Forfatter: Desmer Kaunitz - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2021
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Disclaimer: Navari - De som ved strækker sig over mere end 600 sider, og hører derfor til i den lange ende, selv inden for fantasy-genren. Længden i sig selv kræver derfor en smule af læseren - både i forhold til koncentration og håndledsstøtte!
Fortællingen fokuserer især på en gruppe børn, der gradvist får åbnet øjnene for at verden rummer mere end hvad de havde først antaget. Vi følger dem på en rejse ind i ukendt land, både i forhold til deres personlige rejser og i forhold til ting, de ikke havde troet mulige.
Det er én af den slags fortællinger, hvor man skal have god tålmodighed, - for tempoet er ikke så højt som i mange andre fortællinger i samme genre, og der er i høj grad fokus på i detaljer at beskrive de små brikker, der hver især er med til at danne karaktererne både som individer, som en del af en gruppedynamik, og som oplysende i forhold til de dele af verden, som hidtil har været ukendte både for karaktererne og læserne.
Navari - De som ved skriver sig ind blandt de bøger, der virkelig er med til at give læseren noget at tænke over, - for mon ikke børn og unge ofte kan mere, end hvad de voksne omkring dem tror, de kan? Og mon ikke de voksne langt hen ad vejen kan blive bedre til at turde tro på deres børn og unge, og lade de unge mennesker selv vise, hvad de kan? Ofte mestrer de unge mere end både hvad de selv tror, og hvad folk omkring dem regner med at de kan.
Når det så er sagt, så er det altså ikke en børnebog. Det er en fortælling skrevet til voksne, - eller måske teenageren, der har fået smag for de lidt mere voksne temaer. Undervejs kommer vi nemlig også omkring nogle barske sandheder om både den hverdag, de fleste af os tager for givet, og mere grusomme emner som krig - og det er ikke det hele, der er for hvem som helst.
Samtidigt kan både bogens længde og det langsomme tempo godt komme til at hægte nogle læsere af, hvis man ikke ved hvad man går ind til. Det er ikke klassisk fantasy, og det er derfor heller ikke dét man skal forvente. Man kan i højere grad forvente dannelse, venskab, samspil og en kommentar til hvordan vi tænker om børn og unges færdigheder.
Man kommer dog ikke uden om at fortællingen også rummer mange elementer fra fantasy-genren, endda suppleret med kort i begyndelsen af bogen og en ordliste på de sidste sider, så man kan følge med i de mange, fremmede begreber, - så for den uerfarne udi fantasy-genren er det altså heller ikke den letteste bog at kaste sig over, for der er meget at forholde sig til.
Navari - de som ved er til em særlig målgruppe af læsere, der gerne navigerer i forskellige genrer, og som gerne vil både fantasy-genren og dannelsesromanen, og som kan rumme denne dualitet i samme værk. Det er ikke nødvendigvis en bog, man skal regne med at blive færdig med i løbet af en enkelt session (det magtede jeg end ikke - og jeg har ellers ry for at læse meget, og hurtigt), - men den kan også sagtens tåle at blive delt op, så man tager den i flere bidder. I hvert fald så længe det ikke trækkes for meget i langdrag, så man mister fornemmelsen for de mange ting der er at holde styr på undervejs..