*Anmelder-eksemplar* Skaberværk

 Forfatter: Nis Dahm Sperling - Forlag: Facet - Udgivet: 2021 - Sidetal: 240

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Da jeg pakkede bogen op, var min mands første reaktion at spørge ind til, om det nu var en pædagogisk lærebog, jeg havde modtaget? Og selvom jeg sagtens kan forstå, hvordan hans tanker er blevet ledt derhen, er det ikke helt det, der er tilfældet.

Det handler om skyggeboksning. Og for at citere bagsideteksten:

Skyggeboksning: 1. (Opr.) boksning med en indbildt modstander i træningsøjemed 2. (Ny) sportsgren, hvor to modstandere programmeres med berømte bokseres bevægelser og genopfører klassiske kampe.

Vi følger to hovedpersoner, der oplever denne verden fra hver deres vinkel. Teo er selv skyggebokser, og hele hans tilværelse omhandler dén verden. Lottas verden handler nærmere om Teo, og det er svært at undgå at blive revet med af den tilværelse, han fører. Begge kæmper for at overleve en ellers miserabel tilværelse, hvor det ofte handler om at klare sig til dagen efter. Pengene er små, og livet er barskt og brutalt.

Generelt kræver det sin læser at være med, og det er absolut ikke for sarte sjæle at følge med på deres rejse. Vi kommer tæt på tilværelsen på bunden af samfundet, hvor man ofte gør hvad som helst for at tjene til dagen og vejen. Det betyder ofte vold og overfald, også uden for arenaen. Det betyder groft sprog, masturbation, stoffer, og en meget up-front og til tider aggressiv attitude fra flere af karaktererne. 

Kvinder præsenteres som værende sexobjekter, som mænd nærmest kan bruge som de har lyst, mens mændene snarere fungerer som maskiner. Altså står vi tilbage med mennesker, som tingsliggøres, og som mangler personlig frihed. Stemningen er præget af modløshed og håbløshed, og det kan være svært at finde en mening med livet, når situationen er som den er. For er der virkelig ikke mere ved tilværelsen end ren overlevelse?

Rent etisk savner jeg en dybere diskussion af skyggeteknologiens berettigelse, og hvordan det har fået lov til at udvikle sig til det, det er i historien. Hvad er det, der har ført til, at man i denne grad eksperimenterer på mennesker? Nok kan man overveje i hvilken grad samfundets mest udsatte i dag bliver udnyttet af systemet, afhængigt af hvor i verden man befinder sig, men her er der nærmest tale om ekstremer. Hvad mon har drevet samfundet så langt ud, at det tillader det?

Det skinner dog klart igennem, at der her er tale om en forfatter, der har praktiseret write what you know. Fagbegreberne sidder lige i skabet, og det sproglige flow og følingen med stemningen og strukturen omkring bokseverdenen og hvad det vil sige at være en del af det er on point. Det falder helt naturligt, og trods det at læseren ikke nødvendigvis selv har førstehåndskendskab til den beskrevne verden, føles det næsten som at være der selv.

Romanen er voldsom, men også relativt kort, så er man sart, er der trods alt grænser for, hvor længe man behøver påvirkes af denne barske fremtid. Og måske netop fordi den kan være så voldsom, indsnævrer det (desværre) målgruppen en del, da det flere gange bliver meget ubehagelig læsning. Det er bestemt ikke en let roman at skulle igennem, men den etiske diskussion, som den lægger op til i forhold til teknologiens berettigelse, synes jeg er super interessant, og det er måske noget jeg savner, at der i højere grad var blevet dvælet ved.

#ReopenReadathon 24.-25. april 2021

 #ReopenReadathon

Fra lørdag den 24. april klokken 9 til søndag den 25. april klokken 9 blev der holdt Reopen-Readathon arrangeret af @Bogdoktor og @Blossomingreading - en direkte efterfølger til #LockdownReadathon, der blev afholdt i januar, som jeg også deltog i. 

Endnu engang stod den på 24 timers intens læsning med en række fotochallenges undervejs for at holde gejsten oppe, og en gruppechat, der denne gang var flyttet fra instagram til discord, hvor deltagerne kunne komme i kontakt med hinanden. 

Som sidst var der i dagene op til readathonet ivrig diskussion om valg af bøger til TBR-stakken, indkøb af snacks, mængden af snacks versus "ordentlig" mad, hvilken type snacks der er de bedste. Der er mange valg at foretage op til et readathon, - og der er ikke et klart svar på nogle af udfordringerne, så langt hen ad vejen handler det vist om at finde sin egen måde at gøre det på.

Selv valgte jeg også at tage ved lære af udfordringerne fra readathonet i januar. For hvor meget kan man egentlig nå at læse på 24 timer? Det varierer selvfølgelig fra person til person, også i forhold til hvad det er for en type bøger, man vælger. I betragtning af, at jeg sidste gang nåede min TBR-stak igennem før tid og måtte på jagt efter flere bøger, havde jeg på forhånd sørget for rigeligt læsestof denne gang - og solid morgenmad før vi gik i gang, så det i hvert fald ikke var dét, der skulle gøre at jeg måtte holde pause i utide.

Jeg deltager i skrivende stund i et readalong på Twilight-serien arrangeret af @BogredenMonika og @Markmedvilje, så den første bog i Twilight-sagaen havde selvfølgelig sikret sig en plads på listen, og skulle læses færdig i løbet af weekenden.

Af uvisse årsager har jeg længe udskudt at læse Den Store Djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen, og eftersom jeg fik muligheden for at låne serien på biblioteket, måtte den selvfølgelig med i stakken, og det var faktisk også den første serie, jeg nåede igennem i løbet af readathonet.

Derudover stod Dennis Jürgensens serie om Krøniker fra Kvæhl højt på ønskelisten, - endnu én af de serier, som efterhånden har en del år på bagen, som jeg af en eller anden grund aldrig havde fået læst.

Også de to første bøger i serien om Asgårds Døtre af Sidsel Katrine Slej havde fundet vej til stakken sammen med Amari og Nattens Brødre af B. B. Alston.

Den sidste bog i den stak, jeg meget gerne ville igennem i løbet af readathonet blev Tanker om titler, en relativt kort bog, der indeholder interviews med flere forskellige forfattere og forlagsfolk, der fortæller om både deres forhold til bogtitler generelt, om oversættelser af bogtitler, og om hvordan de er nået frem til specifikke bogtitler, - for dét er ikke altid lige enkelt, og det er et emne, som fremstår virkelig interessant.

Som backup havde jeg udvalgt en enkelt bog af Neil Gaiman og en serie af Nicole Boyle Rødtnes. Jeg vidste af erfaring, at jeg sandsynligvis ville kunne nå en del, og at energien til at skulle finde på, hvad jeg så skulle læse, når (hvis) jeg nåede i gennem den oprindelige stak ikke ville være så stor, - så der er med vilje udvalgt nogle enkle, korte bøger, som også ville være til at magte, når energien var ved at slippe op.

Da vi nåede de tidlige morgentimer stod det da også klart, at jeg ville nå igennem min oprindelige TBR-stak - men at jeg ikke ville kunne nå hele backup-stakken. Jeg valgte derfor serien af Nicole Boyle Rødtnes, som jeg nåede halvdelen af inden tiden løb ud - og så læste jeg resten af serien senere i løbet af søndagen.

Sammenlagt nåede jeg 18 hele bøger og de sidste 125 sider af Twilight - hvilket betød 19 færdiggjorte bøger i løbet af dette readathon, og mere end 4.000 læste sider. Det overgår januar måneds LockdownReadathon med en del, - blandt andet grundet bedre forberedelse (denne gang vidste jeg, hvad jeg gik ind til) i forhold til valg af både litteratur og snacks; man finder efterhånden ud af, hvad der virker.

En af de ændringer, jeg selv var særligt godt tilfreds med denne gang, var at chatten var flyttet fra instagram til discord, hvilket gav mulighed for, at alle deltagere kunne snakke sammen på den samme server i stedet for at være delt ud på flere forskellige gruppechats på instagram, hvor der er loft over hvor mange man må være. Dét, plus den "læsesal", der var oprettet på discordserveren, gav en helt særlig stemning til readathonet, og det var virkelig hyggeligt at følge med i. Selvom vi sad i hvert vores hjem, gav det en helt særlig følelse af fællesskab at kunne se de andre og endda få sat ansigt på nogle af dem, som man ellers kun kender instagram-brugernavnet på.

Overordnet set er det lykkedes at stable endnu et virkelig vellykket readathon på benene - og jeg krydser fingre for, at der på et tidspunkt kommer endnu flere, som jeg selvfølgelig med glæde deltager i!

#bucketlist

 Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021 - Sidetal: 224

#bucketlist er noget af det sødeste og mest livsbekræftende jeg længe har læst! Det er en af de bøger, der virkelig fortjener at blive læst i én sitting, - og den kan sagtens bære det (tro mig, du vil ikke fortryde det!).

Zola er færdig på gymnasiet, og er faktisk lidt usikker på, hvad hun vil fremadrettet. Det er bare svært at sige højt, især når forældrene forventer at hun tager direkte på universitet - og det er selvfølgelig ikke lige meget, hvilken uddannelse man vælger! Zola bruger sommeren på at leve livet og sætter sig som mål at hun hver dag skal krydse en ny ting af på sin #bucketlist, - noget, hun dokumenterer på instagram undervejs.

#bucketlist er en roman om at lære sig selv at kende. Om at finde det, man brænder for, og at leve livet på en måde, som giver mening for én selv. Det handler om ærlighed, over for sig selv og for andre, og det handler om at turde at åbne op og at stole på andre. Også selvom det kan være ubehageligt, skræmmende og grænseoverskridende. Det handler om udvikling, at få det bedste ud af tilværelsen og at finde meningen med det hele.

#bucketlist er en af de bøger, man bliver glad af at læse. For os, der for længst (sorry) har lagt teenage-tilværelsen på hylden til fordel for voksenlivet, mens jeg sagtens kan se hvordan mange unge vil kunne spejle sig i Zolas bekymringer og tanker i forhold til de udfordringer, livet byder hende, i forhold til valg af uddannelse, relationer til familie go venner, og den spæde begyndelse i datinglivet. Bogen leger med sproget på en måde, der føles naturlig og som virker troværdig i forhold til målgruppen, og det samme gør layoutet, som der virkelig er kælet for undervejs med instagram-posts, som man næsten skulle tro var den ægte vare.

#bucketlist fremstår for mig som en utroligt stærk debutroman fra Saynab Farah Dahir. Standarden er sat højt fra start, og jeg ser frem til at læse mere fra hendes hånd! Det her er virkelig vellykket, og jeg glæder mig kun endnu mere til de udgivelser, jeg ved er på vej fra Dahir.

*Anmelder-eksemplar* Mogthunheims forbandelse (De III udvalgte, #1)

 Forfatter: Paul Anthony Sørensen - Forlag: HoneyBadger - Udgivet: 2020 - Sidetal: 340

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mogthunheims forbandelse er en eventyrlig fantasyfortælling om Sebastian, Eliot og Bjørn, der finder et skrin der gør, at de i drømme kommer til Mogthunheim - et parallelunivers til vores verden. Her er drengene De Udvalgte, som skal genoprette freden og sørge for at det igen er den rette regent, der sidder på tronen.

Der er langt en del energi i world-buildingen i det her univers, og selvom jeg stadig sidder tilbage med enkelte spørgsmål, nås der alligevel langt omkring, og det står for mig ret stærkt. Dog krydser jeg fingre for at en fortsættelse vil give svar på nogle af de største spørgsmål, der stadig gnaver.

• For er det tilfældigt eller skæbnebestemt, at det netop er disse tre drenge, der kommer til Mogthunheim? 
• Er der flere paralleluniverser at rejse i mellem? 
• Når en karakterer bosat i Mogthunheim på et tidspunkt nævner en gud, er det mon så en gud, vi kender til i vores verden, eller er religionen noget særligt for denne verden? 
• Og når Sebastian, Eliot og Bjørn går fra at være teenagere i vores verden til at være voksne mænd i Mogthunheim, hvordan er de så ved et trylleslag pludselig i stand til at styre deres nye kroppe? Hvorfor er deres motorik og balance ikke mere påvirket?

Jeg tænker selv, at man som teenager i forvejen kan have et pudsigt og måske endda lidt skævt forhold til sin krop, som kan være svær at styre i forbindelse med at den ændrer sig helt vildt, - og her sker det så snart drengene falder i søvn.. Det virkede i mine øjne lidt mærkeligt, at det gik så let for dem med at omstille sig, - også selvom der kan være en god forklaring.

Drengenes venskaber står stærkt gennem hele fortællingen, hvilket også Claire fra drengenes klasse bemærker. Det var noget særligt allerede inden, de kom til Mogthunheim, og blev kun stærkere af de udfordringer, de måtte igennem undervejs i fortællingen, - og det bliver spændende at følge med i, om der er noget der kan ryste dette venskab og konstellationen mellem drengene, der har fungeret i en helt særlig form for dynamik gennem længere tid. I kraft af at Claire her i løbet af den første bog løbende får mere og mere med drengene at gøre, og sandsynligvis kommer til at få en mere betydningsfuld rolle fremover, kan man som læser kun gisne om, hvilken indflydelse det kan få på drengenes venskaber, - og om fortællingens temaer kommer til at flytte sig fra i høj grad at handle om den her nærmest brødre-lignende relation drengene har til måske også at rumme noget mere.

Undervejs i fortællingen får vi løbende en smule at vide om ikke bare Sebastian, Eliot og Bjørn, men også flere af de andre karakterer. Det varierer lidt, hvor smooth det virker og hvor godt inkorporeret baggrundshistorierne er i hoved-fortællingen, og enkelte steder kommer det til nærmere at ligne info-dumps, der desværre tog lidt af pusten fra resten af historien. Selvom det er en interessant del af fortællingen, og jeg naturligvis gerne vil lære karaktererne endnu bedre at kende, kunne det med fordel være erstattet af nogle mere subtile hints til deres baggrund, som så kunne leveres løbende i takt med fortællingens udvikling og hvor det er relevant i forhold til resten. Det er især væsentligt i forhold til at der lægges kraftigt op til, at det her er første bog i en serie, og man dermed må forvente, at der kommer endnu mere af historien.

Generelt synes jeg fortællingen og verdenen som helhed står virkelig stærkt, og at den sagtens kan læses som en enkeltstående bog, - trods det, at den ender på en cliffhanger, og at der kraftigt er lagt op til, at der kommer en fortsættelse på et tidspunkt.

Amari og Nattens Brødre

 Forfatter: B.B. Alston - Dansk forlag: Carlsen - Udgivet: 2021 - Sidetal: 400

Serien er første del i en serie, der på engelsk har fået titlen Supernatural Investigations.

Amari er vokset op med sin mor og bror i et fattigt kvarter i byen. Da hendes storebror forsvinder, kan hun ikke forstå hvorfor det ikke er en større historie i medierne. Ind til hun en dag finder en særlig kuffert i hans klædeskab, - en kuffert, der bliver hendes adgangsbillet til en optagelsesprøve til en særlig skole. Her finder hun ud af, at der er mere til verden end det, hun lige gik og troede.

Amari og Nattens Brødre er Middle-Grade fantasy når det er aller-bedst! Der er fart over feltet og masser af humor, - hvis man keder sig, er det fordi man ikke følger ordentligt med. Opbygningen af universet er vellykket og står stærkt, og magisystemet virker velfunderet. Jeg ser frem til at dykke mere ned i det og lære mere af det at kende i de næste bøger i serien.  

Amari er super-sej, og overvinder mange vanskelige odds i kampen for at finde ud af, hvad der skete  med hendes bror, - hun har ben i næsen, er stædig og vedholdende, og rummer både stolthed over egne præstationer og en sund portion ydmyghed - men også en vilje til at sætte sig i respekt, når intet andet hjælper.

For mig er det virkelig interessant med en farvet pige i hovedrollen, som ikke behøver gemme sig væk på grund af sin hudfarve; hun er, og rummer mange ting, og selvom hendes hudfarve også nævnes som værende én af flere udfordringer i kampen for at klare sig socialt, så er det ikke historien om dét, der er den bærende. Selvom jeg hepper på historierne om racisme og synes, det er et vigtigt emne at sætte fokus på, er det på en sær måde befriende at læse om Amari, der netop er mørk, men hvor historien handler om så meget andet end lige hudfarven, og den del af hendes historie ikke er hovedtemaet, - at vi for alvor får lov til at se hvor meget mere, Amari rummer og kan, og at det ikke er hendes hudfarve, der definerer hvem hun er, nøjagtigt som det ville være tilfældet hvis hovedpersonen havde haft en anden hudfarve. De her historier har vi også brug for at se, og jeg sætter pris på at se at mennesker, uanset hudfarve, har plads som hovedroller i fiktionen - uanset genre.

Asgårds døtre

 Forfatter: Sidsel Katrine Slej - Forlag: Tellerup

Læserækkefølge:

1. Ingeborgs fortælling
2. Íssóls fortælling

Konceptet med at følge nogle af Asgårds valkyrier tiltalte mig egentlig en del; nordisk mytologi har altid kunnet fange min interesse, og de myter, der knytter sig til det synes jeg er virkelig spændende. World-buildingen i denne serie synes jeg i bund og grund egentlig også er virkelig vellykket, og det er interessant at kigge på både guder, verdener og overnaturlige væsner undervejs. Her er min største anke næsten at det ikke er beskrevet endnu mere, - beskrivelserne er så fine, og jeg bliver så glad, når der blandt andet kommer nisser med i den form, som myterne oprindeligt beskriver dem som.

Det går mig dog en anelse på, at vi bliver præsenteret for kvindelige hovedpersoner, der i kraft af deres valkyrie-status i mit hoved burde være selvstændige og stærke, men som kommer til at stå meget i skyggen af de mænd, der omgiver dem. De er meget let påvirkelige, og tager ikke mange selvstændige valg, - de har kun begrænset at skulle have sagt i deres eget liv, de er meget underdanige og lystrer deres mænd snarere end at leve i et ligeværdigt forhold. Det bliver et meget konservativt og patriarkalsk samfund, som er præsenteret, når kvinderne med jævne mellemrum må reddes af deres mænd og nærmest intet kan på egen hånd - trods det at de selv siger, at de har temperament.

Så for mig levede læseoplevelsen desværre langt fra op til forventningerne. Trods det at universet er velkonstrueret, var - og er - jeg meget imod den måde samfundet er bygget op på i fortællingen til en grad hvor jeg med jævne mellemrum havde det helt skidt over at se hvordan kvinderne blev behandlet.

Den Store Djævlekrig

 Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen - Forlag: Høst og Søn

Læserækkefølge:

1. Djævelens lærling
2. Dødens terning
3. Den forkerte død
4. Ondskabens Engel
5. Den faldne engel
6. Den faldne djævel

Jeg har ventet længe med at komme i gang med Den Store Djævlekrig. Jeg har egentlig ikke nogen god forklaring på, hvorfor jeg først er kommet i gang så sent, - andet, end at da den startede med at udkomme, var jeg allerede aldersmæssigt forbi den primære målgruppe og havde andet at se til.. Det er heldigvis ikke så slemt, at det ikke kunne rettes op på!

Hovedpersonen Filip er for mig at se en utroligt velkomponeret hovedperson med meget dybde. Han rummer både samvittighed og de fristelser, livet fører med sig, - og så går han igennem mange af de typiske teenage-kvaler samtidig med, at han med mellemrum besøger Helvede. Han vil gerne gøre sin mor glad, og balancerer mellem pligt og lyst. Han fremstår med mellemrum en smule naiv, men bliver også ofte undervurderet af karakterer langt ældre end ham selv. Han er ambitiøs og har mod på livet, og han formår at se det bedste i sine medmennesker, - selv bøllen Søren fra 9. klasse. Filip udvikler sig fra i starten at være en artig, pligtopfyldende og god dreng i den første bog i serien, til med tiden at få noget mere kant. Han bliver slebet mere til, og bliver bedre til at finde en balance i tilværelsen og på den måde at finde sig selv, - og den rejse har været virkelig interessant at følge.

Universet er spændende og godt gennemarbejdet. Man tror på det, og det har en helt særlig virkning, at vi skifter mellem de forskellige underverdener undervejs i serien. Nok er det primært det kristne helvede, Filip besøger, men han kigger også forbi både Hel, som er underverdenen i nordisk mytologi, og Hades' område i græsk mytologi. Det betyder godt nok også, at hvor de to første bøger i serien nærmest er ren underholdning på religionsfronten, kan det være en fordel med et grundlæggende kendskab til nordisk og græsk mytologi fra bog 3, og et mere indgående kendskab til kristendommen fra bog 5, hvor fortællingerne fra kristendommen for alvor får lov til at folde sig ud. Det kan virke meget for nogen og meget up front, hvis det primære, man kommer for, er fantasy-delen og underholdningen, men giver også universet en ekstra dybde og nogle flere lag end hvad der ellers havde været muligt.

Jeg var overordnet set vild med serien, men savnede lidt af det tempo og den humor, mange kender fra Rick Riordans bøger. Tematikken er meget derhenad, og har man først været igennem Riordans forfatterskab, kommer serien her desværre til at mangle en smule tempo, - dog er serien stadig læsningen værd, og er man interesseret i religionen bag, rummer Djævlekrigen nogle andre aspekter end hvad Riordans forfatterskab gør.

*Anmelder-eksemplar* Nannas rejse

 Forfatter: Bente Hahne - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2021

Sidetal: 308 - ISBN: 9788794049832

- Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra forfatteren. -

Helt kort handler Nannas rejse om en kvinde i 50'erne, der tager orlov fra sit arbejde for at rejse og finde tid til at male. Undervejs får hun mulighed for at arbejde med sig selv, - blandt andet i mødet med den mand, hun i første omgang rejser til Sydafrika med.

I princippet synes jeg konceptet er rigtig godt. Der er noget ved idéen om, at sætte hverdagens trummerum på pause, at se verden og få muligheden for virkelig at få gjort noget ved dét, man brænder for. Det er spændende at lege med tanken om, hvad man ville gøre, hvis midlerne til det og muligheden for det var til stede, - uanset hvad ens passion nu måtte være.

Desværre blev, hvad der potentielt kunne have været en fantastisk læseoplevelse om at udleve sine drømme, ødelagt for mig af, at Nanna virkede uhyrre irriterende. Hun havde ærligt en del at slås med, og det meste af bogen kom hun til at fremstå usympatisk, selvoptaget, og uden reel selvindsigt.

Allerede i starten får vi et indblik i Nannas karakter, da hun til dels virker ked af, at hun ikke har et bedre og mere konsistent forhold til sine veninder, - hvilket kan være en reel problematik for mange voksne, ind til vi finder ud af at det skyldes, at Nanna ikke selv er særligt god til at initiere kontakten, hvorfor relationerne naturligvis lige så stille forsvinder af sig selv.

Da Nanna i planlægningen af sin rejse leder efter en rejsepartner, følger vi hendes overvejelser omkring de ting, hun vil fortælle om sig selv. Måske særligt fordi jeg selv er nonbinær og panseksuel virkede det påtalt at Nanna tog stærkt afstand fra at formulere sig på en måde, så folk kunne tro, at hun måske - måske ikke var biseksuel. Og selvom man godt kan forstå dilemmaet i forhold til at finde en rejsemakker, hvor rejsen ikke behøver have romantisk eller seksuel karakter, virkede hendes reaktion alligevel slående.

Omkring halvvejs i bogen er Nanna tilbage til Danmark på ubestemt tid efter at datteren har slået hovedet, og Nanna virker frustreret og ved siden af sig selv. Hun har nu været i Danmark i noget tid, og der spørges ind til, om hun skal tilbage til Afrika, nu hvor familien kan klare sig selv, - 

Det har de sgu kunnet hele tiden. Nanna sagde det ikke højt, men indædt for sig selv.

Få sider senere snakker Nanna med en venindes teenage-datter, Gina, der altså er jævnaldrende med Nannas egen datter, Emilie. Her udtaler Nanna, - 

Du er så fornuftig, Gina. Du skulle høre Emilie. Det er sgu en anden snak! 

Som udenforstående kan jeg ikke lade være med at sammenligne de to citater, der vel at mærke stammer direkte fra bogen, for så at overveje hvorvidt det er en generel ting, at Nanna omtaler sine børn på denne måde, eller om det er et enkeltstående tilfælde. Er det en generel ting, ser jeg det i hvert fald selv som værende helt forståeligt, at hendes familie trækker sig, og at hendes søn, der på det her tidspunkt i handlingen for nyligt er blevet far, tilvælger sin svigermor oftere end Nanna selv.

Når det så er sagt skal vi ret langt hen i fortællingen før vi overhovedet finder ud af, at Nanna skal være farmor, og der findes endnu et argument for, at sønnen har trukket sig, i, at Nanna har planlagt en længere udenlandsrejse i den periode, hvor sønnens partner forventes at have terminsdato. Nanna ved sandsynligvis at svigerdatteren er gravid med termin i november/december, da hun planlægger sin rejse i løbet af sommeren, og det undrer i hvert fald mig en del, at hun ikke har planer om at være hjemme til at opleve det at skulle være bedsteforælder for første gang - at hun overhovedet er hjemme i den periode sker kun på baggrund af at Nannas datter er faldet og har slået hovedet, hvorfor Nanna er rejst hjem til Danmark. Det lugter af, at Nanna ikke tænker på andre end sig selv, at hun knapt værdsætter sin søn, og at hun har svært ved at prioritere hvad der for alvor betyder noget. Det er først, da barnebarnet er kommet til verden at Nanna giver udtryk for bitterheden over, at barnets mormor prioriteres anderledes - hvilket måske er forståeligt nok, hvis den nybagte mormor i højere grad har været til stede, tilgængelig og engageret i løbet af graviditeten.

Senere sidder Nanna i Rom og observerer en gruppe unge mennesker. Nanna konkluderer, at de unge er meget optagede af deres mobiltelefoner og at selviscenesætte sig selv for likes. I betragtning af at Nanna kun observerer dem udefra og derudover ikke selv har styr på hverken sit liv eller sin situation - hun har på dette tidspunkt knapt et sted, hun kan kalde sit eget, fordi hendes lejlighed i Danmark er lejet ud mens hun rejser - virker det arrogant at dømme de unge ud fra et øjebliksbillede, og afspejler måske i bund og grund Nannas egen usikkerhed omkring sig selv og det hun gerne vil.

Nanna står lidt senere og kigger sig selv i spejlet, hvor hun tænker følgende;

I modsætning til så mange kvinder havde hun aldrig været utilfreds med sin krop.

 Det er naturligvis hende selv, der er i fokus, og vi får som læsere indblik i, at hun nok sammenligner sig selv med andre mere end hvad hun vil vide af, - at hun overhovedet kigger på sin krop på dén måde og gør sig tanker om hvordan andre vil tænke om deres kroppe, siger mere om Nannas reelle selvbillede og selvværd end det gør om resten af befolkningen, hvis indre univers vi af gode grunde ikke kan nå rundt om i bogen.

Generelt fremstår Nanna som én, der er nået til et sted i livet, hvor hun må gøre op med sig selv hvilke konsekvenser hendes valg i livet har haft, hvilket nok meget naturligt følger med i Nannas stadie i livet. Sønnen har startet sin egen familie og datteren er gammel nok til også snart at skulle hjemmefra, og Nanna begynder så småt at være usikker på, hvad hun så skal fylde livet ud med, hvorfor tilværelsen må tages op til overvejelse. Det er en proces at finde et nyt ståsted i tilværelsen og at finde meningen med livet på ny, og det er bestemt ikke lige nemt for alle. 

Generelt oplever jeg Nanna som en kvinde, der er meget impulsiv og styret af lyst og pludselige idéer. Hun er typen, der er lidt over det hele, og som måske nok egentlig har behov for at blive holdt i kort snor og få fortalt hvor jorden er, så hun kan finde ud af hvad der er op og ned. Det betyder også, at når hun føler, så bliver det ufatteligt intenst, og logik kan være svær at finde, - det er i hvert fald ikke altid, tingene bliver tænkt over mere end den ene gang, de dukker op, før Nanna kaster sig ud i det som var det det eneste rigtige at gøre.

Nannas rejse var, trods det lovende koncept, en roman, jeg havde ret svært ved at færdiggøre, netop fordi jeg slet ikke kunne snuppe Nanna og hendes væremåde. Derudover var der nogle små sproglige ting, der generede mig, som i kapitel 15, der er skrevet i nutid i stedet for datid som resten af bogen, hvilket bliver forvirrende og træls at læse.

Det er en bog, der giver stof til eftertanke i forhold til, hvad vi vælger at bruge vores liv på, og hvad der betyder noget i tilværelsen, - så derfor kan bogen sandsynligvis være god til den rette læser, som forhåbentlig ikke synes at Nanna er lige så irriterende som jeg syntes hun var.

Luftkasteller

 Forfatter: Katrine Skovgaard - Forlag: Calibat - Udgivet: 2020 

Sidetal: 212 - ISBN: 9788793728486

Amanda har glædet sig til at starte i gymnasiet, men oplever modvind på den sociale front, fordi hun ikke har kysset eller været i seng med nogen endnu, - og det grænser til decideret mobning.

Luftkasteller er en roman om det at finde sig selv og at skulle erkende, at man ikke nødvendigvis er lige som alle de andre, - og at både én selv og verden omkring en skal forstå, at det også er helt okay. Der skal være plads til mange forskellige typer af mennesker, og at vi ikke alle sammen er ens. 

Men i gymnasiet, hvor det sociale fællesskab betyder utroligt meget, og det for mange er vigtigt at passe ind i flokken og helst ikke skille sig for meget ud, kan netop den erkendelse være meget vanskelig.

Det er fantastisk at se, at der med tiden bliver sat mere og mere fokus på de her problemstillinger i litteraturen, så der er mulighed for at mange forskellige unge får noget at spejle sig i - og på den måde måske kan få den støtte der er nødvendig for at de finder ud af, at deres måde at være menneske på naturligvis også er helt i orden, og at der ikke er noget i vejen med dét.

Luftkasteller er velskrevet og fængende, og rammer de unge der, hvor mange af dem befinder sig, både sprogligt og i forhold til mange af de ting, der rør sig blandt dem tematisk, - og så er bogen tilpas kort til, at den er hurtigt læst og overskuelig at gå i gang med.

Hvordan man overlever døden

 Forfatter: Kasper Lapp - Forlag: Calibat - Udgivet: 2020

Sidetal: 105 - ISBN: 9788793728691

Hvordan man overlever døden er en kort og hurtigt læst bog, som absolut fortjener, at man læser den i ét stræk.

Måske netop fordi den er så kort, er der mange indtryk og oplevelser på forholdsvist lidt spalteplads.

Alligevel er der ikke på nogen måde sprunget let og elegant hen over tingene - der mangler ikke noget, og det, der betyder noget, får lov til at fylde. Det er en bog, hvor vi for alvor får lov til at komme ind under huden på hovedpersonen og mærke hans sindstilstand.

Robert har naturligvis sine bevæggrunde for at stå i den situation han nu befinder sig i - og det er til at tage og føle på, hvordan han på én gang føler sig udkørt og tom og på den anden side fyldt med en hel masse gode ting.

Der er barskt og til tider nærmest umenneskeligt at følge, - men måske netop også det, der gør det så interessant. For hvad er det der gør, at vi som mennesker kan blive presset helt derud, hvor vi ikke længere føler at livet er værd at leve, - trods en, set udefra, egentlig udmærket og komfortabel tilværelse?

Det indre liv hos Robert er virkelig spændende at følge med i, og det er vanskeligt ikke at blive rørt eller mærket undervejs - både af Roberts langsomt skiftende sindsstemning, men også af Viktors livsglæde og mod på tilværelsen.

Bogen tager nogle tunge emner op, og kan derfor blive for meget for nogen, - men den er absolut læsningen værd alligevel, fordi den netop formår at rumme så meget og ramme relativt bredt på kort tid.

Du kommer med natten

 Forfatter: Eva Munk - Forlag: Petunia - Udgivet: 2021 - Sidetal: 106

- Hørt som lydbog -

Det er meget muligt, jeg skriver det her under kraftig påvirkning af, at det kun er få uger siden jeg mistede min far. Men Eva Munk kan altså noget helt særligt i forhold til at få sat ord på sorgen og de ting, der kan gå gennem ens hoved, når man står i en - for mange - meget vanskelig proces med at bearbejde det, der er sket.

Jeg tænker umiddelbart, det har været både godt og skidt for mig at høre den som lydbog (lydbøger hører ellers til sjældenhederne for mig). Det betød, at jeg ikke havde den samme mulighed for at lægge bogen fra mig, når det gjorde ondt og var svært, - og det gjorde samtidigt, at jeg endte med at tude meget af bogen igennem, fordi der så ofte blev ramt plet i forhold til nogle af de ting, jeg selv har kæmpet med de seneste uger.

Både bogen og lydbogen er tilpas korte til, at de er lette at komme igennem uden pauser, hvis man vel at mærke kan holde til det.  For mig blev det undervejs meget emotionelt, og havde jeg siddet med den fysiske bog i stedet for lydbogen, er det ikke sikkert jeg havde haft energien til at færdiggøre den - af samme årsag.

Sorg er en følelse, der er svær at komme udenom, - vi rammes alle på et eller andet tidspunkt i livet. Men den er vanskelig at tale om og at få sat ord på for mange, trods det at den fylder så meget og føles så overvældende, når man står i det. Det handler ikke om, at det hele skal forsvinde, eller at man bare skal glemme det, men at man skal lære at leve med det, - og dén erkendelse kan man måske godt bruge lidt hjælp til at nå, når man står i det. Derfor er det også fantastisk, at der findes hjælp til at få sat ord på, hvordan man har det, og at bøger som denne forhåbentlig kan give én følelsen af, at man ikke står så alene med det.

Du kommer med natten kan anbefales til alle, der enten selv gennemlever eller er tæt på nogen, der gennemlever sorg efter tabet på én, der står dem nær. Om man vil læse den fysiske bog eller lytte til lydbogen vil jeg ikke diktere, - det skal være op til den enkelte, - men er man typen, der let bli'r rørt, kan jeg anbefale lydbogen, hvor man har mulighed for at lytte videre gennem de tudeture, der med garanti kommer undervejs.

The Invisible Life of Addie LaRue

 Forfatter: V.E. Schwab - Udgivet: 2020 - Sidetal: 560

Den her bog kan noget helt særligt, - og sætter spor hos sin læser, som har mulighed for at blive længe efter.

Da jeg først hørte om konceptet her, var min første tanke at den ville minde lidt om How To Stop Time af Matt Haig (som også har skrevet The Midnight Library), der handler om en mand, der har det modsatte af progeria, dvs. noget der gør, at han ældes væsentligt langsommere end alle os andre og derfor også lever længere. Han er født i en tid med hekseafbrændinger, og skifter jævnligt identitet af frygt for hvilke konsekvenser det vil have, hvis folk opdager, at han ikke bliver ældre.

I modsætning til hovedpersonen i How To Stop Time har Addie LaRue selv valgt sin tilværelse, - eller, hun har i hvert fald sagt ja til en aftale, men at hun så ikke kendte de fulde konsekvenser af aftalen før den blev indgået er så hvad det er. Kort fortalt er hun ikke tilfreds med sin tilværelse i starten af 1700-tallet, og ønsker sig fri for at andre skal bestemme over hende, - hun vil have sin frihed. Og det får hun, en skæbnesvanger aften.

Men hvad indebærer det egentlig at være fri, og at der ikke er nogen der har noget at skulle have sagt i ens tilværelse? Hvem er vi egentlig, når vi absolut ingen bånd har til andre? Det er et vanskeligt spørgsmål at besvare, især i en globaliseret verden, hvor kontakt med andre kun er få tast på en digital dims væk. Vi efterlader fodspor, både i den virkelige og den digitale verden nærmest hele tiden uden nødvendigvis at tænke videre over det, - det er bare sådan, det er. Det er næsten umuligt ikke at efterlade et eller andet mærke i verden eller helt at forsvinde under radaren. 

Det har dog været hverdagen for Addie i 300 år, - og selvom hendes motivation for at vælge den aftale, hun har indgået, er velbegrundet og fuldt forståelig, især set med feministiske briller, så er hendes tilværelse på sigt ikke nødvendigvis ønskværdig. Hun kan godt kommunikere med folk, men hun kan ikke fortælle dem sit virkelige navn på nogen måde, og de vil glemme hende det sekund, hun er ude af syne. Og hvad gør man så, når man ikke kan beholde et arbejde eller finde en bolig, der er helt ens egen? 

For Addie bliver det en forhutlet tilværelse, hvor hun kommer til at leve fra dag til dag og med sporadiske en-vejs-relationer. Det gør især, at de første år af hendes nye liv er særligt vanskelige, og der går lang tid med at falde til og finde sin plads i en verden, der ikke husker én.

Rent filosofisk tager Addie LaRue fat i nogle interessante problematikker. Hvad vil det egentlig sige at være lykkelig? Hvad skal der til for at vi har det godt og føler os tilpasse i tilværelsen? Handler lykke og det at have det godt om mind-set og indre faktorer, eller er det baseret på ydre faktorer? - Hvis man fik muligheden for at ændre noget, burde man så overhovedet gøre det?

For selvom mange af os sandsynligvis har siddet og dagdrømt om hvad-nu-hvis-tilværelser, og ønsket os væk i scenarier hvor tilværelsen blev så og så meget bedre, hvis bare lige.., så har vi i bund og grund ingen garanti for at vide, om de ønskede ændringer så reelt også ville gøre noget godt. Og man behøver ikke have set eller læst meget fantasy for at vide, at denne typer ønsker nærmest altid har konsekvenser, - og at den, der opfylder ønskerne, ofte vil forsøge at vende dem til deres egen fordel.

Addie LaRue handler om livet og tilværelsen og de store linjer. Hvad er det, der gør det værd at leve? Hvad er det, vi sætter allermest pris på, som gør det hele det værd? Det handler om at finde i en balance mellem at leve i nuet og nyde det, der er - for vi ved ikke, hvor længe vi har det - og at se ud over det. For dét, der den ene dag lyder som en fair aftale, er det ikke nødvendigvis på lang sigt. Man skal naturligvis være åben for nye muligheder og at tænke langsigtet, men ikke uden at overveje konsekvenserne grundigt inden man siger ja. Det er en roman om eksistentielle, universelle spørgsmål. Hvad er det, der gør livet værd at leve? Hvad skal vi egentlig her på jorden, og hvad er formålet med det hele?

Bogen har efterhånden været ude et godt stykke tid, og jeg undrer mig over, at der endnu ikke er noget ude om en eventuel dansk oversættelse. Den kan virkelig noget, - sproget er fantastisk, karaktererne er relaterbare, og det er på én gang en bog, der giver stof til eftertanke, men som også kan sluges i én sitting. Det er en af disse typer low key fantasy bøger, som med lethed kan læses af de, der ikke er vant til at læse genren.

Jeg har selv haft bogen liggende et godt stykke tid efter at have fået den anbefalet via sociale medier gennem en længere periode, og selvom jeg da gerne indrømmer, at jeg havde en del forventninger til bogen før jeg gik i gang, blev det hele indfriet og mere til. Jeg følte mig blæst bagover fra start til slut i forhold til kvaliteten af den her bog. Den er tro mod genren uden at være super hardcore. Karaktererne  er ægte og lette at holde af med virkelige følelser, som man bliver revet med af, og med ægte, virkelige liv med reelle dilemmaer, der er til at tage at føle på. Og plottet er skruet sammen på en måde, så bogen er meget vanskelig at lægge fra sig, og man liiige skal have det næste med.

Anbefales til høj som lav - uanset om man er til fantasy eller ej. Tør du bede til de guder, der svarer efter mørkets frembrud?

Til Aretz' Ende 1 og 2 - Sumbaronens Rejse og Bondekongens Rejse

 Forfatter: Christina E. Ebbesen - Forlag: Ulven og Uglen

Sumparonens Rejse er udgivet i 2019. Den er 501 sider lang og har ISBN9788793349414.

Bondekongens Rejse er udgivet i 2021. Den er 509 sider lang og har ISBN 9788793349520.

For mig står de her bøger som noget helt særligt. Det er MAGISK at se at dansk fantasy får lov til at udfolde sig på denne måde, - især, når der er lagt så meget arbejde i worldbuilding som der er med Til Aretz' Ende serien. Det er gennemført og man kan ikke lade være med at blive grebet af det, - man drages ind i fortællingen, og det kommer til at virke nærmest virkeligt. Både i forhold til forskellige måder at få samfundet til at fungere på, varierende tolerance over for de, der er anderledes end én selv, og meget individuelle forhold til religion og moral. Der er en helt særlig dybde over Aretz, og selvom jeg generelt er vild med meget af det fantasy, der er kommet på det danske marked de senere år, hører serien her i mine øjne til blandt noget af det aller-bedste, og det er helt tydeligt, hvor meget energi der er lagt i at kreere denne verden.

Anmeldelsen af de to første bøger i serien kommer her som noget samlet. Ikke, fordi de ikke kan tåle hver deres anmeldelse, for det ville de sagtens kunne bære, men fordi det efter at have vendt sidste side i bog 2 er blevet ret tydeligt at (som Christina E. Ebbesen også selv har pointeret) at der oprindeligt er tænkt på dem som værende én samlet bog. I forhold til gængse træk for genren er det helt tydeligt, at første del af Gavin og Robins eventyr ikke rigtigt var slut, da vi vendte sidste side i bind 1, - selvom den står fint som en afsluttet roman, er det alligevel som om der mangler noget, - og det får vi heldigvis i bind 2, hvor slutningen er mere åben.

Uden den mindste form for spoiler indblandet, kan det vist godt afsløres at Robin og Gavins relation er kompliceret. De kommer fra to meget forskellige baggrunde, fra dele af samfundet hvor vidt forskellige normer hersker, og de kommer derfor ofte til at gå skævt af hinanden, - det bringer en del misforståelser med sig, at de hver især kommer til at gå ud fra, at den anden da selvfølgelig (indsæt selv tanke eller handling) - uden at tage højde for de massive forskelle i opvækst og bagland.

Gavin er vokset op i et klassesamfund, hvor stand har meget at sige, og hvor det at være tiltrukket af det køn, man selv er, er utænkeligt, - i denne del af verden er det blevet prædiket, at det er forkert. I Robins del af verden hersker noget der i højere grad ligner demokrati og frisind. Der er umiddelbart ingen, der tænker anderledes om Robin, fordi han er tiltrukket af mænd. 

Undervejs på deres færd vokser de begge to, om end det er på hver sin måde; hvor Robin har brug for at finde sig selv og komme videre efter flere år i et skidt forhold, bliver der prikket til Gavins måde at tænke om forskellige emner på, og han bliver med tiden mere tolerant over for de, der er anderledes end ham selv. De er endnu ikke helt i mål, nogen af dem, - men der er heldigvis også flere bøger i vente.

Noget af det, som fantasy-genren er virkelig god til, er i mine øjne netop det her med at tage nogle emner op til debat, som i andre former for litteratur kan være vanskeligere at nå i dybden med; i og med at man i fantasy-universer har muligheden for at få tingene mere på afstand, opstår der simultant en mulighed for at få vist nogle aspekter af debatten, som ellers ikke ville være kommet frem. Og i forhold til Gavins langt hen ad vejen meget konservative måde at tænke på, er det fantastisk at se hvordan han bliver udfordret på sine holdninger på en ordentlig måde, så han har mulighed for at vokse og udvide sit mind-set, - og at vi får at se, at der er mange måder at leve og gøre tingene på. Denne verden er, som vores egen, rig på måder at leve på, og indeholder mange forskellige typer karakterer, som der naturligvis alle skal være plads til.

Fordi de to bøger oprindeligt er tænkt som ét samlet værk, er der en smule forskel i strukturen og den måde, de rundes af på. Efter Sumpbaronens Rejse stod jeg i hvert fald selv tilbage med en følelse af, at jeg havde en idé om noget af det, der ventede i Bondekongens Rejse; konkurrencen, som Gavin deltager i, er endnu ikke slut, og der er her noget helt konkret at tage fat på. Slutningen på Bondekongens Rejse er mere åben, og selvom jeg da personligt har nogle forhåbninger i forhold til hvad der skal ske i resten af serien, er der i skrivende stund ikke meget at gætte ud fra, - men jeg glæder mig(!), for selvom det endnu er meget ukonkret, er der lagt op til, at det nok skal blive spændende alligevel!

Det er som om, der i starten af bog 1 lægges op til en nærmest eventyr-lignende struktur med en ung mand, der meget gerne vil vinde prinsessens hånd og det halve kongerige - noget Klods Hans agtigt, i kraft af at Gavin ikke umiddelbart er det mest oplagte valg til at skulle giftes med prinsessen, men forsøger sig i en turnering alligevel i et forsøg på at få muligheden. Langt hen ad vejen ser vi da også nogle eventyrtræk blande sig med fantasy-genren i fortællingens opbygning og de prøvelser, Gavin må gå igennem undervejs. At det så undervejs udvikler sig til at blive andet og mere end bare eventyret, er så hvad det er, - hvilket bestemt også er positivt.

Som tidligere nævnt er det svært ikke at blive grebet af fortællingen. Fordi Gavin og Robins venskab stille og roligt bygges op i løbet af den første bog, får vi masser af muligheder for at følge dem i meget forskellige situationer. Så da handlingen i bog 2 for alvor intensiveres hen mod den sidste tredjedel af bogen, er det store følelser involveret, - man kommer hele følelsesregistret igennem. Det kan derfor også kun anbefales at have god tid til de sidste 150 sider af bogen, - for det bliver uhyre vanskeligt at lægge bogen fra sig, når først man når her til.

Bondekongens Rejse var for mig én af de udgivelser, jeg havde glædet mig mest til her i 2021. Sumpbaronens Rejse er en stærk start på serien, og jeg ville have mere, - og Bondekongens Rejse kan SAGTENS leve op til sin forgænger. Der er mere eventyr i vente, mere bromance, og stærke følelser - sidstnævnte både karaktererne i mellem, efterhånden som historien skrider frem, men så sandelig også hos læseren.

Jeg kan vist roligt sige, at jeg elsker de her bøger, - og jeg GLÆDER mig til at læse videre! Denne verden har tydeligvis masser at byde på - i forhold til væsner, magisystem, og samfundsstruktur, og det er en fornøjelse at få lov til at læse med.