Viser opslag med etiketten racisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten racisme. Vis alle opslag

08 juni 2023

*Anmeldereksemplar* Dødsstriben

 Forfatter: Ulrik Lauritzen - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Dødsstriben er tredje bog i en serie krimier i grænselandet. Jeg har tidligere anmeldt første bog Flod her, og Dæmon her. De tre bøger kan læses uafhængigt af hinanden, og man kan derfor sagtens starte med Dødsstriben.

Dødsstriben foregår som sine forgængere relativt afsides i Udkants-Danmark, hvor de fleste beboere har helt styr på hinandens foretagener - på godt og ondt. To unge mennesker findes dræbt af knivstik, og hvis ikke dét i sig selv skulle kunne ryste efterforskningsholdet, er det kun starten på udfordringerne. Der er stadig meget ondt i vendte..

Dødsstriben veksler mellem den aktuelle efterforskning og hændelsesforløb i Berlin op til murens fald i 1989. Vekslen mellem de to handlignsspor er som altid super interesant og gennemført på en måde, så vi som læsere aldrig er i tvivl om hvor og hvornår vi befinder os. 

Tankerne ledes hurtigt hen på at angrebene kunne bunde i racisme, blandt andet i kraft af bogens åbenlyse referencer til flere evigt aktuelle politiske debatter på udlænginge- og indvandrerområdet i virkelighedens verden. Det kan være hård læsning, uanset læserens egen baggrund, og derfor bør man som sensitiv læser også tage sig i agt før man kaster sig over bogen.

Dødsstriben er virkelig interesant, blandt andet i dens måde at spille forskelige overbevisninger ud mod hinanden på. Det er let at blive revet med og blive sur på visse karakterer og deres overbevisninger, og romanen skal have ros for at forholde sig politisk relativt neutral og undgå at blive farvet af en bestemt politisk dagsorden, - trods det at de fleste af os sandsynligvis har en holdning til hvilken vej man kunne ønske sig det skulle gå.

Trods det, at man ikke nødvendigvis er til krimier, er der alligevel noget dragende ved romaner som denne, der i høj grad taler til vores følelser og medmenneskelighed. Det er nemt at blive revet med og lige skulle have det næste med, - og pludselig er bogen læst. 

Det er en fornøjelse at læse en bog, der er så velafbalanceret og velskrevet, hvor referencerne til realistiske problemstillinger er til at tage og føle på, og som samtidig runder sin serie af på fornemste vis. Det er ikke én af de romaner, der efterlader en hel masse til fantasien efter sidste side er vendt; det er en afrundet fortælling, der står godt som den er, og kan efterlade læseren med en form for ro.

Dødsstriben er til den voksne krimilæser, og uanset om du er erfaren læser inden for genren eller blot er nysgerrig på hvad den har at byde på, er der noget at hente her. Den bør dog stadig læses med omhu, da den blandt andet omhandler problemstillinger der bunder i racisme.

06 juni 2023

Yellowface

 Forfatter: Rebecca F. Kuang - Udgivet: 2023

Yellowface handler om June. Da hendes veninde Athena dør, stjæler June hendes noter til en planlagt roman og gør det til sit eget, og modtager både ros og ris for udgivelsen. Umiddelbart er salgstallene fantastiske, men flere har spottet ligheder mellem den udgivne bog og Athenas tidligere værker, så June står hurtigt i en shitstorm, der ingen ende vil tage.

Titlen alene spiller på begrebet blackface, og også handlingen spiller på problematikker omkring det at udgive sig for noget man ikke er og kulturel appropriation. Det er især en udfordring at Athena er af asiatisk oprindelse og June er hvid, - og at bogen er stærkt inspireret af Athenas familiehistorik og kineseres kamp under første verdenskrig.

Det gør noget helt særligt for bogen er skrevet fra "skurkens" synsvinkel, og vi som læsere får indblik i hendes tanker og måder at retfærdiggøre sine handlinger på. Det er ikke noget kønt syn, og trods det at det ind i mellem kommer til at virke meget karikeret, kan det alligevel nemt efterlade én med en knude i maven, fordi det netop alligevel er så hyperrealistisk.

Som kaukasisk kan det være en daglig kamp at styre uden om både strukturel racisme og racistisk tankegang, og der er uhyre mange faldgruber som man skal være opmærksom på. Derfor er det ekstra vidunderligt med bøger som denne, der sætter fokus på, hvor problemfyldt det er, og hvor dybt man kan synke, hvis man ikke er opmærksom.

Yellowface er provokerende og satirisk, men også virkelig tankevækkende. Den har potentiale for at sætte et stort aftryk hos læseren, - hvis man immervæk er villig til at åbne sig og lytte til det, der bliver sagt mellem linjerne.

Stemningen, tempoet og sproget er noget anderledes end både The Poppy War og Babel, så man skal ikke forvente en kopi af forfatterens tidligere værker, men det gør bestemt heller ikke noget. R. F. Kuang mestrer det og gør det levende, og fortællingen er stadig svær at slippe, når man først er kommet i gang.

27 maj 2022

*Anmelder-eksemplar* Queenie, Harlems Gudmoder

 Forfatter(e): Elizabeth Colomba og Aurélie Lévy - Dansk forlag: Umpff - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Sorg, død, mord og mordforsøg, vold, overgreb, racisme

Queenie - Harlems Gudmoder er en graphic novel baseret på historien om Stephanie St. Clair, der havde stor indflydelse på bydelen Harlem i mellemkrigstiden. Hun levede et liv på kant med loven og som mafiaboss og feminist. Det her er ligeledes en historie om undertrykkelse af samfundets svageste, og med en sort hovedperson er det (desværre) heller ikke til at komme uden om racisme.

Vi følger Stephanie St. Clair i glimt, hvor vi skiftevis følger hende som voksen i tiden mellem første og anden verdenskrig og i episoder fra hendes barndom og ungdom. Som voksen kan hun virke barsk, hård og vanskelig at komme ind på livet af, mens glimtende fra barndommen viser en helt anden, blødere side, som forsøger at få mening ud af tilværelsen. 

Vi er alle et resultat af mange hændelser, - og hverken fortællingen om barnet Stephanie St. Clair eller den voksne Stephanie St. Clair kunne have stået alene. Selvom de to sider af Stephanie St. Clair umiddelbart kan virke meget modstridende, er det udført på en måde så de tilsammen giver et helt menneske, og det minder os om, at vi netop alle er et produkt af vores liv indtil nu.

Stephanie St. Clairs sindstilstand fremstår tydeligt for læseren, og det er virkelig noget af det der står stærkest undervejs. Frustrationerne over verdens uretfærdigheder. Handlekraften. Drivet. Retfærdighedssansen. 

Fordi det er en graphic novel, er det nærmest ikke muligt at skille handlingen fra det grafiske, - for de spiller sammen og det grafiske fortæller meget af det, der ikke er nedfællet med ord. Og netop i forhold til det grafiske får vi for alvor Stephanie St. Clairs personlighed og hendes forskellige sindstilstande at se, på en måde som tekst ikke på samme måde ville kunne illustrere.

Samtidig er der gjort ekstra ud af, at bogen er gjort i rene sort-hvide nuancer i de episoder, hvor vi følger Stephanie St. Clair som voksen, mens der er tilføjet grå nuancer, når vi følger hende som barn. Det gør det både let og lige til hurtigt at spotte hvornår i tidslinjen vi befinder os, men det giver også nogle ekstra lag til fortællingen.

Det er en fortælling om en kvinde, der trods det at hun var på kant med loven, var - og stadig bør være - et forbillede, og en personlighed som man kan håbe fremover i endnu højere grad bliver almendt kendt.

Stepanie St. Clairs historie er en rejse. Det er for den historie-interesserede, som er nysgerrig på mellemkrigstidens USA, og som ikke viger tilbage for at høre om de dele, der handler om andre end lige den hvide mand.

Det er for læseren, der gerne vil opdage de dele af historien, som ikke er beskrevet i de almindelige historiebøger. Læseren, der selv er interesseret i feminisme, i klassekamp, og i kvindernes og de sortes historie, - ikke kun de hvide mænds.

For det fulde udbydte af Queenie - Harlems Gudmoder kræves det en smule forforståelse for mellemkrigstidens USA, - men med dét på plads kan den med fordel læses allerede fra 13-14 års alderen. Dog kan det anbefales at de mere sensitive læsere kan blive påvirket af visse scener i bogen.

25 maj 2022

Yinka, where is your huzband?

 Forfatter: Lizzie Damilola Blackburn - Forlag: Viking (imprint under Penguin Books) - Udgivet: 2022

Yinka, where is your huzband? handler om Yinka, der er i starten af 30'erne, bosat i London og med nigerianske rødder. Hun er single, og hendes familie (og i særdeleshed hendes mor) spørger med jævne mellemrum ind til om hun ikke snart finder sig en mand, - men det er altså ikke bare sådan lige til. Yinka klarer sig egentlig relativt udmærket. Hun hviler i sig selv, hun har en god uddannelse og et godt job, hvor der muligvis venter en forfremmelse. Men moderens konstante kommentarer er svære at ignorere, - snart lider Yinkas selvtillid og hun bliver usikker på sin karakter og sit udseende, og det bliver ikke bedre, da den forventede forfremmelse bliver byttet ud med en fyreseddel.

Det at de unge voksne føler et pres fra deres ældre familiemedlemmer til at slå sig ned, finde en partner, blive gift og få børn er en universel ting, - lige dét kan ikke kun knyttes til en bestemt nationalitet, etnicitet, kultur eller trosretning. Men måden presset bliver ført udi livet på, hvordan og i hvilken grad det bliver italesat, kan variere fra familie til familie. Det i sig selv gør fortællingen relaterbar på tværs af læseres varierende baggrunde.

Samtidig gør Yinkas skiftende sindstilstande indtryk. Hun er blevet voksen, og hendes bekymringer er derfor lidt andre end den typiske hovedperson i en Young Adult / New Adult bog. Hun er for længst ude af uddannelsessystemet og videre på arbejdsmarkedet, så mens hendes kærlighedsliv stadig bekymrer, kan hendes tanker om fremtidige ansættelsesforhold måske især gøre indtryk hos den lidt mere modne læser.

Selv på kærlighedsfronten handler det ikke kun om et crush man gerne vil score lige nu og her, men om at finde en partner man kan se sig selv med på længere sigt, - én, man forhåbentlig vil kunne se sig selv blive gammel sammen med. Der er ikke så meget instant gratification over fortællingen som visse bøger målrettet et lidt yngre segment. Det skal ikke forstås som en kritik af andre romance-bøger, som har deres egne styrker, - men denne her skriver sig på den måde ind i en anden gren af romance-genren.

At bogen er til et lidt mere modent publikum viser sig også i, at Yinka måske ikke er direkte jaloux på dem i hendes omgangskreds der er nået til forlovelser, bryllupper og babyer, - men hun er heller ikke upåvirket, måske især fordi det giver hendes mor ekstra chancer for at presse på i forhold til hendes kærlighedsliv, men også til dels fordi det bliver en lind strøm af små påmindelser om, hvor hun ikke er.

Yinka oplever dog ikke udelukkende udfordringer på kærligheds- og karriere-fronten. Hun er også udfrordret af sin hudfarve, da en del af hendes egen usikkerhed bunder i at hun er meget mørk i huden, også i forhold til flere andre sorte, - og det bliver ikke bedre af, at flere bejlere feticherer hendes hudfarve, eller fortæller hende direkte, at hendes mørke hud er årsagen til at de ikke kan blive til mere. 

Det ville også næsten være mærkeligt hvis ikke der blev sat ord på aspekter af racisme, når nu hovedpersonen er sort og bosat i en del af verden hvor majoriteten er hvide, - desværre. Det er ikke historiens primære omdrejningspunkt, men dog et væsentligt undertema, der bliver bearbejdet på en elegant og subtil måde, - og det er fantastisk at se, at Yinkas eget syn på hendes udseende bliver italesat, da hun starter i terapi.

Yinka, where is your huzband? er til romance-læseren, der ikke viger tilbage for problematikker der knytter sig til slut-20'erne / start-30'erne. Det er til læseren, der vil have en anderledes bog om kærlighed, der ikke har en åbenlys førsteelsker gennem hele romanen. Det er til læseren, der gerne vil gøre op med generations-relaterede traumer, og som kan se det positive i at hvile i sig selv og embrace single-tilværelsen.

30 december 2021

Morika 1-3; Rent blod, Vildhunden og panteren, og Blodets bånd

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2015

Trigger warnings: racisme, homofobi, vold, voldtægt

Da den her serie udkom, havde jeg endnu ikke fået øjnene op for hverken bookstagram og communitiet dér, eller hvad dansk fantasy havde at byde på. Der sker hele tiden noget i bogverdenen, - så da jeg endelig fandt ud af at serien eksisterede, var der mange, mange andre bøger jeg også gerne ville læse. Undervejs har serien dog hvisket i min underbevidsthed, og jeg var sikker på at jeg nok skulle få den læst en dag, - så nu, hvor 2021 lakker mod enden skulle det være. Og selvom jeg har ventet længe på at starte på serien, er jeg nu også glad for at det er én af de serier, hvor jeg ikke har behøvet vente på en fortsættelse!

Det handler først og fremmest om en gruppe unge mennesker, der har brugt deres ungdomsår på en afsides ø, hvor de er blevet uddannet inden for forskellige områder. Det går dog langsomt op for dem, at tingene ikke er så idylliske, som de først havde troet, så de stikker af og slutter sig til oprørshæren, - som dog har sine egne udfordringer at slås med.

Bøgerne er spændende, medrivende og virkeligt vanskelige at lægge fra sig, - selv læste jeg dem over kun tre dage. Der sker noget hele tiden, uden at det på noget tidspunkt går for hurtigt, og tempoet er bestemt med til at holde gang i læselysten.

Derudover følger vi på skift to hovedpersoner, Eshiri og Korau, der nok befinder sig tæt på hinanden meget af serien, - men der er også perioder hvor de er hver for sig, og så er de som udgangspunkt meget forskellige ideres tilgang til verden og de udfordringer de møder. Skiftet mellem de to synsvinkler er derfor med til at give en større indsigt i handlingen, både på forskellige steder i Morika, men også i forhold til at nuancere den enkelte scene, som karaktererne ofte har meget forskellige tanker om.

Det er dog også en serie, der har ind til flere voldsomme scener (se trigger warnings øverst), som for den sarte læser godt kan blive en tand for meget. De mest voldsomme scener er ikke helt så slemme som dem fra forfatterens Bjergtaget-serie, men kan dog alligevel godt blive for meget. Flere af de voldsomme ting er dog også noget af det, karaktererne efterfølgende reflekterer over, og det er dem, der er med til at danne grundlag for deres modstand over for det eksisterende system, som de med tiden gerne vil ændre, - og som det altid er når man gerne vil ændre noget, så tager den slags tid, og det er sjældent noget man bare lige gør.

Morika er en af de serier, jeg sagtens kan se mig selv fordybe mig i ad flere omgange, - og selvom jeg nok tager en lille pause fra universet først, regner jeg også med at få læst serien Krøniken om Morika på et tidspunkt, som er en serie, der foregår i samme univers. Sidsel Sander Mittet skriver på en måde, så jeg i hvert fald selv relativt hurtigt bliver opslugt af det, der foregår, - og selvom jeg tydeligt kan se hvordan hun har udviklet sig som forfatter fra serien her frem mod nogle af hendes nyere udgivelser, står serien alligevel virkelig stærkt. Selvom jeg var længe om endelig at få den læst, er jeg i hvert fald kun glad for at jeg så til sidst fik det gjort!

01 november 2021

*Anmelder-eksemplar* Ulvetunge

Forfatter: Sam Thompson - Dansk forlag: Straarup & co. - Dansk udgivelse: Oktober 2021 

Ulvetunge handler om en dreng, der kæmper socialt i skolen på grund af taleproblemer. Han bliver snart hvirvlet ind i en konflikt mellem en gruppe af ræve og en gruppe af ulve, - rævene vil gerne være som menneskene, og forsøger at bruge ulvene som slaver i processen. Vores hovedperson kommer til at fungere som konfliktmægler i processen, hovedsageligt ved at tage ulvenes parti og kæmpe deres sag.

Det er en spændende, medrivende bog, der kan læses selvstændigt fra 4.-5. klasse cirka. Den inddrager temaer som mobning og ensomhed når vores hovedperson er i menneskenes verden, og slaveri, undertrykkelse og moral i dyrenes verden, - ikke at forglemme påmindelsen om at dyrenes verden og vores verden altså er én og samme, hvilket vi mennesker med mellemrum har en tendens til at glemme.

Det er en fortælling om at skelne rigtigt og forkert, - og hvor svært det ind i mellem kan være at se, hvor ens egne handlinger placerer sig, og hvad der kan være det rigtige at gøre. Det er fortællingen om ikke at undervurdere nogen baseret på udseende og udfordringer alene, - og at dét at stå sammen om en sag kan gøre en enorm forskel for de involverede.

Bogen er fyldt med flotte illustrationer, der virkelig drager læseren endnu længere ind i fortællingen, og forsidens særlige overflade gør det til noget særligt bare at røre ved bogen, - der er virkelig gjort noget ud af ikke bare tekstens indhold og budskab, men også alt det udenom, og deter en fornøjelse at gennemgå bogen, også bare for at kigge på illustrationerne.

En pageturner, der helt sikkert sagtens kan bruges både som frilæsning og i undervisgnings-regi, når man har med børn på mellemtrinnet at gøre - der er masser af muligheder.

27 august 2021

*Anmelder-eksemplar* Trubaduren (Mæsker, #2)

 Forfatter: Majbrit Ravnholt Cramer - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Anmeldelsen af bog 1, Henretterlunden, findes her. Den er i øvrigt også modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg synes, jeg har ventet længe på den her afslutning! Jovist, der er kun gået et års tid, cirka, men den cliffhanger, Henretterlunden sluttede med, var altså næsten ikke til at holde ud.

Heldigvis har Trubaduren været værd at vente på. Der er virkelig fart på, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med i alt det drama, der sker, og de tråde, der skal vikles ud.

Der er mange detaljer, man skal være opmærksom på, og i bog 1 var der en del åbne spørgsmål, der skulle besvares, før det hele gik op i en højere enhed - og i bog 2 bliver posen rystet, så vi som læsere for alvor kan blive i tvivl om, hvorvidt vi kan stole på de karakterer, man sandsynligvis kom til at holde af og med i bog 1.

Man kommer i hvert fald ikke til at kede sig undervejs, - og begge bøger kan være meget vanskelige at slippe igen, når man først er kommet i gang, så det kan anbefales at have god tid til læsningen.

Det er fortællingen om de misforståelser der sker, når vi glemmer at tale sammen. Om de fordomme vi kan have om andre, udelukkende baseret på deres udseende eller der hvor de er født, og hvordan det påvirker vores interaktion med dem i en grad, hvor den enkelte kan blive decideret ondskabsfuld. Og for hvad? Problematikken er til at tage ud og overføre direkte til vores verden. Det er de mindste ting, vi hurtigt kommer til at dømme hinanden på, og ikke altid på et særligt fornuftigt grundlag.

Det er fortællingen om, hvordan det kan have positiv effekt både for det enkelte individ og for samfundet som helhed, at vi ind i mellem minder os selv om at sænke paraderne og huske at kommunikere med omverdenen. Det er fortællingen om, at vi ikke skal lade andres fortællinger om en tredjepart diktere, hvad vi tænker - men at vi skal huske at tænke kritisk og undersøge sagen selv.

Det er tankevækkende bøger, der har masser af potentiale til at sætte spor hos sine læsere. Og jeg er sikker på, der er mange detaljer, der vil blive ekstra klare, ved en eventuel genlæsning, - for der er tilpas meget drama og fart over feltet til, at man godt kan komme til at misse noget.

Bøgerne i denne nu afsluttede duologi er velskrevede, dramatiske og actionprægede. Man håber og krydser fingre, for så at få sit hjerte knust, og til en hvis grad sat sammen igen. Jeg glæder mig til at følge Majbrit Ravnholdt Cramers forfatterskab, og krydser fingre for, hun har flere fantastiske historier i ærmet!

Mon ikke et par lærere rundt omkring ville have fornøjelse af at bruge bøgerne her som udgangspunkt i en debat om menneskerettigheder, racisme, fordomme, og hvordan vi behandler hinanden? - Om ikke andet så blot ud fra bog 1, Henretterlunden, der har sin andel af ting at tage fat i på dét område, og så kan eleverne selv få lov at læse fortsættelsen.

27 april 2021

#bucketlist

 Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021 - Sidetal: 224

#bucketlist er noget af det sødeste og mest livsbekræftende jeg længe har læst! Det er en af de bøger, der virkelig fortjener at blive læst i én sitting, - og den kan sagtens bære det (tro mig, du vil ikke fortryde det!).

Zola er færdig på gymnasiet, og er faktisk lidt usikker på, hvad hun vil fremadrettet. Det er bare svært at sige højt, især når forældrene forventer at hun tager direkte på universitet - og det er selvfølgelig ikke lige meget, hvilken uddannelse man vælger! Zola bruger sommeren på at leve livet og sætter sig som mål at hun hver dag skal krydse en ny ting af på sin #bucketlist, - noget, hun dokumenterer på instagram undervejs.

#bucketlist er en roman om at lære sig selv at kende. Om at finde det, man brænder for, og at leve livet på en måde, som giver mening for én selv. Det handler om ærlighed, over for sig selv og for andre, og det handler om at turde at åbne op og at stole på andre. Også selvom det kan være ubehageligt, skræmmende og grænseoverskridende. Det handler om udvikling, at få det bedste ud af tilværelsen og at finde meningen med det hele.

#bucketlist er en af de bøger, man bliver glad af at læse. For os, der for længst (sorry) har lagt teenage-tilværelsen på hylden til fordel for voksenlivet, mens jeg sagtens kan se hvordan mange unge vil kunne spejle sig i Zolas bekymringer og tanker i forhold til de udfordringer, livet byder hende, i forhold til valg af uddannelse, relationer til familie go venner, og den spæde begyndelse i datinglivet. Bogen leger med sproget på en måde, der føles naturlig og som virker troværdig i forhold til målgruppen, og det samme gør layoutet, som der virkelig er kælet for undervejs med instagram-posts, som man næsten skulle tro var den ægte vare.

#bucketlist fremstår for mig som en utroligt stærk debutroman fra Saynab Farah Dahir. Standarden er sat højt fra start, og jeg ser frem til at læse mere fra hendes hånd! Det her er virkelig vellykket, og jeg glæder mig kun endnu mere til de udgivelser, jeg ved er på vej fra Dahir.

26 april 2021

Amari og Nattens Brødre

 Forfatter: B.B. Alston - Dansk forlag: Carlsen - Udgivet: 2021 - Sidetal: 400

Serien er første del i en serie, der på engelsk har fået titlen Supernatural Investigations.

Amari er vokset op med sin mor og bror i et fattigt kvarter i byen. Da hendes storebror forsvinder, kan hun ikke forstå hvorfor det ikke er en større historie i medierne. Ind til hun en dag finder en særlig kuffert i hans klædeskab, - en kuffert, der bliver hendes adgangsbillet til en optagelsesprøve til en særlig skole. Her finder hun ud af, at der er mere til verden end det, hun lige gik og troede.

Amari og Nattens Brødre er Middle-Grade fantasy når det er aller-bedst! Der er fart over feltet og masser af humor, - hvis man keder sig, er det fordi man ikke følger ordentligt med. Opbygningen af universet er vellykket og står stærkt, og magisystemet virker velfunderet. Jeg ser frem til at dykke mere ned i det og lære mere af det at kende i de næste bøger i serien.  

Amari er super-sej, og overvinder mange vanskelige odds i kampen for at finde ud af, hvad der skete  med hendes bror, - hun har ben i næsen, er stædig og vedholdende, og rummer både stolthed over egne præstationer og en sund portion ydmyghed - men også en vilje til at sætte sig i respekt, når intet andet hjælper.

For mig er det virkelig interessant med en farvet pige i hovedrollen, som ikke behøver gemme sig væk på grund af sin hudfarve; hun er, og rummer mange ting, og selvom hendes hudfarve også nævnes som værende én af flere udfordringer i kampen for at klare sig socialt, så er det ikke historien om dét, der er den bærende. Selvom jeg hepper på historierne om racisme og synes, det er et vigtigt emne at sætte fokus på, er det på en sær måde befriende at læse om Amari, der netop er mørk, men hvor historien handler om så meget andet end lige hudfarven, og den del af hendes historie ikke er hovedtemaet, - at vi for alvor får lov til at se hvor meget mere, Amari rummer og kan, og at det ikke er hendes hudfarve, der definerer hvem hun er, nøjagtigt som det ville være tilfældet hvis hovedpersonen havde haft en anden hudfarve. De her historier har vi også brug for at se, og jeg sætter pris på at se at mennesker, uanset hudfarve, har plads som hovedroller i fiktionen - uanset genre.

26 september 2020

*Anmeldereksemplar* Øglejægerne

 Forfatter: Camilla Wandahl - Forlag: Gyldendal

Bog 1, Kloens Klippe, er tilsendt som anmeldereksemplar.

Om bog 1, Kloens Klippe, skrev jeg:

Ærild og hans lillesøster bliver angrebet som store børn, og kun Ærild slipper hjem derfra. I flere år formodes lillesøsteren død af de fleste, mens Ærild selv er sikker på, at hans lillesøster findes derude et sted, og at han forhåbentlig stadig kan nå at redde hende. Men det er ikke sådan lige til, og Ærild går allerede her i Kloens Klippe gennem mange, vanskelige udfordringer, både fysisk og mentalt, for at han komme sin lillesøster en smule nærmere, og det skal da også vise sig, at lillesøsterens forsvinden ikke er den eneste problematik, han må slås med.


Der er allerede fra prologen lagt op til en fortælling med fart over feltet, og der er mange udfordringer for det folkefærd, Ærild tilhører. Vi introduceres til en verden, hvor mennesker har bosat planeten og overtalt den oprindelige befolkning, som Ærild tilhører, til at arbejde for sig i noget, der ligner slave-lignende forhold i bytte for, at menneskene tilsyneladende beskytter det oprindelige folk. Det virker dog nærmere som om, at det er det oprindelige folk, der beskytter menneskene mod planetens vilde væsner, og at menneskene nyder godt af den billige arbejdskraft.

Trods et højt intelligensniveau blandt den oprindelige befolkning og mane fordele i deres fysik i forhold til almindelige mennesker, finder langt de fleste sig i behandlingen, og kun en lille gruppe gør modstand, - man kan håbe, for den oprindelige befolknings skyld, at denne gruppe får lov at vokse i bog 2.

Det er interessant at befinde sig i en verden som denne, hvor menneskene bliver skurkene, og det er det er de væsner, der adskiller sig fra os, som vi identificerer os med og holder med undervejs, og det sætter tingene i perspektiv, at der bliver vendt nogle ting på hovedet, - oftest er det trods alt menneskeracen, vi holder med, - og i forhold til tidens racisme-debat kan det næsten kun sætte tanker i gang, og det er svært ikke at se nogle referencer. Blandt andet fordi der er lagt op til, at der skal ske noget blandt den oprindelige befolkning i deres relation til menneskene i den næste bog. Det er på en gang en smule urovækkende at skulle se sin egen art som værende skurken, og underligt befriende at der bliver sat ord på nogle af de ting, hvide mennesker gennem tiden har udsat farvede for gennem historien, og at det helt tydeligt er forkert, netop fordi vi oplever historien fra ofrenes synsvinkel, - og at de, der ikke har magten, ikke nødvendigvis selv oplever det, de gør som værende forkert. Der er lagt i støbeskeen til, at man kan blive provokeret og rykket med som læser.


Når det er sagt, er her generelt fart over feltet, og selv sad jeg ofte og var nervøs for Ærilds ve og vel undervejs, for han kommer ud for nogle grusomme ting, - han når nærmest ikke at slappe af, før den næste udfordring kommer, og det næste moralske dilemma skal løses. Selvom jeg ikke nødvendigvis var enig i alt, hvad han foretog sig undervejs, er hans valg undervejs fuldt forståelige.. Ærild er en karakter, der ofte handler før han tænker. Han er meget impulsiv og styret af sit temperament, hvilket også er med til at sætte ham i nogle af de konflikter, han efterfølgende må slås med. Det er måske også netop det karaktertræk der kan skille vandende blandt læserne i forhold til hvorvidt man bryder sig om ham, for på den ene side kommer han til at fremstå ukontrolleret, til tider en smule aggresiv, og meget i sine følelsers vold, mens det på den anden side er begrundet, hvorfor han gør som han gør, takket været historien om hans lillesøster. At der så også kan være andre faktorer i spil, er hvad det er, - men det skal ikke spoiles her.


Worldbuildingen virker rigtig godt. Vi får foræret en tilpas mængde baggrundsviden om den verden, vi befinder os i, så man forstår, hvor vi er, og hvorfor tingene fungerer som de gør, uden at det tager overhånd, og beskrivelserne af denne ellers fremmede planet er gode og naturlige, så man kan se verdenen tydeligt for sig.

Tempoet er som nævnt godt, og der er et godt flow i sproget, så man liiiiige skal have et kapitel mere med.


Overordnet er her tale om en stærk 1'er i, hvad der forhåbentlig vil vise sig at være en fænomenal fantasy-serie. Jeg glæder mig til 2'eren!

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 er 240 sider lang. Den har ISBN 9788763865692.


A very large expanse of sea

 Forfatter: Tahereh Mafi -Sidetal: 310 - Udgivet: 2018 - ISBN: 9780062866561 

Jeg er ikke helt klar over, hvad jeg forventede, da jeg gik i gang med bogen her, men det var bestemt noget andet end det, jeg tog med mig - på en positiv måde. Den overraskede og var vanskelig at lægge fra sig.

Den portrætterer to teenageres flirt gennem et skoleår og viser nogle grimme sider af, hvad racisme og fordomme gør ved de personer, det går ud over - på den hårde måde. Det er barsk læsning, der giver stof til eftertanke, og man kan næsten ikke undgå at gå sine egne ord og handlinger efter i sømmene efter læsning som denne her; og det er vel egentlig meget sundt? Selvom det kan være usundt at blive krænket over alting og ingenting, er det kun meget godt at vi tænker over, at de ting vi gør og siger ikke kun påvirker os selv, men også folk omkring os - på godt og ondt.

Budskabet er nobelt, og bliver endda fortalt uden at være bedrevidende eller for at virke som en løftet pegefinger, men nærmere som en venlig påmindelse og en fin gestus.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Den Underjordiske Jernbane

 Forfatter: Colson Whitehead - Dansk forlag: Politikens forlag - Udgivet: 2017 

Sidetal: 299 - ISBN: 9788740049305

Originaltitel: The Underground Railroad

Den underjordiske jernbane er intens, nervepirrende og skræmmende - mest af alt fordi den ligger så tæt op af noget, der meget vel kunne have været virkeligt, og desværre uhyrre tæt på nutiden. Og lige så slemt er, at farvede stadig kæmper en kamp for bedre vilkår i det neste af (hvis ikke hele) verden.

Hvis man ikke sidder tilbage med en skidt følelse i maven efter endt læsning, har man ikke læst den grundigt nok, - start forfra!

Selvom jeg til tider havde svært ved at relatere til hovedpersonen og med mellemrum var uenig i hendes valg, kan det næsten ikke undgås at have den dybeste medfølelse med hende. Ønsket om en bedre fremtid for hende er stort, omend det er meget usikkert om det er realistisk, og det er vanskeligt ikke at ønske sig at kunne gøre en forskel for hende og andre i hendes sted.

Pointen er klar, og stadig relevant - det er umenneskelige vilkår, mange farvede lever under, se lv den dag i dag, og vi andre er forpligtede på at gøre vores for at forbedre det. For vores alle sammens skyld, - for en bedre verden for os alle.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



The Hate U Give

 Forfatter: Angie Thomas - Udgivet: 2017 - Forlag: Walker Books - Sidetal: 448

Bogen og dens efterfølger, On the Come Up, kan læses uafhængigt af hinanden.

Man kan ikke komme udenom, at THUG er en vigtig fortælling at få ud, også i Danmark, selvom vilkårende er anderledes her end de er i staterne.

Desværre er fortælle-stilen ikke den bedste, og der er god plads til forventninger - og Angie Thomas kommer da også efter det i efterfølgeren, On the Come Up.

Dialogen føles tvungen, og jeg var ofte tæt på at lægge bogen fra mig og opgive, når jeg nåede til steder med meget dialog.

Slutningen føles næsten for intens, og den kunne med fordele være skrevet mindre dramatisk, uden at handlingen nødvendigvis ville lide under det.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.



The Sun is Also a Star

 Forfatter: Nicola Yoon - Udgivet: 2016 - Forlag: Delacorte Press

Sidetal: 384 - ISBN: 9780553496680

Det her er en smukt skrevet pageurner - den er næsten umulig at lægge fra sig.

Det er nemt at engagere sig i og relatere sig til karaktererne, og deres tanker og handlingsmønstre virker naturlige og ægte. Personerne er derfor lige til at tage ud og føle på.

Fortællingen virker ægte, og den er en anderledes version af typiske kærlighedsromaner og fortællinger om ungdomskærlighed, idet forelskelsen ikke kommer naturligt; der skal arbejdes for det, og selv da virker den spirende forelskelse ikke som noget, man ønsker, der skal ske.

For er der virkelig håb for det unge par? Det virker ikke umiddelbart sådan.

Man kan blive helt i tvivl om sit eget ståsted i forhold til det spørgsmål, romanen stiller, - tror man på videnskaben, og at ting sker tilfældigt, eller er det skæbnen, at ting sker, og er der en højere mening med tilværelsen og de ting, der kommer i vores retning?

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.




Sagakvartetten

 Forfatter: Julie M. Day - Forlag: Turbine

Om bog 1, Af blod og støv, skrev jeg:

Det er nemt at blive intimideret af mængden af fortællere i den her saga, - og man bliver advaret allerede i bagsideteksten, hvor flere hovedpersoner er nævnt. Det skal man dog ikke lade sig gå for meget på ad, for det er heldigvis nemt at finde rundt i, hvornår vi er hos hvilken hovedperson, og karaktererne er så forskellige fra hinanden at man i teksten hurtigt sporer sig ind på dem.

Selvom det naturligvis ikke er alle hovedpersonerne, som alle vil kunne spejle sig lige meget i, vil der alligevel være en god sandsynlighed for, at man finder én, som man kan connecte med.

Flowet er godt, og der er inkluderet nogle velvalgte cliffhangers i slutningen af hvert kapitel, så bogen er enormt svær at slippe igen. Dog er cliffhangers ikke undladt i de sidste kapitler i bogen, - så bog 2 må godt snart blive udgivet! Jeg må have svar!

Det er en stærk start på serien, og man kan virkelig se, hvordan Julie M. Day er vokset som forfatter siden debutten Grænsen til Trafallas - Den Halves Arv. Sproget virker mere flydende, og plottet står mere skarpt, med en stor portion karakterer, som man ved, hvad står for, og som man kan være sikker på gør alt, hvad der står i deres magt for at nå deres mål.

Jeg glæder mig til at følge resten af serien her - og i det hele taget resten af Julies forfatterskab.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen udkom i 2020, den er 433 sider lang og har ISBN 9788740662092.


*Anmeldereksemplar* Mæsker

 Forfatter: Majbrit Ravnholt Cramer - Forlag: Facet

Bog 1, Henretterlunden, er modtaget som anmeldereksemplar.

Om bog 1, Henretterlunden, skrev jeg:

Henretterlunden er en forrygende start på serien Mæsker, og der er flere ting, der stikker ud og som er interessante at diskutere, især i lyset af den senere tids Black Lives Matter bevægelse.

Selvom serien foregår i et univers, der på mange måder er ulig det univers, vi kender, tænker jeg her naturligvis på, hvordan den lokale befolkning reagerer på synet af mennesker, der ser anderledes ud end dem selv.

Vi introduceres til et område i denne verden, hvor stort set alle er lyse i huden, har rødt hår og grønne øjne. Alle pånær Byriel, der har mørk hud og lyst hår. De færreste bryder sig om ham, - mange er bange for ham, fordi de tror, han er kannibal, og han har svært ved at danne relationer. Hvad grundlaget er for at folk frygter Byriel vil jeg ikke spoile her, men for de fleste almindelige mennesker i en verden, hvor høj uddannelse og kritisk tænkning ikke er almindeligt, vil frygten for ham alligevel føles begrundet, og det kan være svært at tage afstand fra en særlig måde at tænke på, når man ikke ved bedre, og der ikke findes klokkeklare beviser for, at det, man tror, er forkert.

En del af historien her i første bog i serien lægger heldigvis op til, at man vil forsøge at rykke ved folks måde at tænke om fremmede på, men som det også er tilfældet i den virkelige verden, er den opgave ikke så enkel som den lyder, - der er lang vej, og der er mange små kampe at tage, før målet kan nås.


Johanne er assistent for den lokale skolemester, og det er hende, vi følger undervejs. Da hun ved et tilfælde får set noget, som hun ikke burde have set, igangsættes en lang række ting, der gør, at Johannes liv vendes på hovedet, - hun kan ikke længere leve det fredelige liv, hun tidligere har gjort, og hendes opdagelse kommer også til at rykke ved måden, landet ledes på. Mange udfordringer venter hende, og hun opdager hemmeligheder om både sig selv og folk omkring hende. Det kan være svært at regne ud, hvordan det hele nogensinde for alvor skal blive godt igen, - for det kommer i hvert fald ikke til at blive, som det var før i tiden, det er helt sikkert.


Johanne er heldigvis en hovedperson, der er nem at holde af og identificere sig med. Hendes ageren og tankegang er meget fremme i skoene i forhold til de mennesker, hun omgås til daglig, og hun er både intelligent og empatisk.

Byriel lærer vi hen ad vejen også bedre at kende. Han er dog sværere at komme ind under huden på, og i perioder kan det være svært for alvor at heppe på ham, - hans handlinger virker ind i mellem meget spontane og irrationelle, men man fornemmer dog alligevel, at han rummer mere, end hvad han umiddelbart viser. Man kan håbe, at hans person kan få lov til at udfolde sig noget mere i bog 2.

Én af de mere interessante karakterer er i mine øjne Johannes storebror, Tue, som er en handlekraftig ung mand, som man langt hen ad vejen kan være i tvivl om, hvor man har henne. Skal man holde med ham eller ej, og kan man overhovedet stole på ham? Han er stædig, og han er typen, der helst ser, at man løser et givent problem på den måde, som HAN har foreslået, og det kan være næsten umuligt at overbevise ham om, at andre måder at gøre tingene på kan være lige så gode. Og så rummer han naturligvis sine egne hemmeligheder, som ikke nødvendigvis skal frem i et offentligt lys, - for hvad vil det monstro betyde for hans omdømme? Han rummer heldigvis mere end den pågældende hemmelighed, som ikke skal spoiles her, og han hører til blandt de karakterer, der i dette univers lader til at have den mest helstøbte personlighed og som virker allermest realistisk.


Henretterlunden er overordnet set en stærk begyndelse på noget, der godt kunne gå hen og blive virkelig godt, og jeg ser absolut frem til at følge resten af serien, - og Majbrit Ravnholt Cramers forfatterskab. Det er en stærk debut, og det bliver spædende at se, hvad der ellers kommer fra hendes hånd!

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 og er 402 sider lang. Den har ISBN 9788796456792.


*Anmeldereksemplar* Slaget om Igdrafell (Awen-serien, #4)

  Forfattere: Nathali Liane og Bettina Liane - Forlag: Turbine - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk...