Forfatter: C. C. Thybro - Forlag: ReadDieRepeat - Udgivet: 2023
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Udgårdsø er en lille ø i udkanten af Danmark. Der er ikke voldsomt mange indbyggere, og måske derfor er det særligt mystisk at øen er plaget af forsvindinger. Det har øen været i mange år efterhånden, og det er ofte børn, det går ud over. Men hvorfor? Hvor forsvinder folk hen? Og kan det lade sig gøre at finde dem igen, - og redde dem fra hvad end for en skæbne der er overgået dem?
Det er dansk fantasy, der tager udgangspunkt i en håndfuld væsner der har rødder i lokal overtro. Er man til myter der netop har sin oprindelse i Skandinavien er der derfor masser at hente her.
I Skyggen af Udgårdsø er dog ikke udelukkende traditionel fantasy, men bevæger sig på et grænseland mellem portalfantasy, mystik og noget, der ligner thriller-genren. Det kan godt lyde som et modigt miks, men med et plot som dette fungerer det fremragende, og det er virkelig vellykket.
Her er tale om første bog i en serie, hvorfor der naturligvis stadigvæk er masser af ubesvarede spørgsmål, som vi forhåbentligt får svar på i kommende bøger i serien. Og fordi der har været et stort fokus i denne bog på at få plottet til at fungere og bygge denne mystiske parallelverden op, har der i mindre grad været fokus på karakterudvikling. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, for det er - trods et endnu begrænset kendskab til dem - stadig nogle interessante karakterer med masser af potentiale for udvikling fremadrettet.
I skyggen af Udgårdsø er spændende og interessant, og selvom det er lidt af en mursten skal man ikke lade sig skræmme. Den er nemlig uhyre velskrevet og bliver hurtigt vanskelig at lægge fra sig. Største minus er faktisk, at man nu skal til at vente på en fortsættelse.. som forhåbentlig kan svare på nogle af de spørgsmål, man velsagtens sidder tilbage med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar