I som familie en god julekalenderbog I kan læse med jeres unger, som virkelig kan bringe familien sammen, så er Jul i det magiske bjerg et ganske udmærket bud.

05 november 2024

Pumpkinheads

 Forfatter: Rainbow Rowell

Pumpkin Heads er en tegneserie om to unge mennesker. De går på deres sidste år i high school, og i løbet af efteråret arbejder de på et landsted der har en række boder og aktiviteter til børnefamilier. Den ene har sat sig for, på deres sidste aften, endelig at sige noget til den pige han længe har beundret på afstand, - men det er selvfølgelig ikke særlig enkelt.

Det er feel good vibes, med særligt fokus på det magiske i gode venner som bakker én op, uanset hvad. Man kan næsten dufte græskar og æbler gennem siderne, og der er skruet max op for det helt særligt hyggelige ved efteråret.

Farverne er smukke, og stregen i tegneserien føles helt rigtig til historien. Den fanger karaktererne i de særlige udtryk som ofte ses hos teenagere, der stadig står med følelsen af at verden ligger for deres fødder og hvordan de stadig har alle muligheder åbne. Blandingen af at være spændt, men også føle det er en smule skræmmende det hele, sidder knivskarpt.

Pumpkin Heads er relativt letlæst og kan læses fra 11-12 års alderen, men man kan også sagtens læse med som voksen. Så savner du lige det sidste skud efterår inden julen for alvor sætter ind, så er Pumpkin Heads et fint bud!

30 oktober 2024

*Anmeldereksemplar* Sami og gudernes gåde (Det som var før, #1)

 Forfatter: Nick Allan - Forlag: Forfatterskabet - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Sami og gudernes gåde er første bind i serien Det som var før. Det er fantasy, stærkt inspireret af en vifte af myter og religioner, - men især referencerne til kristendommen træder frem i både navne på karakterer, pointer og plottråde.

Det er en fortælling hvor vi befinder os på flere plan, og hvor enkelte karakterer løbende skifter mellem hvilket plan de befinder sig på. I kombination af at der med mellemrum også skiftes synsvinkel og fortæller, kan det ind i mellem virke en anelse forvirrende at skulle hitte ud af hvor man er og hvem vi er hos, ind til man finder et system i det.

Sami og gudernes gåder handler om normer og sociale koder og brud med samme. Det handler om identitet og en eventyrlig jagt på at ville finde ud af hvor man kommer fra og i bund og grund at finde et trygt sted at høre til. Og med rødder i religion og mytologi trækkes der naturligt tråde herfra.

Især i første del af bogen er sproget voldsomt og der bliver brugt en del bandeord og hårde fraser, og kombineret med en bipersons generelt hårde attitude og udfordringer i tilværelsen er bogen bestemt ikke for sarte sjæle. Det er dog heldigvis ikke det, der fylder en hel masse i resten af bogen, hvorfor jeg heller ikke nævner det som en decideret trigger warning, da vores hovedpersoner kommer væk fra meget af det ellers giftige miljø.

Sami og gudernes gåde er spændende, omend den er noget indviklet og lidt forvirrende at hitte ud af. Den kan dog sagtens læses fra 14-15 år og op, og også voksne læsere vil kunne få en del ud af fortællingen.

25 oktober 2024

*Anmeldereksemplar* De Sorte Magter - Voldens Bog

 Forfatter: Thomas Rud Jensen - Forlag: Tyr - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Vold, mord, blod, sex, racisme,  islamofobi, ableisme, objektivisering af især kvinder.

De Sorte Magter - Voldens bog handler om Robert. Han kan ikke huske fortiden på grund af en trafikulykke. Den Sorte Kat har kidnappet hans hustru og datter, og han har kun få ledetråde at gå efter. Robert bliver kaldt Troldmanden fordi han har en særlig intuition for at se begivenheder, men han kan ikke forklare hvorfor. Det betyder dog at politiet bruger ham som særlig rådgiver. Men Den Sorte Kat leger med ham..

Det er mørkt og dystert, og blander en mafia-fortælling med thriller genren. Der er flere tråde at gå efter undervejs, der stikker i hver sin retning, men også hænger sammen og flettes ind i hinanden undervejs. Man skal holde tungen lige i munden undervejs, for dét der nogle gange virker forvirrende, giver tilsyneladende snart mening, - og så alligevel ikke.

Det er bestemt ikke læsning for sarte sjæle, da både vold og mord - og i mindre grad sex er beskrevet relativt grafisk flere gange i løbet af bogen.

Samtidig er hovedpersonen selv, Robert McPherson, et ufatteligt irriterende bekendtskab. Han er arrogant, selvisk og usympatisk. Han ryger og drikker, muligvis for at drukne sine sorger. Man kan godt komme til at savne noget desperation og inderlighed, en vilje og motivation for at få hustru og datter tilbage. Selvom hans tanker ind i mellem ledes hen imod dem, er det frustrerende at hans tiltrækning og lyst til andre kvinder får mere spalteplads.

Bogen er på forsiden beskrevet som en fantasykrimi, - og krimi, det er det. Det er i hvert fald det, der får lov at fylde langt mest i bogen. Fantasy-delen er mere underspillet, for selvom Robert HAR syn, er der et godt stykke mellem dem, og langt hen ad vejen er det i lige så høj grad hans IT-kundskaber, der bliver spillet på. Derfor kan det da også diskuteres om det reelt ER fantasy, eller om der er tale om underspillet magisk realisme.

Undervejs i bogen dukker der med mellemrum referencer til Harry Potter serien op. I princippet giver det udmærket mening i kraft af at Robert bliver kaldt Troldmanden. Men man må også erkende at den sidste Harry Potter bog udkom i 2007 - for sytten år siden. Meget er sket siden da, og det virker en smule outdated og kliché stadig at referere bøgerne, og med det stormvejr J. K. Rowling har været igennem de seneste år virker det efterhånden bare unødvendigt og som en provokation at bringe det på bane.

Omslaget er dog i sig selv iøjnefaldende, indbydende og spændende, og rummer også noget af bogens dybde og de forskellige lag, som vi undervejs bliver mødt af. Robert på forsiden bliver vist som værende meget intens og alvorlig, hvilket han da også langt hen ad vejen er i løbet af bogen. Og så er det samtidig sådan en forside, man kan blive ved med at stirre på, fordi der dukker flere og flere fine detaljer op.

Kan bogen anbefales? Jovist. Men man bør ikke være sart, og man skal være forberedt på en hovedperson, der er uhyre vanskelig at holde af, og som det kan være svært at finde noget positivt at sige om.

22 oktober 2024

Praktikanten

 Forfatter: Kristoffer J. Andersen - Udgivet: 2023

En kendt YouTuber stopper pludselig med at poste videoer, - og Uffe vil gerne finde ud af hvorfor. Uffe er autist, og ser derfor verden med lidt andre briller end gennemsnittet, hvilket naturligvis kan være både en fordel og en hæmsko, afhængigt af situationen.

Praktikanten er spændende og velskrevet, og formår på glimrende vis at fremstille hvordan verden kan fremstå for folk, der står uden for hvad de fleste ser og oplever. Det er bøger som disse, man nemt kunne ønske sig der var flere af, i håb om at mindske skellene mellem mennesker, og øge forståelsen og accepten af folks forskelligheder.

Og så gør det da bestemt ikke noget, at plottet er uhyre velskrevet og gennemtænkt. Det er svært at lægge bogen fra sig undervejs, og selvom situationen er bizar er det sjovt og spændende at gætte med på, hvad der er sket, og hvad løsningen mon kan være.

Bogen fungerer glimrende fra udskolingen og op, - og bestemt også til voksne læsere.


20 oktober 2024

Månebarn & Grankoglens hemmelighed

 Forfatter: Malou Slott

Månebarn & Grankoglens Hemmelighed handler om en ung pige, der er frustereret over livet derhjemme, så hun stikker ud i skoven, hvor eventyret - og væsner hun ikke havde drømt om overhovedet fandtes - er at finde.

Eventyret virker dog en smule forhastet, men i kraft af at hovedpersonen sådan set også er på flugt gennem en stor del af fortællingen, er det også tilgiveligt at fortælletempoet passer dertil.

Efter endt læsning sidder jeg selv tilbage med en følelse af at der måske er noget symbolik i slutningen, hvor hovedpersonens afsked med sine nye venner er ganske kort og overfladisk. Samtidig afsløres famliliens reaktion på hendes fravær ikke, - så måske hun efterfølgende oplever det hele som værende en drøm eller noget hun har forestillet sig for mentalt at slippe hjemmefra, i hvert fald for en stund.

Det minder på én eller anden måde en smule om Alice i Eventyrland, hvor tingene lader til at dukke op lidt tilfældigt, og så alligevel helt rigtigt, og man kan være lidt i tvivl om hvor meget man skal lægge i de forskellige detaljer undervejs.

Månebarn og Grankoglens Hemmelighed anbefales fra 11-12 års alderen og op.


19 oktober 2024

*Anmeldereksemplar* Den 7. Dimension - Kampen om Aeon

 Forfatter: Thomas Rud Jensen - Forlag: Tyr - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Kampen om Aeon er første bind i serien om Den 7. Dimension. Lynet slår ned i en ung piges halskæde, hvorefter hun forsvinder sporløst. Hendes veninde Livavil har en halskæde magen til, og drager nu ud for at finde informationer om fænomenet. Sideløbende følger vi enkelte andre karakterer med hver deres egne dagsordener.

Det er en high fantasy roman, hvor der er lagt op til at det kan blive rigtig stort og kompliceret undervejs. Der er flere tråde at holde styr på, der vikler sig ind og ud af hinaden undervejs, og man skal derfor holde tungen lige i munden undervejs.

Tempoet er dog ikke voldsomt højt her i første bog, og der går lige lidt før fortællingen kommer op i gear og der sådan for alvor begynder at ske noget. Det sker blandt andet i kraft af at den første fjerdedel af bogen primært bliver brugt til worldbuilding, hvortil man ind  i mellem måske godt kunne have savnet et kort over universet. Det havde et stykke hen ad vejen gjort det lettere at følge med i karakterernes tankemønstre, og ville have gjort det muligt at lette lidt på nogle enkelte, ret info-tunge kapitler.

Karaktererne er langsomt ved at folde sig ud, og vi begynder så småt at se en smule til hvem de er. Til tider fremstår de dog lidt stereotypt og firkantet, så der er endnu god rum til at de kan udvikle sig og der kommer forhåbentlig endnu mere dybde på dem alle sammen, efterhånden som vi lærer dem bedre at kende gennem kommende bøgers eventyr.

Overordnet set er Kampen om Aeon dog en solid start på hvad der lader til at være en spændende serie. Anbefales til den voksne læser, der savner noget lidt større, hvor det hele ikke behøver gå super stærkt.

17 oktober 2024

Evocation

 Forfatter: S. T. Gibson - Udgivet: 2024

Evocation er en roman, hvor hovedkaraktererne på forskellig vis beskræftiger sig med det okkulte, - hvilket naturligvis er ved at gå helt galt for dem. Dog er det ikke udelukkende deres egne fejltrin, der ligger bag, men de er under alle omstændigheder nødt til at arbejde sammen for at rode sig ud af herligheden. På den måde kommer de tættere på hinanden en først planlagt, og dét er en hel plottråd i sig selv..

Det er mørkt, mystisk, dystert og spændende. Det er et anderledes, interessant take på det at arbejde med det okkulte, og arbejder med ånder, spøgelser og dæmoner og relationen til dem på sin helt egen måde.

Samtidig er det en fornøjelse at se hvordan fortællingen på naturligste vis snakker om seksualiteter og polygamitet, uden at der bliver set skævt til det. Jovist, karaktererne skal lige smage på om det faktisk nu også ER dem, men det foregår relativt let og elegant og uden at der bliver snakket negativt om det. Det minder nærmere om en personlig evaluering og rejse til selverkendelse end noget andet, - og den slags historier kan også noget.

Evocation er første bind i en serie, og vi kommer til at følge karaktererne med et særligt fokus på én af dem i hver af de kommende bind - Ascension, Divination og Transfiguration.

Evocation her er målrettet voksne (18+) grundet bidder af eksplicit indhold, og den kræver som minimum at man er bare en smule nysgerrig på det okkulte, men det er bestemt læsningen værd.




15 oktober 2024

The Tea Dragon Society

 Forfatter: K. O'Neill

The Tea Dragon Society er tegneserier, og det er cozy fantasy når det er allerbedst. De tre hæfter emmer langt væk af hygge og ro med deres bløde linjer og varme farver, og det kan derfor være et fantastisk afbræk fra både hverdagens trummerum, men også andre romaner hvor der er masser af fart på.

Her er der plads til te, venner, sammenhold og personlig udvikling. Det handler om kunsten at leve i ét med væsner og naturen omkring én. Om at man ikke tager noget i livet for givet, men at man husker at sætte pris på de små ting i tilværelsen, - med respekt for og accept af andres forskelligheder.

Der er en indgroet tillid til at andre er gode og til at stole på, og der hersker åbenhed og ærlighed gennem alle tre bind. Det kobles sammen med masser af diversitet, der er repræsenteret som noget helt almindeligt.

Læs The Tea Dragon Society, hvis du trænger til et varmt, kærligt kram i bogform. Kan anbefales at læses med en god kop te ved hånden!




14 oktober 2024

Stilhed & Storm - Sonetrilogien #2

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: HiReader - Udgivet: 2024

Stilhed & Storm er andet bind i Sonetrilogien. Min anmeldelse af første bind i serien, Sortørnens Øje, kan læses her.

Stilhed & Storm, andet bind i Sonetrilogien, er som sin forgænger lidt af en mursten at kaste sig over. Det er heldigvis det hele værd!

Takket være begivenheder hen mod slutningen af Sortørnens Øje har det rykket sig lidt hvilke karakterer vi følger her i Stilhed & Storm, men der er dog ikke ændret på at de alle på hver deres måde spiller en central rolle i de ind i mellem meget kaotiske begivenheder i universet her.

Det er storslået og spændende, og så er jeg vild med at vi kommer endnu mere ind under huden på både sonerne og de forskellige typer af magi. Både de forskellige typer magis muligheder og begrænsninger samt hvad sonerne egentlig var stod lidt som et åbent spørgsmål før bogen her. Og især sonernes betydning og rolle er det rart at se endnu mere til, nu de trods alt indtager en betydelig plads i trilogiens titel.

Worldbuildingen tager sig altså en gevaldig udvidelse i bogen her, men der er også flere af vores hovedpersoner der gennemgår en helt særlig udvikling undervejs og når til en ganske fornuftig selverkendelse i løbet af deres rejse; og dét er mindst lige så fedt at se. Der bliver tilføjet mere dybde til alle karakterer, om de vil erkende det eller ej, - men der er heldigvis stadig plads til endnu mere spænding i bind 3.

Sonetrilogien er ind til videre intens og virkelig velskrevet. Samtidig er omslaget virkelig gennemført, og der er mange fine detaljer at hente. Jeg glæder mig allerede helt vildt til bind 3, - og håber lidt at der ikke skal gå to år mere før vi får en afslutning..!





01 oktober 2024

*Anmeldereksemplar* Minen - Dødemagersken #2

 Forfatter: Mariane Mide - Forlag: Krabat - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdnigner er mine egne.

Minen er andet bind i serien om Dødemagersken. Jeg har også anmeldt første bind, Novice. Den anmeldelse kan læses her.

Minen er andet bind i serien om Dødemagersken. Vi følger Armina, der sammen med to andre er på flugt og søger et sted at tilbringe vinteren, - og i dén søgen finder Armina også én med kræfter meget lig hendes egne. Kræfter, der er svære at forstå og meget tabubelagte, selv blandt dem, der ellers burde være deres egne. Det er dog en balancegang hvor meget man kan stole på ham, og hvor meget man bør dele ud selv. Og så er der jo samtidigt noget, der trækker i Armina for at vende tilbage til det hun kom fra, - trods de farer det involverer. Beslutninger skal tages, men hvad er det rigtige at gøre?

Vi lærer en smule mere om universet i bogen her, men det er stadig især Arminas udvikling, der er mest interessant. Hun bliver med sin nye bekendtes øvelser i baghovedet langsomt bedre til at håndtere sine kræfter og lærer gradvist at hvile mere i sig selv og ignorere omverdenens dømmende blikke. Det er ikke fordi det bliver særligt meget nemmere at være Armina i fortællingen her, tværtimod, - men hendes personlige udvikling kan noget helt særligt. Og så er det jo slet, slet ikke slut endnu.

Der er flere elementer, der får lov at flette sig sammen efterhånden som plottet her i bogen skrider frem, og der dukker stille og roligt flere informationer om universet op. Dog er der stadig primært fokus på Arminas udvikling, hvorfor tempoet også flere gange trækkes ud af fortællingen. Det står ikke stille på nogen måde, men man skal heller ikke regne med at det går så hurtigt som i mange andre lignende fortællinger.

Efter Minen er der stadig en del ubesvarede spørgsmål, især om elverne, og hvad der nu skal ske fremover for de med særlige kræfter, - mærker eller ej. Det er bestemt et utroligt interessant univers, som jeg glæder mig til at læse videre i. Både med fokus  på Armina, men forhåbentlig også med flere spændende detaljer om nogle af de andre evner, hendes kammerater har. Det er i hvert fald ét af de universer, hvor der er god rum til at lade fantasien tage en smule over efter endt læsning og drømme sig væk i mulighederne i magisystemet her!

28 september 2024

*Anmeldereksemplar* Blodpagten - Nattens Skygger #2

 Forfatter: Mads Schack-Lindhart - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af første bind i serien, Skyggesværdet, kan læses her.

Blodpagten er andet bind i serien om Nattens Skygger. Vi fortsætter få uger efter første bind sluttede, og nu hvor Tians studier er skiftet er det hele blevet endnu mere dystert end det allerede var. Tian har nemlig fået rodet sig ud i noget, han ikke helt selv kan styre, og han er på vej ned af en meget mørk vej, - og selv om hans nærmeste er bekymrede for ham og forsøger at minde ham om at stoppe mens tid er, så er  det ikke så simpelt som det lyder at fjerne sig fra det, Tian har fået rodet sig ud i.

Nattens Skygger er, for både Skyggesværdet og Blodpagtens vedkommende, mørke, dystre og makabre, - men også nervepirrende og  umulige at lægge  fra sig.

Worldbuildingen udvides gradvist her i Blodpagten, og det er altid fantastisk at kunne følge både regler for magisystemet i universet og kende til lidt om hvordan samfundsstrukturen er. Og dét i en grad, hvor det hele kommer til at gå op i en højere enhed og universet giver mening for læseren, uden at det er DE detaljer, der stjæler hele fokus.

Tian gennemgår i især denne bog en lettere skræmmende udvikling. Da vi mødte ham i starten af første bog hvar han en meget følsom ung mand (nærmest bare en dreng stadigvæk), der ikke havde set meget af verden. Selvom han stadig har noget samvittighed at tage af, da vi forlader ham til sidst i bogen her, er det slet ikke i samme grad. Han har udviklet en hård skal og er blevet mere koldblodig - man skal ikke sætte sig op i mod ham, det er helt tydeligt.

Det er en kæmpe styrke for bøgerne at der på fineste vis jongleres udvidelse af worldbuildingen, en fin karakterudvikling OG et plot, der står super skarpt. Derfor er det bestemt også en serie, der både har mine varmeste anbefalinger og som jeg glæder mig til at læse videre i, når der kommer mere!

Men - hvad nedenstående uddrag betyder.. det må du læse med for at finde ud af!



27 september 2024

*Anmeldereksemplar* Drone

 Forfatter: Marke A. Hansen - Udgivet: 2024 - Forlag: WG Press

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Drone er første bind i en serie af samme navn. Derfor skal man som læser også indstille sig på at sidde tilbage med nogle spørgsmål om universet og i forhold til visse af karaktererne, som vi først får svar på i kommende bind. Når det så er sagt, så er Drone faktisk én af de bøger, som man godt(!) kan læse, uden nødvendigvis at skulle læse videre i serien, - men det kommer jeg ind på senere.

Drone er science fiction med fantasy-elementer. Den handler om B3, der er en slags supersoldat blandet med nogle tekniske elementer,  - men hvor meget der er robot og hvor meget der er menneske ved vi faktisk ikke et godt stykke hen ad vejen. B3 er nemlig i lang tid beskrevet uhyre neutralt, og det er minimalt hvad vi får at vide om køn, fysiske kendetegn og lignende. Samtidig er vores hovedperson i starten meget ensporet og unuanceret i sin tankegang, og efterligner dermed idéen om at vedkommende bliver en smule robot-agtig.

Vi får historien fortalt fra B3s synsvinkel, og følger dermed B3s tanker om alt det, der foregår, og det er fantastisk at kunne følge B3s udvikling så tæt, som man kommer når man kan høre vedkommendes tanker. B3 gennemgår  en glimrende udvikling allerede i bogen her, efterhånden som B3 lærer sig selv og sine underliggende følelser at kende, - de har nemlig været skubbet ret langt væk i meget lang tid, så selv for B3 er det lidt en overraskelse hvor komplicerede sådan et følelsesregister nogen gange kan forekomme.

Og netop fordi B3s udvikling allerede i bogen her er så fin, er der meget at hente i bogen, og der er masser af stof at hente til eftertanke i diskussionen om robotter versus almindelige mennesker, og også i debatten om etik og fremmedgørelse af mennesker der ikke ligner én selv (os versus dem-tanken).

Jeg ser dog personligt frem til at læse videre om B3 og systemet her, som lader til at have rigtig meget på sig!

26 september 2024

*Anmeldereksemplar* Skyggesværdet - Nattens Skygger #1

 Forfatter: Mads Schack-Lindhart - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Skyggesværdet er første bind i Nattens Skygger - og hvilken start på serien! Det er mørkt, intenst og spændende, - og selvom starten minder en smule om starten på Eragon serien af Christopher Paolini, får vi heldigvis hurtigt bevæget os væk derfra.

Bogen handler om en ung mand, der mistede sin mor som lille og som for nylig også har mistet sin far og den gård, han er vokset op på. Ved et heldigt tilfælde får han mulighed for at komme ind på en uddannelsesinstitution normalt forbeholdt de allerrigeste, og her finder han langsomt ting, der peger ham i retning af hvorfor hans forældre er døde - og at de måske ikke var dem, han troede de var..

Det er mystisk og gådefuldt, og virkelig interssant at følge med i opklaringen, - plottet sidder lige i skabet. Samtidig står worldbuildingen også super skarpt, og der er mange detaljer at hente allerede her i første bind, særligt i forhold til magisystemet, men også med hints til racer og politik.

Nattens Skygger er ind til videre på alle måder læsningen værd, - og jeg glæder mig til at komme videre i bind 2, Blodpagten, der heldigvis ligger og venter på mig i reolen!


12 september 2024

Aldrig for evigt

 Forfatter: K. L. Berger - Udgivet: 2024 - Forlag: HiReader

Det har været en spændende proces at følge lidt med bag kulisserne under tilblivelsen af Aldrig for Evigt hos den Patreon-side der har været tilknyttet. Forventningerne er i forvejen sat en smule højt når det gælder bøger fra Katja (jeg ved, hun kan!), og jeg var ekstra spændt denne gang.. Og der leveres altså fra øverste hylde her!

Indpakningen er lækker, og giver et fint indtryk af de vibes der møder læseren i løbet af romanen, uden at afsløre for meget. Det pirrer nysgerrigheden lige tilpas som det skal være.

Aldrig for Evigt er klimafiktion, der foregår i noget der ligner vores eget univers, - men fanger karaktererne i et hjørne, hvor det næsten føles som om tiden har stået stille gennem flere år. Der er ingen moderne teknologi eller kontakt med omverdenen, - og indbyggerne opfører sig virkelig mærkeligt. Men hvorfor egentlig?

Det er dystert, mørkt, nervepirrende og interessant. Det er en bog, der er super vanskelig at slippe igen. Både plot, worldbuilding og karakterer fungerer virkelig godt, og det hele går flot op i en højere endhed, - og så er der alligevel et par spørgsmål, læseren efterlades med til sidst. For hvad sker der egentlig fremadrettet, både med karaktererne og Jarek Falls? Det hører hen i det uvisse, og lige her fungerer dét ualmindeligt godt.

Bogen formår nemlig at balancere en klimadebat utrolig nænsomt og på fineste vis. Der er ikke noget endegyldigt svar eller noget der fremstår som værende den eneste rigtige måde at tackle tingene på. Der leveres nærmere stof til eftertanke i måden det debatteres på og i det, karaktererne ser, oplever og ender med at tage med sig videre.

Aldrig for Evigt er en magisk læseoplevelse. Og er budgettet til årets Fantasyfestival sparsomt, kan jeg kun anbefale at den her kommer op som noget af det øverste på ønskesedlen derfra!

06 september 2024

*Anmeldereksemplar* Dommedagsstormen - Istårnet og de syv lys #2

 Forfatter: J. Harris Hatt - Udgivet: 2024 - Forlag: WG Press

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har også anmeldt første bind i serien, Istårnet. Min anmeldelse af dén kan findes her.

Dommedagsstormen fortsætter, hvor første bind slap. Der er stadig kamp om kongemagten, men riget står også over for en ydre trussel. Så hvor det i forgængeren kunne være lidt vanskeligt at holde styr på hvem man skulle lægge energi i at huske, er der her mere fokus på en bestemt karakter, som skal forsøge at forene, samle og forsone i håb om at kunne overvinde truslerne.

Det er hektisk og spændende, og man skal stadig holde tungen lige i munden for at kunne følge med; Istårnet og de syv lys hører på ingen måde til i letlæsningskategorien, og man skal ikke have lagt serien fra sig for længe ad gangen, hvis man fortsat skal have en chance for at holde styr på det hele.

Der er stadig et tredje bind på vej med forventet udgivelse i 2025, så der er naturligvis stadig en del ubesvarede spørgsmål her. Både i forhold til det Istårn, som det hele handler om, men også i forhold til religionen i universet, som endnu kun er meget overfladisk beskrevet.

Samtidig ender bogen her på meget fredelig vis, og det kan derfor desværre være tilforladeligt for læseren at sige at så var det nok dét. Jeg håber i hvert fald og krydser fingre for at tre'eren og afslutningen kan skabe lidt mere af det momentum, der desværre blev hevet ud af de sidste kapitler her.

Når det så er sagt er Dommedagsstormen stadig enormt interessant og holder fint niveauet fra første bind. Serien er til den voksne læser, der har mod på at blive udfordret en smule.


01 september 2024

*Anmeldereksemplar* Med Døden på slæb - Sjælebundet bind 1

Forfatter: Clara-Amalie Vorre-Grøntved - Udgivet: 2024 - Forlag: Ulven & Uglen 

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Med Døden på slæb handler om Irene, der egentlig går i gymnasiet. Kort efter vi er introduceret for hende, undslipper hun kun lige med livet i behold at hun er ved at blive kørt ned af en lastbil. Nu hænger hun på Kaun, som ikke helt er manden med leen, men alligevel har en funktion der minder om, i og med han hjælper de døde videre. Irenes nærmeste kan ikke se ham og går ud fra hun har stress på grund af gymnasiet, så hun bliver sat til at bo hos sin bedstemor en stund for at slappe af, - men det er naturligvis ikke sådan opholdet hos bedste kommer til at gå. Overhovedet.

Historien om et ungt menneske og vedkommendes relation til en udgave af manden med leen har været fortalt før (se bl.a. Fortællinger fra døden-trilogien af K. L. Berger), hvorfor jeg ærligt skal indrømme at jeg var lidt småskeptisk i løbet af de første kapitler her. Historien finder heldigvis sin egen, unikke tolkning på tropen, i dens måde at arbejde med delelementerne af fortælligen.

Relationen mellem Irene og Kaun er spændende, fordi den er så dobbelt; mens Kauns opgave er at guide Irene i hendes nye og udvidede verdenssyn, må Irene omvendt lære Kaun noget om hvordan han skal tackle sin krops nye mere menneskelige funktioner. Det er detaljer, der gør det, og det er uhyre morsomt at følge med i.

Med Døden på slæb er "kun" første bind i serien Sjælebundet, hvorfor blandt andet worldbuildingen naturligvs mangler lidt her og der, men vi er kommet godt fra start. Jeg er blandt andet ret vild med idéen om hvordan de forskellige dimensioner arbejder sammen og beskrivelsen af hvordan de fungerer lidt lige som lag i photoshop; selvom man ikke selv er superstærk i dét program er det en connection der får det hele til at virke mere virkeligt.

Symbolet på bogens omslag (se billeder) går igen i bogen, hvor det dukker op hver gang vi støder på et nyt kapitel, og Irene støder også på det mødet med Kaun, hvor hun fejlagtigt tror det er et peacetegn med lidt ekstra streger. Kaun afslører med dtiden at det forestiller livstræet med rødder og græne, der stikker i hver sin retning). Man bemærker måske at symbolet langsomt tiltes efterhånden som handlingen skrider frem; i starten af bogen er den lange streg i symbolet lodret, og langsomt roteres den ned i vandret stilling. Det er meget sigende om hvordan situationen i dette univers er ved at blive kritisk og har behov for at blive fikset, og personligt ser jeg frem til hvordan symbolet (måske / måske ikke?) tages i brug fremover.

Da det kun er første bog i serien er der stadig ubesvarede spørgsmål, som mangler at blive besvaret. Vi ved, at der findes spøgelser i dette univers, men hvilke andre overnaturlige væsner er der her? Hvem er Kauns overordnede? Hvor kommer informationerne i hans bog fra? Og hvorfor er reglerne som de er for kommunikationen mellem Kaun og hans kolleger?

Med Døden på slæb er et spændende take på mødet med døden. Den kan læses fra cirka 13-14 års alderen, - og personligt glæder jeg mig til at læse videre!



29 august 2024

A Dowry of Blood

 Forfatter: S. T. Gibson

Trigger Warnings for bogen: emotional, verbal and physical intimate partner abuse, gaslighting, war, famine, plague, blood, gore, consensual sexual content, sadomasochism, self-harm, body horror, violence, murder, alcohol use, depression, mania

Allerede på omslaget af A Dowry of Blood støder vi på ordene desire - obsession - control, som også er meget kendetegnene for fortællingen.

Hop med ind i en spicy vampyrromance med både poly og bi-repræsentation, skrevet i form af erindringer eller tilsvarende fra hovedpersonen til hendes skaber.

Skabervampyren er ikke omtalt ved navn, men fremstår i fortællingen om ham dominerende og med hang til det sadistiske.

Stilen er bemærkelsesværdigt anderledes end mange andre nyere vampyrromancer - og romancer i det hele taget, så det kræver lidt at vænne sig til måden det hele bliver fortalt på.

Til gengæld drages der paralleller til den oprindelige Dracula fortælling, som også var stykket sammen af dagbogsnotater, avisartikler og lignende. A Dowry of Blood er heldigvis alligevel helt sin egen, trods den åbenlyse inspirationskilde.

Der er fin variation i typen af relationer i løbet af bogen, og det er særligt interessant at følge med i hovedpersonens skift i mindset afhængigt af om der interageres med skaberen, en ligeværdig eller en nyere vampyr; der skabes kløfter og skel mellem aldersgrupper og status internt mellem karaktererne.

Fortællestilen indsnævrer af naturlige årsager den verden vi træder ind i og befinder os i, så man kan godt komme til at savne noget worldbuilding.

Jeg ELSKER at bogen lægger ud med en liste af Trigger Warnings inden bogen rigtigt går i gang, så man som læser har en chance for at mærke efter, hvad og hvor meget man er klar på, - for en bog som den her er bestemt ikke for sarte sjæle. Derfor er bogen også udelukkende (!!!) til 18+ segmentet!


26 august 2024

*Anmeldereksemplar* I den mørke skov - Eventyrsagaerne #1

 Forfatter: Gry Kappel Jensen - Forlag: Turbine - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Video af bogens fine lak-effekter og sprayed edges findes i bunden af denne side.

I den mørke skov er første bind i Eventyrsagaerne. Vi følger Ava, der er vokset op med søsteren Linn og deres far, men har mistet sin mor. De har ikke meget at gøre med, og en dag følger faderen Ava og Linn ud i skoven og efterlader dem, - og på mystisk vis ender de i en særlig kvindes varetægt.

Det er fra første side spændende at følge med i denne Hans og Grethe inspirerede fortælling, og det er på alle måder én af de bøger, der er uhyggeligt vanskelige at lægge fra sig, når man først er kommet i gang.

Worldbuildingen har stadig lidt åbne ender her og der, hvilket ikke betyder så meget når det er første bind i serien; der er stadig noget at tage fat på i kommende bøger, og det kan også noget at der er u-udforskede hjørner af universet.

Til gengæld hænger plottet virkelig godt sammen, og der er ikke mange fingre at sætte på noget på dén front. Jovist, flere karakterer har deres hemmeligheder, men det fungerer, og man står alligevel tilbage med en følelse af at man kender karaktererne og er blevet lukket ind i deres lille familie - i hvert fald en smule.

Ava er en kompleks, intens og interesant hovedperson med masser af dybde. Hun rummer en masse følelser, der samler sig i en form for vildskab og egensinddighed, der gerne vil ud, og dét er særligt spændende at følge. Både i hendes egen kamp for at tæmme det og lære sig selv bedre at kende, men også i hendes insisteren på at klare sig selv uden autoriteters indblanding, - og den langsomme erkendelse af, at der trods alt er nogen, der måske faktisk vil hende det bedste. Det er en fin balance mellem at stole på sin mavefornemmelse og at turde tro på det bedste i andre.

I den mørke skov er klart en helt fantastisk læseoplevelse, som man ikke må snyde sig selv for. Den rammer bredt, og kan anbefales fra cirka 11-12 år og opefter.







23 august 2024

Falkeridder - Sne og gløder

 Forfatter: Naja Vaaben - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2023

Falkeridder - Sne og gløder er første bind i en fantasy-serie, og bærer naturligvis præg af, at der arbejdes på en efterfølger. Der er mange ubesvarede spørgsmål og åbne plottråde, - nøjagtigt som man må forvente det af en 1'er.

Fortællingen er bundet op over en klassisk måde at fortælle (måske især fantasy) til børn og unge. Det handler om unge mennesker, der bliver sendt på en kostskole for at uddanne sig, og selvom det for mange er drømmen at være netop her, er det ikke så nemt at gennemføre som først antaget, og der er mange farer, der lurer.

Med dé briller på er historien rimeligt gennemsnitlig, tangerende til den gode side; og det er især en ganske udmærket worldbuilding der taler i historiens favør. Den ligger i et spændingsfelt, hvor den, meget afhængigt af den enkelte læser, enten vil fremstå brilliant eller som noget, der falder ind i mængden. Og den slags historier skal der også være plads til!

Falkeridder - Sne og gløder er en solid etter, og det bliver spændende at se, hvilken retning fortællingen tager i resten af serien.


19 august 2024

*Anmeldereksemplar* Isas Skygge - Xanas bog 3

 Forfatter: Søren Juhler - Udgivet: 2023 - Forlag: Byens forlag

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldt de foregående to bind i serien, Tidens fange og Molks Hævn. Anmeldelsen kan læses her.

Isas skygge afslutter serien om Xanas bog, - og hvilket eventyr, det har været!

Gennem alle tre bøger (Tidens fange, Molks Hævn og Isas Skygge) er tempoet højt og der er meget på spil, - så man skal holde tungen lige i munden fra første til sidste side for at kunne følge med.

Det er dog heldigvis som udgangspunkt gennemsyret af at det er den samme lille gruppe karakterer, vi følger, og at de problematikker de støder på gentager sig. Hvor nogle tager på tidsrejse for at få styr på sagerne, forsøger de resterende at holde styr på hvor de befinder sig på Danmarkskortet og holde rede på det hele.

For den voksne læser kan serien virke meget umiddelbar og en anelse tilfældig i sin opbygning, hvilket for nogen kan trække ned i den samlede læseoplevelse. Det er en stil og en måde at udtrykke sig på, og da det alligevel er konsekvent og handlingen skrider stødt og roligt frem ad alligevle må man formode at den primære målgruppe, - børn fra cirka 5.-6. klasse og opefter, - måske ikke vil studse så meget over det.

Med tidsrejser kan worldbuilding og plot hurtigt blive en smule forvirrende og indviklet, for hvordan bliver de forskellige dilemmaer omkring det løst, og er der styr på hvilke fælder man kan falde i undervejs? Xanas bog er ikke helt fejlfri på den konto, men de udfordringer serien har er løst så tilpas tilfredsstillende at det ikke er super vigtigt for indtrykket af serien, med mindre man går meget op i den slags detaljer.

Samlet set er Xanas bog en ret god læseoplevelse for de, der søger fart og tempo over fortællingen, og primært til 5. til 8. klassetrin, - og nødigt meget lavere, selvom læseniveauet måske er til det, da de unge mennesker i bogen så småt er begyndt at snakke om øl og fester.

Isas skygge får samlet de fleste løse plottråde sammen og bundet en fin knude på det hele, og serien er derfor en okay, over middel læseoplevelse, som jeg bestemt har været tilfreds med at følge - også selvom jeg fumlede lidt med at finde rundt i det hele i starten.


08 august 2024

Løgneren

 Forfatter: Kristoffer J. Andersen

Kender du det der med, at man egentlig bare gerne vil passe ind, - men at det er svært, på grund af omstændigheder man ikke helt kan styre? Og så kan det virke lettere at fortælle en uskyldig, hvid løgn for at virke sejere end man egentlig er - og på den måde måske få flere venner?

Det gør hovedpersonen i fortællingen her. Problemet er, at hvide løgne ikke bare er hvide løgne. For pludselig bliver alt, hvad han siger, til sandhed, - og så bryder kaos naturligvis løs. Men hvordan optrævler man alle løgnene? Og hvem er vores hovedperson egentlig bag sit skjold af hvide løgne?

Løgneren ramte mig ærligt dybere end jeg havde regnet med. Fortællignen i sig selv er sjov, underholdende og actionpakket. Samtidig tager den nogle problemstillinger op, som for mange på mellemtrinnet kan være relaterbare, hvorfor den hér må finde flest af sine læsere.

Men voksne har også været børn engang, og har alle skullet finde sig selv på et tidspunkt. De fleste kan derfor sandsynligvis nikke genkendende til mange af problematikkerne i bogen, - også selvom ordforrådet blandt de unge har ændret sig en smule.

Derfor er Løgneren bestemt læseværdig, - for både børn på mellemtrinnet og deres voksne. Både for den personlige læseoplevelse og for samtalen om bogen.


03 august 2024

*Anmeldereksemplar* Istårnet & De syv lys #1

 Forfatter: J. Harris Hatt - Forlag: WG Press - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Istårnet er første bind i trilogien om Istårnet og de syv lys - og den er flot sat op. Bogen er lækkkert pakket ind med både landkort forrest og bykort og persongalleri bagerst i bogen, og det er virkelig en fornøjelse at kunne bruge det til at orientere sig i undervejs. Der er nemlig meget at holde styr på undervejs.

Når de første kapitler er læst, ledes tankerne hurtigt hen på noget, der ligner A Song of Ice and Fire-serien (også bedre kendt som Game of Thrones). Der er en del synsvinkler at veksle i mellem, det er high fantasy, der er tydeligvis flere der gerne vil sidde på magten i området, og handlingen kan til tider blive en anelse voldsom, - hvorfor bogen bestemt også er til VOKSNE.

Det kan være vanskeligt at undgå associationer til andre fantasy-universer, og fordi Istårnet heldigvis relativt hurtigt bliver mere selvstændiggjort er det dog ikke noget der påvirker den samlede læseoplevelse.

Istårnet er en interessant og spændende start på serien, og med de mange synsvinkler og karakterer er der også lagt op til at det samme kan gøre sig gældende for de næste bind i serien.

Det eneste jeg for alvor savner af bogen her er en mere tydeligt defineret religion. Der dukker sporadisk lidt op om en Gud i løbet af bogen, men det er svært at regne ud hvad det er for en rolle den spiller i samfundet, og hvad den er funderet på. Især fordi det er nemt at gå ud fra at den trods alt har NOGEN betydning for befolkningen og ikke bare er ligegyldig eller at folk primært er traditions-religiøse, nu der trods alt refereres til den.

Overordnet er her dog tale om en velafrundet læseoplevelse, og der er lagt op til en serie med masser af potentiale. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre!


13 juni 2024

The Unmaking of June Farrow

 Forfatter: Adrienne Young - Udgivet: 2023

The Unmaking of June Farrow er tidsrejsefantasy, men relativ lowkey fantasy.

Farrow-slægten, som June Farrow er en del af, er en lang række kvinder, der på ét eller andet tidspunkt i deres liv har opdaget en dør, som de har haft en særlig trang til at gå igennem, - for så at ende i en anden tid.

Det er både enkelt og kompliceret, for det er naturligvis lige til at bevæge sig gennem døren, når den viser sig, men der er selvfølgelig regler involveret, - ellers bliver det vanskeligt med tidsrejser. Man kan ikke rejse til når som helst, og der er grænser for hvor ofte det kan lade sig gøre - og så er der alle andres underlige spørgsmål til Farrow familien at forholde sig til også.

The Unmaking of June Farrow er spændende og har elementer af noget krimi, der skal løses, for der er meget June Farrow selv mangler svar på, og som skal opklares undervejs i bogen. Det er derfor en bog, der næsten læser sig selv - den er i hvert fald til tider svær at lægge fra sig.

Selvom forudsætningen for hele romanen netop er rejsen i tiden, er det dog ikke fortsatte tidsrejser der fylder en hel masse, men nærmere de ubesvarede spørgsmål om hvad der er sket der hvor June dukker op, - og hvad der kommer til at ske fremadrettet (eller hvordan hænger det nu sammen?), der fylder mest. Man skal som tidsrejse-entusiast ikke skrue forventningerne alt for højt op.

Bogen er primært for de, der godt kan lide at lege detektiver i læsningen, og gå på jagt efter hvad der faktisk skete og hvem der har gjort hvad, - og som så derudover ikke har noget i mod fantasy-aspektet.

Derfor er det bestemt også en anbefaling med forbehold, for selvom det er en fantasy-bog er den mere til læsere af krimier og detektivromaner end til de rutinerede fantasy-læsere.



28 maj 2024

Slangen og Skyggeridderne (Sagartanerbrevene, #1)

 Forfatter: Thomas Stordal - Forlag: HiReader - Udgivet: 2024

Slangen og Skyggeridderne er første bind i serien om Sagartanerbrevene. Fortællingen handler om søskendeparret David og Melanie, der ved et uheld ender i en fremmed verden. Her kobles de på Margo, - og herfra bliver det kun endnu vildere.

Vi støder på en verden meget anderledes end dén, David og Melanie kender, og de skal omstille sig lynhurtigt fra efterskole-/gymnasie-tilværelsen. Der er nemlig meget på spil i Bantiqa, men også for søskendeparret, der jo egentlig gerne bare vil finde hjem igen.

Serien om Sagartanerbrevene har tidligere været startet med bogen Sjælesøgerne hos et andet forlag. I Slangen og Skyggeridderne startes der forfra med en total omskrivning. Det har givet fortællingen et kæmpe løft (hvorfor man også vil se jeg har givet de to bøger forskellige ratings på goodreads), - og der er tydeligvis lagt masser af energi i at optimere hvor der optimeres kan. Fortællingen vil og kan mere end tidligere, og det hele står skarpere.

Slangen og Skyggeridderne er i denne udgave en fabelagtig start på serien om Sagartanerbrevene, og selvom vi får nogle svar, er der (som det skal være med første bind i en serie) stadig mange ubesvarede, - og jeg ser frem til at følge med i serien fremadrettet og få en forklaring på i hvert fald nogle af dem.


23 maj 2024

The Invocations

 Forfatter: Krystal Sutherland - Udgivet: 2023

The Invocations er okkult og magisk, når det er allerbedst. Det er en spændende, nervepirrende pageturner, og gennem nærmest hele bogen er den god til at holde sin læser tryllebundet.
Samtidig er det moderne, feministisk fantasy, hvilket kun løfter handlingen og gør det endnu federe, omend det naturligvis også har en dyster side.
The Invocation leger med mørke sider af fantasy-genren. Det foregår i en verden der ligner vores, og trækker tråde til bl.a. middelalderens henrettelser af hekse.
Har det også slået dig at det primært var kvinder, der var offer for hekseafbrændinger, kommer én mulig forklaring her, - for selv i denne verden er kvinder naturligvis ikke forskånet for ignorante mænd. Det er med god grund at end ikke djævelen selv stoler på dem.
The Invocations er til den moderne fantasy-læser, der godt kan lide den underliggende samfundskritik og nogle stærke, kvindelige hovedpersoner, - og er bestemt anbefalelsesværdig.


18 maj 2024

Jeg har det fucking fint

Forfatter: Luna Harley - Forlag: Klippe - Udgivet: 2024

Trigger warnings: Selvskade, selvmordsforsøg, omtale af selvmord, stalking, store mængder alkohol, indlæggelser

Jeg har det fucking fint handler om Froya, som (surprise!) IKKE har det fucking fint. Det er bare svært at erkende, når livet ser ud som det gør for Froya. Rutinen er den samme, - fester, alkohol, selvskade og psyk. Og et hjørne af sociale medier for andre i samme situation som Froya.

Det her er én af de bøger, der nemt kan komme til at gøre rigtig ondt at læse. Den er hård og meget barsk, og det er svært ikke at blive ramt af hvor håbløst det hele kan føles, uanset om man selv står i en situation der minder om Froyas, eller om man er pårørende til.

Det er råt og vildt, når vi bevæger os ud i en skyggeside af samfundet som de fleste nok har en fornemmelse af findes derude et sted, men hvor de færreste ved hvor stort et problem det faktisk er - eller hvad der kan gøres ved det. For løsningen er bare ikke særlig simpel, når de, der har størst brug for hjælpen, også har brug for at erkende at de faktisk har brug for hjælp, før de kan få den. Men når de dét, før det er for sent?

Luna Harley har skrevet flere ungdomsromaner, og man mærker tydeligt at Luna har masser på hjerte. Det er velskrevet og velfortalt, blandt andet fordi hendes bøger er meget autentiske og trækker på Lunas egne erfaringer. Det er et vigtigt perspektiv at få med, både for at de, der står i lignende situationer har nogen at spejle sig i og for at vide, at de ikke står alene med deres udfordringer. Men også for pårørende - familie, venner, lærere, osv., fordi det åbner et lille vindue ind til hvad der reelt foregår i hovedet på de udsatte. Det er et tankemønster der kan være svært at forstå hvis man ikke selv har været der, og kan forhåbentlig skabe en smule forståelse omkring det. 

Jeg har det fucking fint er ikke for sarte sjæle. Det kræver is i maven at læse det, og det ER hårdt. Men det er også en vigtig bog at få læst, og måske især for pårørende til unge med ondt i livet, der har brug for en smule indsigt i hvad det hele handler om. Det må dog anbefales at potentielle læsere venter med at gå i gang til de er i det rette headspace til barsk læsning - og at den ikke angribes af for unge læsere.

16 maj 2024

Høstnat (Ravnenes Hvisken, #0,2)

Forfatter: Malene Sølvsten - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2024

Høstnat er en spinoff til Ravnenes Hvisken trilogien. Selvom bogen kronologisk ligger før Ravnenes Hvisken bøgerne, anbefales det alligevel at have læst dem før man giver sig i kast med bogen her.

Høstnat er en selvstændig spinoff til Ravnenes Hvisken, og er Benedict og hans brors baggrundshistorie. For hvordan endte de egentlig i det nordjyske, der er så langt fra deres hjemland? Og hvordan opstod koblingen til Elias, Od Dinesen og guderne heroppe?

Det er et hektisk, indviklet eventyr. Der er meget på spil for alle involverede parter, og der er ingen der er meget for at lade de andre slippe afsted med mere end højst nødvendigt; alle er tilgengæld sig selv nærmest. Når først det hele går i gang, går det stærkt, og man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med, hvis man bli´r inviteret til fest med guderne.

Høstnat er uundværlig for den trofaste Ravne-læser. Det er et glædeligt gensyn med gamle kendinge, og der er meget nyt at lære om alle involverede parter. Det er velskrevet og spændende, og bogen er nærmest umulig at lægge fra sig. Og så fylder den ikke mere end at den er nem at have med i lommen eller i håndtasken, - hvad mere kan man ønske sig af sin sommerlæsning?

 

11 maj 2024

Blodskat (Knogledrengen, #3)

 Forfatter: Astrid B. Z. Madsen - Forlag: Calibat - Udgivet: 2024

Blodskat er 3. og sidste bind i serien om Knogledrengen. Jeg har også anmeldt de første to bind i serien, - de kan læses her.

Blodskat rummer kulminationen på drengen Allisters prøvelser; hvor vi i de to første bind har set ham introduceret for en kuffert fuld af knogler og fulgt ham i forsøget på at flygte fra onklen Mortimer, bringer sidste bind i trilogien lidt flere svar på hvad det hele egentlig handlede om. Det er langt fra alt, der bliver besvaret, men det hele giver langt mere mening nu, hvor vi har fået en forståelse for, hvad der reelt var med den kuffert med knogler, og hvorfor den var så vigtig.

Knogledrengen-serien er en fortælling med fart over feltet og masser af action, så man keder sig bestemt ikke. Det er velfortalt og spændende, og bøgerne er vanskelige at lægge fra sig. Det eneste der skærer en smule i øjnene er IT-lokalet fra bog 2, som virker en smule malplaceret (det er flere år siden, de fleste skoler afskaffede IT-lokaler til fordel for personlige enheder), - men det er heldigvis ikke værre end at det sagtens kan tilgives.

Genremæssigt befinder vi os i den magiske realisme. Det er en fin indgang til fantasygenren til de, der endnu ikke er overbevist om hvad dén genre kan, - og for de der ellers sværger til fantasy, kan bøger som disse måske lokke i retning af at det hele ikke KUN behøver foregå i en fremmed, magisk verden.

Både sprog og plot passer til en målgruppe på cirka 9 til 12 år, eller 3.-6. klasse, - og bør være et oplagt valg til en lidt actionpræget serie til selvlæsning, hvorfor den også med fordel kan inkluderes i de fleste skolebibliotekers samlinger. Med den relativt åbne slutning er der også masser at tage fat på i forhold til at lade fantasien vandre fremad, - for hvad sker der mon for Allister efter sidste side er vendt?

Blodskat er alt hvad man kunne håbe på af en afslutning på serien. Det bliver ikke for firkantet i slutningen, men runder findt de løse tråde af og giver de væsentligste svar på de spørgsmål der er dukket op, - og selvom der ikke er et endeligt svar på alting, kan man alligevel lægge bogen fra sig med ro i maven. Helt, som det skal være.

Serien har i hvert fald mine varmeste anbefalinger!

The wrong bachelor

  Forfatter: Alexandra Moody The Wrong Bachelor  er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle ug...