Jeg har det fucking fint

Forfatter: Luna Harley - Forlag: Klippe - Udgivet: 2024

Trigger warnings: Selvskade, selvmordsforsøg, omtale af selvmord, stalking, store mængder alkohol, indlæggelser

Jeg har det fucking fint handler om Froya, som (surprise!) IKKE har det fucking fint. Det er bare svært at erkende, når livet ser ud som det gør for Froya. Rutinen er den samme, - fester, alkohol, selvskade og psyk. Og et hjørne af sociale medier for andre i samme situation som Froya.

Det her er én af de bøger, der nemt kan komme til at gøre rigtig ondt at læse. Den er hård og meget barsk, og det er svært ikke at blive ramt af hvor håbløst det hele kan føles, uanset om man selv står i en situation der minder om Froyas, eller om man er pårørende til.

Det er råt og vildt, når vi bevæger os ud i en skyggeside af samfundet som de fleste nok har en fornemmelse af findes derude et sted, men hvor de færreste ved hvor stort et problem det faktisk er - eller hvad der kan gøres ved det. For løsningen er bare ikke særlig simpel, når de, der har størst brug for hjælpen, også har brug for at erkende at de faktisk har brug for hjælp, før de kan få den. Men når de dét, før det er for sent?

Luna Harley har skrevet flere ungdomsromaner, og man mærker tydeligt at Luna har masser på hjerte. Det er velskrevet og velfortalt, blandt andet fordi hendes bøger er meget autentiske og trækker på Lunas egne erfaringer. Det er et vigtigt perspektiv at få med, både for at de, der står i lignende situationer har nogen at spejle sig i og for at vide, at de ikke står alene med deres udfordringer. Men også for pårørende - familie, venner, lærere, osv., fordi det åbner et lille vindue ind til hvad der reelt foregår i hovedet på de udsatte. Det er et tankemønster der kan være svært at forstå hvis man ikke selv har været der, og kan forhåbentlig skabe en smule forståelse omkring det. 

Jeg har det fucking fint er ikke for sarte sjæle. Det kræver is i maven at læse det, og det ER hårdt. Men det er også en vigtig bog at få læst, og måske især for pårørende til unge med ondt i livet, der har brug for en smule indsigt i hvad det hele handler om. Det må dog anbefales at potentielle læsere venter med at gå i gang til de er i det rette headspace til barsk læsning - og at den ikke angribes af for unge læsere.

Sukkerdalen - Centralbiblioteket #1

 Forfatter: Sofie Amalie Laulund - Forlag: Klippe - Udgivet: 2023

Sukkerdalen er første bind i serien om Centralbiblioteket, som er fantasy målrettet 3.-4. klasse og opefter.

Vi følger Bella, en helt almindelig pige fra vores verden, der ved et tilfælde ender på Centralbiblioteket; et sted, hvor der er adgang til en masse forskellige dimensioner. Herfra kommer hun til Sukkerdalen, der udadtil er fredelig og hyggelig, - men noget er ikke helt, som det bør være, og dét er Bella naturligvis nødt til at hjælpe med at fikse.

Portalfantasy har bestemt sin charme, især når det fungerer så godt som i denne roman, - hovedpersoner som Bella er ofte lette at relatere til for mange læsere. Hendes nysgerrighed på den fremmede verden hun møder virker oprigtig, og det er altid spændende at få lov at se de fremmede fantasy-verdener gennem øjnene på en karakter, der har nogenlunde det samme med i bagagen som læseren selv, og derfor studser over de samme ting som man selv ville have gjort.

Garvede læsere af netop portalfantasy vil muligvis trække tråde fra Centralbiblioteket til det område, Digory og Polly fra Narnia - Troldmandens Nevø rejser gennem for blandt andet at komme til Narnia, men også mange andre paralleluniverser. I relation til netop dét område har der med mellemrum været ytret ønske om at udforske flere af de mulige universer man kunne komme til, i stedet for udelukkende at gå på opdagelse i Narnia.

Derfor er det da bestemt også en positiv start på serien, at der er lukket op for muligheden for, at Bella ikke kun kommer til at rejse til Sukkerdalen, men også nogle af de andre dimensioner, Centralbiblioteket giver hende adgang til. Der er mange mulige retninger at gå, og dét at worldbuildingen virker så gennemtænkt som den er allerede nu er bestemt én af bogens største styrkesider.

Sukkerdalen er en forrygende start på serien. Plottet er fængende og karaktererne er relaterbar; og det er en fornøjelse at se diversitet skrevet så naturligt ind i fortællingen. Sproget er legende og introducerer på fineste vis nye begreber, der er helt særlige for netop dette univers, samtidig med at begreber og karaktertræk for de væsner, mange er stødt på i andre fantasyuniverser, er bibeholdt.

Overordnet er Sukkerdalen helt sin egen, og hvis den på nogen måde kommer til at være sigende for serien om Centralbiblioteket, kan serien sagtens komme til at stå som noget helt særligt og mindeværdigt for mange læsere.

*Anmelder-eksemplar* Stav til sorg

Forfatter: Eva Munk - Forlag: Klippe - Udgivet: 2023

Reklame: Modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Stav til sorg skriver sig ind i en række af ungdomsromaner om sorg fra netop Eva Munk; tidligere har Eva Munk blandt andet skrevet Du kommer med natten, som jeg har anmeldt her og Mellem træernes grene, som jeg har anmeldt her.

I denne fortælling, som også er den hidtil længste fra Eva Munk, følger vi fire unge i en sorggruppe. De har alle mistet, men på hver deres måde, og de går til sorgprocessen på meget forskellig vis.

Deres meget forskellige personligheder og tilgange til sorgen gør gruppens sociale dynamik virkelig interessant. Det handler hovedsageligt om deres sorgproces, og undervejsvil det være helt naturligt for læseren at finde Kleenex frem, - ikke bare én, men flere gange undervejs i romanen. Men der er også plads til latter og til hjertevarme øjeblikke, der trods alt det barske giver håb om fremtiden for hovedpersonerne.

Sorg er en vanskelig størrelse, men trods det at vi alle sammen kommer til at opleve netop den følelse på et eller andet tidspunkt i livet er det alligevel uhyre tabubelagt - og svært at sætte ord på, når der endelig bliver åbnet en smule for snakken. Derfor er jeg også vild med at Eva Munk skriver de her bøger. De er et værktøj til at få startet samtalen og få nogle ord til det, der ellers virker umuligt og uvirkeligt.

Hvor Du kommer med natten og Mellem træernes grene har været væsentligt kortere og rummer en del symbolik, er Stav til Sorg mere virkelighedsnær, og i kombination med at vi har ikke bare én, men hele fire forskellige hovedpersoner kan det måske netop gøre fortællingen her mere relaterbar for mange læsere. Der er nemlig ikke bare én måde at sørge på, og hvordan man kommer til at håndtere det vil også variere fra gang til gang. Det er ikke til at sige, før man selv står i situationen, - og for dem hvor det hele stadig er meget nyt, kan det give en ekstra ro at have nogen at spejle sig i, og nogen, der leder én hen hvor sorgen er til at rumme. Sorgen forsvinder nemlig ikke, men det er en proces at gøre det tåleligt at være i.

Stav til sorg er velskrevet. Den gør ondt, og den gør godt, - der er plads til både tårer og latter. Og så kan den med fordel læses af alle fra 11-12 års alderen og opefter (voksne inkluderet!), der enten selv har mistet, eller kender nogen, der har. Skaf den, læs den - og husk den, når du selv står i sorgen.

Bare Alice

 Forfatter: Luna Harley - Forlag: Klippe - Udgivet: 2021

Bare Alice hører til den type ungdomsromaner, jeg kunne ønske mig flere af derude. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med dem, der allerede er på markedet, - men fordi repræsentation af minoriteter af forskellig art, der falder så naturligt som det gør her i Bare Alice, desværre hører til sjældenhederne.

Alice har altid været tæt knyttet til sin bedste veninde Olivia, og de bliver ofte omtalt som værende én person. Men nu hvor de ikke længere er børn og veninden er begyndt at interessere sig for romantik, er det svært at være Alice. Identitetsspørgsmål får lov til at fylde, og Alice begynder stille og roligt at skulle definere hvem hun nu skal være, og får virkelig lov til at vokse som person i løbet af bogen. Det handler ikke om at droppe gamle venskaber for at finde sig selv, men nærmere om balancen mellem gradvist at definere (og omdefinere) sig selv efterhånden som man bliver ældre og udvikler sig - og at det samme skal ske med venskaber for at få dem til at bestå. Både for ens egen skyld, men bestemt også for modpartens.

For selvom Alices relation til Olivia langt hen ad vejen ligner et venskab, man kan finde mellem to tilfældige børn på en tilfældig folkeskole et tilfældigt sted i landet, betyder det ikke nødvendigvis at relationen er sund. Der er ikke balance i relationen, og Alice og Olivia er ikke lige i deres venskab. Det er Olivia, der fylder, og Olivia, der sætter dagsordenen, - og Alice følger langt hen ad vejen bare med, fordi det er det letteste. Heldigvis er der håb for både Olivia og Alice, der nok begge må bidde nogle ting i sig undervejs for at nå en sund relation på længere sigt, - men det kan lade sig gøre, når blot man arbejder for det. Kommunikation er naturligvis nøgleordet, - et begreb de fleste af os forstår, men som ind i mellem kræver mere end man regner med.

Det er dog ikke kun venskabet mellem Alice og Olivia, der får lov at fylde, men også Alices voksende selvstændighed og hendes søgen efter sig selv. Det bliver en slags dannelsesrejse for Alice, der skal finde frem til kernen i sig selv og en personlighed, der ikke baserer sig på afhængigheden af Olivia. Hvem er hun, hvad vil hun, og hvad går hun op i, når Olivia ikke er ved siden af hende? Som nævnt handler det ikke om at droppe venskabet helt, men at blive dannet som et menneske, ikke kun afhængigt af dem man er sammen med, men også når man bare er sig selv. 

Der kan være store forskelle på hvordan vi som individer opfører os i forskellige sociale kontekster, - i skolen, til sport eller fritidsaktiviteter, hjemme med forældre, bedsteforældre eller partner, på arbejdspladsen og så videre. Hvad disse forskellige personligheder har tilfældes, og det vi gør når vi er helt alene, er også med til at definere os. Men rejsen ind til den kerne er kompliceret, og det kræver ofte en del overvejelser. Heldigvis er personligheder ikke en fast størrelse, og vi har mulighed for at udvikle os undervejs.

Noget af det, der bliver definerende for Alices historie er hvordan det langsomt går op for hende, at hun ikke har den samme interesse i de jævnaldrende drenge som Olivia giver udtryk for at have. Oprindeligt har Alice kæmpet bravt for at passe ind, høre til og være som de andre, til dels takket være påvirkningen fra relationen til Olivia, men hun finder stille og roligt ud af, at der er mulighed for at gå andre veje, - at dét, de andre gør, ikke nødvendigvis er det rigtige for hende.

For nogle LGBTQIAP+-personer er vejen til et label soleklar allerede fra barnsben, og de er slet ikke i tvivl om, at de er noget andet end cishet. Det er det mest naturlige i verden at tingene naturligvis hænger sammen på den måde. Det gør sig dog ikke nødvendigvis gældende for alle medlemmer af LGBTQIAP+, og nogle finder først frem til deres label relativt sent, - hvis de overhovedet når til det. Nogle gange handler det om at man mangler ord for den levede oplevelse, og at man ikke har sproget til at forklare hvad det er der foregår. Andre gange kommer erkendelsen indefra først senere i livet, og man kan måske have været forbi forskellige labels før man ender med dét, der føles mest rigtigt for én.

Alice hører til den gruppe for hvem det sent bliver klart at de ikke er heteroseksuelle. For Alices vedkommende handler den sene opdagelse i bund og grund nok om at hun længe har stået i skyggen af Olivia, - og erkendelsen titter frem og viser sig i takt med at hun gradvist lærer sig selv bedre at kende. Det er for ende en del af overgangen til voksenlivet, og hører med til at finde ud af hvem hun i virkeligheden er, og hvad hun vil bruge sit liv på.

Det er fantastisk at opleve, hvordan brikkerne stille og roligt falder på plads for Alice, og hvordan hun finder en ro i at være i det, - at hun finder sig selv i forløbet. Ikke uden Olivia, men med en ny og anderledes voksen relation til bedsteveninden. Dét at skulle vokse fra at være barndomsvenner til at være venner som voksne kan i sig selv være svært, - for er man venner for nemhedens skyld, fordi man alligevel går i klasse sammen, eller fordi man reelt vil hinanden? Og kan venskabet holde til at man bliver ældre og ændrer sig? Livet byder på lidt af hvert for os alle sammen, og det kan være svært at finde hoved og hale i.

Generelt er det her en bog, med rigtig mange styrker. Sproget er levende, naturligt og (som flere andre også har nævnt i deres anmeldelser) meget Lunask, - det er noget helt for sig, og det er svært ikke at blive fanget af. Det er i hvert fald ét af de elementer jeg vil se frem til ved fremtidige udgivelser fra Luna Harley. Samtidig er karaktererne livagtige og virkelige, og det er nemt at blive ramt og at identificere sig med dem, - og uanset om man er en Alice eller en Olivia i det virkelige liv, er der mulighed for at det giver stof til eftertanke og mulighed for at udvikle sig som person, baseret på netop fortællinger som denne, der kan give læseren mulighed for at reflektere over både egen personlighed og de indvirkninger det her på ens medmennesker.

For mig står Bare Alice stærkt som en coming of age fortælling med en hovedperson, der godt må være tiltrukket af sit eget køn, og som godt må tvivle på sig selv undervejs. Den er noget særligt i sit sprog og i sin udførelse, fordi Alices usikkerhed og hang til det introverte ikke forsvinder som ved et trylleslag undervejs i historien, - det er okay stadig at være menneske med de flaws og uperfektheder, der følger med. Der er ikke et stort behov for at ensrette karaktererne undervejs, men snarere at lade dem finde deres egen måde at leve deres liv på, så de får den slutning, der passer til netop dem. Det er befriende og skønt at se, at Alice finder sig selv, og når frem til den hun gerne vil være, - og at hun får lov til at være Bare Alice, uden hurlumhej, uden at skulle lave om på sig selv.

*Anmelder-eksemplar* Dragernes Æra #2: Dragesværdet

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Klippe - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af første bog i serien, Drageægget, kan findes her.

Der er sket noget i dette univers, siden vi forlod det i bog 1, og det kræver en selvfølgelig en smule omstilling, hvilket dog føles helt naturligt og ubesværet. Hos mig var det i hvert fald ikke noget, der forstyrrede læseoplevelsen, da jeg først var kommet i gang.

I denne bog følger vi tre forskellige hovedpersoner i hver deres handlingsforløb, der dog er flettet sammen, - men det er især Sarinas karakter, der er interessant at følge.

Sarina er teenager, og hendes følelsesregister matcher naturligvis hendes alder og modenhed - på godt og ondt. Det er et spændingsfelt mellem de tidlige, spirende forelskelser, viljen til og modet på at ville gøre en forskel, tvivlen på at kunne og at slå til, nervøsitet, generel undren, og drømme og håb for fremtiden, - det hele i en intens grad, som mange netop primært oplever i ungdomsårene, hvor det hele føles ekstra overvældende.

Én af mine hovedpointer fra anmeldelsen af første bog i serien var, at bogens største styrke lå i beskrivelserne af karakterernes indre liv og hvordan deres følelsesregister var rigt og detaljeret beskrevet. Det samme gør sig gældende her i efterfølgeren, hvor det som nævnt er Sarinas karakter, der er virkelig interessant at følge, fordi hun i løbet af bogen når så mange følelser igennem,

Det er fantasy, hvor de fantastiske elementer denne gang får lov til at fylde noget mere end i forgængeren, og vi får lov at se lidt mere af, hvad universet har at byde på netop på denne front. Det var noget af det, jeg savnede en smule mere af i den første bog, så det er rart at se dét blive bragt på bane, og at der langsomt kommer mere og mere af det, - og så kan man kun håbe på, at det fortsætter på samme måde i næste bog i serien.

For mig står bøgerne om Dragernes Æra solidt som et godt bud på dansk fantasy. Det er meget karakterdrevet, men der er plads til, at fantasynørder også kan få opfyldt lidt af deres nysgerrighed på især fantastiske væsner af forskellig art og gå på opdagelse i, hvordan disse væsner interagerer med hinanden - og hvad disse interaktioner gør for plottet. Spændende!

Så er der vel kun tilbage at spørge, - hvornår kommer bog 3 mon?

Dragernes Æra 1 - Drageægget

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Klippe - Udgivet: 2020

Sidetal: 340 - ISBN: 9788797117040

Om Dragernes Æra 1, Drageægget, skrev jeg:

Jeg skal blankt indrømme, at jeg med dén serie- og bogtitel havde håbet på endnu mere drage-action på siden i løbet af bogen, og det var lidt ærgerligt at jeg på det punkt måske havde skruet lidt for meget op for mine forventninger, - hvilket, ærligt, er min egen fejl. Jeg ØVER mig i at skrue ned for den slags forudindtagelser, men det lykkes ikke hver gang.

Når dét så er sagt, er det her en STÆRK start på en fantasy-serie, - og at det fremover så forhåbentlig kommer til at handle endnu mere om drager, er kun positivt i mine øjne! Yay!

Vores hovedperson, Juliana, stammer fra vores verden, og bliver ufrivilligt hevet ind i en parallel-verden befolket af væsner, som Juliana var overbevist kun eksisterede i bøger og på film. Universet og måden man lever på er meget forskelligt fra det, Juliana er vokset op med, - så da hun samtidigt finder ud af, at hun ikke bare sådan lige kan komme tilbage til sin egen verden, er hun naturligvis oprørt.

Julianas usikkerhed og følelse af ikke rigtigt at slå til er til at tage at føle på, og man kan mærke hendes desperation og frustration gennem siderne, når udfordringerne bliver for meget for hende, og tingene bliver svære at magte. Generelt er Julianas stærke følelsesliv beskrevet meget i dybden, og det er virkelig her, bogens største styrke ligger.