Viser opslag med etiketten petunia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten petunia. Vis alle opslag

19 april 2024

Når vinden hvisker mit navn - Azrone #2

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: HiReader - Udgivet: 2024

Når vinden hvisker mit navn er bog 2 i serien Azrone. Min anmeldelse af bog 1, Inden det blå ly falmer, kan læses her.

I første omgang var jeg egentlig helt afslappet om at slippe Azrone efter Inden det blå lys falmer sluttede. Den er afrundet på en virkelig fin og elegant måde, og selvom man sagtens kunne drømme videre i universet, var der egentlig også bundet en fin sløjfe på dén del af handlingen. Troede jeg.

Så udkom Når vinden hvisker mit navn, hvor fokus er rykket videre til London, som vi allerede kender lidt til fra Inden det blå lys falmer, og Ames, der er ny i blåkraften. Både de og læserne har egentlig indtryk af at truslerne er væk og der ikke er så meget mere at lave for blåkræfterne og organisationen, der er bygget op om dem, - men det er selvfølgelig ikke sandt.

Der er flere trusler på vej, og det store spørgsmål er så hvor truslen kommer fra. Hvem står bag, og hvorfor gør de det? Hvad er det, der bliver dækket over, og som befolkningen ikke kender til Spørgsmål er der nok af, og mange bliver besvaret, - og ender selvfølgelig alligevel med en håndfuld nye, ubesvarede spørgsmål når sidste side er vendt. For hvad handlede dén slutning lige om?

Der er fart over feltet, og det er super intenst. Det gør en masse, også for forståelsen af den første bog, at vi denne gang får fortællingen fortalt fra mere end én synsvinkel. Tildels har London og Ames hver meget forskellige roller at spille efterhånden som deres udfordringer udspilles, men deres måde at tænke dem på er også unikke for hver af dem, i kraft af hvad de hver har stået over for før vi møder dem.

Simon Zander har leveret endnu end pageturner, - og denne gang er det uhyre vanskeligt bare at lade universet ligge. Jeg vil have mer', og med den cliffhanger bogen her ender på, kan det næsten ikke gå hurtigt nok!


05 august 2022

*Anmeldereksemplar* Dødbringende dukker

 Forfatter: Karen Strange - Forlag: Petunia - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mange af os er nok på et tidspunkt stødt på en lærer, hvor man i mødet med vedkommende kunne undre sig gevaldigt over hvorfor de havde valgt netop dét erhverv, - for udadtil lader det da bestemt ikke til at de har lyst til at have med børn og unge at gøre. Sådan en lærer er Magnus' dansklærer - og han er bestemt ikke fan. 

Da resten af skolens lærerstab begynder at opføre sig mærkeligt, falder hans mistanke da også hurtigt på pågældende lærer, der af en eller anden grund ikke er påvirket som de andre, - og det viser sig da også at der gemmes på mere end Magnus i første omgang havde regnet med...

Dødbringende dukker bygger på den klassiske præmis inden for børnelitteraturen hvor børnene må klare problemerne selv, når de voksne ikke vil lytte, tro eller tage affære, - og det bliver børnene, der har det store overblik og styr på tingene. Det gør dog bestemt ingenting, for mange børn kan nok sagtens nikke genkendende til følelsen af at de voksne ikke ser eller hører hvad der egentlig foregår, - eller at de voksne slet ikke kan følge med i deres tempo.

Magnus går i 5. klasse, og tænker mere på at spille fodbold end at følge med i timerne, - og er så småt begyndt at interesse sig for piger. Og selvom han godt kan synes at lillesøster er irriterende, bekymrer han sig meget for hende. Han er altså langt hen ad vejen en helt almindelig dreng, som mange børn i den primære målgruppe (cirka 9-12 år) nok vil kunne spejle sig i - i hvert fald på nogle parametre. Magnus er ikke perfekt, men han gør sit bedste, og får også rettet op på de ting, der ikke går helt efter planen.

Dødbringende dukker er spændende og velfortalt, - og den emmer langt væk af at være én af de bøger, der bliver vanskelige at lægge fra sig. Samtidig er den passende både at have stående på skolebiblioteket til lystlæsning, - og at inddrage i undervisningen, både i arbejdet med personkarakteristik og især til en snak om slutningen, og hvad der mon sker fremadrettet..

Det er ikke fordi Dødbringende dukker er perfekt. Det er der ingen bøger der er. Der er da også enkelte detaljer, der godt kunne have været mere strømlinede her, og med dén slutning kan man vel nærmest kun håbe på en efterfølger. Men overordnet står den virkelig godt som en selvstændig roman, og den har bestemt mine anbefalinger til elever på mellemtrinnet.

08 oktober 2021

Inden det blå lys falmer

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: Petunia - Udgivet: 2021

Det her er en vild roman. Virkelig. Det er svært ikke at blive revet med af fortællingen, af plottet, af relationen mellem karaktererne, af sproget, og af en række virkemidler, der bare spiller. For en debut står det her uamlindeligt stærkt, og jeg ser virkelig frem til, hvad der dukker op fra Simon Zander fremover!

- Med blåkraften følger overmenneskelige evner, pligten til at forsvare den sidste by i verden og et liv i luksus. Men det er også en dødsdom. Fra du får den, er der præcis ét år til, at du skal dø. 16-årige Noël bor i Grå Zone, den fattige del af Azrone. Han ­drømmer om at få den berømte blåkraft, at blive hædret og gøre en forskel. Men blåkraften er forbeholdt de, der er så heldige at bo i Blå Zone. En dag sker det utænkelige, og Noël har kun 365 dage tilbage at leve i. Var drømmen om blåkræften overhovedet værd at stræbe efter? Eller var det kedelige, trivielle liv at foretrække? Nedtællingen er begyndt. -

Noël som hovedperson er en helstøbt karakter. Han er teenager, med mange af de ting, der hører med teenage-tilværelsen. Han dyrker dem med blåkraften på samme måde som andre teenagere dyrker deres idoler. Han bliver forelsket. Han handler før han tænker. Han siger og gør ind i mellem det forkerte, og får dårlig samvittighed. Han drømmer. Han tvivler, på verden og på sig selv. Han er alt det, mange af os oplever i - eller i hvert fald husker fra - teenage-årene. Han føles virkelig og realistisk, og netop hans uperfektheder gør det svært ikke at heppe på og holde med ham.

Blåkraften, som giver dem, der besidder den, noget der minder om superkræfter, er i sig selv vanskelig ikke at blive fascineret af. Vi finder som læsere ikke ud af ret meget om, hvordan eller hvorfor den er opstået, og vi ved heller ikke ret meget om, hvilke begrænsninger der er. Og selv om det kan være frustrerende, at vi ikke finder ud af flere detaljer undervejs, er mystikken omkring den alligevel noget af det, der gør denne verden fascinerende, - uvisheden er med til at holde det spændende. Trods det at bogen umiddelbart er skrevet som en selvstændig roman, der sagtens kan stå alene, slutter den dog (ingen spoilers, bare rolig!) tilpas åbent til, at vi som læsere stadig kan håbe på, at der en dag vil komme mere i universet, og at vi får lov at se lidt mere af alt det, blåkraften kan, - og at vi kan få lidt mere at vide om, hvad den kommer af, og hvad den har af muligheder.

Én af romanens vel nok største styrker er LGBTQIAP+-repræsentationen, som i høj grad er til stede på en måde, så det er umuligt at ignorere, - og gjort på en naturlig måde, så man ikke sætter spørgsmålstegn ved det.

  • Hovedpersonen Noël er tiltrukket af mænd. Det er ikke nogen coming-out-fortælling. Der er ikke nogen der kommenterer på det. Det er der bare. 
  • Én af bipersonerne bruger hen-pronominer. Ingen undrer sig, ingen træder i det eller gør noget særligt ud af det, - og ingen bruger de forkerte  pronominer.

Det er befriende, forfriskende - og noget helt særligt hvor smooth det er integreret i fortællingen, så det bare er, på en måde som de fleste LGBTQIAP+ personer kun kan drømme om det i den virkelige verden. Dét at det er der, uden at der bliver gjort et nummer ud af det, kan forhåbentlig være med til at naturliggøre repræsentation i medier, - for selvom der stadig er brug for coming-out-historier, er der bestemt også brug for fortællinger som den her, hvor personer, der er andet end CIS-HET, kan få lov til at eksistere på lige fod med alle andre, med alt hvad der der tilhører af rettigheder og accept fra samfundet.

07 april 2021

Du kommer med natten

 Forfatter: Eva Munk - Forlag: Petunia - Udgivet: 2021 - Sidetal: 106

- Hørt som lydbog -

Det er meget muligt, jeg skriver det her under kraftig påvirkning af, at det kun er få uger siden jeg mistede min far. Men Eva Munk kan altså noget helt særligt i forhold til at få sat ord på sorgen og de ting, der kan gå gennem ens hoved, når man står i en - for mange - meget vanskelig proces med at bearbejde det, der er sket.

Jeg tænker umiddelbart, det har været både godt og skidt for mig at høre den som lydbog (lydbøger hører ellers til sjældenhederne for mig). Det betød, at jeg ikke havde den samme mulighed for at lægge bogen fra mig, når det gjorde ondt og var svært, - og det gjorde samtidigt, at jeg endte med at tude meget af bogen igennem, fordi der så ofte blev ramt plet i forhold til nogle af de ting, jeg selv har kæmpet med de seneste uger.

Både bogen og lydbogen er tilpas korte til, at de er lette at komme igennem uden pauser, hvis man vel at mærke kan holde til det.  For mig blev det undervejs meget emotionelt, og havde jeg siddet med den fysiske bog i stedet for lydbogen, er det ikke sikkert jeg havde haft energien til at færdiggøre den - af samme årsag.

Sorg er en følelse, der er svær at komme udenom, - vi rammes alle på et eller andet tidspunkt i livet. Men den er vanskelig at tale om og at få sat ord på for mange, trods det at den fylder så meget og føles så overvældende, når man står i det. Det handler ikke om, at det hele skal forsvinde, eller at man bare skal glemme det, men at man skal lære at leve med det, - og dén erkendelse kan man måske godt bruge lidt hjælp til at nå, når man står i det. Derfor er det også fantastisk, at der findes hjælp til at få sat ord på, hvordan man har det, og at bøger som denne forhåbentlig kan give én følelsen af, at man ikke står så alene med det.

Du kommer med natten kan anbefales til alle, der enten selv gennemlever eller er tæt på nogen, der gennemlever sorg efter tabet på én, der står dem nær. Om man vil læse den fysiske bog eller lytte til lydbogen vil jeg ikke diktere, - det skal være op til den enkelte, - men er man typen, der let bli'r rørt, kan jeg anbefale lydbogen, hvor man har mulighed for at lytte videre gennem de tudeture, der med garanti kommer undervejs.

26 september 2020

*Anmeldereksemplar* Sådan bliver du en tjekket...

Forfatter: Thomas Arnt Jensen - Illustrator: Ane Gudrun

Sådan bliver du en tjekket vampyr er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

 

Om Sådan bliver du en tjekket zombie skrev jeg:

Sådan bliver du en tjekket zombie er én af de fagbøger, man lige kan holde til at knokle sig igennem. Sproget er let, flydende og humoristisk, og man kommer derfor ikke til at kede sig undervejs. Tonen rammer plet til elever på mellemtrinnet, hvor niveauet vil være af tilpas sværhedsgrad for den gennemsnitlige 4. klasse, og til den lidt lettere side for 5. og 6. klasse. Dog vil humoren sandsynligvis stadig kunne fange eleverne i 6. klasse, og bogens overskuelige størrelse gør den derfor til et oplagt valg til de elever, som oplever udfordringer med læsningen, men som stadig gerne vil have noget alderssvarende indhold.

Indholdsmæssigt er der både det rent faktuelle om zombier med flere kommentarer om, hvordan zombier er blevet set gennem historien, men også humoristiske kommentarer til, hvordan zombier gebærder sig i det samfund, vi kender. Der er ramt en fin balance mellem de to ting, og det er en fornøjelse at følge med.

Bliver børnene stillet over for at skulle skrive en fagtekst i skolen vil bogen her derfor også være et oplagt valg i forhold til at finde et konkret eksempel på hvordan det gøres; indholdet er anderledes end hvad nogle børn ellers ville være stødt på af fagtekster, og det kan være fint med en afveksling og et blik for, at der er flere måder at gøre tingene på.

Brugen af illustrationer gør kun læsningen mere interessant, i og med de fint komplementerer hinanden, og illustrationerne både er med til at forklare teksten, men også supplerer med yderligere detaler, som man kan bruge lang tid på at fordybe sig i.

Jeg har egentlig kun ét spørgsmål, som endnu er ubesvaret, - kan et spøgelse og en zombie komme fra det samme individ?

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Udgivet: 2018 - Forlag: Calibat - Sidetal: 60 - ISBN 9788793281912


Om Sådan bliver du et tjekket spøgelse skrev jeg:

Endnu en gang er det lykkes Thomas Arnt Jensen og Ane Gudrun at skabe en bog, der både rummer en stor portion humor og en stor portion fakta, - de to ting kan sagtens forenes, hvilket bestemt er en bonus at kunne, når man skriver til mellemtrinnet.

Der er skruet en smule op for sværhedsgraden i forhold til forgængeren, Sådan bliver du en tjekket zombie, men det er ikke værre end at fans af netop den bog stadig burde kunne følge med her, om ikke andet fordi man nu burde være klædt på til måden, bogen er bygget op på, og hvad man kan forvente af både tekst og illustrationer.

Der er rykket lidt på fokus i forhold til de fakta, bogen indeholder, hvor der nu er større opmærksomhed på, hvad forskellige folkefærd gennem tiden har tænkt om spøgelser, og hvordan de har forholdt sig, samt i forhold til hvordan enkelte religioner beskriver spøgelser, - og der er flere referencer til virkelige steder, hvor det siges at man kan støde på spøgelser. Det lægger op til, at man giver sig i kast med yderligere research efter endt læsning, da der er serveret konkrete bud på emner, man kan gå i dybden med, hvis man har fået øjnene op for, hvad spøgelseshistorier kan, - og selvom der ikke er nogen decideret litteraturliste, man kan starte med, er jeg alligevel fan af konceptet her, da der, selv hvis der var en litteraturliste, ikke ville være nogen garanti for, at det var dén, man startede med at lede igennem, i og med der findes flere søgemaskiner, der bliver konstant opdaterede med de nyeste materialer om emnet.

Illustrationerne vedbliver at være på et højt niveau, og det er en fed gimmick, at forfatterne nu også er repræsenteret, ikke med det vanlige portrætfoto, men illustreret helt på linje med resten af bogens illustrationer. De er på én gang en gengivelse af noget af det, teksten fortæller om, og et supplement med en selvstændig fortælling, som man kan få meget ud af.

Jeg er stadig vild med konceptet, men mangler dog stadig svar på en tolkning af, om et spøgelse og en zombie kan komme fra det samme individ, - det må vist være op til den enkelte at vurdere.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Udgivet: 2019 - Forlag: Petunia - Sidetal: 56 - ISBN: 9788793767300

Om Sådan bliver du en tjekket vampyr skrev jeg:

Helt i stil med de to andre bøger i serien er her tale om lidt af et mesterværk fra Thomas Arnt og Ane Gudrun.

Sproget er humoristisk, let og legende på en måde, så man i løbet af kort tid bliver både underholdt og oplyst. Som vanligt er der nemlig både tips og tricks til, hvordan som ny vampyr bliver tjekket med alt hvad det indebærer i forhold til tøj, føde og væremåde, og der er informationer at hente om både myter om vampyrer og hvilke kendte vampyrer, man skal have styr på. Det kan naturligvis give inspiration til både leg, udklædning og videre læsning om vampyrer. Der er nok at gå i gang med, og man bliver præsenteret for tilstrækkeligt mange informationer til, at der er noget at gå videre med, uden at det bliver for tungt undervejs.

Illustrationerne er fabelagtige, og komplimenterer teksten utrolig godt. Selvom min 4-årige vist ikke helt er i målgruppen for bogen endnu, mente hun bestemt at den skulle læses højt, og snakkede ivrigt med om de fine illustrationer, som hun var svært begejstret for. Vi havde da også kun lige vendt sidste side, før hun absolut måtte i gang med at bladre den igennem igen for at finde yndlingsillustrationerne.

Det virker super godt, at hver af bøgerne i serien er skrevet som af én der netop tilhører den art, bogen omhandler, - det gør noget helt særligt ved tonen, og man fornemmer hurtigt en dog lidt stereotypisk vampyrpersonlighed i fortælleren, hvilket især er underholdende, når snakken falder på varulve, som jo ofte er vampyrernes fjender. Selvom der ikke bandes direkte, er det helt tydeligt hvad der tænkes om varulvene, og havde målgruppen for bogen været en anden er der vist heller ikke tvivl om, hvordan formuleringerne havde været.

Herhjemme er vi, som man vel næsten kan fornemme, svært begejstret for både Sådan bliver du en tjekket vampyr og de to andre bøger i serien, og vi kommer garanteret til at genlæse dem ind til flere gange. De har i hvert fald vores varmeste anbefalinger, - både til børn, der er nysgerrige på emnet, og til deres forældre.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Udgivet: 2020 - Forlag: Petunia - Sidetal: 52 - ISBN: 9788794007054








*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...